"Du tror virkelig du er noget værd, gør du ikke?"
"Hold nu kæft for Zalan, stop med at provokere manden!" SLAM. "Så er do zalme også selv udenom det!" 

Lidt åndsfraværende og samtidigt også opslugt af egme tanker, vippede Kirian den lunkne væske frem og tilbage i det mørke krus. Dens boblende, iltede overflade balancerede med små skvulp imod kanten hvis han følte sig en smule for modig, og klirrede lavmælt, skabte ringe i øllen, da forsamlingen af mennesker ved et andet bord eskalerede de verbale slag til fysiske. Endnu en bandende, lidt farverigt formuleret 'fuck dig' sætning blev slynget tilbage, og de formåede nu af vælte også bordet og dermed rydde vejen.
Grødhoveder. 
Kirians blik gled en smule uimponeret imod ham der havde langet det første slag over disken, betragtede hans tjavsede lokker og vage form, førhen hans kammerater trådte mere frem i billedet også. Det udlignede slagsmålet en smule, fordi den lavere mands modstander, havde alligevel lidt at give af. 

Uden at blande sig, og med en enkelt mere fast hånd på kruset, observerede den behornede skikkelse hvordan stemningen hev mere og mere af omgivelserne med sig ind, og en tredje gruppe (indtil nu havde de passet sig selv) blev involveret, da deres spil brat blev afbrudt og en krop væltede bagud, og trak øl og terninger med sig i faldet. 
Kamptrommerne var tydeligvis startet, akkompagneret af hujende hyl og råben.
Og blev først stoppet da krofatter med et arrigt brøl endelig kom ud af sit baglokale, og desperat forsøgte at krænge dem væk fra hinanden. 
Utroligt, smilede han lidt i skjult fornøjelse.

 Det var egentlig ikke hvad Beau havde regnet med at bruge sin aften på. Men, kroen var et godt sted at udpege mulige kunder til hans lille sidegesjæft han lavede for Declan. Men som aftenens strabadser tog til, kunne Beau godt se hvad det ville føre til, så lige så stille lagde han op til at gå uden at lade sig bemærke.

 Det gik bare ikke helt efter planen - for som han rejste sig, væltede en tydeligt beruset kamphane ind i ham, så han var lige ved at skvatte. Han genvandt dog balancen, men måtte støtte fra hos den anden. Berøringen, gjorde åbentbart den anden godt gal i skralden, og forvekslede Beau, med den anden som havde skubbet manden til at starte med. "Udvis respekt for de ældre, møgunge!" snaldrede den anden vredt - og Beau fik knapt tid til at svare før manden svang ud efter ham, og lige hurtigt nok, fik han dukket sig - men fik ikke pareret fra i tide mod slaget og dét skub som det gav. Det var bare ikke Beaus aften, i aften. 

 Beau væltede tilbage i et par borde, og i det samme kom krofatteren ud og fik standset galeanstalten. Det gjorde også at manden der havde slået Beau, ikke genoptog slåskampen mod ham. Han ømmede sig dæmpet, og bemærkede nu at han lå halvt over et bord, som tilhørte en mand med lyseblå tatoveringer og horn. Lidt konfus, over hvilken skade det har forvoldt den anden, at han sådan væltede over i vedkommendes bord, rettede han sig langsomt op, og tog en hånd på sin mave hvor slaget havde nået ham. "Beklager mand." sukkede han, og håbede at det ikke lagde op til endnu en slåskamp.

Det havde været en god idé at holde fast. Flere og flere virkede til at blive hevet ind i orkanens øje, og selv dem som prøvede at slippe væk, virkede magteløse i de høje bølger. Med en ramlende lyd af stole som væltede og krus der blev kastet, låste Kirians glødende opmærksomhed sig på hvad der foregik foran ham. 
Og med et overrasket blink af øjnene hev han kruset ordentligt op, lige tidsnok før en stakkels mand nådesløst blev kastet ind over hans bord og fik træværket til at knage. 

Blink, blink. Lidt tom for ord stirrede satyren på mennesket, ikke helt sikker på hvorvidt han skulle hjælpe ham op eller skubbe ham længere væk igen - han skulle ikke blandes ind i noget. Men det virkede ikke som om at det havde været en del af menneskets plan, og et lidt pudsigt smil trak dernæst læberne lidt fra hinanden, inden han endelig talte. "Tænk ikke på det" lynhurtigt scannede det lyse blik hans situation, førhen Kirian i en glidende bevægelse rejste sig op. Dråberne ned af hans hånd vidnede om at det alligevel ikke helt var lykkedes at redde øllen, men han virkede ikke til at tage sig af det, da han i stedet strakte den frie hånd inviterende frem, og imod stolen han lige havde siddet på. "Er dine ribben okay?" Det havde været noget af et fald, det var forståeligt hvis han skulle sidde.

Kort gled blikket tilbage på tumulten bagved mennesket, men det virkede heldigvis som om at krofatter dyssede dem ned. Effektivt endda. Han begyndte at smide folk ud... der gik ikke mange sekunder førhen han med et vredt fnys virkede til at vende opmærksomheden imod Beaus ømme skikkelse, og gjorde antræk til at hive ham med i sin ukrudsrydning. 
Og lidt beroligende prøvede han at signalere, stadigvæk med et blik på mennesket, at det vidst ikke var nødvendigt her.