Det var aften. solen var ved at gå ned over byen. Astra som altid var vågen på denne tid og nød nattehimlen hun var gået ud i baghaven for at trække lidt luft. han havde arbejdet hårdt som den nye hertuginde af lennet. hun havde fået styr på det meste og fået Elaina ud. hun savnede dog selvskab. 
Astra gik roligt igennem haven og så op på stjernerne. hun havde haft en sort drøm men hun kunne ikke tyde hvorfor den var sort, men det skulle hun snart få at vide.

uden for lennet stod en gruppe mænd og kvinder som var ved at planlægge hvordan man skulle kidnappe Astra. en kvinde hoppede over hegnet med lidt hjælp og gik langsomt over mod Astra. hun havde en bog i hånden og hørte pludselig skridtene. hun stoppede op og så sig om. hun fik hurtigt øje på en kvinde der lignede hun var såret. Astra skyndte sig over til kvinden og lagde en hånd på hendes skuldre. "er De okey Frøken?" hun så på kvinden der lignede en der led.
"jeg er lige stukket af fra nogle voldlige mænd" sagde hun helt forpudstet. 
uden Astra vidste det kom der nogle mænd ind på dem bagfra.
"nu skal jeg nok bede om at få en healer her over" sagde Astra og rettede sig op og skulle til at hente en tjener.
"vis nogle har brug for hjælp er det Dem deres nåde"
Astra blev helt mundlam af det der blev sagt og før hun nåede at råbe på hjælp havde de andre lagt en klud over hedes mund og holdte hendes arme.

Astra vred sig så meget hun kunne men det væske som var på kluden bedøvede hende så hun blev helt slap. kvinden gik over til Astra med et skummelt smil og lagde en sæk over hendes hoved. så vis hun vågnede kunne hun intet se.
mændene bandt hendes ben og arme sammen bag ved så hun ikke kunne gøre noget modstand.
nu var alt bare mørkt, som i hendes drøm.


der gik flere timer før Astra endelig vågnede bare lidt op. hun ville tage hånden til munden for at kvæle et gab men hun kunne ikke få hånden til munden, og hvorfor var der så mørkt. astra hev lidt i armende men opdagede hurtigt at det var umuligt.
"godmorgen Deres nåde" lød en stemme men hvor fra og hvem det var kunne Astra ikke bedømme. men det var tydeligvis en mand.
Astra forstod ikke lige hvorfor alt var så mørkt uden stjerner. til hun snussede ind og kunne lugte.... frugt? det måtte være en sæk der havde været frugt i.
hun lyttede godt efter hvad der skete om sig. det lød som en der snittede i noget træ. "hvad vil i mig?" sagde hun roligt som muligt uden at gå i panik. hun vidste ikke hvorfor de havde fanget hende.
manden grinte lidt og snittede blot videre, det irretede faktisk astra at hun ikke fik svar. hun lyttede igen efter og kunne så høre nogle der talte lavt sammen og... var det heste skridt?

Det var blevet rigtig mørkt efterhånden og Philotanus var egentlig på vej hjem. Den eneste måde hvorpå han kunne komme hjem var ved at flyve over nattehimlen. Han valgte dog at holde sig tæt til jorden, så der ikke var nogen som troede, at han lige pludselig var ude på at angribe dem. På den måde var det også nemmere at høre, hvis der skete noget interessant på jorden. Hvilket han var så heldig at opfange. Han kunne høre en mørk stemme og ikke mindst en kvinde, der lo til at grine ondt? Han havde efterhånden en del erfaring med skumle typer og var til tider selv én af slagsen, men ikke denne aften. Philotanus forsøgte at finde kilden til stemmerne, da han landede på et tag af et større palæ, som han fik øje på en kvinde omringet af mænd og en enkelt kvinde. Før han nåede at blinke havde de dækket kvindens hoved med en sæk og snart var de på farten. Philotanus stoppede op for en stund, så sig omkring og kiggede på det hus, han havde landet.. Det så ud til at være et palæ af høj stand, så mon ikke kvinden havde rigdom, som hun kunne dele med ham senere? Særligt hvis han endte med at redde hende?

For ikke at blive opdaget for hurtigt valgte Philotanus at holde sig lidt på afstand, så han kunne se, hvor de bragte hende hen. Han valgte at bruge sine vinger så lydløst som overhovedet muligt. Heldigvis var vinden på hans side, så eventuelle lyde blev skubbet bort fra kidnapperne. Han fandt et større træ i nærheden, som han kunne lande i og samtidig holde øje med situationen fra. Han kravlede ned på en højt liggende gren, hvor han satte sig og samtidig skjulte vingerne. Deres nåde.. han havde ret, der var tale om en rig person. Nu skulle han blot sikre sig, at han fik hende reddet i tide, men at hun samtidig var så bange, at hun ville lade sig overtale af en belønning. Philotanus lagde sig på grenen for at tælle mændene og kvinden, de var nogle stykker og han ville få brug for sine evne, hvis han skulle stoppe dem alle uden at de ville skade kvinden.

Astra lyttede til alt om sig. hun kunne faktisk godt komme fri vis hendes hænder havde været foran noget disse personer havde regnet ud eller vidste. hendes telekinese virkede ikke så godt bagud. men hun idste der var en kniv i nærheden af hende men hun kunne ikke se den så det gjorde det svære at få den telekiniserede over til sig.
"jeg befalder at De svare mig.!" sagde hun bestemt og manden på vognen grinte plot og ham og hende der sad oppe ved styrevognen grinte højt. "hørte du det nu vil hun også befalde os som  om hun har magt over os" de havde ret. Astra havde ikke magt over dem  kvinden nikkede til mændene og så om bag mod Astra. "DU kan befalde så tosset du vil. vi er ikke dine undersøtter." sagde kvinden ondt og overlegent. Astra virkede rolig men inden i var hun rædselsslagen. hun anede ikke hvem disse var eller hvad de ville så hvordan skulle hun blive fri.

manden der snittede i noget træ stoppede pludselig og så på en af de andre i vognen og begyndte at grine. "hvad mon vi kan gøre af sjove ting ved hende" hviskede de sammen og Astra hørte det tydeligt og vis man så godt efter kunne man ane hendes krop ryste. hun anede ikke hvad de ville finde på at gøre. men hun prøvede at bevare roen. for ikke at gøre dem glade for at ha skræmt hende.
Astra var en selvbevidst kvinde som vidste hvornår man skulle holde hovedet koldt og hvornår man kunne give sine følelser frit løb.

Der foregik et eller andet, men Philotanus var ikke sikker på, hvilke planer de havde lagt. Det var næsten for oplagt at forstyrre dem, før de kom alt for godt igang. Det ville være synd for det lod ikke som om de endnu havde skræmt den pæne dame, så måske hun havde styr på situationen? Uanset hvad så valgte Philotanus blot at følge med, som vognen kørte under ham og videre. Hans orange øjne stirrede på skikkelserne i vognen, som han sagtens kunne høre, hvad kvinden bad om et svar. Hvem ville ikke gerne vide, hvad der egentlig foregik og ikke mindst, hvad deres planer var med hende. Mon de var ude efter en løsesum? Eller noget helt andet? Kvinden var yderst stædig og hendes kidnappere lod ikke til at besvare hende i stedet morede de sig over hendes ordre. Nej, hun kunne ikke bestemme over dem, hvad fik hende til at tro, at hun skulle kaste sig ud i noget lignende? Det var en farlig situation, at bevæge sig ud i. "Det ender galt..." mumlede han for sig selv, dog ikke højt nok til at de ville høre ham. Særligt ikke med lydene fra hestevognen. Der var støj nok faktisk..

Situationen ændrede sig, som de diskuterede hvad, de kunne stille op med hende.. Han sprang ned fra træet, men valgte at gøre det i skyggen, så de ikke ville få øje på ham. Så valgte han at bevæge sig ud fra sit skjulested med blikket imod jorden. Kroppen svajede let frem og tilbage, som han hostede. "Hey!! Kan man ikke få et lift til den nærmeste kro?" han forsøgte at gøre stemmen hæs og påvirket af alkohol, som kroppen gjorde tegn til, at han nok havde drukket lidt for meget allerede og måske ikke skulle til den nærmeste kro for at drikke videre. Han løftede armen op og viftede af dem for at få deres opmærksomhed. "Hallo?" råbte han.

kvinden og manden foran fik et chok da en fyr pludselig kom ud foran dem og råbte dem an. kvinden så på de andre mænd og de trak på skuldren og roligt stoppede de hesten og lagde et tæppe over Astra og tyssede på hende. "vis du siger en lys flår vi øjnene ud på dig" hviskede de til Astra hun ville helst ikke miste sit syn.
hun trak vejret dybt og tiede stadig med rankryg. kvinden foran skubbede manden om bag i til de to andre mænd. hun rykkede en balle og så på denne fulde mand. der var ikke langt til kroen "så op hos. men ingen spørgsmål om vores last" sagde hun roligt og fast på samme tid.

Astra rystede lidt og mændene hviskede forskellige planer om hvad de kunne gøre af onde ting ved astra. hun kunne høre hvert et ord og havde også hørt denne fulderik de var kørt forbi og standset for. men hvad skulle en fulderik kunne gøre mod 3 mænd og en kvinde for at hjælpe astra. hun  prøvede at vride sine arme ud af knuderne men de var strammet godt til, så hun prøvede fødderne istedet for men det var lige så stramt. mændene sad foran astra så fulderiken ikke kunne se tæppet bevæge sig. 
"Chikil tror du ikke det er nemmerede at sætte manden af ved en by i stedet for en kro. han kan jo knap nok stå" sagde en af mændene lidt i sjov og også i alvor. for han virkede jo godt fuld.

Det var næsten for nemt.. måske kidnapperne ikke var kloge nok til at fatte mistanke eller måske han bare var en rigtig god skuespiller, når det kom til at spille fuld. Det barnlige udtryk hjalp ham måske også en anelse, for et barn som ham kunne da umuligt klare særlig meget alkohol, før det ville gå helt galt. Philotanus var dog overrasket over at komme op i vognen, som han væltede halvvejs og var nød til at gribe ud efter vognen for ikke at lande på næsen. Men det lykkedes da at få ham op. "Ja ja.." sagde han lettere omtåget, som han blev i rollen og straks lænede sig tilbage mod den nærmeste støtte, som han bukkede hovedet fremad og straks tog et "hvil" ved at snorke højlydt. Han mumlede nogle gange, selvom han faktisk var vågen, så kunne de umuligt vide det udfra hans lyde. 

"Er vi der snart.." råbte han næsten op, som han slog ud med armen og forsøgte at ramme en af mændene på næsen. Men det var selvfølgelig svært at sigte, når man samtidig skulle forestille sig at være fuld. Egentlig gjorde han det meget godt, særligt hvis man spurgte ham. Uden svar forsøgte han at rejse sig op, som han dog væltede fremad for at puffe til kvinden og forhåbentlig få hende til at tabe tøjlerne til hesten.

Astra undrede sig over denne fulde mand ligepludselig faldt isøvn. han måtte være godt fuld så! Chikil var ved at tabe tøjlerne men greb dem med den ene hånd og skubbede ham væk fra sig.  "så sid dog stille og slap af! " hun vræssede af ham. hun slå med tøjlerne og hestene begyndte at gå hurtigere. Astra fik sparket lidt til tæppet som faldt af hendes hoved og hun kunne nu få vejret ordenligt.
mændene sad foran hende for at denne fulderrik ikke så noget eller hørte noget fra astra. de var dog heldige at han ikke fik ramt dem men det var tæt på, han skulle nok sigte noget bedre næste gang.

Astra så på fulderrikken fra ryggen af mændene og smilte ikke men så meget overlegen ud. hun ville ikke tabe ansigt. hun var trodsalt hertuginde efter hendes brors død og efter Elaina var smidt ud af hende. hun trak vejret roligt og så rundt efter et eller andet der kunne få hende fri. helst uden de opdagede de. men manden der snittede havde sin kniv i hånden. øv også. den kunne ellers ha være nygtig.

Det lod ikke til at de havde nogen mistanke om, hvad han egentlig havde af planer, de troede virkelig på, at han gerne ville have et lift til den nærmeste kro. Måske han ikke var så dårlig til at spille fuld alligevel. Han formåede kortvarigt at bringe kusken ud af kurs, men ikke længe nok til at kunne distrahere hende og gøre noget ved mændene. Han måtte altså forsøge en anden taktik. "ja ja.." kommenterede han lettere køligt, som han viftede med den ene hånd og langsomt gled tilbage på plads. Han satte sig med et bump, før at han strakte sig og slog vingerne helt ud i deres fulde bredde. Han gik efter at slå de to mænd ud af vognen.

Forhåbentlig ville det lykkes, så han hurtigst muligt kunne nå Astra og trække hende til sig. Kvinden måtte han håndtere bagefter, da han lidt regnede med at mændene ville være et større problem end hende. Måske det var en forkert bedømmelse, måske ikke. "Jeg gør intet.. imod betaling" hviskede han lavt i retningen af Astra for at hun ikke lige pludselig ville gå i panik og slå ud efter ham. Men han lagde alle kort på bordet ved at forklare hende, at han forventede betaling. Spørgsmålet var nærmere om hun ville tillade det og om mændene ville vælte nok til at han kunne nå hende. Den fordrukne opførsel var slet ikke til at spore mere. Langt fra faktisk.

de to mænd havde ikke været forberedt på at et par vinger ville slå dem ud. og slet ikke slå dem så langt at de faldt ud af vognen med et stød mod hinandens hovedet så de mistede  bevidstheden. Astra smilte overlegenst da hun så de to mænd besvime. hun så mod kusken og den sidste mand og kunne godt mundaflæse hvad manden sagde. hun nikkede til at hun havde forstået det.

Kusken Chikil stoppede vognen og så vredt mod fulderiken. "hvad i gudernes navn laver DU man styr dig lige"  hun hoppede ud af vognen og løb over til de to mænd og tog fat i deres kraver og løftede dem op da de vågnede lidt op. 
nu var der en mand tilbage på vognen som tog fat i en dolk og fat i astra og satte dolken for hendes hals. "vis du så meget som vibrere en fjer kommer det til at gå ud over hende her." sagde han skarpt. Astra lukkede blot øjnene  og ventede på at den bevingede fulderik gjorde hvad han ville gøre. hun var sådan set ligeglad hvad der skete. hun gad ikek være bundet.

Det lykkes ham at få de to mænd ud af vognen, så var der knap så mange kidnapperen, han skulle tage sig af, før at han ville være i stand til at høste sin belønning. Hvis Astra overhovedet havde krystaller, hvilket han bestemt mente, at hun måtte have. Vingerne blev da også hurtigt samlet på ryggen igen, som han vendte fokus mod kusken, der sprang ned og tydeligvis ikke troede, at Philotanus havde gjort det med vilje. Ikke at det gjorde ham noget, så kunne han måske bevare lidt af facaden. At kusken var vred på ham, gjorde ham intet, som han blot vendte blikket imod Astra og den mand, der endnu insisterede på at holde hende fanget. Kniven imod pigens hals fik ham til at rynke let på næsen. Den skulle han nok have taget sig af, før at han afslørede sit formål med det hele.. Han tænkte kortvarig over sin næste handling, før at han aktiverede sin evne omkring mandens ben. Tyngdekraften omkring hans krop blev 10 gange tungere end, hvad manden vejede, som det uden tvivl måtte tvinge ham i knæ eller i det mindste få ham til at slippe kniven, så Philotanus kunne trække Astra til sig. "Har I aldrig lært, at hvis man gør noget forkert, så skal man da aldrig lade en fremmed ombord.." kommenterede han henkastet, som han dog kunne fornemme på sine fingre, at han snart måtte give slip på manden, hvis ikke fingrene skulle smuldre ind til ingenting. Men han var stædig nok til at blive ved, imens at han rakte en hånd frem imod Astra for at fjerne klædet helt, så hun kunne ånde ordentligt.

"Lad hende gå.." denne gang var der tale om en direkte ordre, som der ikke længere var spor af fuldskab i hans stemme. Han havde fuld kontrol over sin krop og havde egentlig altid haft det. Kort skævede han til mændene og kvinden udenfor vognen, men mente selv at det skulle være nemt at holde dem fra ham med et felt af tynd tyngdekraft, som ville gøre det en del lettere end hvad de var van til. Det var lige før at der var tale om 0 tyngdekraft, som ville få dem til at svæve, hvis de kom for tæt på vognen.

mandens ben blev tunge men normalt ville det ikke hjælpe men han blev helt bange fordi hans ben føltes så underligt og han slap Astra og tog sig til sine ben imens han sad. "hvad har du gang i. lad mine ben være" sagde han forskrækket og var den yngste i denne lille flok. astra sad roligt i sit lysegrå sæt tøj og åndede roligt ud hun fik fjernet sækken helt fra toppen af hovedet og hun så på manden der var over for hende. hun så ned på sine ben som var bundet sammen.
manden havde sluppet hende fordi han blev bange for sine ben var knust. hvilket jo ikke var tilfællet. Astra så på manden og lagde hovedet på skrå. det var en indtrassant evne.

kvinden /kusken kom løbene mod vognen sammen med de to ben og stoppede op lidt fra vognen da de kunne mærke at der var noget faldt vis de trådte ind i en radius af vognen. Astra var ikke fri endnu og hun gad ikke bruge kræfter på at få en kniv/dolk over til sig når han jo bare ville ha krystaller for hendes redning. hun mente selv hendes liv var værd at rede så hun lod ham gøre hvad han have brug for.

Et lystigt smil gled over Philotanus læber, som manden så ud til at være forskrækket over hvad der egentlig foregik. Der var ikke mange som forstod omfanget af hans evne og derfor tog det ofte for lang tid at konkludere hvad der faktisk foregik. Manden kunne jo tro, hvad han ville, så længe Astra slap fri af kniven. "Intet særligt" kommenterede han lettere henkastet, som hans fokus i stedet hvilede på Astra. Han rakte en hånd ud imod hende, før at han fulgte hendes blik imod benene. Roligt nikkede han, som han satte sig let på hug og løsnede hendes ben. Før at han rejste sig op, valgte han dog at gribe fat om hendes hofter for at smide hende over skulderen. "Nu skal De ikke bevæge Dem for meget" kommenterede han roligt, før at han spredte vingerne ud og lettede fra vognen med en sådan kræft at vognen knirkede og bevægede sig frem og tilbage. Hesten blev forskrækket, så den satte i galop, hvortil Philotanus slap grebet om mandens ben og "skjoldet" omkring vognen.

De fløj et stykke op i luften, før at han så ned for at se hvad de gjorde. Fulgte de efter hesten eller ville de forsøge at fange dem begge nu? "Tag kniven i mit bælte og skær Dem fri, imens jeg får os væk fra de fjolser" lød det roligt, før at han satte kursen imod hendes hjem og en eventuel belønning i form af krystaller. Vinden var kold og luften fugtig, som de fløj hen over tagene. Hans hår fløj til alle sider, imens at han holdt godt fat i hende, så hun ikke lige pludselig ville falde ned af skulderen. Det ville være svære at bære hende på anden vis i hvert fald omend det ikke var særlig værdigt for en 'dame' af hendes stand. 

Astra fik benene løsnet og tog armende om foran på sig og rejste sig op og gik over til hendes redningsmand. som tog fat om hendes hofter og løftede hendde op på skuldren. hun så tilbage mod forbryderne med et overlegens blik. hun så på sin redningsmand og hævede et bryn "og hvad må man tiltale Dem som hr" spurgte hun roligt da han lettede. hun bevægede sig næsten ikke. ud over hun trak vejret. da han fløj væk og sagde hun skulle tage kniven så hun ned mod hans bælte og tog fat i kniven og fik den vendt imens hun holdte den og skar rebene over. aaaahh en befrielse.

forbrydernes kvindelige leder så efter dem imens mændene jagtede hesten. hun så bestemt ikke glad ud.
Astra så tilbage mod kvinden og smilte frydene over at hun ikke fik noget ud af at fange astra. nogle krystaler kunne Astra godt ofre for sit liv. hun så ned på mandens bælte og lige forsigtigt lagde kniven tilbage igen så hun ikke virkede farlig for ham imens han fløj.

Der var noget underligt over kvinden. Egentlig havde Philotanus ikke bemærkede det tidligere, men nu hvor han tænkte over det, så lod kvinden ikke til at være særlig påvirket af situationen. Hun havde endda bevaret roen indtil nu og lod det tydeligvis ikke gå sig på. Hun var også rolig omkring den måde han selv behandlede hende på. Mon hun havde prøvet det, der var værre? Det var ikke til at vide, men Philotanus havde bestemt ikke noget imod at komme væk derfra, så han kunne indkassere sin belønning og forhåbentlig vende hjem til Orcus med lidt ekstra krystaller på lommen. "Philotanus" kommenterede han med et høfligt nik, før at de forlod jordens tryghed og snart befandt sig et godt stykke oppe i luften. Han nød altid at lufte vingerne og de var bestemt van til at blive luftet. Men det var uden tvivl noget, som han aldrig ville blive træt af. "Hvad er Deres navn, frøken?" spurgte han mere for at være høflig, så han ikke blot mindede om én, der var kommet for at få sine krystaller.

Philotanus brugte ikke mere krudt på hendes kidnappere, som de snart var så langt væk, at de ikke længere ville kunne se dem. Han havde i stedet fokus på deres vej hjem til hende. De skulle helst undgå træer og lignende. Selvfølgelig kunne han bare flyve højere, men så ville luftlaget være mindre og det tvivlede han lidt på at kvinden var van til. De landede først, da Philotanus var nået frem til hendes hjem. Uden at tænke over det, valgte han dog at lande på taget. Måske hun skulle have hjælp til at komme helt ned, eller måske han bare skulle have valgt en altan eller jorden.. Alligevel endte han med at tage hende af skulderen og sætte hende på tagryggen. "De kom ikke noget til, vel?" spurgte han lettere forundret, som det måske ville have en indvirkning på belønningen. For det bekymrede ham jo egentlig ikke.

nej hun virkede ikke påvirket. hun havde set det komme i sin drøm. eller som hun sagde, at stjernerne havde fortalt hende det. hun så på ham og nikkede til hans navn. det var ikke værst navn. hun såned på jorden og da han spurgte til hendes navn smilte hun lidt for sig selv. "Astra Henriette Alexsandra de'Lacour" svarede hun stolt og så så op på himlen. hun havde aldrig været så tæt på stjernerne. hendes elskede tro.
da de landede var hun helt væk i stjernerne og opdagede først de var landet da han tog fat om hende og løftede hende af hans skuldre. hun så på ham og nejede fint. hun så lidt hvor de var landet og overvejede sine muligheder for at komme ned. hun tog sig til halsen da han spurgte om hun var kommet noget til. "måske bare lidt små rifter, og et lille undring" hun så på ham med et tænkende blik igennem sine briller der sad som de skulle. samt stjernerne på hendes hår der var lidt hulder til bulder.
hun så rundt på taget. hun vidste der måtte være en lem ned til tagets etage, for ellers skulle hun til at huske hvor noget så simpelt som en stige var, noget hun normalt ikke brugte. hun vidste bare at der var en for gartneren brugte den til at klippe de store træer og buske.

Måske Philotanus skulle have forventet et så langt navn, men det kom alligevel bag på ham, at hun havde så langt et navn. Hvilke forældre ville spilde tiden med at notere et så langt navn, hver gang de skulle skrive barnets navn på noget som helst? Måske det bare var ham, der ikke forstod den adelige levevej og det gjorde ham egentlig ikke noget, da han faktisk ikke havde noget imod at være almindelig. Han havde en gang været adelig, men kun fordi han havde stjælet en krop, der tilhørte en adelig familie. Dog var det fortid og han havde hurtigt lagt de minder fra sig. I stedet nikkede han blot høfligt til hendes navn, som han også bukkede hovedet let og smilte for sig selv. Med det navn, måtte der jo også komme en god belønning, ikke sandt? "Interessant møde, Frøken De'Lacour" svarede han roligt med et smil på læben. Det var næsten som limet på hans læber, som han ikke rigtig kunne lade det forsvinde.

Underligt nok, så lod det ikke til at kvinden havde travlt med at komme ned? Det undrede ham en anelse, som han dog godt bemærkede, hvordan hun havde stirret imod nattehimlen. Hvis han tænkte sig om for en stund, så gav det måske mening, hvis man kunne se en forbindelse mellem stjernerne på himlen og dem i hendes hår. Philotanus overvejede at spørge ind til det, men valgte at holde fokus, som hun ikke mente, at hun var kommet alvorligt til skade. "Det var heldigt, Frøken" svarede han med et høfligt nik, som han foldede vingerne på ryggen og valgte at strække sin ryg en anelse. Det var ikke hver dag, at han skulle fragte andre på den måde, ikke fordi det havde været et problem, men det havde været nemmere, hvis det var en daglig ting og ikke en sjælden ting. "Hvad undre Dem?" spurgte han en anelse betænksomt, som hun da umuligt kunne være overrasket over, at hun var blevet kidnappet. Det måtte da være hverdag for hende? Han skulle lige til at vende rundt, da han bemærkede, at de faktisk befandt sig på taget. "Øhm, har De brug for at jeg sætter Dem ned på jorden i stedet? Jeg beklager, men det er lidt en vane, at lande på taget.." lo han stille med en hånd hævet imod hans hår, som han ruskede lidt op i det igen og slog latteren hen.

Astra så på ham da han blev ved at smile. hun så ned mod den vej hun havde været da hun blev kidnappet. "jeg undre mig over hvad de skurke ville mig. det sagde de aldrig" hun så på ham og da han pludselig bemærkede hvor de var landet så hun ned fra taget. "det ville være rart, men De kan også bare sætte mig ned på altanen neden under os" sagde hun lettere roligt. hun så på ham med rolige øjne. faktisk burde hendes navn ikke ha gjort han undrede sig over at hun var facineret af himlen. astra som en astronom (stjerne kigger) hun vidste dog ikke helt hvorfor folk altid undrede sig over hun var facineret af himlen. den var stor. smuk. mystik og meget mere. hvorfor havde folk ikke samme syn på himlen som hun havde,

Krystaller.. han kunne virkelig ikke få tanken ud af hovedet, men alligevel formåede Philotanus at fokusere på deres samtale, som han nikkede stille til hendes ord. De var vist ikke kommet så langt eller også havde de planer om at føre hende et sted hen, hvor de kunne være i fred. "Beklager, hvis jeg handlede for hurtigt" Lo han stille for sig selv, som han tvivlede på, at hun havde noget imod hans hurtige reaktion til hvad han havde observeret.

Mere behøvede hun faktisk ikke at sige, som han rakte armen frem imod hende, blot så hun ikke troede, at han ville smide hende over skulderen igen. I stedet tog han fat omkring livet på hende, før at han spredte vingerne igen og stille løftede dem begge op fra taget, som de roligt svævede imod altanen under dem. Han slap hende, da de havde fast grund under fødderne, som han dog blev stående nær kanten. "Andet?" der var tale om et retorisk spørgsmål, som han bestemt ikke mente, at hun kunne forlange noget mere.

hun så på ham og nikkede blot til at det ikke gjorde noget at han handlede hurtigt da han tog hende om livet og svævvede ned til altanen og spurgte om der var andet så hun ind af altandøren hvor en tjenestepige fik øje på hende og så helt chorkeret ud og løb ud og åbnede døren. Astra nikkede til tjenestepigen der virkede lidt ude af sig selv. hun stillede mange spørgsmål og Astra sagde bare roligt. "vil De være rar at følge vores gæst ind  til arbejdsværelset" hun ville jo gerne betale ham men hun skulle jo lige finde krystalerne hun havde sparet op til et nyt tag, men det kunne godt vente. det ville jo ikke blive lavet vis hun gik bort. så han måtte gerne blive betalt for sin redning af hende.
Astra gik nedenunder og ind i kælderens dør og ned til skattekammeret som lå skjuldt.

imens så den forskrækkede tjenestepige på manden og bukkede fornemt for ham. "tak fordi De har bragt Frøkenen tilbage" sagde hun og viste en hånd ind mod huset for at vise ham vejen til arbejdsværelset som heldigvis ikke lå så langt væk. faktisk kun to døre ved siden af dette værelse som var et soveværelse der nærmest så urørt ud. 

Egentlig havde Philotanus lidt forventet, at hun havde nogle krystaller på sig, men det ville selvfølgelig være dumt at bære krystaller tæt på kroppen med hendes status. Han rettede blikket mod døren, som han dog lænede sig op af gelænderet og lagde armene let over kors. Vingerne blev foldet imod hans ryg, som han egentlig sagtens kunne få dem til at forsvinde, men han regnede egentlig med at komme videre hurtigst muligt, da han havde en lang vej hjem til kløften. Han rettede sig dog op, da Astra talte til tjenestepigen og bad hende om at føre ham ind i arbejdsværelse, han skulle lige til at åbne munden. Men han nåede det ikke før at Astra var forsvundet og han kiggede direkte imod tjenestepigen med et hævet øjenbryn.

Astra var forsvundet og Philotanus blev hurtigt ledt ind i det store palæ, som han ikke helt kunne lade vær med at se sig omkring for at få en fornemmelse af, hvor høj hendes status mon kunne være. Han nikkede roligt til tjenestepigen, som hun ofte kiggede sig over skulderen for at sikre sig, at han nu også fulgte efter hende. "Det var ingenting" kommenterede han med et roligt smil på læben, som han foldede hænderne foran sig og så fra side til side, som de gik igennem det store palæ. "Hvor gammel er frøkenen? Og hvad med hendes forældre?" spurgte han en anelse undrende, da han tvivlede på at hun kunne være den der bestemte det hele. Hun virkede ung, men måske det bare var ham, når man tænkte på hvor gammel han selv var.