Havet! Det sted hvor Merek følte sig aller mest hjemme! Det var efterhånden alt for sjældent, at han fik muligheden for at stævne ud med et af de mange skibe, som han ejede, så derfor nød han det til fulde, når det endelig skete. Han lod hånden glide over noget af træværket, som han gik op med styrmanden, som stod ved roret og sørgede for, at de holdte kursen. Det var ikke set skib, han sædvanlig yndede at sejle på, det var mindre men også hurtigere. Det var et ganske udemærket skib, han burde vide det, han havde set det blive bygget. Nok kunne det ikke holde ret meget last, men nogle gange var farten at foretrække over mængde, og det var værd at udforske, om der var stor nok forskel i ankomsttidspunktet til, at den manglende størrelse på lasten blev kompenseret.

"Holder vi tidsplanen?" Han lagde en hånd på styrmanden skulder. Alle ombord på skibet var hans venner, eller vel nærmere hans familie. De var vidt forskellige i rang og baggrund, men her på skibet, var alle afhængige af, at de kunne samarbejde og alle tog en tørn.
Styrmanden bekræftede, at tidsplanen holdt som forventet, og Merek nikkede, mens hans øjne spejdede ud mod horisonten. Nok nød han at sejle og han betragtede det som sit fristed, men han var også altid på vagt. Det var ingen hemmelighed, at der var massere af pirater på spil, og Merek havde ingen hensigt om at miste et skib, som dårligt nok havde nået at sejle.

Catherine havde levet på havet så længe hun kunne huske. Det at være på fastland var noget hun gjorde sjældent og noget som hun helst undgik, men af og til var det nødvendigt at skaffe forsyninger, mad og drikke til skibet og dets mandskab. Hun elskede livet til søs, elskede det at være lovløs og være et frit menneske. 
Hun havde arvet skibet fra hendes afdøde mand og mandskabet havde engang væres hans, nu var det hendes og de var til at stole på. Familien på skibet havde altid hinandens rygge. De levede for det her. Levede for suset til havs. 

Catherine og hendes styrmand kendte havene omkring Krystallandet som deres egen baghave. Når hun havde sejlet rundt derude så meget, så ville man lære havene at kende, lære at navigere efter land og pejlemærker. Suset som de levede for, suses som gjorde dem eftersøgt af lyset, var suset som de mærkede hver gang de boardede et skib - hvilket var ved at være for længe siden. 
Utroligt nok så burde det være svært at være usynlig på åbent hav, men de havde lært at snige sig op på skibe, uden at de anede uråd før det var for sent.

"Skiiib i sigte!" Blev der råbt fra masten og udkigs posten. Catherine kiggede op og han pegede ud mod horisonten. Catherine stod oppe ved roret og gik hen mod rælingen og kiggede ud over dækket og mændene, "Er vi klar til at boarde? Hejs det sorte flag!" Nu gjaldt det om at være klar og vågnen. Det sorte flag blev hejst, sejlene blev spændt for at opnå den rigtige fart.

Det sorte flag var ikke til at tage fejl af. Pirater. Det som ingen sømand havde lyst til at møde, når de var midt ude på åbent hav. Heldigvis var det ikke første gang, at Merek så det sorte flag, så han vidste, hvordan man skulle agere.
"Pirater til styrbord!" Brølede han af sine lungers fulde kraft, mens ham med hastige skridt bevægede sig fra styrmanden side og hen over dækket. Med det samme var der fuld bevægelse blandt mændene.

"Alle mand på deres poster!" Han småløb hen over dækket mens han bjæffede kommandoer i alle retninger. Lige nu var det utroligt vigtigt, at alle vidste nøjagtig, hvor de skulle være, og hvad de skulle gøre. Og det var han job at sørge for, at det var tilfældet. Han sluttede sin runde tilbage ved styrmanden.
"Kan vi løbe fra dem?" Spurgte han med blikket stift rettet mod piratskibet. De havde opdaget dem alt for sent.
"Måske.. Hvis vi er heldige" Brummede styrmanden tilbage, allerede dybt fokuseret på at slippe væk fra deres forfølgere. 

Merek holdt blikket på skibet. Det blev ikke mindre, tværtimod. Forbandet være da også.
Yderligere et par ordre blev brølet i håbet om, at de stadig kunne slippe væk. Efter en kort pause, hvor han overvejede sine muligheder, fortsatte han dog:
"Og forbered jer på at blive bordet!" Selv holdt han allerede godt fast i rælingen, forberedt på det stød det ville give, når skibene kolliderede med hinanden. Den anden hånd lå på sværdet, klar til at trække det, lige så snart det var nødvendigt.

De havde uden tvivl en fordel i at komme bagfra, det var deres mulighed for at planlægge og ligge den taktik der skulle til for at give det bedste outcome. Forhåbeligt ville deres modstander opdage dem for sent, til at kunne gøre sig mere end nødvendigt klart til at blive boardet. Ofte så vidste de ikke hvilken type modstander de stod overfor, men Catherine havde lært en hel del om skibe, om hvilke man burde boarde og hvilke man bestemt ikke skulle ligge sig ud med; dette var hverken fra Lyset eller Mørket.
Skibet skød igennem bølgerne med tilpas og tilfreds fart, efter at alle sejlene var blevet hævet. Det sorte falg flagrede i vinden og spredte skræk og advarsel til skibet foran.

På dækket var der fuld gang i besætningen. Alle vidste hvad de skulle. Der var ingen grund til at udgyde ordre, om hvem gjorde hvad; de levede for det her og vidste hvad der skulle ske og hvad de hver især skulle gøre. Sværd blev gjort klar, reb med kroge fandt deres plads ved rælingen, så de var klar til at kaste over mod det andet skib. 
De få bueskyttere som de havde med, havde fundet deres pladser, så de kunne skyde, de mænd som ville skærer rebene over. Hvis de kunne ramme skibet med en hård fart, ville det forhåbeligt give dem endnu en fordel, eftersom at det ville sende store rystelser igennem skibet. 

De nærmede sig hurtigt skibet foran og Catherine lagde hænderne på rælingen for at holde fast, når stødet ville komme. Hvis det andet skib blot ville overgive sig, behøvede det ikke at komme til blodudgydelse. Men endnu havde hun aldrig oplevet det. Men hun havde et princip om at holde så mange mulige i live, til de overgav sig og tage dem som gidsler. 
Skibet ramte med et ordentligt brag og sendte stød i gennem begge skibe. Catherine kunne se hvordan hendes mænd nu kastede reb over, for at få fat i rælingen. Pile fløj igennem luften og mænd fra begge skibe hoppede fra skib til skib.

Sammenstødet kom ganske som forventet og det sendte et kraftigt stød gennem skibet, som knagede ildevarslende. Merek havde ikke tid til at tjekke, om skibet var sprunget læk, så han blev bare nødt til at håbe, at det kunne holde til det.
Lige så snart, at han kunne slippe rælingen uden at falde, var han på vej henover dækket med sværdet i hånden. Et par enkelte mænd, som ikke havde holdt godt nok fast og derfor var faldet, blev grebet i kraven og hevet på benene. Der var allerede folk på vej ind på skibet, og han havde brug for, at alle var klar.

Som erfaren sømand behøvede Merek kun lige at svinge blikket rundt, før han havde et nogenlunde overblik over situationen. Folk var på vej over rælingen på begge skibe. Han vidste, at hans mænd ville dø for skibet, som alle rigtige sømænd ville, men han så gerne, at de slap væk med så mange liv i behold, som overhovedet muligt. Tanken om at de måske slet ikke slap væk fik slet ikke plads, han blev nødt til at gå ud fra, at de kunne klare det her.

Sværdet blev svunget mod den første pirat, som han lige fik øje på. Det føltes som om, at de var overalt, og han havde en slem mistanke om, at mandskabet på det lille skib var i undertal. Derfor gjorde han også sit bedste for at gøre kort proces med den pirat, han kæmpede med, så han kunne bevæge sig videre og hjælpe de mænd, der så frygtløst kastede sig direkte mod fjenden for han og hans skibs skyld. 

Det hele gik indtil videre som planlagt, sammenstødet var hårdt og træet på begge skibe knirkede faretruende. Hvis der var gået hul på skibet, som de havde hamret ind i, så var dette en mulighed for at få det sunket. Skibet var trodsalt en smule mindre end Catherines. Det store spørgsmål var, hvad det indeholdte og hvad de sejlede med? 
De første mænd fik deres sværd i gang som de mødte modstanderen, enten på deres eller Catherines. Blod var allerede blevet udgyldt. 
Catherine var ikke ramt hårdt efter sammenstødet, det havde givet et ryk i hende. I første omgang havde hun spejdet det andet skib, for at finde ud af hvem der kunne være kaptajn eller øverstbefalende på skibet. Ham eller hende ville man altid have fat i.

Catherine var en relativ ung kaptajn men i det meste af hendes liv var hun blevet trænet til dette og hun var helt klar i hovedet. Hun forlod sin post og løb ned på dækket hvor kampene var i gang. "Vi skal have styr på dette her. Vi skal have gidsler og vi skal have fragtet deres last herover. Men først kontrol!" Kommandoen var til hendes næstkommanderende, som hun var rendt ind i. 
Hun følte at hun var i overtal lige nu, men hun havde ingen viden om hvor mange mænd eller kvinder der var på det andet skib. 
Hendes sværd sad hårdt i hendes greb, og som den første mand endelig kom imod hende, blev der fægtet for livet. Catherine var ikke fej for at bruge beskidte kneb, det var hende eller ham. Hun fik hurtig kontrol over situationen og stak sværdet igennem ham og trak sværdet ud igen, for at se ham faldet om på dækket. 

Det ville uden tvivl blive beskidt det her, men hun håbede selvfølgelig at de ville overgive sig; enten når de var få for eller når de havde kaptajnen under kontrol. Hvis de først havde ham, så ville de andre nok følge med. Hun undveg et par mænd og søgte mod rælningen og hoppede over på det andet skib. Catherine var ikke en kaptajn som gemte sig.

Merek holdt sig på sit skib, og gjorde sit bedste for at forsvare det. Nogen skulle være i stand til at få dem væk, hvis de formåede at få skubbet piraterne tilbage, og hvis styrmanden faldt, så var det hans opgave. Desuden var det en kaptajns lod i livet at gå ned med sit skib, og selvom det kunne diskuteres, om Merek var en rigtig kaptajn, så agtede han at overholde den uskrevne regel.

Sværdet blev stukket i maven på piraten, som Merek kæmpede mod, så han sank sammen på dækket. Hans blik gled hurtigt frem og tilbage. Den vigtigste opgave lige nu var, at få ryddet skibet for pirater, så de kunne komme væk derfra, for der var næppe nogen chance for, at de ville overleve kampen, hvis de blev.
Blikket faldt på en person, som var på vej ombord på skibet. En kvinde. Iført en alt for bekendt hat. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var kaptajnen, som han havde fået øje på. Hvad der undrede ham noget mere var, at kaptajnen var en kvinde. Vidste de ikke, at kvinder ombord gav uheld? Måske ville det her blive noget nemmere end han havde frygtet.

Hurtigt krydsede han afstanden hen til kvinden, så han kunne gøre et udfald mod hende. Selvom hun var en kvinde er derfor selvfølgelig næppe lige så dygtig som ham, var han yderst opmærksom på hendes bevægelser. Han havde før brændt nallerne på at undervurdere en kvindes evner i kamp.

Catherine havde gået igennem meget og hørt meget omkring det at være kvinde i piratlivet, men ærligt så var hun forbandet ligeglad. Hun var god, hun var ung og hun var blevet oplært af den bedste pirat af dem alle, hendes gamle mand. Hendes mandskab stolede på hende, hendes mandskab ville gøre alt for hende. Det tvivlede hun slet ikke på. De havde endnu ikke oplevet uheld, de var stærke og parate og hun vidste folk frygtede hende og hendes mandskab, når de kom tæt nok på.
Hun bekymrede sig ikke om andres meninger, om overtro eller andet ammestue snak. 

Catherine kom over på det andet skib, selvfølgelig så ville hun gå ned med sit skib, hvis det var sådan det skulle ende, men lige nu var de i overtal. De var stærke, og hun troede på deres evner. 
Hun kæmpede sig igennem folk, men det var tydeligt at hendes mandskab havde styr på situationen. Hun fægtede og kæmpede sig vej, eftersom at hun havde fået øje på personen som lignede at være kaptajnen. Der var intet overdådigt over ham, andet end hans tøj som var finere end de andres og nok afslørede ham som kaptajn.

Hendes sværd ramte hans som de krydsede klinger. I de første par runder måtte hun se ham an, lære hans bevægelser og den måde han kæmpede på. Deres klinger skar mod hinanden igen. Under deres kamp sad et skarpt smil på hendes læber. Han var en flot mand, uden tvivl. Hun ønskede ikke at dræbe ham, han var vigtig i live. 

Sværdene nærmest sang, når de stødte mod hinanden. Hun var trænet i sværdkamp, det var der ingen tvivl om. Ikke at Merek havde forventet andet, hun ville være en sølle pirat, hvis hun ikke kunne klare sig med et sværd. Normalt ville Merek gå i defensiv, forsøge at veje hendes bevægelser og se, hvor hun var svagest, men han havde ganske enkelt ikke tiden. Hvert øjeblik talte lige nu, og han var pinligt bevidst om, hvor vigtig udfaldet af deres kamp var.

Modsat hendes skarpe smil havde Merek hele tiden et alvorligt og koncentreret ansigtsudtryk. Var det her en kamp, som kun involverede ham, kunne han sikkert have fundet det underholdende, men lige nu var det potentielt hele hans mandskabs liv, som var på spil. Han var yderst bevidst om skrigene som med korte mellemrum skar igennem luften, især fordi han ikke vidste, om de kom fra fjenden eller fra hans mænd, men han gjorde sit bedste for ikke at lade sig distrahere af det. 

Endnu et udfald blev gjort mod hende, denne gang mod hendes arm. Merek var fuldkommen ligeglad med, om hun døde. Det ville blot betyde, at der var en pirat mindre i verdenen. Det ville næppe være nogen nem opgave at ramme hende, så det ville være dødeligt. Nej, det var meget nemmere at gå efter at afvæbne hende. 

Det var næsten en underholdende kamp, hvis det selvfølgelig ikke gjaldt liv eller død; selvom hun ikke ville dræbe ham. Det var der intet værd i. Hun kendte ikke den unge mand eller skibet her, så hun vidste ingen ting om hende, men det var måske det spændende? Enten havde man fundet en jackpot og ellers var han kun værd at smide overbord.
Hun så måske anderledes på dette her end han gjorde, selvfølgelig vidste hun godt at hun havde mistet mænd, men det var en del af spillet og de vidste hvad de gik indtil. Ingen af de folk på hans skib, vågnede hver dag med en frygt om at dø. 

Han så så alvorlig ud som deres sværd sang i luften. Hun var lige så alvorlig, men når hun var alvorlig så var det med et smil på læben, fordi at hun fandt en nydelse i det. Hun var koncenteret og fokuseret, gjorde alt for ikke at lave nogen fejl. Hun hørte de samme skrig og smerter som han gjorde, omkring dem og vidste heller ikke hvordan det gik hendes besætning. Det måtte hun finde ud af efterfølgende.

Hun forsøgte at undvide men var ikke hurtigt nok og hans sværd skar igennem hendes bløde ud. Et lille sår, som ikke virkede så dybt. Men nok til at blodet begyndte at rende ned ad hendes arm. Hun gjorde ikke noget stort ud af det nu, men efterfølgende måtte hun nok gøre noget ved det.
Hun gjorde klar til at parrere og angribe igen og gjorde nu alt for at få denne kamp overstået, hun skulle bare have de rigtige bevægelser og tæt nok på ham, så hun kunne skade ham. Det var svært at slå ham ud, med sit sværd.

Der gik dog ikke mange minutter efter, før hun så et af hendes besætningsmedlemmer, komme op på den unge mand bagfra og lod et hårdt slag, med skaftet på hans sværd, slå mod hans hoved, så den unge mand gik ud og faldt sammen.

Et triumferende smil formåede kort at bryde den ellers så alvorlige mine, men den faldt hurtigt på plads igen. Det var alt for tidligt at fejre en sejr. Det var en ganske udemærket start, at han faktisk kunne ramme hende, også selvom det ikke virkede til at gøre det mindste for at stoppe hende. Ikke at Merek havde forventet at et så lille sår ville gøre det, så havde han i hvert fald overvurderet hende groft. Han var heller ikke dum nok til at lade paraderne falde, bare fordi han havde ramt hende. Han havde brugt hele sit liv på at træne med nogle af de dygtigste sværdmestre, og det, at hun kunne holde ham skak, viste klart, hvor god hun var.

Det var vist ikke helt forkert at sige, at kampen mellem dem var rimelig lige. Til Mereks store irritation. Både fordi hun var en kvinde, i lige så høj grad fordi hun var i pirat, og især fordi, at han havde brug for at få deres kamp hurtigt overstået. Han ville gerne kunne holde øje med, hvad der skete på de to skibe, men kvinden foran var i forvejen så irriterende svær at holde skak, så selvom han godt fornemmede, at nogen bevægede sig i nærheden nåede hn ikke at reagere, før en skarp smerte skar gennem baghovedet, alt blev sort og han faldt slapt sammen på dækket. 

Måske var det feje tricks sådan at få ham slået ned, men lige nu handlede det om kontrol; over skibet og over hans mandskab. Hun var slet ikke i tvivl om at han ville dræbe hende, for at have angrebet hans skib på denne måde og dræbt flere af hans besætning, men hun var ikke interesseret i at se ham dø; ikke lige nu.
"Få ham over på skibet og lænk ham i lasten" Det var nemme ordre at følge, så længe at de ikke blev forstyrret, og der var sikkert flere af hans besætning som ville stå op imod hende. 
Catherine hoppede op på et rækværk i træ, rakte ud efter et reb som sad i sejlene, for at holde hendes balance og kiggede ud over dækket. "Vi har jeres kaptajn!" Råbte hun ud over dækket, "Vi er i overtal og vi ser ingen grund til at forsætte. Lig jeres våben, følg frivilligt med!" Forsatte hun og kiggede ud over dem, som flere og flere begyndte at lytte, "I kan selvfølgelig også blive her og gå med skibet ned" Det var op til dem selv. Skibet skulle selvfølgelig ned. "Sæt ild til lasten" Kom det roligt fra hende og kiggede over på flere af hendes besætning.

Som hun spejdede bagud var himlen oplyst af flammer fra det store skib og de sidste besætningsmedlemmer som valgte at blive ombord, modigt. 
Hans skib var ikke andet end tømmer og aske nu og det glædede hende selvfølgelig at nævne det overfor ham. I lasten sad ca. 20 af hans besætning taget til fange og nu skulle hun beslutte hvad der skulle gøres med disse. Kaptajnen selv sad lænket et andet sted, så hun ikke behøvede at blive forstyrret af andre. 
Catherine satte sig ned på hug og løftede hans hoved, som han arme var spændt ud til siden og lænket fast. "Er der liv i dig?" Kom det roligt fra hende, inden hun slog ham med små slag på kinden, for at få liv i ham, "Kom så"

Langsomt formåede Merek at åbne øjnene, da han fornemmede, at nogle klappede ham på kinden. Hans hoved gjorde stadig ret ondt, og det krævede et par blink, før verdenen omkring ham stod fuldkommen skarpt. Og endnu et par blink før hans øjne havde vænnet sig til den dunkle belysning, så han kunne se kvinden foran sig.
"Jeg er vågen" vrissede han irriteret. Han havde ingen intention om at være nogen nem fange, forhåbentlig ville hum så forsøge at skaffe sig af med ham hurtigere.. forhåbentlig i bytte for en god bunke krystaller og ikke på bunden af havet.

Som han begyndte at blive mere klar i hovedet begyndte han at kigge rundt. Hn var lænket fast, ingen overraskelse der. Formentlig i et lastrum, det var trods alt det åbenlyse sted at opbevare fanget. Hvad optog hans opmærksomhed noget mere var, st han ikke kunne se nogle af sine mænd.
"Hvor er mine mænd!" Spurgte han vredt. Der var næppe nogen grund til at skjule, at han var kaptajn. Han gik ud fra, eller måske nærmere håbede, at han var spærret inde i et lokale for sig selv, og hvorfor ellers isolere ham?
Han havde lyst til også at spørge efter sit skib, men han gik stærkt ud fra, at det nu lå på bunden af havet, det plejede gerne at være sådan, piraterne arbejdede. Det var aldrig sjovt at miste at skib, men i det mindste var det ikke et af de store og endnu dyrere skibe.

Inden de havde forladt skibet havde de taget hvad de kunne fra deres mål; Rom, Whiskey, ejendele at sælge. Alt hvad der havde en værdi og alt hvad de sejlede med, som kunne sælges videre og derefter havde de langsomt set det brænde op, inden det sank til bunden. 
Det var ikke længe Catherine måtte lade sin hånd give ham et par venlige, hårde, klap, før han vågnede op fra sin lille søvn. "Du er vågen? Det var dog dejligt. Jeg ved det var et hårdt slag mod hovedet, men vi måtte lige have styr på dig" Hun kiggede over på hendes arm, og så på stedet hvor hun nu var bundet ind, efter at han havde skåret hende. Det måtte hun give ham, han havde været ivrig og en dygtig fægter. Hun havde selvfølgelig heller ikke forventet andet. 

Hun tvivlede slet ikke på at manden foran hende, som han gættede på var ældre end hende selv, ikke ville være en nem "gæst" på hendes skib, men hun skulle nok få slået lidt manér ind i ham. "Bare rolig, dem skal du ikke tænke på lige nu. De er som er tilbage, er i lasten og bliver taget godt af. Der var selvfølgelig nogle som ikke ønskede at overgive sig og som blev tilbage på skibet, inden vi sank det" Hun løftede hans hoved op, så han hele tiden ville kigge på hende, "Det beklager jeg selvfølgelig at vi blev nød til" Hun sendte ham et lille smil. 
"Hvor var i på vej hen?" Spurgte hun interesseret. Hun skulle finde ud af mere om ham og hvad hun kunne bruge ham til.
Lige nu havde hun selvfølgelig en masse ideer. Det hele kom an på hvad han kunne byde ind med. 

Det føltes som om at nogen tog hans mave og forsøgte at binde knude på den, da hun fortalte, at noget af hans mandskab var døde. De vidste selvfølgelig, at de løb risikoen, og set car sikkert bedre end at blive fanget. Men det var stadig hans mænd. Gode mænd, mange af dem med familier. Fanilier som han nu skulle give den hårde nyhed til, hvis han altså nogensinde slap fri.
Vredt rev Merek i kæderne, som holdt ham fast. Som hovedregel slog han ikke på kvinder, men hende her var jo pirat, og så var der andre regler. Hvis han på nogen måde slap fri havde han faktisk alle intentioner om at stikke sit sværd igennem hende for at tage hævn over de mænd, hvis død hun var skyld i. Selvfølgelig rørte kæderne sig ikke videre, men han var ikke i tvivl om, at han nok skulle slippe fri på et tidspunkt.

Irriteret forsægte han at rykke sit hoved fri af hendes greb. Han hadede den her situation så inderligt, og hans virvar af følelser blandet med hovedpinen gjorde det svært at tænke helt klart. Og endnu værre, at komme op med en troværdig løgn.
"Balzera" svarede han sammenbidt. Det var sandt, men mange skibe lagde hver dag til og fra Balzera, og han tvivlede på, at det ville gøre det muligt for hende at finde nogen nyttefuld information på ham. Men det fortalte hende selvfølgelig, hvor lang tid der nogenlunde ville gå, før nogen forventede at se ham igen.

Catherine var blevet vant til dette liv og havde derfor ingen moralekomplekser eller angre over de handlinger som de tog, det var sådan de levede deres liv; var det forkert? Uden tvivl. Men det havde hun ikke store nok morale nok til at ændre, på trods af at hun var en ung kvinde, med livet foran sig.
Hun forstod udemærket godt reaktionen på svaret på hans spørgsmål, for selvfølgelig var det aldrig rart at miste besætningsmedlemmer på den måde, heller ikke for hende. Nogle af hendes var også døde i denne kamp. Uanset hvor meget han hev og trak i lænkerne, ville de ikke give eller rykke sig. Hun var hellere ikke dummere end det. 
Det havde jo været et aktivt valg fra deres side af, heldigvis kunne hun nok glæde ham med at de fleste havde taget med hende, og det nok ikke var mere end en håndfuld som havde mistet livet.

Hun tog fat i en lille læder dunk, "Tag lidt" Hun satte den op til hendes mund og hældte lidt ad gangen, så han kunne få lidt vand. Mere umenneskelige var hun heller ikke - ikke lige nu, i hvert fald. 
Hun vidste ikke om det var en løgn eller om det var en sandhed, men det betydede ikke så meget for hende alligevel, "Balzera siger du?" Hun kiggede med et bestemt blik på ham, "I havde ikke noget særligt med i lasten, var i på vej for at hente noget større?" Spurgte hun interresseretl

Meget mod sin vilje valgte Merek at acceptere vandet og tage så mange små tåre, som hun nu tillod ham. Han hadede at være underlagt hendes nåde, og han havde ikke lyst til at tage imod noget som helst fra hende. Men han vidste, at han blev nødt til at bevare sine kræfter, hvis han skulle slippe væk. Og vand var trods alt en ret essentiel del af at bevare de kræfter.

Havde hun ikke kigget i lasten, før hun sank skibet? Hvilken amatøragtig pirat var hun lige. Selvfølgelig var det også muligt, at hun ville vide, om noget havde været skjult.. Men Merek foretrak at leve i sin forestilling om, at hendes evner lå mere indenfor sværdkamp end. Ja, alt som krævede den mindste smule intelligens. Det betød jo selvfølgelig ikke, at han havde tænkt sig bare at fortælle alle sine hemmeligheder til hende. Hun skulle jo ikke have det nemt.
"Nej" svarede han hende ganske kort. Turen havde været mest en prøve for at se skibets hastighed, men selv den information ville gøre det alt for nemt at få resten af informationen på skibet, og der måtte jo være en grund til, at hun var så interesseret. Nej, han havde ikke tænkt sig at fortælle hende mere, hun havde allerede fået mere end rigeligt at vide.

Catherine var ikke helt så dårlig en vært for sine gæster, at hun ikke sørgede for dem, og Merek drak glædeligt af vandet som hun serverede for ham. Hun var ikke sikker på hvem han var eller hvad han kunne bruges til, men det måtte hun jo finde ud af. Lige nu vidste hun blot at han var i lænker og var en ustyrlig flot kaptajn, at have siddende på den måde. 
Catherine fjernede den lille læder pose med vand i fra ham og tog selv en tår, og kiggede over på ham. 
"Nej?" Han var ikke særlig snaksagelig lige nu, men det måtte de jo arbejde på sammen, "Du er ikke meget snaksalig, hva? Men bare rolig, vi tømte selvfølgelig skibet inden" Dummere var hun heller ikke, selvom hans ansigts udtryk ikke var særligt imponeret over hende. 

Hun var sikker på at han havde masser af hemmeligheder over deres sejlads, men om det var nogen hun kunne få ud af ham, det var nok svært lige i øjeblikket. "Kan du ikke fortælle mig, hvem du er og hvad du hedder?" Hun rakte hånden frem for at holde hendes hoved oppe, endnu engnang. Det belastede selvfølgelig ikke hans nakke på samme måde, hvis hun hjalp ham lidt - og tvang ham til at kigge på hende. Kvinden som han lige nu ikke kunne udstå. 
"Du må vel kunne fortælle lidt spændende ting om dig selv, ikke?" Hun ville jo gerne vide hvem han var, og hvad han i så fald kunne betyde for hende. En løsesum kunne altid være rart.

Irriteret gjorde Merek sit bedste for at flytte hovedet, så han ikke var tvunget til at se på hende. Hans tanker kørte på højtryk. Det ville være dumt at fortælle, hvem han faktisk var, hans navn var trodsalt ikke ukendt indenfor søfart, og selvom han ikke vidste, om piraterne beskæftigede sig med den slags informationer, følte han ikke for at tage chancen. Og så alligevel.. Han var en værdifuld fange, det var der ingen tvivl om. Ville hans navn og titel kunne være med til at sikre sikkerheden for resten af hans besætning? Det var ikke til at vide, og for nu var det en for stor chance at tage, før han vidste mere om, hvad hun havde tænkt sig at gøre med dem.

"Eirik" Det var det første navn som hoppede ind i hans hoved. Han stolede på, at ingen i hans besætning ville afsløre hans navn.. Men han havde selvfølgelig heller ikke troet, at de frivilligt ville overgive sig til en flok pirater.
"Jeg arbejder for en af handelsmændene i Dianthos" Det var en nem løgn. Han kendte selv til flere af de rige handelsmænd som primært holdt til i Dianthos men fragtede deres varer over hele landet. Han havde endda solgt flere skibe til de handelsmænd, så det ville være nemt at holde den løgn kørende i lang tid. 

Lige nu lå Catherines fokus på at blive underholdt og lege lidt med den unge kaptajn foran hende. På trods af at der var flere af hans mænd som var døde i kampen, ligesom det var med hans, så var der ingne grund til at udgyde mere blod lige nu, med mindre han virkelig var den irriterende type. 
Hun ville aldrig selv give sit eget navn hvis hun sad i sådan en situation, så derfor tvivlede hun på at det navn han gav hende var det rigtige. Det ville næsten være for nemt? Men hun spillede med. "Eirik, siger du?" Lød det roligt fra hende, som hun sad på hug for han ham og havde sit blik på ham, "Se, du kan jo godt" Hun sendte ham et smil og lod hendes hånd glide ned ad hans kind. 

Han var en nydelig mand at have i fangeskab. Hun vidste ikke om han var nogen vigtig person, hvad han var værd eller hvad han kunne gøre for hende, men det var noget hun måtte finde ud af. "Jeg ved selvfølgelige at du vil dit mandskab det bedste, så du bliver nød til at samarbejde lidt mere, Eirik" Kom det roligt fra hende. De var de eneste i rummet, han var lænket, så hvilken fare var han? "Du må fortælle mig lidt om hvad jeg kan bruge dig til" Kom det roligt fra hende, "Jeg har måske selv nogle ideer, men det ville næsten være sjovere at du fortalte mig lidt om hvem der vil savne dig og hvad vi kan gøre for at komme ud af denne situation" Hun smilede kækt til ham.