Vinteren var kastet over krystallandet, og der var ingen tvivl om at det var den hårdeste tid på året for Hygieas helbred. Hun gjorde sit bedste for at holde sin hals varm, således luften hun indåndede, forhåbentlig, blev varmet yderligere inden den endte i lungerne. Hun var derfor et stort tykt, mørkeblåt sjal med Pompadours familie symbol langs bunden. Om halsen bar hun en sølvkæde med et vedhæng der mindede om vingerne fra Pompadour-symbolet. Kjolen hun bar, var en lysere blå, som havde en lettere vovet halsudskæring med broderier der mindede om fjer. Mønsteret i broderiet forsatte ned på det lange skørt, som slæbte sig lidt hen over jorden. Ryggen var bundet på ryggen, men ikke for stramt, da den unge dame skulle kunne bruge sine lunger så meget som muligt; desuden var hendes figur så lille alligevel, at det ikke var nødvendigt at stramme den yderligere. Folk ville jo tro hun ikke eksisterede!

Hygiea havde været til stede til festlighederne i noget tid og haft et par danse med lidt af hvert. Dansene havde dog ikke varet længe, for hendes butler blev ved med at afbryde og fortælle hende, at hun måtte tage sig en pause. Han havde jo ret; men hun hyggede sig jo, og det var vel vigtigere end om hendes lunger kunne holde til at danse, ikke? Det var der nok forskellige meninger om.

Som timerne fløj afsted, havde Hygiea fået sin medicin et par gange og alkohol var røget indenbords, mens butleren ikke så på. Hun begyndte også at være mere boblende og endte med at sætte sig ved en af de mange stole, så hun kunne hvile sig, lænende op mod ryglænet med halvlukkede øjne rettet mod de dansende.


//Reference til kjole: HER

Det var senere på aftenen og alle til ballet havde udnyttet dette. Alkohol var taget indenbors og de fleste havde på et eller andet tidspunkt befundet sig på dansegulvet for at brænde denne alkohol af igen. Den ugifte fyrstesøn havde også gjort frit brug af tilgængeligheden af diverse vin og i ny og næ lidt af det stærkere alkohol. Når man var i Dianthos. Dog havde prinsen af Kazimi næppe drukket sig vissen. Han var endnu en af de højere adelige. Han kunne ikke ligne en fra pøblen, skønt de virkede til at nyde ballet. De var nok heller ikke tit til fornemme fester, så når de endelig var, skulle dette udnyttes af dem. 
Siddende på en af stolene var udsigten til dansegulvet tydeligt, men det var ikke der, hvor fyrstesønnens fokus lå på. Nej, han kiggede rundt blandt de mange siddende deltager til ballet. Der måtte være nogen interessante, som ikke svang deres lemmer rundt som idioter. Og det var dér, at de limegrønne fandt en gæst, hvis ansigt virkede mere end bare bekendt for ham. Iført en lyseblå kjole var det et ansigt, Jontar ikke kunne glemme. Især ikke, når han så det for meget få dage siden. Og stedet kunne han også huske. Et erotisk teater beliggende i Dianthos.

"Så mødes vores veje igen, ser det ud til." sagde Jontar, som han havde taget plads ved kvindens bord et par stole i mellem dem. På en måde glædet prinsen til at se, hvordan kvinden ville reagere. For hendes kjole og tydelige våbenskjold på beklædningen viste, at hun ikke bare var en gemen fra pøblen. Hun måtte være relativt højt stående, men ville hun være glad for at blive genkendt fra et erotisk teater? Det kunne nemt bringe unødvendig sladder til en adelig familie. Især, hvis det var en kvinde, som var forbundet med det. Mænd havde længere snor. De skulle jo træne deres horn. Det var ikke upassende for dem, men for kvinder? Ja, den var straks sværere.

De halvlukkede øjne lagde ikke mærke til at hun fik selskab, før stemmen lød og hun lod sine øjnene glide over mod selskabet. Så snart hun så hvem det var og havde realiseret hvad der blev sagt – var det tydeligt for hende at hun var blevet genkendt blandt de adelige kredse. Hendes førhen afslappede øjne spærrede sig op, som var hun blevet frisk. Hun skyndte sig at rejse sig fra sin stol, måske lidt for hurtigt, da hun lige skulle have lov til at få vejret et øjeblik, før hun begav sig så hastigt som muligt tættere på Jontar og satte sig på den stol der var tættest på ham, med fronten mod ham.

”Jeg ved ikke hvad De snakker om,” lød det fra hende med et lille falskt smil, som hun krydsede sine ben under kjolen og foldede hænderne på knæet, så hun kunne se moden, anstændig og fornem ud. Det havde i hvert fald ikke været sådan hun havde præsenteret sig forleden aften da han havde besøgt hendes erotiske teater.

Hun kunne mærke hvordan hun følte, at hun blev kold af nervøsitet. Det måtte ikke falde sammen nu. Hun havde endelig fundet en måde hvorpå hun følte sig nogenlunde lykkelig og succesfuld; nu hvor hun ikke ligefrem var tiltalende at gifte væk, med de lunger hun havde. Hun rømmede sig en gang, som det virkede til at hun ikke kunne spille dum. ”Lov mig, at De holder det mellem os,” lød det bedende fra hende. De store, blå øjne så næsten tiggende på ham.

Kvinden virkede tydeligvis til ikke at have lagt mærke til Jontar, før han havde gjort sin tilstedeværelse hørbar. Og denne havde også virket til at overraske hende. Som om hun også genkendte ham. Og hvordan skulle hun ikke kunne det? De havde mødt hinanden forleden aften. Forskellen var bare, at hun ikke havde set nær så moden og anstændig ud, som hun gjorde nu med sine krydset ben, yndige kjole og foldede hænder. Nej, hun havde været langt mere.. vild. Mere passende til et erotisk teater.
"Åh, De har ikke brug for at lyve for mig. Vi er jo venner." Jontar kunne ikke lade være med at lege med denne kvinde. Det var tydeligt, hun ikke ønskede at blande sit erotiske teater med dette fornemme bal. Det var bare lige det. Med den variabel gjorde det Jontar til den med kontrollen. Og han elskede at være i besiddelse med denne.

Løgnen fortsatte ikke længe, før kvinden med store øjne tiggede ham om ikke at sige det til nogen. I en pause af stilhed, som nok kun var nervepirrende forhende, som den var legende for Jontar, lænede han sig langsomt ind over bordet for at komme tættere på hende. Og med den nærmere kontakt, dog uden at røre, kunne prinsen sænke sin stemme. "Det kan vi godt arrangere. Men sig mig, hvis De er her, hvem er så på teateret?" Trykket blev tydeligt lagt, så han ikke behøvede at sige det beskrivende ord for teateret. Det skulle jo holdes hemmeligt. Det stoppede bare ikke Jontar fra at fortsætte sin leg. Han skulle vise, han var i kontrollen. Han havde noget over hende, så hun ikke bare kunne flygte. Det ønskede han ikke. Han ville lade hende blive og se tiden an. Dette kunne meget nemt blive en interessant afslutning til dette midvinterbal.

Venner. Hun havde været utrolig dumdristig den anden dag, at hun ikke havde ladet en anden danser tage sig af ham. Hygiea ønskede vitterligt, at hun kunne gøre et eller andet, for at lukke munden på Jontar for evigt. Han sad med en kæmpemæssig hemmelighed af hendes og hun kunne ikke risikere at det hele blev taget fra hende, fordi han havde lyst til at snakke højt om hendes teater.

Hun spurgte om han kunne holde det mellem dem, men han svarede ikke. Han ventede, og det skinnede nærmest ud af øjnene på ham, hvordan han kunne lide at have magten over hende, særligt eftersom han vidste hun var villig til at gøre det meste, når hun var på teatret. ”Deres Højhed,” hviskede hun bestemt og småligt vrissent. Det var hele hendes ry og alt hvad hun havde kært der stod på spil. Han måtte ikke bare lade hende hænge sådan. Det var jo ulideligt.
Han rykkede sig langsomt nærmere og hun gjorde alt hvad hun kunne for at opretholde sin fornemme position, med rank ryg. Hun gjorde dog alt hvad hun kunne, for at høre hans ord. Selvom han gik med til at holde det mellem dem, lod hun ikke til at slappe af endnu, og hans hurtigt efterfølgende ord, var også grund nok til det. ”Jeg tænker der er en vigtig person der sørger for at det kører rundt i dag,” lød det lavt fra hende. Hun blinkede uskyldigt med øjnene, som havde hun ingen ide om det. Dog var hendes ord helt korrekte. Hun havde folk under hende, som vidste hvordan man skulle styre biksen, når hun ikke var der. Hygiea var desuden for syg til at kunne være der hver dag og med hendes forældre hen over hende, samt de adelige arrangementer og pligter, gjorde det ikke hun havde meget overskud af tid. Hun satte meget lid i sine ansatte, og stolede på dem.

Hendes vrissende tiltale af hans titler fik et pulserende smil frem på Jontars læber. Hun nød ikke at være magtløs over for ham. Han forstod hende godt. Han kunne være helt rastløs, når ikke han var i kontrollen. Og det var desværre tit, når ens far var fyrsten. Sephyran havde hele hans barndom kunne gøre, hvad faderen ville. Han var fyrsten. Og han prøvede endnu. For havde det ikke været Sephyran, der prøvede at få Jontar gift væk, fordi manden mente, hans søn var gammel nok? Dog stod Jontar fast. Og det havde han gjort i flere år. Nok siden købet af Morosa, havde han krævet mere og mere kontrol væk fra sin far og mere til sig selv.

Hendes uskyldige blink var kun en facade og det var vidste Jontar udemærket godt. For hun havde ikke været uskyldig forleden aften. Der, hvor hun havde danset for ham og efterfølgende fulgt ham med til private lokaler. Nej, uskyldighed var ikke, hvad Gina var. "Gina, Gina, Gina. De kan da ikke overleve uden deres bedste danser og underholder, kan de?" Skønt Jontar kunne være anmassende og hoverende, var der en form for anderkendelse i fyrstesønnens ord. Han hverken bebrejdede eller så ned på Gina. Hvad de havde gjort sammen, havde selv han kunne lide. "Men hvorfor vil De ikke promovere dit teater? Et bal som dette vil være oplagt for lidt reklame. Måske en demonstration på dansegulvet?" Hovedet vippede mod de dansende balgæster. Blikket forblev på Gina for at se hendes reaktion mod hans rolige ansigt. Der var noget ved at lege med kontrollen. Vise, man havde den. Dog misbrugte Jontar den ikke. Gina skulle virkelig gøre noget for, at han ville true med at råbe op om hendes erotiske teater. Hvilke ord ville der ikke blive givet til hende, der havde taget en prins af Kazimi på den slags etablissementer? Fantasien satte kun grænser og det var ikke i den positive boldgade.

Det var tydeligt han nød den position han havde fundet sig selv så godt til rette i. Lige for nu ville hun elske at se mundvigene pege i den modsatte retning; som hvis hun sad med magten. Men det virkede tydeligvis ikke til at være noget hun ville kunne gøre lige foreløbig. Hun havde intet på ham. Skulle hun leve resten af sine dage i frygt for at han ville nævne hvad hun beskæftigede sig med? Nok havde han gået med til at holde det mellem dem, men noget om den måde han smilede på, fik hende til at ulme om sikkerhed på det løfte.

Så snart hun hørte hendes dæknavn blev nævnt, tre gange i streg endda, rejste hun sig så hun kunne tage et tilfældigt glas tættere på Jontar, således hun havde muligheden for at hviske endnu lavere til ham. ”De bedes kalde mig komtesse,” hun fik endelig fat om glasset og så mod ham, halvt foroverbøjet hen over bordet. ”Gina er kun for teatret,” tilføjede hun og sendte ham et bestemt blik. Han skulle helst ikke nævne dét navn for offentlige øre at lytte på, og det håbede hun at han kunne forstå. Mens hun satte sig tilbage på sin stol, gav hun kort fyrstesønnen et blik op og ned – det var jo ikke fordi det havde været en forfærdelig aften, tvært i mod. ”Tak,” lød det fra hende, med henblik på de anerkendende ord. Hendes teater var ikke noget horehus, men af og til blev gæsterne ført til private lokaler – og hvad der skete i de lokaler, var ikke noget der blev reklameret med. Hun fik sat sig til rette, pæn og moden igen, nu med et halv glas vin, som hun tog en tår fra.
Som han åbnede munden på ny, følte hun for at stikke en serviet i munden på ham. Han skulle holde sin mund, skulle han. Hun satte glasset fra sig, tydeligt en anelse irriteret. ”Det er ikke nødvendigt med promotion. Byder De da op til dans?” spurgte hun, for at prøve at vende samtalen væk fra hendes teater. Hun havde ikke brug for at promovere, det gjorde hendes ansatte så fint selv. Hygiea skulle bare holde lav profil, så hun ikke blev opdaget yderligere. En demonstration af hvad hun havde lavet forleden aften, var dog ikke hvad hun snakkede om, og det burde være tydeligt for ham.

Den lave kvinde rejste sig for at gå tættere på Jontar. Fyrstesønnen fulgte hende med sine øjne, som hun bevægede hen for at tage et glas fyldt op med vin. Dog ikke uden at snakke lavt til ham. Og hendes ord fik det ene øjenbryn op halvt i panden. "Komtesse? Vent, de Pompadour komtesse. Jeg synes, det våbenskjold virkede bekendt." Jontar nikkede til sjalet, der havde symbolet af familien. Og halskæden havde egentlig også. Hvordan havde prinsen overset dette? Men igen, hvilken adelig arbejde på den slags teater? Dette var gået fra skægt til interessant. Gina, eller komtesse, var i sandhed en interessant person.

At hun takkede ham for komplimenten, nikkede han tilbage til, endnu med smilet på læberne. Komplimenter skulle gives, når de passede. Og prinsen havde virkelig nydt aftenen med Gina. 
Nu var det hans tur til at rejse sig. Han gik hele vejen rundt om bordet for at stå med en halv fods afstand til kvinden. Hovedet kiggede ned, hvorefter han rakte sin ene hånd ud med håndfladen op af. "Vil De give mig denne dans, komtesse?" spurgte Jontar i normal niveau, som var dette første gang, han havde gået hen og snakket med hende for første gang. Dog var hans ansigtsudtryk alt andet end dette. Det bar endnu tegn på den magt, han havde over hende. Der kunne deles mange oplysninger, når man stod tæt og dansede. Og denne melodi var langsom, så det ville blive virkelig tæt. Perfekt position til at hviske, indtil det ikke var sjovt mere. Komtessen kunne ikke sige nej til en dans med sønnen af fyrst Sephyran. Det ville bringe blikke, hvis hun gjorde dette. Og det var tydeligt, hun ikke ønskede folks øjne på hende. Men hun havde ét sæt limefarvede øjne på sig. Og de veg ikke fra hende. 

Som hun satte sig, og han endelig fik sammenkædet hendes familiehus og rang, så hun væk, ud mod udendørsarealerne og bed sig kort i læben. ”Mhm,” lød det fra hende inden hun lod blikket glide tilbage til Jontar. Han behøvede ikke at vide hvad hendes rigtige navn var, gjorde han? Forhåbentlig havde han ikke hørt om hende, hendes lunger og hvordan de gjorde hende ugiftelig. Lægerne stolede jo ikke på hun ville kunne overleve en fødsel – så hvad havde hun af værdi for en mand der havde brug for arvinger eller afkom?

Hygiea lænede sig tilbage i sit sæde, som han rejste sig. Måske fik hun noget fred nu. Hendes store, halvtrætte, blå øjne fulgte dog fyrstesønnen. Så snart hun anså at han ikke var på vej væk, men på vej over til hende, rettede hun sig mere op – lod som ingenting. Han stoppede ved hende og tilbød sin hånd, så de kunne danse. Hygiea lukkede sine øjne et kort øjeblik, som hun tog en dyb indånding og overvejede sit svar. Hun kunne sagtens sige nej. Hygiea havde altid en undskyldning for alting. ’Mine lunger kan ikke lige nu’. Ingen turde at sige hende imod, for hun var den eneste der kunne mærke det og lyttede hun ikke til sine lunger, ville lungerne kollapse og var der ikke en læge i nærheden til at hjælpe, kunne hun dø. Ingen ville sige hende imod, når hun truede med sin egen død.

Men hun tog hans hånd. ”Med glæde,” lød det fra hende, med et lille smil, så enhver der så på hende, troede hun oprigtigt gerne ville danse med fyrstesønnen. Hun kunne dog tydeligt læse den magt han stod med i sit ansigt. Han havde ikke tænkt sig at lade hende få fred, bare sådan. Ligesom forleden dag. Hygiea elskede opmærksomhed uanset hvilken slags det var. Hendes adelige titel og teatret måtte bare ikke blive blandet – det var det vigtigste. Hygiea dansede jo også professionelt på Krystalpaladset. Det ville i hvert fald være svært at sige at Hygiea ikke ville have alle øjne på sig. Dog ønskede hun ikke for alle ører at lytte til den samtale de to adelsfolk skulle til at have.

Det virkede, at Gina diskuterede med sig selv, om hun skulle tage Jontars hånd. Turde hun risikere at fortsætte aftenen med hende, men turde hun tage den mulige konsekvens? For skønt fyrstesønnen næppe agtede at stille sig op på et bord og råbe til hele festen, at denne komtesse var en del af hovedstadens erotiske teater, kunne han endnu gøre livet surt for hende. Fortælle andre adelige og måske fra de Pompadour slægten, at de skulle tage et kig på det erotiske teater. Det ville bringe chok, hvis Ginas familie så hende i dén kontekst.

Til sidst valgte Gina dog at lægge sin hånd i Jontars. Prinsen lukkede blidt sin hånd om hendes, som han førte hende ud på dansegulvet. Hun var markant lavere end ham. Ikke bare en anelse, men meget. Det vidste han godt. Han havde oplevet deres højdeforskel før. Derfor var der heller ingen tøven, da han bevægede den anden hånd ned mod hendes lænd og blidt pressede hende til at danse tættere. I en svajende bevægelse fulgte de alle de mange andre dansende par. Ja, de passede ind lige nu. For alle andre var de blod et par adelige, unge voksne, der nød hinandens selskab. Og Jontar nød det da også. Spørgsmålet var mere, om Gina nød dette.
"Fortæl mig, komtesse, vil De virkelig gerne have, jeg holder mund om Deres sideprojekt?" Stemmen var atter lav og fordi de dansede så tæt, var det umuligt for selv de tætteste dansende par at høre dem. Og smilet på Jontars læber kunne lige så godt være på grund af selvtilfredsheden ved at have vundet en kvinde til dans, men Gina vidste bedre. Hun vidste, at smilet omhandlede hende, men ikke denne dans. I hvert fald ikke denne dags dans. Og prinsen havde en lille plan med Gina. I sidste ende var han jo en fuldblodssøn af fyrst Sephyran. Hvis ikke Jontar havde sleske planer, var han virkelig en Kazimi-mand?

Hans hånd var blid og anstændig om hendes. Som en komplet modsætning fra den anden dag; ja hun havde jo nærmest selv opfordret til et mere hårdt greb. Uden en tøven fulgte hun med fyrstesønnen ud til dansegulvet. Nu havde hun sat sig for det. En anstændig dans, med en uanstændig samtale – Hvad kunne gå galt?

Hygiea havde vænnet sig til at alle var højere end hende, medmindre man var en Abilevés eller Baradur. Hygiea havde intet imod at blive budt ind til at danse tættere, for de sikrede vel bare, at når hun hviskede sine ord ind i hans brystkasse, at det kun var ham der hørte dem, ikke? Hendes frie hånd placerede hun ved hans skulder. Hun gjorde sit bedste, for ikke at lade spændingen om han mulige spørgsmål være i vejen for hendes ellers perfekte dansetalent.
”Ja,” svarede hun uden tøven. Der var vitterligt ingen tvivl om at hun ikke ville have Jontar åbnede munden om hendes teater til andre. Hun lod dog et smil blive på sine læber, som nød hun mandens selskab – som var delvist rigtigt, når han ikke snakkede om noget der kunne sammenkædes med hvad de to lavede forleden.
”Det kan De godt, ikke?” lød det fra hende, som hun lod sine store blå øjne se op mod ham. Næsten på samme måde som den anden dag. Dog var blikket ikke uanstændigt, men nærmere spørgende.

Deres dans var rolig og alt andet end, hvad mere garvet dansere kunne udfolde sig i. Det var heller ikke dansen, der holdt Jontar igang med Gina. Nej, det var deres yderst fascinerende samtale, som lokkede prinsen. Og som kvinden lod sin hånd finde vej op på hans skuldre, kunne han ikke lade være med at føle, at han havde fanget hende. Hun var i hans fælde. Hun kunne ikke flygte. De skulle være sammen lige nu uanset hvad. Uanset, hvad de snakkede om eller hvad de gjorde, så ville Gina ikke flygte. For hun vidste, hvad Jontar vidste. Og hvis ikke hun ville have det ud, lod hun sig blive nær ham.
"Det kan jeg godt, men mine læber kan blive løse. Især med det vin, jeg har fået i dag." sagde Jontar tydeligt drillende. Selvfølgelig kunne manden holde sine ord inde. Der skulle tønder af vin, før han lod hemmeligheder blive spildt sammen med mulig opkast. Han var en Kazimi. De var bygget op af hemmeligheder. At holde på disse kom på ligende fod som at gå for dem.

Hånden om hendes lænd fjernede sig for at give plads til den anden hånd. I en elegant bevægelse skubbede Jontar hende helt ud, så begge deres arme var udstrakte, før han trak hende tilbage. Armen fandt vej rundt om hende, som den anden hånd fandt vej til hendes hofte, som han svajede med hende sådan. Jontars frontside mod hendes bagside. Nakken lænede sig ned, så munden var meget tæt på hendes øre, som deres svajen fortsatte. "Men De kan hjælpe min mund med at blive lukket. Jeg ved jo, De er den fødte danser. Bare ikke til dénne type af dans, Gina." Trykket på navnet blev placeret bevidst. Det var tydeligt, hun ikke ønskede at have dette navn til at blive brugt nu, men hun havde ikke givet sit rigtige. Jontar kendte ikke samtlige navne på alle kvinderne i samtlige slægter - selvom hans fader ville ønske, hans søn kunne dette. Derfor ville Jontar havde hendes navn ud af hende. Hendes rigtige navn. 

Som var Hygiea en født danser, lod hun ham føre hende. Sådan var det jo. Hun kunne sagtens danse uden arme, men at have dem placeret rigtigt, virkede bare mere rigtigt. Noget som ikke ville virke til at bringe dem unødig opmærksomhed.
Hans ord om vin og løse læber, fik hende straks til at overveje hvordan hun ville kunne beskæftige ham resten af aftenen. Skulle hun blot sørge for at sørge for han ikke slap ord, indtil han faldt i søvn måske?
”Det går jo ikke,” lød det fra hende, som hun opstillede et bredt og leende smil, som havde han fortalt en spøg. Hvis hun havde været i private lokaler havde hun nok lagt hen hånd på under hans kæbe og sørget for at holde den lukket og fortælle ham at han ikke fik mere vin at drikke for den aften.

Hygiea blev elegant slynget ud - Træk vejret dybt, Hygiea - for at blive samlet ind igen, således hun stod med ryggen til ham. Hun lod sig dog stadig føre professionelt. Hun tillod sig derfor også at lade sin hånd lægge sig oven på hans og nonverbalt bede ham og at flytte den højere op. Ikke nogen grund til at være for uanstændig, vel? Hun lod dog ikke sin krop bevæge sig væk fra hans. Det havde hun ikke noget i mod.
Ørene lyttede opmærksomt til de lave ord og gav hans hænder, så kraftigt et klem hun kunne… Hvilket ikke var særlig kraftigt. ”Hygiea. Mit navn er Hygiea,” fortalte hun og skævede i retningen af hans hoved, for kun at lade øjnene få klart udsyn til hans læber. Zalans. Hvorfor var hans så god, og så slem på samme tid?
”Hvad har De i tankerne, Deres Højhed?” lød det hviskende til ham, med en snert af den tone hun havde haft forleden dag. Hun ville ikke lægge ordene i ham, men det virkede næsten som om at han fortalte hende, at han ville holde sine ord for sig selv, hvis hun gav ham endnu en dans og…

Nej, det gik nemlig ikke. Eller det gik ikke for kvinden. For Jontar kunne han snildt fortælle om hans erfaring i det erotiske teater. For mænd var det ikke forkert at udfolde seksuelt med mange kvinder på forskellige fronter. De havde jo horn, de skulle træne og ud med. Men for kvinder var dette modsat. De skulle helst forblive uskyldige og så rene som muligt. Derfor ville det ikke kun ødelægge hende, men også tilsmudse hendes slægts navn, hvis sandheden kom ud. 

Hun lod sig blive ført ud og helt ind igen. Hun lod sågar sin hånd lægge på hans. Dog flyttede hun denne op og væk fra hoften. Ikke den slags dans her. Det var kun i går, det kunne dette. Og han kunne mærke klemmet, hun gav, omend det ikke var synderligt kraftigt. Derfor gjorde det intet andet end et lille smil frem på læberne. "Hej, Hygiea. Rart at møde Dem." Han kunne se, hvordan hun drejede sit hoved og havde direkte udsigt til læberne. Ikke hans øjne, men læber.
"Hvad jeg har i tankerne?" gentog Jontar, som han rettede sin nakke. Han svang Hygiea ud igen og lod derefter sine hænder falde tilbage mod hendes hofter. Begge hænder denne gang. Hvis hun ønskede, kunne hun lægge begge hænder rundt om hans nakke. "Jeg kunne godt lide Dem i går. De var en god danser. De gav mig en nat, jeg ikke vil glemme i den næste tid." sagde Jontar med blikket over hendes hoved. Det var tydeligt, han ikke direkte sagde, hvad han ville. Han sagde, hvad han havde på tankerne. Men selv en landsbytosse kunne regne ud, hvor prinsen var på vej hen. Og Hygiea var ikke en dum kvinde. Hun kunne godt regne den smilende fyrstesøns ord ud.

”I lige måde, Deres Højhed,” lød det fra hende, selvom hun ønskede at de ikke havde mødtes lige nu, til et bal. Det virkede bare ikke passende. Kunne de ikke have mødtes til noget mere småligt? Og så alligevel, så var der nogle ting ved hele situation hun elskede – som var det en anstændig indledende leg til noget uanstændigt.

”Mhm,” lød det bekræftende, om at hun var nysgerrig på hvad han havde i tankerne – hvad han havde lyst til. Hun blev svunget ud, således hun nu havde sin front mod ham. Helt per automatik, rakte hun sine hænder om hans nakke. Det var på ingen måde noget hun tænkte over, det var bare så automatiseret.
Hygiea trak på et lille ’forlegent’ smil og hun lod blikket søge ned, selvom de alligevel ikke rigtig så hinanden i øjnene. Hun var da taknemmelig for komplimenten, men hun kunne ikke finde ud af med sig selv, om hun ønskede han glemte den nat hurtigst muligt, eller aldrig. Glemte han den aldrig, var hun jo i sandheden dygtig til at give en ekstra mindeværdig oplevelse.
”Er det virkelig dét som De har i tankerne?” lød det fra hende, som hun hævede blikket fra hans brystkasse til at søge efter hans øjne. Det kunne være lidt svært når man var så lille, dansede så tæt og ens dansepartner ikke rigtig så en i øjnene. Udsynet var jo næsten dirket op i hans næse. Det var dog ikke det hun fokuserede på. Gav han hende ikke et blik med det samme, ville hendes øjne dog hvile på hans læber og hans smil.
Hygiea var efterhånden en mester i at tyde hvad folk mente med de ord de brugte, hvordan det blev sagt og deres kropssprog. Det var i hvert fald en egenskab man havde brug for når hun dansede på en scene i sit teater eller når hun blot beskuede tilskuerne. Hun ville ikke have nogle brød teatrets regler, medmindre danseren havde givet lov. Efter en aften med Jontar, følte hun uden tvivl også at hun kendte hans kropssprog bedre og hun havde en god fornemmelse af at de ikke ville afslutte deres aften på dansegulvet.

Melodien virkede snart til at være ovre. Ellers var det en alt for lang sang at spille til disse slags baller. Derfor udnyttede Jontar da også dette samt sine hænders position til at afslutte dansen på en fornem måde. Han kendte tl Hygieas krop. Den var blevet observeret, studeret og afprøvet dagen inden. Derfor vidste prinsen, at han snildt kunne løfte hende. Derfor var der ingen tøven, som han tog en anelse bedre fat om hendes hofter, hvorefter han løftede hende op, så hendes ansigt var højere oppe end hans. Samtidig snurrede fyrsteprinsen rundt således, at hendes kjoles stof plafrede i den blide vind på en elegant og yndig måde.

Efter et par ture blev Hygiea sat tilbage på dansegulvet, tættere end før. Jontars hænder flyttede sig en anelse, så fingerspidserne trommede blidt mod hendes baller igennem kjolens stof. Kvinden stillede de helt rigtige spørgsmål. Selvfølgelig havde prinsen dette i tankerne, men det var ikke de eneste. Derfor pressede han kvinden tættere ind mod sig og kiggede direkte ned i hendes øjne. "Selvfølgelig tænker jeg ikke kun på i går. Hvorfor leve i fortiden, når man kan leve i fremtiden, Hygiea? I nutiden." Hvis ikke Jontars inddirekte ord var tydelige, måtte hans kropssprog være. Hændernes placering var tydelige, hvor og hvad de ville. Tætheden af deres fronte sagde også noget og det var prinsen, der havde presset dem tætte. Øjnene, der kiggede direkte ned i Hygieas øjne, sagde også noget for sig. Som danser på et teater - erotisk eller ej - måtte Hygiea være en menneskekender. Derfor forventede Jontar også, hun ville mærke, hvad han ville og krævede. Så svært var det jo ikke i sidste ende. De havde været tætte i går. Tættere end nu. Meget, meget tættere.

Hygiea kunne mærke hvordan Jontar ændrede lidt på sit greb, og forberedte sig per automatik i at blive løftet, som en slutning af deres dans. Et tilfreds smil kunne ikke lade være med at sprede sig på hendes læber. Der var bare noget andet ved at danse med en man ’kendte’, som ikke bare var ens dansepartner. Afslutningen på dansen, ville også kun få dem til at se ud til virkelig at nyde hinandens selskab og have en mægtig god kommunikation. Hvis Hygiea ikke var syg, ville det jo have været perfekt. Det at holde sig oppe så længe, og ikke falde sammen som en sæk kartofler, var hårdt for lungerne.

Fødderne blev atter plantet på gulvet og hun kunne mærke hvordan lungerne trængte til en pause fra dans. Der var derfor heller ingen modstand, da Jontar trak hende tættere ind til sig i sine arme. Et muntert og letter forpustet fnys kom fra hende. ”Nutiden?” spurgte hun, velvidende om hvad han mente. Hun lod sine blå øjne fjerne sig fra hans, i en søgen efter et mere privat sted at opholde sig. Han var god til at skjule sin iver, men det var vel også klart, at han blev nød til det, nu hvor Hygiea havde udtrykt hvordan hun ville have det skulle være en hemmelighed. ”Jeg skal i hvert fald have mig en pause fra at dansegulvet,” lød det fra hende, som øjnene fandt tilbage til hans. Brystkassen hævede sig en anelse i takt med hendes vejrtrækninger. Hendes ord, var i den grad også en undskyldning for at komme væk fra uvedkommendes øjne. Hendes hænder gled langsomt ned fra rundt om hans nakke og ville hvile på hans brystkasse, medmindre han trak sig.
Skjult i sjalet, var der en lomme til en lille metallisk æske fyldt med piller. Denne fandt hun frem med sin telekinese, og lod den lande i sin ene hånd, således hun kunne snuppe noget medicin på vejen ud.

Hygiea lod ham dominere i deres dans. Herren førte jo an, sådan var det i en dans og i meget andet. Alligevel kunne Jontar ikke lade være med at smile tilfreds, som han havde løftet den lille kvinde og derefter sat hende ned igen for at trække hende helt tæt. Selv dette virkede ikke til at være irriteret af hende. Hun havde sågar sænket sine hænder fra hans nakke til den løftede og sænkende brystkasse. Og prinsen trak sig næppe væk. Dog kunne han ikke lade være med at bide mærke i, hvordan hendes øjne veg væk fra hans og i stedet ud i lokalet med de mange andre balgæster. Ønskede hun at trække sig væk til private korridorer og færdiggøre deres dans, omend den nok ville blive forvandlet lidt af natur?

"Jeg kender paladset. Jeg ved, hvor andre værelser er." fortalte Jontar lavmælt, som han løftede begge hænder for at tage fat i den ene af hendes. Den anden var allerede fyldt ud af en lille æske, hun havde fået frem uden at røre den. Der var så mange forskellige magiske evner rundt omkring blandt alle. De kom i alle former og begrænsninger.
Med sin hånd om Hygieas bevægede Jontar sig væk fra dansegulvet og mod en af de store døre, der førte ud af balsalen og ud i gange, hvor der var mange flere døre. Nogle ville føre til kosteskabe, andre til andre dele af paladset, men nogen ville også føre til værelser. Og hvis Jontar kendte midvinterballet, var ingen af disse værelser aflåste. Der skulle jo være mulighed for at lade festlighederne fortsætte for alle og enhver. 
At trække Hygiea med sig var også for at vise, om hun var frisk som ham. At hun gerne ville væk fra offentligheden og mere i det personlige. Selvfølgelig ønskede komtessen dette. Det havde hun givet udtryk for. Men ved at lade Jontar tage kontrollen og føre hende hen til døren, ville prinsen også vide, om hun endnu afgav sig magten. De var ikke på teateret. Hun var ikke den gemene danser, Gina. Hun var komtessen af de Pompadour, Hygiea. "Damerne først." sagde Jontar høfligt, som han åbnede døren. Détte ville han have hende til at gøre. Træde væk fra balsalens offentlighed og ind i, hvad end privatheder de ville ende i. Dette var første skridt mod noget. 

Det var ikke gået Jontars næse forbi, at der var nogen i Pompadour-slægten, der led af en mere unik helbredslidelse. At være søn af fyrsten, der havde ører i hele landet, havde sin fordel. Dog havde Jontar ikke fået navnet eller uddybelse på denne lidelse. Men med Hygieas lille pilleæske havde han nu fået svar på én af de to undrer. Hans fader ville næppe godtage at lade dårligt helbred komme direkte og velvidende ind i Kazimi-slægten. Det var jo inddirekte derfor, Jontar var med til disse arrangementer. For at finde en kandidat til sin hustru. Men prinsen havde mere at se til end at finde en yndig kvinde at pryde sin tilværelse med. De behøvede jo ikke være hustruer for at pryde hans tilværelse.

Døren lukkede Jontar i efter sig selv - til Hygieas store chok åbenbart. Prinsen var dog afslappet og galant i sin attitude. Intet skræmt eller forbavset ansigt. Han bevægede sig blot et halvt skridt tættere på den mindre kvinde. Nok afstand til, at det ikke virkede anmassende. Han kunne allerede høre rygterne, hvis han var for meget. 'Kazimi-søn låste komtesse inde'. Døren var dog kun lukket. Tog Hygiea i håndtaget, kunne hun komme ud. Og Jontar ville ikke stoppe hende.
"Hygiea, kender vi ikke hinanden nok til at være dus?" Jontars stemme var lige så afslappet som ham selv. Ja, ligefrem venskabelig. Især med det rolige smil på det flotte ansigt. "Hvad jeg ønsker ligefrem? Ikke noget lige nu. Selvom et ekstra nummer fra i går ikke vil være dårlig. Men denne gang bør jeg vel deltage mere aktivt, hvis det skulle være." Jontar kendte mere end godt til den fine grænse mellem casanova og maniplator. Derfor valgte Jontar bevidst at holde sin afstand. Hellere lade Hygiea tage de fysiske skridt, imens han tog de verbale. Livet handlede om balance. Alt i livet var én stor vægt. For meget i den ene skål og kaos og drama ville forekomme.