Markeds pladsen bugnede med mennesker i en kollektiv lykke. Glæden ved at bruge penge fik selv den fattigste bonde til at føle et kick, der skabte ringe i strømmen af mennesker og smittede af. Man fejrede nemlig en religiøs helligdag, det bragte mennesker fra nær og fjern til byen og med dem vogne, og karavaner af handelsfolk der alle sammen håbede på at blive rige af den almene borgers impulsive køber trang. Der var standere med mad, som fyldte luften med en krydret og eksotisk duft. Smykker af sølv, guld og ædelsten fra dværge minerne i Dragonisdalen, pels og læder fra Nordfolket, silke fra elverne i de højere lag af samfundet og diverse våben, samt tingel-tangel hjertet måtte begære fra alle hjørner af Krystallandet. 


Laele så til fra hendes egen bod der stod i hjertet af markedspladsen. Hendes stander var fyldt med farverige drikke, velduftende oiler og specielle krukker med noget der lignede småkager, men højst sandsynligt ikke kun smagte fantastisk. Amuletter hang fra taget af hendes bod, samt diverse symboler og urter. Magiske ringe lå i en aflåst træboks med et glas foran, så man kunne se varende men ikke røre. Det samme gjorde nogle få halskeder med funklene sten og et par eliksirer, med forholdsvis røde, orange og grønne farver. 

Laele selv sad på en stol inde i boden. Hun havde et par sorte, tæt sidende, høj taljede, bukser på der stoppede ved navlen. En lilla skjorte var stoppet ned i dem, med lange, flamboyante, ærmer. Hun havde en kort, sort vest på udenover der satte prikket over i'et - mente hun selv - og fik hende til at fremstå ligeså professionel som de andre eksotiske handlende omkring hende. Skjorten var dog en smule for stor og gled ned over hendes spinkle skuldre, vis lysehud kunne ses imellem skjorte og vest. En funklende, lyse lilla, amulet hang om hendes hals i en sølvkæde: den llille men brugbare ting der gjorde Laele i stand til at kaste en illusion på sig selv der fik hende til at se ud som et menneske. Et kønt, blond, menneske. Hendes korte og glatte hår, var en lyseblond farve og ikke en snehvid, imens at hendes ellers lysende lilla øjne var en tillidsfuld blå istedet. Ligeså var hendes hud lys med en naturlig rødmen, istedet for en mørk, dyb, hudfarve. 

Hun spejdede ivrigt ud af vinduet på hendes bod, i en søgen på et offer. 

Et menneskemarked i en menneskeby, hvor selv elverfolk var upopulære på grund af Kile's Orden... og alligevel befandt han, en mørkelver, sig i blandt de mange boder.
Naturligvis var han på magisk vis 'maskeret' af den amulet, der hang skjult under hans sorte skjorte.

I stedet for sin naturlige, mørke hud havde han en lys, og hans hvide hår var erstattet med en kort, brun manke som passede fint til de falske, blå øjne.
Han lignede et menneske, klædt i pæne, gode, men ikke pompøse klæder; den sorte skjorte med skindskuldrene, mørke bukser samt læderstøvler.

Han bevægede sig roligt rundt blandt boderne og kiggede lidt - både på varer som kunne være interresante, og unge kvinder, som muligvis ville kunne stille hans noget særprægede sult... 

Laele så ivrigt ud imod menneske mængden i søgen på kunder, og hun fik fat i et middelklasse par der beundrede nogle af de smukke smykker i de aflåste montrer. Hun lænede sig ind over disken med den amulet kvinden havde udset sig.

"Et særdeles godt øje, frøken. Denne sten er fra de dybeste miner i Dragonisbjergene.", fortalte hun teatralsk.
Hun gestikulerede dramatisk imens hun talte:
"Det siges at en ensom dværg plukkede den ud fra minens hjerte, for at forære den til hans elskede men da han vendte hjem var hun faldet i kamp. Han græd i dagevis og hver en tåre opslugte amulettet. Derfor vil den der bær den mærke sin elskedes varme uanset hvor de er, hvis blot han skænker hende en tanke. På den måde .. er dens bærer aldrig alene.", digtede hun og smeltede kvindens hjerte med sin sentimentale historie.

Hun så bedende på sin kavaler der ikke kunne modstå hans ledsagers blik. Han rømmede sig en smule før han sagde: "Meget vel, vi tager den."

"Fremragende valg, min herre.", svarede Laele med et bredt tandsmil og gav sig til at pakke den ind.

Manden betalte og kvinden strålede af lykke.

Svindleriet som foregik foran ham var næsten komisk.
Det var tilsyneladende nemt at snyde unge, forelskede mennesker... men okay, det gav vel også en form for mening.
De var ikke rigtige oven i hovederne.

Ikke at han selv havde prøvet det... men han havde da set andre tumle rundt og nynne, mens de forestillede sig det ene eller det andet.

Da parret gik, trådte han nærmere, og kastede et blik hen over tingene, som hu havde til salg.
"Interessant taktik." sagde han med et lille smil.

Laele vinkede idet det forelskede par gik væk fra hendes bod, men parret ænsede hverken hende eller de andre på markeds pladsen. Nogle få lod flygtige blikke falde ned på Laele's mange funklene vare, men ingen af dem stoppede op. Laele tog muligheden efter parret var gået, til at rette på nogle af varene der lå på et stykke rødt stof foran hende, men i samme nu lød en stemme og hun så op fra hendes gøren: en herre der - at dømme på tøjet var af almen byrd? Pæne klæder men ikke overdådige, måske en komfortabel middelklasse?

Hendes krystal blå blik fæstnede sig på ham med en karisma som en hver handlende besad: 
"Taktik, men herre?", spurgte hun tilsyneladene uforstående, men med et vidende smil på de rosenrøde læber.

Han smilede da han så hendes vidende smil.
Hun var god... 
Og den slags var ret sjældne.

Måske ville det i virkeligheden være en skam at gøre så snedigt et menneske til hans offer.
Han måtte overveje det igen...

For nu, fandt han en undskyldning for at stå ved hendes bod:
"Har frøkenen noget, som ikke er for de forblændede...?"

Hun hævede sine lysebrune øjenbryn idet han spurgte om hun havde noget der ikke var for de forblændede: "De forblændede...", gentog hun lavt imens hun holdt hans øjenkontakt. 
Noget i hendes toneleje fortalte at hun fandt ordvalget humoristisk.

"Forblændelse er ikke noget for Dem?", spurgte hun derefter kækt med et bredt smil. 
"Sådan en flot herre som dem selv, må da vinde mange kvinde hjerter?"

Han trak lidt på den ene skulder, og smilede tilbage til hende.
"Jeg holder mig til uforpligtende sjov... det andet lader til at gøre folk dummere end en ooze fanget i en tønde med dværgemjød..."

Zane havde sjældent været den som holdte sig tilbage, og heller ikke med ord.
Hvilken måske nok kunne virke sfskrækkende på mange.

"Men tak da. De er nu også ganske nydelig for øjet."

Hun gav en smigret, nærmest genert, latter fra sig som følge hans kompliment og så kort ned, før hendes blå blik atter lå over ham igen: 
"Kynisk og dog charmerende. Jeg har en følelse af at man skal passe på din slags.", drillede hun kort. 

Hendes blik faldt da ned over hans form, idet hun forsøgte at gætte hans profession: var der nogen synlige vågen? Nej? Altså måske ikke nogen kriger, til trods for hans fysik der godt kunne give en det første hånds indtryk. Men så igen, der var stalddrenge større end huse som kun levede af end at passe 'den gamle gård'. 
"Noget... ikke for forblændede..", sagde hun lavt og med en tænkende tone. 

Hendes øjne fandt derefter hans igen: 
"Jeg går ikke ud fra at det er smykker der optager dig?", spurgte hun retorisk, før hun vendte siden til ham og greb fat om en smuk lille træ-kasse med flotte snorede udsmykninger og ord, som ikke alle ville kunne kende. Dragoran - dværgenes tunge. 
"Men måske jeg alligevel har noget der kan vække din interesse.", sagde hun imens hun sendte et udfordrende blik.
Hun åbnede derefter den smukke mørke-træ-kiste: 
Indeni lå tre små mørkelilla bær:
"Det siges at dem der spiser disse bær vil få 'stamina' som Tusmørke-orkerne selv. Deres potens. Deres...virilitet."

"Åh, du har ingen anelse..." sagde han og blinkede kort til hende.
Det var mere sandt end hun troede...

"Smykker optager mig meget sjældent." gav han hende ret.
Det var i sandhed kun når det var magiske, og praktiske...
Nok havde han normalt langt hår, meeen...

Zane hævede det ene øjenbryn ved synet af de lilla bær.
Hendes forklaring af deres effekt fik ham til at le kort.
Hvis han tog sådan en, ville hans næste 'offer' ikke slippe med livet i behold... det var han ganske sikker på.
Og hvis han begik for mange mord, ville det blive problematisk.

"Jeg tror jeg bliver nødt til at sige nej tak." sagde han.

Laele blev ikke afskrækket af at han takkede nej første gang men gjorde istedet antræk til at læne sig frem over bodens bord med hendes blonde hår der fulgte med i et glidende svej: "Nej? Jamen, min Herre. Jeg forsikre dem at det virker.", sagde hun med en stålfast oprigtighed. "Der er ikke den kvinde i Dianthos der ikke vil ønske at ligge med en mand, der har drukket af virilitetens brønd."
Hun smilte karismatisk og med et glimt i øjet: 
"De kan ikke for alvor mene at med deres 'appetit' at de ikke er den mindste interesseret? Nysgerrig, måske?"

Dette menneske var en god sælger, det måtte han give hende.
De fleste andre mænd ville med nærmest total sikkerhed været hoppet lige på den... men Zane vidste, at det ville være en fejl.
Hvis de virkede, ville det ende blodigt... 

Han smilede lettere sadistist, og lænede sig lidt hen imod hende.
"Åh tro mig... hvis de vidste hvad jeg gør for nydelse, ville de ikke forsøge at sælge mig sådanne bær."

Idet han lænede sig frem og med sardisme i stemmen prøvede at understrege at hans seksuelle tilbøjeligheder ikke var af den uskyldige slags, lod det ikke til at afskrække hende men det virkede istedet til at pirre noget i hendes blå blik. Kælent trak de fyldige, rosen-røde, læber sig væk fra de perle hvide tænder, idet hun gav ham et nænsomt flirtende tand-smil og holdt øjenkontakten der næsten blev intim da den føltes mere intens end den burde: på samme måde som når to sjælevenner mødes og opdager en fælles interesse. 
"Åh, min herre. Hvad De bruger bærene til kommer skam ikke mig ved, så længe De nyder hvad De gør. Mit eneste ønske er Deres tilfredstillelse .... med varen."

Det gik ikke hans næse forbi, at hun pludselig virkede mere interesseret på et mere... personligt plan.
Men samtidig var han blevet godt og grundigt klar over, hvor dygtig en sælger denne kvinde faktisk var.

Hendes interesse kunne meget, meget nemt være endnu et salgstrick.
Og hvis det var tilfældet, var hun intet mindre end genial.

Han smilede dog og rystede kort på hovedet.
"Om de så tilbød mig deres egen krop til at lade det gå ud over, er svaret stadig nej."

Laele rejste et øjenbryn da herren igen takkede nej til de mørkelilla bær og hun gav tilsyneladende endelig op, for hun lukkede den lille kasse igen, med en skuffet mine.
"Nuvel."
Hun satte den på plads et sted bagerst i boden, blandt de mange andre krukker og diverse nipsting. Hun så sig derefter omkring efter nogle andre ting med et tænkende blik: "En salve, måske.", mumlede hun for sig selv. 
Hun satte sig ned på hug og man kunne høre små flasker rasle imod hinanden, før hun atter kom frem fra bag disken. Med hende havde hun en lille orange flaske med et gyldent skær: "Denne væske er brygget på krystalianske liljehoveder og vil give den der drikker den forøgede sanser for en kort stund."

Hun gav op, og droppede tilsyneladende samtidig sit intense blik.
Så det havde været et salgstrick!
Sjældent var han imponeret over mennesker... eller andre væsener generelt... men denne gang var det anderledes.

Han kiggede lettere interesseret på salven da hun fortalte hvad den kunne.
"Det lyder som noget man måske kunne bruge..." sagde han.

"Hvad koster den?"

Laele's smil kom tilbage da det virkede til at hun havde ramt plet og at Herren foran hende var interesseret i den lille flaske med orange eliksir. Da han spurgte efter prisen så hun vurderende på flasken og roterede den en smule imellem hendes pege-og tommel-finger: 
"Skal vi sige... 1 Jade og 3 rav?", foreslog hun med et karismatisk blik. 

Han betragtede flasken lidt, og overvejede prisen.
På den ene side var det ikke ligefrem den billigste salve... men på den anden side, så havde han krystaller nok.

"En jade, intet rav." sagde han og betragtede hende roligt.
Selvom man havde penge nok, ville det være tåbeligt at fråse... ikke sandt?

"Solgt!", sagde hun muntert og med et glimt i øjene. 
Hun tog derefter et lille klæde og rullede den lille flaske i, hvorefter et tynd stykke reb holdt sammen på det så den ikke gik i stykker. Derefter rakte hun genstanden ud imod Herren og så afventende på ham, idet hun forventede at jade-mønten ville ende i hendes frie hånd hvis håndflade var vendt ud imod ham. 

"Et ganske glimrende valg, min Herre."

"Det er jeg ikke i tvivl om." sagde han, og satsede på at salven ville virke... det kunne jo også bare være farvet kalvefedt, ikke sandt?

Han placerede en jadesten i hendes hånd, og tog imod den lille pakke, for så at pakke den væk.
"Jeg er imponeret over din butik," sagde han og kiggede igen over på hende.
"...og indrømmet, dit udseende."

Hun var trods alt ganske pæn at kigge på... på trods af at hun faktisk i hemmelighed var af hans egen race, og han ikke havde den fjerneste ide om det.
Endnu, i hvert fald.

"Måske sælgerinden kunne tænke sig at ses... i aften, efter boden er pakket?"