Selvfølgelig skulle Barakat abu Jalid ibn Attalah al-Balzera være til en af de største begivenheder i Krystallandet. En folkehelt som ham skulle selvfølgelig vise sig frem foran Lysets Dronning og hendes hof. Han vidste at Dianthos ville være koldt, så han havde fået arrangeret klæder i hvid pels, der ville prydes godt med hans løve skulderplade og det vide hår. Han skulle vise at folk fra Rubinien vidste hvordan man klæder sig.

Så han var mødt op i dragt af hvid silke, der var broderet med mørkeblå sting. En lang hvid slængkappe, der var hæftet med sin skulderplade. Han dækkede sit hår og kappen i et lag frost, så han glitrede når han passerede fakler. Han var et skue uden lige. Overdådig og prangende. Lige hvad der ville få hofgængere til at få øjnene op for dette pragteksemplar af en mand til denne midvinter festlighed.

----------------------------------------

Sikke en festlig aften. Folk er klædt godt på, og stemningen virker god. Så mange forskellige mennesker, og sikke mange der endnu ikke har hørt hans fantastiske historie om hvordan han besejrede de fem løver i Rubiniens ørken! Han skulle lige finde sit publikum på et tidspunkt, men han tænkte at først, så ville han benytte sig muligheden for at få sig en lille bid mad. Rejsen har været lang hele vejen fra Rubinien, så det ville gøre godt med at få stillet lidt af sin apetit, inden han skulle finde nogen venlige sjæle at underholde sig med. Det skulle nok blive spændende.

Saga var ikke klar over, hvordan det var lykkedes hende at komme ind på paladset. Heller ikke selvom det var som tjenestepige. Men her var hun altså: klædt i en smuk grøn kjole magen til alle de andre tjenestepigers og gående rundt med en bakke med forfriskninger til de højtstående noble, der rent faktisk var inviterede til festen.
Det var rent held hun var endt her, for der var langt fra Dianthos gader, hvor hun for det meste sov, og til her. Men på et af sine besøg på Svinet (for at bruge de penge hun havde hustlet sig til) havde hun overhørt to soldater tale om, at køkkenet manglede hænder til det kommende bal. Så Saga havde taget en beslutning, havde droppet at drikke sig fra sans og samling den aften og havde i stedet gemt pengene til at besøge en badeanstalt næste morgen. Ren og pæn, og med håret i en fletning, var hun gået op til paladset og spurgt den første og bedste vagt, hvordan hun kunne komme til at tale med køkkenchefen.
Der var langt fra køkkenet til pladsen hvor Lysets riddere trænede - som hun stadig drømte om at blive en del af en dag - men nu havde hun da taget første skridt og var kommet ind på paladset. Også selvom det kun var for dagene op til - under og efter ballet.

Men arbejdet i køkkenet, og som tjenestepige, var ikke særlig meget anderledes fra det hun havde lavet hjemme, så hun vidste sig at være ganske ferm til det. Ind og ud gik hun mellem diverse noble, der var klædt i fine klæder og smykker fra top til tå. Fra tid til anden stoppede hun og tilbød nogle af de forfriskninger der hvilede på den fine sølvbakke, eller også blev hun stoppet af nogle, der var interesserede i at smage på det hun nu bar rundt på.<br>
"Undskyld, herre, men kunne jeg byde Dem på en forfriskning?" Spurgte hun, som hun nåede hen til en mand med kridhvidt hår og en skulderplade formet som en løve.

Han nåede ikke at vente længe inden en nydelig kvinde der bar på diverse forfriskninger. Sikke en service! Man skulle tro at de havde folk, der kunne læse ens tanker. Her havde han lige stået og tænkt at det nu ville være fantastisk med en let forfriskning inden aftenens festligheder.
"Jeg takker så mange gange," sagde han med en høj munter stemme
Han tog en af de fine glas med en sprudlende væske i nogle ganske fine glas. Nok noget lavet i norden, fordi stilen var meget anderledes end den rubinske, men ikke desto mindre et interessant valg i design. Som han lagde sine fingre om glasset, dannede der sig rimfrost langs glassets sider, som straks sørgede for at køle den let alkoholiske væske ned.

"Hvad er det som De serverer lige nu? Jeg er meget interesseret i at lære mere om den nordlige levevis."
Han smilede varmt til tjeneren, som havde været så venlig at bringe ham forfriskningen. Det kunne da være fremragende hvis han kunne lære lidt om, hvordan det var at leve så langt mod nord, hvor der sneede så meget. Det eneste sne han var vant til, var den som han selv kunne lave, men i den rubinske hede, så holdt den aldrig særlig længe. Hans evner var også langt bedre brugt til at fryse frugtsaft ned, til en lækker forfriskning i de varme eftermiddage.

Der var sgu sikkert nogle til den her fest, der kunne læse tanker. Men Sage var ikke en af dem, og havde kun henvendt sig til den fornemme mand fordi han havde stået tomhændet. Det var hun ret sikker på ikke gik til den her fest, og hun havde fandeme ikke tænkt sig at risikerer noget ved det her job fordi hun ikke passede sit arbejde. For måske var hyren ikke fyrstelig, men lige nu sov hun på paladset og fik mad hver dag, så det var et ret stort skridt i den rette retning.
"Eh..." svarede hun, lidt for optaget af den rimfrost der havde dannet sig på glasset i det øjeblik han havde taget det. Jævnt sejt. "Mad?" Svarede hun så, inden det gik op for hende, at det muligvis kunne misforstås som værende flabet. "Jeg mener, det er jeg ikke sikker på, det beklager jeg. Men, altså, det smager hammer godt og jeg tror der er noget skaldyr i. Det ligner lidt små laksetærter, selvom der også er nogle krydderier i, som jeg ikke er bekendt med." Fortsatte hun, og fik afsløret at hun havde smagt på det. Hun havde altså ikke hapset! Køkkenchefen havde bare stillet noget frem til dem, som de kunne spise af dagen igennem. "De skulle prøve dem med kylling, de er fantastiske, hvis De altså kan lide kylling." Blikket, der igen havde fundet hans ansigt, gled atter ned på glasset i hans hænder. "Undskyld mig, herre, men, lavede De lige is? Det er ret utroligt!" Hun burde nok gå videre inden hun blev smidt ud af paladset på røv og albuer, men det havde altså været ret sejt det der tricks.

Det var tydeligt at kvinden ikke var så vant til at være tjener. Eller måske var det sådan en nordlig ting. Nu havde han også været meget vant til at i Rubinien var mange folks tjenere slaver. De havde det med at være en del kuet, og så vidt han vidste, så var nordfolket ikke tilhængere af slaver. Selv så han ikke det store i slaver, da de ofte var en risiko. Så hellere bare bruge penge på en tjener. Der var intet mere loyalt end det der blev betalt.
Men kvinden her foran ham snakkede så bramfrit, at han næsten blev betaget af denne mærkelige kultur. Tænk at hun kunne gå op og snakke om hvordan hun selv havde spist af maden. Fascinerende. 
"Frisk fisk! Det er ikke noget som vi får tit i Balzera," sagde han og tog noget af den mad som kvinden havde udpeget.
Det smagte... særligt? Han kunne ikke rigtig beskrive smagen, men nu var det også meget anderledes end det han var vant til. Han havde fået mad der skulle minde om noget fra flodlandet Azurien, og vind fra Medanien, men der var så meget han endnu ikke kendte fra resten af landet. Måske han skulle prøve noget andet senere. Så kunne han altid vende tilbage til disse laksetærter senere.

"Ah, så har de ikke set alt hvad jeg kan og har opnået."
Han var ganske tilfreds med at kvinden havde lagt mærke til hvor fantastisk han var. Hvordan kunne hun ikke det? Han var jo et pragteksemplar på en mand. En stor kriger! En fantastisk mand! En kender! Han var alt hvad man kunne bede om i en rigtig mand.
"Hvis de ser det her ar," sagde han og pegede på arret der gik over hans højre øje. 
"Det er fra den gang jeg besejrede fem løver i Rubiniens ørken."

Saga kunne godt fornemme, at hun måske burde skrue lidt ned for charmen. Tjenere plejede at være en del mindre bramfri og en del mere høflige, og hun havde det altså med at glemme formerne engang i mellem. Men havde andet kunne man regne med fra en tøs, der var vokset op på kroen i Tusmørkedalen og havde flakket rundt de sidste par år.
Om ikke andet besluttede hun sig for at give det et forsøg, for hun havde ikke lyst til at ende med at fornærme ham. Og hun havde slet ikke lyst til at være skyld i en eller anden diplomatisk krise bare fordi hun ikke kunne neje og sige "javel ja," og "er det sandt?".
Saga anede ikke, hvor Balzera lå - hun var aldrig kommet længere end til Dianthos, men nikkede alligevel for at vise, at hun så absolut vidste hvad han talte om.

Tilfredsheden hos ham var slet skjult og Saga besluttede at det nok ville være bedst at blive ved med at rose ham, for han syntes at kunne lide det. Og hun kunne godt stryge en mands ego lidt, hvis hun fik lov til at blive i køkkenet og smage af maden. "Virkelig?" Hun havde aldrig set en løve i virkeligheden, men hun havde engang læst om dem. "De må være meget stærk, hvis de har kunne besejre frem løver på en gang. Jeg mindes engang at have læst, at de er ganske stærke?" Det kunne jo være, at han virkelig var meget stærk. Eller at det havde været fem syge løver. "Jeg vidste heller ikke, at løver boede i ørkenen. Skal de ikke kunne drikke vand?" Fortsatte hun uskyldigt, da hun faktisk ikke anede om der skulle findes en art ørkenløver, der ikke behøvede vand.

Det gik stærkt med kvinden foran ham til at prøve at prikke hul i historien, men han havde fortalt denne historie så mange gange, at det var så godt som umuligt at få ham til at vakle. Det her var hvad han virkelig kunne. Fortælle historier, og især den her, som han kendte så godt.
"De er en ganske intelligent kvinde. Det er helt rigtigt at løver støder man ikke på ude i de åbne ørkensande, men omkring oaserne vil der kunne findes mindre løvegrupper.
Og det var netop sådan et sted jeg stødte på dem."
Det var ikke svært at fornemme at Barakat var på vej ind i en meget dramatisk fortælling, om sine heltedage.
"Fem løver er ikke noget som enhver almindelig kriger vil kunne håndtere. Det kræver taktik og snilde. Løverne er stærke, og man skal passe på at man ikke lader sig omringe af dem.
Men der stod jeg, efter flere dage i ørkenen. En lovende oase, men løverne var klar på at forsvare deres vandingssted til døden.
Jeg drog mit sværd! Parat på at kæmpe for mit liv. 
Den første sprang efter mig, men jeg dukkede mig ud af vejen, mens jeg flængede dens bug op i et enkelt hug.
Den næste var klar til at springe efter min strube, men med en let bevægelse stak jeg sværdet i uhyrets store gab!"
Mens Barakat fortalte viste han med sit kropssprog hvordan han håndterede sit sværd i voldsomme og dramatiske bevægelser. Han var et sandt levende teater.
"Den tredje og fjerde gik efter mig samtidig! Jeg sprang bagud, og de tordnede sammen. Hurtigt fik jeg skåret hovedet af den ene, men den femte - den store hanløve - han var ikke tilfreds med at jeg var ved at gøre det af med hans harem.
Inden jeg nåede at gøre det af med den fjerde, trådte hannen frem. Tydeligvis ude på at udfordre mig. Vi begyndte at cirkle hinanden. Jeg skulle hele tiden holde øje med ham, men også den sidste hun. 
Men den han. Han var snu. På kun et kort øjeblik, hvor jeg skævede mod den sidste hun, sprang han efter mig. Jeg nåede lige knap at afværge en dødelig klo, som rev mig over ansigtet!
Blændet af mit eget blod, vidste jeg, at jeg måtte gøre en ende på dem, ellers ville de gøre en ende på mig. Med desperat mod sprang jeg ind mod løven med et krigers brøl. Den sprang op for at bide halsen over på mig! Men jeg jagede sværdet i brystet på ham! Med al min kraft stødte jeg sværdet i bund til skæftet! Varmt blod fossede ned over mine hænder, men jeg havde ikke tid til at nyde sejrsrusen.
Den sidste hun var klar igen, men jeg var høj på blodrusen. Som hun sprang efter mig, greb jeg fast i hendes hoved med de bare næver! Jeg sprang op på hendes ryg! Hun prøvede at kaste mig af, men jeg holdt fast! 
Jeg trak min daggert!
Jeg huggede den lige ind i hendes strube! Igen og igen! Indtil hun lå stille i sandet."
Barakat stoppede op i sin fortælling og pustede næsten lidt forpustet af sit vilde teater.
"Så, vær sikker på at have en god kriger med Dem, hvis de nogensinde skulle udforske Rubiniens ørken."

Saga havde egentlig ikke spurgt for at få mandens livshistorie, men det var ikke desto mindre hvad hun fik som han begyndte at tale... og tale... og tale.
Egentlig havde hun ikke sat spørgsmålstegn til, hvorvidt han havde løjet da han havde fortalt hende, at han havde taget fem løver selv. Ikke før han begyndte at fortælle hvordan. Igen; Saga havde ingen idé om hvordan løver var, men hans historie lød nu lidt for fantastisk. Ikke at han var en dårlig fortæller, for det var han ikke, og han fortalte levende med bevægelser der forstærkede historien og et øjeblik følte Saga næsten, at hun selv havde været der. Men det lød sgu lidt usandsynligt at han var sprunget op på en løve og nærmest havde redet den mens han havde stukket den ihjel.
På trods af tvivlen hos hende, turde hun ikke sige det højt da han gjorde mine til at være færdig med at fortælle.
"oh.. wow," havde hun ikke haft en bakke i hænderne ville hun sikkert have klappet. Ikke fordi hun troede på ham, men Saga satte altid pris på en god historie - sand eller ej. "De må være meget modig sådan at have turde kæmpe mod dem helt alene." Modig eller dum, for hun tænkte at de fleste nok var stukket af væk fra den der Oase - som hun heller ikke vidste hvad var. "Tak for Deres råd, men jeg tvivler på, at min vej nogensinde tager mig til Rubinien." Hun sendte ham et lille smil. "Ikke fordi jeg tvivler på, at der er dejligt, der er bare så pokkers - jeg mener voldsomt langt på fod." Og hun ejede ikke en hest og foretrak at rejse til fods, så det var bare en tur der virkede noget umulig. "Men er Deres bedrifter skyld I deres flotte skulderplade?" Spurgte hun, da det var langt mere sikkert at få ham til at tale, end at sige alt for meget der kunne fornærme ham. Heldigvis fornemmede hun, at han var ret glad for at tale om sig selv.

Selvfølgelig var kvinden betaget af hans historie. Hvem var ikke det? Han havde oplevet de mest eventyrlige ting! Der var ikke andet at sige, end at han kunne godt forstå hvorfor hun var ved at falde i svime for ham. Men hvis hun prøvede på noget, så måtte han desværre afvise hende, fordi han jo var lykkeligt forlovet med selveste Kaatima af Kazima. Kaatima ville altid komme først, fordi det var hende der havde pladsen i hans hjerte. 

"Jeg takker for komplimenten."
Det var meget tydeligt hvordan Barakat ruskede op i sit hår, så iskrystaller fløj op i luften, at komplimenter var meget effektive mod ham. Han sugede dem til ham hurtigere end en tør svamp sugede vand. 
"Jeg er også en af Rubiniens største helte. De skulle se mine arenakampe. De tiltrækker mange tilskuere. Det er den største attraktion at få lov til at se selve Isløven fra Balzera i arenaen."
Hans proklemation var fyldt med enorme mængder af stolthed. Så meget at det overflød for længe siden.
"Jeg fik skulderpladden i gave af en af de bedste smede i Rubinien efter mine store bedrifter. Den slags eventyr bør altid hædres. Naturligvis med måde, men man skal ikke glemme hvilke store folk man har i sin midte mens de stadig lever."

Saga havde så sandelig ikke tænkt sig at prøve noget som helst med den her mand. Joh joh han var da flot og alt muligt, men alt den selvglade snak interesserede hende ikke rigtigt. Faktisk var der ikke rigtig noget der interesserede hende, når det kom til kærlig og lyst - hun ville hellere drikke god mjød, jage og sove på en kro en i en eller anden seng. Især en, der uden tvivl heller ikke ville holde mund oppe i sengen.

En enkelt iskrystal dalede ned og landede på hendes øjenvippe, så hun måtte blinke et par gange for at få den væk. Det var lang tid siden hun havde oplevet den fornemmelse, men den var sgu helt rar. "Jeg kender desværre ikke så mange helte fra Rubinien, min herre." Så derfor anede hun ikke, om han var den største af dem. Måske den med størst ego? "Men det lyder spændende med arenakampe - det har jeg desværre også være foruden."
Saga kendte ham ikke, og det kunne jo godt tænkes, at han rent faktisk var en helt, så derfor kommenterede hun ikke ind til behovet for at fejre ham eller ej. I stedet fokuserede hun på de løver han havde fortalt hende om. "Hvad gjorde De så med dem bagefter? Løverne mener jeg?"

Det gav et gib i ham, som kvinden nævnte at hun ikke havde hørt om nogle rubinske helte. Det var som om der var noget inde i brystet på ham der knækkede lidt. En perfekt sphere der krakelerede under presset. Det kunne ikke passe at hun ikke havde hørte noget om ham. Hans navn blev hyldet i Balzera!
"Jamen, så har De hørt om Barakat abu Jalid ibn Atallah al Balzera, men De kan kalde mig Barakat."
Barakat fangede hurtigt fatningen, og som altid fejede sin knækkede stolthed ubevidst under et metaforisk tæppe af benægtelse og illusioner.

"Jeg ville gerne have taget deres skind med tilbage til Balzera, men jeg var mange dages rejse ude i ørkenen, hvor ingen kartograf endnu havde været. Det er meget farligt at tage for meget med sig, når man skal gå i mange timer i de kolde nattetimer, for at kunne nå frem til den næste oase, inden den hede middag. Løverne blev jeg desværre nød til at efterlade i oasen."
Han virkede næsten teatralsk beklagelig over de manglende løveskin. Men endnu en historie han har brugt mange gange, når han blev stillet overfor skeptikere, der stillede kritiske spørgsmål om hans historie. Alle skeptikere var bare jaloux over at de ikke havde lignende historier at fortælle om deres egne sølle bedrifter.

Det havde faktisk ikke været for at være flabet, at Saga havde sagt hun ikke kendte til heltene fra Rubinien; hun havde jo sagt at hun aldrig havde været i Rubinien, og det var ikke ligefrem fordi hun var belæst så hun havde ingen mulighed for at vide hvem han var. Men, altså, han tog nok ikke skade af et par stik til sit ego. Det virkede til, at han havde nok af det.
Saga gloede en smule da han præsenterede sig. Ikke nok med, at han præsenterede sig med en 17-18 navne, så endte han også ud med at sige, at hun kunne kalde ham ved fornavn. Som var de ligeværdige og han ikke var nobel. "Det er en fornøjelse at høre om Deres bedrifter, lord Jalid."

"Bevæger man sig kun ude i ørkenen om natten?" Spurgte hun, fascineret af ideen om kun at kunne gå om natten. Noget hun altid havde været advaret imod at gøre i Tusmørkedalen, hvor hun var vokset op. "Men det var nok for det bedste at efterlade dem, jeg kunne forestille mig de hurtigt ville kunne blive ulækre i den varme sol." Om han så virkelig havde slået de der løver ihjel eller ej anede hun ikke, men hun vidste i det mindste, hvordan man kunne skinne et dyr så man kunne bruge skindet bagefter.

Han kiggede lidt forvirret på tjeneren, der kaldte ham ved hans tilnavn. De nordlige folk havde virkelig et spændende forhold til navne. Han var trods alt ikke en del af de gamle familier, så der var ikke nogen forfader som havde resulteret i at hele hans slægt havde fået det samme navn, men han havde nu ikke noget imod at hans særlige tilnavn blev tiltalt med en hersker titel. Måske ville han en dag selv grundlægge en stor slægt sammen med Kaatima. Hans navn ville blive husket gennem hans efterkommere. Rubiniens yngste slægt - Huset Frost - Jalid. Han kunne se det for sig. Han lagde ikke en gang mærke til hvordan han kom til at glo huller i luften for et kort øjeblik, som han forestillede sig sin slægts storhed en gang i fremtiden.

"De bedste tidspunkter er at gå i skumringen. Ørkenen kan blive frygtelig kold om natten, og hvis man ikke passer på, så kan det oven i købet blive så koldt at kulden æder ens fingre. Om dagen er varmen den farlige dræber, men det vidste de sikkert allerede."
Hver eneste gang Barakat åbnede munden, blev hver eneste sætning fortalt med dramatisk flair. Der var ingenting som ikke fik lagt følelser i sig. Hvis der var noget der skulle virke skræmmende, så skulle han nok få pisket en stemning op.
"Det er mig stadig en stort ærgrelse at jeg skulle efterlade dem. Det ville have været smukke trofæer i mit hjem, men trofæer kommer desværre efter overlevelse. Uden min overlevelse, så vil historien ikke en gang have overlevet, og ingen ville have hørt om de heltebedrifter."

Skulle Saga være helt ærlig anede hun ikke, hvilket navn hun skulle tiltale ham med. Det der med former var ikke noget hun rigtig havde brugt før, og det eneste hun vidste var, at hun helt sikkert ikke skulle tiltale ham med hans fornavn. Også selvom det var det han selv havde brugt, for Saga var fornuftig nok til at vide at det næppe ville blive modtaget godt hvis nogen af de andre tjenere overhørte det. Alligvel var hun et øjeblik bange for om hun havde sagt det forkerte, for et stykke tid stod han bare og så ud i luften. Faktisk gik der så længe, at hun nåede at overveje om hun bare skulle undskylde sig og gå - sådan, inden han nåede at reagerer på en eventuel fornærmelse.

Hun havde netop nået at kaste et blik om bag ham for at se, om der var andre noble der kunne bruge noget af et der lå på hendes fad, da han endelig talte. Egentlig var det noget af en lettelse, ikke fordi hun ikke kunne undvære hans stemme eller noget, men fordi han ikke lød spor sur over hendes fortalelse. "Det lyder ikke som om varmen er det eneste farlige i ørkenen," svarede hun med et lille smil, og besluttede sig for lige at stryge hans ego og rede eventuelle problemer ud. "De er der jo til at tage sig af alle de vilde dyr." Åh gud, måske havde hun smurt lidt for tykt på, for der vel ikke grund til at fodre hans ego endnu mere. Selvom det også var sjovt at se hvor langt hun kunne trække den. "Selvfølgelig, De har så evigt ret." Sagde hun derfor. "Det er jo også derfor man normalvis ikke dræber mere end man skal bruge - medmindre man er tvunget til det, naturligvis." Eller fordi man ikke havde mulighed for at tage nogle trofæer med sig fordi man løj så vandet drev.

Han kunne mærke han havde fanget sig en der virkelig værdsatte hans selskab og historier, og for en gang skyld en som ikke havde hørt alle hans mange heroiske bedrifter. Det her skulle nok blive et fantastisk bal.
"Nej, ørkenen er noget af det farligste man kan være i. Varmen om dagen og kulden om natten er kun to ting. De er nemme at forberede sig på. De rigtig farlige ting er de utallige monstre. Har De nogensinde hørt om sandormen? Det siges at være et enormt monster som lusker rundt i ørkene og æder hvad end den kan fornemme kommer i nærheden af dens hjem.
Og udover det, så er der også sandstormene. Pludselig vinde som kan vare i flere dage, og man kan ikke se en hånd for sig, og sandet der river ens hud til blods."
Det var tydeligt at Barakat var kommet i selvsving. Hvis bare man gav ham muligheden for at starte på en længere fortælling, så greb han den, og man fik ikke lov til at slippe for at høre resten af historien.

"Nødvendigheden ved jagt er både smuk og sørgelig. Se hvordan en gazelle springer gennem oaserne. Elegante og smukke. Men for at vi kan overleve, så må man fælde det. En sørgelig nødvendighed, og vi må huske at vise vores bytte respekt."
Barakat vendte næsten på en tallerken i forhold til stemning han skabte. Lige for et øjeblik var det storslået og dramatisk. Nu var det næsten en rørende og sørgelig stemning han fik skabt. Nogen troede også at han brugte magi til at ændre stemningen i et rum.

Det havde faktisk aldrig faldet Saga ind, at hun skulle være så god til at smøre andre. Hun havde selvfølgelig lært sig et par tricks i de måneder hun havde boet på gaden, men, altså, hun var sgu godt klar over, hvor tykt hun smurte på overfor lord Jalid, som enten ikke bemærkede det eller også valgte at overhøre det. Eller bare valgte at give den mørkhårede tøs, der tydeligvis ikke var vandt til at færdes i disse kredse en chance. Det kunne jo også tænkes, at han var overbærende fordi han ikke følte for at lave en scene lige her og få hende fyret på stedet og hvis det var tilfældet, skyldte hun ham jo faktisk en tjeneste. Og Saga hadede at skylde andre tjenester.
Hun skyldte ham dog sin opmærksomhed, men det var ikke svært at få da han fortsatte med at tale om ørkenen. ”Nej,” svarede hun med en hovedrysten, ”jeg har aldrig været så langt sydpå, så jeg kender ikke meget til ørkenen, men det lyder sandelig spændende.” Og det gjorde det virkelig. Farligt, jovist, men fandeme også spændende. ”Hvad gør man så for at beskytte sig mod sandstorme? Jeg mener: hvis de opstår pludseligt, kan man vel ikke altid vide, hvornår de vil ramme?” Spurgte hun interesseret.

Saga havde engang set en gazelle i en bog og vidste, at det var lidt ligesom en hjort. Og de kunne i hvert fald bevæge sig elegant, så det kunne en gazelle sikkert også. Til gengæld var hun ikke helt sikker på om hun købte hans pludselig ændrede sindsstemning. Men det var også ligegyldigt, for det var tydeligt, at han var en god historiefortæller og dét kunne hun i hvert fald sætte pris på. ”Jeg har engang set en gazelle i en bog,” sagde hun, velvidende at hun lød som den bondeknold hun i bund og grund også var. ”Jeg husker, at de har et ret flot gevir?”

//Jeg beklager virkelig, virkelig meget. Det har været nogle meget hårde måneder, og da jeg troede det endelig var ved at vende... well det var det ikke. Sorry for mit uforskammede sene svar.