Mørket lå som et tæppe over Kzar Mora trods månens lys gjorde sit for blot bringe lidt liv til stedet, så resulterede det blot i en mere kold og død stemning der ville få selv de modigste mænd til at vende om på deres færd inden de ville møde noget der ville sætte præg på deres sjæl for livet.
Så hvad var det entelig Jocelyn bevægede sig igennem denne del af landet? Jo hun havde på ingen måde selv valgt at tage her til hvis det ikke var for hendes fader og familie der blot var på jagt efter en anden dæmon. Hvorfor hun var blevet sendt afsted for at finde denne dæmon vidste Jocelyn ikke helt da hendes fader holdt de kort tæt ind til kroppen.
Men hun havde da fået et navn, Deavas, og minderne fra andre i familien hvordan denne dæmon gik rundt og så ud. Hun havde blot fået besked på at hun skulle finde denne Deavas og forhandle med ham at han skulle mødes med sin fader. Hvilket kun gjorde Jocelyn lidt utilfreds da hun hadede at leve i uvished for det hun gjorde.
Selvfølgelig havde hun fået afvide kunne Jocelyn få dæmonen til at følge med, gerne med tvang, så var det hendes første priotet. Men dæmoner var ikke hvad Jocelyn gjorde sig mest i af opgaver, faktisk plejede hendes fader selv at klare de kontakter, så hun var beæret over at måtte klare dette for ham denne gang.

Som Jocelyn passerede de mange klipper og sten hun gik forbi, så vidste hun ikke helt hvor hun skulle lede efter denne Deavas, andet end hun ville vide hvem han var når hun så ham. Det handlede mest af alt om at undgå andre dæmoner i området til hun havde fundet sit mål for denne aften.
Det var som om Jocelyn blev overvåget af noget, hun kunne ikke helt smide det fra sig, men der var intet at se, derfor sørgede hun for at holde sig i konstant bevægelse så hvis nødvendigt kunne hun i det mindste undslippe med livet i behold.

Efter en timens søgen unden at finde noget måtte Jocelyn dog sætte sig ned på en sten for et lille hvil, hun havde snart rejste igennem denne del af landet en halv dag og trætheden var da begyndt at melde sig hos hende, trods det var ikke lige her hun havde lyst til at tage en lur.

Kzar Mora betød en del for Deavás, men ikke nødvendigvis noget godt, eftersom at han var blevet fanget på den anden side, så snart porten var lukket i. Hans forældre havde været indespærret i byen i 2 årtusinder og de havde ikke ligefrem brugt tiden fornuftigt. Deavás havde faktisk ingen grund til at opsøge sin familie mere, foruden hans søster, som end ikke forstod hans opmærksomhed. Men denne aften var han ikke taget til Kzar Mora for at mindes sine forældre, han havde ting der skulle ordnes, bøger og skriftruller som skulle inddrives. Mest af alt var der tale om en kilde til informationer og viden. Noget han aldrig delte med andre, medmindre at han kunne få noget ud af det..
Mørket var vidunderligt på denne årstid, som Deavás ikke fandt det nødvendigt at dække sig alt for meget til. Han bar dog stadig den lange mørke kampe med de røde og gyldne farver på. Kappen stod dog åben, så man kunne fornemme de mørke bukser og den hvide skjorte, som ikke var lukket helt til op i halsen. Der var nogle få knapper så han havde undladt at lukke. Han havde ingen fine aftaler, så det var ikke nødvendigt. Han var på vej fra den ene ende af byen til den anden for at samle nogle dokumenter sammen og senere lagre dem i hans hukommelse. Nogle informationer var for farlige til at have liggende omkring sig, så han fandt det langt mere praktisk at holde det hele for sig selv.

Der blev dog hvisket i krogene, som en skikkelse havde søgt ind i riget og tydeligvis lod til at være på udkig efter noget eller nogen. Deavás selv opfattede det også, som han fulgte rygterne og snart fandt frem til skikkelsen. Den spinkle skikkelse fik ham til at rynke på næsen, som hun virkede en anelse malplaceret et sted som Kzar Mora. Men han lagde ikke meget mere i det, end at han snart vendte opmærksomheden mod noget andet. Skikkelsen virkede træt, men Deavás havde ikke tid til at bekymre sig om denne, hun var højst sandsynligt kommet på afveje og kunne ikke finde tilbage til der hvor hun hørte til. Deavás stod nogle få meter fra hende, før at han valgte at gå forbi hende med et provokerende suk, som han passerede hende.

Jocelyn ville til tider ønske hun havde sine tanker for sig selv, men blot tanken om det fik hende straks til at tænke på nogle bedre tanker. Det der med hun aldrig vidste hvornår der var andre der lyttede med gjorde man altid skulle holde sig i rene gode tanker som ikke var negative imod fællesskabet, ellers endte man blot på menuen, men dog havde Jocelyn altid præsteret at være sin faderes yndling, så hun var nok langt væk fra at blive spist.

Som Jocelyn forsatte spottede hun goodt hen herre komme i hendes retning, og straks var hun i alarmberedskab når hun tænkte på hvor hun var henne. Som personen kom nærmere, var der kun et smil at finde på Jocelyns læber og som han passerede hende stoppede Jocelyn op og sagde "Hver hvilet Deavas"
Lige ham hun ledte efter. Heldigvis havde Jocelyn flere minder i hovedet fra andre i netværket der tidligere havde oopsporret dæmonen for at lave lidt grund arbejde op til det her, så der var ingen tvivl, det var dæmonen hun ledte efter.
Så måtte hun tage næste skridt ud fra hvordan han reagerede.

Egentlig havde Deavás forventet at han blot kunne gå forbi den lille skikkelse uden problemer, han havde endda placeret den ene hånd i sin lomme for at virke mere afslappet, men freden varede ikke ved. Han nåede ikke langt før at han hørte sit eget navn og drejede hovedet mod skikkelsen. Til at starte med betragtede han bare den lille skikkelse, stadig med ryggen til. Han lod det blikket vandre for en stund, før at han trippede let med den ene finger. Hvor kendte hun hans navn fra? Hans øjne blev smallere for en stund, som han overvejede mulighederne, men i sidste ende valgte at vende om og gå op til hende.

”Jeg håber, at De har en god grund til henvendelsen.. jeg har travlt” lød det køligt fra ham, som han ikke tog øjnene fra hende. Han havde ikke noget imod at kigge ned på hende, hun var trodsalt lavere end ham. Han var ikke i humør til lege eller noget andet for at lokke ham væk fra sine aftaler, så hun var nød til komme til sagen hurtigt. Deavás lagde roligt armene over kors, som de gyldne øjne betragtede hendes bevægelser, i tilfælde af at hun gjorde noget han ikke brød sig om.

Jocelyn havde ikke været i tvivl om det var Deavas hun havde stoppet op og da han tydeligvis valgte at reagere på sit navn, så var det jo rigtigt nok. Roligt vendte Jocelyn sig om og betragtede Deavas roligt og havde selv ikke særligt travlt med at komme til sagen men det virkede til han havde så hvorfor ikke bare skære ind til benet med det samme.
"Vores fader, Agarés, sender bud efter dem... Vi er her for at følge dem til ham" sagde Jocelyn roligt og gik lidt fra side til side for at holde sig i bevægelse da hun havde igen ide om hvordan Deavas ville reagere. Igen var Jocelyn igang med at tale om sig selv som flere personer.
Det var dog en dårlig vane af at bund og grund have mange mennesker i sit hoved til tider, så blev man lidt kuk kuk og regnede sig selv for at være flere mennesker, eller sådan blev det med tiden. Jocelyn havde haft en tid på kanten af sindsyge hvor hun havde kæmpet med at prøve at beholde sit individ og holde sin egen identitet så langt væk fra hive mindet som muligt, men den tid var forsvundet og hun havde omfagnet at hun var en del af mange.

Jocelyn hånd lå roligt på hendes sværds skaft, for hvis Deavas ikke blot fulgte med frivilligt var Jocelyn befalet at finde andre metoder for at få demonen med sig. Dog kunne hun stadig ikke se hvad hendes fader ville med denne dæmon. Men det var ikke alt hun blev sat ind i af sin faders tanker.

Egentlig kunne han godt være fortsat, men han var alligevel nysgerrig efter at vide, hvad hun ville ham. Det var ikke hverdag at en lille skikkelse som hende henvendte sig til ham. Han var trodsalt højere end hende og udstrålede ikke ligefrem venlighed. Han lod heller ikke til at være imødekomne overfor hende. Det overraskede ham en anelse, at hun ikke lagde skjul på sine intentioner, men kom til sagen lige med det samme. Han gik dog roligt tættere på hende, som hun talte, han lyttede skam efter hende ord, som han rakte hånden frem mod hendes hage. ”Sender Agarés sine kæledyr efter mig?” spurgte han med et svagt grin, som han rystede let på hovedet og ikke lod til at være overbevist om at følge hende. Han trak sig langsomt tilbage, som han gik rundt om hende, hun lod til at være nervøs for hvad han kunne finde på. Mon hun havde været lige så nervøs, hvis de befandt sig udenfor dæmonriget?

Deavás havde godt hørt om denne Agarés, men aldrig rigtig overvejet at snakke med ham, foruden det faktum at de måske delte den samme interesse for viden, men det var ikke ensbetydende med at han ville følge med hende. ”Og hvis jeg nægter?” spurgte han med et hævet øjenbryn, som han egentlig ikke havde tid til at spadsere hele vejen til banken, hvor Agarés sikkert gemte sig. Han lagde godt mærke til at Jocelyn lå en hånd over hendes sværd. Hvis hun havde tænkt sig at tvinge ham, så ville hun få noget af en overraskelse, for han fungerede ikke godt med tvang.

Jocelyn kunne godt mærke hun skulle rette blikket lidt op for at have øjnkontakt med Deavas, men det gjorde hende ikke meget, mænd havde det kun med at falde bedre jo større de var, plus de havde det med at undervurdere hendes egenskaber til at slå fra sig. Men forhåbenligt kom det ikke til at de skulle have en magt kamp om Deavas skulle følge med eller ej.
Sagen var jo simpel og det var Jocelyn skulle føre Deavas videre og så kunne de jo lukke den der.
Desvære virkede det just ikke til at Deavas umildbart ville med, og som han gik rundt om hende i cirkler begyndte Jocelyn selv at gå rundt i en cirkel, så de nærmest cirkulerede om hinanden. Det handlede entelig ikke om at hun var nervøs, eller jo det var hun, men det var med at holde sig i bevægelse hvis hendes evne skulle være på nogen måde brugbar.
"Vi  er ikke kæledyr, vi er familie" rettede Jocelyn blot Deavas som hun godt kunne forstå Deavas måtte tage fejl sådan som de havde set han kunne være.

"Hvisde nægter er vi givet lov til at gøre hvad vi skal for at føre dem frem til vores fader, derfra må de tolke mulighederne" sagde Jocelyn venligt og bukkede kort, det nyttede jo ikke noget at smide sine fine sider fra sig og ikke være høffelig. Hun var trods alt på et fornemt ærinde for sin fader da nomalt gjorde han disse ting selv.

Ikke tale om at Deavás skulle følge med Agarés små håndlangere, hvis han havde brug for at tale med ham, så måtte han selv møde ham eller finde ham. Der var ingen grund til at sende en lille skikkelse som hende. Han var slet ikke nervøs og følte ikke der var nogen grund til at være det. Det var under ham at blive ført til et møde på den måde, så han havde ikke i sinde at flytte sig ud af stedet. Det eneste han kunne lokkes til var at provokere hende og prikke til hende, for hvad skulle hun dog gøre ved ham? Hun fik det til at fremstå, som om de var flere, men Deavás kunne ikke se andre, der havde deres øjne rettet imod dem, så der var næppe andre i nærheden til at komme hende til undsætning.

De gik roligt rundt om hinanden, som Jocelyn forsøgte at forsvare sig selv og hendes familie. Det lød egentlig underligt i hans øre og han endte blot med at le hånligt. ”Det er meget muligt, men jeg er ikke interesseret” han holdt fast i sin beslutning om ikke at følge med. Og hvis hun blev ved med at insistere, så ville han bare blive irriteret på hende. ”Hvis Agarés gerne vil møde mig, så må han mande sig op og falde sit skjul” fortsatte han køligt, som han holdt blikket mod hende for en stund. Truslen var ikke noget han tog seriøst og for at vise hende, at han var alvorlig begyndte at blot at gå væk fra hende.

Det var simpelthen så typisk, de dæmoner havde det med at være lidt for stolte væsner. Den mangel på respekt Jocelyn fik af Deavas irriterede hende grufuldt og nu var han sågar på vej væk fra hende. Jocelyn tænkte straks hvor skuffet hendes fader ville være over hende hvis hun fejlede at bringe Deavas med sig, og hvad ville straffen ikke være for at fejl? Nej hun var sin faders yndling og han havde sendt hende af sted fordi han vidste hun ville formå at komme hjem med Deavas.

Da Deavas var kommet få meter væk og var omkring det sted Jocelyn havde været nogle sekunder siden som hun cirkulerede omkring ham, så pludselig stod hun foran Deavas som hun var dukket op af den blå luft foran ham. "Min fader er en del af os, som vi af ham, så han er til stede og våger over os" sagde Jocelyn blot, hun havde endnu ikke trukket sit våben da hun regnede med Deavas ikke ville tage det pænt hvis hun begyndte at true ham til at gå med.

Men hvad havde hun entelig der kunne få ham til at gå med? Deavas ville nok blive ved med at se hende som en sølle håndlanger som han havde mangel for respekt af. Det ville sikkert ende ud i tvang, og det bekymrede lidt Jocelyn da hun udemærket vidste at Deavas havde talenter for at påføre smerte hvis det passede ham.
"Vi er klar til at betale hvad det skulle være" sagde Jocelyn blot roligt og blev ved med at stå i vejen for Deavs, hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe så nemt.

Muligvis var dæmoner stolte væsner, Deavás fandt det dog respektløst, at Agarés ville sende et simpelt menneske med bud efter ham. Det irriterede ham grænseløst og gav ham en hel anden overbevisning om den kære bankmand. Uanset hvad så startede det ikke særlig godt ud og han havde ikke tænkt sig at følge hende bare fordi hun blev ved med at insistere. Så måtte hun hente sin ’fader’, for han fulgte ikke med før.

De gyldne øjne fulgte Jocelyn nøje, som han dog endte med at gå forbi hende, klar til at begive sig videre på sin færd. Der var andre ting, som var langt vigtigere end en diskussion med hende. Hvis hun ikke passede på, så ville han blot blive rigtig irriteret på hende. Deavás stoppede dog op, da Jocelyn lige pludselig dukkede op foran ham, først regnede han med at der var tale om en illusion eller en dobbeltgænger, men hun var ikke til at spotte bag ham. En gnist af irritation dukkede op i hans øjne, som hun for alvor provokerede ham. ”Hvis Deres ’fader’ ønsker min opmærksomhed, så foretrækker jeg at han selv henvender sig og ikke taler igennem andre..” kunne Deavás overhovedet skære det mere ud i pap for hende? Eller ville hun fortsat nægte?

Betaling? Deavás rynkede let på brynene, som han tog en dyb indånding. Ikke tale om at han ville tage imod betaling for at følge efter hende. Hvad troede hun lige om ham? ”Løb hjem til Deres ’fader’ og vend ikke retur uden” tonen var kølige, som han vendte den anden vejen og gik retur. Han havde ikke flyttet sig meget og var tilbage hvor han var stoppet op sidste gang hun var kommet i vejen for ham.

Mangel til respekt som Deavas havdeover for hende, Jocelyn blev helt irriteret. Den dæmon var virkelig en tand for stolt af sig selv, og det var der nok ikke meget at gøre ved. Desværre var han endnu engang på vej væk fra hende. Men hvorfor kunne den paphovedet idotiske dæmon ikke blot tagene invitation for hvad den var.
Jocelyn overvejede sine muligheder for at blot nogenlunde frivilligt få Deavas med sig til sin fader men alt virkede en smugle håbløs allerede her. Jocelyn ville helst ikke ty til vold da hun var sikker på ville Deavas nok vinde med det hun vidste om ham allerede, og hvordan hun havde hørt han behandlede sine ofre havde Jocelyn ikke lyst til at tabe en kamp. Men for nu kunne hun gå i vejen.

Igen som Deavas var der hvor hun selv havde stået 10 sekunder siden stod Jocelyn igen foran Deavas og kiggede blot insisterende på ham og sagde "Vi går ikke uden dem, så vil de blot gøre det nemt for alle parter, følger de med" lige meget hvordan Jocelyn så på det var der ingen vej uden o vold og det var derfor nu denne gang Jocelyn stod foran Deavas stod hun med sit sværd trykket. Det var kun fordi hendes fader havde givet hende udtrykkelig orden om Deavas skulle med at hun valgte at fortsætte

Det generede ham ikke at behandle andre på den måde, så længe der var tale om én, der befandt sig under ham, så bekymrede det ham slet ikke. Han bed heller ikke mærke i hendes frustration, som det ikke irriterede ham, i stedet havde han vendt opmærksomheden mod hendes evne. Han var ikke længere interesseret i hendes ord, men lyttede fortsat efter, som han dog talte indvendigt i takt med at bevægede sig rundt. Han havde en teori, men var ikke sikker på hvorvidt det var sandt. Først skulle han trække tiden lidt ud.

”Så har De vist et problem” sagde han med et skuldertræk, som det faktisk ikke bekymrede ham, alligevel bed han hurtigt mærke i at hun atter dukkede op foran ham. Han stod stile for en stund, som han kiggede rundt om hende for at se om der var noget, der kunne forklare hendes optræden. *1…2…* tænkte han, som han atter vendte rundt og viftede let med hånden. ”Hvis De har tænkt Dem at bruge sværdet, så må De heller gøre det hurtigt, for jeg bliver ikke stående” snerrede han irriteret, som han kiggede sig over skulderen, men rettede blikket frem ad for at se om hun atter ville dukke op.

Jocelyn var ikke den i familien der normalt konfronterede folk, hun arbejde mere fra skyggerne, og trods hun vidste alt om alt, så var hun stadig endnu ikke så erfaren i denne slags møder og da Deavas igen var der hun stod 10 sekunder siden stod hun igen foran ham denne gang med spidsen af sin klinge rettet imod hans hals. Trods man måske ikke ville regne med det som hun var en dårlig der konfronterede en domini dens eget rige, så var Jocelyn hånd helt rolig og der var ingen frygt at se i hendes øjne. Hendes fader tillod ikke frygt, kun at man gjorde som der blev sagt, og Deavs skulle med om så det blev til at stikke ham ned og slæbe ham ned igennem landet til sin fader.
"Hvis dem ikke har gættet det, hænger de på os, og en gang mere de går væk og vi finder det nødvendigt at bruge magt" sagde Jocelyn koldt og bed sig selv lidt underlæben. Hun havde brug for at få den dæmon til at rette ind om det så betød et par sværdslag i siden På den.
Jocelyn havde ikke helt overvejet om hendes fader ville være tilfreds med metoden,men Deavas havde på igen kåde respekt for hende, så hun så igen andre veje for at få ham med.

"Vi gør blot som vi har fået besked, det er dem der komplicere det hele" sagde Jocelyn blot og ønskede entelig blot dette overstået. Hvis Deavs så begyndte at gøre modstand snart måtte hun gøre det hurtigt kg præcis, en gang mere hun skulle teleportere sig selv ville hun straks stikke sit sværd ind k maven på den kære Deavs, men nu bar han advaret.

*8… 9…* talte han roligt i tankerne, som han ventede på at hun ville dukke op igen. Der var et mønster og han var sikker på, at han havde fundet det. Så skulle han bare fastslå hvor ofte hun gjorde det. Han var ikke sikker på, hvad det drejede sig om, men der var et interval over hendes små spring. Deavás pausede dog kort *10*, som hun havde rettet klingen mod hans hals i sin nye position. Han smilede skummelt til hende, som han ikke lod til at forhindre hende i at strejfe hans hals. Hans blik var uforandret, som han roligt flyttede på armene, så han ikke længere bar dem bag ryggen. Han strøg roligt fingrene over sit tøj, som han støvede det let af, upåvirket af klingen mod hans hals. Metallet var koldt, men det generede ham ikke.

”Magt? Har De nogensinde oplevet ægte magt?” spurgte han med syndigt smil på læben, som hans blik ikke undveg hendes. Hvis hun havde i sinde at bruge magt mod ham, så skulle hun endelig prøve. Han ville ikke være modtagelig for det, men hun kunne da forsøge. Der var et farligt glimt i Deavás øjne, som han atter vendte rundt, men denne gang holdt han ikke hænderne på ryggen i stedet var han klar til hendes spring, som han havde hævet armene let og var klar til at gribe ud efter hendes sværd for at skubbe det bort, så han kunne komme helt tæt på hende. Med den ene hånd var han også klar til at låse hende i hans favn.

Om hun nogensinde havde oplevet ægte magt? Det tætteste var vel den dag hun tog lidt af sine forældres morder, trods den magt til at gøre dette var skænket af hendes fader. Nej Deavas var kun ude på at psykke hende ud af det, hun havde viet sit liv til sin fader og det var hende en glæde at skulle tjene ham og han delte sin magt med alle sine børn, og endda nogle gang lidt mere til Jocelyn.
"Nuvel" sagde Jocelyn blot sukkende og regnede med at de svære måtte hun nu til at placere sit sværd i maven på dæmonen. Igen som de sidste par gange stod Jocelyn pludselig foran Deavasog hendes sværd klinge var allerede i bevægelse imod ham, men Jocelyn gjorde lidt store øjne over Deavs allerede var klar på hvad der skulle ske. Hun havde jo givet ham mindre et sekund tænke tid.

Da Jocelyn pludselig nu var helt tæt på Deavas med en arm om livet,og et sværd der var faldet til jorden, ja så var Jocelyn lidtpaf. Men hendes blik vistestraks en form for har til dæmonen. Det var ikke personligt må til ham men mere til sig selv over hvor skuffet hendes fader ville være. Igen tænkte Jocelyn sig om,e om og vægtet prøve at måsle sig fri til at starte med, hun burde blot have brugt sin evne med det samme igen, men som sekunderne gik blev det pludselig ligemeget at bruge den.

Men hun ville ikke falde så langt ned at bede om at blive slipper, det handlede blot om at se situationen an og få stukket den kniv i siden På Deavas,som på gemt k hendes bælte på ryggen.

Jocelyn var ikke uden hjerneceller, hun lod hurtigt til at fange hans intentioner, som hun dog stadig lod sig påvirke af det. Han kunne fornemme det på hende, som hun inderligt ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere situationen. Deavás var heller ikke flink ved hende, han havde måske også glemt sin frustration lidt. Egentlig kunne han sagtens have fulgt efter hende, men hendes ihærdighed gjorde at han var nød til at modsætte sig hendes og hendes faders ønske. Måske hendes tålmodighed var brugt op, som hun lød opgivende, men der var det allerede for sent. Deavás havde brugt tiden til at læse hendes evne uden at kende oprindelse, og det lod til at have den rette effekt. Han fik slået sværdet ud af hendes greb og straks fanget hende i sin favn. Et bredt smil gled over hans læber, som det lod til at komme bag på hende.

Deavás løftede den frie arm mod hendes ansigt, som hans blik gled ind i hendes. Han strøg hen langsomt over kinden, før at han greb ud efter hendes hals. Blikket var køligt, dog var der et snert af irritation. ”Jeg bryder mig virkelig ikke om at blive hidkaldt, som et dyr” snerrede han irriteret, som han havde fået fingrene i hende. Han pressede roligt fingrene mod hendes ryg og forsøgte at presse hende tættere på ham. ”Gå hjem og fortæl ’fader’ at hvis han vil mig noget, må han selv komme til mig” fortsatte han køligt, før at han lænede hovedet tæt på hende og plantede et kys mod hendes læber. ”Måske jeg endda selv kan overbringe en besked til ham igennem Dem..” afsluttede han med et lystigt smil på læben, før at han vendte fingrene til at presse de spidse negle mod hendes ryg. Intentionen var at gøre hende ondt, om det var nødvendigt at bryde igennem huden eller ej, måtte tiden vise. Han holdt dog fat i den ene arm med armen, han havde låst hende med, så havde hun kun én arm til at gøre modstand.

Jocelyn vidste at det ville blive en ubehagelig oplevelse hvis hun ikke slap fri trods hun ikke havde nogen idé om hvordan Deavas lige havde tænkt sig at sende en besked videre. Hun vidste der var flere fra familien der lyttede med, så hun havde ikke brug for at fejle den her mission. Neglene der borede sig ind i ryggen på hende var godt ubehagelige og Jocelyn var ikke tvivl om Deavas ikke ville tvivl med at gå videre med det end det, men for nu bed hun smerte i sig, som hun prøvede at vride sin hånd fri fra hans greb.

"De gør det kun besværligt for dem selv" vrissede Jocelyn og rakte sin frie hånd om og greb fast om sin knjvmi bæltet. Og lige så hurtigt havde hun kniven i bevægelse og den gik direkte efter at stikke Deavs i siden. Selvfølgelig fra den vinkel at hvis han ville gribe fast i kniven måtte han give slip med den hånd han havde om hende, hvilket var hele målet ved dette træk, hun havde blot brug for lidt afstand til ham, for Jocelyn vidste så tæt på var der ikke meget at stille op imod den gamle dæmon.

Hvorfor havde hendes fader også sendt hende af sted efter Deavs, hendes fader burde vide at Deavas ikke ville respektere hende, var det en eller anden form for prøvelse han udsatte hende for? Hvordan ville han reagere hvis hun kom hjem uden Deavs?

Mon ikke det ville være nok, hvis Jocelyn ikke vendte retur til sin fader? Deavás kunne da godt finde noget andet at bruge til hende, så slap hun også for at inddrive kunder til Agarés. Men hun ville næppe synes om en ny livsstil i hvert fald ikke én udtænkt af Deavás. Selvfølgelig kunne han også bare efterlade et mærke på hendes krop, som Agarés kunne finde, det måtte være nok til at sende en besked til ham. Deavás vidste dog ikke at Jocelyn havde forbindelse til andre igennem The Hive, han havde hørt om det før, men aldrig rigtig stiftet bekendtskab med det, måske fordi hans eget sind ikke ville fungere til det.

”Besværligt for mig? Jeg kan ikke se noget problem lige nu” svarede han køligt, som han dog mærkede bevægelsen i hendes krop. Med et borede han neglene ind mod hendes rygrad for at forhindre hende i bevægelsen. Der lå noget kræft bag at gå efter ham på den måde og han nåede kun lige at slippe hende før at han ville være blevet ramt af kniven. Han snerrede let, som han tog afstand til hende. Der ville gå noget tid, før hun ville lade ham bruge samme trick igen. ”Vi har intet at snakke om mere” sagde han bestemt, som han rettede på kappen, som var det helt naturligt, hvorfra han faktisk skjulte det han havde fået i hånden. ”Vend hjem, før De fortryder det” det var den sidste advarsel han ville komme med.

Smerten var ulideligsom Deavas fingre blev bordet ind i ryggen på Jocelyn og hunnhavd e mest af alt lyst til at falde sammen i smerte, men heldigvis varede det kun så længe Deavs holdt hende, så da han gav slip kom der en lettelsens suk fra Jocelyn læber som hun kort brugte et øjeblik på at komme sig over smerten. Hvad var hendes plan? Hun ville ikke skuffe sin fader men hun havde også brug for ikke at komme for tæt på Deavas.

"Jeg vender ikke tomhændet hjem Deavas" sagde Jocelyn snerrende men som hun ikke ville give op så lidt. Men nu omtale Jocelyn sig selv i jeg form, og det skete kun når hun direkte tog noget personligt, og der var ligefrem startet et had til denne Deavas for ikke at respektere hendes faders ønske. Men igen hvordan skulle hun få en olding til en dæmon med sig hjem.

Kniven var stadig rettet imod Deavas trods de stod lidt fra hinanden og roligt begyndte Jocelyn igen at gå i cirkler rundt Deavas.
De var langt fra færdige, inden var Jocelyn ude af stand til at gøre noget eller Deavas tog med.
Uden tøven trådte Jocelyn 2 hurtige skridt imod Deavas for igen rette kniven imod ham, denne gang snittede den fint ud efter Deavas hofte.

Hvis hun havde holdt afstand til ham, havde hun nok undgået det, men Deavás ville ikke bare lade sig fange på den måde og nu hvor hun havde været den første til at trække et sværd imod ham, havde han ikke noget imod at gøre hende ondt. Hun havde lagt kortene på bordet og forklaret ham hvad hun var villig til at gøre for at få ham til at følge med. Nu viste han hende, hvad han var i stand til at gøre. Jocelyns suk fik ham til at smile for en stund, som han blot opfordrede hende til at komme tættere på ham.
”Så har De et problem” sagde han med et hævet bryn, som han kunne forsikre hende om at han ikke ville følge med. Ikke tale om, når hun opførte sig på den måde. Selvfølgelig var det ham der havde nægtet til at begynde med, men hvad betød det? Intet for ham. Men Deavás kunne godt mærke at det hele var begyndt at påvirke hende, sikkert mere end hvad hun selv ville indrømme. Hvis Deavás vidste hvad hun tænkte om ham, så havde han nok for længst stukket hende ned eller det der var værre. Han kunne sagtens forestille sig alle mulige ting, hvis hun blev ved. Men hvor meget ville hendes lille krop kunne holde til?

Blikket hvilede mod kniven, som Deavás tog et kort skridt bagud og vendte siden til, hvis hun ville angribe ham, så måtte hun jo gøre det. Han genkendte hurtigt hendes mønster, som hun atter gik rundt i cirkler. Var det nu det samme lort igen. Han sukkede irriteret, som han fulgte hende med øjnene. Skridtene der var rettet mod ham, fik ham til at træde til siden, som han dog lod sit ben strække sig imod hende for at vælte hende omkuld. Hvis han brugte sin evne, så var han endnu ikke klar til at beregne hvor hun ville dukke op henne.