Myrilla var på vej hjem efter en vagt. Hun var en anelse nervøs, da hun stadig ikke fået hentet eller fået taget sig sammen til at få fat på Kile præst, således at hun måtte gå ude efter mørkets frembryd. For blot få måneder siden, ville det stadig være ganske lyst. Vinteren var på vej og det betød koldere vejr og mørket på vej. 

Myr så mod himlen, den var endnu blå og klar, men luften var frisk og kold. Det var tydeligt, at med det klare vejr ville der komme kulde til natten. Myrilla frøs allerede ved tanken og hev sin ræveskind jakke tættere ind til sig. Hun var iført en lang enkel hvid kjole, som komplimentere det røde skind.

Som hun gik langs gaderne på vejen hjem, var hun ikke kun nervøs for at møde en byvagt eller Kile præst, men lige så nervøs for at møde en mand. Endnu en mand, som ville udnytte hende og tage hende med vold. Hun så sig om ved hvert et hjørne og blot ved en enkel lyd, kunne hun næsten stoppe helt op og se efter hvad det kunne være. Myrilla havde denne gang, fået en lille kniv med sig og hun holdt også godt fat i det, med hendes hånd. Den ville dog næppe gøre den store skade, men hun følte sig en anelse mere sikker, med den i hånden.

Jonah vidste godt han måske var en smule sær. Han var en mand som vidste hvad han stod for og som måske så tingene meget firkantet til tider. Det var egentligt ikke fordi han som sådan følte sig lukket eller som en kontrol freak, men han havde tidligere ladet følelser styre hans liv, og det havde været en fantastisk tid - ganske vidst. Men det havde også gjort utroligt ondt da alt var blevet trukket væk under ham.
Jonah tænkte stadig på sit livs kærlighed, men i hans snævre sind troede han også på at man kun havde en kærlighed i livet, og han havde mistet sin.

Nu havde han en kærlighed tilbage, Debora. Han vidste at hun havde fuldt ham i livet efter døden, men om hun ligesom ham var blevet frelst af selveste Isari og genopstået, det vidste han ikke.
Men i flere årtier havde han søgt hende uden held og han håbede en dag at få svar, om ikke andet at finde hendes grav så han vidste hvor han skulle sørge over hendes død.
Debora stod hans hjerte nært og han ville gøre alt for at få fred, at vide hvad der var sket med hende og at finde et sted han kunne placerer sin endeløse sorg over tabet af sin tvillingesøster.

Denne aften havde Jonah dog tankerne andre steder som han gik ned af en mørk gade med kun en lygte til at vise vej. Han var glad for at have et arbejde, som holde ham nogenlunde normal i hovedet. Til tider kom de mørke sider i ham frem, også vidste han ikke hvor han skulle løbe hen eller gemme sig, det her holde ham i det mindste ved overfladen når han følte han var ved at drukne.
Som han fik øje på en ung kvinde et stykke fremme, løftede han let lygten så han bedre kunne se hende, hun så ikke ligefrem tryg ud og et øjeblik var Jonah itvivl om nogen mon var efter hende.
"Undskyld, Miss... Har De brug for hjælp?" spurgte han i en elegant og dog ganske bestemt stemme.

Myrilla vendte sig hurtigt imod ham, hun bemærkede først det skarpe skær fra stearinlyset, i hans lugte. Himlen der endnu var lys hjalp også på, at hun kunne se hans ansigt, det var heldigvis ikke nogen af hendes tidligere overfaldsmænd, blot en byvagt. Det var både betryggende at de var her, men på den anden side kunne han også tage hende ind, for at færdes på denne tid. For det var med stor sandsynlighed, at hun ikke ville nå hjem inden det var blevet mørkt.

Myrilla lage hænderne sammen og svarede roligt ”Øhm, jeg er bare på vej hjem” startede hun, men det havde nok været tydeligt for ham. Hvor bange og nervøs hun egentlig var for at færdes her ude alene. ”Det er bare, at jeg blevet overfaldet og ja.” Ja, hvad skulle hun sige? Var der noget at sige til, at hun var så nervøs. Det syntes hun ikke.

Jonah var en ganske elegant fyr og han var hjælpsom hvis folk havde brug for det. Men desværre så ønskede Jonah ikke rigtigt nær kontakt til andre mennesker, han havde kun få gode venner og egentligt så var det nok mere held end forstand, for han havde lukket sig meget inde de sidste år.
For mange år siden havde han besluttet sig for at han ville dø, og i mange år havde han troet at det var Isari's håndelige straf at sende ham tilbage til jorden som engel, for stod det til ham, så ville han helst bare sove til evig tid og aldrig opleve verden igen. Den havde han oplevet så rigeligt af allerede.

"Åh... Langt hjem?" spurgte han i en rolig stemme. 
Jonah var bestemt ikke en truende person i sagtens natur, han havde aldrig rigtigt gjort nogen ondt. Faktisk var han nok blevet såret mere end nogen anden han kendte. Både psykisk og fysisk, og for nu havde han nok bare brug for ro i sit hoved til at kunne føle han kunne komme sig.
Livet var ikke altid så let som han nogengange kunne ønske sig.

"Overfaldet?!" spurgte Jonah chokeret og kiggede sig kort omkring: "Lige nu? Hvorhenne?" spurgte han og fangede ikke at det ikke var fornyligt.
Hvis nogen havde gjort denne unge kvinde fortræd, så skulle de bestemt også straffes for det! Jonah havde et kæmpe retfærdighedsgen og han stoppede ikke før at de skyldige var trukket til en dommer!