Isadora gav hendes mands arm et ekstra klem, før hun skiftede retning væk fra den familien bevægede sig i. Ham ville give besked videre og der var ingen grund til at gøre mere væsen ud af hendes milde behov for at sidde ned. Af alle havde hun aldrig troet hende mormoder skulle gå hen og blive så overbeskyttende og pylrende! Det var jo utåleligt!

Nichen hun havde udset sig førte hende desværre forbi de fint anrettede borde med mad i forskellige afskygninger og drikkevare. Et puf af dufte ramte hende halvvejs forbi og en af dem gik hende lige i maven. Bidende hårdt sammen skyndte hun sig videre, før den grønne farve hun følte at havde fået blev til noget langt pinligere. Forbi og luften i salen var dog at indånde igen.
Da havde en tjener dog spottet hende og givet sig til at følge hende diskret.

Fri af mængden samlet ved bordene kunne Isadora også se nichen fulgt. Den var optaget, som hun havde frygtet, men til hendes lettelse af en ung komtesse hun gerne delte den med. Dag. Yndig som altid, men også utilnærmelig af udstråling.
"Dag! Glædelig midvinter!" Hun tog let den andens hænder og gav dem et klem, før hun lod sig synke ned at sidde ved siden af veninden. Her gik det op for hende at tjeneren også var stoppet op. Et spørgende blik og han rømmede sig let nervøst, før han holdt bakken frem hvorpå der stod flere glas fyldt med klar væske. Et par mintblade var også lagt ved kanten vendt mod hende. Lidt opgivende tog Isadora et glas og bladene, hvorefter tjeneren præsenterede bakken for Dag.

------------------------------------
Påklædning: En vinrød kjole, der sad tæt på arme og bryst, men under det videde sig ud, skimmende hoften, skjulende taljen og den begyndende mave på sin vej til gulvet. Gyldent broderi smykkede halsudskæringen med symbolerne for liv, lys og velstand. Det hvide hår var samlet i en flettet krone i sat røde fløjls roser.

Det var en spændt Dag der var ankommet til ballet. Fuld af forsigtig håb og uopnåelige forventninger var hun trådt ind i salen, på egne ben, og havde suget omgivelserne - og ikke mindst de tilstedeværende - til sig. Det var stadig tidligt på aftenen, og håbet skinnede endnu klart i de dybe, nøddebrune øjne.

Skønt Dags evner havde vokset sig markant stærkere det forgangne år, havde hun stadig sine begrænsninger, og der gik ikke længe inden Dag fandt sig et roligt hjørne, hvor hun kunne sætte sig, konservere sin energi, og stadig have udmærket overblik over de folk der kom og gik.

Smilet der voksede frem på den unge komtesses læber, som hun så sin veninde nærme sig, var varmt, og overraskende imødekommende. Det var næppe et smil alle ville bilve mødt med, men Isadora var heller ikke hvem som helst.
"Tak og i lige måde Isadora" hilste dag, og gik så vidt som at rejse sig for sin veninde. Dag gav Isadoras hænder et lille klem, inden de begge satte sig. Dag tog et glas fra tjeneren der bød, men satte det straks fra sig igen, uden at ofte ham nogen yderligere opmærksomhed.
"Hvor er det dejligt at se dig igen. Jeg håber turen herop var overkommelig?" spurgte Dag høfligt, mens hendes blik flakkede en smule fra Isadoras ansigt, til maven, der var blevet noget mere tydelig som hun havde sat sig ned.

Isadoras smil voksede kun som veninden rejste sig for at tage hendes hænder i hilsnen. For Dag mere af et offer end udenforstående ville kunne se eller forstå og for Isadora et varmende tegn fra den anden. Hun gengældte da også klemmet, før hun slap og de begge lettede kunne finde plads i det bløde sæde.

Med tjeneren på vej væk knuste Isadora let mint-bladene mellem fingrene og førte dem forbi ansigtet. En dyb indånding og den sidste fornemmelse af grønhed fortrak sig. Ved Leander hun håbede den kvalme snart fandt vejen væk fra hendes liv! Klog af skade lod hun dog bladene forsvinde ned i vandglasset til lige at give den ønskede kant.

"Så utroligt dejligt at se dig igen. Der gik alt for længe siden sidst." Isadora mødte Dags blik, så det synke og mærkede glæden strømme op i sig. Ikke at den kunne høres i hendes ganske tørre stemme som hun svarede. "For alle andre var den vist ganske fin, men vognens gyngen havde mig grøn fra vi satte i gang til vi nåede frem." Glasset fandt en plads på sidebordet, som hun lukkede hænderne om den andens nærmeste hånd og gav den et klem. "Vi skulle være sikre på Leander mente det at ske, før vi ville dele nyhed udenfor familien, så du er blandt de første. Ja, maven vokser og snart er du sikkert mere på benene end mig!" Et bid af blandet gru og forventning var tydelig i hendes stemme. Dette var helt udenfor Isadoras kontrol og hun havde svært ved at acceptere tabet.

Dag så til mens Isadora udførte sit mærkværdige ritual med bladene, men holdt sig for en gangs skyld fra at komme med kommentarer på det. Hvad end det gjorde, lod det til at virke, og lette Isadoras kvalmede udtryk. Det var godt nok for nu.
"I lige måde! Jeg har set enormt meget frem til det" lød det glade svar. Det var ikke til at nægte, Dag var ikke bare i godt humør, men også ved overraskende godt mod. Så meget så at man kunne tro hun faktisk kunne lige andre mennesker generelt!
"Åh, det lyder som en prøvelse" gav hun sin sympati, med himlende øjne, og lod Isadora tage hendes hånd.  Da det blev tydeligt det flakkende blik ikke var blevet overset, blev Dags udtryk mere seriøst.
"Jeg.. antager et er ønsket?" Isadora var gift nu, og noget ældre end Dag selv. Alligevel virkede det som en fjern tanke for den yngre komtesse, at nogen skulle ønske at rende rundt med sådan en bule i 9 måneder.
Dag gav Isadoras hånd et klem, og lænede sig konspiratorisk nærmere "sig endelig til hvis du skal bruge tips til at få din vilje. Jeg er lidt af en ekspert på emnet" tilbød hun med den knastørre humor der lå så naturligt til Dag. "Skyldfølelse er altid en vinder" tilføjede hun, med et lille, selvtilfreds smil.