Det var ikke mere end en uge siden, at Spencer var kommet tilbage til Dianthos og havde banket på sin mosters dør. Han havde fået et af de tomme værelser i huset, men havde endnu ikke taget sig sammen til at pakke ud. Alt hans tøj lå stadig i i to store tasker på gulvet og det der ikke gjorde, lå lidt alle vegne på gulvet. Han havde helt bestemt aldrig haft problemer med meget hurtigt at føle sig hjemme, når han ankom et nyt sted, trods det kun var sket et par gange før.
På natbordet ved siden af sengen stod en olielampe, der ikke var tændt og ved siden af den stod to tomme flasker rødvin. Glasset der hørte til lå på gulvet, med så lille en bundsjat i, at det ikke flød ud på tæppet. Det var hen på eftermiddagen og solen var for længst stået op, men det var Spencer ikke. Han havde tydeligvis fået en del at drikke aftenen før. Alle gardiner var trukket for og mørklagde hele rummet.

Spencer lå på maven i den store seng og fyldte det meste, med en arm til den ene side og et ben til den anden. Han fik kun lov til at sove længe, fordi hans søde moster mente, at han skulle have tid til at falde til efter den lange rejse. Han var blevet advaret om tidlige morgener i den nærmeste fremtid, for han havde trods alt stadig sine studier.
Det var ikke en bekymring Spencer havde lige nu, som han lå der og snorkede videre i mørket. Han nød at kunne sove så længe hver morgen, uden at blive forstyrret. Måske lidt for meget. Det var så dejlig nemt at flygte fra alt ansvar og håbe, at det ansvar ikke ville indhente end alt for hurtigt.

Mirabelle havde fået nyhederne om at hendes kære lillebror ville komme til byen, også hvornår, men det var desværre faldet lidt dårligt sammen med at hun var udenbys, travlt optaget af sit arbejde, og derfor gik der et par dage, før hun var tilbage i byen og havde nok fritid til faktisk at tage afsted mod hendes mosters hus.

Hun havde sat Aurora i stalden, og havde rendt hen til sine gemakker på paladset, for at få et kort bad, og noget rent tøj, inden hun begav sig ned mod huset. Hun bar sit typiske hvide tøjsæt, med en lyseblå kappe slynget over hendes skuldre, der var holdt sammen med et spænde med Pompadour symbolet.

Det her var efterhånden hendes tredje hjem, så hun lukkede sig selv ind, og fandt sin moster i stuen, hvor hun fik at vide at Spencer jo stadig kom sig over sin rejse, og da hun nævnte at jo, det havde det været et par dage, så blev Mirabelle en anelse mistænksom. Han havde aldrig været helt så pligtopfyldende som hun selv var, og det gnavede lidt i hende, at han måske lidt udnyttede at ingen var efter ham. Uanset hvad var det midt på eftermiddagen, så hun fik at vide hvor han var, og gik med faste skridt hen mod døren.

Hun nåede døren, og bankede let på den, og åbnede den, til synet af Spencer der så ud til ikke at have planer om at stå op foreløbig. Hun rømmede sig engang, før hun trådte ind i rummet og lukkede døren efter sig. "Spencer, er det sådan du byder din søster velkommen?" spurgte hun, rank ryg, og en næsten lidt køligt blik mod ham. Hun havde muligvis forventet et lidt bedre møde med sin bror, som hun ikke havde set i en længere periode.

Allerede ved de lette bank, begyndte Spencer at bevæge lidt på sig. Selvom han stadig trak vejret tungt, kunne man lige fornemme det suk han udbrød imellem. Han var forberedt på at blive bedt om at stå op lige om lidt, men slappede straks mere af, da han hørte døren blive lukket. Der gættede han på, at det bare havde været mosteren med et spørgsmål, men hun var gået igen, da hun havde set at han stadig sov.

I sin halvsovende tilstand gik der slet ikke så kort tid fra at døren blev lukket, til han hørte Mirabelles stemme. Med en lidt overrasket lyd fik han vendt sig om på ryggen og løftet sig op på albuerne.
"Hvis min søster nu ikke dukkede op midt om natten..." Han afsluttede ikke sin sætning, for i mellemtiden fik han endelig åbnet øjnene og set lyset i sprækkerne mellem gardiner og vindue. Det var vist ikke helt nat længere, så den undskyldning holdt ikke. Som han fik kæmpet sig op at side og slynget benene ud over kanten, for at sætte fødderne i gulvet, tog han sig til hovedet og rømmede sig lidt. Tømmermændene kom altid bag på ham, men han fik hurtigt rystet det værste af sig, da han rejste sig og smilede stort.
"Godt at se dig igen, Mirabelle," sagde han, idet han bevægede sig tættere på og holdt armene ud for at lægge op til et kram. Han lod bare hende vælge, om hun ville indvie i et kram. Det var trods alt en del år siden de havde set hinanden og måske hun fandt det langt mere upassende, at han stod i nattøj, end han gjorde. Til gengæld ville hun allerede nu kunne lugte rødvinen på ham.

Mirabelle's blik lå først lidt skuffende på Spencer, men ligeså langsomt gled hendes blik henover værelset, som i den grad var Spencer's nu om dage. Men der lå også flasker vin, som nemt kunne have drukket et par stykker af, hvis man ikke ønskede at blive fuld.
"Jeg behøver vidst ikke at sige hvad tidspunkt det er," svarede hun, og lukkede så endelig døren bag sig. Ingen grund til at den stod åben, for at hele tjenestestaben kunne se hvilket tilstand Spencer's værelse var i. Hun rynkede lidt på næsen.

Hun valgte alligevel at gå over og give ham et kort kram. Kort fordi når man kom så tæt ind på Spencer, så måtte hun trække sig tilbage igen, da lugten af rødvin stank fra ham.
"I lige måde, men du har vidst fået lidt rigeligt at drikke i går," sagde hun og trak sig væk. Hendes blik gik endnu engang fra Spencer ned på flaskerne. Mere end rigeligt.
"Nu har du vel ikke brugt dine år i Balzera på at drikke. Meningen var at studerer dernede" Hun havde selv brugt et par år nede i Balzera. Et smukt landskab, men hun havde næsten for travlt med at passe sine studier til virkelig at udforske landskabet.

Spencer trak let på skuldrende og smilede lidt dumt. En lidt for typisk drenge respons, når han udmærket godt vidste, at hun havde ret, men ikke gad at tage sig for meget af det. Jo, han havde sovet meget længere end han burde, men nu hvor han fik en del mere frirum, end han havde fået i Nordlandet hos deres forældre, måtte han vel udnytte det. Han vidste til gengæld også, at hun bestemt ikke havde samme holdning til hans dovenskab.
Han lagde armene om hende i det korte kram, men så snart hun kommenterede hun hans drikkeri fra aftenen før, trak han sig lidt og trådte et lille skridt til siden, i et hurtigt forsøg på at skjule det lidt. Som om hun ikke allerede havde lagt mærke til det.
”Selvfølgelig ikke,” svarede han straks, med en svag, lidt akavet latter. Han vendte blikket mod gulvet, inden han tilføjede en ekstra, mumlende kommentar. ”Da ikke alle årene…”
Da han igen rettede blikket mod Mirabelle, forsøgte han sig samtidig med et uskyldigt smil. Det samme smil han havde brugt flere gange som teenager, over for deres fader, hver gang han havde sneget sig udenom sine pligter.
”Det hjælper mig til at sove, okay?” Undskyldte han hurtigt. Det var ikke løgn, bare ikke hele sandheden og forhåbentligt ville hun ikke lægge for meget i det. Lidt vin var jo ikke et problem.

Spencer børstede det hurtigt væk og prøvede sig med at skifte emne i stedet.
”Årh, du tager alting så alvorligt, Mirabelle. Du burde måske følge mit eksempel og drikke lidt oftere. Man bliver dejlig afslappet,” lo han og klappede hende morende et par gange over skulderen, da han passerede hende for at komme hen til den ene af taskerne på gulvet.
”Giv mig et øjeblik til at se hæderlig ud, så vil jeg mægtig gerne høre lidt om dig,” sagde han, som han satte sig på hug ved tasken og gav sig til at rode den igennem for noget rent tøj. Han drejede lige hovedet og så mod hende, med et lidt mere alvorligt smil.
”Jeg studerer stadig. Det lover jeg,” forsikrede han med et nik, mest af alt for at gøre hende mere rolig. Han brugte trods alt ikke alt sin tid på søvn og sprut.

Mirabelle havde denne her måde at se på folk på, med sammenkneben øjne, der næsten fik hende til at ligne et dyr der var parat på at springe på et dyr. Det hjalp også at hun generelt så lidt sur ud når hun ikke sørgerede for at smile. På disse punkter var de to af dem så forskellige som to søskende egentlig kunne være.

"Og du har måske ikke sovet alene?" spurgte hun. En ting var at drikke lidt, når det havde været en hård dag, og man havde behov for at sove. Hun var ikke helt skyldfri, men to flasker vin var ikke blot for at sove, og det bekymrede hende lidt. Ikke at der blev snakket meget om de mindre pæne ting der også var faldet til deres familie. Hun havde en vag ide om at der da var folk i familien med drikkeproblemer, men det var altid svært at bekræfte eller bedømme, når man ikke havde noget at sammenligne det med, ikke sådan rigtigt.

"Nogen i familien må jo gøre det," sagde hun. Måske hun ikke havde planer om at overtage pladsen som fyrstinde i familien, men hun var alligevel vokset op, som var det en potentiel mulighed for hendes liv, så hun var bare blevet lidt mere retskaffen.
Det var dog svært at forblive sur og irriteret på Spencer, og et lille smil gled alligevel over hendes læber. Det var lang tid at de havde set hinanden, og hun kunne umuligt vide alt om ham som han var nu. "I lige måde. Jeg venter nede i stuen. Du har ti minutter," sagde hun, og gav ham alligevel lige et skarpt blik, før hun forlod værelset igen, så han kunne få noget tøj på.

Da hun kom ned i stuen, åbnede hun sin jakke, for at give lidt mere rum at trække vejret i, og satte sig i en lænestol med benene over kors, og ventede blot på sin bror.

Spencer åbnede selvsikkert munden og skulle lige til at svare, men ingen ord kom ud. Den dybe selvsikkerhed forsvandt lidt, da han stod og tænkte sig om.
"Hm... Det ved jeg ikke helt," svarede han overvejende. Han havde erindringer om ikke at være kommet hjem alene, og om ikke at ligge i sengen alene, men om det var virkelighed eller en drøm, det var han ikke helt klar over. Var det sandt, var der størst chance for, at vedkommende han havde haft med sig, var en af hans sædvanlige drikke kammerater fra den lille kro i nærheden. Det ville trods alt ikke være første gang. Hvor den kammerat så var nu, det kunne han heller ikke svare på.
Spencer rystede lidt opgivende på hovedet over sig selv, det var den eneste ulempe han kunne finde ved at drikke. Glemsomheden. Han gav sig i stedet til at rode videre i tasken.
"Ti minutter?!" Udbrød han, da han lige nåede at vende blikket mod hende og se noget så overrasket ud, inden hun forsvandt ud af døren. Så havde han jo vildt travlt!

Alligevel gik der tyve minutter, før han dukkede op nede i stuen. Til gengæld sad både tøj og hår helt perfekt. Han havde ikke set det nødvendigt at finde sin jakke frem. De hvide bukser og den hvide silkeskjorte måtte være nok, nu når han ikke havde planer om at forlade huset foreløbigt. Men de hvide fløjlshandsker stak stadig ud af baglommen, dem forlod han aldrig. Håret var redt tilbage, men han strøg alligevel et par fingre igennem det igen, som han dumpede ned i lænestolen, på den anden side af det lille, runde bord af hvor Mirabelle sad. Han sank en anelse ned og lagde det ene ben over det andet. Så rakte han hånden ud til siden, klar til at tage imod det glas vand han havde bedt en tjenestepige om at hente ham, og som blev placeret i hans hånd kort efter.
"Jeg havde ellers ikke forventet dit besøg. Jeg gik ud fra, at du havde alt for travlt med dit arbejde," sagde han og tog en slurk af det kolde vand. Han forsøgte uden tvivl at starte emnet om hende op, så han ikke behøvede at tale om sig selv, selvom han nu stadig var nysgerrig på hvad hun foretog sig. Så meget havde han jo heller ikke hørt om den vej hun havde valgt. Der var grænser for hvor meget han var blevet fortalt dengang Mirabelle blev væbner, for han var ikke selv mere end 7 år.

Mirabelle havde heller ikke forventet at Spencer skulle gøre sig klar på ti minutter. Han var næppe militærtrænet, og han sørgerede altid for at holde sig i pæn stand, hvilket Mirabelle vidste tog noget tid. Selv var hun heller ikke glad for at tingene ikke sad som de skulle, så hun sørgerede altid for at have tid til det. Dog kunne hun godt gøre sig klar på rekordtid, når det krævede det. Der endte håret dog ofte blot at blive kørt tilbage, og det var ligesom det.

I løbet af de tyve minutter, havde hun dog også fået erhvervet sig en kop te og var stadig i gang med at drikke den, som Spencer kom ned. Hun satte tekoppen fra sig, på det lille bord, og lod sine øjne følge Spencer, som han satte sig ned overfor hende. Han var pænt klædt på, selvom det var uformelt. Mirabelle havde set ham i mindre tøj da de var yngre, så hun tog det ikke så tungt.

Mirabelle lod også et lille smil bryde igennem på sine læber, da de endelig sad der og kunne snakke. ”Jeg har travlt, men ikke mere travlt, end at besøge min lillebror, vel? Du må undskylde at det tog mig så lang tid at finde plads til det,” indrømmede hun. Hun vidste at deres far var ganske stolt over at hun var gået op i rang, og var blevet kåret til ridder, men det bar også mere ansvar med sig, og hvor hun før havde massere tid til at være sammen med kvinder og familie, var tiden blevet lidt mere stram, selv tiden mellem opgaver hun fik.
”Jeg kunne jo se at du havde fundet dig godt til rette allerede,” sagde hun, hun håbede da også lidt om at Spencer ville tale om sig selv, så hun kunne høre om hvordan han havde det.

Spencer tog endnu en tår af det kolde vand. Det var tiltrængt med hovedpinen efter alt det vin, men som altid tog Spencer ikke ved lære. Der ville ikke gå mere end et døgn, før han sneg et glas vin med til maden igen.
Han trak let på skuldrene og rystede svagt på hovedet, inden han stillede glasset fra sig på det lille bord.
"Det gør skam intet," svarede han. Han kunne slet ikke forestille sig hvor travlt hun måtte have i sit arbejde, men der var ingen tvivl om, at hun langt fra havde det lige så let som ham.

Et smil bredte sig på de smalle læber, som Spencer udmærket godt forstod hentydningen til det ekstreme rod på værelset. Han lænede hovedet helt tilbage i stolen og drejede hovedet, så han kunne se på Mirabelle.
"Jo, moster har da taget godt imod mig," sagde han og smågrinede.
"Jeg forventer at blive sat i gang med alt det hårde arbejde inden længe. Jeg blev truet med hovedrengøringen, da hun så mit rod dagen efter, jeg var ankommet." Han lød en anelse opgivende, doven som han altid gjorde, men han havde da hørt efter, da deres moster havde informeret ham om, at han snart ikke ville kunne sove til langt op af eftermiddagen længere.
"Har du fundet dig til rette på paladset? Moster fortæller, at du flyttede derop for mange år siden." Jo, han havde skam spurgt ind til både hende og deres andre søskende, da han landede her. Den boglige verden var jo langt fra det samme, som hendes og det var altid interessant at høre om andet end landets historie.

Mirabelle rakte ud efter sin kop med te, og tog endnu en slurk af den før hun satte den fra sig igen. Der ville ikke gå lang tid før den ville være kold, men det gjorde hende egentlig ikke så meget. Den var der ikke til at holde hende varm, og hun havde skulle indtage værre ting end kold te, selvom hun vidste at det var så let som ingenting at bede om en ny kop varm te, hvis hun ønskede det.

En let latter undslap Mirabelles mund, som hun hørte hvordan han var blevet truet med at gøre hovedrent. Det var typisk noget de havde tjenestefolk til, men det overraskede hende ikke at deres moster havde valgt at true Spencer med det. Var der noget værre end at sætte en adelig til at rydde op efter sig selv?
"Det er godt at der er nogen der kan holde dig i ørerne," nævnte hun, med et smil på læberne. Det var svært for hende ikke stadig at se Spencer som hendes lillebror. Han havde jo været lille, da hun var taget afsted for at være en del af Lyset i sin tid.

Hun nikkede let. Det var efterhånden gamle nyheder, som der ikke blev snakket om mere. "Det er meget lang tid siden. De har stadig et gæsteværelse til mig, når det skal være, men der er bare mere frihed oppe på Paladset, og jeg skal ikke løbe så langt når jeg bliver kaldt hen til noget," indrømmede hun. Det havde også givet hende friheden til at udforske hvem hun var, og ærligtalt følte hun sig lidt for gammel til at bo hjemme, især fordi deres moster stadig godt kunne finde på at se Mirabelle som pigen der kom til Dianthos for 15 år siden og ikke kendte til noget.

Det lidt morende smil udviklede sig til en kortvarig latter over hendes kommentar.
"Hah, moster holder mig til studierne, men der er lang vej til rengøring," lo han, som han samlede glasset op og hældte resten af vandet i sig.
"Gudskelov for tjenestefolk," kommenterede han smilende kort efter, egentlig ment lidt som en joke, men hvor dybt forkælet han egentlig var, skinnede da klart igennem samtidig. Spencer ville være alt for doven og fin på den, til at kunne hente sit eget vand og han nød hvert øjeblik. Det fik ham til at føle sig det mere vigtig.

Spencer nikkede til hendes forklaring. Han gik ud fra at hendes hverdag kunne blive enormt hektisk, så det gav vel god mening.
"Åh, så ser vi måske mere til hinanden end jeg troede?" Han lød næsten overrasket, positivt overrasket. Spencer havde egentlig ikke forventet at se vildt meget til Mirabelle og han ville heller ikke indrømme hvor meget han egentlig havde savnet lidt familie omkring sig, mens han havde været i Rubinien. Selvfølgelig var deres samtale langt mere privat, end han ville være med mange andre, men på en eller anden måde, var det stadig utrolig formelt. Det var uden tvivl de mange år, de havde tilbragt hver for sig. Spencer ville hellere end gerne lære Mirabelle ordentligt at kende igen, som søster.

”Ja, tak Isari for det,” sagde Mirabelle grinende. Hun kunne ikke andet end at give Spencer ret. Hun havde skulle lære at gøre rent efter sig selv efter hun flyttede til Paladset. Der var kun så meget tjenestefolkene gjorde for alle de krigere der boede deroppe, og det havde været en omvæltning. Især fordi hun elskede når tingene var rent, og pludselig kunne ikke lige nævne det til en tjenestepige og næste gang hun var på sit værelse, var der helt rent igen. Det var en mærkelig ting for hende, men med tiden formåede hun at lægge tingene hvor de skulle, så der aldrig rigtig var rodet hvor hun var.

”Sandsynligvis, kommer an på hvor mange middagsselskaber moster inviterer mig til,” sagde hun grinende. Det var typisk efter et middagsselskab, eller familie arrangement, at hun valgte at overnatte, i stedet for at traske gennem byen mens det var mørkt. Det var ikke en lang tur, men byen var fuld af folk der ville forgribe sig på kønne kvinder på den tid af natten, og Mirabelle havde kun behov for at opleve det et par gange, før hun begyndte at gå med sværd for at være sikker på at kunne forsvare sig. De fleste var alligevel kun fulderikker.
”Du er selvfølgelig også velkommen til at komme op på Paladset og besøge mig, hvis det er.” Hun var alligevel kendt nok til at man enten kunne beskrive hende, eller spørge direkte om hendes navn, og blive peget i retningen af hvor hun boede, eller sidst havde set hende.

Mirabelle havde også selv savnet Spencer. Hun kunne godt lide at have familie omkring sig, men måtte nok indrømme at det blev med en vis længde mellem sig i disse dage, hvor hun vidste hun skulle træde lidt mere varsomt. Der var ingen grund til at familien skulle finde ud af hvorfor hun helt præcist ikke ønskede at gifte sig.

For Spencer var det jo en direkte urealistisk tanke, at skulle rydde op efter sig selv. Han havde få gange lige taget sit glas med fra værelset, men aldrig længere, end at han lige kunne smide det i hænderne på en tjenestepige. Han så ikke den mindste chance for, at det ville ændre sig. Han elskede det fulde adelige liv lidt for meget.
"Ah ja, hun nævnte vist noget om en middag i den nærmeste fremtid, nu når jeg var kommet hjem. Du kan sikkert forvente en invitation inden for den næste ugestid." Han kunne ikke selv se formålet med det, men deres moster havde været tæt på at insistere på en middag, med de nærmeste i familien samlet. Mirabelle, deres to andre søskende, deres forældre og selvfølgelig resten af familien i huset.

Spencer rettede sig lidt op i stolen.
"Det vil jeg meget gerne," svarede han, næsten lidt begejstret. Det ville da ikke være uinteressant at komme op at se paladset. Han kunne måske endda bruge det som et led i sine studier.
"Nu bruger du forhåbentligt ikke al din tid på paladset og arbejde? Jeg har hørt at for meget arbejde skulle være så usundt for sjælen," smågrinede han. Han ville i hvert fald ikke selv finde det specielt hyggeligt, ikke at kunne tage en tur på kroen engang imellem. Måske lidt oftere end engang imellem. Derudover var det en god distrahering fra både forældrene og mosterens kommentarer om, at han snart burde tænke på at finde en hustru. Han var stadig ung og derfor i den perfekte alder til at indlede et ægteskab, hvis man spurgte familien. Spurgte man ham selv, var han stadig for ung. Han havde da masser af tid til at tænke på den slags.

Mirabelle nikkede lidt for sig selv. Hun måtte nok hellere være sikker på at hun kunne rykke lidt rundt på sine planer, hvis det var nødvendigt. Selvom hun ikke levede helt op til at være ældste datter i Pompadour familien, så var hun stadig meget familie orienteret. Måske var det en måde at overkompensere for at hun ellers ikke var det ideelle barn?
"Jeg skal se frem til det," sagde hun og nikkede lidt.

Det var underligt at se Spencer begejstret. Hun havde nok ikke forventet af at han var så begejstret over at kunne komme op på Paladset. Hun havde nok haft samme begejstring da hun var yngre, men det stoppede ikke smilet fra at sprede sig fra hendes læber, som hun så en del af hendes unge bror i Spencer, som hun ikke havde tænkt over i lang tid.
"Nej, jeg har da også mine interesser til siden, men jeg er jo blevet forfremmet, så jeg bliver også nødt til at arbejde hårdere," indrømmede hun. For ikke at nævne alt den ekstra tid hun var blevet nødt til at bruge med Aurora for at knytte et ordentlig bånd med hende. "Hvis du kommer op og besøger mig, så kan du sikkert også møde Aurora, dragen der er knyttet til mig," tilbød hun også. Det var sikkert ikke noget Spencer før havde mødt, så mon ikke han var interesseret?

Spencer gjorde som regel en indsats for at virke lige så raffineret som det blev forventet af ham. Selv når han tog på sine små udflugter til kroen, selvom man måske ikke ville tro det. Han gik trods alt selv op i at se og lyde mere vigtig end han egentlig var, for hvilken ung fyr ville ikke nyde alt for godt af at blive behandlet derefter. Men under den fine facade, lå hans stadig lidt for barnlige, rebelske jeg gemt. En side Mirabelle uden tvivl så mest til da han var barn og samme side han viste i sin begejstring. De sidste fire år i Rubinien havde givet ham en del mere frihed, end han måske burde have haft og derfor havde han langt fra så fint slebet kanter, som han burde være nu.

Begejstringen blev overskygget en smule af nysgerrigheden og Spencer lænede sig lidt frem i stolen.
”Forfremmet?” Hans spørgsmål beviste kun hvor lidt han egentlig havde sat sig ind i sine søskendes liv. Han havde muligvis været en anelse selvoptaget og moret sig lidt for meget med at prikke lidt til deres far, der så ihærdigt havde forsøgt at danne ham.
Mirabelles tilbud fik Spencer til at smile endnu bredere. Man kunne næsten fornemme et ekstra lille glimt i hans øjne. Det var jo næsten lige før han glemte både træthed og tømmermænd.
”Mener du det? Det ville være fantastisk!” Det ville ikke være svært at forestille sig Spencer sidde helt uroligt i sin henrykkelse og klappe let i hænderne. Aldrig havde han forestillet sig at skulle få sådan en mulighed. Han var allerede i fuld gang med at tænke over hvornår han bedst kunne finde tid til det, nu hvor han jo alligevel måtte se at komme i gang med sine studier også.
”Har du så skiftet hestevogn helt ud med dragen?” Det var lidt en strøtanke, men hvor utroligt ville det ikke lige være, at blive transporteret rundt i hele byen med drage. Spencer smålo over tanken.

Mirabelle havde forventet at Spencer i det mindste havde hørt om hendes forfremmelse fra familiemedlemmerne, men åbenbart ikke siden han bare stillede spørgsmålstegns ved det. Hun kunne dog ikke se sig sur på ham over det, da hun godt vidste at familien ofte var en anelse spredt, og det var også svært at følge med i alting.
"Ja, jeg blev forfremmet til ridder efter vi slog Kiles Orden ned," sagde hun. Hun havde ikke været så inddraget i selve det rebelske arbejde, men hun havde været der da dronningen endelig havde kaldt.

"Aurora er mest til officielle opgaver, da folk generelt ikke ser så pænt på at tage en drage med ud til de små landsbyer," indrømmede hun. Selvom det var en opaldrage, så var det stadig en drage, og folk var primært bange for dem, i stedet for at være sikre på at deres riddere havde styr på dem.
"Hun er også lidt.... sart omkring nogen ting. Men hun kan godt lide pæne ting, så hvis du gerne vil være venner med hende hurtigt så hjælper det nok," tilbød hun. HUn regnede også med at Spencer ville behandle Aurora med den respekt der var forlangt fra hende. Hun brød sig ikke om respektløse folk, hvilket gjorde at der var visse folk der ikke kunne være i nærheden af dragen.

Spencer havde højst sandsynligt fået beskeden om Mirabelles forfremmelse i et brev, mens han befandt sig i Rubinien, men han måtte indrømme, at det ikke var alle breve han havde læst. I starten havde han været meget optaget af sine studier, end nutidens historie og som tiden gik, blev han vist også lidt mere optaget af Rubiniens vine. Det var vel ikke underligt, at et par breve var forsvundet.
"Åh. Tillykke." Han lød lidt imponeret, måske mest fordi han ikke selv indgik i den slags vigtigheder. Et par oplysninger om familien var glippet, men Kiles Orden kunne han da ikke undgå at kende til.

I et kort øjeblik var der lige en snert af skuffelse at ane i de ellers så oplyste øjne. Selvom Spencer selvfølgelig havde forventet lige nøjagtig dét svar fra Mirabelle, så ville han nu mægtig gerne have været vidne til en drage, der luntede rundt i byen.
"Åh, bør jeg være bekymret?" Spencer havde uden tvivl i sinde at behandle dragen med respekt og selvom han glædede sig noget så meget til at se sådan et mageløst dyr, så var kujonen i ham nok ikke helt skjult. Han stolede mere end rigeligt på Mirabelle, men alligevel kunne han ikke lade være med at være lidt nervøs, ligesom alle andre. Han ville trods alt ikke gøre det mindste for at pisse en drage af.

Mirabelle rulle lidt sine øjne af Spencer, men smilet blev på hendes læber og hun rystede lidt på hovedet. Det var alligevel utroligt at det var gået hendes lillebrors næse forbi. At blive forfremme til Ridder var jo ikke ligefrem en lille ting, nej, det var faktisk relativt stort. Men hun havde selvfølgelig heller ikke fulgt  med i hans liv, så kunne hun brokke sig.

”Nej, hun er ganske… tam, hvis man kan kalde en drage for det,” hvordan skulle Mirabelle forklare det. ”Hun er bare en kvinde man skal respektere. Så lang tid man gør det, så er hun meget venlig. Det tog også mig et stykke tid at komme helt på bølgelængde med hende, men det hjælper da på det.” Det var aldrig nemt i starten med en drage åbenbart. Mirabelle havde betroet sig til et par af de andre riddere som alle havde haft behov for en tilvænningsperiode. En drage var ingenting som en hest. Så meget kunne Mirabelle i hvert fald bekræfte.

Mirabelles forfremmelse var med sikkerhed ikke den eneste store nyhed Spencer var gået glip af. Men nu hvor han ikke befandt sig helt så langt væk længere, ville det også blive lettere at kunne følge med i familiens liv. Mon ikke deres moster ville sørge for at holde ham opdateret. Han vidste jo også godt selv hvordan det så ud, at han ikke kendte til noget så stort som sin søsters forfremmelse. Måske han også kunne mærke den der lille, trykkende fornemmelse i maven, når man egentlig godt vidste, at man havde gjort noget forkert. I det mindste havde han sagt tillykke nu.

Spencer nikkede og den lille snert af bekymring forsvandt, så snart han hørte Mirabelles svar.
”Selvfølgelig, jeg kunne aldrig finde på at behandle en dame, med andet end respekt.” Man kunne jo ikke tillade sig at behandle en kvinde upassende. Måske lige medmindre han var godt fuld, men det behøvede han vel ikke at nævne.
”Jeg må jo nok hellere i gang med mine studier, men jeg vil da se om jeg kan komme forbi i næste uge, hvis det da passer dig?” Godt nok skulle han til at danne et skema for sine gøremål, så han lettere kunne få et overblik over sin hverdag, men hans hverdag var nok en del mere fleksibel end hendes. Han ville da ikke presse sig på, hvis hun egentlig ikke havde tiden og selvom han glædede sig noget så forfærdeligt til at se en drage helt tæt på, så kunne han vel vente lidt, hvis det var nødvendigt.

Mirabelle kunne ikke lade vær med at smile af det Spencer sagde. Hun havde aldrig haft fornøjelsen af at se Spencer omkring andre kvinder, men det var da godt at vide at de trods alt var af samme blod, og han ikke helt var blevet tabt når det kom til almen etikette. Ikke at Mirabelle havde regnet med det, de var trods alt blevet opdraget af de samme mennesker.
"Det er godt at høre. Jeg ved at Aurora også vil værdsætte det," sagde hun med et smil på læberne.

"Så du er ædru nok til stadig at passe dine studier," kunne hun ikke stoppe sig selv i at drille ham med. "... Men du kommer bare forbi. Jeg plejer at være at finde et sted oppe på paladset, som sagt, blot spørg efter mig, nogen burde vide hvad jeg har gjort af mig selv," indrømmede hun. Det var efterhånden sjældent at hun bare tog sig en tur alene ned på byens kroer. Det var meget oftere at hun så havde nogle af de andre krigere på slæb, eller var på damebesøg.