Næsten siden han havde forladt sit barndomshjem, havde Declan ledt efter en mulighed for at flytte forretningen ind blandt de rige og adelige igen. Jo jo, der var da masser af forretning blandt det knapt så gode borgerskab, men det var nu noget mere spændende blandt adelen. Desuden var det her, at alt det gode sladder kunne findes, og var der noget Declan elskede, så var de god sladder og skandaler. Ingen bekymrede sig, hvis en kropige hoppede i seng med en tjener, men det var noget helt andet, hvis det var en adelsdatter, som gjorde det. Det var også bare meget nemmere at afpresse de fine folk, og Declan havde snart brug for, at forretningen begyndte at være bare lidt nemmere at varetage.

Det havde taget flere år og mange, mange timers hårdt arbejde, men endelig havde Declan formået at lave en byttehandel med en adelig. En byttehandel som havde skaffet ham en invitation til en fest hos en ældre herre, som han gennem længere tid havde holdt øje med. Selvfølgelig havde der været en masse planlægning op til festen, men selv nu, hvor det var dagen for festen, manglede han stadig noget, den sidste brik.

Det var hen over eftermiddagen, da Declan sad i en karet på vej mod Fielthenas butik. Hun var den manglende brik i hans kæmpe puslespil. Hun skulle distrahere fra hans tilstedeværelse, det var hun så rigeligt køn nok til, men det var ikke alt. Allerede for lang tid siden, havde han fundet ud af, at manden som var vært for aftenens fest, var kendt for at være lidt for glad for de yngre kvinder. Og som om at det ikke var nok, havde han formået at gifte sig forholdsvist meget over sin stand, og hans kone var bestemt ikke glad for mandens vandrende blik. Skulle Declans indgangsvinkel til en handel ikke virke, kunne han vel håbe, at Fielthena ville give en hjælpende hånd.

Da de, efter en ganske kort tur, nåede frem til Fielthenas butik, hoppede Declan ud af vognen og gik ind i butikken. Kareten blev holdende udenfor, de skulle alligevel afsted så hurtigt som muligt.
"Fielthena!" Han smilede bredt til hende, hvilket i sig selv burde sladre om, at han havde bagtanker med sit besøg.
"Jeg har brug for din hjælp, min kære" smilet falmede lidt, indtil det var tilbage til hans normale afslappede smil.

Declan kendte efterhånden ganske godt hvornår og hvor længe den lille guldsmedje var åben, det var lige før han vidste det bedre end hendes stamkunder, det var derfor ikke et tilfælde at den rødhåret mand kom valsende ind på det tidspunkt som han gjorde. Den sidste kunde havde kun forladt butikken for ganske få minutter siden, men det betød ikke at hun havde fri.
Aften var planlagt til at lave en håndfuld af smykke bestillingerne, både dem hvor det var små rettelser og tilføjelser, men også dem hvor et helt nyt smykke skulle skabes. Det var derfor med blikket sænket ned i bestillingsbogen, at hun dobbelt tjekkede hvilket der skulle laves først, da den lille klokke over døren kimede. Hun skulle lige til at løfte blikket med et høfligt smil dansende på læberne, før hun ville sige at der desværre var lukket for i dag.

Hun nåede dog kun at løfte blikket, før det landede på Declan, der kom ind med et smil så bredt at hun næsten kunne have talt alle de hvide tænder ”Declan?” lød det mistænksomt, for han havde helt sikkert noget i tankerne og rigtig nok der kom det. Jeg har brug for din hjælp.. min kære.
En tydelig vrængen på næsen ved hans brug af lige netop de ord, tegnede sig henover hendes næseryg. Brummende utilfreds hun lukkede bestillingsbogen foran sig sammen, hvor efter hendes arme afvisende krydsede sig over hendes brystkasse ”Jeg hjælper dig ikke så længe du kalder mig.. Dét.. Desuden har jeg ikke tid, jeg er ikke en lille husmor der vimser rundt for dit ønske. Jeg har faktisk et arbejde som skal passes” lød det små vrissende, grænsende til vredt. Mage til frækhed skulle man lede længe efter; min kære, pff!

Det var egentlig ikke fordi, at han havde forventet, at hun sådan uden videre ville hjælpe ham, men man havde vel haft lov til at håbe. Faktisk havde han brugt lang tid på at tænke over, hvordan han mon kunne overbevise hende om at hoppe i en fin kjole og lege pæn dame for en aften.. han var stadig ikke nået frem til en løsning.
"Du kan faktisk være venlig overfor dine kunder. Jeg troede, at din sædvanlige attitude gjaldt overfor alle.. Måske jeg bare skal føle mig speciel" Det havde været helt underligt faktisk at se hende med en strejf af høflighed, taget i betragtning af, hvor flabet hun normalt var overfor ham.

Han gav sig til at snuse rundt i butikken, mens han med vilje ignorerede hendes irriterede ord, der var ikke relevante for ham. hvis han ønskede at tiltale hende på en bestemt måde, så gjorde han det. Der var ikke noget i butikken, som fangede hans interesse, så i stedet gik han hel hen til hende, så han kunne se nysgerrigt på bogen foran hende. 
"Jeg har en invitation til en fest hos en adelsmand. Det er en enestående forretningsmulighed, og jeg har brug for en, som kan hjælpe mig" 

En tanke slog ned i ham, og næsten inden han nåede at tænke den til ende, rakte han hånden frem og snuppede bogen fra hende. Med det samme gik han et par skridt tilbage.
"Jeg har bare brug for, at du opfører dig pænt en enkelt aften, snakker med de rigtige folk og er lidt charmerende, så jeg har fred til at snakke med aftenens vært" Han bakkede hen mod hoveddøren.
"Kareten holder allerede derude og venter på os. Du får din bog tilbage, når vi forlader festen" 

Hun kunne ikke undgå at rulle med øjnene over ham, ved kommentaren om at hun faktisk kunne være venlig ”Jeg er en forretningskvinde, Declan. Folk er ikke særlig tilbøjelige til at købe smykker, mens en kniv holdes for deres hals”.
Blikket forblev hvilende på ham, som han begyndte at gå rundt og lade som om han studerede smykkerne. Hvorfor var han så underlig lige nu?
Fest hos en adelsmand, bare ordene fik hende til at slå en latter op ”Det mener du ikke?” lød det moret fra hende, som hun var overbevidst om at han lavede sjov med hende. Den moret mimik svandt ind, som det gik op for hende at han var dybt alvorlig. Et mere stramt udtryk lagde sig i stedet over hendes ansigt, før hun afvisende sagde med fast stemme ”Nej..!”. Under ingen omstændigheder skulle han hive hende med til en eller anden fest, og slet ikke blandt adelsfolk.

Hun havde været så optaget i sine egne tanker, at hun ikke ænsede hans hånd der strakte sig frem mod bogen på disken, ikke førend han havde taget den ”Declan! Giv mig bogen”. Ikke mange sekunder efter var hun på modsatte side af disken, med skridtende i hans retning, men for hvert skridt hun tog frem, tog han tilbage. Kampen var allerede tabt på forhånd, det vidste hun godt inderst inde. Ikke at det misfornøjede hende mindre af den grund. Alligevel forsøgte hun et par gange at få fat i bogen, men med lige lidt succes.
”Fint jeg tager med til den latterlige fest, men jeg tager ikke kjole på”.

Det gik ganske som han havde forventet, d han snuppede bogen for næsen af Fielthena. Han vidste, hvor afhængig han var af sine egne bøger, og hun var jo forretningsdrivende ligesom ham, så det gav jo kun mening. Det morede ham lidt, at hun stadig stillede krav, selvom hun var helt afhængig af, at han mente, at hun fortjente at få bogen tilbage.
"Nu får vi at se. Hvis du vil have bogen tilbage gør du, som jeg siger" Han førte bogen om på ryggen, så hun ville have endnu sværere ved at få fat på den. Det var den eneste fordel han havde lige nu, og selvom han da sikkert godt kunne klare sig uden hendes hjælp, gjorde det hans planer meget nemmere.. og sådan set også noget mere underholdende.

Han blev ved med at bakke væk fra hende, indtil han kunne mærke døren bag sig. Døren blev åbnet, og med en hurtig bevægelse vendte han sig og gik de sidste par skridt over i kareten. Han gad ikke engang holde øje med, om hun fulgte efter, han vidste jo, at hun virkelig gerne ville have bogen tilbage.
"Det skal nok være overstået hurtigt, så prøv at nyde situationen lidt. Adelfester kan være ganske underholdende, tro det eller ej" Normalt ville han være ligeglad med, om hun hyggede sig eller ej, men han havde brug at hun smilte og opførte sig pænt, når de ankom til festen.


Kareten trillede ned af Dianthos' gader, forbi butikker med dyrt udseende varer og store huse, som uden tvivl husede byens elite. Declan sagde ikke meget under turen, egentlig sad han bare mest og kiggede ud ad vinduet, indtil kareten langt om længe gjorde holdt foran en butik som havde farvestrålende kjoler og jakker udstillet i vinduet. Som sædvanlig gik han ud af kareten inden hun overhovedet fik en chance for at rejse sig, så han kunne række en støttende hånd frem.
"Husk nu, du får kun din bog tilbage, hvis du samarbejder" Han sendte hende et advarende blik, han havde brugt den her syerske i mange år efterhånden, og han havde ikke lyst til at blive smidt ud af butikken fordi han var hysterisk.

Havde det da bare været en hvilken som helst anden bog, som Declan havde snuppet, så havde hun ingen gang gidet at forsøge på at jagte ham, men bogen indeholdt alle bestillinger af ædelsten, smykker og dertil hørende skitser. Så at påstå hun var bare lidt afhæng af at få bogen igen, ville være en underdrivelse.
Derfor fulgte hun troligt efter ham, men ikke uden at hun ind i mellem forsøgte at få bogen fra ham, når hun så sit snit. Desværre var han forberedt på lige netop de små udfald, og han var stadig lige så hurtig i sine reflekser som altid.

Det var derfor også med korslagte arme hun sank tilbage i det bløde sæde i karetens lukkede vogn, mens hun stirrede på ham med et hårdt, utilfreds blik ”Du har fået jord i hovedet...” mumlede hun tvært og lavt, før blikket gled ud ad vognens ene vindue. Det fornøjede hende ikke til udsigten om en fest i adlen mens hun skulle være en pyntegenstand hængene på Declans arm.
Og ordene om at fester i adlen kunne være ganske underholdende, stillede ingen garantier for at hun ikke ville nå at kede sig halvt ihjel.
Efter jagten ved blodmåne var det blevet ganske klart hvorfor Declan altid lod sig fragte rundt i en karet, men det betød ikke at hun hadet dem mindre. Folk kiggede bare mere når sådan en kom kørende, for udsynet var begrænset til hvem der sad der inde og det vækkede altid folks nysgerrighed.

De grønne øjne bevægede sig ganske få gange frem og tilbage mellem butikkens vinduer og Declan, som hun overvejede at lade være med at tage hans hånd, men i stedet sætte sig tilbage på sædet og blive i kareten. Hans ord hjalp ikke ligefrem, for selvom han intet havde sagt, behøvede hun jo ikke bruge mange sekunder for at regne ud, at hun skulle iføres en kjole. Trods hendes ord om lige netop dét ikke kom til at ske.
Hendes hånd lukkede sig omkring hans, som hun steg ud af kareten. Som hun fik tilsendt et advarende blik, slap hun hans hånd kun for at gribe ham om armen med sin egen. Hun struttede lidt med underlæben i en påtaget skuffet mine ”Nu skuffer du mig Declan, at du tror jeg ville lave en scene sådan et fint sted? Man skulle næsten tro du mente jeg ikke var andet end en simpel uceviliseret kvinde?”.

Den tvære attitude påvirkede han ikke videre, han havde ikke regnet med, at hun bare ville tage det med et smil. Faktisk var han nok blevet skuffet, hvis det var tilfældet. Men der var en stor forskel på at være tvær og så decideret besværlig, og det var det, han kunne være lidt nervøs for, at hun ville blive.
"Jeg har brugt den her syerske siden jeg kom til Dianthos, jeg har ikke lyst til, at hun bandlyser mig" han rystede lidt på hovedet over hendes påtagede skuffede mine. De vidste begge to, at han kendte hende godt nok til at vide, at hun kunne finde på det.
"Jeg avdarer dig, fordi jeg ved, at du er stædig nok til ikke at lade andre bestemme. Normalt er det er det ikke noget, jeg har noget imod, men i dag har jeg brug for, at du samarbejder" Hvis ikke han kunne få hende til det, så vidste han, at butikkens ejer nok skulle.

Efter at have sendt hende endnu et advarende blik, gik han hen og åbnede døren til butikken, en lille klokke over døren annoncerede deres ankomst. De var knapt nået at komme ind og lukke døren efter sig, før en stramt udseende dame kom hen for at tage imod dem.
"Goddag Magda. Jeg er her angående den aftale, vi lavede den anden dag" han smilede nærmest varmt til syersken foran sig, de havde kendt hinanden længe og han havde et irriterende blødt punkt for ham. Magdas ellers stramme blik blødte da også en smule op, men bestemt ikke meget.
"Det må være den unge dame, du fortalte mig om?" I et par lange skridt var hun helt henne ved Fielthena, så hun kunne se hende an. Hun nakkede, mest for sig selv. Det var jo en ganske nydelig ung dame, og hun havde flere gange prikket til den unge herre for at antyde, at han burde finde sig et passende parti.

"Følg med" Uden at vente på bekræftelse fra Fielthena, begyndte hun at gå mod baglokalet. Declan lod damerne gå først, men fulgte så ellers efter dem, da ville da være en skam at gå glip af en mulighed for at se Fielthena nøgen.
"Ikke dig! Du kan vente her" Magdas stemme smældede igennem butikken, hun havde ikke engang vendt sig om eller stoppet med at gå.
Han skar en grimasse, som nok passede bedst til en irriteret teenager, men lystrede dog ordren og lod damerne gå afsted alene, han vidste bedre end at lægge sig ud med Magda. Hun havde op til flere gange stukket ham med en nål, når hun tog mål til tøj, og han sagde noget, som hun var dybt uenig i. Det var egentlig forfriskende nok med en, som turde sige han imod.

Den påtaget skuffede mine forvandt, hun var jo alligevel ikke interesseret i at opretholde den i længden, ikke denne gang. At der var noget morsomt over hans gentagende advarende blikke, fik hende næsten til at sende ham et små provokerende udfordrende smil tilbage.
”Se, hvis ikke det var fordi du havde den frækhed at stjæle min bog. Så ville jeg næsten tro du havde mest at tabe?” hun holdt en mindre pause, som lagde op til at hun for alvor ville teste ham nu, men i stedet nikkede hun forstående, mens hun lod tommel- og pegefinger gribe fat omkring åbningen til hans ærme, som ville hul føle på kvaliteten af stoffet ”Jeg kan jo ikke omgås en som ikke er passende klædt, så jeg skal nok være.. Samarbejdsvillig”.
Hun slap både arm og ærmekanten, før de trådte ind ad døren. Nok var det mere end en sjældenhed at Fielthena iklædte sig kjoler, men det var aldrig af denne kaliber! Hun havde næsten ikke nået at lade blikket glide rundt på de opsatte kjoler, før end en ældre kvinde dukkede op.
Blikket gled fra hende og til Declan, hvor et næsten.. varmt smil brød hans ansigt, til hendes store overraskelse.

Magda’s ord fik det til at prikke under huden på Fielthena, som hun mest af alt havde lyst til at spørger ind til hvad Declan havde nævnt omkring hende. Var det bare at han ville komme trækkende med en kvinde, som skulle have en tilfældig kjole på?
Men lige så lidt tid hun havde haft til at i smug beundre tøjet i butikken, lige så lidt tid fik hun til at stille spørgsmålet, før der blev kommanderet med hende.
Det var med et hurtigt blik på Declan, at hun uden protest fulgte med Magda, kun for at ende med at bide sig hårdt i læben. Som hun forsøgte at kvæle et grin ved Magda’s ’øjne i nakken’, men grinet nåede ikke at blive bremset helt, i stedet blev det til et lavt fnis.

En lav rømmen lød fra Magda, som reaktion på fbiset. Det var ikke passende sådan at grine over at den unge herre blev sat på plads. Hvad ingen af dem dog kunne se, var det lille smil, som hvilede på den gamle dames læber. Declan havde før slæbt kvinder med til hendes butik, og ingen af dem havde imponeret hende synderligt. Det var altid naive små pigebørn som var fuldkomment forblændet af den rødhårede mand. Nej, hende her var anderledes, og Magda var allerede ganske godt tilfreds med hende.

Det lavmælte fnis fik ham til at skule af de to madammer, som var forsvundet ind i baglokalet. En eller anden dag burde han sætte Magda på plads, men han havde endnu ikke kunne få sig selv til det. Desuden var det nok rigelig straf, at hun skulle have lov til at kæmpe med at få Fielthena i kjole og få sat hår, så hun faktisk lignede en anstændig dame. Tanken alene var nok til at få ham til at smile, han ville nu ikke have haft noget imod at så Fielthena smide tøjet, men han havde bestemt ikke noget imod at undgå den kamp som Magda da uden tvivl måtte have med hende.

Netop som de to damer var forsvundet ind i baglokalet, kom en ung kvinde løbende ud fra selvsamme lokale, tydeligvis lykkelig over, at Declan atter var kommet til butikken. Han havde altid været lidt betaget af Magdas barnebarn, hun var en sød pige med de mest uskyldige øjne. Sådan en som han normalt ville elske at undersøge lidt nærmere. Han ville da helt klart også have forsøgt på det, og helt sikkert også lykkedes med det, hvis det ikke lige havde været for pigebarnets bedstemor.
"Jeg må vist hellere blive klædt på også" Det morede ham at se, hvordan pigebarnet knapt kunne styre sin iver over at få lov til at hjælpe med at klæde ham på.

Det havde ikke taget lang tid at finde det tøj, som han skulle have på. Magda havde efterhånden hjulpet med så meget tøj, at hun kendte hans mål og smag på rygradden. Der havde ikke været meget at vælge imellem, men han var endt med en mørkeblå jakke med guldbroderier, et bredt bælte som holdt den lukket samt en vest som matchede. Udover det var han iklædt en skjorte i skinnende, sort stof og et par bukser i samme farve. Han vendte og drejede sig foran spejlet, det var lang tid siden, han havde set sig selv i sådan noget tøj, det var næsten som at se en skygge fra hans gamle liv, hvor den slags tøj nærmest havde været hverdag.

Der var noget over Magda’s rømmen, som selv om den var så lav, stadig fik Fielthena til at kvæle sit fnis omgående, men det var ikke kun den alene. På vejen ud i baglokalet, strøg en ung kvinde forbi dem, med et ansigt der strålede som en mindre sol og hun havde direkte kurs mod Declan. Et stjålent blik over skulderen tilbage mod kvinden og Declan, var nok til at antænde jalousien. En følelse som ikke blev mindre, som hun kun lige akkurat nåde at se hvordan pigebarnet begyndte at pille ved Declan’s tøj, før både Fielthena og Magda forsvandt helt ud i baglokalet.
Havde det ikke været for Magda’s tilstedeværelse med den tilhørende autoritet, der var ulig hvad Fielthena normalt mødte. Så havde hun allerede med lange målfaste skridt stået, henne ved Declan og gjort det ganske tydeligt at han var hendes.

Hun kunne ikke helt sætte en finger på hvordan Magda’s autoritet fremstod for hende, kun at den fik den ellers normalt trodsige kvinde til at føje sig. Havde hun haft noget der mindede om en normal opvækst, så ville hendes tanker have kredset omkring en kærlig, men fast moderlig skikkelse.
Det var derfor uden for meget besvær at Magda fik hjulpet Fielthena med at blive påklædt. Hele situationen var ganske uvant for Fielthena, og hun fandt det noget besynderligt og tildels nedværdigende at blive klædt på af en anden, for hver gang hun selv forsøgte, kom der et velplaceret dask henover den lyse hånd.
I spejlet kunne Fielthena ikke undgå at bemærke hvordan Magda, lod blikket glide over den arrede og tatoverede ryg, der var blottet ved den åbne rygudskæring på kjolen. Normalt gav hun ikke sin ryg mange tanker, men det føltes som om de skarpe øjne åbnede alle ar til nye friske sår, men i stedet for at skutte sig under blikket, rankede hun blot ryggen en anelse mere.

Håret var blevet med største sirlighed sat op i en tilpas rodet ansamling, enkelte totter hang frit ved tindingen og indrammede ansigtet, mens en krans af hårpynt omfavnede det opsatte hårs knudrede knold. Iført den navy blå kjole med de gyldne broderier på ærmer og midterstykke, trådte Fielthena tilbage ind i den forreste del af butikken, efter at Magda først var gået ud til Declan og hendes barnebarn.
Magda havde rømmet sig, for at indikere at Declan skulle rette blikket mod åbningen.
En ganske dæmpet makeup var blevet lagt over hendes i forvejen kønne ansigt. Vipperne var gjort mørkere med noget der mest mindede om knust kul, en lille tynd kulstreg på øjenlågene langs vippekanten fik vipperne til at syne fyldigere end de allerede var, kinderne havde fået lidt kunstigt liv af en ganske svag blush og til sidst havde læberne fået lagt en passende rød farve over sig.

De røde læber blev skilt en anelse, da hendes blik landede på Declan, som han pludselig stod klædt så modsat hans normale tøj. Han var aldrig klædt grimt, men hun kunne ikke indgå at blive lidt små paf over hvordan han tog sig ud i tøj af denne type.
Synet fik hendes hjerte til at slå hårdere imod brystkassen, som truede det med at bryde gennem den og lande i hans hænder, hvor han ville herske over dets skæbne. Pludseligt blev der meget varmt i butikken og hun måtte holde sig selv fra at løfte en hånd viftende mod sit ansigt, men hun kunne da umuligt være den eneste, som var ved at gå til af varmen?




[Link til hår opsætning]
[Link til kjolens front]
[Link til kjolens bagside]

Med samme kritiske og opmærksomme blik, som han brugte til at betragte alle andre, betragtede Declan sit spejlbillede. Det hele skulle være perfekt. Nok vidste han hvordan man opførte sig som en adelig, og han vidste da også, hvordan man så ud som om, at man passede ind. Men det kunne være små ting, som afslørede ham. Små ting, som ville høre til i norden, men ikke i Dianthos, og det var yderst vigtigt, at ingen nogensinde mistænkte ham for at være nordfra. Selvfølgelig var det intet at sætte på noget af tøjet. Magda havde haft forretningen i mange år, og hun havde klædt mange fra Dianthos' elite på, så hun vidste nok, om muligt, mere end han gjorde. 

Det avr først, da der lød en dæmpet rømmen, at han hev blikket væk fra spejlet, for i stedet at vende sig mod Magda, netop som Fielthena kom gående ind i rummet.
Det var svært at sige, præcis hvad der skete, men det var næsten som om, at han hjerte holdt op med at slå, da han så hende. Han havde altid betragtet hende somsmuk, en gudinde, men den måde kjolen fremhævede hendes krop på var noget helt andet. For så ikke at tale om håret og makeuppen. Han rømmede sig kort, da det gik op for ham, at han uden tvivl stod og stirrede.
"Du ser.. nydelig ud" han smilte høfligt til hende, for en gangs skyld ude af stand til at finde de rigtige ord, hvad var det dog, hun gjorde ved ham?

"Tak, Magda. Jeg sørger for, at der kommer et bud efter vores tøj, han vil også have din betaling" han bukkede for syersken, som svarede tilbage med et høfligt "altid til tjeneste".
En sidste gang lod han blikket glide op og ned af Fielthena, frustreret over, at han ikke kunne hive hende med hjem, men samtidig stolt over, at andre skulle se, hvilken gudinde han havde ved sin side.
"Vi må se at komme afsted, hvis vi ikke skal gå glip af festen" Han gik hen til hende og tilbød hende sin arm, så han kunne eskortere hende ud til den ventende karet.

Inde bag den lyse pande, gav hun butikkens varme skylden for at det i ganske få minutter virkede som om hun stod alene i rummet med Declan. Det måtte så bestemt være varmen som steg hende til hovedet? Og butikken havde sikkert været lige så varm, da de kom og som den var nu.
Alligevel bemærkede hun knapt nok, hvordan hun selv stod og små stirrede på Declan. Ikke før end da hans stemme brød i gennem, samlede læberne sig sammen igen, i stedte for at være meget let skilte. Øjnene glippede en smule, som hun afbrød sin stirren.
Hun måtte endda minde sig selv om læbestiften, da hun var millisekunder fra at lade den lyserøde tungespids, nærmest sultent glide hen over hendes læber.
Nydelig, hvem skulle have troet at så enkelt et ord, kunne starte en ildebrand inden i hende? En ildebrand som efterlod en svag rødmen i hendes ansigt, omkring næseryg og kindben. ”Tak.. Du ser også..” en pause blev holdt, som hun ledte efter ordet der passede på ham, og endte med i samme betaget trone, som hun havde startet sin sætning med, før at hun forsøgte sig igen ”Du ser heller ikke værst ud” indrømmede hun endeligt, mens hun lod sit blik fare ned over ham og op igen.

Havde man ikke vidst bedre, som hun stod der med rank ryg og hænderne foldet pænt foran hende, kunne hun sagtens have gået for at være en rigtig adelskvinde. Fielthena var i stedet pinlig bevidst om, at hun så bestemt ikke var lige netop dét! Kjolens manglende ryg ville nok afsløre hende først i ikke at høre til. Hvorfor havde han også valgt en kjole med kig til hendes ryg, når hun skulle agere adelsfrøken?

Øjnene løsrev sig fuldkommen fra Declan og over på Magda, ved snakken om et bud der skulle hente tøjet ”Jeg tager mine kni” -ve med mig; sætningen nåede aldrig at blive sagt færdigt, før Magda afbrød hende med ordne ”Dem kan du få sammen med tøjet.” sagt med samme smældende stemme, som da Declan forsøgte at snige sig med ud i baglokalet.
En lille irritation satte sig i hendes øjne, et forvarsel om hun ikke alene var utilfreds over at skulle være ubevæbnet, men også på at hun sagtens kunne finde på at vende rundt for selv at hente dem fra bunken med hendes tøj, i ren trods.
Det blev kun ved tanken, som Declan trådte nærmere og bød sin arm. Det var med en langt mere smygende bevægelse at hendes arm låse sig med hans, mens hendes blik låste sig fast i Magda’s barnebarn’s blik, da de trådte forbi hende ved hans ledsagelse ud af butikken. Kunne blik have slået ihjel, var der ingen tvivl om den unge kvinde, som havde været lidt for ivrig efter at pille ved Declan’s tøj, ville være sunket sammen for Fielthenas grønne.

En halvkvalt lyd, som bestemt kunne lyde som et grin, undslap Declan, da Fielthena også fik en bestemt kommentar fra Magda. Han havde selv lagt øre til mange af hendes bestemte, men sikkert også velmente, råd gennem årene, og det morede ham, at en anden nu stod for tur. Desuden var det sjovt at se Fielthena faktisk makke ret uden brok for en gangs skyld, selvom han genkendte irritationen i hendes blik. Vidste man ikke bedre, kunne man misfortolke situationen som værende helt almindelig. Et ungt par på vej til fest, en forældrefigur.. Men intet ved det var almindeligt. De avr på vej til fest for at lave lyssky forretninger, Magda var blot hans syerske og Fielthena.. Hun var jo kun ren underholdning, indtil han en dag blev træt af hende..

Det var umuligt ikke at bemærke, at Fielthena tavst satte Magdas barnebarn på plads, kunne det virkelig passe, at hun følte sig truet? Han smilede tilfreds, nok var det tiltider utroligt irriterende, at hun havde lige så lidt lyst til at dele som ham, men der var nu alligevel noget sjovt over hendes jalousi. Barnebarnet fandt det dog knapt så underholdende, selv folk som ikke var nært så observante som Declan kunne se, hvordan hendes hjerte gik lidt i stykker. Der ville uden tvivl vente hende en opsang fra Magda, når de havde forladt butikken.

"Træk kløerne til dig Fielthena, husk vores aftale" Det var tydeligt at han morede sig, men han vidste også, at det var lige at presse hendes selvkontrol, så hurtigt fik han hevet hende med ud til kareten, hvor han rakte hånden ud for at hjælpe hende ind, inden han selv satte sig ind i kareten. Med det samme begyndte kareten den korte tur mod festen.
"Når vi kommer hen til festen, skal du egentlig bare gøre dit bedste for at socialisere med de andre gæster. Det er dit job at tage opmærksomheden, så de ikke ligger mærke til, når jeg hiver værten til side for at lave forretninger"

Det grønne rev sig løs fra den unge pige, hvis hjerte gik i tusinde stykker for øjnene af alle, kun for at søge mod Declans morede ansigt. Denne gang advarende, som han virkelig prikkede til hende.
Havde det ikke været fordi hun havde indgået aftalen med ham, og hun altid holdt sit ord. Ville hun havde sat hælende i, trukket armen til sig og bedt ham skride til festen alene eller at han kunne tage barnebarnet med, før hendes øjne ville trille ud af hovedet på hende, med de tårer som tydeligt pressede sig på bag dem.
Kjolen var i grunden eneste grund, til at hun denne gang tog imod hans hjælpende hånd ind i kareten. I guder, hvor var det besværligt at få alt det stof med sig ind i så lille et rum! Ikke noget der just bidrog til den trods som byggede sig lagvist op inden i hende.
Hendes i forvejen lyse kulør, blev direkte bleg da han begyndte at nævne hendes arbejdsopgave. En opgave som ville have været ganske lige til, tog den ikke plads i adlen og han ville efterlade hende for løverne! Hvad i Zaladins lede navn bildte han sig egentligt ind?!

Vissende ud mellem tænderne, var der ingen tvivl, hun var ikke længere trodsig, men arrig over hans latterlige plan. ”Så hvordan har du tænkt dig det skal ske, når du praktisk talt lige har bedt mig om at holde kæft?? Jeg tvivler på at selv adelsdamer kan lide et fremmet kønt ansigt, som blot smiler rigtigt til de andre mænd?” tonen var flabet, for som de sad her alene. Så behøvede hun jo ikke føje sig, som lovet, det var jo kun mens andre var tilstede, - var det ikke sådan aftalen lød?

Declan rystede på hovedet, mens han sædvanlige afslappede smil lå på hans læber. Han havde brugt år på at studere adlen, det var sådan, det hele var begyndt, så han vidste, nøjagtig hvordan man kunne distrahere dem.
"Adelsmænd kan lide kvinder kønne kvinder, som kan stå og så pæne ud ved deres side, måske komme med en kommentar om, hvor meget de beundrer dem. Udover det er der ikke brug for meget andet end kropssprog, og det ved jeg jo, at du kan finde ud af" Han lagde hovedet en anelse på skrå, og lå åbenlyst blikket glide over hende. Selvom hun var irriteret på ham, var der svært ikke at fantasere om at rive kjolen af hende.
"Og kvinderne vil have travlt med at holde øje med deres mænd, som pludselig bliver charmeret af en kvinde, som langt overhaler dem i udseende" Han komplimenterede hende ikke ofte, men han var slet ikke over at bruge det til at formilde hende. Han kom dog aldrig med komplimenter, som han ikke mente, men det behøvede han jo ikke fortælle hende.

Det tog ikke lang tid, før kareten drejede op ad en gade, hvor der i forvejen holdt en lang række af kareter, som ventede på at komme tæt nok på hoveddøren til det store hus til, at de kunne sætte de herrer og damer af, som havde været heldige nok til at skaffe en invitation til aftenens begivenheder. 
Han så overvejende på hende, han var endnu ikke sikker på, at hun ville kunne makke ret, når de først kom frem. Igen holdt vognen stille, mens de ventede på nogen længere fremme blev sat af. Han udnyttede den lille pause til at rykke sig hen til hende, og blidt gribe hende om nakken.
"Du skal nok klare det derinde, det er jeg slet ikke i tvivl om" Han nussede hende blidt på kinden med den frie hånd, inden han trykkede sine læber mod jendes, denne gang faktisk i et ordentligt kys, selvom det ikke varede ret længe, før han atter brød det og rykkede tilbage på sin egen plads.

Det føltes som timer,  før deres egen karet endelig kom langt nok frem, og en tjener åbnede døren for dem, og bød dem en hånd. Som sædvanlig skyndte han sig ud af kareten, han lod dog tjeneren om at hjælpe Fielthena ud, mens han selv stod klar til at byde hende en arm, når hun steg ud.
Deres invitation blev rakt til en tjener, inden de blev ført ind i huset og ind til et rum, som nok nærmest kunne kategoriseret som en balsal. Større end nok hele hans hus, oplyst af høje, gyldne lysestager og dekoreret med malerier på vægge som ikke var domineret af høje vinduer. Selv han fik et lille sus i maven, det var længe siden, han havde været sådan et sted.

”Jeg sværger Declan… Hvis jeg finder ud af du har afskrevet så meget som én krystal mere af den møggæld, efter i aften. Så lever du ikke til at se morgendagen...” Man kunne næsten føle hvordan temperaturen i kareten faldt til minusgrader, ved hendes ords kulde.
Selvom hun flere gange havde forsøgt sig med at slå ham ihjel, hvor sidste gang havde et hårstrås tykkelse fra at lykkes, så var der ikke den mindste skygge af tvivl i hendes ord.
Denne gang havde hendes udtryk og tonens klang noget andet i sig, og han skulle være mere end ubegavet, hvis han ville teste om hun nu faktisk mente det.
Havde hun været i et bedre humør, ville hun have gjort sig mere til for hans åbenlyse blik. Ganske diskret naturligvis, men ikke desto mindre ville hun stadig velkomne det.

I stedet lod hun blikket flytte sig væk fra ham og ud gennem vinduet, mod palæet. Det var selv ude fra i sandhed storslået, som det rejste sig op foran karavanen af kareter. Langsomt nærmede deres karet sig, givende hende en mulighed for at se de par og enkelte uledsagede personer an, som de bevægede sig op ad trappen til hoveddøren.
Hun havde derfor ikke bemærket at Declan havde rykket sig tættere på hende, før hans hånd lukkede sig blidt omkring hendes nakke.
Den irritation som havde været i hendes blik siden de forlod Magda’s butik, var der ikke længere. I stedet var der en snert af noget andet som spillede i det grønne, en nervøsitet.
Nervøsiteten fik aldrig lov at slå rod, ikke fordi han kom med opløftende ord. Den forsvandt ved mødet af deres læber. Det var fejt, et beskidt trick, men lige nu havde hun brug for lige netop dét. Selv da kysset blev brudt, kunne hun stadig mærke varmen fra hans læber, før den sank helt ind i huden og blandede sig med hendes egen varme. I mellem tiden mistede hun kontrollen over sine mundvige, som de krummede sig op ad i et lille smil.
”Vent” I en hurtig bevægelse greb hun ham om håndleddet, bremsede ham i at stige ud af vognen. Der var en svag rødlig farve på lidt af hans læber, efter kysset. Med et lille bomulds lommetør klæde, fik hun fjernet den røde farve og slap atter håndleddet, som et lydløst ’værsgo’.

At blive budt en anden hånd end Declan’s, virkede så forkert, at hun måtte huske sig selv på at nægte tjenerens hånd ville fremstå mere end uhøfligt. Så snart hun havde fast grund under fødderne, lod hun sin arm flettes med Declan’s så han kunne fører hende på vej.
Det var overdådigt og selv Fielthena måtte erkende, at ydersiden ikke kunne måles med det indre. Hun var måske ikke en kvinde som pyntede sig selv eller sit hjem særlig meget, men det betød ikke at hun ikke værdsatte skønhed. For ikke at ende med at stå med opspærrede øjne og åben mund, klemte hun lidt omkring hans arm. Hviskende åndeløst ”Jeg har aldrig set noget lignende” kun lige akkurat højt nok for hans øre.

Uden at tænke over det, var han lige ved at takke hende før st fjerne de røde mærker på hans læber. Det var normalt ikke koget, han ville takke for.. normalt ville han selv have tænkt over det. Et kort øjeblik rynkede han brynene, utilfreds over sig selv. Han kunne ikke tillade sig selv at blive sløset, ikke nu.

I et forsøg på at berolige hende lidt, gav han hendes arm et lille klem. Han kunn sgahens forstå, at det kunne virke overvældende, når man oplevede det for første gang. Hvordan ville hun mon reagere, hvis hun fandt ud af, at han havde boet i et hus, som var i hvert fald lige så overdådigt som dette? Hun ville sikkert nægtes at kende ved ham, hun virkede ikke just til at være glad for det bedre borgerskab. Det var en ting som ingen vidste om ham, og han havde heller ingen intentioner om at fortælle hende det, men han ville gerne kunne have hende som ledsager til flere fester. Mon ikke snart hun ville vænne sig til det hele.

Undersøgende scannede hans blik den store sal, på jagt efter aftenens hovedperson. Han var ikke lige umiddelbart til at få øje på.
"Jeg kan ikke se han nogle steder" ordene blev sagt lavt, der var helst ikke andre end hende, som skulle høre dem.
"Kom med" Med et fast tag i hendes arm, førte han hende længere ind i menneskemængden. Kiggede folk på dem? Det kunne sagtens være indbildt, men han var sikker på  at han så mere end et par folk, som nysgerrigt betragtede det fremmede par. Det her var ikke optimalt.
"Jeg bliver nok nødt til at forlade dig, jeg kan bedre forsvinde i mængden, når jeg er alene" han slap hendes arm og så hende ind i øjnene, han kunne ikke gå fra hende, hvis hun ikke havde troen på, at hun ville kunne charmere sig ind på de andre gæster.

Det lille klem på hendes arm, fik hende til at skæve op mod hans ansigt. Nok var stedet her ganske prægtigt, men når hun endelig tillod sig at tage ham ind, var det som om alt luft blev presset ud ad hende, mens hjertet slog en kolbøtte. Forbandet.. Hvad var der galt med hende?! Det var jo bare Declan? Jovist i finere tøj, men han var jo ikke andet end godt tidsfordriv, fordi han kunne finde ud af at give hende lige netop dét hun havde brug for.
Alligevel kunne hun ikke helt tage blikket fra ham, før hun blev ledt længere ind i menneskemængden. Der var blikke, nogle mere tydelige end andre, men hun følte hvert og et af dem.. Holdningen forblev dog rank og den alvorlige mine, blev blødt op som når hun stod i sin butik. Med en enkel undtagelse af, at det ikke bare var høfligt. Det var varmt og indbydende.
Deres arme låste sig fri fra hinanden, hvor hun naturligt foldede hænderne sammen foran sig. Hun var mest af alt fristet til at række hånden op, gribe ham om hagen for at trække ham tættere. I stedet nikkede hun forstående for hans ord ”Gå, jeg skal nok klare mig, om ikke andet er jeg jo et ganske pænt ansigt”.
Med et legesygt glimt i øjnene, lod hun sig dreje en kvart omgang omkring sig selv, før hun skridte væk fra ham i den vanlige elegante gang. Som havde hun aldrig bestilt andet, faldt hun hurtigt i ligegyldig snak med de andre adelspersoner. Roste kvinderne en passende mængde, grinte og lagde en blid berøring på mændene når det passede.

Det var hans egen skyld, at hun gik, han havde jo faktisk bedt hende om det. Men alligevel kunne han mærke en velkendt følelse af jalousi komme op i sig, så snart han så hende glide ind bla dt de andre gæster. Den måde hun rørte ved mændende.. Det var kun ham, hun burde være så tæt på. Det værste var nok, at det føltes som om, der lå noget emre blandt den sædvanlige følelse. Noget ukendt som han kun mærkede, når han kiggede på hende. Han rystede let på hovedet af sig selv, han havde ikke tid til det her lige nu, der var alt for vigtige ting på spil.

Langsomt vendte han sig om, så han kunne undersøge forsamlingen, der gik ikke lang tid, før han fik øje på den mand han søgte. Han rettede lidt på sin jakke og sørgede for, at det sædvanlige smil var på plads.
"Hr. Thomesen, en fornøjelse at møde dem. Det er noger af en fest, de har formået at arrangere" han bukkede for ham og smilte høfligt. Alle høflighedsfraserne var dog ikke nødvendige, for aftenens vært kiggede knapt på ham. Hans blik havde også fundet den smukke skikkelse, som var i gang med at charmere gæsterne.

Irriteret bed Declan tænderne sammen, men smilet forblev på hans læber.
"Hvis de har tid, har jeg noget, jeg ønsker at drøfte med dem" denne gang stillede Declan sig lige ind foran ham, så han nærmest ikke havde noget andet valg end at anerkende hans tilstedeværelse.
"Hør her knægt, jeg ved ikke hvem du er, og jeg er ikke interesseret i dig. Så forsvind nu, inden jeg tilkalder vagterne" og med de ord vendte han sig om for at gå tættere på den fremmede skønhed. Han stoppede dog lige så snart han så sin kones lynende blik i menneskemængden.

En ide slog ned i Declan, egenrlig havde han tænkt det tidligere, omend selve udførslen var lidt anderledes.
"Kvinden de er så betaget af, er min ledsagerske i aften. En ganske nydelig ung dame, hvis jeg selv skal sige det. Jeg lovede at tage hende med i aften, da hendes far så brændende ønsker hende afsat.. Jeg tror dog ikke, at hun på nogen nåde har tænkt sig at tage til takke med kun en ægtemand. Hvis du forstår hvad jeg mener" han kunne se nu, at han havde hans opmærksomhed. Nu manglede bare det sidste skub.
"Lad mig underholde deres kone, mens de hilser på deres gæst. Betragt det som en tjeneste" Hr. Thomesen overvejede at øjeblik, før han så nikkede. Det værste der kunne ske var, at han fik en reprimande af sin kone, og i bedste tilfælde fik han lov at tilbringe en nat med denne skønhed.

Da Hr. Thomesen vendte ryggen til Declan, forsøgte han at fange Fielthenas blik i mængden for tavst at signalere, at det var okay, hun blev nødt til at forføre aftenens vært. Forhåbentlig ville hun vide, at han ikke sendte fremmede mænd til hende uden grund. Imens gik han over for at overholde sin del af aftalen med aftenens vært.

Selvom hun konverserede med de andre gæster og virkede til at have lagt sin fulde opmærksomhed hos dem, var det med enkelte skjulte blikke imod den rødhåret skikkelse.
Det gik forbavsende godt med at passe ind i mængden, men ikke alle var lige tilfredse med den brunhåret kvinde.
Enkelte havde bemærket den tatoverede ryg og arrede ryg, noget der fik snakken til at gå i krogene. Hvad var denne kvinde dog blevet udsat for af afskyelige ting, og hvorfor i alverden ville hun vælge en kjole med åbenryg?
Snakken og de nysgerrige blikke blev blandet med lystfulde blikke fra nogle af de mandlige gæster og blikke fulde af jalousi fra nogle af kvinderne. En enkelt kvinde eller to måtte da også sende en albue i siden eller give et nivende klem på deres mænd, for at lade dem vide de havde bemærket deres blikke mod Fielthena.

Manden, Hr Thomesen og hans kone var ingen undtagelse fra så mange andre par, skønt konen kunne nøjes med at sende sin mand lynene blikke. Selv samme mand som for ganske få minutter siden havde stået ved Declan, fandt vej gennem menneskemængden med målrettede skridt i hendes retning. ”En nydelig aften til en fest ikke sandt? Naturligvis ikke så nydelig som de..?” lød det indsmigrende fra ham.
Hun havde ikke bemærket hvordan han var kommet nærmere, som hun havde måtte stille sig halvt med ryggen imod ham og Declan, men Declan var ikke fulgt med Hr. Thomesen, uden at det virkede for åbenlyst søgte hendes blik mod Declan’s og selvom det ikke var særlig tydeligt med mindre man kendte hende ville kun han bemærke hendes kortvarige forvirring.
”Det er det så sandelig, og hvilken udsøgt fest de har skabt dem – Frk. Ch’Vyalthan” svarede hun i et varmt smil, mens hun lod ham tage hendes ene hånd, som blev løftet mod hans læber for at placere et kys på dens håndryg.
Han trådte nærmere efter at have sluppet hendes hånd. Et mere lusket smil gled over hans læber ”Måske de, Frk. Ch’Vyalthan, vil eskortere mig ud i den friske aftens luft, på en af balkonerne?” spørgsmålet var mere retorisk end et hun faktisk skulle svare på. Før hun kunne nå at skille de rødmalede læber fra hinanden, mærkede hun den brede mandehånd mod den nederste del af hendes bare ryg, som guidede hende med ham.

Turen gik ikke mod de balkoner som var åbent for festens gæster, nej han havde ført hende mod mere private gemakker, mens han havde snakket sit hjerte ud om alskens kedelige ting. Hver en gang lod hun til at virke lige interesser i hans fortællinger, og lod ind i mellem en hånd røre ved siden af den brede brystkasse.
Hun tillod endda en vildfaren hånds der strøg hende prøvende over den ene balle, selvom hun mest af alt havde lyst til at placere et hårdt slag over den samme hånd, hvis ikke en syngende lussing ville komme først.
Dørene ud til en mindre balkon blev åbnet og galant holdt åbent, vil hun trådte ud under den pastel farvede himmel, hvor en lysende halvmåne var ved at erstatte den nedgående sol. ”De har så sandelig stjålet mange blikke i aften, men jeg kan ikke bearbejde hverken kvinder eller mænd. Så betagende de er” ordne blev lavere jo tættere han trådte på, til han til sidst stod helt tæt mod hendes ryg. De grønne øjne slog gnister ved følelsen af hændernes færden op langs hendes arme, mod skulderne, men da hun slog blikket over skulderen, var det med et sukker sødt smil og blide øjne ”Jeg kan dog ikke hamle op med deres fest. Den er overdådig og jeg er sikker på der vil snakkes længe om den.”