To og et halvt år var gået, siden et nyt lille liv var kommet til verden i familien. En tid, som både krævede stor tilvending, men som var gået hurtigere end nogen af parterne kunne forestille sig. Sneen var kommet, sneen var smeltet. Smedjen havde været varm, og sjældent slukket, og Klanen havde fortsat sit liv og holdt sig ude af verdens alt for mange konflikter. I det kolde nord, kom ulykkerne oftest som en del af naturens ubarmhjertighed, for sydlingerne var for kuldskær til at sætte deres fødder så højt oppe.

Dagens arbejde var færdiggjort, og Torbjorn havde brugt sin første fri tid på at vaske huden ren ved at gnide den friskfaldne sne over sin hud, inden han gik ind i det lune hjem for at gøre brug af alment vand til at tage resten. Hjemmet sprudlede af liv, og så snart han trådte ind, lød lyden af små fødder der trampede mod døren. Kaldende efter sin far, og som hurtigt blev løftet op i den bredde mands arme.
Han kyssede drengen på kinden, som begyndte at grine over skægget der kildede ham. "Kommer mor snart?" Bjarnis så på sin far med store øjne. Han kunne ikke lide når Sigrun var ude og fuldføre sine opgaver som klanleder. Torbjorn kunne for så vidt heller ikke lide hun tog afsted, men det bundede ganske simpelt i at han savnede hende. Han vidste godt at hans kones arbejde var af yderste vigtighed, og hun kom altid hjem til dem igen. "Hun kommer i dag. Kan du sige til morfar vi går hende i møde?" Han satte drengen ned, som ivrigt løb ind efter Sigruns far og begyndte at snakke på liven løst om at mor snart var hjemme igen.

Det var altid en kamp, at få drengen spændt ind i de varme beskyttende lag, som han hellere end gerne bare ville løbe ud i sneen i sit undertøj, hvis ikke de to mænd havde stoppet ham.
Da støvlerne var fastspændt, blev drengen sluppet ud i sneen, som han sparkede grinende til. Torbjorn gik roligt og betragtede sin søn lege i sneen og engang imellem glemme hvorfor de egentlig var gået udenfor. De nåede aldrig længere end til udkanten af klanen før Sigrun kom til syne, hvilket også galt denne gang.
Det røde hår skinnede i solens stråler, som hun og hendes følge kom til syne, og bevægede sig ned mod deres hjem. Bjarnis jublede og begyndte at småløbe, så godt hans små ben kunne bære ham, igennem sneen, mens han kaldte ivrigt efter hende.

Sigrun var faldet tilpas i sin nye rolle. Alt med Torbjorn var faldet så naturligt. Deres forhold, barn og deres dagligdag. Der var intet Sigrun manglede i det, men hun var også en standhaftig kvinde, og de vidste begge to godt at hun aldrig ville give slip på hendes arbejde. Som hun typisk sagde, nogle gange skulle de gamle sure mand bare råbes af og sættes på plads. To ting hun var god til, men uanset hvor meget hun kunne brokke sig over dem, så holdt hun af sit arbejde.
Det var dog lidt hårdere når hun skulle være væk fra Bjarnis, men gensynsglæden gjorde det det hele værd, især som han altid var der lige i kanten af byen til at sige hej.

Turen til en af deres søsterklaner havde været lang og hård, men de var nået til en enighed i sidste ende, og Sigrun kunne tage hjem med god samvittighed. Hende og hendes følge var nået til udkanten af byen, da hun kunne se den lille kugle af indpakket barn, og en højere mand.
Smilet spredte sig på hendes læber, og hendes egne skridt blev lidt hurtigere, som hun også kom tættere på Bjarnis, indtil hun til sidst fik sat sig ned på hug, for at åbne armene, så hans lille krop kunne smadre sig ind i hendes for at give hende et krop. "Hvor er det godt at se dig," sagde hun som hun gav et godt solidt kram til Bjarnis. "Har du også husket far, eller er du selv kommet helt herud?" Spurgte hun drillende, som hun kiggede op og kunne se Torbjorn også.
Bjarnis var dog heller ikkebleg for at give lidt slip på hende, kun for at pege over til Torbjorn, inden han greb fat om hende igen, og hun blev nødt til at løfte ham op i hendes arme.

Den naturlige udvikling hele deres forhold havde taget, var hjulpet godt på vej af begge parters ønske om ikke at ændre hinanden. Torbjorn ville altid være en fast klippe i hjemmet, som ikke brød sig om at forlade de trygge rammer og fungerede bedst netop ved at blive tilbage. Sigrun var, og ville altid være en mere handlekraftig kvinde, som tog sit arbejde meget alvorligt og dermed også ønskede at udføre det efter bedste evne. Hvilket medfulgte at hun måtte rejse mere ud, og nogen gange smerte sig selv ved at efterlade sin familie tilbage. Han vidste hvad han var gået ind til, og det ville han aldrig nogensinde bruge mod hende.
Torbjorn vidste desuden også at det smertede hende at forlade Bjarnis. Det ville han aldrig være et sekundt i tvivl om.

Torbjorns smil bredte sig breddere ud, som han så gensynet mellem mor og barn. Hvordan Sigrun fik mere fart på og skubbede sig igennem sneen, til hun kunne sætte sig på hug og mærke børnekroppen der havde løbet i fuld firspring imod hende, ramme.
Torbjorn var ikke langt bagefter, men hans skridt var mere rolige som han gik dem i møde. Bjarnis var efter stort ønske, blevet løftet op i sin mors favn og grinede hjerteligt, som han knugede hende ind til sig. "Velkommen hjem, min skat" Torbjorn trak sin familie ind til sig et øjeblik, før han løsnede sit greb, for han kunne få plads til at kysse Sigrun, inden de kunne fortsatte tilbage ind i Klanens trygge rammer.

Det var helt naturligt hvordan Sigurn lænede sig ind i Torbjorns væsen som han kom tæt på, og hun placerede et simpelt kys også på hans læber. "Tak kære. Jeg har savnet dig," sagde hun med et smil og hankede op i Bjarnis for bedre at holde om ham som de gik. Hans små hænder holdt næsten krampeagtigt fat i hende, men  hun havde intet problem. Hans luffer forhindrede det trods alt også en lille smule.

"Er der sket noget spændende jeg har været væk?" spurgte hun, halvt til Bjarnis og halv til Torbjorn. Hun forventede ikke det store hvis hun skulle være ærlig, men hun spurgte altid. Nogle gange var der noget Bjarnis ønskede at sige, og nogle gange var der reelt sket noget. Selvom den decideret sladder i byen fik hun nok nærmere fra hendes far hvis hun skulle være ærlig. Han var trods alt jævnligt på kroen for at drikke og spille lidt kort. Nogle gange sagde han at det var for at give den lille familie fred, men hun vidste nu godt at det også bare var fordi han kunne lidt at drikke og spille om penge. Fandens til mand, men i det mindste mistede han ikke mere end han kunne tåle.

Torbjorn brummede lavmældt og trak hende ind et ekstra sekund, inden han henlod at lade Sigruns opmærksomhed fordele sig over på Bjarnis der var meget insisterende efter sin moders opmærksomhed. "Og jeg dig" svarede han og kiggede hen på den lille byldt.

"Bjarnis har været meget insisterende på at komme med i smedjen" hvilket han stadig var alt for ung til! Smedjen var ikke ufarlig, langt fra, men det forhindrede ham alligevel ikke i at prøve, hvilket også medførte at Torbjorn lød både lidt træt og stolt på en gang. "Jeg har fået lov at hamre!" grinede han og begyndte med det samme og fortælle om det stykke metal han havde forsøgt at udforme.
Hvilket var noget af det blødste metal han kunne få udleveret, som kunne bøjes koldt, og hammeren havde været af træ. Men det betød ikke noget for den lille, for han havde været med far på arbejde.
Nu manglede de bare at han begyndte at plage om at komme med mor på arbejde! Hvilket han formentlig ville en dag, så fascineret han var af alting. Men det krævede lidt flere år på bagen.

Det var en latter helt nede fra maven der kom fra Sigrun, da hun hørte hvad de havde haft gang i. Hun elskede sine mænd, det kunne hun jo ikke benægte, især ikke når Bjarnis sad der og var så stolt over at lave noget så simpelt. Hun var sikker på at Torbjorn nok skulle have sørget for at der ikke ville ske noget med deres lille skat, så hun var ikke så bekymret som visse andre mødre nok ville have været.
"Ooooohhhhhh," sagde hun som var det den største og vigtigste nyhed hun kunne have hørt. "Har du lavet noget godt? Måske et sværd ligesom far?" Spurgte hun, velvidende om at selv hvis han havde forsøgt, så havde han nok ikke haft meget held med det. Selvom hvis der var en af de to der ville putte et våben i hans hænder lidt for tidligt, så var det nok i sidste ende Sigrun for det var jo normalt at lade børn udforske verdenen. Nogle gange var det nok meget godt at Torbjorn også var der til at hjælpe med det kære barn.

Den unge Bjarnis gik hurtigt i gang med at vifte med de små luffede hænder og smile over hele hovedet af begejstring som Sigrun imødekom ham og ville høre mere. Torbjorn betragtede de to imens og følte en bred og rar varme i hele kroppen. Mange glemte at sætte pris på hvad de havde, så længe alting var i normal tilstand. Torbjorn havde som mange andre, også dage hvor normen jo blot var normen - det havde alle mennesker. Men, lige nu som hans hustru var kommet hjem og bar på deres søn, som ivrigt fortalte om det for mange mest mondane, som havde han været på et af livets største eventyr, gjorde at Torbjorn huskede hvor lykkelig han var.

"Mhmh! Morfar tog den med hen så de andre kunne se den! Men men men, den er ikke til morfar" der var ingen tvivl om at Bjarnis junior havde klare tanker om at det mægtige sværd, der mindede mere om en krøllet smørkniv, skulle med mor ud på mors farlige rejser! Noget Bjarnis senior da nok kunne se sig skuffet over, men der skulle nok komme et smukt håndværk til ham også!
Nogen gange var den tavse men veltilpasse Torbjorn, imponeret over hvor hurtigt tiden gik og hvor hurtigt byldten af ren glæde og energi voksede.

Sigrun var ikke sen til at sende et morende men kærligt smil i Torbjorns retning over deres søns fjollede adfærd. Men det var den adfærd som Sigrun savnede når hun var ude og rejse, så hun ikke kunne se sine fantastiske mænd og høre om hvordan det gik. Det var den mest bitre del af hendes liv som det var. Hun kunne ikke gå hjemme, og det vidste de alle. Hun ville blive sindssyg af det, men samtidig så var det også altid så sindssyg svært at give slip.
"Ooohhh, hvem er den så til?" spurgte hun. "For jeg tænker han tog den med for at vise hvor stor og god hans favorit barn er blevet." Han var næsten den der elskede Bjarnis mest, næsten. Han havde i hvert fald været ovenud lykkelig over at få et lille barn i huset som han så fint kunne spejle sig selv i. "Men er den så lavet til far?" spurgte hun opfølgende, velvidende at han nok mente at den var til hende, men så måtte han jo være lidt hurtigere til at fortælle. 

Det kærlige smil og den varme der strålede fra hende, var nok til at kunne overbevise enhver om at deres aftale fungerede. Den var ikke normal, og Torbjorn vidste godt, at den var atypisk. Men alt det var ligegyldigt, når det for dem fungerede!
Allerede inden Bjarnis kom til verden, havde de været tilstrækkelig voksne og fornuftige til af tale om hvordan et liv sammen skulle fungere, og det gjorde netop det. Torbjorn betvivlede på intet tidspunkt at Sigrun savnede dem, og især den lille bold af glæde der altid talte så ivrigt og livsglad. En dag, ville han også være stor nok til at kunne lærer hvordan hans mor arbejdede, hvis han havde lyst.

Drengen strålede og nikkede til ordene om at morfar ville vise hans værk frem. Men skyndte sig også at ryste ivrigt på hovedet ved det opfølgende spørgsmål. Torbjorn kom med et let grin. "Neej! Den.. Den, den er til dig!" promoverede han stolt. Morfar skulle også have noget! Det var der slet ingen tvivl om, for Bjarnis ville gerne lave mere og Torbjorn forudså at han fik en lang årrække hvor øjne i nakken var en direkte nødvendighed for at sikre knægten ikke brændte fingrene af eller satte ild til smedjen.

Alting mellem dem var trods alt bare faldet så let på plads, at Sigrun ikke engang havde haft mulighed for at tænke lang tid over tingene. Hver eneste gang hun havde sat foden i jorden og sagt at denne del ville hun ikke gå på kompromis med, der var hun bare blevet mødt med kærlighed og forståelse, at hun til sidst slet ikke vidste hvad hun skulle gøre med sig selv. Og ligeså meget som han gav sig, ligeså meget havde hun også lyst til at give sig for ham på områder der føltes ikke nær så vigtige for hende. Hun havde aldrig oplevet noget der var kommet så nemt for dem, også selvom hun godt vidste at hun godt kunne være strid til tider.

Et lille dramatisk gisp kom fra Sigrun, som smilet kun blev bredere. ”Til mig? Jamen, jeg har jo slet ikke noget til dig! Åh! Det er vel ikke min fødselsdag er det?” Hun kiggede lidt undrende op i luften for dramatisk effekt. Hun var udmærket godt klar over at hendes lille sol bare ville gøre det for at gøre hende glad, hvilket hun var. Hun havde aldrig overvejet hvor meget glæde man kunne få ud af at blive mor, og hun havde ikke fortrudt det et eneste sekund. Okay måske bortset fra lige før han var blevet født. 

Torbjorn havde alle dage hørt sine forældre fortælle at et liv sammen med en anden person, handlede i høj grad om at vedligeholde kærligheden til hinanden og utrolig mange kompromiser. Han havde altid troet at det betød han måtte opgive vigtige ting, for at kunne bo sammen med en anden. På nogen punkter, var der kompromisser der havde haft større effekt på Torbjorn end andre. Han var rejst fra sin egen klan og efterladt et liv der - men han havde i stedet fået et nyt her. De havde glemt at fortælle ham, at ved hver kompromis fik man noget andet tilbage, også selvom det på ingen måde handlede om at holde regnskab.

Han havde vidst hvad han var gået ind til, og heldigvis havde Sigrun været tydelig i mælet fra start af! Sådan var livet, når man giftede sig med en ildsjæl. Han ville ikke være det foruden.
Bjarnis åbnede munden som en forvirret fisk og man kunne se at tandhjulene virkelig arbejdede i det lille barnehoved. Torbjorn kunne ikke lade være med at grine.
"Øh... Jo jo! Fødselsdagsgave!" svarede Bjarnis, ignorerende at hans far havde ladt en latter forlade sig over situationen. Knægten havde ingen anelse om hvornår hans mor havde fødselsdag, siden han ikke engang kunne holde styr på ugedagene endnu.

Sigrun gispede lidt. ”Nej, det kan det vel umuligt være,” sagde hun, og hankede lidt op i ham. Han var lidt som en dødvægt, når han skulle være oppe på denne her måde,men hun ville ikke være foruden. Snart ville han næsten være for stor til at gøre det, til trods for hendes egen styrke.
”Jeg synes jeg erindrer at jeg havde fødselsdag for ikke alt for lang tid siden, men der tager jeg måske fejl?” sagde hun eftertænksomt. ”Hvad siger du Torbjorn, kan det være rigtigt at det allerede er min fødselsdag igen?” Hun kiggede over på sin mand, med skinnende øjne. Om han ville gå med på Bjarnis’ side eller hendes, det var trods alt op til ham.
Det hele fik bare hendes hjerte til at danse med glæde, og nogle gange ville hun virkelig ønske at hun aldrig skulle fra dem igen. I hvert fald i de her gode øjeblikke, selvom hun også vidste at de nok skulle få rigeligt at se til ganske snart. Ikke at Torbjorn vidste det helt endnu. Nej, det skulle siges på det rigtige tidspunkt, og lige nu stjal Bjarnis tydeligvis alt opmærksomheden. 

Bjarnis lille hjerne forsøgte virkelig af fuld kræft at finde ud af hvad den skulle gøre nu. Det gav knægten et noget morsommeligt udtryk af dyb eftertænksomhed, som han skulede lidt mellem sine forældre. "Man kan sagtens have fødselsdag to gange!" Det havde han i hvert fald haft! Det var han sikker på, og mindes da også sådan nogenlunde at kunne huske. Uden helt at vide hvad der altid foregik. Men altså, selvom det ikke var længe siden, kunne det jo sagtens være igen!

Torbjorn stod i den fantastiske situation, at han nu blev presset af de to rødhårede iltrede sjæle til at tage et standpunkt i diskussionen og han var ikke helt sikker på, at det var noget han havde lyst til at blande sig alt for meget ind i. "Ja, det er jeg helt sikker på, min skat. Om ikke andet, fortjener du at have fødselsdag to gange om året" Bjarnis nikkede triumferende, mens Torbjorn gjorde hvad han kunne for at holde smilet nok tilbage for ikke at grine. Han var stadig et stort bløddyr, og det var svært for ham at skuffe den lille - også selvom han nogen gange var nødt til det alligevel, når Bjarnis blev alt for kreativ. Heldigvis var de snart tilbage i byen, og kendte Torbjorn sin svigerfra ret, ville Bjarnis Senior også snart være at træffe.

Sigrun havde ikke tænkt sig at nævne at han nok huskede sine to fødselsdage, fordi han havde haft en for hvert år. Det var nok noget de lige blev nødt til at lære hende senere hen, men som de gik der, så havde Sigrun ingen intentioner om at slå Bjarnis' ønsker ihjel. Måske i morgen, når de havde vænnet sig til at hun var tilbage hjemme.
"Det kan ikke være rigtig at det kun er mig der får lov til at have fødselsdag to gange," sagde Sigrun, med et lille gisp. "Bør far så ikke også have? Han fortjener jo også massere af gaver!" Selvom hun godt vidste at Bjarnis nok ikke ligefrem havde tænkt så meget ud i fremtidne omkring hele gavegivning situationen. Trods alt, så kunne han jo også bare godt sige at han bare ville give gave til dem han holdt af, og at Torbjorn ville få en senere. 

Det var begrænset hvor langt fremme en to årig kunne tænke, også selvom han virkelig gjorde sit for at prøve. Han lænede sig lidt tilbage i sin mors favn, hvilket gjorde ham endnu mere til dødvægt end han i forvejen var. Torbjorn kiggede muntert fra den ene til den anden, som den lille dreng gjorde sit for at finde frem til noget der for ham gav mening. Han fik også peppet et par lyde frem af halv ord men ikke slået helt fast. Før han til sidst trak på skulderne "Far og Morfar får senere" proklarmerede han fast og lod ganske med vilje være mde at røre logikken om to fødselsdage! Det var bare sådan nu. Mor havde to!

"Du ved godt at far ikke kan måle sig med mor" drillede Torbjorn med en blid rolig stemme. Det betød ikke at Torbjorn betvivlede at Bjarnis bare så gerne ville give gaver til sin familie og vise at han elskede dem. Det som en lille to årig nu engang kunne forstå. Han savnede sin mor, når hun var ude på sine rejser, men brugte også stadig meget tid på at overdynge sin morfar og far med kærlighed, latter og ikke mindst problemer. Torbjorn kunne snart se frem til en fremtid hvor han måtte løbe efter knægten, inden han var over alle bjerge.

Sigrun gjorde sit bedste for ikke at komme med en grimasse, da hun mærkede den efterhånden småtunge vægt læne sig tilbage, men hun holdt ved. Hvilken mor var hun dog, hvis hun ikke engang kunne holde sin lille dreng. En dag måtte hun nok sande han ikke kunne blive ved med at være i hendes arme.

”Godt, så lang tid at du ikke glemmer dem. De ville blive frygtelig kede af det ellers,” sagde hun smilende og grinende, som hun hankede lidt op i ham, inden at hendes blik fandt sin husband endnu engang.
”Måske en dag, når det er mig der stamper i gulvet, og det bliver nemmere at bede om lov fra far af,” sagde hun grinende. Mon ikke dagen ville komme. Sigrun var ikke kendt for sin tålmodighed, og uden tvivl ville der også opstå visse udfordringer når Bjarnis en dag kom i teenage årerne, men der var heldigvis mange år til. ”Men nu vi taler om gaver, så har jeg faktisk også en til jer begge to.” Hun smilede ned til Bjarnis, men det drilske blik i øjnene, tydede på at det nok mest var til Torbjorn. 

Bjarnis rystede ivrigt på hovedet, og ænsede slet ikke sin mors kamp med at holde ham, som han fordelte vægten noget utilseende for hende. Mor kunne klare alt! Desuden, han mente ikke selv han var svær at løfte - han blev det jo hele tiden. Tanken om at hans vægt gradvist steg faldte ham ikke ind. Bjarnis ville ikke glemme dem! De skulle også have gaver, fødselsdag eller ej.

Torbjorn grinte. Tanken kunne han godt lide, men han syntes selv han havde klaret det meget godt med at holde skansen og ja stampe i gulvet. "Hundeøjnene er blevet ganske effektive" pointerede han og kiggede på det grinende barneansigt der udemærket godt vidste at han i hvert fald kunne sno morfar om sin lillefinger. Han turde slet ikke tænke på problemerne der kom som teenageårerne engang om mange år slog ind.
"Gaver?! Hvad er det?" kom der ivrigt fra drengen uden at Torbjorn nåede at sige ret meget til det, andet end et smil og et spørgende løftet øjenbryn.

Hundeøjnene havde altid været ganske effektiv. Primært på morfar, men også Sigrun var blødhjertet nogle gange omkring Bjarnis. Han var den førstefødte, og hun havde et stort hjerte til trods for hendes ellers store temperament, der bragte de fleste mænd i klanen til skamme.

"Sid stille, lille skat," sagde hun leende, som hun hankede op i ham, og hendes varme blik kiggede ned på Bjarnis. "Du skal have en lillesøster eller bror, hvad siger du til det?" spurgte hun, selvom det var ligeså hurtigt at hendes blik flakkede op mod Torbjorn. De havde ikke snakket om at få endnu et barn, men når man ikke ligefrem var forsigtig, hvilket de virkelig ikke var, så var det trods alt hvor tingene bar hen. Det var nok også mere held end forstand at der var gået så lang tid før at Sigrun var blevet gravid endnu engang, eller også var det blot pga. hendes alder. Hun havde i hvert fald hørt de gamle koner snakke om at det var bedst når man stadig var ung. Men da hun var ung havde hun jo ikke Torbjorn.

Bjarnis lystede en smule modvilligt som han fik besked på at sidde stille. Det var ikke den egenskab han var bedst til at følge. Også på det punkt, lignede han sin mor utrolig meget. Torbjorn kunne kun gisne om hvor spændende det hele blev når de trodsige år satte sig ind.

Det var ikke en tanke han nåede at dvæle ved længe før nyheden kom frem. Torbjorn drejede hovedet med et overrasket ryk til Sigrun og mødte hendes blik kort, før hun igen havde sin opmærksomhed på Bjarnis. "Er det rigtigt?" svarede han hurtigt, glad og håbefuld. Bjarnis var skeptisk og det var tydeligt at se på ham, men ikke komplet modstander. "Men det er mig der bestemmer?"
De havde aldrig rigtig snakket om det, men for Torbjorn var børn noget der dukkede op hvis det var meningen man skulle have dem, og i det antal de nu engang kom i. Bjarnis havde heller ikke været planlagt, men de ville ikke være ham foruden. Manden følte sig helt ør i kroppen og endte med på bedste Torbjorn maner, blot at kramme sin familie ind til sig. Han var ikke god til ord, men han var god til at vise hvordan han havde det.

Sigrun nikkede bekræftende til Torbjorn, inden hun vendte sig mod Bjarnis. ”Det er vidst stadig mor og far der bestemmer, er det ikke?” pointerede hun drillende. Hun vidste godt at der var nok ville komme noget jalousi fra Bjarnis’ side når der kom en lille ny, men hun forventede alligevel at han var stor nok til at tage det på sig. Desuden kunne det ligeså godt være at han slægtede mændene på en familien, og han bare endte med at blive lidt overbeskyttende. Kunne godt ligne ham.
Ikke at Bjarnis fik mulighed for at svare på det, inden Sigrun mærkede at hendes mand havde taget dem begge i armene i et kram. Hun kunne mærke et lettet suk undslippe hende, til trods for at hun havde vidst at han ville tage det pænt. Så meget for alle de kvinder der altid brokkede sig over at deres mand aldrig rigtig blev lykkelig om at høre at der var børn på vej efter det første barn, men hun vidste Torbjorn var anderledes. Hun kunne mærke det helt ind i hjertet. Og det var tydeligt som han stod her og krammede dem. Han var aldrig manden med de fleste ord. ”Jeg tager det som at min gave var god,” hviskede hun blidt til Torbjorn i håb om at han var den eneste der hørte det,  hvilket nok var meget rigtigt, som hun kunne mærke Bjarnis begynde at bevæge sig igen. Nok for at komme ud af krammet.