Lucienna Paloma Reier var klar til at smække døren direkte i hovedet på hvem end, der tillod sig at banke på netop nu. Ikke at nogen havde den mindste chance for at vide, at hun var en presset kvinde i øjeblikket, men det ændrede ikke hendes holdning til dørbankeri på nogen måde. Derfor havde hun også allerede åbnet munden for at sige noget til den uvelkomne, da hun opdagede, at det var Issac Thorne. Flere gange i løbet af den ældre kvindes liv havde han hjulpet hende - med stort og småt og ikke mindst med Hecate, når damen blev lidt for stiv i betrækket. Lige nu var han nok det mest velkomne ansigt, der kunne dukke op på hendes dørtrin, og hun trådte straks til side og viftede ham indenfor.
    "Issac! De kommer som sendt af Isari selv!" udbrød hun. Så snart sollyset ikke lå direkte på hendes ansigt, kunne man se trætte furer under hendes øjne. "Den er hel gal."
    Som om han vidste, hvad hun snakkede om, begyndte hun at gå længere ind i huset og op mod førstesalen. "Hun kom herhen i går eftermiddags. Ellers plejer hun jo at være på Aryspalæet, men hun havde fået sagt til en tjenestepige, at hun ville herhen, lige inden det gik helt galt." De var nået til en lukket dør på førstesalen. "Vi kan nærmest ikke få mad i hende. Åh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Men hun har sagt Deres navn et par gange... Kan De hjælpe?"
    Lucienna åbnede døren ind til værelset, som havde været Adenas barndomshjem, og stadig blev holdt som et pænt gæsteværelse til hende, når hun var hjemme på visit.

    I rummet sad Adena på gulvet med papirer spredt rundt om sig. Luften var tyk af chakra. Hænderne var gråsorte af kulstifternes afsmitning og kjolen ligeledes spækket med støv fra dem. Selv nu var fingrene i gang med at tegne noget kun med farven fra fingrene og resten af papiret, mens øjnene var fjerne og ukontaktbare. Vejrtrækningen var hektisk og omkring dem gled farven fra loftet ned på væggene, fra væggene til gulvet og selv fra Issacs og Luciennas sko og ned på gulvet, så snart døren blev åbnet.
    Tegningerne viste alt muligt. Halve tegninger af hårde typer. Silhouetter omkring et bord. Krystaller i nogens hænder. Et kort med samme markering som det lille skur, de havde fundet Railan i. Nogens hånd om en strube. Flotte sømme på en fin vest. Men ét ansigt gik igen om og om igen. Både på portrætter og i udsnit af situationer, som blev fanget af kulstifternes streger, var han ikke til at tage fejl af: Baron Bastien Edward af Granholm.

Dagene var gået siden at Adena og ham selv havde været i skoven, uden for byen hvor de havde fundet Railan. Han vidste ikke hvordan hun havde haft det, hvordan hun havde taget deres fund. Issac havde oplevet det flere gange, at finde livløse personer, men denne gang kom det tæt på og lige nu ønskede han blot at finde personerne bag, og det var her Adena var vigtigt.
Blikket der mødte Issac da han med solide bank på døren, havde banket på i hjemmet, var overraskende og næsten panisk. Lucienna var en person som Issac ofte igennem han liv havde hjulpet, med forskellige opgaver, men han havde aldrig set hende på denne måde. Aldrig så oprevet før. Noget stak under.
Han gav hende mulighed for at snakke ud, inden han selv ville sige noget og dermed afbryde kvinden. Det var vigtigt at få det hele med.
Han blev lige så hurtigt som døren var blevet åbnet, viftet inden for og døren bag dem blev lukket efter dem. Han havde måske en idé til hvad det var der kunne være sket, og hvad Adena lige nu oplevede, "Det var mig der sendte hende herhen, så hun var i byen. Jeg vil selvfølgelig gøre alt hvad der er i min magt, frk. Reier." 
Han havde selvfølgelig ikke ventet det syn som mødte ham, da hun åbnede døren ind til værelset. Han var blevet chokeret første gang hun havde brugt sine evner overfor ham, men dette her var noget helt andet.
Han havde aldrig set hende på denne måde, det vsr tydeligt at se på tegningerne og ikke mindst på hende, at det var hendes evner som var stukket helt af. Tegninger lå spredt ud over hele gulvet.
"Adena?" Kom det fra ham, som han trådte ind I rummet og gik tættere på hende for at komme hende i møde.
Han satte sig på hug foran hende, og så hvordan det hvide i øjnene havde vendt sig ud af, som om hun stadigvæk var opslugt af evnerne. Han turde ikke tvinge hende ud af dem. "Det er hende evner, frk. Reier. Jeg tør ikke hive hende ud af dem. Det skal ske af sig selv"

    "Men hun kommer ikke tilbage i særligt lang tid ad gangen, Issac," bad Lucienna. "Jeg ved ikke, hvordan vi får hende ud af det. Hun har ikke drænet sig for chakra endnu, men hun kan heller ikke styre det. Har du ikke en af de der anti-chakra amuletter, I bruger på jeres anholdte?"
    Lucienna gemte sit ansigt i hænderne og lod fingrene glide op gennem håret. "Jeg ved godt, man ikke skal stoppe Isaris værk, men det her kan da umuligt være gudindens tanke. Nu må min datter da have tegnet nok!"
    Tegningen mellem Adenas hænder lige nu var et protræt af baron Granholm, hans ansigt forvredet i arrigskab. Det man kunne se af hans positur fik det til at ligne, at han var ved at kaste noget gemmen rummet. Vreden i hans blik var så intens, at man blev helt glad for, at hans fokus ikke lå direkte bag papiret, men i stedet et sted til siden, så det ikke lignede, han så ud mod én.
    I det samme kom Adenas fokus tilbage. Blikket flakkede febrilsk rundt et øjeblik, inden det lagde sig på Issac. Tårer trængte sig allerede på i de blå øjne.
    "Issac!" gispede hun, mens hun også gispede efter vejret. "Jeg kan ikke stoppe det! Der er så meget. Få mig væk fra..."
    Mere nåede hun ikke at sige, før hun blev trukket tilbage ud i æteren og fingrene begyndte en ny tegning direkte oven på den gamle og halvt ud på hendes kjolestof, hvor stregerne blev udtværede og utydelige. Selvom det betød at hun måtte gå længere ind i farvehelvedet, trådte Lucienna ind og skyndte sig at lægge et papir under de febrilsk tegnende fingre. Skyndsomt trak hun sig tilbage igen, inden hendes egen kjoles farve begyndte at smelte sammen med omgivelserne.

Det var tydeligt at Lucienne var i vildrede over Adena, og han forstod udemærket hvorfor. Han havde kun set hendes evner få gange, og vidste ikke hvor tit og ofte det var så voldsomt som det var nu, men det virkede ikke normalt. Der var dårligt nogen kontakt til hende og lige nu strøg blyanten over papiret og tegnede, mens hun var i hendes trance. 
Jo, det havde han jo godt nok. "Men er det sikkert at hive hende ud af en trance på den måde?" Han vidste ikke hvad det ville have af konsekvenser, hvis man brugte amuletten på hende og dermed brød med hendes chakra, mne lige nu virkede det ikke til at de havde andet valg end blot at gøre det.
Han var ikke helt sikker på om Lucienna forstod hvad der skete, forstod hvorfor hun tegnede og at hun tegnede så meget som hun gjorde. Han troede egentligt at hun vidste mere om Adenas evner, men det viste jo blot at hun ikke havde oplevet det med denne styrke før, eller få gange.
Issacs blik gled ned over teningerne, studerede dem som han bevægede sig imod Adena. Det var tydeligt at hun havde set en masse, via det lille emblem som de havde lagt på stedet - men hvad havde hun set? Potrætterne måtte uden tvivl være at ham de ledte efter, ham de manglede spor på. 
Han lagde sine hænder på hende, og forsøgte at holde hende, som hun gispede efter vejret og kom med sine få ord. Han tog den ene hånd i lommen og hev en amulet frem. Han kiggede tilbage til Lucienna, "Med Deres tilladelse, så ligger jeg den omkring hende" Han ville ikke gøre det uden, han skulle være sikker på at det var hvad hun ønskede. 
Det var uden tvivl voldsomt det der skete lige nu, og de skulle have det stoppet. Han kunne dårligt nok holde hende, som hun blev trukket væk i sig selv og så hvordan hendes hænder nu begyndte igen, og denne gang på kjolen, inden Lucienna lagde et papir under. 
Issac tog amuletten og lagde den over hende, i håb om at det ville kunne hive hende ud af trancen.

    Lucienna forsikrede Issac om, at det var i orden at lægge amuletten om Adenas hals, og virkningen skete med det samme.
    Hun tog en dyb indånding, som om hun kom op fra under vand og ikke havde trukket vejret længe. Blikket kørte febrilsk hen over rummet, Lucienna og Issac, der nu var meget tættere på, end han havde været lige før. Adena havde følelsen af, at hun skulle sige et eller andet til ham. At hun hvde været i gang med at sige noget til ham, men var blevt afbrudt, og nu kunne hun hverken huske, hvad hun havde sagt, eller hvad der afbrød hende. Sådan var det altid. I det splitsekund, hun vågnede, huskede hun alt, hun havde set, men øjeblikket efter var det væk, for det var ikke hendes minder. Situationerne var slet ikke hendes at se - hun var blot en snylter på oplevelser, hun snød sig til at se. 
    Stilheden i hendes hoved nu var overvældende. Hun anede ikke, hvad larmen havde været, men lige nu var stilheden, det bedste, hun vidste. Lige indtil den blev brudt af hulk. Hendes egne hulk. Adena tog hånden op til halsen som i et forsøg på at holde dem inde, men fik fat i en halskæde, hun var ret sikker på, hun ikke havde haft på for lidt siden. Hun så ned på den og dens karakteristiske symboler for antimagi. Hun løftede ansigtet igen og så på Issac gennem sine tårer.
    "Tak," hulkede hun og kastede sig om halsen på ham, endelig fri for det mareridt, hun havde været fanget i i timevis.

Der var ingen anden vej end at lade amuletten ligge om hendes hals, for at trække hende ud af det helvede som hun lige nu var fanget i. Han sad ved hendes side og ville støtte hende i det der ville ske. Han havde ikke set noget lignende før og vidste ikke hvordan hun ville reagere, når amuletten kom på og hun blev rykket ud af hendes trance. Men virkningen skete med det samme, og de voldsomme bevægelser døde langsomt hen og der kom mere ro på den unge krop. 
Hun kom op til overfladede, slog øjnene op og trak vejret mere normalt. Der lagde sig en stilhed over værelset, som de alle sammen havde ventet på. En stilhed som fortalte dem at hun nu var tilbage til deres verden.
Den blev først brudt da Adena lod sine tårer trille ned ad kinderne og lod en hulken fylde rummet de sad i. Han forstod hende, det måtte have været frygteligt at opleve. Han havde ikke set det så voldsomt før, og ikke engang Lucienne havde set det. Det var værre end det før havde været. 
Adena lod hendes hulken var ved og greb om ham. Han lod sine arme ligge om hende, viste hendes den trøst som hun lige nu søgte hos ham. "Du skal ikke takke Adena, du er ude af det nu" Han kunne slet ikke forstille sig hvad hun havde gået igennem. "Adena, hvad skete der?" Spurgte han hende roligt. Om hun var klar til at svare det, var han ikke sikker på.

    Adena rystede på hovedet og tørrede tårerne lidt hensynsløst af i Issacs skjortestof.
    "Jeg ved det ikke... Jeg ved det ikke..."
    Der kom ikke særligt meget mere sammenhængende ud af hende, før Lucienna brød ind. Til Issac - som jo ikke ligefrem havde prøvet det her før - fortalte moderen, hvordan Adena ofte lige skulle samle sig igen. Hun fik Adena i armene og hjulpet hende op at sidde på sengen, hvorefter hun bad Issac vente nedenunder.
    Der gik ikke længe, før Adena kom ned ad trappen til den lille stue. Hun havde fået en ny kjole på, vasket kul af fingrene og hurtigt friseret håret, men man kunne stadig se hændelsen på hendes røde, opsvulmede øjne. Med skridt, der tydeligt fortalte om hendes udmattelse, satte hun sig i stolen over for Issac.
    "Jeg kan ikke rigtig huske noget, når det sker..." forklarede hun og undgik hans blik.
    Andres blikke fortalte hende som regel, hvor slemt det havde været, og hun havde oftest slet ikke lyst til at vide det. Én ting var at opleve noget skidt og så genopleve det i andres udtryk. Noget andet var, når man slet ikke var  når man ikke selv havde oplevet det, men aligevel var centrum for begivenhederne.
    "Den broche må være blevet fundet, og nogle gange, når folk omkring en ting, jeg har haft kontakt til, har meget stærke følelser, gør min evne ekstra hårdt udslag," fortsatte hun. "Det må være det, der er sket. Men jeg kan ikke huske noget, når først jeg er ude af det. Så har jeg kun tegningerne tilbage."

Issac havde set hende ryge ind i sine trancer og hvordan hendes evner overtog hendes krop, men indtil nu havde det ikke været så slemt. Han vidste at hun skulle bruge noget tid på at samle sig når det var sket, det havde hun også skulle de gange han sidst havde set det - men det var anderledes denne gang. 
Issac forstod Lucienna og selvfølgelig skulle de have lov til det privatliv som de lige nu havde brug for. Han var dog glad for at han var og havde været her, mens det her skete. Han bevægede sig nedenunder og satte sig i sofaen og ventede blot på husets familie. 
Han var ikke i tvivl om at al det her havde taget hårdt på Adena efter at hvad de havde været igennem, og samtidig manglede at komme igennem. Han var selvfølgelig bekymret for om dette ville skade hende eller give hende varrige ar på hendes sjæl, over det hun havde oplevet.
"Nej, det forstår jeg, Adena. Det fortalte du sidste om, det er blot mig som nervøs for om den her sag, har påvirket dig for meget" Det var ærlige ord som kom fra ham, men han var afhængelig af hendes hjælpe lige nu. Han forstod godt hvorfor ikke ikke kiggede på ham, skammen over det der var sket måtte være stor. 
Han lyttede interessant til hende, der kom mange informationer som var interessante og vigtige for deres sag fremadrettet, og forhåbentligt skulle hun ikke ud igennem noget ligenende igen. "Okay, så vi skal lede efter en som har stærke følelser og ikke mindst, som du ofte har kontakt med" Han lod en kort tænke pause opstå, som han kiggede over på hende, "Vi må starte med dine tegninger".

    "Vi skal finde ham, der har brochen," rettede Adena. "Det er brochen, jeg har haft kontakt til. Ikke manden. Men jeg tror..."
    Hun skævede til tegningerne og skubbede de første par i stakken væk. Under dem kom et arrigt ansigt til syne. Et par hårlokker havde revet sig løst fra det ellers velfriserede, voksindsmurte hår. Huden var velplejet og fejlfri, udover vredens rynker, der skar igennem det som tunge, sorte streger.
    "Jeg tror det er ham."
    Det kunne have været hvem som helst. Men det var en baron. Af alle folk, var det en højtstående mand med magt over andre. Hvis bare det havde været en anden korrupt tjenestemand, havde det været nemmere. Men det her... Adena anede ikke, om retssystemet overhovedet kunne røre nogen med en titel. Det eneste, der holdt hende selv sikker fra andre, mere ondsindede adelige, var at hun havde fået hævet sin egen status, og nu ville der komme større konsekvenser, hvis nogen gjorde hende noget. Baronen af Granholm havde angiveligt gjort noget ved Railan, og selvom grunden endnu var uvis, kunne Adena mærke en klump af frygt i sin mave. Frygt for, at selv når de havde hele historien, ville de være ude af stand til at gøre noget som helst ved det.

Issac lod sig kort rive med over situationen og glemte en stund over hvordan hendes evner virkede og glemte næsten den broche som de havde lagt på liget, og at det var den som trak hendes evner til sig fra denne gang brochen og ikke manden. "Det var mig der lod mig rive med og glemte lige en stund brochen" Som han lod sig rette af den unge Adena, "Det er klart. Vi skal finde ud af hvem der er rendt med brochen, og dermed hvem der har haft med liget at gøre" Hun var en kæmpe hjælp og han var aldrig kommet nær noget lignende det her, uden hendes hjælp. Han stod i gæld til hende.
Han fulgte hende som hun ledte tegningerne igennem og søgte det hun levede efter, for han vidste det ikke. Han kunne se hvordan vreden skar igennem hende, og han forstod det. 
Han tog tegningen op og kiggede på den som hun havde udtrykt sig, "Du tænker det er ham?" 
Han kunne ikke se hvem det var eller genkende ham på nogen måder. Men det var tydeligt at de havde med en adelig mand at gøre og uden tvivl en person med magt i disse kredse. Men spørgsmålet var om hun kendte ham? "Adena, genkender du ham?" Lød det interesseret fra ham som han søgte hendes blik.
Hvis de fik muligheden for at finde ud af hele historien og kom tættere på, ville de så have mulighed for at gøre noget? Hvis beviserne for at han havde gjort Railan noget, så skulle han straffes selvfølgelig.

    Adena sank en klump. Det var ikke fordi, hun ikke ønskede at fortælle Issac om det, men det føltes underligt at være den, der vidste mere end en af de ledende personer i byvagten. 
    "Det er baron Bastien Edward af Granholm," sagde hun med lidt spag stemme. Teknisk set var hun jo selv over ham i status nu, men det fjernede ikke følelsen af, at han var en meget mere indflydelsesrig mand end hun kunne gøre noget ved. "Jeg ved ikke så meget om ham, men jeg har da set ham til sammenkomsterne og ved, hvem han er. Jeg har dog aldrig... aldrig set ham så vred, som det der."
    Blikket faldt ned til tegningerne igen, hvor mandens arrigskab nærmest væltede ud over kanten af papiret. Selv kulstregerne så ud som om de var tegnet i vrede. De lå dybt i papirets struktur og flere steder bulede papiret ned under den vægt, kulstiften havde haft.
    "Han plejer at holde sig til dem, han kender, tror jeg," fortsatte hun og håbede, at den info hun havde, kunne hjælpe Issac en lille smule. Hun følte ikke hun havde synderligt meget, dog. "Han snakker faktisk altid med de samme, nu jeg tænker over det. Men jeg har kun lige hilst på ham fordi jeg skal."

Adene var vigtig i denne sammen sammenhæng og hun var grunden til at Issac var kommet så langt i dette mysterium og grunden til at de havde fundet Railan. Lige nu skyldte han hende alt, og hvis der var noget han kunne gøre for hende, så var han personen der kunen hjælpe hende. "Baronen af Granholm" Han tyggede lidt på navnet og forsøgt at placere et ansigt på personen, men havde umildbart ikke mulighed for det - han kendte ham ikke. Ikke andet end ud fra hendes tegninger.  "Jeg skal være ærlig om mit kenskab til ham ikke er særligt stort, andet end at jeg ved hvor Granholm er" Men det svære i det her var hvordan de skulle tilkoble Bastien til mordet på Railan, for lige nu havde de kun tegninger og han tvivlede på at det var nok i det omfang til at tage derud. Issac kiggede ned på tegningerne og studerede dem og tænkte over hvordan de skulle gribe dette an. "Ja, det er typisk at den slags mennesker omgås de samme personer som de allerede kender og har i deres miljø" Men det var ting de kunne bruge, "Du har gjort et godt stykke arbjede, selvom jeg ved at det tager på dig Adena. Men vi skal finde ud af hvordan vi kan forbinde de to. Jeg tvivler på at han har noget liggende frit på Granholm" Lige nu var det svært at forbinde mordet med Bastien.

   "Der er en fest i aften, faktisk," foreslog Adena med lidt grødet stemme. Det var faktisk den, hun skulle have gjort sig klar til, da magien ramte hende med fuld kraft. "Den er hos en af grevskaberne, så baronen er sikret at komme. De kommer altid til fester hos dem med højere titler end sig selv for ligesom at få en fod indenfor. Det er kun de laverestående adelige, de skipper festerne hos for at vise, at det er under deres værdighed."
    Det var lidt at skære alle adelige over én kam, men det passede på en tilpas stor andel af dem - og især baronen af Granholm. Nu hvor Adena tænkte nærmere over det, havde hun faktisk set ham netop til mange af de fester, hvor han kunne forvente at få et godt ord indført eller smigret sig ind på nogle af de højerestående. Han var vist en af dem, der altid prøvede at få folk i tale, når han selv fik noget ud af det, og ikke rigtig ellers.
    "Bør vi tage derhen? Du kan altid komme med sammen med mig, hvis nogen spørger. Men de plejer ikke at spørge ind til byvagter, der deltager. Dem er der faktisk ofte et par stykker af, så folk nemmere kan indgå aftaler med lovhjemmel," Adena havde ikke selv forstået det, dengang hun blot var en laverestående adelig. Men nu gav det mening, fordi halvdelen af grunden til, at der blev holdt så mange fester, var at skabe alliancer, indgå handler og sørge for at de to første blev overhodlt af alle parter.

Hvis Bastien havde været et højstående adelmand så ville Issac kende ham, men han boede udenfor byen, hvor Issac satte sine fødder og dermed ikke havde den store mulighed for at gøre ting udenfor, med mindre det som i dette tilfælde gjaldt byvagten og en af hans kollegaer. "Hvad skulle jeg gøre uden dig, Adena?" At der var fest i aften var noget som hun kendte til og noget som ville have taget ham lang tid at finde ud af og dermed ville det være forsent at bruge denne viden til deres fordel. "Selvfølgelig gør de det. Manden ønsker at komme tættere på de vigtigere folk" Det var typisk den slags mennesker, men deres egoer var ofte for store. Det var noget de burde bruge til deres fordel på en eller anden måde, men hvordan? Det ville være for søgt at tage ud til festen og skabe en scene på den måde, uden at have de rette beviser. Selvom det ville sætte ham under et pres, hvis de havde noget på ham.
"Så du vil tage hen til festen?" Han havde ikke selv deltaget i den slags fester, så måske var det den rigtige måde at gøre det på, "Enten så skal vi give festen et besøg og eller så skal vi give gården et visit, nu hvor han ikke er hjemme" Han kiggede bestemt over på Adena og håbede hun forstod. "Ved du om Hr. Edward har tjenestefolk?" Det havde de fleste jo desværre. 

    "Selvfølgelig har han tjenestefolk," svarede Adena straks. "På en gård i baron-størrelse vil han have arbejderne til faciliteterne," Var det noget med, han arbejdede med byens træforsyning? "Køkkenpersonale, kammertjenere og det løse. Måske også en del i stalden, når han ofte er i byen. Det er mest de generelle tjenestefolk, der vil være et problem, for resten vil være for fokuserede på deres opgaver til at lægge mærke til, hvis der kommer ukendte ansigter. Måske kan vi være heldige, at hushovmesteren er med ham inde i byen, og så er det meget lettere at komme forbi de folk, der vil være på gården lige nu. Man kan komme langt med at vade ind ad hoveddøren som om man høre til og så undgå de få tjenestefolk, der stopper en på gangen for at spørge hvem man er. Så længe man kan holde sig fra at blive sat i et venteværelse er man ret godt kørende... Vent, har du tænkt dig at tage derud, mens han ikke er hjemme?"
    Det gik ikke rigtig op for Adena, at hun lige havde lagt en hel plan cirka to tredjedele så godt som Evlyn ville have gjort det, foran en byvagt og omhandlende et indbrud hos en adelig. Hun havde jo ikke haft sit ungdomsoprør i en kriminel bande for ingenting.

Det var dumt at antage at han ikke havde tjenestefolk på en gård på den størrelse. Der ville være al for meget arbjede til en mand som ham, som havde en masse andet og ikke mindst for hans familie. Han lyttede blot til Adena som hun fortalte og meget af det gav god mening. Issac var vant til at tænke på den en anden måde i forbindelse med arbjedet, han arbjedede hele tiden inden fro regler og love, omend at han ikke altid fulgte dem selv, men indbrud var han ikke en speciallist i.
"Så det du siger er at vi blot skal gå ind ad hoveddøren?" De måtte ikke vække al for meget opsyn, så måske skulle han hvert fald droppe sin uniform og trække i noget mere arbjedsom tøj, det ville give en god måde at blende ind på. "Hvad med at iføre sig tøj som tjenestefolk ofte har? Så vi på den måde kan blende ind, alle kan umuligt kende alle på sådan en gård. Det er selvfølgelig vigtigt ikke at ende i et venteværelse" Hun vidste meget om den slags og Issac kendte ikke meget om hende baggrund, men det virkede til at hun måske havde et kendskab til det her end han lige regnede med. "Ja, jeg tænkte egentligt at tage derud mens han ikke er hjemme og håbe på at hushovmesteren ikke er hjemme"  

    "Altså det er en god plan..." medgav Adena og skjulte en rødmen ved at flytte hår om bag øret. "Hvis altså det ikke, du ved... Er alt for ulovligt?"
    Det var jo trods alt ikke ligefrem det fine damer og en byvagtskaptajn burde foretage sig på en helt almindelig aften. Eller overhovedet faktisk. Ikke ud fra det, der var offentligt kendt om både den ene og den anden.
    "Men ja. Hvis vi trækker i noget arbejdstøj bliver det endnu nemmere. Så skal vi bare bære på en kasse eller sådan noget," tilføjede hun. "Så er der ikke nogen, der tænker to gange over, at vi er der."
    Det gik op for Adena, at hun måske havde lavet lidt for meget af den slags arbejde for og sammen med Evlyn, når det kom så nemt til hende, og hun ikke engang følte sig særligt angst ved tanken om at bryde ind hos en baron og hans mellemstore virksomhed. Det burde nok skræmme hende mere, men hun havde jo stadig en voksen med - og det måtte da tælle, selvom den voksne var fra byvagten og plejede at være den type, hun skulle undgå mest at have kontakt med op til et indbrud.

Issac mente selv at det var en god idé som de var kommet op med der, selvom hun havde ret i at det nok ikke var helt lovligt. Men det lå åbenbart til ham. Der var meget han havde gjort for egen vindings skyld som ikke var inden for reglerne. "Det er nok ikke noget vi skal tale alt for højt om efterfølgende.." Det var slet ikke lovligt det de talte om, det var jo indbrud. Det var ikke noget som de burde gøre, med de position som de havde i bylivet. Han ville komme i problemer hvis det blev kendt, og hvis det ikke var noget at komme efter. Det var den store tanke, om der ville være noget at komme efter. "Jeg synes det er en god idé og det burde ikke være svært at falde ind med det rigtige tøj. Du kunne klæde dig som en tjenstepige indendør?" Ingen ville tænke over om de hørte til eller ej, hvis de blot gik i gang med arbejdet som om det var det mest naturlige i verden. "Jeg tænker nemlig at du gerne vil med?" Det ville være mærkeligt hvis ikke, men Adene havde været meget igennem og det var i hans øjne i orden hvis hun sagde fra. Han ville ikke være skyld i at hun skulle igennem mere, men samtidig så var hun allerede så indblandet som muligt. "Er der noget du har brug for inden? Og har i måske noget tøj her i huset vi kan bruge?"

    Der var ikke rigtig diskussion om, hvorvidt Adena skulle med eller ej. Nu havde hun ligesom lavet planen. Måske kunne Issac klare det selv, men ærligt talt, så tvivlede hun på det. Han virkede ikke som typen, der havde været med til indbrud før, og selvom hun selv kun havde stået på sidelinjen i de fleste tilfælde, havde hun da lært en hel del om feltet ved at kigge på.
    "Jeg har en tjenestepige i staben, som jeg godt kan dele tøj med," svarede Adena.
    Det var sandt nok. Hvad hun ikke nævnte, var at hun fast havde et sæt af hendes tjenestetøj liggende under sengen i tilfælde af, at hun skulle sådan noget her. Det behøvede Issac ikke vide noget om. Det ville nok blive problematisk, hvis han fandt ud af, hvilke undergrundsgrupper, hun havde løbet med, før hun blev gift for højt op i hierakiet til at det passede sig at gøre.
    "Vi kan nok også finde noget til dig. Hvor langt er der ud til Granholm? Der er et par timer til festen starter endnu, så vi har lidt tid til at kigge på tegningerne og se, om der er noget, vi skal være ekstra opmærksomme på."
    Hun kom til at smile lidt for sig selv. Det var sådan noget Evlyn havde plejet at sige, når Adena havde tegnet et sted for dem. Så fandt de små detaljer i tegningerne og snakkede de forskellige vinkler igennem, inden de tog ud. Lige nu priste Adena sig lykkelig for, at hun ikke var nået længere med sit hår - det ville have taget lang tid at tage ud igen.
    "Kan du sige at du følger mig hjem til Arys-huset, Issac?" spurgte hun så i en lidt mere tyst stemme. "Så hun ved, jeg ikke tager til festen, men hun heller ikke tager med mig og opdager, hvad vi skal?"

Issac kunne nok klare dette alene, men selvfølgelig skulle hun med. Han ønskede blot ikke at udsætte hende for mere end rigeligt, og mere end han allerede havde gjort ved at involvere hende alt for meget i denne sag. Men han havde brug for hende, for hun havde evnen og tankerne som indeholdt alt det de havde brug for. "Det godt. Det kan vi sagtens bruge" Der var næsten også en spænding I det her, en spænding I at skulle i gang med alt det her. Nu kom de tæt på. Der var sikkert mange ting som han ikke vidste om Adena, adels kvinden, men lige så lidt vidste hun om ham og alle hans rødder til undergrunden og smugler lauget. "En arbejder i marken eller en tjener kunne måske være passende. Jeg skal gerne have adgang til selve huset. Jeg vil tænke at der er en times tid på hesteryg" Det var blot en anskydelse for han var ikke helt sikker på hvor langt der var. "Så skal vi måske ned i de offentlige arkiver, der burde være offentlige tegninger af stedet så vi kan studere det" Issac var selvfølgelig indforstået med alt dette her og hvade det kunne betyde, men det var langt fra første gang at han havde bevæget sig ud over lovens grænser. "Ja, selvfølgelig" Der var ingen grund til at skabe unødvendig opmærksomhed eller stå i den situation hvor folk ville hægte sig på dem. "Skal vi finde tøjet eller tage arkiverne først?"