Selvom at der var sket meget, på ganske kort tid - var dette noget den blonde kvinde ikke havde kunne sige nej til. Efter at styrtet, havde hun egentlig aldrig troet at hun atter ville befinde sig inde for det lille palæs fire vægge igen. 
Den smukke murstensbygget hus, med flot overvokset efeu murstens hegn, og den sorte metal port. Gennem porten, ville man blive ført ind i en let overgroet forhave - som ved første øjekast kunne virke rodet. Men ville man bruge mere tid, end blot at tænke - det var da en mærkelig ting at vælge, nu når man boede i den gode ende af beboelseskvarteret, ville man også kunne se at det var ganske med vilje. At denne overgroet have, måske havde sin mening - men ikke alle ville forstå hvorfor.
Evlyn Crane, også kendt i dag som Elenora Grey. En gift adelskvinde, hvis mand sjovt nok altid var ude på en handelsrejse. 
Der boede i et hus, der var umådelig sparsom i dens indretning. Lige ind til man ramte det store rum, med flot udsmykket loft, en stuk i midten. Dobbelt døre, der åbnede ud til den smukke have, hvor et springvand stod og klukkede i ro og mag. 
Der havde hun sat sit atelier op, hvor at den kommende Prins snart ville side og blive malet af ingen andre end hende. Denne gang, havde Adena virkelig sørget for, at få sendt en god forretningsmulighed hendes vej. Nok vidste prinsen ikke, at han gik direkte ind i armene hos kvinden der var den øverste leder, af Proteaus tyve Laug. 
Og selvom at hun trods alt vil værne omkring jobbet, og male et portræt som ville få en hver til at nikke anerkendende. Så ville det også være en rig mulighed, for at etablere endnu en indflydelsesrig persons tillid. Ikke nok med at han var Prins, så var han også en som der var i lysetshær. Og dem ville man jo også altid gerne have lidt ekstra indflydelse på.
Spørgsmålet var blot, hvor meget kunne hun forvente at få ud af denne aftale? Ja dette måtte tiden jo vise hende. 
Så snart hun hørte banken på døren, vinkede hun en af tjenerne hen for at åbne den, og føre Alexander ind i stuen hvor de skulle være i dag.

Alexander havde ikke været tilbage i Dianthos i mere end et par dage, før aftalen med Adenas lærermester, en hvis Elenora Grey, havde været sat i stand. Det var ikke nødvendigvis fordi Alexander følte han havde travlt med at få lavet et portræt, men med tingenes tilstand, og de nye angreb fra Mørkets side.. så var der næppe tid at spilde. Ingen kunne vide hvornår de ville slå til igen..
Portrættet skulle være en gave til hans moder. En undskyldning for hans fraværd i hjemmet og.. et minde, hvis det værste skulle hende ham.

Alexander havde aldrig hørt om Elenora Grey eller hendes slægt før, men det var ikke noget den unge prins undrede sig over. Han havde næppe styr på alle de mange sidegrene til hver en slægt, eller deres videre forgreninger. Alligevel mærkede han et prik fra sin akademiske nysgerrighed. Måske han skulle undersøge det en smule? Det var altid godt med et lille side-projekt, selvom han næppe tænkte det ville tage mange timer.

I dagens anledning var den unge prins ikke iført Lysets uniform, men i stedet noble klæder i familiens farver. Grønne klæder, med falmet gul, og broderede hjorte i kobbertråd.
Prinsen af Isenwald var bestemt et kønt syn, som han ankom til palæet, og blev taget imod, og vist ind af tjeneren. Familiens farver stod godt til hans hår, og øjne. Efter Adenas egne ord, havde han 'gode vinkeler'.
Det var dog svært ikke at bemærke de mørke rander under prinsens øjne, som selv hans varme smil ikke kunne overskygge. "Nådigfrue Grey" hilste Alexander med et høfligt buk som tjeneren havde vist ham ind. "Det glæder mig De kunne finde tid, også med så kort varsel"

Evlyn bukkede da prinsen trådte ind ad døren, iført en flaskegrøn kjole der hang omkring hendes spinkle skikkelse. Måtte hun støtte sig på hendes stok, for igen at komme op fra bukket. Selvom healeren allerede havde gjort umådelig meget, og stadig mente de kunne sikre sig at skaderne ikke ville følge hende resten af livet. Alligevel var det svært for en kvinde, der normalt var så aktiv som den ældre kvinde, der trods hendes alder var oppe over de tredive stadig lignede en i starten af tyverne.
”Det er mig en stor glæde stadig at se dem i live deres højhed, både Adena og jeg var umådelig bekymret da hun malede dem. Så for mig er det en stor ære, at de havde lyst til at komme så hurtigt.” et smil prydet de buttede læber, som hun lænede sig en anelse frem på stokken.
”Ah, sæt dem endelig til rette” hun kastede hånden ud mod de to bløde stole der var sat tilrette ved siden af et lille tebord, hvor teen allerede stod og dampede fra tekanden.
”Er der en bestemt måde de foretrækker deres te serveret?” spurgte hun med et smil, som hun satte sig til rette og begyndte at hælde op til dem begge. Hende selv med et stykke sukker og en anelse mælk i. Normalt var hun mere til citron i teen, men i dag var hun ikke Evlyn med Elenora Grey. En kvinde hvis familie havde stor succes uden for krystallandets grænser, og nu levede hun af at importer eksotiske vare fra de omliggende øer. 

Alexander kunne ikke undgå at bemærke stivheden i kvindens bevægelser, og måden hun støttede sig til stokken for at komme op fra sit buk. Han priste kort sig selv lykkelig for at hun ikke havde forsøgt at neje, for så kunne han meget vel have skulle samle hende op fra gulvet.

"Jeg beklager at have bekymret jer, men ja, det endte heldigvis godt" sagde han forsikrende, men også med en definitiv karakter. Han kunne næppe bebrejde hende nysgerrigheden, og han skyldte nok hende mere af historien end så mange andre, siden hun havde set det ske, men det var ikke en samtale Alexander var klar til at åben på. Det var han simpelthen for træt til.

Drevet af høflighedens forskrifter satte den unge prins sig som budt, men der var noget der nagede ham. "Honning og citron, tak" svarede han automatisk, og tog imod koppen som den blev ham budt. "Nådigfure.. Som de selv siger er det ganske hurtigt jeg er kommet hertil. De er sikker på det ikke er for hurtigt for dem?" spurgte han så en smule forsigtigt, med en skævende blik mod hendes stok. Han ville nødig tvinge fruen til at stå og arbejde i timevis hvis der var noget galt. Adena havde hvertfald ikke nævnt noget om at Elenora skulle være svagelig, og hun var bestemt ikke gammel nok til at det var alderens værk.

Hun nikkede, over hans måde at formulere sig på. Hun kendte taleformen godt, ganske godt endda. Når man havde oplevet noget frygteligt, men valgte at gemme det væk inde i sig selv. Men hun håbede dog for ham, at han havde folk tæt på ham som formåede at være der, så snart at han var klar til at åbne op. Selvom at han mente, han måske skyldte hende en forklaring. Eller historien bag maleriet, som Adena havde malet. Så var hun ikke selv af samme overbevisning, en af de gode ting, at hun ikke var den adelig som mange gik rundt og troede hun var. 

Honning og citron? Spændende sammensætning. "Det har jeg aldrig prøvet før, men den vil jeg bestemt skrive mig bag øret." sagde hun med et skævt smil, og lagde stokken hen over hendes ben, som hun tog underkoppen og koppen for at drikke af den stadig dampende te. Perfekt tempereret, så den ikke ville brande mund og hals på vejen ned. 
Hun nåede dog lige at sætte læberne til koppen, da han spurgte om hun var sikker på, at hun kunne stå og klare at male ham. Et smil formede sig over de buttede læber og nikkede. "Ja, de skulle have set mig, da jeg væltede med hesten oven på mig! Der var jeg et syn for guderne, hvor pinligt det dog havde været" hun rystede opgivende på hoved af sig selv, og drak endelig af teen for derefter at sætte den væk igen. "Men frygt ej, det er umådelig venligt af dem at tænke på mig. Men jeg ville aldrig havde inviteret dem, havde jeg ikke været klar til opgaven." sagde hun med et beroligende smil. 

Et lille mildt grin undslap Alexander, ved Elenoras kommentar på hans valg af te supplementer. "Det kan noget" sagde han blot. Det 'noget' var primært at give det varme vand noget der mindede om smag, og skjule aromaen af vådt græs. Te var næppe noget man kom udenom i det bedre borgerskab, men man kunne da gøre det så fornøjeligt for sig selv som muligt.

En kort, smertefuld grimasse gled over den unge prinses ansigt da Elenora fortalte om sin ulykke. Det var tydeligt han købte historien, og ikke anede uråd. "Det lyder som noget af en ulykke. Jeg kan kun bifalde de helbredere der assisterede Dem, og reddede deres førlighed" sagde han med et lille nik, som han samlede sin egen te op, og placerede den i sit skød. Han havde set folk blive knust under heste. Det var ikke et kønt syn. Og selvom fruen her nok næppe havde reddet en stor krigshest, var selv de mindre rideheste næppe noget man ønskede over sig. 

Alexander tog et sip af sin te, opkvikkende og frisk samt sød og beroligende på en og samme tid. Lige som han kunne lide den. Hans blev blev dog en anelse tvivlende da nådigfruen forsøgte at berolige ham. Det var ikke mange der ville påstå at afvise eller forsinke en fyrstesøn, og endnu færre der faktisk ville gøre det. Men Alexander havde ikke været fyrstesøn mere end lige knap et halvt år, og hans familie var trods alt ikke i bedste omdømme af samme årsag. Så måske?
Den tvivlende mine forsvandt, og Alexander nikkede i stedet. "Godt." svarede han blot, og satte tekoppen fra sig på dens underkop i hans skød igen.
"Så.." hans blik vandrede en smule rundt i rummet "Hvordan tænker De vi bedst griber det an?". Det var et årti siden Alexander sidst havde sat til et portræt, hvert fald med hans viden, for Adena havde unægtelig en perletække af tegninger af ham. Han tvivlede dog på det ville foregå på samme måde nu her. 

Hun nikkede hurtigt, og tog sig selv i at lade fingrene danse hen over det skadet ben. Desværre havde healerne ikke kunne redde alt, men det havde nok været for det bedste. Nye begyndelser, sådan måtte hun blive ved med at se på det. Det hele skulle nok gå, blot en enkelt dag ad gangen. Et lille smil trådte frem på de buttede læber, for trods for, at kvinden der sad foran ham var over ti år ældre, lignede hun mere end der var jævnaldrende. Således havde den dæmoniske kræfter trods alt kommet hende til gode, de år som den havde taget hende - ville hun stadig have udseendesmæssigt. 

En lille nynnende lyd forlod hendes strube, som indikerede hun lige skulle drikke færdig. Før hun kunne svare på hans spørgsmål. Hun sank teen, og nikkede så - ja, hvordan greb de det bedst an. “En af grundene til, at jeg er så populær en kunstner hos mange, er fordi min evne til at fange folk ganske hurtigt, gør at man ikke behøver sidde her i mange timer” lo hun, og gav ham et smil. En af de gange, hvor en tenderende fotografisk hukommelse til ansigter var ganske brugbar. 
“Så, jeg har blot nogle spørgsmål til dem, som hvordan de gerne vil fremstå i billede, noget de ønsker skal med? Og der imens, jeg lige laver nogle hurtige skitser af dem, så tænker jeg vi kunne lære hinanden lidt at kende, hvis de har lyst?” Sagde hun blidt, og rejste sig op for at finde kul og pergament papir for at gå i gang.

Alexander ventede tålmodigt, og gav et lille undskyldende smil over hans spørgsmåls dårlige timing. Han var vist ikke helt vågen nok til høfligt selvskab. Smilet blev dog farvet af ikke så lidt lettelse da Elenora svarede. "Det er bestemt heller ikke en dårlig egenskab hos en kunster!" medgav han. Nok var Alexander ikke så travlt optaget som mange andre af adlen, for der skete næppe noget ved at han missede en dags træning, men de færreste havde så fleksibel en kalender. Og hvis resultaterne af hendes arbejde blev så gode som Adena havde antydet, så var det bestemt et plus.

Den unge prins flyttede lidt på sig i sofaen, som Nådigfruens næste spørgsmål fulgte. "Jeg vil gerne hvis De kan sikre jeg ser frisk ud på portrættet" svarede han bestemt, men holdt sit blik mod tekoppen. Han var ikke så ignorant om sit eget udseende at han ikke selv havde bemærket de mørke rander under hans øjne, og det var bestemt en detalje han ikke ønskede foreviget, især ikke når billedet var til hans moder.
Alexander løftede blikket igen, og hævede et øjenbryn let "Jeg har intet imod at konversere imens De arbejder?" svarede han en anelse spørgende. Hendes ønske om at de skulle lærer hinanden at kende stod tydeligt med det direkte spørgsmål, men det forvirrede stadig Alexander en anelse. Måske netop fordi det var så direkte, var han i tvivl om motivationen. Om hvad hun egentlig ønskede at vide. Alexander rystede svagt på hoved af sig selv, og tog en slurk te. Det lignede ikke ham at ligge så meget i folks intentioner. "Undskyld mig, Nådigfrue, det vil være mig en fornøjelse at lærer Dem bedre at kende" rettede han sig med endnu et undskyldende smil. "Jeg beklager jeg var en kende.. kort fra hoved". Han burde have udskudt det billede, hvis han knap kunne holde en samtale uden at mistænke alt og alle, reprimandede han sig selv, og rettede sin opmærksomhed mod værtinden. "Har De gjort dem i kunst altid? Komtesse Adena Reier talte strålende om Deres evner, og selvom det næppe er noget jeg er klog på, så antager jeg der ligger mange timer i at lærer kunstens facetter?" spurgte han så, og trods trætheden lød han oprigtigt interesseret.

Hun satte sig ned, og måtte bide tænderne sammen, for ikke at udbryde et støn af smerte. Hendes blik rettede sig ganske hurtigt mod Alexander. “Selvfølgelig, de er i gode hænder Prins Alexander” sagde hun blidt og nikkede anerkendende. Hun forstod følelsen af, ikke at ville portrætterer sig, som en der var svagelig eller syg. Trods for, det egentlig var en ganske menneskelig ting at være. Men lige som i mange andre tilfælde, var dette blot en indikator på, hvor lidt de adeliges liv, egentlig var deres eget. Men på trods af dette, havde Evlyn stadig umådelig svært, at have ondt af dem. For der var folk der led i hele krystallandet, led under ikke at have krystaller hvis høsten ikke gik ind. Folk der havde fået dårlige lod i livet, og måtte ligge på deres bedende knæ og tigge mens sneen faldt i store fnug. 

Hun var allerede igang med at skitsere ham, da han begyndte at snakke videre. Hun gav ham et stort smil, “Jeg er ganske nylig adelig, de behøver ikke være så formel med mig” sagde hun så, “Hvis der er en ting, jeg har lært, er at selv os adelige, skal have lov til at have nogle menneskelige følelser i ny og næ - også prinser” hun ville have tilføjet, at det ikke gjorde hende noget, og han nok havde mødt nok modgang, til at vide ikke alle kunne stoles på. 
Men da han ledte dem over på et andet emne, lod hun ham gøre netop dette. “Jeg har haft interesse for kunst siden jeg var et ganske lille barn, og har malet og tegnet lige siden. Jeg var heldig nok, til at møde en af de bedste kunster der har levet, da jeg levede over vandet, som jeg var i lære hos i fem år” svarede hun med en melankolsk stemmeleje. For det havde i sandhed, været de bedste fem år af hendes liv.

Alexander smilede, beroliget af nådigfruens blide ord. Hendes egenskaber manglede han nok stadig at se, men hun forstod så sandelig at få hans bekymringer om processen manet til jorden. Den unge prins følte sig hver fald i sikre hænder, artistisk set.

Alexander lyttede høfligt som Elenora fortalte sin maleriske historie, men hans tanker var fanget af hendes ord fra før, om de adeliges ret til menneskelige følelser. Det ramte et socialt-politisk emne der unægtelig interesserede ham mere, end en for Alexander ukendte mestremalere fra den anden side af havet. "Det lyder som om Deres liv har bragt dem på noget af en rejse, siden de er endt her så" svarede han, og om end han søgte at lyde interesseret, kunne den unge prins ikke skjule sin distræthed.

Det tog ham da heller ikke længe at skrift emnet tilbage igen.

"Men jeg må erkende, jeg er overrasket over det er Den lektie De har samlet op blandt adelen her" drejede han det tilbage, og tog et sip af sin te. "For der er mange af vores tids mest anderkendte talere, der argumentere for det modsatte. At det er vores pligt at tilsidesætte vores egne ønsker og ambitioner, for bedre at kunne se og håndtere undersåtternes kvaler, og derved bedst tjene riget". Alexanders stemme blev mere animeret mens han talte, og hans øjne lyste op med en særlig glød, der viste hans interesse for emnet. Det var ikke fordi det var hans holdning, nødvendigvis, eller at han så Talerens udsagn som unægtelig sandt. Det var udvekslingen af holdninger promptet deraf han brændte for, for den gode, saglige debat. 

Hun lyttede opmærksomt på hvad han fortalte hende, trods at hendes øjne var på papiret mellem hendes hænder. Skitsen var efterhånden ved at tage form og den unge prins ansigt kunne skimtes i de mange kul streger som der blev lavet på det grove papir. Hun måtte holde sig selv fra at begynde at grine, hans ord gjorde sig godt omkring hendes forestilling omkring den unge mand, og hvad det var han havde at ønske og hvad han som person stod for. Det var de færreste adelige hun havde mødt som der følte sig komfortabel med at diskutterer, hvordan man omgik andre og hvordan man talte til dem ligeledes. Selvom at Evelyn gik under navnet Elenora og egentlig slet ikke var adelig, så havde hun set nok til at vide hvordan mange af dem følte omkring de mennesker der boede under mindre kummerlige forhold. "Men er det ikke også derfor der altid vil være denne debat i det skjulte?" spurgte hun og vendte endelig sine øjne op mod ham, også de spillede samme specielle glød af interesse for emnet. "For hvem er det der står i vejen for at disse ønsker og ambitioner som vi selv har, og som der menes vi burde have ikke kan gå hånd i hånd?" spurgte hun interesseret, inden hun vendte tilbage til skitsen af den unge herre.