Sommerens sidste varme havde forladt Dianthos, varslende efterårets ankomst. Men glæde og liv havde ikke forladt byen endnu, hvilket var tydeligt i et af byens palæer.
Stemningen var høj i Adenas hjem, Alyssa og de andre piger havde pyntet stuen op med farverige bannere fra både Arys og Reiers våbenskjolde. Festlighederne havde været fyldt med god mad, passende mængder at drikke til og utroligt meget sladder.

Det var utroligt at så mange af fyrstefamiliernes arvinger skulle giftes, indenfor så kort tid af hinanden. Hvilket naturligt gjorde samtalen skiftet fra kjoler, kunst og musik, til hvilke af de ugifte adelige der var pænest, modig eller mest noble. Talon Reier, Nat Tordenklinge, Nicodemus af Isenwald og prins Alexander af Isenwald var nogle af de mere populærere blandt de andre piger, George Stukley var kort oppe at vende, Gwenneth mente dog stadig at Rasmus af Arys burde tælle, han var jo kun trolovet.

Alyssas tanker var dog mere hos Adena der havde undskyldt sig da drenge snakken for alvor havde taget fat. De andre piger havde været for optaget af snakken til at tænke videre over det, men Alyssa syntes at Adena havde trukket sig hurtigere end hun plejede. Når snakken faldt på drenge virkede det som at Adena hurtigt kom i tanke om alt muligt andet hun skulle.

"Jeg tjekker lige op på Adena" Gwenneth nikkede til Alyssa, de andre havde travlt med at finde ud af hvem de troede der ville i en duel mellem Nat og Nicodemus. Alyssa rystede på hovedet, det var imponerende hvor meget de andre kunne blive fanget i sådan en samtale. På vejen mod trappen samlede hun en tallerken med tærte op, og krydsede vejen op til værelset på første sal.

Dok dok dok 
"Adena? Jeg har din ynglings tærte med, må jeg komme ind?"

"Ja, kom bare ind, Lyss," sukkede Adena opgivende. Hun kunne ikke gemme sig for evigt, hvor stor hendes lyst dertil end var. 
I det mindste var det Alyssa. Selvom hun deltog lige så meget i drengesnakkene som de andre, pressede hun aldrig på for at Adena skulle vælge sin yndlings eller fortælle, hvem der sidst var dukket op i hendes drømme. Ingen var aldrig et acceptabelt svar, og Adena brød sig ikke om at lyve for sine veninder. Hvilket var lidt dobbeltmoralsk taget i betragtning, hvor meget hun havde løjet for sig selv indtil nu. 

Festen havde været til hendes ære, men hun kunne ikke lade være med at føle, at der ikke var noget at fejre. At hun blev giftet væk til en fyrstefamilie gjorde blot, at pigerne sværmede endnu tættere om hende og lige skulle minde hende om, hvor gode veninder de havde været hele livet. Det var lidt til at kaste op over, men sådan var det måske at ende som kommende fyrstinde. 
Det var dog ikke det, der fyldte mest i hendes tanker. Det var stadig problemet med at hun nok ikke ville komme til at elske Aldamar som de andre piger ville elske deres udkårne. Hun ville ikke forelske sig eller dåne ligesom tøserne havde gjort over de to tegninger, hun havde vist dem af prins Alexander af Isenwald. Hun havde kun vist dem to, for de ville med garanti presse flere ud af hende, hvis de vidste, hun havde haft en løbende aftale med ham for at teste rækkevidden og tidshorisonten på sin evne. Resten lå godt gemt væk under kommoden, omend de var mindst lige så smukke som de andre. Han var en smuk ung mand, men det var nu alt, Adena så. Symmetri og flotte træk. Hun fik ikke hjertebanken eller kyssetrang af hans pæne ansigt. 
Alkymisterne havde alle sammen givet hende nogenlunde samme svar. De kunne hjælpe hende med lysten i sengen, men kærligheden skulle have lov til at blomstre af sig selv. Alkymistisk eller magisk induceret kærlighed var der ikke nogen, der havde knækket den længerevarende kode til.

"Er du nogensinde bange for, at forlovelse ikke er, hvad alle gør det til?" spurgte hun og så på Alyssa gennem spejlet foran sig. 
Hun havde sat sig ved sin lidt store pult, der var blevet udvidet, så hun både kunne sætte hår og nette sig, men også tegne på den, mens en tjenestepige bruge timer på at sætte håret ekstra flot. Nu var der dog kun små krudseduller på papiret, for hun havde ikke kunnet finde den rigtige stemning til at tegne noget. 
De sidste par dage havde hun heller ikke tegnet så meget generelt, og hendes mor var begyndt at blive bekymret. Men det handlede om Adenas uheldige møde med Athelstan, og hvilke forfærdelige ting, der plejede at dukke op på papiret, når hun havde været i nærheden af ham.

Selvom Alyssa havde hygget sig til festen, så havde hun det lidt dårligt med nogle af de andre pigers opførsel. Det havde virket som om at de havde mest af alt brugt det som en undskyldning for at kunne bruge stakkels Adena som et springbræt senere, og ikke for at fejre hende.

Stemningen i værelset føltes meget anderledes end nede i stuen hvor hun var kommet fra, men også fra sidst hun havde set værelset. Det var som at mange af de tegninger Adena ellers havde var blevet gemt væk, og værelset var mere som et fængsel..? Tærten svævede lydløst hen mod pulten som der var en tjener der gik hen med den. 
Alyssa så ned, om hun havde været bange for dårlig forlovelse? "Hvis jeg skal være ærlig Dena, så forventer jeg lidt at min forlovelse ikke kommer til at være fantastisk" Hun løftede blikket og søgte Adenas i spejlet. Alyssa var arving, hun ville ende som hertuginde en dag, i et ægteskab hvor kærlighed var en bonus og ikke et mål. "Er det derfor du sidder her alene? Fordi du ikke tror Aldamar kommer til at elske dig?" Som hun talte trådte hun nærmere, hvor hun ville lægge en hånd på Adenas skulder. Hun smilte opmuntrende til Adena i spejlet, som hun lod et af sine sind kontrollere en stift og begynde at skitse Adena på hjørnet af papiret. Det var synd at Adenas fregner forsvandt efter sommeren, hun syntes de selv var så fine.

Alyssas ord var ikke så beroligende som de kunne have været. Adena vidste jo godt, at hun ikke kunne gøre sig i kærlighedsluksus, når hun var arving, men så havde hun også haft det meste af livet til at forlige sig med tanken. Adena havde nok levet et par år med en fjern forestilling om, at hun som ikke-arving af en ikke-velanset og ikke-vigtig familie kunne snige sig uden om den skæbne.
Men hun havde aldrig tænkt over muligheden for at det ville være endt sådan her uanset hvad. At hun aldrig ville komme til at elske en mand, hun blev giftet bort til - af den simple grund, at det var en mand. Hvorfor skulle hun også rent faktisk have indset, hvad der var galt? Hvorfor kunne de tanker ikke bare været blevet begravet dybt nede i hendes sind?

"Åh, hvis det bare var så let," sagde Adena og begravede ansigtet i hænderne. "Det er stik modsat. Jeg er bange for, jeg aldrig kommer til at elske ham."
Hun hævede ansigtet igen og blikket faldt på tegningen, der var ved at dukke op på papiret foran hende. Det var ikke uvant for hende, at Alyssa brugte ressourcer på at lave noget andet under deres samtaler - og hvor rastløs måtte man ikke også blive, hvis man havde syv sind og kun måtte bruge ét ad gangen - men nogle gange glemte hun, hvor hurtigt det gik med at lære ting, når man kunne sprede sine aktiviteter ud og lave det dobbelte arbejde på den samme tid. 
Selvom tegningen kun var en skitse endnu, var lighederne, proportionerne og dybden så meget bedre, end sidst hun havde set Alyssa tegne. Det var efterhånden også et stykke tid siden - det havde været en hektisk sommer.
"Wauv," sagde hun med en udånding. "Du har virkelig rykket dig siden sidst."

Det lignede ikke helt at Alyssas svar var det Adena havde håbet på at høre, men hun havde ikke lyst til at lyve overfor sin veninde, så hun havde fået sandheden. Adena var den eneste uden for hendes familie, som Alyssa havde fortalt om hvordan hendes evner var gået amok under plagerne. Så hun var en af dem hun stolede mest på, og i hendes hoved så gik det også den anden vej.

"Vent hvad?!" udbrød Alyssa overrasket. "Jeg syntes ellers altid du havde drømt om kærlighed?" I hendes hoved, havde Adena altid været en håbløs romantiker. Det var lidt noget af det der havde holdt veninde gruppen sammen, udover at have nogle andre at dele hverdagen og rygterne med. 
Tegningen blev mere og mere tydelig trods Alyssas tidligere udbrud, det var ret praktisk at de individuelle sind ikke behøvede at reagere lige voldsomt på overraskelser. 
"Åh tak!" hende kinder blussede op, hun var vant til at få ros, men det lød mere ægte fra Adena. "Jeg har også lagt en del timer i det, men det hjælper at have et godt motiv" Et forsigtigt smil krøb frem på hendes læber. Jo hun endte med at lærer ting hurtigere end de fleste, men hun havde også meget mere tid til at øve sig end så mange andre. "Det ligner du har været gået lidt i stå med at tegne..?"

"Jaeh... Ja, det er jeg vist," svarede hun - egentlig lidt lettet over, at hun sådan kunne undgå Alyssas første spørgsmål om kærligehed, men også med let røde kinder over at blive nævnt som et godt motiv.
Det var sjældent Adena selv sad bag lærredet og ikke var den, der førte penslen eller kulstiften. At blive komplimenteret på sit udseende var oftere noget, der blev rettet mod kjolen, perlerne eller hårets opsætning. Alyssa havde snakket om hele hendes udseende og ikke bare en enkelt del, der lige sad ekstra godt her til aften. 
Hun rev sit blik fra spejlet og tog tallerkenen med tærte op, som veninden havde bragt med sig. Lidt rastløs af ikke at kunne få noget ned på papiret, rejste hun sig og gik hen for at dumpe ned på sengekanten i stedet for - så risikerede hun heller ikke at spilde på bordet. 

"Jeg var til en fest, hvor en af de adelige... Ja, du kender min evne," sukkede hun. "Hver gang jeg har været nær ham, dukker hans hverdag op i mine tegninger. Jeg vil spare dig for detaljerne, Lyss, tro mig... Det er ikke rare ting, han laver i sin fritid."
Selv Lyss kunne hun ikke fortælle om Athelstan. Det ville kun bringe hende i fare for hans lunefulde humør også, og det sidste hun ønskede var at hive flere ind i det grusomme opgør, der var opstået mellem dem. 

Alyssa var ikke helt tilfreds med at Adena sådan bare havde undgået at svare på hendes spørgsmål, men med alt der var sket kunne hun godt give hende lidt plads. Men slippe det skulle hun ikke! Hun kunne ikke bare sige sådan noget og så tænker at Alyssa ikke ville hører noget om hvad det handlede om!

Det var et skridt i den rigtige retning at de ikke skulle tale sammen gennem et spejl, så Alyssa dumpede ned ved siden af sin veninde på sengekanten, mens kulstiften dansede over papiret. Det ville være en skam ikke at færdigøre tegningen, især når Adena faktisk syntes den var ved at blive fin.
"Det lyder.. skræmmende" hun sukkede kort og lod en bid tærte svæve ind i munden på sig selv. Hun stolede på Adena når hun sagde at hun ikke ville vide hvad der var på de billeder. "Du har ikke nogen der kan hjælpe dig? Byvagten må vel kunne gøre noget?" hun vidste godt at det nok ikke var så let, men byvagten i Dianthos var trods alt kendt for at aktivt prøve at gøre noget ved problemerne. "Det hjælper ikke at prøve at tegne nogle andre?" prøvende søgte hun sin venindes hånd for at give den et forsikrende klem. Hvad end det var hun gik igennem lød det til at have været meget voldsomt.

"Byvagten ville ikke kunne hjælpe," sukkede Adena. "Det er han for højbåren til. Men bare rolig, jeg har nogen der kan hjælpe mig. Og så forsøger jeg bare at undgå ham så meget som muligt."
Hendes tanker vandrede kort til Evlyn, der var kommet hende til undsætning mod Athelstan. Hun havde været der efter første gang, han havde overfaldet hende, og hun havde ikke ladet hende alene anden gang heller. Evlyn var så meget mere end bare hendes malerlærerinde, men det kunne hun ikke dele med Alyssa. Den del af hendes liv skulle hun alligevel til at lukke af for med dette ægteskab i hus - men Evlyn... Evlyn ville altid være der for hende. Hende ville Adena aldrig give slip på. 

"Jeg ville ønske, jeg bare kunne tegne nogen andre..." fortsatte hun og så ned på tærten i sit skød. "Jo mere jeg prøver at kontrollere det, des mere umuligt synes det. Jeg begynder at tro, det ikke er noget, jeg bare lige kan træne mig ud af."
Det havde altid været øverst på hendes ønskeliste at få trænet de uheldige trance-episoder væk. Dem, hun selv kontrollerede, havde hun det fint med. Men dem, der bare kom snigende, og hvor hun ikke kunne vide, hvem der bragte dem til hende, eller hvad meningen med det hele var, ville hun helst være foruden. 
Alyssa havde selv haft ukontrollabel magi. Det havde skabt et tættere bånd mellem dem, at de kunne snakke om deres magiske problemer. Men hvor Alyssa var kommet ud af det, sad Adena stadig fast. 
"Hvordan..." spurgte Adena tøvende og løftede blikket. "Hvordan fik du kontrollen... Dengang?"

Alyssa rynkede brynene, noget hun sjældent gjorde "Altså hvis han gør noget ulovligt, så kan de vel?" Skepsisen mildnedes dog noget som Adena fortalte at der var nogen andre der kunne hjælpe hende. "Godt at der er nogen, og jeg håber da du kan undgå ham!" hun forsøgte at lyde opmuntrende, men det var ikke ligefrem fordi det lød som at Adena faktisk kunne få lov at undgå hvem end det var. Det huede hende ikke at nogen var sådan over for hendes veninde! "Hvis jeg kan gøre noget, så siger du til Dena." Det lød mindre som et tilbud og mere som et løfte hun mente de begge skulle lave.

Det gjorde ondt at hører Adena, lyde som at hun havde givet op på at komme til at tegne igen. For hvor meget besvær hendes evne havde lavet for hende, så havde hun altid nydt at tegne og male i al den tid Alyssa havde kendt hende. "Selvfølgelig kan du det!" Alyssa skævede kort til papiret der var igang med at svæve over til dem. "Du er så meget sejere end du selv tror, prøv bare at se" Skitesten lagde sig hen over tærten, den lignede meget godt Adena med alle hendes sommer regner, men modsat pigen ved hendes side, så smilede hun på skitsen. Hendes hånd fik et klem.
"Åhh..." Det havde ikke været en rar tid, Alyssa der ellers altid havde været social havde barrikaderet sig inde på sit værelse i frygt for at skade andre. Samt det de til fældige skift blandt hendes sind havde på ingen måde gjort det bedre. Selv efter plagerne havde lagt sig havde det taget hende noget tid at komme sig. 
Hun tog en dyb indånding, hvad var det der havde virket? Ah. "Jeg arbejde med ikke at være bange for mine ever" De blå øjne søgte Adenas. "Selv efter plagerne havde lagt sig, var jeg rædselsslagen for at miste kontrollen... Hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre..."

"Nej, det..." medgav Adena. Alyssas udbrud havde været værre end noget, Adenas evner nogensinde kunne gøre.
Bange for sine evner... Måske var der noget om det. Adena frygtede ikke sine evner som sådan, men hun frygtede, hvad hun pludselig ville se, næste gang hun blinkede. Trancerne skete altid hurtigere end hun kunne nå at opfatte, og pludselig var der en kop te midt på marken. Eller en død kat. Frygten for de små bidder af virkeligheden var velsagtens frygten for det ukendte - og desværre ikke noget, hun kunne rationalisere sig ud af, for mange af tingene ville hun aldrig finde ud af, hvor kom fra. Måske var det til gengæld for det bedste, for hendes liv var ikke nødvendigvis blevet mindre frygtsomt af at finde ud af, at alle de døde og lidende dyr kom fra Athelstan.

Adena løftede sit blik til Alyssas blågrønne øjne. De dybe, blågrønne øjne, der altid havde forstået hendes tanker, problemer og drømme. Dem, hun kunne dele alt med og vide sig sikker i, intet blev sagt videre til sladderhovederne nedenunder. Alyssa havde dækket over hende flere gange, hvis hun havde brug for en pause, og hun havde været med på narrestreger - især når det ikke kunne spores tilbage til Adena, at en "vinplet" var endt på en frøkens kjole, når Alyssas telekinese gjorde, de kunne holde afstand. De havde leet og fjollet. Der fandtes ikke en bedre veninde at have. Et smil brød frem på hendes læber og hun gengældte det klem, hendes hånd fik. 
Adenas hjerteslag øgede sit tempo. Et øjeblik sad udåndingen fast i struben.
Ved Isari... Nej... Ikke...

Adena trak sin hånd til sig lidt for hurtigt, men prøvede at skjule bevægelsen ved at samle gaflen op og stikke den i tærten. Blikket fulgte med og fandt pludselig en tråd ost ekstra interessant. En rap bemærkning for at få samtalen videre, dukkede aldrig op i tankesporet.

Selvom Adena ikke sagde meget til hendes forklaring, så havde Alyssa følelsen af at det fik hende til at tænke. Forskellen mellem deres evner var meget stor, eller det føltes ofte sådan. Adenas havde ofte skabt problemer på den ene eller anden måde, mens Alyssas havde været til utroligt meget gavn. Så da Alyssas evner havde vendt sig mod hende, havde hun været på så dybt vand at hun havde troet at hun skulle drukne. Men Adena havde været der for hende, en hjælpende hånd der trak hende op hvor hun kunne få luft igen. 
Efter det var deres venskab blevet mere end hvad de delte med Gwenneth og de andre, jo de kunne da have det sjovt med dem, det var ikke det. Men den tid hun delte med Adena var noget helt særligt. Normalt lavede Alyssa ikke unoder, hun var en dydig ung dame, men Adena fik hende til at have lyst til at leve livet, have det sjovt selvom det nok ikke var det passende at gøre.

Det gav et sæt i hendes Adena pludselig fik meget travlt med at kigge på tærten i stedet med en gaffel i hånden, Alyssas hånd efterladt med et svagt minde om varmen fra Adenas hånd. "Er der noget galt Dena..?" Selvfølgelig var der det, det var et fjollet spørgsmål. Alligevel lurede frygten for at det var hende der havde gjort noget galt "Er det det med at du ikke tror du kommer til at elske Aldamar..?" 

Adenas øjenkrog flammende pludselig op. Hun slugte tærtestykket med besvær og holdt blikket fasttømret på tallerkenen. Hvorfor skulle hun også have udbrudt netop det, da Alyssa havde spurgt? Hvorfor kunne hun ikke holde på sine hemmeligheder?
Fordi det er Alyssa, fortalte hendes indre stemme.

"Jeg..." begyndte hun tøvende og blinkede begyndende tårer væk. "Jeg tror ikke jeg er en særlig god hustru, og... Jeg ved ikke hvordan jeg fikser det."
Kunne hun fortælle mere? Hvor meget kunne hun indrømme over for sin veninde? Sin bedste veninde.
"Jeg er ikke særligt begejstret for... Mænd," det kom ud som en hvisken, næsten uhørlig for Adena selv. Skammen rumsterede i hendes mave. Selvom hun havde en løsning til bryllupsnatten, havde hun ikke fundet noget, der kunne få hende til at elske Aldamar. 

Alyssa måtte stoppe sig selv for at sige Adena imod, selvfølgelig kunne hun blive en god hustru! Hvad end der var galt ville hun prøve at hjælpe med det, hvor besværligt det end ville være! Der var så meget hun var villig til at gøre for Adena, bare give lidt igen for den hjælp, som Adena havde givet hende.
"Jeg forstår ikk- oh." De stille ord fra hende bedste veninde havde fået hende til at se forvirret ud, indtil alt faldt på plads. Hvorfor hun mere og mere havde trukket sig fra drenge snakken, utilpasheden. Ved Isari hvorfor havde hun ikke set det før?!

"Jeg.. jeg kan godt se hvorfor det går dig på." Prøvende tog hun Adenas hånd igen, hun måtte ikke tro at hun var alene! "Men Dena, du må altså ikke tro at der er noget forkert ved dig!" selvom der var mange der nok var uenige i det. "Jeg syntes du er fantastisk modig..." Hendes stemme var stille som en hvisken, ikke fordi hun var bange for at andre hørte hende, men fordi at ordne kun var til Adena. "Du er min bedste veninde og jeg vil ikke bytte dig for nogen anden!" Ingen var nogensinde kommet tæt på at forstå hende lige så godt som Adena. Søde, smukke Adena der sad fortvivlet ved siden af hende.

Adena løftede blikket igen, langsomt, og veg ikke væk med hånden denne gang. Modig. Nok ikke lige et ord, hun ville have brugt om sig selv, men det varmede det ikke mindre af.
Alyssa havde altid vidst, hvordan hun fik Adena trukket op af de dybe, sort huller, hun fra tid til anden fik gravet for sig selv. De kunne bruge hinanden som fyrtårn, når de blev væk. 

At Alyssa ikke ønskede at bytte hende væk, var hjertevarmende og bekræftende, og fik for øjeblikket overskygget tankerne om, at Aldamar nok ville ønske at have fået en anden hustru, når først han fandt ud af det... såfremt hun ikke havde læst det. 
Og de andre veninder nede i stuen? Hvordan ville de ikke have det, hvis de vidste, at hun var til kvinder. Deres teselskaber ville blive noget så akavede, hvis det ikke længere var det trygge rum, hvor de kunne dele begejstringen for fyrene, ville det ikke? Ville de alle sammen være bange for, at hun havde lyster i deres retning? 
"Når vi snakker om at kysse nogen..." lo hun nervøst. "Alle andre tænker på flotte, unge mænd, og jeg tænker bare på..." dig?

Alyssa mødte Adenas blik med et strålende smil. De havde hjulpet hinanden så mange gange, at hun var holdt op med at tælle. For det der betød noget, var at de var der for hinanden når de havde brug for det. 

Alligevel kunne hun ikke lade være med at undre sig over hvordan de andre piger ville reagere på hvis det vidste det? Ville de insisterer på at mødes uden Adena? Eller gå tidligere? Ville hun selv gå med til det? Nej... Hun nægtede at Adena skulle holdes udenfor! Om det så bare skulle være de to der ses så matte være det sådan!

"Oh?" Af en eller anden grund lød det mere spændende end det plejede? Lidt som at der var blevet åbnet af verden af muligheder hun aldrig havde tænkt.
"På..?" hendes hjerte hamrede pludseligt, som hun håbede på et specielt svar? Den korte tavshed var hårdere end hun havde troet. Alyssa gav Adenas hånd et klem. Halvt for at berolige Adena, men også for at mærke hendes nærhed? Håbede hun at Adena ville sige hendes navn...?

Blikket blev holdt fast. Blågrønne øjne mod lyseblå. Solbrune fingre brudt af lyse striber. Varme steg op i Adenas kinder og fremhævede fregnerne som stjerner i skumringstiden. Hendes hjerte hamrede tungt som havde det fundet et magnetfelt uden for hendes krop. Det løse hår om hendes skuldre syntes pludselig at kradse i nakken og perlerne, der hang ned over panden føltes som brændende sten mod huden. Kjolen stramte underlige steder, og hun sænkede den anden hånd, slap gaflen og hvilede den i stedet på sengen ved siden af Alyssas lår. 

"På..."
Ordet sad fast i hendes strube. Det snørrede sig sammen, en udtalelse og en indrømmelse, hun ikke kunne få frem. Ord, der i sine vage former havde været til at sige til Fabian og Talon, men som havde åbnet op for minder, der var blevet tromlet af rationalet og traditionen.
Bare i aften havde Adena lagt mere reel mærke til Alyssas påklædning, end hun havde ladet sig selv vide de sidste par år. Der havde været kjolekomplimenter en masse, men nu lagde hun mærke til, hvorfor hun gjorde det. Det var måden udskæringen lå om hendes bryst. Korsettet spændt om taljen. Broderierne, der var lige til at følge med en finger op langs kraven. Det bløde stof, der flød med vinden om hendes ben.

"På..."
Hun havde været så desperat for at fikse sig selv og tvinge sandheden langt, langt ned i dybet af sin sjæl. Frygten for at blive udstødt og lagt for had havde drevet hende i retninger, hun ikke havde troet. Nyligst lå mindet om Athelstans råb og spot, tvang og slag og mindede hende om, hvorfor man ikke trådte ved siden af de sociale normer. Linjerne i sandet var allerede tegnet op, men en del af hende var endt på den anden side. Selv med alkymi havde hun ikke fundet en måde at ændrer det på, og uagtet hvor meget hun tog, faldt hendes tanker på kjolestof, bryster og feminine træk, når hun lå ophidset i egen seng om aftenen. På krøllet, mørkebrunt hår, hun ønskede at køre fingrene igennem for at mærke blødheden af. På blågrønne øjne, hun ville se blive glinsende af lidenskab. På læber, der skiltes i blide suk.
Stadig ordløs, lænede Adena sig langsomt fremad, med tankerne domineret af lysten til at mærke Alyssas læber på sine egne.

"På..."
Hjertet hamrede derud af, som syv sind slåssede internt om hvilket havde ret i hvad svaret ville være. Men alle håbede på det samme, et enkelt ord, et simpelt dig.
Alyssa tvang sine tanker på ret kurs, et sind sikrede sig døren bag dem var lukket, et andet holdt vagt. Resten gav Adena al den fokus hun fortjente, hver en fregne de usynlige linjer mellem der der dannede skjulte stjerne billeder.

"På..."
Hendes hjerte skippede et slag, kunne hun tage fejl? Læste hun for meget i situationen? Du kan godt! glødede hendes blik, fortabt i de funklende safirer der mødet hende. Adena var så tæt på, hånden på sengen, varmen fra hendes ånde var brændende mod hendes hud, men hun ville have hende nærmere.

"På..." 
"Mig..." svarede hun åndeløst. Hun lod det hænge et øjeblik, før hun bøjede sig det sidste stykke og hun fik sit første kys. Lyse og solkyssede fingre flettede sig mellem hinanden, de frie fingre dansede ned langs den let strakte nakke. Hun havde forestillet sig utallige første kys, med prinser, junkere endda en fyrste. Men de blegende alle i sammenligning med det rigtige.

Det var uvirkeligt da Alyssa lænede sig ind mod hende. Som en drøm, der endelig gik i opfyldelse, når man ellers havde set sig tilpas med, at det aldrig ville ske.
Læberne var lige så bløde, som Adena havde havde forestillet sig, og hun lod sig synke ind mod det. Et lyst lille støn kom fra hende og en kuldegysning skyllede ned over ryggen fra punktet, hvor Alyssas fingre berørte hendes hals.

Adena rykkede sig nærmere, ikke villig til at bryde kysset endnu. Hun lænede sig på hånden i sengen og lagde sin anden på Alyssas lår. Det bløde stof kærtegnede hendes fingre som de gled opad mod hoften. 

Det ene ben blev trukket op i sengen for at kunne vende hele fronten mod sin smukke veninde. Det andet gled ud til siden, stadig med foden på gulvet, og tallerkenen, der havde hvilet I hendes skød, faldt mod gulvet. 

Alyssa havde ingen anelse om hvordan hun havde det. Det var som at være en del af et eventyr, blandet med at være en del af et maleri? Fri for de bånd der ellers bandt en, farverig som sindet ønskede, som en drøm givet liv.

Lyden af den skidende tærte, fik det årvågne sind til at svæve tærten i sikkerhed. Splintrende porcelæn ville få pigerne til at forstyrre dem, og det kunne hun ikke have. 
De nysgerrige fingre dansede længere ned, fra halsen mod kravebenet. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre lige nu, andet end at nyde oplevelsen.

En del af hende ville have at kysset skulle vare evigt, åndenød vandt til sidst og hun måtte trække sig gispende efter vejret. Panden hvilede mod venindens, tanken om at være længere væk fra hende var næsten ubærlig. "Wauv..." lød det stakåndet men drømmende, blågrønne øjne søgende de blå. "Hvor.. hvor længe...?" Hvor længe havde Adena drømt om hende? Hvor længe havde hun været blind overfor skønheden der sad overfor hende? Alyssa lod et længselsfuldt suk slippe ud, hende øjne glitrende efter mere.

Under kysset blev noget i Adena sat fri. En længsel, hun ikke havde ladet sig selv føle. Et behov, hun havde undertrykt. Sjælen, der var blevet mast ned i en kasse med lås på. Da Alyssa trak sig for at få luft ned i lungerne, trak Adena et langt og hakkende åndedræt ind. Ud kom tårerne. 
De trillede ned over hendes kinder og brugte hendes smilende læber som glidebaner, inden de ramte stoffet under dem fra deres springbræt ved hagen. 

"Åh Lyss, år... Så mange år, jeg har bare ikke... Ville ikke... Turde ikke drømme om... Det kan jo aldrig..." svarede Adena, smilende og grædende, endelig forløst og sat fri af de bånd, hun havde lagt om sig selv. 
I hvert fald for nu. Noget i hende prikkede til, at det ikke ville vare evigt. At hun ville blive nødt til at finde lænkerne frem igen for at få sig et lykkeligt ægteskab. At sådanne pigefjollerier aldrig ville lede til andet end ulykke. Men for nu ønskede hun at drukne i det, hun lige havde oplevet. Mærke det igen og igen til hun blev udmattet i kæberne af det. 
Nu uden vægten fra tærten på sig, og uden tanke for hvad der var blevet af den, trak hun begge ben op i sengen under sig og lænede sig ind mod Alyssa igen. Hvis hun fornemmede, at Alyssa ville, ville hun vælte hende bagover. Lige nu havde hun ikke mange tanker på pigerne nedenunder. Adenas sin var kun ét sted, og det sted var fanget langt under overfladen i de blågrønne øjne.