Hvis der var en person i byvagten der troede på hvad de lavede, så var det Kastanje Natskygge. At være byvagt var et højhelligt arbejde, som man skulle gøre med en vis snilde og stolthed, så det var naturligvis også det hun gjorde. Selv når Kastanje teknisk set ikke var på arbejde, så holdt hun stadig øje med de stakkels indbyggere af Dianthos, som kunne få brug for en byvagt.

Denne formiddag var Kastanje egentlig ude og handle. Hun skulle have lidt ekstra mad til aftensmaden, men ellers havde hun dagen fri, og så så hun det. Det var hurtigt, så hurtigt hun dårligt nåede at se det, men hun så, hvordan en mand tog nogle smykker fra boden i lommen, mens bodejeren ikke så det, og så smuttede videre. Tingen kunne ikke være meget værd, men det var nok til at Kastanje tænkte at hun måtte træde ind og gøre noget ved det.

Hun fløj så hurtigt hun kunne mod typen, og da hun så at der var en lige linje mellem hende og personen, gjorde hun sig tungere og foldede sig sammen, så hun fløj som en kanonkugle ind i personen og fældede personen til jorden. Det var ca. her hun opdagede en fejl, som hun satte sig op og kiggede ned på tøjet. Det her var i den grad en anden person end den hun havde jagtet.
Forsigtigt trådte hun af personen, og gik lidt forsigtigt omkring så hun kunne se ansigtet. Yup. Forkerte person. ”Undskyld… jeg troede du var en anden,” sagde hun, pludselig meget usikker på sig selv og ikke klar på at skulle blive skældt ud. Derudover var der ingen i nærheden der mindede om personen hun havde jagtet, så det var nok allerede en tabt sag.

Nysgerriheden havde endnu engang overtaget den unge prins. Han havde faktisk aldrig været i en storby og Dianthos virkede så stor og spændende, om end at han bare havde set det fra afstand i havnen. Ja han var ikke nær så meget i byerne uden Maximillian, men en ting var sikkert. Han ville undersøge dette sted, og så vidt han havde hørt var der en dronning, og hvis der var noget det ville være godt var det en aftale mellem de to kongeriger, for det kunne han vel finde ud af. Godt nok var det hans far der egentlig tog sig af de slags sager, men han kunne vel godt klare noget selv. Halskæden var flittigt taget på der sørgede for at han havde menneskeben, men selvom han var helt nøgen på havnen fik han da alligevel fundet noget tøj der lå urørt. Det var måske ikke det smukkeste tøj han havde haft på når han gik på landjorden, men det kunne da gå an.

Han havde vandret i hvad han mente var i timevis i Dianthos og han havde aldrig set noget ligneden. Der var så mange mennesker, og så meget at se. Han var helt rundforvirret og ville bare have mere og mere. Der var helt klart mere at se end han først lige havde regnet med. Selv markedspladsen var fyldt med mennesker, og han havde godt nok ikke nogen krystaller på sig, men det var et stort sted, og det var lige før han var fristet til at ville finde nogle krystaller på havets bund bare for at få lidt at spise.
Det var først da han blev tacklet bagfra og han ramte jorden med et hårdt bump at han ikke anede hvad der forgik. Han blev faktisk lidt arrig, og det første han gjorde var at tage hånden op til halskæden der nær var røget af ham. Det kunne se komisk ud hvis han havde tabt den og det skarpe blå lys ville dukke op, bare for at erstatte de tynde ben med hans gigantiske hale. "Undskyld? UNDSKYLD nu har jeg aldrig! Er det sådan man håndtere de kongelige?!" kom det en anelse vredt fra ham og satte sig op på jorden. Godt nok var han altid usikker på benene men han havde aldrig i sit liv drømt om at blive rullet og bestjålet! Han holdte stadig sin hånd på halskæden for at være sikker på den ikke blev taget, for tænk hvis det var en tyv der var over for ham.

Der var mange personer Kastanje kunne have ramt. Deres reaktion ville også have været forskellig, og hun var klar på at blive skældt ud. Det ville ikke være første gang, men det gjorde hende meget trist når det så endelig også skete.
Hun havde ikke engang tid til at kigge ordentlig på manden, og at han var lidt anderledes end hvad hun var vant til, som han straks begyndte at skælde ud. Hun trak sine skuldre lidt o og kiggede ned i jorden. Hun var næsten til at overse som, som hun blot stod med sine 24 cm. ved siden af ham.

Hun gispede lidt som hun hørte at han var kongelig. ”Nej, det var virkelig ikke min mening. Jeg troede du var en tyv, men det er du tydeligvis ikke, og jeg forsøgte at fange tyven, men nu er han væk, og jeg undskylder mange gange. Jeg kan tage dig med hen til healer, eller byvagtskontoret. Men de skælder mig så nok bare ud igen. Det vil jeg helst ikke,” indrømmede hun. Hun gjorde ellers sit bedste for at forklare sig selv, men det var svært. Hun havde aldrig været i nærheden af en kongelig.

Han rejste sig helt op og børstede det værste støv af tøjet der var kommet på. Aldrig i sit liv var han blevet overfaldet på denne her måde, og så var Maximillian der ikke engang til at beskytte ham det mindste. Hvorfor skulle han være så nysgerrig at han absolut skulle udforske verden på egen hånd? "Tyv? En TYV?! Jeg har aldrig stjålet noget i hele mit liv! Sådan noget gør de kongelige altså ikke." kom det fra ham og kiggede lidt rundt, hvem var det egentlig lige der talte til ham? Han drejede lidt rundt om sig selv blot for at finde ud af hvor personen var. Det var trods alt nemt at overse en person når man ikke kiggede ned imod jorden.

På ny børstede han støvet af tøjet og fik bukkede sig ned imod jorden for at fjerne støvet fra sine bukser. Til alt held opdagede han trods alt den mindre person der var foran ham. "Der er ikke sket noget. Men det er helt klart sidste gang jeg kommer her hvis det er sådan man behandler de kongelige...." kom det fra ham og fnøs en enkelt gang. Ham som aldrig sagde at han var kongelig når han var på landjorden. Det var ikke noget han lige frem pralede med, men at blive overfaldet på denne her måde var næsten for meget. Dog anede han ikke hvordan denne her lille person overhovedet kunne have væltet ham så han havde fået ansigtet direkte ned i jorden. Han tog hånden op til næsen for at mærke om den var brækket eller noget. Men alt var i den skønneste orden, bortset fra at det gjorde en anelse ondt efter slaget.

Det var en smule fornærmende hvordan han ikke virkede til rigtig at lytte til hende, eller se hende, men det var ikke som om det var noget nyt for hende, ikke mange var vant til alfer i byerne. Hun havde f.eks. heller aldrig mødt en anden alf i byen, udover sine forældre, som ærligtalt mere foretrak at blive derhjemme og så arbejde engang imellem.
Hun prøvede at rømme sig for at gøre ham opmærksom på hvor hun var, og endelig fik hun da også hans opmærksomhed, og hun lettede lidt for jorden, for at flyve op i en bedre øjenhøjde for ham.

”Jeg har aldrig mødt en kongelig i mit liv,” sagde hun overrasket, og kiggede med sine store nøddebrune øjne på ham. Han lignede ikke en kongelig, men han så lidt sjov ud. ”Tyven lignede dig også kun bagfra, men han er væk nu. Skal jeg… følge dig op til slottet? Jeg kan gøre det, jeg kender godt vejen” sagde hun, hun ville gerne hjælpe ham, især nu når hun havde væltet ham på det groveste. Det havde hun det ret dårligt over.

Hvordan kunne man ikke have mødt en kongelig i hele sit liv? Der var sikkert mange konger og adelig, eller det var det han havde fået af vide. Men hvor meget det var op til date der hjemme anede han faktisk ikke. Han var ikke engang sikker på om han ville kunne håndtere at møde en anden kongelige. For det var sikkert også helt andereldes end det var her. "Har du ikke?!" spurgte han dybt overrasket. For når han tænkte over det havde han faktisk heller ikke mødt nogle kongelige, det kom vel nok på et tidspunkt. Sådan når Aquarin blev husket og ikke var et glemt sted ude under vandet. "Slottet? Hvad er der på slottet? Er det lige som i Aquarin?" spurgte han en anelse nysgerrigt. "Vil det sige jeg kommer til at møde dronningen? Sådan her?! Jeg er jo ikke engang anstændigt klædt til sådan noget." han var allerede nervøs ved tanken. Det skræmte ham måske også en lille smule at skulle se nogen kongelige når han ikke engang havde sit pæne tøj på. Dette her var jo bare noget tøj han lige havde lånt nede fra havnen af. Maximillian havde hans pæne tøj, og det var langt væk her fra.

For Kastanje var en kongelig en ting, og en adelig en anden. De adelige havde hun mødt flere gange. Hendes forældre havde jo også arbejdet fra adelen, så hun kendte lidt til dem, fra hun var ganske ung, men de var bare normale folk. Kongelige var som et andet, de havde en større magt, og et større formål med livet. Det var ret meget øjnene af et barn der så ud gennem Kastanjes øjne, når det kom til kongelige.

Kastanje kiggede op og ned ad William. Nej, han var ikke specielt pænt klædt, hvilket ikke ligefrem faldt indenfor Kastanjes fantasier om hvad en kongelig person lignede, men hun havde taget fejl før, så hun kunne jo godt tage fejl igen.
”Altså, det kan jeg ikke sige noget om. Jeg kan kun vejen derop, det er vel op til tjenestefolkene, hvad der så sker derefter. Desuden har jeg aldrig været inde på paladset, ikke rigtig, og jeg har aldrig været i Aquarin. Det ligger altså meget langt væk herfra” indrømmede hun. Hun kunne ikke engang tilbyde ham noget lidt bedre at tage på, hvis det var det vigtigste, for han var altså alt alt for stor.

Tanken om at møde en anden kongelig skræmte ham en smule. Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre af sig selv. Han vidste heller ikke hvad han skulle tage på. Max kendte svaret, men han var helt sikkert langt her fra, og han anede jo ikke engang hvor henne i landet han var, så det ville vel bare ende galt hvis han mødte nogle kongelige sådan her. Som om han også ville blive lukket ind når han var klædt som en eller anden gade dreng. Nej det ville aldrig gå godt, og det ville sikkert også bringe skam der hjemme, hvilket han heller ikke lige frem ønskede skulle ske.

Han overvejede hende ord i noget tid og måtte bide sig i læben. Han vidste ikke hvad han skulle sige til at starte med. For et øjeblik var han tom for ord. For han var ikke helt sikker på hvad der ville være godt at sige lige her og nu. Han åbnede munden for at lukke den igen, sådan stod han i et stykke tid, og man skulle tro han var en fisk, det var sådan de gjorde. "Jeg øhh.... Det ville aldrig gå særlig godt, jeg er jo heller ikke inviteret. Desuden så kender de nok heller ikke til Aquarin..." dog var han lidt overrasket over at denne flyvene ting rent faktisk kendte lidt til Aquarin, det havde han ikke lige været forberedt på, men det glædede ham en smule

Kastanje lagde hovedet lidt på skrå, som hun kiggede på ham. Han virkede pludselig nervøs, ikke meget lig den meget vrede og vel selvsikre person han havde været før. Hun forstod pludselig ikke helt hvorfor hun havde været bange for ham. Han var jo slet ikke farlig.

Det var mere at Kastanje havde en fornemmelse af nogle af de større ting i landet, og primært at de alle sammen lå meget langt væk. Dianthos i sig selv var stor nok for hende, og hun havde intet behov for at forlade sin fødeby på noget tidspunkt. Hele hendes familie var her jo også.

Hun lagde hovedet lidt på skrå som han blev ved med at stå og… minde om noget. Hvad var det nu igen. Hendes øjne blev lidt store da hun kom i tanke om de store fisk der nogle gange lå i nogle af boderne på markedspladsen. De stank altid langt væk, men de havde samme udtryk som ham, og man kunne praktisk talt se hvordan hun blev nødt til at holde et grin inde som hun opdagede det. Heldigvis distraherede han hende ved faktisk at snakke.

”Gør de ikke? Men undrer de sig ikke over hvor de der fiskefolk kommer fra? Der er jo nogen her i byen engang imellem. Vent, du er også en af fiskefolkene så!” Hun kiggede lidt op og ned ad ham, som om hun forventede at han ville have en fiskehale. Hvilket ikke var noget man så ofte i byen. Selvom Kastanje havde engang fundet en af dem, med hale og det hele, i springvandet. De havde været ret fulde.

Han var lige pludselig så nervøs over hele situationen. Han var usikker på sig selv. Tanken om at komme op til slottet og møde de vigtige personer skræmte ham. Han ville hellere end gerne møde dem, men han var jo slet ikke klædt ordentligt på. Maximillian havde det pæne tøj, og det ville uden tvivl være bedst hvis han var inviteret der op. Som om det også nogen sinde ville ske, men tanken slog ham da hårdt. Tænk hvis de rent faktisk fik en invitation og hans far ikke kunne tage afsted. Så var det jo ham der skulle gøre det! Nej det skræmte ham endnu mere. Så skulle han lige pludselig have pli og være dannet. Noget han så sjældent var på landjorden. Mest fordi han ikke ville prale med at han var prins. Ja man kunne sagtens holde sine holdninger og pli, men han prøvede jo bare at passe ind når han var her på landjorden.

Han lyttede til hendes ord og begyndte at pille lidt ved et hul der var kommet i trøjen. Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre ved sine hænder, så det var vel bedre at pille ved et hul og lytte. Da hun var færdig tænkte han sig lidt om og åbnede munden for at ville sige noget, men ingen lyd kom ud til at starte med. "Eeeeh" kom det fra ham og tænkte sig lidt mere om. "Tjaaa... Måske? Altså vi er da aldrig blevet inviteret til noget af hvad jeg ved af. Heller ikke selvom vi prøver at beskytte havet for Pirater når de kommer for tæt på Aquarin...." han var måske også blevet en smule fornærmet over at blive kaldt en fiskefolk, men det var ikke noget han viste. "Det hedder altså en havmand. Vi er ikke nogen fisk" kom det fra ham og kiggede endelig op på hende hvor han ellers havde haft sit hoved ned imod jorden.

Det undrede lidt Kastanje at de aldrig var blevet inviteret. Ikke at hun kendte meget til royale ting, og invitationer til store bal og alt det der hun forstillede sig omkring de royale. Det meste var ærligtalt mest hvad hun havde hørt fra sin mor, som også havde et noget forskruet blik på de adelige og kongelige.

”Oh! Undskyld, det var ikke min mening at fornærme dig,” sagde hun, og selvom hendes kinder var blevet lidt mindre røde, så blussede de op igen, nu i forlegenhed. ”Jeg har aldrig rigtig haft nogen til at lære mig om alle de små ting, og mine forældre kalder dem fiskefolk, så jeg tænkte at det var hvad de… eller I hed.” Selvom det stadig var meget underligt at prinsen foran ham ikke havde en hale. Nogle gange var det lidt med at man gerne ville se noget før man rigtig kunne forstå det.

”Men hvis der er andet jeg kan gøre for dig, så må du endelig sige til. Igen, jeg er frygtelig ked af at jeg væltede dig.” Igen blev hun lidt mindet om tyven, men det var for sent at jagte ham ned, nu måtte hun bare gøre hvad hun kunne for at rode bod på sin fejltagelse.

Hvad vidste han egentlig også om de invitationer. Det var jo ikke fordi han skulle med til de baller hvis de overhovedet var blevet inviteret. Som regl gad han ikke, og slet ikke de baller der blev holdt i Aquarin. De handlede jo bare om at han skulle finde en mage, og det magtede han næsten ikke. Nej det var langt bedre bare at holde sig for sig selv, opleve lidt af verden og så der fra snakke med Max om alt det han ikke kunne lære i Aquarin!

"Nej nej, det gør ikke noget." kom det fra ham og smilte lidt til hende. Han ville da ikke virke sur for det var han langt fra. Men det lød bare så forkert at kalde ham for en fiskmand. Bare fordi han havde en hale når han ikke havde den magiske halskæde på. "Men vi er hav væsner. Vi lever jo i vandet. Og vi ikke alle sammen ligner at vi har fiskehaler." kom det fra ham og kiggede på hende. Selvom han lignede en der havde masser at smaligne med en fisk, så var han det langt fra. Han ville faktisk ikke engang tænke på at han var lige som en fisk. Langt fra!

"Kan du følge mig ned til havnen? Jeg vil gerne hjem..." kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Han vidste ikke længere hvor han var henne, og nu var han blevet anklaget for at være en tyv. Han ville ikke være her længere. Det var måske slet ikke et særlig rart sted når det kom til stykket.

Kastanje lyttede interesseret og meget fascineret. Det var lidt som at se et lille barn få fortalt en historie. Hun var dårlig nok heller en voksen, selvom hun arbejdede, men hun gik blot ud fra at hendes alder lidt var ligesom menneske. Når hun var 16, så var hun sådan set voksen. Hendes sind havde dog ikke helt fulgt med på det punkt.

”Hvordan ser I ellers ud? Jeg troede I alle sammen lignede fisk,” udbræd hun fascineret, selvom ordvalget måske ikke var så klogt. Hun mente naturligvis blot med halerne, men hvis man var den rigtige person, så kunne man med garanti tage de forkert.

Da William foreslog at hun fulgte ham ned til havnen, så hun lidt mere tøvende ud. ”Altså, jeg kan vise dig ud til byportene. Havnen ligger lidt længere ude, men den er ikke så langt væk igen når man er så stor som dig,” sagde hun med et forsigtigt smil. Hun havde aldrig selv været nede på havnen, da hun ærligtalt syntes det var lidt skræmmende udenfor Dianthos' murer, selvom Juvelen ikke lå så langt væk igen. Men det var også blot at følge vejen og handelsmændene.

Der var det der med fisk igen! Hvad var nu det for noget. Han var ikke nogen fisk, det havde han da sagt. Og alligevel valgte hun at minde ham om det på sin helt egen måde. Han blev en anelse utilfreds men det var ikke noget han lige viste. Han ville nødig virke uhøflig eller noget, men helt ærligt en fisk... Han fandt det en anelse... Fornærmende? Han stod lidt og åbnede munden for at lukke den igen. "Vi ligner jer. Eller.. Nej.. Altså.. Vi ligner..." han overvejede det hele en enkelt gang bare for at finde ud af hvad der var det rigtige svar at give. ".. Der er mange racer i Aquarin, mindst lige så mange som her på landjorden." kom det fra ham og nikkede lidt. Ja det var det helt rigtige svar at give, det var han da sikker på. For ingen lignede hinanden, i hvert fald ikke hvad han havde fået lov til at opleve. At han sneg sig ud af slottet til tider var en anden ting. Men det var som regl Maximillian der fik lov til at føre ham rundt på landjorden hvis han skulle uddannes noget mere.

Han blev en smule bedrøvet da hun ikke kunne følge ham der ned. Så skulle han gå alene, og hvad nu hvis han blev overfaldet, eller værre end det. Blev beskyldt for at være en tyv IGEN?! Nej det duede næsten ikke. "Ej kom nu, jeg vil ikke være alene, tænk hvis jeg blev overfaldet. og sådan en som dig ville sikkert kunne klare hvad som helst." hun havde trods alt væltet ham omkuld og hun var så lille! Så hvorfor skulle hun ikke kunne beskytte en som ham?!

Kastanje havde tydeligvis ikke ment noget ondt med det, som hun blot lyttede efter hvad han sagde, og man kunne næsten se hvordan der var en åbenbaring i hendes lille hjerne, som han forklarede at der var mindst ligeså mange racer i Aquarin som alle her på jorden, eller i hvert fald Dianthos. Nu når Kastanje havde hørt det, så kom hun også til at tænke på alle de halvdyr hun havde mødt. Det var vel samme princip ikke? Deres haler og ører og alle de der ting så også anderledes ud, selvom hun havde lidt svært ved at forestille sig det.
”Oh, jeg tror jeg forstår det,” sagde hun alligevel og nikkede lidt for sig selv. Måske nogen på biblioteket havde nogle billeder af forskellige havfolk, ikke at hun kunne tillade sig at lede efter det lige nu.

Som havmanden begyndte at foreslå at hun da skulle følge ham på vej, kunne man se hvor nervøs hun blev. Hun begyndte at gnide lidt på sine hænder mod hinanden, og hendes vinger virkede til at blafre lidt hurtigere bag hende, som hun pludselig var meget urolig oppe i luften.
”Altså, jeg vil gerne følge dig hele vejen til porten, men udenfor Dianthos, der... der tror jeg ikke at jeg meget hjælp,” sagde hun. Hun kunne mærke hendes kinder blive lidt røde, som varmen steg op i hendes hoved, men hun mente det. Hun var faktisk helt sikker på at hun ville falde om af nervøsitet hvis hun forlod Dianthos.

Han vidste ikke helt hvordan han ellers skulle forklare racerne nede i Aquarin. Ingen lignede hinanden og alle var så forskellige, i hvert fald hvis man kiggede ordentligt efter, og nogle levede sikkert også oppe på landjorden. Han havde i hvert fald hørt om folk der boede her oppe der kom der fra. Men han havde aldrig selv mødt nogle af dem. Måske det bare var fordi de ikke ville være i Aquarin? Ikke engang det vidste han, men så igen hvad skulle en prins også vide det for, selvom det dog irriterede hans far en gang i mellem t folk bare forsvandt fra byen. Men det var som regl bare plader i Williams øre han ikke engang orkede at høre på.
Han kiggede lidt rundt for at se på de mange folk der bevægede sig og han kunne ikke helt bestemme sig for om det var en god ting eller om det var en dårlig ting. Måske ville det bare være langt mere farligt at gå alene. Han skulle virkelig aldrig være taget her hen når han tænkte over det. Maximilian skulle have været med i stedet for. Men nysgerrigheden havde overtaget lidt mere end den skulle have gjort. Han nikkede lidt til hende som hun forstod hvad han mente og han trak lidt på smilebåndet.

Det undrede ham egentlig stadig en smule hvordan hun kunne have væltet ham når hun var sådan en lille størelse. Hun kunne jo være på hans hånd! Og man ville helt klart kunne overse hende hvis man ikke så sig for! At hun bare sådan kunne angribe folk på den måde hun havde gjort... Det var en smule fascinerende! "Øv... Heller ikke bare lidt af vejen? For det er da farligt der nede er det ikke?" han var en smule usikker på sit eget spørgsmål. Men han var mere nervøs for at hun ikke engang ville følge ham der ned. Så var hun måske ikke helt så venlig som hun gav sig ud for, også selvom hun måske virkede nervøs! Men hvad skulle han så sige?! Han var et helt nyt sted der ikke engang kunne give ham en ordentligt oplevelse af stedet, og give ham lidt ro i maven.

Kastanje rystede hurtigt på hovedet, da han spurgte om det var farligt. Det var jo ikke nødvendigvis var den grund hun ikke forlod Dianthos. Hun syntes bare at det var lidt intimiderende at gå et sted hen hun ikke havde været før. Når hun en dag skulle ud af byen, så skulle hun jo lige sørge for at have rationer og vand med, i tilfælde af at hun farede vild. Det var hun i hvert fald ret sikker på. Ikke at hun nogensinde ikke havde kunne finde ud af at finde hjem igen, men det var jo også Dianthos.
”Det er slet ikke så farligt, men jeg kender ikke vejen særlig godt,” indrømmede hun. Hvordan kunne hun sikre sig at William kom frem som han var, uden problemer? ”Måske du kan følges med nogle af de vogne der går til og fra havnen? Det er jeg sikker på at de ikke har noget imod.” Hun vidste også hvem der ofte solgte ting der kom fra skibene. Mange af dem var vældig søde, og de kunne helt sikkert få William med på en vogn tilbage til havnen. De kom og gik hele tiden, så så lang tid de ikke ventede på at natten faldt på, så ville det ikke være nogle problemer. Desuden når hun sagde at byvagten havde bedt om hjælp, så ville folk uden tvivl hjælpe. Hvem elskede ikke byvagten, de hjalp alle dem der ellers ikke ville blive hjulpet!

Okey det var ikke farligt, det var da altid noget! Så skulle han bare finde ned til havnen igen, for det var da en større forvirring at komme der ned, for farret vild det var han altså! Men så var det da kun godt at en da kunne følge ham lidt af vejen, også selvom det var en lille person der gjorde det. Dog havde hun allerede væltet ham omkuld så hun måtte jo være stærk! "Nå.. Jamen så bar følg mig den vej du kan" kom det fra ham og sukkede lidt. Han ville bare gerne hjem nu, og det kom han kun hvis nogen fuglte ham lidt af vejen der hen. "Følge nogle af vognene javel ja, det kan jeg nok godt finde ud af!" kom det fra ham og nikkede ihærdigt. Eller det var da ikke så svært at følge nogle vogne, det var sikkert meget nemt at følge dem. Det regnede han da med at det var. Han var ikke helt så sikker på at der ikke ville ske ham noget, men det måtte tiden jo vise når han var på egen hånd. "Ehm... Hvordan kunne du vælte mig sådan... Altså med din.... Størelse" kom det fra ham og kiggede på hende lidt overrasket. Han var nysgerrig, men han skulle jo også spørge ellers så fik han jo aldrig noget svar på sine mange 1000 spørgsmål han kunne have i sin roede hjerne.

Kastanje ville gerne vise ham vej så langt hun nu kunne, så hun fløj begejstret et par ringe om ham, dog hurtigere end man kunne se med det blotte øje, før hun endnu engang svævede lige foran ham. Vognene kunne de finde ved portens udgang. Der stod altid nogle og ventede på at de skulle afsted. De skulle bare huske at tage den rigtige port, men den vej kendte Kastanje snildt!
”Så kom med,” sagde hun og begyndte at vinke ham i den rigtige retning, men uden at flyve for meget i frovejen, så havmanden kunne følge med.

Hun grinede kæmpe stort da han spurgte om hvordan hun havde væltet ham. ”Det er fordi jeg kommer med susende fart, ZOOM ZOOM,” startede hun ud. ”Og så krøller jeg mig sammen sådan her.” Hun krøllede sig sammen til en kugle og faldt et lille stykke, før hun hurtig krøllede sig ud igen og slog med vingerne igen, så hun kom op i højde med ham igen. ”Og så gør jeg mig tung, så folk ikke kan rejse sig. Det er det perfekte trick. Ofte kan de ikke engang se at jeg sidder der.” Hun var tydeligvis meget stolt af det.

Der var vel ikke andet for end rent faktisk at gå med hende. Hun kendte da i det mindste vejen ned til havnen, og han var vidst kommet lidt på afveje eller retter sagt var han farret vild. Det var jo et stort sted, så hvordan han skulle kunne finde vejen ned til havnen ville være et problem. I det mindste var hun da en venlig sjæl, også selvom hun havde anklaget ham for at være en tyv. "Okey" kom det fra ham og begyndte så småt at følge med hende. Han var en anelse mut, men han skulle aldrig være taget her hen alene. Næste gang han ville her hen måtte han nok hellere tage Maximillian med, han kunne i det mindste passe på ham.

Han var faktisk en anelse fascineret af det hun fortalte og viste  ham. Han havde faktisk dårligt nok kunne se hende i første omgang, så at hun viste det for ham var helt utroligt. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Men han fik måske lidt åben mund når det kom til stykket. "Det må jeg nok sige!" sådan et lille væsen kunne vælte alle omkuld, det havde han ikke lige frem regnet med ville ske. Men det var dybt fascinerende at se på. Hvis han bare kunne sådan noget, men så igen han var allerede tung nok når han havde sin hale. "Det er jo fantastisk!" kom det fra ham og klappede lidt i sine hænder. Han havde aldrig set noget lignende før, men han var særdeles overrasket over det hele.