Hyde gik rundt blandt gæsterne og talte lidt med folk her og der, dog uden at lade sig selv blive fanget af lange samtaler. Han havde en ganske bestemt destination in mente og han bevægede sig støt frem mod aftenens vært. Værten vidste naturligvis ikke, hvem han reelt var. Eller. Han vidste, at han var Hyde Oakley Morton og at han var en del af Morton-slægten fra Tusmørkedalen, men ellers var han blot blevet inviteret, fordi han 'tilfældigvis' var i byen og at én af de andre gæster havde anbefalet ham varmt. Sandheden var dog i stedet, at Hyde havde arbejdet målrettet på at få manden inden for rækkevidde i to stive måneder. 

Aftenens vært var Ludvig Klopff og han havde været en torn i øjet på Hyde længe. Manden var menneske af race og tilsyneladende tilhænger af Lyset - men som Hyde havde fundet ud af, så var han også en dreven spion og havde næsten lige så mange folk under sig, som Hyde havde. Den slags måtte man naturligvis forvente engang imellem, men Hyde var blevet opmærksom på Ludvig, da denne havde sat ikke bare én eller to, men hele tolv af Hyde's folk ud af spillet. Hvordan det var sket, vidste han endnu ikke, men han havde tænkt sig at finde ud af det.

Derfor havde Hyde også selv påtaget sig denne opgave. Den var måske farlig, men han turde ikke at give den til andre. Hvis nogen talte over sig, så ville han måske pludselig have Lyset i hælene og det var han ikke ligefrem indstillet på. Han havde naturligvis drukket tilstrækkeligt blod lige inden festen, til at hans hud kun var kølig at røre ved og han havde kastet den gammelkendte illusion af sig selv som menneske over sig. Og han var netop nået frem til Ludvig, da han ud af øjenkrogen så noget bevæge sig. I ren refleks kiggede han efter og så så pludselig ind i ansigtet på en anden mand, som han ikke havde set i over et halvt år. Og Hyde måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at vise sin overraskelse.

Ludvig Klopff og hans fancy fester. Zahinael havde haft folk inde til festerne i månedsvis nu, og rapporterne strålede af at alle hans folk havde troet, det havde været en belønning for godt arbejde. Intet af relevans at observere. Intet. Heller ikke i hans private gemakker, der var fri for alle fritliggende papirer eller andre personlige genstande. Noget var galt, og Zahinael var taget af sted selv for at finde ud af, hvad der var i gærde. Han kendte til mandens magi, og vidste, at han var tilknyttet Lyset med folk under sig. Spioner var hans bedste gæt, men han havde ikke helt kunnet lure det, fordi han også så ud til at slå ned på sine modstandere med en kraft, han ikke ville forvente af en, der bare var spion. 

I festrummet, der var pyntet så meget op, at Zahinael havde overvejet om det var en permanent installation, stod han med et urørt glas vin i hånden bagerst ved et bord, taktisk placeret så han kunne se hele rummet. Han fulgte med i gæsternes samtaler, og pludselig fik han et glimt af en, der virkede alt for bekendt. Ansigtet forsvandt i mængden, men han kunne lige følge toppen af håret, og som han kom frem i små glimt mellem andre, blev han mere og mere sikker på, det var Hyde. 
Kom så, se herhen, tænkte han, men rykkede ikke på sig. Det ville ikke ende godt, hvis Hyde var på vej derhen, hvor han troede. Med al sin viden om spionage, sendte Zahinael sit mest intense blik mod Hyde og fastholdt det der. Var der noget, der kildede i nakkehårene, så var det, når andre kiggede direkte på én. 

Endelig! Hyde vendte hovedet, og deres blik mødtes.
Ganske, ganske langsomt, drejede Zahinael hovedet fra side til side i et tydeligt nej.
Hvis der var noget, Hyde ikke skulle gøre lige nu, var det at gå op til Ludvig. Zahinael kunne kun gætte sig til, hvorfor Hyde var her, men når han gik direkte mod Ludvig, vidste han tydeligvis ikke, at mandens magiske evne var at se ting for hvad de var. Der var grunden til, at Zahinael havde placeret sig her bagved, gemt bag en gruppe højtsnakkende, drikkende mennesker. Forhåbentlig ville Hyde vælge at slutte sig til ham, inden det hele udviklede sig til en offentlig spidning.

Hyde blinkede to gange. Og så skiftede han kurs. Zahinael havde han bestemt ikke haft planer om at møde denne aften, men at han pludselig skulle dukke op her af alle steder... Og han havde tydeligvis ikke planer om at lade sig genkende... Hans instinkt fortalte ham, at han ville gøre klogt i at følge mandens råd i dette øjeblik og det var netop dét, han endte med at gøre. Hyde tog et glas vin fra én af tjenerne og stillede sig i nærheden af Zahinael, hvor de kunne tale uforstyrret sammen - og hvor han diskret ville kunne hælde vinen ud i en stueplante. "Så mødes vi igen," sagde Hyde lavmælt, mens han så ud over gæsterne i stuen i stedet for på Zahinael.

Zahinael åndede lettet op, da Hyde ændrede sin kurs. Advarslen havde virket, heldigvis. I hilsen hævede han glasset mod Hyde, men drak ikke. Han var lidt anspændt i situationen, og stolede ikke på beværtningen, men viste det ikke. Udadtil var han en velklædt menneskemand, der så ud til at nyde selskabet.
"Han ser folk for, hvad de er," svarede Zahinael og følte ikke trang til at uddybe mere. Han var på arbejde, og antog at Hyde var det samme. Og fra hans hilsen, tydede det på, han ikke var efter ham i aften. Måske kunne de endda være til gavn for hinandens arbejde.

Hyde spidsede ører over de ord og rynkede brynene den mindste smule, mens han så i retningen af Ludvig. Dét var en virkelig interessant lille detalje. Sikkert grunden til, at ingen af hans spioner var kommet særligt langt i deres søgen efter viden om ham. "Så er vi efter den samme mand i aften?" spurgte han roligt og betragtede de mænd, som Ludvig stod og snakkede med. "Hvad har han gjort dig?"

"Været lidt for svær at finde noget om," svarede dæmonen skjult bag sit glas. "Der er noget i gære omkring ham, og jeg ved ikke hvad. Jeg bryder mig ikke om ikke at vide ting, hvilket jeg er sikker på er en følelse, du kan forstå. Nu siger du gjort. Har han aktivt handlet over for dig?"
Det var meget interessant, hvis Ludvig havde været i aktiv modstand af Hyde. Zahinaels indtryk af vampyren havde været at han var yderst kompetent, og at komme i direkte kambolage med andre var en af hans sidste prioriteter. Det var også en del, Zahinael selv foretrak resten af Hæren stod for. En god dag i felten kunne godt nydes, men for meget mudder var ikke lige hans stil.

Hyde havde ikke ligefrem brudt sig om, at Zahinael havde vist noget om Ludvig, som han ikke selv kendte til, men nu hvor det blev tydeligt, at Hyde også vidste noget, som Zahinael ikke vidste, så blev det hele pludselig lidt bedre. "Det er vist at underdrive en smule," snerrede Hyde lavmælt og hældte diskret lidt vin i potteplanten, inden han fortsatte. "Han er ligesom mig. Han leder sit eget lille spionnetværk uden tilknytning til Lyset. Men det betyder ikke, at han holder sig for god til at sælge oplysninger til dem, hvis han kan få en god pris." Han skævede til Zahinael for at se, hvordan denne oplysning blev taget. Han overvejede lidt og fortsatte så. "Han gjorde det af med hele min afdeling i Skumringskvarteret for et par måneder siden."

Mens de snakkede lod Zahinael blikket vandre udover de forsamlede. Primært mennesker, de fleste af dem temmeligt højtstående, men ingen der skilte sig ud. Ludvig holdt sig et selskab, der var fine, men ikke for  fine. Forståeligt. Hvis han vidste, han denne aften havde fået besøg af nogle med mere magt end ham, ville han nok ikke stå der og tale så afslappet med et par af sine gæster. Måske var det bare hans ydre der bedragede, og måske havde han endelig fået lokket dem, han ville, frem. 
"Hmm," brummede han lavt til Hydes ord. Hvis Ludvig havde taget en hel afdeling ud, havde han nogle yderst dygtige folk. Eller Hydes folk var mere inkompetente, end Zahinael havde troet. "Mine kilder tyder på en fast forbindelse til Lyset, ikke kun noget lejlighedsvist, men han virker også som typen til at spille på flere heste." Han tav lidt, mens en idé spirrede, og et grumt smil strejfede hans mundvig. "Det ville være synd at lade så mange folk blive arbejdsløse. Måske Ludvig skulle blive tilbudt en stilling hos os." 
Hvis Ludvig fik tanken at han arbejdede for dem begge to, ville han måske prøve at spille dem ud mod hinanden. Det ville blotlægge hans kort, og de ville kunne grave dybere i hans organisation end de ville nå ned kun med noter og afhøringer af mellemleddene.

Hyde afslørede ikke, at han reelt havde en samtale med manden ved sin side. I stedet vedblev han også med at se ud over festlighederne, mens han lyttede til, hvad Zahinael havde at sige. Han begreb omgående, hvad der blev sagt mellem linjerne og han nikkede næsten umærkeligt. "Ikke en dum idé," sagde han lavmælt og snurrede glassets indhold rundt et par gange med en cirkulær bevægelse af håndleddet. "Jeg kan kontakte ham imorgen... Få bolden til at rulle?"

"Hvorfor vente til i morgen?" Zahinael smilede grumt. "Hvis han skal møde os, finder han ud af, hvad vi er alligevel. Om det er i aften eller i morgen er vel underordnet. Og så kunne det ikke skade at han oplevede at afholde en fest, der ikke helt går efter hans planer."
Dæmonen lod blikket glide over selskabet endnu en gang. En del tjenestefolk. Ikke nogle adelige, han lige på stående fod ville mene var vigtige for byen. Hvis et par blev mere eller mindre invaliderede kunne de tjene en fin pointe og vise Ludvig, at de var mere magtfulde end ham. Og nu hvor de ikke kom op for at snakke med ham uforberedte, som han sikkert regnede med, og uvidende om hans evne, var den ligegyldig. De kunne endda bruge den til deres egen fordel og understrege for ham, at han ingen interesse havde i at lade deres race være kendt, hvis han troede de havde overtaget. 
Et par velplacerede smertebobler, der kunne poppes på de helt rigtige tidspunkter i samtalen med Ludvig ville med sikkerhed lade ham træde varsomt og ikke bare råbe på sine vagter.

Hyde hævede et bryn af Zahinael og så for første gang længe direkte på dæmonen. "Men her er gæster," svarede Hyde og gestikulerede diskret rundt i rummet. "Vi kan ikke afholde dem alle sammen fra at komme herfra. Og jeg ved ikke med dig, men jeg sætter pris på min anonymitet." Han havde i hvert fald ingen planer om at afsløre sig selv her for øjnene af alle. "Men du skal da være så velkommen til at gøre ham dit bekendtskab. Så kan jeg kontakte ham imorgen, når der er mere ro på. Måske kan vi endda få ham til at tro, at han kan løbe om hjørner med os begge to, eftersom vi ikke arbejder sammen."

Smilet trak længere op på Zahinaels læber. "Perfekt."
Så stillede han sit urørte glas fra sig, og fremmanede fem små kugler i sin hånd. 
"Vi snakkes ved," sagde han så og forlod deres bord. Med lange skridt smøg han sig let gennem forsamlingen, men formåede at se helt naturlig ud i bevægelserne og ikke den mindste smule forhastet. De fem små kugler havde forladt hans hånd, da han nåede op til Ludvig, lige idet han vendte sig for at begynde en samtale med nogle andre. Zahinael havde uden problemer fået positioneret sig selv så han var den mest iøjenfaldende samtalepartner. 
Ludvig stivnede så snart han fandt sig selv ansigt til ansigt med dæmonen, men noget ændrede sig i hans holdning, da Zahinael sagde noget til ham. På afstand ville det ligne en helt almindelig samtale, men Ludvig blev ved med at se sig lidt nervøst omkring, og da en gæst pludselig skreg højt, blev hans nervøse stirren fokuseret ud på dét sted. Skrigeriet stoppede dog hurtigt, og nogle tjenestefolk blev bandet langt væk for at have lavet skår i et glas, der havde gjort ondt på en af gæsternes fine læber. Dog var der intet blod, så tumulten døde hurtigt ned igen. 
I løbet af samtalen skete noget lignende to gange mere, én der brændte sig på sin pindemad, og en anden, der trådte på noget skarpt. Troede de. 
I sidste ende nikkede Ludvig med et bekymret blik i øjnene, og Zahinael forlod manden med et veltilpads smil. På vejen ud nikkede han meget let til Hyde og forlod så selskabet med løftet om en ny undersåt i sit lille spionvirke. En undersåt, Zahinael ikke havde tænkt sig at sende reelle opgaver efter. Ludvig skulle ikke skaffe information. Han var  information.

Hyde så Zahinael gå over til Ludvig, men i samme øjeblik, han hørte nogen skrige af smerte, trak han sig ind i skyggerne, kastede usynlighed over sig selv og forsvandt lige så stille. Han havde intet ønske om at blive sammenkædet med disse begivenheder. Desuden havde Zahinael givet ham ikke så lidt at tænke over.