Renny havde ikke benægtet det. Sætningen havde pløjet lange furer i den sjælelige muld, der var så dybe, at de gik ned til et lag, som ellers sjældent viste sig, når Eadgar den Andægtige var fremme. Indsigten havde slået rod i den delte kerne og fremavlet en henrykkelse, der havde gjort den urtekyndige kvinde med det sorte hår og sorte øjne vild af begejstring; for hvor den unge forkynder ikke lod sig indfange i rankespil og ømtålelige informationer, levede Isla ikke på andet. Og hun havde slugt det hele råt inden Eadgar den Andægtige havde forstået, hvad det egentlig var, han havde fået fat i af lækkerier.

Planerne forblev ukendt for det lyse sind, hvorfor Eadgars syn på Renny ikke var umiddelbart forandret. Jovist, at hun ikke havde taget afstand til deres konspirationer (hvilket måtte betyde at de var korrekte), var mildest talt chokerende, men mest af alt fordi det – i Eadgars øjne – kun gjorde det endnu mere forrykt at hun havde så… løssluppen, og aldeles ukorrekt, adfærd.  Forkynderen havde altid set de særligt udvalgte i Lysets Hær som skinnende stjernesole; beundringsværdige, ja næsten umenneskelige rene individer og dermed flere alen fra den dybe kavalergang og den umoralske måde at spise på, som Renny uhæmmet havde lokket med. At det var én af disse beundringsværdige stjernesole, som havde besmudset Eadgar den Andægtiges sind og fået ham til at komme - ved et skrækkelig fejl – var så skamfuldt, at han havde været tæt at ’glemme’ invitationen og gemt sig for stedse.


Men han var mødt op i nye, hvide klæder foran et kolossalt hus i flere etager på en kostbar beliggenhed i den øvre del af hovedstaden. Han havde, ikke meget ulig deres møde dagen forinden, forberedt sig. For det var ikke blot Renny forkynderen skulle møde denne gang – det var hele menageriet. Den gyldne, og uden tvivl latterligt smukke forsamling af individer, hvis fysiske tilbøjelighed til at afprøve Eadgars den Andægtiges afholdenhed med garanti ikke kun var forbeholdt de to søstre.
Skulle sandheden frem frygtede Eadgar blive vidne til – ja, i værste fald hovedperson i - et orgie af usømmelighed, der ville kræve mere end remser, psykologisk udholdenhed og kyskhedsløfte at slippe levende ud af.

Forkynderen rankede ryggen foran husets dekorative indgang. Skuldrene løftede sig og sank i takt med luften, der blev suget ind og lukket ud. Ro. Han måtte opnå en tilstand af komplet, åndelig ro. Det var vigtigt at Lyset ikke blafrede, når først han var indenfor. Han måtte skærme Lyset for deres fristelser, vende blikket indad og sætte sin lid til Livets Gudinde, og hendes ord:
De fristelser, der vil møde jer, er kun menneskelige. Og Lyset er trofast; Lyset vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

Fattet og klar bankede Eadgar den Andægtige på.

”Jeg har den!”, lød en hæs og mørk stemme kort forinden, at den knirkende port gik op med et brag. Dernæst fulgte et fjoget grin og et; ”det må De undskylde! Jeg er stærkere, end jeg ser ud – åbenbart”.
Frem trådte en ung mand; hans hår ligeså sort som Rennys eget, hans hud gyldenbrun og gemt væk under smukke, flagrende klæder, der lod alle og enhver vide, at dette var en mand med et hvis økonomisk råderum. Hans øjne var lysere end storesøsterens, men var indbefattet af samme konstante varme og spøgefuldhed; som kendte han alene til en af universets hemmeligheder.
”Det er mig, der er Harami. Cal sagde – jeg mener Renny! – at De vidste, hvem jeg var!”, skyndte den kønne mand at præsentere sig, hvorefter han straks smed sin hånd frem imod Eadgar. ”Vi er vanvittig beæret over, at De vil gøre os selskab til frokosten. Bare følg med mig, så skal jeg nok få Dem sikkert dertil –”, lo Harami hastigt, hvorefter han lukkede porten forsvarligt bag Edgar. ”Der er jo efterhånden en del børn til Gandir-navnet, og de kan få selv den største kriger til at løbe skrigende herfra. Nu hvor jeg lige tænker over det, ja, hvad er der så – ved alle Guderne, så runder vi vist efterhånden de sytten børn! Ja, så De kan jo næsten selv regne ud, at der sker en hel del herhjemme!”

Harami førte Edgar igennem de alskens smukt dekorerede gange og ikke mindst den frodige have, der lå placeret i palæets midte, hvorfra man kunne så op til de mange etagers tykke gelændere og hvor solens stråler uhindret skød ned til jordbunden. På intet tidspunkt stod Haramis mund stille; han talte i et væk om arkitekturen, restorationer og hvorhenne de forskellige familieenheder bosatte sig. Dette foregik til lyden af legende børn, der dog ikke umiddelbart lod sig se nogle steder; irettesættende råb og sprudlende latter; blide kommandoer, der bad usynlige skikkelser om hjælp til madlavning og borddækningen.
”Der er aldrig stille herinde!”, lo Harami muntert, i det han klappede Eadgar hårdt på skulderen og dernæst førte ham ind i et kæmpemæssigt, overbefolket køkken.

At det store køkken var befolket var en mildest talt en underdrivelse; på alskens frie pladser sad pludrende småbørn, hvortil fem kvinder – Harari inklusiv – stod og lavede mad, alt imens de tilså børnene ud af øjenkrogen. Der var et virvar af snak og farver, for Gandir-familien klædte sig alle i smukke, farverige gevandter, der flagrede når de sprang rundt på hælen, for at imødekomme kaosset der unægtelig fulgte, når børn indfandt sig i køkkenet.
I det Eadgar og Harami trådte ind i køkkenet, så samtlige kvinder og børn op på dem. Dernæst fulgte forskellige hilsner, der alle var sagt med oprigtig venlighed og iver. En ældre kvinde – ligeså hvid som Renny selv – trådte hastigt væk fra kødgryderne, og alt imens hun aflagde afstanden til Eadgar, tørrede hun sine hænder af i sit forklæde. ”Jeg er Oters”, hilste kvinden storsmilende, i det hun dernæst rakte sin hånd frem mod Eadgar. Efter hende fulgte de øvrige fire kvinder der alle præsenterede sig, og i lang tid lod de ikke Eadgar gå. Alskens høflige spørgsmål blev stillet; var Eadgar ved godt mod? Ville han have et glas forfriskende lemonade? Ville han have en fremvisning?

Harami lo stille, i det kvinderne omsider vendte tilbage til madlavningen. Han nikkede dernæst mod gangen igen. ”Lad os finde Cal. Hun er sikkert i træningshallen”, fortalte han. ”Drengene og hende gik derind i går aftes, og er vist ikke kommet ud siden. Du ved, efter du fortalte hende om rygtet – jeg har aldrig set hende så – ja, bange før! Renny råber normalt ikke, og da slet ikke af os, men i går – altså, lad os bare sige, at det blev lidt grimt”. Harami skævede til Eadgar, som hans smil svandt en smule ind, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Bahir – vores far – har dog forstærket sikkerheden rundt omkring huset. Ingen forlader det uden eskorte heller. Så længe folk bliver hjemme, så er jeg sikker på, at der ikke sker noget – og hey, hellere være på den sikre side! Måske er det jo bare pure opspind! Nå, nu er vi her”, konstaterede Harami – stadig smilende – hvorefter de begge trådte ind i en stor, næsten tom hal, så man bort fra de prustende, svedende individer der optog det.

Renny stod placeret op af murstensvæggen, hendes mørkebrune øjne rettet mod de to unge drenge, der kæmpede foran hende. Hendes arme – hvis skjorteærmer var smørret op til over albuen – lå foldet under hendes barm, og det var tydeligt, at Renny var træt. Mørke rande lå tungt under hendes øjne, og hendes ellers hvide kinder var let røde af udmattelse. Det var dog som om, at det forsvandt som dug fra solen, i det Renny omsider bed mærke i Eadgars skikkelse. Hendes ansigt lyste op i et smil, hvorefter hun skubbede sig selv fri af muren og aflagde afstanden til dem. Den hvide skjorte klæbede sig til hendes tynde mave, men Renny lagde ufortrødent armene omkring den yngre mand i et varmt kram.
”Jeg må uden tvivl lugte af Mørket til, for vi har været i gang hele natten – jeg ville dog lige hilse ordentligt”, brummede hun mod Eadgars øre, hvorefter hun slap ham storsmilende.

Bag hende trådte en bredskuldret og mørkhudet mand frem. ”Bahir”, hilste han varmt, i det han rakte sin hånd frem. ”Det er en glæde for os, at De vil gøre os selskab i dag. Vi kan ikke takke Dem nok, unge mand. Hvad De gjorde for os, ved at fortælle Cal her om rygtet, ja, det kan vi aldrig gøre op for Dem. Jeg ville have tilbudt en af mine ugifte døtre, men nu er De jo Forkynder af Lyset, så det går jo ikke, kan jeg regne ud”, spøgte Bahir, hvilket fik de omkringværende mænd til at le stille – dog ikke af Eadgar, men af Bahirs frækhed. ”Hvis De dog skulle ændre mening, så har jeg Saharia og Renny tilbage.” 

Det var broren som åbnede for Eadgar den Andægtige og agerede som vejviser ind til husets pulserende centrum, med en mund, der på intet tidspunkt stod stille. Allerede efter de første to sætninger mistede Eadgar tidsfornemmelsen og lod sig, halvbedøvet af ord, føre mod køkkenet og larmen, der tog til i styrke. Kun da Harami letsindigt kom ind på familiens umådeholdende fertilitet rødmede forkynderen, men blev hurtigt distraheret, da lillebroren ufortrødent fortsatte med at plapre godmodigt. Ligesom den øvrige familie, som Eadgar havde mødt, var Harami uforbeholden og delte en anden forståelse for personlig sfære end den, forkynderen var vant til.

Køkkenet var kaos. Børn og kvinder hvirvlede rundt for henholdsvis at skabe og forhindre mindre katastrofer og synet fik Eadgar den Andægtige til uvilkårligt at genoverveje, om det var et rum han turde gå ind i. Men ind kom de, og hilsner blev givet, selvom han allerede havde opgivet at lære alle deres navne at kende. Faktisk skulle han bruge al sin mentale styrke på bare at svare høfligt på de mange spørgsmål og forespørgsler og sikre at ingen blev glemt eller overset når han besvarede dem alle med Lysets velsignelser. Da madgryderne omsider krævede opmærksomhed igen, følte Eadgar sig allerede helt udkørt og træt; og han havde kun mødt kvinderne. Heldigvis, erkendte han, mens han gik efter den evigt snakkende lillebror, havde søsterens skønhed ikke været nær så påfaldende denne gang; kødets fristelser var blevet glemt i et virvar af farver og høflige fraser og ukendte ansigter. Det hjalp på energien at mærke, hvordan Lyset forsat skinnede kraftigt.

Selvom Eadgar kun nikkede af brorens ord, fæstnede han sig til det som blev ham sagt med større alvor end han viste udadtil. At de havde taget forholdsregler og optimeret hjemmets sikkerhed, var ikke blot et tegn på, at Renny rent faktisk var spion, det skabte også et håb om, at Sarah muligvis ikke ville kunne gøre skade alligevel. Overraskelsesmomentet, som varulven uden tvivl havde haft til sinde at benytte, var i hvert fald stendødt. Det glædede forkynderen.

Det grønne blik opdagede Renny og han mærkede et sug i maven, der til forveksling kunne minde om gensynsglæde, da hun smilede stort og gik imod dem. Han håbede Lyset ville tilgive varmen, som udsprang af det hurtigt-bankende hjerte, da hun krammede ham og klemte sine bryster mod hans krop. En ny rødmen spredte sig på Eadgar den Andægtiges ansigt. Det hjalp ikke at hun gjorde ham opmærksom på hendes kropslugt. Han klappede hende akavet – men venligt – på skulderen, og trak sig så fri.

Den muskuløse mand vidste Eadgar hvem var, før navnet blev sagt. Bahir var kendt og anderkendt for sit arbejde for Lyset, sin skarpsindighed og uovertrufne egenskaber på slagmarken. Historierne om mandens heltedåd mod Mørket var allemandseje og selvom beretningerne muligvis havde vokset sig større og mere farverige end de reelle handlinger, blev Eadgar alligevel lammet af benovelse over at give manden hånden:
” Det skal De ikke tænke på..” begyndte forkynderen, før det slog ham, hvad Bahir tilbød. Spyttet blev øjeblikkeligt sejt, og fik den Andægtige til at rømme sig: ”- Jeg er sikker på at De nok skal finde et passende parti til Deres døtre” svarede han omsider, da halsen var fri igen. Han afholdt sig fra at skæve til Renny, men beholdt opmærksomheden på den kendte dragerytter.
”Jeg takker ydmygt for den varme velkomst. De har en yderst .. farverig familie, Hr. Gandir - Må Lyset blive ved med at skinne på Jer alle.” Den Andægtige bukkede respektfuldt.

Bahir lo; højt og brummende. Dernæst lagde der sig en mørkhudet hånd på Eadgars ene skulder, som den høje og bredskuldrede mand klappede hjerteligt. ”Det er en kaos-familie, det er, hvad det er!”, svarede Bahir, stadig småleende, hvorefter han gestikulerede rundt i træningshallen. Straks forsvandt det spøgefulde og blev i stedet erstattet af alvor. ”Hvad De ser her, er hjertet af en hvilken som helst af os. Samtlige af mine sønner tjener Lysets Hær – og når ja, Renny har jo, som De sikkert ved, gjort det samme. Nu driver hun den dog af på et skib – et skib, siger jeg Dem! Ja, ja, man kan ikke vinde hver gang, når det kommer til ens afkom. Sig mig, De skulle da ikke kende til en frisk og ugift mand? En der kan tøjle en orkan, mener jeg. Som De kan se, nærmer Renny sig snart en ganske moden alder, og jeg synes nu, at de der brede hofter snart skulle til at bruges til noget fornuftigt –” Bahirs mørkebrune øjne kiggede sigende på Renny, der måtte lægge nogle fingre mod de buttede læber, for ikke at lade en sprudlende latter undslippe dem. Det lykkes hende, men ikke foruden at latteren sneg sig ind i hendes blik og fik det til at gnistre. Bahir havde stadig sin tunge og store hånd på Eadgars skulder, hvilket var et faktum, han for længst havde glemt alt om. I stedet fortsatte han sin talen; ”– vi har naturligvis prøvet, min hustru og jeg. Og det var tilmed gode mænd, at De ved det. Slet ikke noget at kimse af, men hende skarnet dér ville ikke vide af dem – og så er det godt nok svært! Hver De glad for, at De ikke har døtre! Sønner er og bliver meget nemmere. Og når ja, og på Dem, Eadgar.”

Renny skævede til Eadgar under Bahirs talestrøm, og var nær ved at kvæles i latter over, hvad hun så. Omsider lod hun sig dog forbarme over den arme skikkelse, hvormed hun greb Eadgar om begge skuldre, sendte sin far et irettesættende blik og dernæst skubbede den unge forkynder ud af træningshallen – sig selv tæt efterfulgt.
”Du fortryder ikke, at være kommet, vel?”, spurgte Renny spøgefuldt, i det hun trak sine hænder til sig og i stedet gestikulerede ned til gangens endelige. ”Og lad os lige få en ting på det rene meget hurtigt – selv hvis du kender nogle gifte-værdige unge mænd, så forbliver det vores hemmelighed! Jeg skal ikke ende som hustru, med et vrælende barn på armen og en mand, jeg ikke kan regne med.” Renny hævede sine sorte øjenbryn i en sigende grimasse, der dog ikke formåede at lægge en dæmper på alt det morede og varme i hendes blik.

Renny førte Eadgar op af nogle brede trapper, der ledte op til endnu en højereliggende etage. Ikke langt derfra trådte de ind i et ovalt rum, der var smukt udsmykket med tykke bøger samt gullige skriftruller, og hvis vinduesparti afslørede en krystalblå himmel.
”Giv mig lige et øjeblik. Så får jeg lidt smidt det her klamme tøj og vasket mig. Mit værelse ligger for enden af gangen her, men jeg er tilbage om et kvarters tid. Det her er et af bibliotekerne. Du kan bare – ja, hive ned og sætte op som det passer dig.” Renny sendte Eadgar et bredt smil, forinden at hun drejede rundt på hælen og forsvandt.

Som fader, så søn; Bahirs hånd lagde sig på Eagdars skulder på samme måde som sønnen ligeledes havde gjort det tidligere. Forskellen var blot, at hvorimod sønnen havde været hurtig til at fjerne sin hånd igen, blev Bahirs liggende. Det var en fysisk såvel som symbolsk vægt bag. Eadgar den Andægtige turde ikke flytte sig. Akavet og lettere beklemt blev han derfor stående, prøvede sig frem med et stivnet, smalt smil, da Dragerytteren lod samtalen føre tilbage på potentielle giftemål, orkaner og fødedygtige hofter. Han forsøgte sig ligeledes med et par halvhjertede ’ha-ha’, mens Eadgars rige forestillingsevne konstruerede livlige, indre billeder, som fik Lyset til at blafre ustyrligt. Mon Bahir vidste det? Vidste hvordan Renny slyngede om sig med pirrende kådhed og kvindelist selv over for uskyldige mænd som forkynderen selv? At hun ikke syntes at holde sig tilbage – næ, at hun tværtimod syntes at opsøge den grænsesøgende adfærd, fordi Eadgar den Andægtige gjorde alt for at undgå den? Måske ville det slet ikke være så tosset med et barn:
”Ja, de skulle eftersigende falde mere til ro, når der kommer et barn på armen” medgav Eadgar forsigtigt, og prøvede at se bort fra, at det ikke umiddelbart havde virket sådan med Rennys søster.

Forkynderen kunne for alvor mærke tyngden af Bahirs hånd; skulderen gav efter, og selvom det næppe var særlig tydeligt udefra, følte Eadgar, hvordan ryggen svajede mere og mere under vægten. Samtalens udgangspunkt gjorde bestemt ikke følelsens af at være uligevægtig bedre; Muligvis havde det været bedre, hvis det ikke havde været Renny de havde snakket om. Bevares, Eadgar var i det hele taget ikke vant til disse slags praktiske samtaler, men det var som om den professionelle distance til sagen var umulig at opretholde, når alle ord omhandlede Rennys privatliv og karakter – og i særdeleshed krop. Han havde set hendes lokkende og dybt forkastelige syndighed i aktion. Han havde tilmed mærket den. Hvordan kunne Dragerytteren tro, at Eadgar bare uden videre kunne tilsidesætte det og snakke om giftemål og hofter, som var det et religiøst vers han skulle have hjælp til at repetere?
Oh, Lysets lys, genkaldte forkynderen i tavshed: Stol på Lyset af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt – Livets Gudinde ved, hvilke planer der er lagt; følg dem blot -

Nye hænder på skuldrene, denne gang Rennys, fik Eadgar ud af sit religiøse dissociationsforsøg.
”Nej, nej, slet ikke,” skyndte han at sige, da Renny spurgte om han fortrød besøget. Var det så tydeligt at se?
”Jeg tror ikke, at jeg kender nogen som egner sig,” svarede han ærligt. Han havde ikke bemærket hendes spøgefuldhed, idet hovedet var travlt beskæftiget med at forsøge at eliminere eftervirkningen af det, som Bahir ord havde kreeret: ”- Dem jeg kender, sværger til Lyset.” tilføjede han alvorsfuldt og mærkbart utilpas over at hun drøftede sagen videre med ham. Det var egentlig ikke så meget slutproduktet – altså det potentielle barn – som skabte ubehag og fik Lyset til at blafre. Et barn ville utvivlsomt klæde Renny. Nej, det var processen til barnet, som var skrækkelig at tænke på. Hvor det før i tiden havde været en sort boks, hvis låg han aldrig havde overvejet at åbne, gjorde det besmudsede sind, at han nu ikke kunne lade være med at titte ned i alt det forkerte, som han havde lovet at holde sig fra.

Biblioteket fremstod som et længe ønsket vandhul; en længsel efter at fylde sit hoved med saglig viden end det uanstændige fyld, som i øjeblikket flød rundt derinde. Eadgar nikkede taknemmeligt. Det var et kostbart rum. Efter et overfladisk kig rundt, havde flere bogrygge allerede fanget hans opmærksomhed, og han var hurtig til at give efter og gå hen til reolen. Med en respektfuld ømhed lod han fingeren glide ned af den udvalgte bog og trak den ud. Siderne lokkede med deres henslængte sorte ord, da bogen blev åbnet. Og alligevel så de grønne øjne mod døren, da Renny var væk. Var det med vilje at hun havde fortalt ham, hvad hun skulle? Så eksplicit? Hvorfor havde hun ikke bare sagt, at hun snart ville være tilbage? At der lige var noget, hun skulle ordne? Var det nødvendigt at sige at hun skulle skifte tøj og i bad? Blive afklædt. Være nøgen.

Eadgar rystede på hovedet ad sig selv og sin uanstændige tankerække. Hvorfor kunne hendes elendige ord kalde højere end de hellige skrifter han netop stod med i hånden?

Renny nikkede med et lille, underfundigt smil spillende i mundvigen. ”Det var det, jeg tænkte. Men godt vi fik det på plads”, konstaterede hun, næsten som havde Eadgar og hende selv indgået i et nyt forretningsforhold, og Renny selv var ganske tilfreds med den næstkommende profit. Dernæst gik der ikke længe, før at den korthårede kvinde indfandt sig på sit eget værelse. I samme øjeblik, at døren gik i bag hende, forsvandt alt det venlige og varme fra det hjerteformede ansigt; hvad der i stedet blev tilbage, var udmattet, til dybt ind i de stærke knogler, som forlod selve livsenergien Rennys kurvede skikkelse. Mundvigene sank ned på plads, skuldrene ligeså, og øjenlågene gled tungt i.

Med langsomme skridt aflagde Renny afstanden til sin seng, hvorpå hun satte sig på den bløde madras. Der sad hun, med sit ansigt gemt væk i hænderne, alene og langsomt på vej ned i dybt hul af fortvivlet mørke; bare et øjeblik, bad en skælvende tanke, bare et ganske, ganske kort øjeblik… 



”Oh, det var der, De gemte Dem”, lød en – for Eadgar – så velkendt og mørk stemme. Frem trådte Harari, der i dagens anledning var klædt i flagrende, lyseblå stoffer, der gjorder underværker for hendes kavalergang og kulør. Hendes oh så mørkebrune blik fæstnede sig urokkeligt på Eadgars skikkelse, som enhver sulten hankat betragtede sin kommende mage med formålsrettet begær, men uden – i hvert fald for en kort rum tid – at forklare sig yderligere. I stedet skridtede hun ind i det lille bibliotek, så kjolen svajede og glimtede i solens tykke stråler, hvorefter Harari satte sig behageligt til rette i en træstol, hvis polstring var yderst behagelig. Der var i hvert fald godt med plads til de brede og noget så fødedygtige hofter.

”Jeg må ærligt indrømme, at jeg har tænkt en del på Dem, siden jeg så Renny komme slæbende med Dem i går.” Harari hævede begge sine slanke og sorte øjenbryn, som hendes ubarmhjertige blik gled henover Eadgars skikkelse; vurderende og katteagtig. ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad Deres intentioner er omkring min lillesøster. Forstår De, Renny har ikke haft det nemt og da slet ikke med mænd”, lød det dernæst, i det Harari sukkede tungt – men påtaget – og lod en let hovedrysten følge.

”Jeg kan forstå, at vores fader gjorde et stort nummer ud af hendes fødedygtighed og ægteskabelige udsigter – nuvel, jeg overhørte måske hele den lille udveksling. Jeg kan forstå, at det naturligvis ikke bliver med Dem. Det er klart. Ikke desto mindre stiller jeg dog spørgsmål ved Deres motivationer. Hvorfor er De her i dag, når der ikke er sådanne planer mellem jer? Hvor gammel er De? De ser meget ung ud.” Harari rynkede på sin fine, slanke næse i det hun dernæst trak på skuldrene –

Og dernæst rejste sig med et ryk. ”Tror De, at Renny er forelsket i Dem? Altså siden hun har inviteret Dem herhjem i dag.”

Det kunne ikke blive værre, tænkte Eadgar den Andægtige og lukkede både bog og øjne, da han hørte lyden af den kælne stemme. Forkynderen var ellers lige begyndt at genfinde jordforbindelsen; de rytmiske lovsange, som var skrevet i bogen med sort blæk, havde langsomt men støt fordrevet de usædelige tanker. Lyset var tilmed blusset op.
’Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Livets Gudinde, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.’ Dét havde der stået på den gulnede side, og Eadgar havde klæbet sig til det og trukket sig fri af det Mørke vand med de lokkende sirener, der syntes at omgive ham: ’Sønner og Døtre af Lys, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags’ havde de hellige skrifter vedblevet, og den unge mand havde læst sætningerne med grådighed, da han mærkede hvor beroligende det var; hvor klarsynet og normal han blev af det.

Men Lysets veje var uransagelige og fristelserne havde det med at snige sig mod dem, som lyste kraftigst. Eadgar den Andægtige måtte forsøge at tage det med oprejst pande. De grønne øjne blev fanget af det dragende blik og han mærkede omgående, hvordan det stak hul i alt det Lys han netop havde indsamlet omkring sig; det sivede simpelthen langsomt ud mellem fingrene, som vandet gør det, hvis vandsækken er utæt. Forkynderen skævede utilpas til den lukkede bog i hans favn, da hun satte sig til rette i stolen. Hendes blik, ja, hendes så strålende begærlighed, gjorde ham varm i kinderne.

Hun blottede ham. Skrællede lagene af ham, et efter et; troen, styrken, klarheden, renheden. Med øjne og ord fik hun reduceret ham til noget der sved og gjorde ondt helt ind til kernen. Eadgar den Andægtige følte sig lille og dårlig under Hararis ord: ”Det—det..” fremstammede den unge mand og forbandede hendes evne til at fjerne ordene fra hans mund. Han levede af at tale; han var en solid kommunikator og over for hende kunne han knap nok færdiggøre en sætning, og da slet ikke se på hende. Varmen i kinderne blev tydeligere. Den spredte sig ned ad halsen og fik adamsæblet til at dirre. Han følte en trang til at forsvare sig mod noget han ikke var skyld i. Hun bebrejdede ham, indså Eadgar med voksende harme over at blive tiltalt så respektløst; søsteren antog ham for at være en, der havde skumle bagtanker eller mørke bevæggrunde. Og endnu værre: søsteren antydede, uden skyggen af skam i det kønne ansigt, at der foregik noget mellem dem - At Renny måske var…

”Hvor vover De at snakke til mig på den måde!” Udbrød Eadgar den Andægtige med himmelfalden foragt over et så direkte personangreb. Hun havde rejst sig. Eadgar trådte ligeledes frem.
”Jeg er mødt op, fordi din søster bad mig om det. Dine beskyldninger er uhørte og forkastelige og jeg vil ikke kommentere på den slags - Jeg tilhører Lyset!” Med brændende hjerte borede han sine grønne øjne ind i Harari. ”Undskyld mig,” tilføjede han med studs høflighed, og derpå stormede Eadgar - med resten af sin værdighed og bogen fortsat trykket ind til sig - ud af biblioteket og mod døren, der forhåbentlig gemte Renny på den anden side. Oprørsk af tanken om, at søsteren mistænkte Renny for at have indeklemte følelser – og at de måske var gengældt (vorkvinde bevares!) – fik Eadgar til at glemme alt om, hvorfor Renny havde ladet ham være i biblioteket i første omgang. I stedet var han nu fast besluttet på at finde hende, blot for at bede forladelse for, at han ikke kunne spise med alligevel.

Harari forblev urokkeligt stående, men ikke foruden, at overraskelsen lod sig afsløre i det kønne ansigt. Hun havde trods alt ikke forventet en sådan reaktion; normalt sprang mænd ikke i luften på en sådan måde, når hun betragtede dem med sine mørke øjne og bløde læber. Jovist, de stammede – ligeså vel som Eadgar var snublet over sine egne ord – men det var omtrent også der, at overensstemmelsen tog sin afsked.
Da den yngre mand styrtede forbi hende, drejede Harari rundt på hælen. Hendes mund stod åben, men ordene nåede aldrig at forlade hende, før Eadgar var forsvundet – og så i retning af Rennys værelse. Den pludselige vished fik Harari til at himle med øjnene, hvorefter de hvide fortænder satte sig fast i den tykke underlæbe. Naturligvis at lillesøsteren nu ville få besked, og dennes vrede ville unægtelig forbigå den unge forkynders med utallige længder.

Og sikke giftgrønne øjne. 


Rennys værelse lod ikke megen plads til fantasien. På alskens overflader lå støvede bøger, nogle antikke og andre nye, samt ikke at forglemme utallige breve, skrivegrej, gullige pergamenter og diverse himstregimser fra Rennys mange rejser. At besøge Rennys private gemakker, var som at gå tur iblandt hendes selvets tankestrømninger, og aldrig lod hun folk træde over dørtærsklen. End ikke Bahir, der ellers kom buldrende som en vildfarende orkan, fik lov til at komme indendørs – og det sagde bestemt ikke så lidt. Det afkrævede alverdens snilde af Renny, at sikre faderen ikke trådte igennem de to og en halv meters høje egetræsdøre, velvidende at det ville koste hende i den anden ende. Teenagesårerene havde – mildest talt – været en udfordring.
Fra sin position i døråbningen kunne man dog se vidt og bredt; Rennys badekar stod placeret i et tilstødende værelse, men udover den umiddelbare distance dertil og en smuk halvvæg af massive sten, efterlod det sig ikke mange spørgsmål tilbage. Gandir-klanen havde ikke været bekymret om blufærdighedskrænkelse, da de byggede palæet mange år tidligere; nej, det var jo trods alt, hvad en lukket dør betød –

Så da den lukkede dør skred op og blev til en ganske åben en af slagsen, var Renny langt fra forberedt på forstyrrelsen. Stående med sit ene nøgne ben i det store badekar, med begge sine hænder støttende mod hver sin forgyldte kant, reagerede hun instinktivt på lyden ved, at kaste sine øjne mod synderen. Hver et barn. Ved alle Guderne – hver et barn, tiggede en spæd stemme, men den desperate bøn blev ikke hørt. I samme øjeblik gik det nemlig op for Renny, hvem der var trådt igennem og hvem, der betragtede hendes nøgne krop med rædsel malet i sit blik.

For et langt – og ganske ulideligt sekund – stirrede Renny med samme forskrækkelse, før hun – for sent – gispede skingert. Dernæst skete der ufattelig meget på ganske kort tid; i et forsøg på at dække den nøgne krop til, satte Renny af med foden under vandoverfladen, og først for sent gik det op for hende, at det var langt fra var det rigtige at gøre. I stedet for at rejse sig – og forlade karet med en hvis værdighed intakt – skvattede Renny, så hendes krop gled under vandets overflade med et højlydt ’plask’.
Dernæst fulgte et halvt sekund, hvori Renny kæmpede – eller måske snarere sprang – fri af alt det våde, og greb om det første og bedste stykke stof, hun kunne rage til sig.

Hele den hastigt udførte seance resulterede i, at Renny, drivvåd, stod og stirrede forfærdet på Eadgar, med intet andet end sin hvide skjorte trykket mod sit bryst.

Det var et vandvittigt held, at det rent faktisk var døren tik Rennys værelse, som Eadgar den Andægtige fik smækket op på vid gab.  Han væltede hovedkulds ind over dørtrinnet.
Fuldkommen opslugt af de uretfærdigheder der netop var ham overgået – og så tilmed af en kvinde der havde forsøgt at æde ham med øjnene – registrerede han ikke andet end at det var Renny, som befandt sig i rummet. Mage til usømmelig adfærd havde forkynderen aldrig været udsat for før og det krævede alle mentale ressourcer.
Han klemte hårdt om de hellige skrifter, og lod sig, forblændet af harme, slynge sin usammenhængende frustration ud i værelset:
”Du skulle have hørt din søster – hun sagde! Hun påstod! At.. Nej, Renny, det går simpelthen ikke. Jeg kan ikke spise med .. din søsters beskyldninger var –” Han trak vejret dybt, dybt ned, parat til at forsætte sit dirrende udbrud, da der lød et gisp, et plask og en masse vand, der ramte fliserne. Eadgar blinkede forvirret da lyden fik ham til at iagttage sine omgivelser mere omhyggeligt:

”Vent, jamen du er jo nøgen,” konstaterede han forbløffet og havde i et øjeblik svært ved at få synet, ja hele scenen der udspillede sig foran ham, til at give mening. Den hvide skjorte blev hurtigt gennemblødt.
”Nøgen!” udbrød Eadgar den Andægtige med ét skingert. De grønne øjne blev udspilet i så voldsom grad, at det lignede, at de kunne poppe ud af kraniet på ham.
”Åh, du almægtige Moder, du er nøgen!” Erkendelsen ramte som et kølleslag og Eadgar flåede de hellige skrifter i den indbundne bog op foran ansigtet, med en sådan kraft, at det nær havde givet ham en blodtud.

Lammet af chok, stod Eadgar og gloede stift ind i bogomslaget og prøvede at lade være med at indprente sig det, han netop havde set. Frygten for at søsteren skulle opdage dem i denne prekære situation fyldte pludselig hele hans bevidsthed og fik forkynderen til at prøve at samle sig og gøre alting mindre akavet:
”Det må du virkelig – åh, jeg havde glemt at du skulle.. Jeg beklager virkelig, Renny, det var ikke min hensigt at komme brasende sådan. Det var bare din søster – Om forladelse -..” Mens de forfjamskede ord blev ytret forsøgte Eadgar den Andægtige -uden at sænke bogen, der fungerede glimrende som værn mod det ømtålelige syn - at krappe sig langs væggen og dermed ud af det pineble synsfelt. Det faldt ham slet ikke ind at det ville have været bedre at gå af ud af værelset og lukke døren forsigtigt bag sig: ”- Det må du virkelig, virkelig undskylde - Jeg så ikke - åh...”

Renny kunne ikke gøre andet end at stirre, som var hun betaget af Eadgars blindhed – og dernæst hans åbenlyse forskrækkelse, da det gik op for ham, i hvilken tilstand han havde grebet hende i. Selv da Eadgar hamrede bogen op foran ansigtet – og sikke en kraft! – kunne Renny stadig ikke formå, at gøre andet, end at dryppe på fliserne i vantro panik.

Omsider synes hendes krop dog at reagere, og med ét fløj Renny hurtigt afsted mod sengen. Med en febrilsk vildskab, der var noget så ukarakteristisk for den sorthårede kvinde, rev hun de hvide lagner til sig. Et af dem blev hastigt bundet om hendes nøgne krop, i stil af en halvvåd kjole, hvorefter Renny hastigt løb mod døren, hun knaldede i med et brag.
Renny kunne ikke længere påstå at tænke klart. Til stadighed stod mindet om Eadgar den Mørke i hendes erindring, og en stemme bag den hvide pande, bandede hende langt ind i Zaladins forgård. Nuvel, dette var ikke hendes skyld, men Renny var overbevist om, at fik hun ikke omsider rettet Eadgar an og vist ham, at der ingen skade var sket, at det således ville udvikle sig katastrofalt – og Renny var ikke sikker på, at hun ville kunne få ham tilbage for anden gang.

Nu, viklet ind i de hvide lagner og med døren lukket forsvarligt efter sig, drejede Renny rundt på hælen. Hun gik med hastige, målrettede skridt mod Eadgar, som hun blidt greb fat i med sin ene frie hånd. Den anden greb krampagtigt om det lange stykke stof, og Renny selv havde ingen planer om, at lade det ændre sig foreløbig.
”Eadgar – hør”, lød det kvækkende, for den kurvede kvinde var i sandhed forvirret ind i sin grundvold, hvormed hun knap anede, hvad hendes læber lod undslippe. ”Eadgar, jeg er ikke – jeg – du kan godt kigge nu!”, bad hun omsider, hvorefter Renny hev en smule ned i bogen, så den yngre mands giftgrønne øjne kom til syne. Dernæst forsøgte Renny sig med et smil; et, der var meningen skulle være lettere drillende, og det lykkes hende også til dels.

”Det – det her er lidt ligesom at se sin søster nøgen. Der er ingen usømmeligt eller forkert ved det. Det var et uheld. Der er ingen skade sket, hører du? Jeg er – næsten ti år ældre end dig, så det er på ingen måde –”, forsøgte Renny at rationalisere, som hun blev ved med at ryste på hovedet og betragte Eadgar indgående. ”– det er enormt pinligt for mig, men du har intet gjort galt, okay? Du vidste det jo ikke!”

Eadgar den Andægtige prøvede at lukke alt ude. Både de våde fødder, der løb hurtigt hen over fliserne, lyden af store klæder der blev trukket af, hvad der lød som sengen og hendes overfladiske åndedræt, der kort efter nærmede sig ham. Bogen havde været rød på afstand, men her, få centimeter fra hans øjne, forekom indbindingen at være sort, med gyldne skrifttegn påtrykt, der ikke længere kunne læses.
Det gav et gib i ham, da hun uventet berørte ham. Øjnene blev, med fornyet intensitet, rettet ind i bogen. Han kunne næsten ikke forestille sig, at hun så hurtigt havde iført sig en passende beklædning.

Alligevel gav han efter, da hun trykkede bogen langsomt ned og dermed fik genetableret deres øjenkontakt. Det krævede en voldsom kraft at modsætte sig lysten til at tage bogen op igen omgående, da han opdagede at hun ikke stod i andet end et – nu – fugtigt lagen.
Rennys ord vippede mellem at give tryghed og gøre situationen endnu værre.
”Men du er ikke et barn.” protesterede Eadgar halvkvalt og rettede det så snart han kunne høre, at det lød forkert: ”Jeg mener. Du er.. udviklet.” 
Det var en kraftanstrengelse at få et så pikant ord ud over hans fromme læber.

”Renny, jeg nærer ikke varme følelser for dig, ikke på den måde som din søster påstår, at jeg gør – det var aldrig min hensigt at se dig uden tøj på.” Det var pludselig nødvendigt at understrege det, inden Lyset gik helt ud: ”Hun siger også at – at..” Eadgar den Andægtige kunne ikke på hendes mund, og da slet ikke på alt det, som befandt sig under hagen. Øjnene var også vanskelige at se ind i, så han endte med at på at fæstne sin opmærksomhed til hendes pande, hvor en vanddråbe havde banet sig vej fra hårgrænsen:
”Du er ikke forelsket i mig vel, Renny? Hun tager fejl, ikke? Du prøver ikke på at lokke mig i fordærv?”
Der var noget næsten bedende i hans tone

Renny skulle til at give ham ret; de slanke og sorte øjenbryn var hævet, mundvigene vendt opad i et venligt smil og velmenende ord, parat til at springe fra hendes tunge, at det kunne hun jo i grunden ikke gøre hverken noget ved eller for –

Og så skete det; ud af ingen ting kastede Eadgar en imaginær, våd og klam klud mod hende – eller var det snarere en uventet mavepuster med en knyttet næve, hun aldrig så komme? Renny vidste det ikke, men en isnende fornemmelse indfandt sig øjeblikkeligt bag hendes fyldige barm. En, der syntes at eksplodere grådigt og altædende.

Som havde Renny brændt sig på bogen, trak hun prompte sin hånd til sig, alt imens hendes ansigt forvred sig i en pinefuld grimasse. Med ét tabte hun pusten, vantro og forbløffet over Eadgars bedende ord; ord hun på intet tidspunkt havde forberedt sig på at høre, eller for den sags skyld skulle forsvare sig mod. Værst af alt var dog skammen – den, Renny havde følt blot dagen forinden dette øjeblik – atter vendte tilbage. Som en klam og altomsluttende næve greb den om hendes hjerte, og vred, som var det en nyvasket skjorte, indtil Renny opdagede, hvordan hendes mørkebrune øjne blev ligeså våde som hendes hår.
”Lokke dig i fordærv?”, gentog Renny stille, hendes stemme nu pludselig skælvende. Der var en spørgende klang til hendes tone, som forstod hun ikke rigtig, hvad Eadgar havde ytret. Det var nu ikke tilfældet, men midt i al skammen, elendigheden og udmattelsen, kunne Renny ikke friste sig fri af deres betydning. Selv hvis Eadgar ikke mente, hvad han havde sagt, så kunne Renny, midt i de kaotiske følelser, ikke finde anden mening.

”Du kan være ganske rolig, Eadgar”, hørte Renny sig selv sige, før hun med et fnys, drejede rundt på hælen. I samme øjeblik, at hun begyndte at bevæge sig mod badeværelset, gled de første salte tårer, men for første gang i et langt øjeblik, var den ældre kvinde ligeglad. Til Mørket med det hele. ”Det er ikke tilfældet. Jeg beklager, at jeg inviterede dig. Du har ret. Det er nok bedst, at du går.”

Allerede da ordene blev sagt, vidste Eadgar den Andægtige at de var for hårde. Havde han ikke været præget af søsterens eftervirkninger havde han aldrig sagt det sådan. Ja, han havde nok slet ikke fået tanken om de indeklemte følelser i første omgang. Men nu var det for sent, det hele var ude og det havde virket så rigtigt at få sagt. Nu fortrød han det.

Eadgars åbnede munden blot for at lukke den igen. Forkynderen vidste ikke hvad han skulle sige. Betragtede i stedet hvordan de brune øjne blev fyldt op med klar væske; hvordan stemmen blev skrøbelig som gammelt pergament. Hendes sidste kommentarer slog hårdt og fik ham til at snappe efter vejret. Det var slet ikke sådan det skulle være; det var jo ikke meningen at han skulle gå, vel?
Hun drejede omkring inden han kunne gribe fat i hende. Smerten i ordene fik fokus væk fra hendes .. ydre tilstand.

Skulle han gå? Tvivlen prikkede til bevidstheden. Hun ville tydeligvis helst være alene. Men hun så så træt ud, så ødelagt. Eadgar den Andægtige hankede op i Lysets krav om barmhjertighed og bod. Bogen blev nænsomt lagt på den nærmeste vandrette overflade, og tøflerne trissede forsigtigt fremad.
”Renny. Undskyld, at jeg sårede dig.” Med ord der dryppede af fortrydelse, var det Eadgars tur til omsider at lægge hånden på en skulder. I stedet for at gå hen foran hende, forblev han tæt bag hende. Den anden hånd fulgte den førstes eksempel og lagde sig på den anden skulder.
”Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Tilgiv mig. Jeg havde slet ikke overvejet det, hvis ikke det var fordi din søster havde nævnt, at det var derfor du havde inviteret mig.” Han vidste, at han ikke burde prøve at give søsteren skylden for sin egne fejl, men det stod ikke i forkynderens magt at lade være.

”Harari kan være en dum gås, der render og snapper efter alt og alles ankler”, udbrød Renny lavmælt, som hun tabte pusten for endnu engang. Ikke, at det var hendes ord – og ej heller Eadgars – der forårsagede den fysiske respons. Nej, det var Eadgars bløde hænder mod hendes våde hud; de var så ganske ulig nogen andre, den korthårede kvinde før havde ladet komme tæt på sig og for et øjeblik, lod Renny sensationens varme gå i krig mod den isnende skam.
Instinktivt vidste hun dog, at det ikke kunne vare ved. At berøringen var kærkommen, ja, måske tilmed hungret efter, var alarmerende men det var af egoistiske årsager, at Renny ikke gjorde en ende på deres nærhed. Den var, ganske enkel, for rar – og varmen afhængighedsskabende.

”Du ved jo, hvad man siger om kvinder på min alder, som ikke er gift og ikke har et kuld unger”, hørte Renny dernæst sig selv sige, før hun hævede sin ene hånd og lagde den mod sin mund. Dernæst tørrede hun sine våde kinder, men handlingen var nytteløs. Hele tiden kom der flere salte tårer; hvorfra eller hvorfor var dog ukendt for samtlige i Rennys værelse. Det er udmattelsen og panikken fra i går, men det ved du jo. Du har det altid elendigt efter en mission, når adrenalinen forlader kroppen og du ikke er i nærheden af Neagu, mindede en stemme hende om, og uden at bide mærke i det, nikkede Renny spædt.
”Hvad jeg mener er, at jeg ikke går rundt i en eller utopisk forestilling. Selv hvis jeg havde – sådanne følelser for dig, ville jeg aldrig handle på det, eftersom – ja, der er 10 år imellem os. Jeg ved ikke præcist, hvad du tænker om mig, men jeg er ikke så slem, som du gør mig til. Hver sød at holde det i mente.”

I det ordene holdte inde, vendte Renny sig rundt og lagde sin frie arm omkring Eadgars tynde skikkelse. Dernæst placerede hun sin pande mod hans skulder, velvidende hvad handlingen kunne medføre. Ikke desto mindre var hun nødt til at forsøge. Det føltes livsnødvendigt og som om, at det kun var hos den lyshårede mand, at hun kunne finde ro igen. 

At Renny ikke skubbede ham væk med bryske ord eller afstand, men i stedet omtalte søsteren som en gås, fik Eadgar den Andægtige til at blotte tænderne en smule. Det var rart at hun ikke var længere inde i sin vrede end at det stadig var muligt at få hende til at snakke.
Håndfladerne var fugtige, men Eadgar syntes ikke rigtig at ænse det. Ej heller det faktum at det var hendes bare hud, han berørte. Måske skyldtes det, at han ikke kunne se hendes ansigt? At han, uden at være bevidst om den andens tilstedeværelse, blot kunne nyde at være i det. Den lette, rene kropskontakt uden mere eller mindre skjulte undertoner. Det mindede om Lys-momentet i tempelhaven; øjeblikket hvor intet var af betydning men alt på samme måde virkede så ægte og så fulkommen.

”Det er lige meget, hvad andre folk mener, ”hørte Eadgar sig selv sige, velvidende at det ikke passede. Omdømme og andres meninger havde en kolossal betydning, som ikke kunne eller burde negligeres. Hun græd stadig bemærkede han, og trykkede uvilkårligt sine hænder lidt hårdere mod hendes blottede skuldre, som ville det fjerne både tårer og den dårlige samvittighed over, at det atter engang var forkynderens skyld at de mørke øjne var våde.
Det trøstede Eadgar, at hun adresserede emnet, som i første omgang havde såret Renny. Han tolkede det som et tegn på, at hun var ved at samle sig selv op. At det ikke gjorde alting værre, at han var blevet:
”Jeg har hørt om flere, der har fundet sammen med større aldersforskel,” brummede forkynderen og blev forundret af sin egen tankeløshed. Det var jo ikke, hvad han ønskede at sige. Om de så havde været jævnaldrende var Eadgar den Andægtiges liv skænket til Lyset, og kun til Lyset. Ved at påpege at det slet ikke var utænkeligt at blive et par, trods mange år imellem sig, kunne det fejlagtigt lyde som om, at det ikke var alderen han så som en hindring.

Krammet kom pludseligt og Eadgar rødmede instinktivt, da han mærkede hendes fugtige krop og det hvide klæde efterlade våd-kolde mærker på de hellige rober. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre med sine arme. Eller med sit hoved. Eller med sin krop, der sugede hende til sig med en fysisk begærlighed, han ikke selv var klar over eksisterede før nu.
”Jeg synes ikke, at du er slem,” kvækkede han åndeløst i mangel på bedre, og klappede hende kejtet på ryggen, i hvad der kunne minde om et gensidigt kram, men ikke helt var det.

Hvis Eadgar var bange for, at Renny misforstod hans ord om partnerskab, måtte han snart sande, at det ikke var tilfældet. I stedet udsprang en lyd, der bedst kunne beskrives som et fnysende grin, hvorefter hun trak sig blot en smule fra hans skikkelse, for at lade hendes brune øjne finde de grønne.
”Jeg ved ikke, om jeg ville kunne holde til, hvad folk så begyndte at sige om mig. Eller for den sags skyld omkring den mand, jeg så ville elske og være sammen med”, svarede hun, i en tone der var lige dele spøgefuld og alvorlig. Omsider lod Renny sin arm forlade sit greb om Eadgars tynde krop, men forinden at hun trådte helt væk, strøg hun ham taknemmeligt over ryggen. Dernæst tørrede hun sit våde ansigt med et hjørne af lagnet, så de salte tårer – i hvert fald for nu – forsvandt.

Renny stod – for en kort rum tid – og betragtede Eadgar, tydeligvis i gang med at forme ord. Da hun omsider brød tavsheden, var det velvidende, at Eadgars kinder brændte tilstrækkelig i forvejen. ”Jeg vil ikke gøre dig forlegen eller ukomfortabel, men jeg skylder dig en undskyldning for min opførsel på kroen”, fik hun omsider fremsagt, hendes tone lettere vaklende af sin egen forlegenhed. Ikke desto mindre var de mørkebrune øjne beslutsomme og oprigtige.

”Jeg var overbevist om, at du skjulte, ja et eller andet, og det fik lov til at styre mig i alle mine handlinger. Det var intet andet end en forkert mavefornemmelse. Det, jeg gjorde –” Rennys blik flakkede for blot et sekund, i det hun mindedes sin erotiske foretagelse af frugten, ”det er et oldgammelt trick, for kvinder med store bryster og brede hofter. Vi lærer det første dag på akademiet, når vi bliver optaget som kadet. Jeg – jeg går ikke rundt og opfører mig sådan normalt.” Renny forsøgte sig med et lille, spøgefuldt smil men måtte også sande, at det ikke rigtig lykkes hende til fulde. Det blev et ganske halvhjertet et af slagsen, og i stedet fæstnede hun sit blik på Eadgars brystkasse. ”Vores korte bekendtskab har været så forvirrende allerede. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der ved, hvor vi har den anden. Eller er det bare mig, der tænker sådan?” 

Rennys grin var som lys i mørket – ikke dét Lys og ikke i dét Mørke, for Eadgars den Andægtiges indre var, situationen taget i betragtning, forbavsende roligt med troen intakt – ja, måske var det i det hele taget en forkert sammenligning. Rennys grin gav ham fugleknogler, gjorde forkynderen let og flyveklar og han mærkede kun en lille bitte snert af noget, der nemt kunne viftes væk, da hun afbrød krammet. Deres øjne mødtes på ny og han fandt det passende at inddrage Lyset: ”Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Livets Gudinde er med dig overalt, hvor du går.”
Det blev sagt med forkynderstemmen, ligesom blikket var godmodigt og opmuntrende, munden let opadvendt. Den slags tvivl, som Renny udviste, var velkendt for Eadgar den Andægtige – ikke fordi han selv gik rundt med lignende tanker – men fordi han flere gange dagligt mødte dem på sin vej. Og som ved en hver anden forsøgte han at berolige hende med Lysets ord, fordi det ofte hjalp ham selv i øjeblikke af tvivl.

Hendes undskyldning kom bag på ham, men han bukkede alligevel med hovedet, for at vise sin påskønnelse. Og for at prøve at skjule, hvordan varmen steg i styrke i det unge ansigt ved påmindelsen om kro-episoden. Det havde været en skræmmende oplevelse, mindes Eadgar og mærkede hvordan hjertet begyndte at slå hurtigere igen. Amuletten brændte varmt og insisterende på den nøgne overkrop under de hvide klæder. Klogelig tav forkynderen, for i de hellige skfiter stod der: ’Hvis vi bekender vore synder, er Lyset trofast og retfærdig, så hun tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed’ og Eadgar ønskede kun at Renny skulle opnå dette.

”Jeg har tilgivet dig” svarede han mildt, da det passede ind: ”- Og nej, du har ret,” medgav han efter et lille stykke tid, ”- Jeg har haft svært ved at vurdere dig og dine handlinger. Faktisk mistænkte jeg dig for at være en del af Mørket” indrømmede han med et undskyldende smil. Han kunne ikke få sig til at grine af det. At være en del af Mørket var en alvorlig anklage, en voldsom fornærmelse af hendes person og han havde taget grumt fejl: ”Det beklager jeg, naturligvis.” Det var som om de var ved at nå frem til en fælles forståelse, hvor alt det bagvedliggende blev vasket bort…
”- Fryser du ikke?” spurgte han pludselig, da det gik op for ham, at hun fortsat kun stod iført et fugtigt lagen. Det slog ham at det i et øjeblik var lykkes ham at glemme det fuldstændig – ligesom han lykkeligt havde glemt alt om sin egen synd; varulven. Men i modsætning til tøjet, forblev varulven glemt.

Renny lod et varmere smil indtræffe på hendes buttede læber, i det Eadgar blev til Forkynderen. Dernæst var det hendes tur til at bukke hendes hoved i taknemmelighed, og for blot et øjeblik stod hun sådan; bevæget af øjeblikkets lethed og anledningen til et nyt kapitel mellem dem. Af uvisse årsager havde Renny længtes efter netop sådan et, og uden at vide det, havde Eadgar givet hende det uden forbehold. End ikke Renny selv havde vidst, før øjeblikket oprandt, at det var det, hun havde håbet på.

Den stadig våde kvinde skar en let grimasse, i det Eadgar dernæst fremlagde sin mistanke. Det var dog hverken en fornærmet eller irettesættende en af slagsen; måske snarere en afspejling af mistankens alvor, Renny – ligeså vel som den unge mand selv – ikke kunne få sig selv til at fnyse moret af. Ikke, at det ikke var absurd, men Renny var selv blevet overrasket før. Folk, hun havde betragtet som sine nære venner, havde vist sig at være en ganske anden og tjener af det Mørke, hun havde viet sit liv til at bekæmpe.
”Jeg kan ikke bebrejde dig. Jeg tænkte, at du også var –”, lød det langsomt men Renny tav brat, før hendes hjerteformede ansigt blev lagt på skrå. I det mørkebrune blik dansede beklagelsens gnister. ”Du ved.”

I det Eadgar syntes at huske, at hun stod, ganske upassende, klædt foran ham, kunne Renny dog ikke tilbageholde et lavmælt fnis. Dernæst rystede hun på hovedet. ”Jeg er stadig så forlegen, at jeg brænder indvendig”, indviede hun ham mumlende i, hvorefter Renny lagde sin frie, hvide hånd foran ansigtet og lavmælt grinede pinligheden af sig. End ikke øjeblikket efter begyndte Rennys kindben også at blive røde, og med et moret blik – det var det, eller lade sig synke ned i elendigheden – lod hun atter deres blikke mødes.
”Jeg vil dog forsøge at gå i bad endnu engang. Fra sengekanten – på modsatte side – og med ryggen til, kan du undgå, at skulle kigge på mig igen. Og ikke mindst Gåsen også. Ingen har adgang til værelset her nemlig, så de kommer ikke styrtende. Det er kun unge og vrede forkyndere åbenbart”, lige dele foreslog og spøgte Renny, hvorefter hun nikkede mod hendes seng, der var så stor, at den var en konge – og en hel familie på fem – værdig. Dernæst smilede hun bredt op til ham, så en perlerække af hvide tænder blev afsløret. ”Jeg skal nok råbe kommandoer, hvis det bliver nødvendigt og så vi kan undgå endnu – ja.”   

Selvom Eadgar den Andægtige sagtens kunne sig sætte sig ind i den gensidige mistanke og dermed ikke bebrejde hende, kunne han alligevel mærke at det stødte ham. Han havde ikke været andet end Lysets ord og Lysets budbringer i al den tid, Renny havde indfundet sig i hans nærhed – eller næsten indså Eadgar med ét. Hendes letsindighed havde gjort ham vred, men han trøstede sig ved, at hvad han end havde gjort, så var det gjort af hjertet – for Lyset og ikke for mennesket.
Inden erkendelsen for alvor nåede ham – og dermed den medfølgende skam over sine egne grufuldheder – skubbede forkynderen det hele til side. Stemningen var for god til fortrydelse nu og han havde jo selv erfaret hvor sikkert dette sted var; hvor meget de gik op i træning.

Det var derudover nærmest en umulighed at dykke ned i seriøse tankerækker nu, hvor Renny fnisede sådan og afslørede sider af sig selv, der ikke var set før. En uskyldig barnlighed. Eadgar skulle bevidst modkæmpe spejlneuronernes ønske om at gengælde det fjogede smil. Kun da hun skærmede sit ansigt bag hånden tillod Eadgar – uset – at smile stort og drenget. Da øjenkontakten genfandt sig, lå forkynderens ansigt tilbage i de vante venlige folder.

”Det er en aftale,” istemte den unge mand, og mærkede en uventet lettelse over at få muligheden for at trække sig tilbage mens hun genoptog det afbrudte bad. Og samtidig knitrede det behageligt i kroppen, da Renny ikke havde bedt ham om forlade rummet helt: ”Den vrede og unge forkynder glemte at efterlade de hellige skrifter på biblioteket, så han har heldigvis noget at tage sig til i mellemtiden,” svarede Eadgar med en underfundighed der normalt ikke lå til ham. Men hendes smil var for opløftende til at det lykkedes at bevare den professionelle mine helt.
”- Og tilgiv mig, hvis dine kommandoer gør mig perpleks – jeg skal nok forsøge at opfylde dem tilfredsstillende”. Underfundigheden var atter erstattet af den mere formelle tiltaleform.
Eadgar nikkede af sine egne ord, drejede derpå rundt og tog forsigtigt fat i bogen for at sætte sig på sin dikterede plads på sengen.

Renny lagde sit hjerteformede ansigt i påtaget eftertænksomme folder. ”Oh. Så har jeg virkelig ledt ham i fordærv – taget i betragtning, at han sådan stjæler hellige skrifter nu”, spøgte den korthårede kvinde, før hun løssluppent daskede blidt og drillesygt til Eadgars tynde brystkasse. Dernæst drejede hun smilende rundt på hælen og skridtede tilbage – en anelse vraltende grundet det lange klæde – til sit varme bad.
Dertil kom det sig, at det var en smule mærkværdigt for Renny, at skulle bade til lyden af Eadgar, der bladrede roligt i bogen. Ikke, at det var ubehageligt; blot… pudsigt, for som Renny sad og vaskede sig, var det næsten behageligt. Hjemmevant. Som sad Eadgar, og havde altid siddet sådan, med næsen i hellige skrifter, imens hun selv var i færd med sine egne gøremål.

Omsider blev Renny færdig og hun tittede hastigt frem fra halvmuren, for at se, om Forkynderen havde rykket sig fra sengekanten. Hurtigt erfarede hun, at det havde han ikke, hvormed hun kom til at smile, imens følgende ord forlod hende; ”du skal lukke øjnene for et øjeblik nu”. I det Eadgar derefter gjorde, som han blev bedt om, listede Renny – nu nøgen for endnu engang – hen til det kæmpemæssige egetræsskab.
Det var med en noget så ukarakteristisk hastighed, at Renny iklædte sig bukser og støvler, samt et farverigt skørt, der blev viklet om de kurvede hofter, men kun faldt til den ene side. Derved var bukserne – og de langskaftede støvler – stadig afsløret. Efter kortvarigt at have skævet over skulderen, forbarmede Renny sig over Eadgar, der sad med lukkede øjne og ventede. Det måtte være noget så forfærdelig kedeligt, hvormed hun bevægede sig hen imod ham med et lille smil krusende i den ene mundvige.

Til trods for hendes nøgne overkrop lagde hun sine hænder mod hans skuldre, alt imens hun guidede ham rundt, således at han igen sad med ryggen til hende – og nu med sit ene ben hvilende på den tykke madras, stadig med mulighed for at læse videre. ”Jeg er færdig lige om lidt”, mumlede hun venligt, hvorefter Renny fortsatte sit arbejde. Et arbejde var det nemlig; forinden indbindingen af de bløde bryster og iførelsen af skjorten, skulle Renny nemlig fastspænde alskens kasteknive, der sad i hver deres hylster på en kompliceretudseende lædervest. Den var ganske tynd, til trods for de mange små knive, der, efter påføringen, hvilede mod Rennys muskuløse ryg, men jo mere Renny forbandt sin overkrop, des mere syntes den at forsvinde – eller i hvert fald at gå i et med resten af den hvide kvindes krop.
Dernæst fastgjorde hun forbindingerne med en stor sikkerhedsnål af bronze. Omsider kunne Renny erklære sig helt færdig, i det en luftig og ren skjorte blev hevet over hovedet. ”Nu er jeg anstændig igen”, lød det fra Renny, i det hun dernæst gik over til et bredt skrivebord, hvorpå hun svang sit ene ben på; det ben, der var skjult af det halve skørt. Med let og vant fingersnilde fastspændte Renny to smuktudseende dolke derpå, placeret i hylstre, hvis låsningsmekanisme mindede om et bælte. Det var gjort med en effektivitet der vidnede om, at dette var ganske naturligt og i det Rennys støvle atter kolliderede med fliserne under dem, svang hun skørtet tilbage på plads.

Det lignede ikke, at den sorthårede kvinde bar våben. I virkeligheden bar hun tæt tolv af slagsen.