Den store bygning, der udgjorde banken, var langt fra så imponerende af udseende som den var for flere tusinde år siden. Den fyldte stadig en stor del af grunden den var bygget på, men krigen for mange år siden havde sørget for at formindske den lidt. Størstedelen stod stadig pænt, meget af det havde Agarés fået bygget op igen, ikke alene selvfølgelig, men hist og her var der lukket af, da få rum, der førhen blev brugt til kontorer og bankbokse, var for ødelagte til at blive taget i brug. Det var planen at få hele bygningen på plads igen, men det var blevet prioriteret højere at få banken åbnet. Heldigvis var det ikke lang tid banken havde været lukket, og Agarés havde nu styret banken længere end han havde forventet, da han overtog den i sine helt unge dage. I dagstimerne stod de to store hoveddøre altid åbne, og ledte ind til en større forhal. I den ene side af hallen var skranken, hvor flere mænd og kvinder i jakkesæt stod bag, klar til at hjælpe dem der kom ind. Derudover var der placeret sofaer i hele hallen, alle sammen dækket i mørkegråt velour. Agarés var klar over at det ville have set mere indbydende ud i hvide nuancer, men alt var indrettet efter hans personlige smag. Måske det var en måde at sætte sig selv lidt højere over for kunderne, men også for dem der arbejdede for ham. Alle skulle vide, hvem der havde det sidste ord, lige meget hvad, for han mente bestemt selv at han var en vigtig mand. For enden af hallen var en stor trappe, der ledte op til endnu en hal, men denne var mindre end forhallen og blev brugt som venteværelse, til dem der skulle ind til Agarés selv. De samme slags sofaer, var placeret langs væggen på begge sider og for enden var et større skrivebord. Resten af bygningen var afsat til bankbokse, mødelokaler, et stort fælles køkken, til dem der havde behov for at benytte det og selvfølgelig et par af de vigtige rum, til når naturen kaldte.

Sekretæren, den hvide mand, med langt hvidt hår og et horn i panden, Dandels, sad bag skrivebordet, i færd med at underskrive diverse dokumenter. Døren ind til kontoret var åben og ved sit eget skrivebord, sad Agarés med sine egne dokumenter. De skulle alle sammen læses igennem, muligvis rettes og underskrives. De fleste af dem var gamle kontrakter med en masse kunder, andre var helt nye kontrakter der skulle finpudses. Agarés rettede hovedet op, for at vende blikket mod Dandels. "Har jeg nogle møder i dag?" Lød det halvt råbende fra ham. Som svar fik han en let ryst på hovedet fra Dandels, der var travlt optaget af sit eget arbejde. Agarés nikkede kort, før han vendte næsen mod papirene igen. Det passede ham udmærket, ikke at have nogle aftaler, for så kunne han få det meste af papirarbejdet ud af vejen. Han var klar over at der altid kunne komme uanmeldte kunder, for han havde sendt flere breve ud, der sikkert ville komme respons på. Det sidste brev han havde sendt, var brevet til Sidonius Kiefer, en gammel ven, der havde lånt en hel del diamanter i årenes løb og de skulle til at finde ud af en afbetaling. Han forventede ikke at der ville ske meget i dag, for hvis han huskede rigtigt, så tog det omkring en uge at levere breve til den del af landet og han ventede gerne på et brev retur, der bad Agarés om at komme til Sidonuis, hvis det var ønsket. Der havde været utroligt stille i dag og siden han ikke forventede at der skulle ske noget, havde han valgt at knappe den hvide skjorte lidt mere op, end han normalt ville, bare for ikke at føle sig alt for kvalt. Det lange sorte hår sad, som altid, løst og var strøget helt tilbage, så det ikke faldt ned foran øjnene. Undtagen den ene tot, der aldrig var til at bestemme over. I et tungt suk, lænede han sig tilbage i stolen og strakte sig. Ingen kontakt til folk hele dagen, gjorde ham træt. Kun fordi han ellers var vant til flere møder på en dag. Han håbede næsten på et uanmeldt møde.

Sekretæren var i fuld gang med diverse arbejdsopgaver, men rettede blikket mod de to unge mennesker, som de kom nærmere. "Et øjeblik," sagde han med et let nik, før han rejste sig og gik ind på kontoret, hvor Agarés sad i sin stol og så helt opgivende ud over alt papirarbejdet. "To unge mennesker ønsker at tale med dig. De har fået et brev." Hvis de da var mennesker, det kunne han selvfølgelig ikke vide. Straks fik Agarés mere energi, da han nu endelig kunne lave noget andet. Men han kunne ikke skjule sin undren, som han ikke kunne mindes at have sendt et brev til to unge mennesker. Havde han lavet en fejl? Som han rejste sig fra stolen, gav han samtidig tegn til Dandels om, at han nok selv skulle tage imod de nyankomne. Dandels gik ud af kontoret og satte sig tilbage på sin plads bag skrivebordet.

Agarés fulgte efter ham ud af kontoret, stoppede op i døren, klar til at tage pænt imod. Men som hans blik landede på den unge mand, fik han et ret så uforstående udtryk i ansigtet. "Sidonius?" Lød det fra ham, før han overhovedet havde tænkt sig om. Han rystede let på hovedet, smilede svagt for sig selv. "Beklager, selvfølgelig er De ikke ham," konstaterede han hurtigt, som han flyttede sig tættere på og stak en hånd frem mod manden, for at hilse ordentligt på. "Men De er da i familie med ham, er De ikke?" Spurgte han. Det var selvfølgelig muligt at Agarés tog fuldstændigt fejl. Den unge herre behøvede ikke at have noget kendskab til Sidonius, deres lighed kunne være helt tilfældig. Han skævede mod kvinden, nikkede let og sendte hende et venligt smil. En ordentlig hilsen med et håndtryk skulle han nok komme til, efter han havde udvist den samme venlighed over for manden.

Håndtrykket blev givet med et mindre klem, meget kort, inden Agarés slap igen. Ikke fordi han ikke kunne have trukket det ud, men de unge mennesker virkede ikke specielt trygge, så han valgte at holde den fysiske kontakt til et minimum. På den måde kunne han med det samme give udtryk for, at han ikke havde skumle bagtanker. Han skulle lige til at række hånden mod kvinden, men lod være i det hun nejede i stedet. Han gengældte den formelle hilsen med et lidt dybere nik end før, før han rettede blikket mod Selmy igen. Det subtile smil blev lidt tydeligere, som han nikkede let i forståelse over hans forklaring. Selvfølgelig. Hans barnebarn. Det kunne han have sagt sig selv, men forvirringen, der havde lagt sig igen, havde slået ham ud af kurs.

Agarés nåede ikke at påbegynde sine sædvanlige høfligheder. Hverken at byde dem ordentligt ind, eller noget at drikke, før den unge herre gik direkte til sagen. Han trådte et par skridt tilbage, gestikulerede ind mod kontoret, for at byde dem ind, uden at skulle sige et ord. Herfra kunne man kun se hans skrivebord, der flød med dokumenter, men om hjørnet, så snart man trådte ind i rummet, stod en hel sofagruppe bestående af to sofaer, der var placeret overfor hinanden, en stol i modsatte ende af hvor de stod nu og et mindre bord i midten af det hele. "Det er korrekt," svarede han roligt. "Med chance for at lyde uhøflig..." startede han ud kort efter, med et lettere uforstående blik i de blå øjne. "... Hvorfor er han ikke selv mødt op?" Alle andre breve han havde sendt, var altid blevet besvaret med et personligt møde af Sidonius. Han kunne selvfølgelig have travlt, Agarés kunne ikke vide hvordan hans liv havde udfoldet sig. Han havde trods alt ikke set ham i over 3 år.

Godt nok gjorde Agarés meget ud af sit udseende, når det nu var ham, der var det kendte ansigt tilknyttet til banken. Men han havde aldrig haft behovet for at skjule sin race. Som de fleste andre dæmoner, mente han at det var en klar overlegen race, men det forhindrede ham ikke i at behandle andre med respekt. Så længe han fik den samme form for respekt tilbage. Når nu hans ydrer betød så meget for ham når der var kunder, var det overraskende at det først nu, gik op for ham at skjorten ikke var knappet ordentligt til. Han valgte at kaste tanken bort, undgå at fumle med en knap foran de unge mennesker.

Agarés ventede tålmodigt til de begge havde sat sig, før han selv placerede sig i sofaen overfor, lagde det ene ben over det andet og lænede sig lidt tilbage. Den ene arm blev lagt over armlænet, som den anden hvilede mod låret. Hans overraskelse over Selmys svar, kunne han ikke lægge skjul på. Det viste sig i blikket i de blå øjne, som han var nødt til at vende kort mod gulvet i en let nedtrykthed. Men der var ikke tid til at sørge over en gammel ven. For han var stadig nødsaget til at holde den professionelle facade oppe, så han rettede blikket mod Ceelia, da hun kom med en mere uddybende forklaring og han nikkede let i forståelse. "Det er jeg ked af at høre," lød det oprigtigt fra dæmonen. At Selmy ikke helt havde affundet sig med det, havde Agarés hurtigt opfattet. Derfor valgte han ikke at blive i emnet, for selvom han havde kendt Sidonius i mange år, så tvivlede han på at han kunne hjælpe den unge herre på den måde.

"Angående brevet.." Agarés skiftede hurtigt emne, valgte at gå direkte til sagen. "Sidonius Kiefer har en betydelig gæld hos mig," startede han ud. Han rettede ryggen, gestikulerede mod de to karafler på bordet, den ene fyldt med vand, den anden fyldt med whiskey, for at byde dem noget at drikke, igen uden at skulle sige et ord. Skulle de vælge at tage imod, stod glassene klar på et fad i sølv. "Jeg indkaldte ham til dette møde, for at aftale nærmere om en afbetaling," forklarede han. Han afventede derefter, i tilfælde af at de skulle have spørgsmål. 

Agarés nåede dårligt at færdiggøre sin sætning, før han måtte lukke munden for at lytte til Selmy. Havde det været en af hans velkendte kunder, der havde talt til ham på den måde, var han nok blevet en anelse fornærmet. Han var en mand af sit ord og sørgede selvfølgelig altid for at have orden i sine aftaler. Han valgte at se igennem fingre med det denne gang, men kun fordi Selmy var dukket op på vegne af en anden, og ikke bare hvilken som helst tilfældig kunde, en gammel ven. Det gjorde Agarés villig til at løsne en anelse på sine regler om høflighed. "Jeg forstår hvis De er skeptisk, men jeg forsikrer Dem om at alle de nødvendige formler blev underskrevet, da lånet blev taget," svarede han, stadig med et lige så venligt smil som før.

Agarés forventede dog ikke, at hverken Selmy eller Ceelia, skulle tage hans ord for gode varer, regnede heller ikke med at de ville. De var ikke de første mennesker, der havde sat spørgsmålstegn ved Agarés og hans bank, hvilket han sagtens forstod, taget hans race og bygningens placering i betragtning. Han løftede en finger, gjorde tegn til at de lige måtte vente et øjeblik, før han rejste sig og gik mod den store reol, der fyldte hele den ene væg. Alle rum var fyldt med mindre mapper, delt op i årstal. Mappen Agarés tog fat i var markeret med årstallet '1980' og navnet 'Sidonius Kiefer' skrevet lige under. Som han gik tilbage mod sofaen, åbnede han mappen og hev en mindre bunke papirer ud. "Her vil De kunne se beløbet der er lånt, hvilke regler krystallerne er lånt under, hvilket år lånet er taget, alle Hr. Kierfers personlige oplysninger, hans initialer og ikke mindst hans underskrift," remsede Agarés op. "Se endelig selv efter," afsluttede han, som han lagde papirene på bordet foran Selmy og derefter satte sig tilbage på sin plads i sofaen over for. Mens han gav Selmy tid til at se papirene igennem, strakte Agarés sig frem for at skænke sig selv et glad vand.

Med fuld forståelse for at de unge mennesker skulle bruge tid på at læse det hele igennem, lænede Agarés sig tilbage i sofaen og sippede til sit vand, mens han ventede tålmodigt. Han forholdt sig i ro. Han var ikke i tvivl om at alle oplysninger var korrekte, han havde fulgt alle kunstens regler. Glasset blev sat mod læben igen, endnu en tår af vandet blev taget, før han lænede sig frem og satte det mod bordet. Han lagde albuerne mod lårene, forsøgte ikke at more sig for meget over den hvide farve i den unge mands ansigt. Agarés åbnede munden, skulle til at svare direkte men tøvede. Han havde trods alt lovet Sidonius at holde lånet mellem dem. Han overvejede hvor mange detaljer han skulle fortælle, mens han kort hvilede blikket mod Ceelia, der blev lige så chokeret som sin bror.

Det var ikke svært på Agarés at se, at han ikke var decideret vant til denne slags situationer. Til daglig havde han mest med dæmoner at gøre, generelt de racer der blev set som værende onde. At sidde over for to unge mennesker, der begge så på ham, som om han havde taget deres frihed, var en sjældenhed. Efter en længere pause, tog Agarés en dyb indånding, besluttede sig for at være ærlig. "Eftersom det er jeres farfar og eftersom han ikke er her længere, kan jeg ikke se nogen grund til at holde det skjult længere," startede han ud, fik hurtigt afsløret at han havde været med til at holde det hemmeligt for dem i alle de år. "Sidonius lånte krystallerne til forsørgelse af sin familie, jer. Jeg har kendt ham i mange år, ikke kun som kunde, men som tæt ven. Derfor har jeg ikke krævet afbetaling på beløbet før nu." Han stoppede sin forklaring. Han gik ud fra, at der ville komme flere, mere dybdegående spørgsmål, hvis de følte sig forvirrede over det mindste. "Jeg forventer ikke hele beløbet tilbagebetalt på én gang og jeg er mere end villig til, at aftale en afbetaling der passer jer," forsikrede han med et let nik. Han forventede heller ikke svar med det samme, da det måske godt kunne være lidt meget at skulle sluge. Specielt når man slet ikke var forberedt på noget lignende. Hvis de havde brug for lidt stilhed til at tage det hele ordentligt til sig, havde Agarés intet imod at vente tålmodigt igen.

Agarés var forberedt på lidt af hvert, der var efterhånden ikke en reaktion han ikke havde oplevet ved disse møder. Alligevel kom det bag på ham at Selmy var villig til at sætte hele sit eget og sin søsters liv på pause, for at kunne komme ud af en gæld, der ikke engang var deres. Selvfølgelig forventede Agarés at få sine krystaller tilbage, men den gamle dæmon havde nu alligevel lidt mere hjerte end så mange andre, specielt når det gjaldt folk han havde haft en tæt relation til. Det var ikke altid en positiv ting, for blev han ved på den måde, kunne bankens situation hurtigt ende galt, men indtil videre havde han stadig et godt, fast tag på alle detaljer.

Skuffelsen og chokket hos dem begge var næsten for meget for Agarés, måske fordi Selmy havde så stor lighed med Sidonius. Havde det været dén mand, der havde siddet overfor bankdirektøren nu og ytret disse ord, ville Agarés have stoppet ham for længst. Det var måske derfor de næste ord lød fra ham, uden at han selv havde tid til at tænke sig om. ”Jeg er ikke interesseret i at sætte en stopper for jeres ønsker og drømme. Hr. Kiefer, fortsæt De endelig på Deres farfars bog og lad den unge dame beholde sin læreplads. Jeg vil indkalde til et opfølgningsmøde om et års tid, for at se om jeres situation har ændret sig.” Det kom som en overraskelse for ham selv, at det var den løsning han var kommet frem til, men gik hurtigt op for ham, at han ikke ville have det anderledes. ”Skulle De komme til indkomst før det, må De love at kontakte mig,” fortsatte han kort efter. Det var vel en simpel tjeneste at bede om, taget hans lidt for store venlighed over for en fremmed i betragtning. Det mente han i hvert fald selv.

Agarés var næsten overrasket over sig selv, for ingen anden havde fået lov til at slippe så godt fra så stor en gæld. Næsten. Den gamle dæmon, der kom forbi hans hjem til en drink, eller seksten, havde smadret et glas eller to hver gang og altid kom med upassende kommentarer, havde fået samme tilbud. Kun fordi det var en af hans ældste kunder, en af hans bedste venner og fordi han kendte hans forældre. Derudover kunne Agarés ikke sætte sig ind i den form for arrangeret ægteskab. Han var selv blevet pålagt et ansvar for at finde en kone af samme race, sørge for at holde racen ren, men hans forældre var her ikke længere og det var ikke dén vej han selv ønskede at gå. Skulle de to unge mennesker være tvunget til at gøre noget de ikke havde et ønske om, ville Agarés ikke have den skyld på sig. Han var langt fra en helgen, det vidste han godt og det blev han også ofte mindet om, når han stødte ind i Deavás, hans barndomsven, han havde brugt mange år på at få i problemer, mobbe til ekstremer eller manipulere, i sine unge dage, eller når han sårede ham han elskede. Men han gjorde nu alligevel hvad han kunne for ikke at gøre andres liv til et helvede. I hvert flad ikke længere.

Han nikkede let, som de tog imod hans tilbud, før han lænede sig frem i sofaen og samlede papirerne sammen igen. De blev lagt pænt tilbage i mappen, som blev skubbet til side på bordet. Når de havde fået en fast aftale op, ville det være nødvendigt med underskrivelse af diverse dokumenter, men indtil da var der ingen grund til det. ”De kan altid sende mig et brev, hvis et møde er ønsket. Krystallerne der bliver brugt på at få et brev hertil, vil jeg selvfølgelig dække. Eller vi kan allerede nu aftale en fast dag om et års tid, hvor jeg møder op hos Dem.” Han forsøgte helt klart at gøre det så nemt for Selmy som muligt, for han kendte udmærket risikoerne ved at rejse gennem Kzar Mora, medmindre man hørte til her. Han bed også mærke i den sidste bemærkning fra Selmy. ”Og hvis De er usikker med hensyn til rejsen hjem i dag, har jeg tid til at følge Dem,” tilbød han. Fulgtes de med ham, var chancen for at noget gik galt ret lille. Aldrig helt væk, ikke i denne del af landet, men næsten. Og han havde alligevel kun papirarbejde at tage sig af, hvilket ikke var den mest spændende del af jobbet.

Det var et markant skift af tone, der lige pludselig kom fra den unge herre og selvom Agarés var overrasket over, at se Selmy fra en anden side, end hvad han som regel ville klassificerer som en lettere irriterende unge, så valgte han ikke at kommentere på det. Han var klar over at Selmy umuligt kunne være specielt gammel, i hvert fald ikke i forhold til ham selv, og så regnede han heller ikke med at det havde været den bedste dag, hverken for Selmy eller hans søster. Selv med sit mindre problem med at holde sin generelle vrede under kontrol, havde han formået at holde den professionelle facade oppe. Han tvivlede på at han ville kunne få sig selv til at behandle Selmy med andet end respekt, kun fordi han lignede sin farfar.

Idet Selmy rejste sig fra sofaen, fulgte Agarés trop og gjorde det samme. Han tog et skridt til siden, så det ikke var nødvendigt for nogle af dem at gå hele vejen rundt om bordet. Hånden blev rakt frem, så han kunne gengælde håndtrykket. "Helt fint, det vil jeg se frem til," afsluttede han. For at være sikker på ikke at glemme den aftale, gik han over til skrivebordet, samlede fjerpennen op og lavede nogle hurtige bogstaver, nærmere lignende kruseduller, på et tilfældigt dokument. Han ville senere opdage, at det var blevet skrevet på en kontrakt han havde med en anden kunde, men det var gjort i et hurtigt øjeblik og derfor så han det ikke nu. Han nikkede kort til hans svar, før han greb fat i den lange, sorte jakke, der hang over stolens ryglæn og trak den på. "Så lad os komme afsted, så vi ikke skal skynde os, før mørket falder på," sagde han, som han gik mod døren. Det var ikke fordi mørket ville lægge sig over riget snart, men gik de nu, havde de bestemt ingen grund til nogle former for bekymring. Fik Selmy samlet sig til at spørge ind til Sidonius på vejen, ville han heller ikke være bleg for at svare, for han forventede næsten at de kom. Døren ud til venteværelset blev åbnet og han holdt en hånd frem, for at indikere at de unge mennesker kunne gå først.

Mens Agarés stod og ventede pænt på Selmy og Ceelia, skævede han ud mod sekretæren, Dandels, der fortsat var i fuld gang med sit eget arbejde. Han vidste, at det dømmende blik ville komme om lidt. Det blik, der fortalte ham at han burde blive på kontoret og få papirarbejdet under kontrol. Og ganske rigtigt, kom det få sekunder efter. Han besvarede det med et skævt smil, han vidste at han havde ret, men enhver undskyldning for ikke at lave det kedelige papirarbejde. Det havde altid været kontakten til kunderne, der havde tiltrukket ham ved denne stilling i banken, helt sikkert også den hans forældre foretrak, dengang de var i live. Han far havde bare været en del bedre til at holde sig selv i ørene, når der var vigtige ting at ordne. Agarés havde godt nok haft banken længe, men han var stadig villig til at bøje reglerne lidt mere end han burde. Desuden kunne en tur i lidt frisk luft vel aldrig skade.

Agarés vendte sin opmærksomhed mod Selmy, som han svarede Ceelia. Spørgsmålet havde han ikke hørt, men han var ikke typen der snagede for meget i andres sager. "Er alt som det skal være?" Var det eneste han spurgte om, som han lukkede døren bag sig til kontoret og satte kurs mod udgangen. Tempoet blev holdt langsomt, både for at være sikker på at de fulgte med, men samtidig for at sikre sig, at deres samtale ikke havde handlet om fortrydelse på Agarés' tilbud, om at følge dem. Måske det handlede om deres farfar? At emnet havde handlet om sammenførelse af ham selv og Ceelia, faldt ham slet ikke ind. Blev han involveret i emnet, ville han muligvis have overvejet det, havde det ikke været fordi han allerede havde lovet sig selv til sekretæren.