Krystallandet
Sparks 27.10.2020 21:27
”Pust ud og – slå!” en næve blev tævet mod den slidte sæk med sand. Så voldsom et slag, gjorde sand begyndte at glide ned over den blodige næve. ”Zalans det sviger!” brummede den høje spinkle kvinde, og sendte nogle vrede øjne mod den ældre mand. ”Forklar mig lige igen, hvorfor jeg skal stå model til dette? Jeg er ikke en gang sikker på, jeg gider være en del af ulvens klan længere” vrissede hun sammenbidt, mens hun nu lagde armene over kors. Nogle arrede hænder gled over ansigtet, og ind i hoved. ”Pax er tilbage, bare, lov mig du giver ham noget tid?” forklarede han, som han trak i snøren der holdt hans hår fast i en knold. Det gråsprængte hår, faldt ned over hans skuldre som han satte sig ned.”Jeg er fuldstændig ligeglad, det hjælper ikke på det faktum, at jeg har mistet krystaller på mine kampe! Og jeg ved, der er blevet spillet på mig, for at tjene ekstra penge, for at sætte mig op på folk, der af en eller anden grund, har fået fingre i smykker der kunne annullere mine kræfter” hvæsede hun, og gik hen mod bænken manden sad, og tog en klud op og begyndte at vaske den sår der var sprunget op igen. ”Han vil gerne ses med dig” de grønne øjne søgte hurtigt hen mod ham, hvor han slog blikket ned omgående. Et irriteret suk forlod hendes læber, endnu en der havde forstået, de ikke skulle kigge hende i øjnene. Fantastisk.
”Hvor?” spurgte hun ganske enkelt, og sørgede for bandagen lå solidt og stramt hen over hendes knoer. ”Gadehjørnet ved Edwards hus” hun nikkede langsomt, det bedste hun kunne gøre, var at høre ham ud. Men hvis der ikke blev lagt gode grunde, ville hun tage hendes styrke et andet sted hen. Hun havde brug for de krystaller, og ikke til hende selv, men til hendes to brødre.
”Hvornår?”
”Nu”
”Ved zaladins hængende rådne nosser Tygvar! Hvorfor fanden sagde du ikke det noget før?”
”Skulle jo lige sørger for, at du fik slået noget af din vrede ud” denne gang kiggede han flygtigt på hende, og blinkede.
”Grimme røvhul” men Sarah kunne ikke stoppe hende selv fra at grine. ”Okay, vi ses i morgen, går jeg ud fra” han nikkede, og greb hendes underarm. ”Bliv, ikke kun for vores skyld, men for din egen” hun nikkede langsomt, og fortsatte med hendes skæve smil. ”Jeg skal se hvad jeg kan gøre, ville jo nødig have du begyndte at kede dig – vi ses” da greb hun sin kappe og slyngede en over skulderen. Noget hun måtte skutte sig i, så snart hun kom ud på gaden. Vinteren var godt på vej til Dianthos, så meget var sikkert. Med hurtige og målfaste skridt, forsatte hun mod hjørnet hun var blevet bedt om at møde ulven. Spændingen i maven fortalte hende, at hun håbede han havde noget godt at sige. For ellers var hun bange for, hun ikke ville kunne holde temperamentet i skak. Trods, at Tygvar havde haft ret, træningen havde hjulpet en del.
