Lugten af død var kraftig i denne borgruin, men det betød ikke noget for varulven eller hans stærke sanser. Sikkerhed var sikkerhed. Og vægge, skønt krakkelerende, betød netop sikkerhed. Både for vinden og for eventuelle fremmede der kunne finde på at stjæle eller gøre ting der var værre.
Det var også grunden til at Abraham havde valgt at sætte sig ved en åbning med ryggen op af en væg med et mindre bål at varme sig op ved. Solen var endnu ikke gået ned endnu, men dens stråler var ikke nær så kraftige som ved højlys dag. En død kanin blev stegt over bålet, men den var for længst blevet spist af. Nu blev resterne pakket sammen i stille bevægelser. Han var altid virkelig bomstille når han ikke var på kroer for at overnatte og det her.. Var væk langt væk fra at være en kro.

Han havde for længst smidt støvlerne til fordel for at kunne mærke hvis noget skulle komme. Og det gjorde der nu. Rytmiske bevægelser i jorden. Han var ikke længere alene. 
Abrahams hånd var allerede omkring håndtaget på hans jagtkniv mens hans skarpe blik holdt øje med den eneste indgang til det rum han sad i.

Efter at have stået og kigget rundt, begyndte det undrende ansigtsudtryk at vokse over hendes ansigt. Kunne det virkelig være her, personen gemte sig, hun gik lidt rundt imellem ruin stykkerne. Ingen bekymring for at falde, eller komme til skade på nogle af ruin stumperne, samt nogle af de lidt støre dele fra den ødelagte borg. Gående forbi nogle af de krakeleret vægge løftede Amy undrende et øjenbryn, og hun lod de blågrønne øjne betragte omgivelserne. Aldrig havde hun været her før, men det var ikke fordi her var hyggeligt, for det var der da. 

Pludselig blev hendes opmærksomhed brudt, som hun nærmede sig et rum hvor synet af en person kom frem foran hende. Bålet skulede hun kort hen til, før hun ret hurtigt efter kiggede på personen. Det var ikke en person som hun havde set før, og kendte ham heller ikke. Men beskrivelsen passede godt, til det om bandemedlemmerne havde beskrevet. Uden at tøve gik hun tættere på, og trak en af lommeknivene op ad ben hylsteret. Det var som altid ikke det største hylster, et brunt lille et, med nogle knive i mellem størrelse"Perfekt tidspunkt til selskab"lød det flabet og kækt fra hende, som hun holdte kniven op foran hendes bryst. At hun måske burde vente før hun gjorde noget, tænkte hun slet ikke på for tankerne var skubbet væk. Det eneste hendes tanker handlede om, var denne person foran hende, og hun gik endnu tættere på ham. Lænede sig lidt ned imod ham i samme øjeblik som hun pegede kniven imod hans hals med et lille tilfreds smil. Hendes påklædning var pasende til hele stedet, en sort trøje, nogle sorte bukser, ben hylsteret og nogle slidte brune sko.

Ganske rigtigt dukkede der en person op og Abraham spildte skam heller ikke tiden med at rejse sig da kvinden trak en kniv frem. Han havde selv trukket sin jagtkniv, godt og vel på længde med hans underarm, men lige holdt han den blot ned langs siden som han trådte et par skridt frem for at undgå at have ryggen helt op af væggen. For kvinden spildte tydeligvis ikke tiden med at træde nærmere med et irriterende kækt smil og en kommentar der blot fik ham til at kigge på hende med et ulæseligt udtryk i ansigtet.
"Hvis du siger det," svarede han hende i sit mørke toneleje, lydende meget uinteresseret i netop det: Selskab.

Han havde ingen interesse i det. Især ikke når personen stod der med en kniv og kun endnu mindre da kniven blev peget direkte mod hans hals. Han trådte hurtigt et skridt baglæns, lidt til siden for at komme uden for hendes rækkevidde. Han holdt nu også sin kniv klar. "Er det der en normal hilsen hvor du kommer fra?" hans tone var mildt irriteret, men det mindede mest af alt om tonen man hørte hos folk der bare var trætte og gnavne. For det lige præcis det, han var. Træt, gnaven og slet ikke tålmodig nok til det her.

Hendes øjne fulgte ham som han gik væk fra hende, og sukkede dybt som hun tog kniven til sig. Men hun gemte den ikke væk, for det var der ingen grund til. Selskabet af denne person var ikke lige, det som hun ønskede og havde ledt efter. Slet ikke grunden til, at hun var kommet og hun betragtede kort kniven i hendes hånd. Løftede den frie hånd op til kniv bladet, og strøg en finger langsomt hen over det. Skulle hun enlig skære i sig selv, var det ligemeget. Synet af personen der stod klar med hans kniv fik Amy til at sukke lidt mere, og dog var hun klar til at angribe ham.

Som hun hørte hans spørgsmål bredte smilet sig en smule, og hun svingede nærmest legende med kniven. Der var pludselig mange måder at angribe ham på, selvom hele stedet sagtens kunne være en udfordring. Alle de krakeleret vægge, ten, ruin stumper og stykker. Det var jo nærmest et ujævn terræn"Overhovedet ikke, men den er ganske passende når man har fundet sit bytte"grinede hun nærmest underholdende som hun vendte blikket væk fra ham. Lod øjnene betragte omgivelserne lidt mere, før hun satte sig på huk ved bålet, hun lagde hovedet på skrå. Stirrede lidt ind i ilden, før hun sukkede utilfreds hun var vel nok nød til at få det overstået. Så hun rettede sig op, og lod hendes blik hvile sig på personen foran sig"Byder du andre velkommen sådan dér, eller skal jeg føle mig speciel"kækt og yderst flabet sagt i samme øjeblik som hun pegede kniven ned imod hans bryst. Fortsat stod de med afstand til hinanden, men hun var efterhånden træt af at han gik tilbage når hun havde udset sig muligheden for at angribe ham.

Bytte.. Kaldte hun ham lige det? Abraham var ikke født for tidligt, han kunne sagtens rejse ud hvad det her handlede om. Han burde nok bare angribe hende. Han kunne se det, som hun knælede ved bålet og stirrede ind i ilden. Han kunne sagtens angribe hende fra denne blinde vinkel. Men han gjorde det ikke. I stedet blev han blot stående hvor han var, kniven klar, defensiv for nu.
"Så jeg er dit bytte.. Er det det, jeg skal antage?" han sukkede træt mens han holdt øje med hendes mindste bevægelse.

"Jeg byder normalt slet ikke folk velkommen. Føl dig speciel eller lad være, jeg er ligeglad," han trak på skuldrene, hans blik lettere mørkt.
Som hun rejste sig og gik mod ham, igen med løftet kniv, trådte han småhårdt en fod i jorden. Dette gjorde sådan, at jorden bevægede sig, lavende en mindre forhøjning meget pludseligt, lige under hendes fod. Samtidig med, valgte han at lave første udfald. Et angreb der var et forsøg på at kniven slået ud af hendes hånd.

I hendes øjne var han vel ikke andet end et bytte, hun havde heller ikke tænkt sig at forlade hele stedet før hun havde gennemført det hun var kommet for. Det var nærmest ikke tilladt at forlade stedet uden, at have gjort det banden ville have hende til. Stående i hendes egne tanker et øjeblik, havde hun slet ikke bemærket at jorden pludselig bevægede sig. At tænke nærmere over det nåede hun slet ikke før, der pludselig var kommet en forhøjning under hendes fod, hvordan var det overhovedet muligt. Utilfreds bed hun tænderne sammen, og hurtigt hoppede bagud. 

Kun i håb om, at hun kunne komme lidt væk fra det forhøjede jord. Undrende kiggede hun ned imod hendes fødder, det var mystisk. Heldigvis stod hun fast på jorden som hun havde hoppet tilbage, men det var godt nok irriterende. Denne person her foran hende, var godt nok træls"Tag det som en pæn kompliment"hun sendte ham et bredt smil som hun bukkede sig lidt, og satte i løb hen imod ham. Kniven hvilede sig nærmest ned langs hendes side. Hun kunne sagtens fornemme at han gerne ville have kniven ud hendes hånd, og det ville hun ikke tillade ham. Som hun nærmede sig ham svang hun lidt med armen, hvor at håbe på at kniven i hendes hånd ville ramme ham. Hans ord fik hende kun til at sukke opgivende, som hun blev mere og mere opsat på at skade ham. 

"Dit ansigt matcher meget godt dine ord om, at du er ligeglad" Flabet sagt, som hun vendte øjenbrynene en smule ned. Sendte ham et irriteret blik, som hun var spændt på om hendes kniv ville ramme ham, hun sigtede imod hans ansigt. Ikke sikker på at ramme, men det var vel et forsøg værd.

Det var ærgeligt, at hun ikke fik nok overbalance, andet end at hun hoppede tilbage, men det gav Abraham nok tid til at forberede sig på den næste gang hvor hun angreb ham. For der var ingen tvivl om, at denne kvinde var lynhurtig og at hendes evne med kniven var bedre end hans. Han var trænet, ganske korrekt, men han var ikke et vidunder eller et naturtalent selv. Derfor var det heller ikke nemt for ham, at undgå hendes næste udfald. Hendes kniv var centimeter fra hans ansigt, men han formåede i sidste øjeblik at parére slaget med sin kniv. Lyden af metal der klingede mod hinanden var højlydt og hans ansigtsudtryk blev kun endnu mere irriteret.

”Jeg kan kun sige det samme om dig,” forklarede han, lettere anstrengt. ”Flabet ivrighed. Så hvad har jeg gjort for at ende på din bytte-liste?” han var ikke helt så hurtig som hende, men det stoppede ham ikke fra at stikke direkte ud efter hendes mave-region.

Det var godt at hun havde så gode reflekser, for ellers havde hans lille trick virket. At hun indeni nød hvor meget, at det ikke havde ramt hende var en mindre detalje. Det var intet problem for hende at håndtere hendes kniv, det var primært også det våben hun mestrede. Men det var mest fordi hele banden var fremragende med knive, også spyd. Men hvad skulle Amy bruge et spyd til, hun så ingen grund til at bruge et spyd. Heller ikke overfor denne person foran hende, der kunne hun sagtens bruge hendes kniv kun. Som han fik pareret hendes slag sukkede hun irriteret, for hun havde lige håbet slaget ville virke"Lyden af to klinger imod hinanden, er fantastisk synes du ikke"flabet og nærmest irriteret sagt med et utilfreds ansigtsudtryk, lod hun bare hendes blågrønne øjne hvile sig på hans ansigt. Men hun havde slet ikke regnet med at personen allerede var klar til at angribe hende igen, og selvom hun burde have været forberedt på det så overraskede det hende. 

At han gik efter hendes mave - region fik hende uheldigvis til at undvige en lille smule, selvom hun havde prøvet at bukke sig. Men hun havde åbenbart ikke være så hurtig, som hun havde regnet med. Som hun stod en smule foroverbøjet, og godt kunne mærke stikket i siden af hendes mave, lagde hun en hånd hen over området. Tydeligt for hende, at mærke hvordan hun blødte fra stikket under trøjen. Men stoppede hun? Nej hun rettede sig op og rullede lidt med den ene skulder, hvorefter hun irriteret bed tænderne sammen"Så charmerende du kan være"lød det sarkastisk fra hende, som hun fortsat havde vendt øjenbrynene en smule ned. Denne person her, hvis navn hun ikke kendte gjorde hende da kun mere og mere irriteret. Kunne han ikke bare smutte med hende, uden alt det her fægtning. På den anden side, banden ønskede ham jo død, selvom det ikke var hendes tanke, skadede det vel ikke at prøve at skade ham. 

Det ville gøre det hele nemmere, og som blodet kunne mærkes under hendes trøje sendte hun ham et kækt smil som hun hurtig løb hen imod ham, men i stedenfor at stille sig foran ham havde hun valgt at stille sig bagved ham. Hun løftede hånden, hvor kniven var i og rettede den imod hans ryg region"Banden kragerne vil gerne have du dør, selvom jeg ikke ved om du er det værd"Lød det nærmest skarpt, og ligeglad fra hende som hun lod hendes øjne glide ned over hans ryg, håbede at hun havde ramt ham med kniven.

På den ene side gjorde det ham glad, at han havde trukket blod fra kvinden. På den anden side hadede han det. Han havde jo ikke ligefrem lyst til at dræbe hende eller skade hende. Han ville bare gerne lades i fred for sig selv. Men hun virkede stædig, så det kom nok ikke til at ske. Nej. Der var nok ingen vej uden om. "Jeg ville foretrække stilhed," bed han igen på hendes kommentar. Det var faktisk en ret irriterende lyd for ham, lige her i aften. Ikke desto mindre var det nu en ting han måtte bide i sig.

Han så det slet ikke komme at kvinden ville vende sig bag ham så selvfølgelig nåede han ikke at undgå kniven der bed sig ind i hans ryg. Selvfølgelig gjorde det ondt, men der var ikke tid til at reagere på det. Ikke mens han stod med livet på spil. Han vendte sig øjeblikkeligt, øjnene glidende over i en gul, rovdyrsagtig farve et kort øjeblik, som hans indre bæst rørte på sig.

"Og hvad jeg så gjort for at de ønsker det? Hm? Jeg har siddet herude, for mig selv, de sidste syv år.. Så hvorfor?" hans stemme havde taget sig en mindre ændring. Hvor det før kun var irritation der skinnede gennem ham, var det nu direkte vrede.

Hele hendes ansigt strålede nærmest af tilfredshed over, at hun havde ramt ham med hendes kniv. Så kunne han bløde ligesom hende, det var jo nærmest smukt. Det var nok også den generelle grund til, at hun faktisk havde angrebet ham. For hvis han skulle have ramt hende, var det vel også fair at hun ramte ham. Enlig havde hun heller ikke lyst til at dræbe ham, måske skade ham lidt selvom det slet ikke var hensigten sådan helt. Men det var allerede forsent, han havde ramt hende, og hun havde ramt ham. Selvom de begge to nok ikke ønskede det, så blødte de begge to. Hun kunne nærmest også mærke, hvordan blodet under trøjen løb langsomt ned over hendes krop. 

Dog ignorede hun det, for hende var det vel bare lidt blod, intet alvorligt. Hans ord om at han ville fortrække stilhed fik hende til at løfte et undrende øjenbryn. Det var ikke lige noget hun havde troet han foretrak, men på den anden side stilhed var også rart. Et lille smil bredte sig for hun kunne selv godt lide stilhed, selvom der sjældent var noget af det"Er det derfor du er her alene"spurgte hun undrende som hun betragtede kniven efter hendes stik imod hans ryg. Havde ramt den nederste del, og hun gik hen foran ham.

Synet af hans øjne fik hende til at læne sig en smule tættere på ham, men holdte alligevel lidt afstand imellem dem. Hun pegede med kniven op imod hans ansigt"Dine øjne skifter"lød det undrende og nærmest fascineret fra hendes læber. Helt uden at vide, hvad han faktisk var havde hun nok bare været meget nysgerrig omkring det. For hun havde skam ikke fået at vide, hvad han var fra banden. Den lille detalje havde de hvist ikke lige nævnt. Eller havde de, for hvis de havde kunne hun ikke huske det. Men pludselig gik det så op for hende som hun trak sig lidt tilbage med hovedet på skrå"Du må være den varulv de ønsker død, men om du er den varulv som har dræbt et medlem af banden ved jeg ikke"sagde hun undrende som hun lod hendes blik hvile sig på kniven hun svingede lidt med. At denne person foran sig, uden at vide navnet havde været her i syv år, det var mange år. Hvorfor havde han overhovedet været her i så lang tid.

Abraham ømmede sig let til ryggen. Det var ikke ligefrem hver dag man gik og stak på knive i den grad som han lige havde oplevet det. Han rullede med øjnene over kvindens spørgsmål til om det var derfor han var herude for sig selv. For ham var det jo ret indlysende.
"Hvorfor skulle jeg ellers være herude?" bed han verbalt, som hans øjne blev mere sammenknebne og irriterede.

Han stirrede på hendes kniv som den blev peget mod hans ansigt. "Det sker, når man irriterer mig nok," forklarede han ved hendes konstatering omkring hans øjenfarve. Han sukkede højlydt.
"Jeg har tæsket en person til blods, men jeg har aldrig dræbt nogen," hans blik blev kun mere vredt. "Så enten...." han begyndte at kredse om hende. "... Pakker du din skide, forpulede møg-kniv væk.. Eller også får du dit arbejde overstået.. Jeg har ikke hele dagen," han gloede nu på hende med sin fulde arrigskab, øjnene forblivende den gule rovdyrsagtige farve. Han brød sig ikke om at vise svaghed på nogen tænkelig måde og nu havde hun fået ham til at bløde. Det var svaghed, hvilket, for Abraham, betød dyb, dyb irritation.

At manden virkede irriteret var ikke hendes problem, og hun betragtede hendes kniv en smule. Hun ville lyve, hvis hendes tanker ikke havde prøvet at lokke hende til at stikke kniven ind i ryggen på ham, en gang mere. Stående med blikket på ham, og hovedet en smule på skrå kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad denne mand enlig havde tænkt sig at gøre. Hvilke evner havde han mon, havde han flere end hende. Hun var dog ikke dum, så hun havde allerede set ham bruge den ene af hans evner, for det måtte da næsten have været en evne. Men det kunne være hun havde taget fejl, og hun lod et lille smil vokse sig på hendes ansigt.

"Det kunne da godt være, der var en god grund til at være herude helt alene"sagde hun som hun holdte blikket på ham lidt mere, før hun efter få minutter vendte blikket væk fra ham. Betragtede omgivelserne en smule, før hun så hørte hans stemme igen. Den fik hende til at kigge på ham igen, og hun lod kniven glide imellem fingrene bare for at lege lidt, imens hu ventede på hvad han ville gøre. Men hurtigt fandt hun ud ad det, som han begyndte at kredse rundt om hende. Undrende og nærmest opgivende sukkede hun dybt, som hun lagde en hånd i siden, for at stå lidt mere afslappet.

Hans ord fik hende til at overveje den ene mulighed, efter den anden. Skulle hun pakke kniven væk, eller skulle hun beholde den fremme. Bare for en sikkerhedsskyld, for hvad nu hvis han havde tænkt sig at bruge nogle tricks eller evner hun ikke ville kunne forsvare sig imod. Synet af hans øjne, gjorde hende ikke bange, og heller ikke hans ord, tværtimod smillede hun blot lidt mere af de ord. Hun gad ikke gå tættere på ham, og lod spidsen af kniven pege imod hans bryst"Og hvis jeg ikke gider pakke den væk...Vil du virkelig lege med ilden, for jeg siger ikke nej"sagde hun som hun holdte øjenkontakten med ham.

Abrahams irritation nåede kun nye længder over kvindens insisteren på at vide hvorfor han var herude for sig selv. "Kan du selv forestille dig en varulv i hovedstaden? Som forvandler sig under hver fuldmåne og æder hvad som helst levende, han kan finde?" spurgte han frustreret. Der gled et par svedperler ned ad hans pande. Det sår i ryggen var ret dybt og skabte en del smerte, men for nu bed han det stadig i sig. Han var stadig midt i en konfrontation. Han kunne klage over spildt blod senere!

Da det ikke så ud til at hun ville pakke kniven væk, rullede Abraham med øjnene. "For fanden da også! Så lad mig dog være i fred! Jeg gider ikke slås med dig, hører du!?" han hævede stemmen let, dog stadig uden at angribe. Han ville bare lades i fred. Det her var pisse irriterende.

Det var heller ikke normalt for hende, at vandre rundt herude på det ødelagte sted. Alligevel var hun havnet der, og det var nu ikke en dårlig ting - i følge hende. Der var da ganske få muligheder at benytte sig af, men først var hun nød til at tage sig af denne person foran sig. Personen der næsten også irriterede hende mere, og mere. Hun stod og lyttede til ham, med et dybt opgivende suk som hun hørte hans ord. Da hun var sikker på, at han blev færdig med de første ord holdte hun blikket på ham, som hun betragtede den kniv, hun havde i den højre hånd.

"Kan varulve ikke dukke op, de fleste steder...Eller måske du bare er den sarte, ensomme type"sagde hun overvejende, som hun et kort øjeblik kiggede væk fra ham. Skævede kort til bålet der fortsat så ud til, at brænde. Hun burde virkelig ikke lege med sit eget liv, og ilden ved at være så tæt på en varulv for han var sikkert stærkere end hende, uanset hvor meget hun ville nægte det. Men hun tænkte så lidt, som hun lod kniven trille ind imellem fingrene, og løftede begge øjenbryn"Det ville ikke være en særlig god idé, hvis du gik rundt og dræbte folk"sagde hun lidt lavere, som hun betragtede omgivelserne en smule.

Som han pludselig råbte, gik hun bevidst tættere på ham, og pegede kniven imod hans strube som hun holdte øjenkontakten. Det var ikke engang fordi hun selv havde lyst til at slås, for det ville bare ende galt. Det var heller ikke derfor hun var kommet herud, men hun bed tænderne hårdt sammen før hun efter ganske få minutter åbnede munden"Tror du selv, at jeg gider at slås med en varulv!"råbte hun, som hun fortsat holdte den pegende kniv rettet imod hans strube. Hendes blik havde præg af irritation som hans, og hun løftede kniven ned, som hun nærmest uinteresseret drejde hovedet væk fra ham"Du er ikke engang det værd...Hvorfor skulle jeg ville dræbe en som dig"lød det flabet fra hende, selvom hun ikke kunne undgå at få et bredt smil frem på ansigtet.

Abrahams blik forblev hårdt og han stod stille som kvinden holdt kniven for hans strube. Han havde lyst til at slå hende SÅ meget lige nu. Bare plante en næve lige i hendes ansigt for den mængde flabethed som hun besad, for SATAN hun gik ham på nerverne. Hans blik skød nærmest lyn, men han stod ubevægelig for nu, som kvinden så ud til at tænke over tingene. "Ej virkelig? Hvad i alverden får dig tog til at tænke en sådan tanke, hm?" spurgte han, stemmen dryppende tykt af sarkasme. 

Så snart hendes kniv sænkedes, greb han fat i bladet på den, skide ligeglad med om han skar sig på den. Han trådte meget tæt på hende, deres ansigter nærmest centimeter fra hinanden. "Så du er villig til at komme hele vejen herud... Pisse mig af... Og så droppe det arbejde, du har fået?" spurgte han, gennem sammenbidte tænder. "Gør hvad du vil... Dræb mig eller lad være. Men du skal ikke forvente at jeg ikke kæmper imod.." han trak vejret tungt, som han gjorde alt i sin vold for ikke at kalde hende et skældsord eller to.

At denne dybt irriterende mand som han var i hendes øjne, nævnte at hun kunne gøre lige hvad hun ville fik et bredt smil frem på hendes ansigt. Hendes blik faldt på kniven han havde taget fat i, men som denne mand kom tættere på hende, løftede hun et øjenbryn. Et kort suk forlod hendes mund, som hun virkelig følte sig irriteret på ham. Men alligevel ønskede hun ikke at dræbe ham, det var slet ikke hendes tanke - langt fra.

"Sikke så charmerende ord du kan komme med..." lød det uinteresseret og flabet fra hende, som hun stod afslappet med en hånd i siden. Som deres ansigter var meget tæt på hinanden kiggede hun lidt mere på ham, før hun trak på skulderen for at provokere ham lidt"Hele vejen herud, det her er ingenting, her er nemlig ganske hyggeligt"sagde hun som hun sendte ham et lille skævt smil. Tydeligt tegn på at hun virkelig fandt varulven irriterende. 

Hans ord om at droppe hendes arbejde, fik hende til at kigge væk fra ham, og hun betragtede omgivelserne lidt. De mørke, og ødelagte omgivelser der nærmest havde en skønhed over sig. Men alligevel faldt tankerne pludselig på, hvorfor denne mand, eller væsen nærmere var herude helt alene, det måtte virkelig være ensomt. Selvom han godt kunne virke som netop den type"Når kvinder byder op til en kamp, siger du vel ikke nej, for det er da dumt"fløj det ud ad hendes mund, hvorefter hun lod ham beholde kniven imens hun vendte ryggen til ham. Gik lidt rundt, for hun havde slet ikke behovet for at stå så tæt foran ham"Desuden kunne en varulv som dig, vel godt bruge lidt træning"spydigt, og flabet kom det næsten naturlig og kækt ud ad hendes mund. Nærmest som undervurdere hun ham, og hans evner, men hun var ikke typen der var bange. 

Da kvinden begyndte at snakke om ikke at slås, hævede Abraham et øjenbryn. "Hvad helvede mener du?" spurgte han aggressivt som han kylede hendes kniv væk. Han fattede hende ikke. Aldrig havde en kvinde forvirret ham så meget som hun gjorde. Og så hjalp det heller ikke at han stadig gik rundt med et knivstik i ryggen fra hende af.

"Hvad er det du vil? Er du her for at dræbe mig, eller for at hyggesnakke?" han sukkede irriteret før han også vendte ryggen til hende, spankulerende hen til sit lejrbål, tydeligvis i et virkelig, virkelig dårligt, frustreret humør.

Sjovt at denne person ikke vidste hvad hun mente, men hun gad nærmest ikke forklare sig. Et irriteret suk forlod hendes mund, hvorefter hun kiggede lidt rundt. Der var nok ikke mulighed for at liste væk, uden at han ville opdage det. Der var sikkert heller ingen mulighed for at hun lige kunne gøre andet. Lige som den tanke slog hende, fik hun en idé.

"Du har måske noget imod at kæmpe imod en kvinde"spurgte hun flabet, og kækt som hun blinkede til ham, og lagde armene over kors. Hun stod bestemt og nærmest rolig, som hun så kniven blev kylet væk. Godt der var flere, hvor de kom fra, for hvad var denne persons problem med knive lige, hun forstod det ikke. At hun heller gad bruge tid på, at bekymre sig om det var jo en helt anden side af sagen.

Knivstikket i hans ryg, havde hun ikke skænket en tanke, men som hun stod og kiggede på ham, trådte hun pludselig tættere på ham. Løftede kniven op imod hans ansigt, og prikkede ham forsigtigt på kinden med spidsen af kniven"Som sagt er jeg her ikke for at dræbe dig, selvom dit ansigt ville se kønt ud på muren hos Kragerne"svarede hun lidt kølligt og kækt som hun sendte ham et bredt smil. Hun trak sig tilbage, og lod kniven glide ind imellem hendes fingre, før hun vendte ryggen til ham, og gik lidt rundt.

Abraham sukkede dybt og træt. Han vendte sig mod den fremmede kvinde da hun igen begyndte at spørge ind til om han havde noget imod at kæmpe mod en kvinde. Det havde han bestemt ikke. Hvis kvinder ønskede at slås, så var det vel, hvad det var. Det kunne han ikke ændre på og så måtte han jo bare gøre det, der skulle til for selv at overleve. "Hvis du tror jeg har etiketten til, ikke at slå en kvinde, hvis hun slår mig, så tager du fejl. Jeg gider bare ikke slås hvis der ingen grund er til det," forklarede han.

Han nedstirrede hende da hun prikkede til hans kind med en ny kniv. Hvor helvede fik hun dem fra? Var hun bare totalt bedækket i knive? "Hvis du ikke er her for at dræbe mig eller kæmpe mod mig, hvorfor er du her så? Nok med alle gættelegene, jeg er træt.. Jeg gider det ikke.. Hvorfor?" han lagde armene over kors, stirrende efter hende som hun gik rundt.

Et lille fnis forlod hendes mund, nærmest som var hun fuldstændig ligeglad med at han sagtens kunne finde på at slå hende. Det var hun ligeglad med, hun var ikke den typiske kvinde der bare sagde av efter et slag. Hun kunne holde til mere, end hvad andre troede også selvom hun var slank. Enlig var der nok heller ingen grund til at slås, men det var faktisk heller ikke det hun var kommet her for. 

Pludselig kiggede hun lidt mere rundt, for at betragte omgivelserne lidt mere. Selvom stedet var ødelagt, så var her nu hyggeligt nok. Lyden af hans ord, og som han nævnte at han var træt af at gætte, og stå uvidende. Amy stoppede op som hun stod og kiggede på ham. Gik hen til ham, hvorefter hun lagde en hånd i siden, og lod fortsat kniven trille ind imellem hendes fingre lidt. Der var stadigvæk nogle knive tilbage, men hun havde ikke tænkt sig at bruge dem lige nu.

"Banden ønskede dig død... Men jeg er usikker på om du er den varulv der dræbte et medlem af banden, eller ej..."sagde hun og tænkte lidt, som hun lod sit blik hvile sig på ham. Hun havde enlig ikke noget at bruge ham til, eller noget at lave her på dette ødelagt sted, hvis han ikke var den varulv som havde dræbt et medlem af banden hun var medlem af"Så hvis det ikke var dig, har jeg ikke noget at bruge min tid på her"lød det bestemt og ærligt, hvorefter hun puttede kniven tilbage i ben hylsteret og lagde armene over kors.