Under de mange dæmoniske plager havde Yamir sørgt for at holde sig i ro, og ikke mindst i skjul. Da magien forsvandt og jagten på dæmoners blod var gået hen over det brugbare, havde han overladt bestyrelsen af slaverne til en af hans ansatte, inden han havde forsvundet til Kzar Mora med sine mest veltrænede slaver der sørgede for at han var underholdt og informeret. Selvom det havde været rart at se sit gamle hjem igen havde hhan dog ikke været sen til at tage tilbage til Balzera og hjemmet da tørken og kulden var ovre.
Mange slaver havde mistet livet, højest sadsynligt grundet bestyreren der synes at være blevet lidt til den lade side da Yamir kom hjem. Det havde haft sine konsekvenser og manden der før havde været bestyrer af slaverne var gået hen og blevet det han havde bestyret; en slave. En der egentligt ikke skulle meget til for at knække da det kom til stykket. Yamir var dog ligeglad og havde brugt indkomsten han havde fået på at sælge ex-bestyreren på slavemarkedet, til istedet at fokusere på at fede sine resterende laver op, fået avlet på dem han synes kunne bringe et godt udbytte sammen, og sidst men ikke mindst givet dem nye tæpper og klæder da pengene kom ordentlig igennem igen. 

Dagen i dag havde ikke været særligt anderledes end de andre dage, overhovedet ikke. Lidt træning var foregået efterfulgt af en inspektion af slaverne, nogle få var blevet udvalgt og gik i geled mellem to store minotaurer der blot gjorde deres arbejde. Det var så let med de fleste minotaurer, de var opvokset i slaveri og levede nærmest for at tjene mere end noget andet, han betvivlede ogen gange på at de kunne finde ud af at leve et liv udenfor tjenesteskabet, men det sagde han ikke. En mindre stak papirer med stamtavler  og korte beskrivelser af de udvalgte slaver blev hentet inden de fik påført lænker og begav sig tavse ned mod den mere larmende slaveafdeling af handelspladsen. Her blev hans udvalgte indregistreret til en senere auktion før de blev lænket fast til nogle stolper så folk kunne tage et blik på varerne. 
Minotaurerne fik besked på at holde øje med at der ikke var nogen der tog sig seksuelle friheder med slaverne. den slags kunne skade en slave og ødelægge den til det punkt at han var nødt til at aflive, sælge til billigere pris eller starte helt m igen med træningen. 

Imens gik Yamir selv ud for at tage et bestik af hvad de andre handlere solgte, måske han kunne være heldig at finde en billig ulydig minotaur eller vandmagiker. Noget han vidste var ihøjt kurs blandt dem der dyrkede jorden og som til tider solgte videre til medanien hvor slaverne kom i forklædning som tjenestefolk og gårdarbejdere, det var jo ikke unormalt. Men kursen faldt altid når de vist sig besværlige og ulydige. Det var her Yamir typisk kunne finde på at træde ind. 

(( sorry blue men kan ikke huske hvem du ville have i tråden så tagger ingen du viste dig ikke i chatten heller ))

Iklædt en grøn kjole, udekoreret og ganske simpel begav Aya sig afsted på markedet. Om hendes øjne lå et fint gyldent bånd, bundet fast bag hendes hoved. Om fødderne bar hun støvler, disse var også en ældre mere slidt model. Det eneste tegn på hendes svimlende rigdom var den gyldne kæde om hendes hals. En kæde hun havde fået af sin mand efter deres bryllup.
Som hendes sanser fortalte hende at hun nåede mere befolkede territorium satte hun dog farten en smule ned.

Aya havde altid gået hurtigt, om end hun havde levet stort set hele hendes liv som blind, havde hun lært at bevæge sig smidig og elegant rundt. Hendes fødder blev dog mere forsigtige som hun trådte ind på slavemarkede blandt de mange mennesker.
For nogen ville det måske virke absurd at gå med bind for øjnene et sted hvor man i så høj grad skulle se på varende, men Aya kendte nu alligevel bedst området her med hendes føder. Det var først over de seneste år hun havde fået lov at se sit fødested med øjnene. Seende var hendes stedsans af disse gader næsten forsvundet, så hun fortrak kun at tage bindet fra øjnene nå hun kiggede på en slave. Ikke at Aya var på udkig efter en slave, hun huskede kun alt for godt sin egen tid i deres sted, så hun kunne aldrig ønske sig at købe en. Alligevel fik hun en sær ophøjende følelse af at gå her på markedet som en fri kvinde, med mulighed for at gøre hvad hun ville.

Tumult til hendes højre side fik Aya til at vende sig, de tunge skridt og lyden af klove fortalte hende at hun så på en minotauer, formegentligt en der var gået lidt amok, var hendes gæt ud fra lydende. Et svagt smil spillede om hendes læber, som hun fokuserede på de følelser der var omkring hende. Ganske rigtigt lige foran hende var følelsen af vrede, formet som en minotauer, mens hvad hun forventede var et menneske, krøb sammen i frygt foran den.
Ayas mange år her havde vist hende utallige af disse scenarier. En ulydig slave, nogen slavehandlere nød at købe dem og knække dem. Hendes egen ejer havde nyt det, så hun formodede ikke at dette ville blive meget anderledes. Alligevel blev hun stånde, observerende på følelserne omkring hende, med hoved tiltet let på skrå.

Noget uro blandt en gruppe minotaurslaver fik straks Yamirs opmærksomhed. Han sukkede kort mentalt. Allerede ballade? Så kunne det kun blive en lang dag på pladsen. Selvom solen var omkring sit stærkeste tog han sig ikke af det i hans tøj der i dagens anledning var mere praktisk anlagt end han ellers ville befærde sig i, om end rigt broderede kantbånd på hans kåbe diskret vidnede om at han ikke var en hvilken som helst mand, det samme indtryk kunne man også få af de køligt vurderende øjne i det skarpe ansigt.
Som han stod der og så på minotauren, og slaveejerens dårlige håndtering af den unge skabning, vurderede han situationen. Om han med tålmodighed og pli kunne få denne unge skabning til at opføre sig ordentligt eller om han muligvis kunne bruges som avlsslave. Han måtte se om han kunne få et mere roligt øjeblik, hvilket dog ikek lod til at ske da en pisk kom på banen. Målbevidst fik han stoppet armens bevægelse da han greb sælgeren om håndleddet, til både sælger og minotaurs tilsyneladende forbløffelse, selv dem der forsøgte at få minotauren tættere ned på jorden lod til at stirre.

Et smil forlod Yamir læber idet han gled over i rollen som Dorian; slavesælger, træner, opdrætter og opkøber.
"Hvad er det De gør? Giv straks slip på mig!" Kom det hvæsende fra slavesælgeren med pisken. 'Dorian' strammede blot grebet lidt yderligere. " Jeg holder Dem fra at skade varen, medmindre De ønsker endnu færre krystaller for den. " Lød det i hvad der på overkanten lød som noget dere var velovervejet, mens det egentligt blot var en sædvanlig køre han smed ud af ærmet. Enhver fornuftig slavehandler ville ikke skade varen for at få så mange penge i lommen som muligt. 

I det blinde stadie Aya midlertidigt befandt sig i havde hun ikke mulighed for at se hvad der bragte en sådan anspændthed over forsamlingen, men hun havde ikke brug for det. Hun nød ikke at se andre blive gjort fortræd, og hendes mave fortalte hende at dette var hvad der skulle til at ske. Det var et lille ubetydelige stemningsskift i forsamlingen der gjorde hende opmærksom på det, og ændringerne i minotauerens følelser. Hvordan vreden delvis blev overskygget af frygt. Hvilken afstraffelse hun skulle til at vidne var hende dog ikke tydelig.

Som hun skulle til at åbne munden med en spydig kommentar, måske købe kræet og sætte det fri, brød en anden stemme igennem den urolige forsamling. Anspændtheden både lettede sig, men lagde sig også tunggere på samme tid. Skiftede fra nervøs til afventende.
Stemmen var dog Aya svagt bekendt, uden at hun hel kunne placere den. En stemme hun engang havde hørt, måske uden at have oplevet den fra andet end på afstand. Det kunne meget vel være. Han lød som en slavehandlere, en af dem der købte de uvorne og rettede dem til.
Instinkter fortalte hende at han ville få meget for denne, hvis han ellers fik den afrettet tilfredsstillende. Alle der var her på markedet ville huske den fra da den flippede ud. En god forretning for ham hvis det lykkedes.
Et svagt smil spillede om hendes læber, som hun besluttede sig for at han ikke skulle ha den tilfredsstillelse. Et oprør mod en slavehandlere kunne enten vidne om dumdristighed eller beslutsomhed, og det var enskaber Aya holdt meget af i sine undersåtter.

På blide føder, der forsigtigt søgte jorden inden hun lagde sin vægt på dem, bevægede hun sig frem i menneskemængden og vendte hoved mod hendes formegentligt næste store køb. Ikke at hun havde nogen ide om hvordan man trænede slaver, men hun forestillede sig at hun med lidt kvindelig list, og hvis det ikke lykkedes, tortur, nok skulle få et fornuftigt individ ud af miniaturen.

"Jeg er bange for at De bliver nødt til at slås lidt for kræet Den herre"

Ayas ord var afmålte, lige som hendes ansigtsudtryk, og selvom hun ikke direkte kunne se ham, kunne hun fornemme hans følelser og derfor vendte ansigtet mod sin modbyder. Et skævt smil legede flygtigt med hendes læber, inden hendes ansigt igen faldt til i kolde rammer.