Bastian var vel og mærket efterlyst, og der var helt sikkert en pris på hans hovedet eller andet sted i verdenen, men ikke på den officielle liste, også bedre kendt som Lysets side - den regerende side – så selvfølgelig havde haft absolut ingen problemer med at troppe op til bal. Han havde trods alt fået en invitation, så hvordan kunne han dog tillade sig at sige nej, nu hvor muligheden for at deltage alligevel lå for hans fødder. Det var godt og vel et halvt års tid siden, han så meget havde nærmet sig hovedstaden, og man hvor var der sket meget siden sidst. Ude på det blå uendelige hav var man så isoleret fra fastlandet, at rygter sjældent rejste langt nok. Og selv med de breve, der havde nået admiralen med statusrapporter, var det noget lidt andet at opleve det på nære forhold. Manglen på de spids-ørede træspringerer – eller mere grunden bag manglen – bekymrede ham, mens udgangsforbuddet egentlig bare gik ham på. Konsekvenserne ville som sådan ikke ramme ham, hvis han blev hapset i en lille midnats spadseretur, men han nød sig så godt af selskab. Men selvom de gentagende festligheder altid have en eller anden mængde politisk undertone, så var det ikke tid til at surmule som en aften som denne. Den slags lå ikke i hans gener.

Mange blikke lagde sig på ham ved hans ankomst, hvilket ikke burde komme som meget af en overraskelse. Han var en velsignet mand! Godt udstyret og i arrangementets anledning, var han nyvasket. Skrubbet godt og grundigt fra top til tå. Håret havde fået lidt længde på sig og med skibet, der kun lige havde kommet i havn eftermiddagen forinden, havde han ikke haft meget tid til at få studset spidserne, så lokkerne var bundet tilbage med et silkebånd i nakken. Men trods det var svært at tro, så var det ikke ham, blikkene faldt på. Ikke direkte. I stedet var det det underlige væsen, der sad løftet på hans ene arm. Med formen af en pige på ikke meget mere end 6 år, men hendes hud var grå som en mørkelver, der ikke havde brugt meget tid på at månebade, eller hvad end de gjorde for at få den eftertragtede mørkere kulør, og hele hendes krop var dækket af hvide fregner. Én langt mere talentfuld end Bastian, havde flettet en krans af hår omkring hendes hoved og ladet resten hænge løst.

Nu indenfor og stillestående et øjebliks tid så Sifa kunne få et godt udsyn udover balsalen og dens gæster, satte han hende ned at så på sine egne to tynde ben. Prætentiøs kom han med et par anstrengende lyde, som var det tungt for ham at løfte sådan på barnet, hvilket som altid så ud til at more hende, hvilket nok kunne forklare, hvorfor han overhoved gjorde det. Hun var så kær!
”Nu skal du ikke rende alt for meget rundt. Jeg er stadig lovens håndhæver, til trods for aftenens anledning.” satte han fast med en halvseriøs minde og skarp øjenkontakt, der tvang hende til at se på ham med fuld fokus.
Sifa nikkede lydigt men tog efterfølgende lidt tid, hvor hun blot stod og stirrede på menneskemanden, inden hun åbnede munden og spurgte: ”Hvad betyder ’anledning’?”
Bastian burde næsten have set det komme. Den stakkels pige var stadig kun en lille spirvip og selvom Estrid gik ud af sin vej og forsøgte at lære hende akademisk op, var der stadig grænser for, hvad hun kendte til. ”Øh.. en anledning er.. noget man siger om grunde til noget sker.” Han var virkelig ikke den bedste til den slags, men heldigvis virkede det til at være nok for den unge hybrid. Om det overhoved var rigtigt forklaret, kunne han så gruble over til evige tider. Foruden dét havde noget nyt allerede fanget hendes opmærksomhed som hun nysgerrigt så sig omkring, som søgte hun efter noget specifikt.
”Hvor er dronningen?”
”Ah, jeg tror lige akkurat at vi missede hende. Du må give Estrid skylden for ikke at lade dig komme ud før, du var helt klar.” Sifa var ikke helt tilfreds. Det var tydeligt at se på hendes sørgmodige udtryk. Men Bastian havde haft intet imod det, selvom han havde lovet hende, at hun ville komme til at se dronningen. Han ønskede at pigens første syn af dronning skulle være i regentens tilsyneladende nuværende tilstand. ”Det kan være, at hun kommer igen senere. Så kom nu.” Han klappede hende let på hovedet. ”Smut du rundt. Onkel Bastian har nogle ting, der skal ordnes.” Så som at gribe et glas alkoholisk væske. En opgave der elegant blev udført, idét øjeblik at pigen havde luntet af sted igennem mængden af mennesker og den første tjener kom forbi med en bakke med netop det. Han så da efter pigen igen og kunne lige akkurat skimme hende af og til. Et link var selvfølgelig lavet mellem ham og hende. Han var ikke fuldkommen ansvarsløs og lod hende løbe rundt på egen hånd. Men tøjler burde stadig være nogenlunde frie for den rette udvikling. Det var i hvert faldt hans mening.

Han tog den første sip af sin drikkevare og hvor måtte det se malplaceret ud, sådan som han holdte om det tynde glas med en lillefinger i vejret. Fin skulle man være. Derefter begyndte han at scanne balsalen og dens gæster. Det skulle forestille sig at være en fredelig aften hvor alle var velkommen. Men der var problemet: Der var åbent for alle og en hver. Han begav sig med et suk hen til det nærmeste bord. Et mindre et, når man så på bordpladens diameteren, men høj nok til at gå ham til taljen. Her stillede han midlertidigt sit glas fra sig for i stedet at trække sin trofaste pibe ud fra sin vests inderlomme. Der var ingen skilte, der sagde, at man ikke måtte ryge indenfor, så med den ene fod godt i gang med at tromme med til bardens musikalske rytme, pressede han en finger ned i piben for at trykke tobakken hårdt ned, før han stak piben i munden, mens han med flade hænder mærkede efter på sig selv efter sin kaffe med tændstikker.

Det var en varm aften, månen og stjernerne skinnende troligt omkamp på den skyfri himmel.
En vogn kørte igennem Dianthos gader, der var stadig forbud om at gå ud om natten. Hvilket var en smule svært, når man blev inviteret til bal på paladset. Hvornår havde de regnet med, at man ville tage til fest? Men nu når dronningen inviterede, så måtte man jo hellere møde op. Azura rettede sit skørt, mens hun lod blikket glide ud af vinduet på vognen. Gaderne var så mørke, kun en vagt så hun på vejen op til paladset. Faktisk havde prinsessen næsten været tæt på at smide indbydelsen ud, men nu når hun havde valgt hun gerne ville stige i graderne i dette land og få den respekt hun fortjente. Så kunne hun næsten ikke tillade sig, at lade denne mulighed gå forbi hendes næse. Hun tog en dyb indånding, og mærkede hvordan luften blev presset helt ned i maven før hun slap luften igen. Dette havde været en lidt mere behagelig behandling da de var kommet til porten. Sidst havde de grint af hende, da hun havde anmodet om at se dronningen. Imbeciler der ikke havde vidst hvem hun var. Og ikke en gang i dag, ville man få mulighed for faktisk at skrive med hende. Azura himlede med øjnene, mens hun greb spejlet der lå ved hendes side. Hun betragtede sig kort, rettede på hendes hår, der var tvunget sammen i en knude bag på. Flere fletninger havde fanget hendes ellers så ildret hår, i en ganske fin frisurer. Hun havde meget lidt makeup på, kun en smule kul der fremhævede hendes næsten isblå øjne.

Vognen stoppede, og manden der havde været hendes kusk for aften, åbnede døren for hende og hjalp hende ud. Hun takkede kort for så at fikse hendes tøj. Hun var iført noget af det eneste hun havde medbragt fra hendes hjemland. En drag der bestod af en masse levende stykker materiale, der fik det til at se ud som om, det svævede omkring hendes ben hver gang hun tog et skridt. Bånd snoede sig rundt omkring hendes mave der kunne ses, og gik op til en næsten bh lignede top. Faktisk ville mange nok mene, at hun næsten ingen tøj havde på. Men hun havde ikke noget hun skulle skjule, og desuden var hun stolt over at kunne bære noget fra hendes hjemland. Med selvsikre skridt, begyndte hun at bevæge sig op af trappen til indgangen. Hun viste sin indbydelse, og bevægede sig så ind i de livlige lokaler. Smilet på hendes læber, kunne hun ikke indgå. Der var noget helt magisk ved at være tilbage i sådanne omgivelser. De omgivelser hun var vokset op i, og kun ganske fornyeligt havde oplevet noget andet. Det sidste år, havde været en af de længste hun havde haft, men også en af de mest berigende for hendes liv. Både på den gode og på den dårlige måde.

Hun tog endnu en dyb indånding, rankede ryggen og førte sig igennem lokalet ind til balsamen, som kun en prinsesse kunne bære sig. Generelt kunne hun mærke at mange blikke lagde sig på hende. Det var tydeligt at folk stadig var varsomme over for elementaler, især efter krigen der var brudt ud i landet. Noget hun kun havde læst om, men aldrig været en del af. Hun mente det havde været hendes onkel, som var taget til Krystallandet og været en del af oprøret. Men ud over det, så havde det ikke ret meget med hende at gøre. Men ud over dem der så på hende, som skulle hun til at springe i luften. Var der også dem, som tydeligvis var betaget af den måde hun bevægede sig på. Som om at hver skridt hun tog, var mere som om hun svævede på trods af begge hendes fødder var solidt på jorden. Eller hendes hudfarve, eller kjolen. Det var lidt svært at vide med sikkerhed, men Azura elskede opmærksomheden; både det som var skidt og det som tydeligvis var positivt. En tjenere bød hende på et glas med noget vin, hun takkede og tog imod det. Hendes øjne begyndte at scanne rummet for at se, om der skulle være nogen værdige nok til at snakke med. Hun fugtede underlæben, ind til hendes øjne faldt på en mand. En mand der lignede noget der ikke helt hørte til her. Hendes hoved lagde sig på skrå, mens hun betragtede ham noget mere. Uden hun helt vidste hvorfor, begyndte hun at bevæge sig over imod ham.

“Undskyld - noget imod at jeg tilslutter mig dit selskab for en stund?” startede hun ud med, og gav ham et blændende smil.

Det burde være en forbrydelse sådan som Bastian ikke som noget af det første lagde mærke til det magiske væsen, der nærmede sig ham. Som var han blevet alt for vant til at skimme blå bølgende bevægelser ud af øjenkrogen til at blive nok forbavset til at automatisk dreje hovedet. En skam. For han ville sikkert som så mange andre i lokalet have klistret sit blik mod hende og hendes møde at fremgå sig på. Men desværre, han måtte have haft lidt for travlt med at befamle sig selv efter et fyrtøj af en art.

Der var dog ingen forsinkelse på hans reaktion, da hendes stemme nåede hans øregang som en mild sommerbrise. Egentlig løftede han hovedet som man nu ville i sådan en situation. Med et lille spørgende hmm og imødekommende øjne og hævede øjenbryn. Men i det samme øjblik derefter var han ved at tabe piben ud af munden i takt med at hans kæbe metaforisk havde et sammenstød med gulvet. Som en rutineret sømand var hans første tanker, hvordan hun mindede ham om en havvands lagune, indtil det gik op for ham, hvor transparent hun i stedet virkede. Eller ville man beskrive det som let? Hendes hud var dog noget besynderlig. Til trods for den mørke nuance, så forestillede han hende som værende bleg. Ikke sygeligblev men som nordfolkets unge piger med røde kinder.

Piben blev grebet og så fjernet fra munden. ”En stund, et øjeblik, en livstid. De er velkommen i mit selskab, så længe de ønsker, frøken.” svarede han med et smil til at matche op med hendes. ”Sig mig, De skulle vel ikke stå inde med lidt ild? Det viser sig, at jeg har glemt mine tændstikker derhjemme.” En sådan tragedie. Han så håbefuldt på hende, selvom det var en tand malplaceret at spørge netop hende om noget som ild.
”Nej hov, hvor uhøfligt af mig.” brød han pludselig ud og sat vidende pibens skaft ned i den ene af de små skjulte lommesnit i hans vest og rankede sig, som han vendte sig mere lige på mod kvinden. Og med en hånd mod brystkassen og en anden lagt mod sin læn bukkede han let. ”Lad mig præsentere mig selv. Jeg er kaptajn Bastian Simmons.” Hånden ved brystkassen blev roligt rakt frem for hende at lægge sin hånd i så han ligeledes kunne placere et let kys på hendes håndryg. ”Og hvem er jeg heldig at ønske mit selskab?”

Hans ord bragte hende en stor glæde, hvilken kvinde ville ikke blive beæret at få sådanne ord at vide, fra så velklædt og ganske nydelig herre. Hendes øjne lod det falde hen over hans skikkelse. Betragtet det med en hvis nysgerrighed, da hun stadig ikke var helt velinformeret omkring hvad man havde på af beklædning i disse kanter af landet. Måtte hun gå ud fra, at dette enden var en adelig eller en mand der holdte en høj rang af en hvis grad. Mest på den måde han bar sig på, ud over han selvfølgelig var ganske velsoineret. På trods af, at hun stadig ikke helt følte han faldt fuldstændig i et med resten af mængden. På trods af hvad hun kunne skimte rundt omkring, virkede det ganske vidst at de fleste mennesker; lige gyldig af hvilken velfærdsstand var kommet til festen som dronningen holde. Ganske besynderligt, hun mindes ikke hun nogen sinde havde været til en kongeligfest eller anden adelige fest hvor bønderne også var inviteret. En ganske finurlig ting, men hun var vel nok ikke blevet inviteret hvis det ikke stod sådan til. Nu når ingen så ud til at tro eller vidste hvem hun var.

Hans spørgsmål bragte hende tilbage, fra de få sekunders samtale hun havde haft med sig selv. “Beklager at skuffe Herren, men jeg har desværrre intet ildtøj på mig.”

Hun klukkede en let latter, da han tog sig selv i at være uhøflig - ikke at hun tog det så ilde op. Takt havde aldrig været en af hendes stærke sider, mest fordi det aldrig havde sagt hende synderligt meget. Men hendes læremester havde dog fået banket det så meget ind i stalden på hende, at hun efterhånden gjorde det ganske ubevidst. “Ingen skade sket Kaptajn Simmons - jeg er Prinsesse Azura Saeclum af Strana” hun undlod bevidst kron, foran prinsesse. Det var ikke tit at Azura valgte at underminere sig selv. Men hun havde efterhånden lært at mange havde svært ved at være i hendes selskab når de fandt ud af hun var en prinsesse. Men det var altid endnu værre når de vidste hun var den næste i rækken til at overtage tronen.

“måske en af tjenerene vil kunne være behjælpelig med et fyrtøj af en slags.” kom der ganske nonchalant fra hende, efter hun havde præsenteret sig selv. Hun fik øjenkontakt med en af de mandelige tjener der gik rundt med et fad, og med en enkelt elegant vift med hånden fik hun ham draget hen til deres selskab. Hun tog to glas fra fadet, satte det på bordet før hun vente sin opmærksomhed imod tjeneren “Er det muligt at få anskaffet et fyrtøj af en art? Vi ser ud til at være en smule glemsom her til aften.” “Så sandelig, jeg vil dog minde den dame og herre om, at vi vil fortrække at alt indtag af røg foregår ude på balkonen.” Hun nikkede, og vente sig imod Bastian med et smil.

Enhver ville være dybt forbløffet over at finde ud af, at ens samtalepartner var af kongeligt blod. For Bastian var det heller ikke en undtagelse, der lige måtte blinkes et par gange med øjnene og måske stirrede lidt for åbenlyst på hende. For ikke at glemme den lille ryk med hovedet. Det var da ellers noget. Men hans forbløffelse forblev karismatisk og udholdende. Det var umuligt at opfange den mindste form for nervøsitet over ham, og han sænkede ikke skammende sit blik ud af pludselig forhøjet respekt. Der lå så godt nok også noget andet der skinnede i hans forbløffelse. Genkendelighed.

Forbløffelsen opløste da op i et stort bjørnesmil, hvortil det studsede skæg kun tilføjede til det. ”Aha! Strana, selvfølgelig!” sagde han med en vis mængde opkvik, før hans blik begyndte at følge, hvordan hun fermt dirigerede en fra tjenestefolket over til dem. Et vift kun en prinsesses skønsomme håndled kunne udføre med sådan en sikkerhed. Han lod hende tage over for hans egne efterspørgsler med fascineret tålmodighed, som lagde han mærke til visse udviklinger, der var sket i hende. Som en pige, der var blevet til en kvinde for øjnene af ham. At efterspørgslen efter et fyrtøj blev en succes men så lige derefter en besværlighed, var knap så meget med til at opretholde hans strålende smil.
Manden var ikke vitterligt tilfreds med at blive sendt udenfor at stå, og Bastian lagde ikke helt låg på det. Det var langt fra en vrede, mere en overfladisk frustration, men det var nu alligevel lidt synd for tjeneren, der automatisk blev den smule ekstra nervøs, da han gik et glimt af admiralens udtryk. Det var en ung knægt, så man kunne ikke bebrejde ham. Men hvilken lettelse, det ikke var for ham, da der ikke blev protesteret.  Bastian forstød trods alt godt reglerne. Nogle gange var de bare… ikke foretrukne. ”Javel,” brummede han og tjeneren forlod dem med et ydmygt buk med hovedet.

”Sikke dog reglementet ændret sig, mens man er væk. Jeg husker det, som var det i går, at røg var tilladt indendøre,” fortsatte han, denne gang med opmærksomheden rettet mod sin selskabsgæst. Han vendte sig godt mod bordet, hvor deres glad stod og en rolig bevægelse fik han helt det resterende fra sit første over i sit nye og tog om begge fyldte glas. ”Men dem om de. Hvis De ikke føler Dem bekvemt med, at jeg nyder lidt tobak, kan vi såvel fortsætte hinandens selskab udenfor i midsommeraftenen. Udsigten skulle også være dejlig.” Utilfredsheden var fuldkommen væk, som havde den aldrig været der. Besværligheden var accepteret. Han overrakte Azura det ene af glassene og gjorde en gestus mod vinduesdørene ud til balkonen. Lod hende føre an. Og tog samtidig muligheden for at tjekke ned ad linket, før han fulgte hende ud.

De var ikke alene. En gruppe på tre mænd havde ligeledes taget sludderen udenfor, men lydniveauet var dæmpet, luften var frisk. Og mændene stod i deres egen ende. Hverken dem eller Bastian og Azura ville bekvemme hinanden. ”Jeg beklager, at jeg ikke genkendte Dem fra starten, prinsesse,” lagde Bastian så ud med. ”Sidst jeg så Dem var De var stadig en teenager. Hvordan har den kære kong Animos det nu om dage?”

En let og kort krystalklar latter forlod hendes læber. En latter der kunne beskrives lidt som vinden, der legede med vindklokker. Et smil bredte sig hen over hendes læber, det var tydeligt, at selvom han var en anelse frustreret over at blive sendt uden for. Var der intet ondt at spore i manden, eller modvilje af en art hvor han ville modsige sig tjeneren. Alle havde vel lov til, at føle sig skuffet over at man blev gennet uden for. Blot fordi man gerne ville nyde sin tobak. Da han spurgte om hun ville med ud, var hun ikke længe om at bestemme sig. “Selvfølgelig, de viser sig at være ganske behageligt selskab.” hendes blik dansede kort over de andre gæster, alle dem hun kortvarigt fik øje på. Så alle sammen så kedelig og stramme ud i betrækket. Det var vel et midsommerbal, var det ikke meningen at folk skulle glædes, grine og komme hinanden ved? Hun slog dog tanken hen, og tog imod glasset som blev hende givet. Hvilken galant mand, tænkte hun som hun gik ind foran ham og atter var uden for. På trods af at solen var gået ned, og det ikke var nær så varmt som det havde været om dagen. Var det stadig dejlig lunt, nu var hun også fra de kolde bjerge hvor sneen lå hele året rundt. Så kulde havde aldrig været en ting som havde påvirket hende meget.

Hendes øjne lagde sig kort på mændene der stod lidt længere nede og havde, hvad lød som værende en ganske behagelig samtale. Deres blikke lagde sig kort på de nytilkommet. Og selvom hun var vant til at folk altid kiggede en ekstra gang på hende, var det som om at de atter fordybede sig i deres samtale. Som var de slet ikke kommet ud på balkonen selv. Hun gik hen imod rælingen, hvilket fantastisk syn der lagde sig foran hende. Lanternerne som var blevet tændt i den øvre bydel, lyste op som stjerner i himlen. “hvor er det dog smukt” hviskede hun frem for sig, som hun lagde sine arme på rælingen.

Hun vente blikket tilbage på hendes ledsager, og kunne ikke gemme hendes overraskelse. Hun havde blot troet, da han havde nævnt Strana som om han kendte det. At det havde været fordi, at han havde set det på et kort. Han var trods alt kaptajn. Men han kendte hendes far, og hende som det lød til? “Åh hvor pinligt, jeg - må indrømme jeg kan ikke genkende dem.” sagde hun i et let forlegen toneleje, og lod fingrene glide om bag hendes øre. Hun slå blikket ned, og nikkede med et let smil på læben. “Min fader, har det ganske fint sidst jeg hørte. Men nu har jeg været væk hjemme fra i et par måneder. Så jeg må indrømme, at min viden om hvad der foregår i mit hjemland der ikke den største.” Hun tog en stor tår af glasset. Og nynnede let, da den skønne søde smag af vin gled hen over hendes gane. “Hvad synes de som om Strana?” kom der med en smule iver i stemmen, at kunne snakke med en om hvor hun kom fra. Det var opløftende, og bedre endnu - han vidste hvem hun var.

Denne gang var det Bastian, der ikke kunne holde en latter væk. Hans, udsat hendes, var dog mere rå og varm og omfavnende, sådan som den kom helt nede fra maven. ”Alt forladt, prinsesse,” forsikrede han hende straks. Det gik ikke, at han gjorde en dame flov og forlegen på den måde. Ikke for længe ad gangen i hvert fald. Og da slet ikke på en festlig aften som denne. Her skulle han jo helst vise sig i sit bedste lys, hvad ville den ekstra smule skrubning i badet have været godt for? Han kunne dog ikke helt stå og pudse sin glorie. Han havde godt fanget, at hun nok ikke genkendte ham, og han havde muligvis trådt ind på området med en interesse for hvilken reaktion, hun ville have. Særligt fandt han måde, hvorpå hun strøg en usynlig tot hår om bag øret, bedårende.

”Det er godt og vel 8 år siden, at jeg sidst besøgte jeres land. Ny i stilling og kontakter, jeg følte for, skulle genstables, kan De vel forstå,” begyndte han stille og roligt at fortælle. Han stillede sig afslappet op ad gelænderet, godt nok med ryggen ud til udsigten, men blikket og opmærksomheden stadig drejet mod hende med et smil, der næsten kun blev brudt for at lade glasset med sød vin komme til hans læber. ”Før det havde jeg mødt Deres far og kommet ganske godt ud af det, så det var ikke meget, at jeg skulle overtale mig selv for at tage kursen mod Strana endnu engang. Faktisk så vidt jeg husker, så nægtede De at begive Dem ned til spisesalen, fordi jeg sad som gæst.” En klukken forlod hans gane. ”Jeg må have set skræmmende ud, selv den gang.”
Kortvarigt havde han set mere lige frem for sig, hvilket som held skulle have det, var omkring det samme tidspunkt, hvor deres hjælpsomme tjener vendte tilbage til dem med intet mindre end et fyrtøj til den gamle admiral. ”Ah! Fabelagtigt!” udbrød Bastian og skubbede sig op fra sit læn til en lystig og åben gestus. Med et let buk blev fyrtøjet givet videre og efter ligeledes et buk i retning af Azura, var han ellers på vej tilbage indenfor til andre gæster, der krævede hans service.

Så med en kilde til ild i sine hænder, blev glasset ikke så vigtigt længere, og han vendte atter sin front mod den udsøgte udsigt for at stille det fra sig på gelændere. ”Deres land er en øjesten i det farehav.” Piben fandt han snildt frem igen og pressede lidt ned på tobakken, mens han tænkte sig yderligere tilbage mod Strana og samtidig betragtede lanternerne. Nød brisen. ”Koldt! Men om ikke smukt. Og dets folk, varmede om hjertet.” Piben blev stukket i munden og fyrtøjet blev fumlet med indtil en gnist tog fat om tobakken og der blev pappet grundigt for at få ordentligt gang i det. Og som det skete spredte en mild duft af urter sig omkring dem.

“åh” hun blev en smule mere forlegen. Det havde været ganske rigtigt, at hun få nogle år tilbage - havde været lidt af en genert og krævende ung kvinde. Forkælet ville de fleste nok kalde det. Så dette år, havde nok gjort ganske godt for hende. “De ser nu ikke specielt skræmmende ud - jeg ville påstå de er en ganske tiltrækkende og flot ung herre.” sagde hun med et stort smil, og selvom at den lille farve stadig var at finde ved ørene og ned langs halsen. Så lignede hun ikke længere en der var forlegen over de ord han havde sagt. Og nu havde det jo mere været på grund af, historien det fortalte om hvordan hun plejede og være. Ikke at han havde sagt dem.

Hendes øjne kiggede nysgerrigt med, som han stoppede piben og gav sig til at ryge. Det var noget afslappende ved at se en give sig i gang med at ryge. Den måde de langsomt puttede tobakken ned i, og derefter skulle bruge noget tid på også at tænde den. Selv røgen var nogen gange, faktisk behagelig at dufte til. Hun havde en gang mødt en, som altid duftede af sød æble. Det var først senere at hun havde opdaget, at han havde haft en tendens til at lave sin egentobak for han kom tørrede æbler i. Mindet fik et lille smil og et drømmende blik til at glide hen over hendes ansigts træk. Kun for at blive brudt af, at Bastian begyndte at snakke om Strana. Hendes blik landede på ham, og hoved blev lagt på skrå.
“Du har ret, det er ikke for sarte sjæle at komme til Strana - og slet ikke til vores kongerige.” selvom at havnen var en virkelig smuk og skovrig elver landsby, med deres eget lille styre. Så førte en meget lang rejse op igennem passet, hvor man først ville blive mødt af en dværge landsby også med deres eget styre. Og når man endelig nåede toppen ville man komme til selve kongeriget for Strana. Hendes hjem by. Broer knyttede en masse bjerg ‘øer’ sammen og til sidst ville man komme til selve slottet. “næste gang de skal der til, skal de næsten prøve at ramme forårs paraden. Eller festen om de vil. Der går alle tre landsbyer sammen og holder en fest der vare syv dage og syv nætter.” hun smilede stort “Selvfølgelig er det ikke for alle, da sidste aften er vi typisk alle nøgne da vi fejre forårsgudsinden frugtbarhed.” hun sendte ham et lille blink, inden hun lod blikket glide tilbage ud over byen.

Bastian gjorde store forundrede øjne af hendes invitation - hvis han måtte være så fræk at antage det som værende dét - til deres forårsfejring. Mere præcist, hvad hun fortalte om den sidste aften. Blufærdighed var ikke en ting, han ejede meget af længere, måtte man desværre indrømme, men det var måske heller ikke den manglende blufærdighed, der styrede ham til at sætte et mentalt kryds i sin kalender. ”Se dét er en fest, jeg næppe ville ønske at undgå! Den slags har vi ikke nok af her i Krystallandet. Ikke med mindre man drager langt nok mod elvernes bade i vest,” erkendte han begejstret.

Hans ene arm blev lagt om på ryggen på en afslappet militær facon, som stod til kendetegn hos admiralen, mens den anden sørgede for at holde omkring piben, som han tog et øjeblik til at bappe på mundstykket, så røg steg op fra tobak-reden i et par hyggelige puf. Han havde ikke evnerne til at lave sin egen tobak. Næh. Han fandt en ekstra forkærlighed i at prøve sig af med andres talenter. Han havde endnu ikke sat sig fast på én sælger. Det var sjovere at prøve forskelligt. Særligt nu, hvor han kom så meget mere omkring end den almene landsborger. Landkrabberne gik virkelig glip af noget.

Efter noget tid, så han dog tilbage ned på den blålige kvinde ved siden af sig. For en kvinde var den lille generte pige da blevet med årene. Han fjernede piben fra sine læber og rakte den så tilbydende over til hende. ”Ryger De, prinsesse?” Det gik jo ikke, at han bare stod og nød lidt tobak alene, hvis tilfældet var, at hun ligesom ham fandt glæde i røgen.

Tog hun imod den, lod han hende have den. Hvis ikke? Ja, så var der mere for ham selv. Lige meget hvad belagde han hende med endnu et spørgsmål med paladshaven som udsigt. ”Sig mig, hvad har dog bragt Dem så langt væk hjemmefra?” spurgte han nysgerrigt. ”Nu er De ikke kommet af rygterne af vore svagelige dronning i håb om at tage styre over endnu et rige.” Smilet der voksede på hans læber fortalte om den tydelige vittighed. Hvis altså tonen i hans stemme ikke allerede havde afsløret det. ”For mens jeg ikke er til at foretrække den nuværende afløser,” Leoric Emhyrian, den sleske præst. ”så må De have rigeligt at se til med forberedelser til at overtage Strana.”

Azura betragtede manden foran hende, og gav ham et forsigtigt smil da han spurgte hende om hun røg. Det havde hun da gjort til tider, men hun følte ikke træng for det her til aften. Hvilket var grunden til hun rystede på hoved “Ellers tak, men tak for deres generøse tilbud” sagde hun med oprigtighed i stemmen. Hun fugtede læberne og tog en dyb indånding af den friske luft der kom dem i møde.

Hun grinede da han spurgte om hun var kommet her til, for at overtage tronen. Hun ville da aldrig gå så langt, hun kunne mærke varmen der steg i nakken. Måske havde hun da overvejet det, men hun viste også at hun aldrig ville kunne måle sig med dronningen de havde nu. 

Men før hun kunne nå at svare Bastian, kom der en mand deres vej. Klædt i rejseklæder med et middelstalt forpustet ansigtsudtryk. “Tilgiv mig deres herskaber” fik han frembragt mellem pust og stønne. “Men jeg bringer nydt til Frøken Saeclum - bedst fortalt under fire øjne” hun rynkede brynene sammen, det lød bestemt ikke godt. Hun kiggede hen imod Bastian, hvilken skam at de måtte afslutte deres møde allerede. Hun nikkede imod budbringerne “jeg kommer lige om lidt” han nikkede tilbage og stillede sig nogle skridt væk fra dem. 

“Beklager jeg må gøre vores møde så kort admiral. Men det ser ud til at jeg må vende tilbage til mine erinder hurtigere end jeg havde troet. Tak for at have gjort den korte aften så behagelig. Og jeg håber vi mødes igen.” hun nejede let, og som hun passerede ham gav hun hans arm et lille klem.

Derefter forsvandt prinsessen ind i folkemængden sammen med budbringeren. Hvis han fulgte dem, ville han kunne se et kortvarigt panik der tog hendes ansigt, hvor efter budbringeren og Azura hastede ud af paladset.