"Hvad mener du med det her den nemmeste vej?" hun kiggede morderisk på hendes følgesven, et brød af en ork som gik ved hendes side. Manden gav hende et kækt smil, som fik hugtanden til at stå lidt mere fremtrædende. "Jo, jeg er helt sikker på den her vej er hurtigere" Asja's ene næse rynkede sig op, mens hun kiggede misfornøjet på ham. Han tog pis på hende ikke? Det her var hans mode at give hende tilbage på, efter hun stak den skrigende unge i armene på ham nogle uger tilbage. Stadig sin højere skikkelse, end hvad hun var født i. Vadede den irritable fe sig igennem sumpen, magen til frækhed. Hvis hun fandt ud af den undermåler, faktisk havde hævet hende ud på en omvej - så skulle hun ederøvma vise det brød af en tykhudet grønfarvede spralderøver, hvad hun var i stand til! Hun skulle få ham til at skrige, inden hun overhoved var -.

Hendes sure tankestrøm stoppede hurtigt, da hun kunne se lys forude. Natten havde lagt sig over skoven, så det var tydeligt at se det ikke bare var solens sidste stråler der skimtede igennem træernes toppe. Men rent faktisk, var tegn på fakler og en lejer. Himlen været lovet, så behøvede hun alligevel ikke at give nogen lektie for denne omgang! Hun løftede lidt op i den taske der lå hen over hendes skulder, mens hendes hånd lagde sig på skaftet af sværdet der hang ved hendes hofte. "Mener vi skal have fat i en eller anden af din type." Argurgh kiggede på hende, med hvad lignede et hævet øjenbryn "Ville vejlede dig til ikke at bruge den form for termolorgier, når vi når tættere på lejeren. Der er mange af min... type." Asja vente sig surt imod ham og satte den ene hånd i hoften. "Har du nu læst for mange bøger igen!? Hvad fanden er det for et overfissefornem ordforråd du har fået dig..." kommenterede hun med en dryppende sarkasme "Kunne bedre lide dig, da du kun sagde hm, og ja. Du burde være forblevet mere som Ronu" brummede hun bag efter. "Nej tak... jeg har hørt hvordan du lyder bag lukket døre." hviskede Argurgh, med flammende røde kinder vente Asja sig imod ham "Hold din kæft!" også vadet hun lige dét hurtigere hen imod lejeren, så rød at det brændte ned af hendes nakke. Hellere få afleveret det som mørkets hær havde bestilt, så hun kunne komme hjem i varmen igen!

Asha rørte utålmodigt i gryden med det ubestemmelige snask, der hang over ilden. Hverken hun eller de to orker, hun havde på slæb, var på nogen måde i stand til at producere noget ædelse, der smagte nogenlunde acceptabelt, men det var underordnet: hendes mave vred sig af sult, og hun skulle bare have noget indenbors - nu!
Ruinerne af deres tidligere tilholdssted fungerede som et udemærket mødested for denne her slags handler. Mørkets Hær havde bestilt et-eller-andet fra en-eller-anden, og Asha var blevet sendt af sted for at samle det op. Så nu sad hun og to af orkerne fra Mok'garu klanen i en lille lysning et par hundrede meter fra de mørke, forbrændte ruiner. De havde allerede været her et par timer, og eftersom det efterhånden var blevet helt mørkt, så det ud til, at de også skulle tilbringe natten her. Asha var begyndt at overveje, om handelsmanden overhovedet ville komme i dag.

Utålmodigt greb hun en træskål fra sin oppakning og hældte en god skefuld af snasket op. Hun havde netop åbnet munden for at tage en stor mundfuld, da man kunne høre den dæmpede lyd af stemmer et sted ude i mørket. De to, muskuløse orkskikkelser rejste sig omgående, den ene med en lavmælt, knurrende lyd i struben.
Med et suk satte Asha aftensmaden fra sig og rejste sig også: "Hvem der?" Lød hende hæse, raspende kvindestemme ud i mørket. Hun kunne ikke se noget som helst, men det havde bare lige at være den længe ventede handelsmand..

Asha fik sine varer, men ikke før hun havde fået sig en gevaldig hovedpine over alfens rædselsfulde brokkeri. Orken, der havde været med, så også ud til at være noget træt af situationen. Asha sukkede - hvorfor skulle hun dele navn med sådan en skabning?