Den varme, liflige duft af tærte hang i Maelas næsebor, som hun skyndte sig ned langs de snoede gader i Dianthos' beboelseskvarter. Den var stadig lun, men hun havde gået forkert et par gange, og hun var bange for, at kunden ville blive sur, hvis der var noget i vejen med tærten .. Brutus havde ikke specificeret præcis, hvem hun var, men hun lød vigtig.

"Så se dig dog for, pigebarn!" Hun drejede om et hjørne og var lige ved at løbe ind i armene på en stor byvagt. Af automatik teleporterede hun *puf* - og landede med begge ben i en mudderpøl. Det krævede lidt at holde balancen og tærten kom faretruende tæt på mudderet, men hun klarede det og skyndte sig videre i fart.

Endelig .. det rigtige gadenavn. Forpustet gav hun sig selv et par dybe vejrtrækninger, inden hun slap den indpakkede tærte med den ene hånd for at banke på døren. "Frue .. deres tærte er her!" Råbte hun.

"KOM BARE IND, DER ER ÅBENT!" lød et anstrengt råb fra den anden side af døren. Trods beboerens vigtighed, var huset hverken stort eller prangende. Det var i 2 små etager, af den type der normalt have et samlet rum til beboelse, et lille afskærmet køkken og et fælles soverum ovenpå. Men det var godt istand og nydeligt udefra.

Bag døren gemte der sig dog en krigszone, og midt i den stod Hendes Hellighed Netrish, Ypperstepræstinde for Kile. Stod var måske så meget sagt, for i virkeligheden var hun halvt knælende, med templets hellige regalier hængende skævt fra skuldrene og selv Kiles følelsesløse maske kunne ikke skjule den trætte irritation på kvindens ansigt.

Kilden var dog ikke det nyankomne tærtebud, men i stedet to små halv-elverbørn der hang på Ypperstepræstindens. Det så ud til hun håbløst forsøgte at børste den enes hår, hvilket pigen bestemt ikke ville sidde stille til og imens forsøgte den anden at kravle op på ryggen af Netrish brugende hendes hår som reb.

Netrish løftede blikket mod døren og straks forsvandt irritation og træthed som det velsignede tærtebud stod i døren. "Ååh gudernes velsignelse til dig" takkede Netrish lettet "Kan jeg få dig til at sætte dem på bordet?" spurgte hun, og pegede mod spisebordet med en ledig albue. Bordet var overraskende ryddeligt, men tydeligt også endnu uden for de to smås rækkevidde. Bænken på den ene side af bordet havde ikke været så heldig og lå væltet.

Den liflige duft af tærte nåde dog snart de to små dæmoner, der stoppede deres modstand og i stedet vendte deres store, håbefulde øjne mod den rødhårede kvinde med tærte.

Maela fik meget forsigtigt puffet døren op og stak næsen indenfor i huset. Hendes øjne blev en anelse større - kvarteret og huset virkede gansk pænt og nydeligt, men indenfor lignede det, at en tornado havde gået gennem rummet. Hendes øjne fandt snarest kilden: de to børn, der så ud til at give deres moder kamp til stregen.

Ved alle guderne .. er det sådan, det er at have børn? 

Hun stod et øjeblik en smule lammet, inden ordene endelig fik sat hende i bevægelse og hun bevægedes sig forsigtigt uden om den væltede bænk og fik tærterne placeret på bordet. Ud af øjenkrogen spottede hun, at kvinden havde noget tempel-agtig beklædning på, sandsynligvis Kile-relateret, men hun kendte ikke mønstrene godt nok til reelt at forstå deres vigtighed.

"Så øh .. er der mad." 

Sagde hun, lidt perpleks over lige pludselig at være centeret for opmærksomhed fra børnene. Hun skævede over mod døren og fik til sin skræk øje på sine egne mudrede fodspor gennem rummet. Åh nej, mudderpølen! Hun havde slet ikke tænkt på at tørre sine sko, fordi hun havde haft så travlt..
"Undskyld frue! Gulvet! Jeg skal nok hjælpe med at tørre det op!" Udbrød hun forskrækket. Godt nok var her allerede kaotisk, men det så ikke godt ud..

Netrish åndede lettet op som tvillingepigerne hoppede af hende, og stillede sig op, skulder mod skulder, mellem Netrish og trætebuddet. De to piger var som kloner, med den eneste tydelige forskel, at den enes hår var halvt børstet, mens den andens var redt og pandehåret trukket tilbage og samlet med et hastigt bundet hårbånd.

Med en træt bevægelse fik Netrish rejst og rettet sig ud, og med et et bestemt træk, rettet sin robe så den hang bare nogenlunde lige. "Tuside tak, og det skal du ikke tænke-" Netrish ladede en afvejende bevægelse mod tilbuddet om at klare mudderet, men nåde ikke at færdiggøre sætningen, før pigerne satte i bevægelse igen.

Med store grin og højlydt latter fór de frem, løbende forbi Maela, igennem muddersporet, som de hvinende trak med sig videre rundt om bordet.

Endnu et suk undslap elveren. Guder giv mig styrke.. tænke hun anstrengt. "Der kommer en akolut fra Isaris temple og passer dem, og kan tage sig af mudderet. Du har garanteret andre leverancer, og de burde være her.." Netrish skævede ud af vinduet, mod gadens lange skygger "... for en times tid siden" sluttede hun fladt. Hvis Netrish blev tvunget til at tage pigerne med til messe igen ville hun sikre sig at Reina aldrig hørte ende af det!

Tvillingepigerne så ganske søde ud, som de stod side om side - altså i de få sekunder, det varede. Maela selv var ofte livlig og energisk, men hun kunne allerede mærke, hvordan hun følte sig ganske træt ved siden af de to børn.

Brødebetynget kiggede hun igen på mudderet, og kunne mærke gruen stige op i sig, som hun så hvordan børnene begyndte at trække det rundt i hele huset! "Jeg .. kan godt hjælpe! Det er trods alt min skyld." Sagde hun hastigt. Hun ville så nødig have, at Brutus skulle få nogle dårlige ord med på vejen, om sit tærtebud - og hun havde det med at være meget klodset nogle gange.

En akolut.. hun smagte lidt på det fremmedartede ord, som hun nok mente, hørte til noget med templet, og blikket gik videre til kvindens robe.. var det derfor hun var vigtig. "Hører De til Isari-templet?" Spurgte hun nysgerrigt, stadig stående lidt akavet midt i rummet.