hun lukker blidt øjnene og nusser sig kærligt ind til ham..

Han kæler hende over håret, lukker så øjnene.

hun holder øjnene lukkede og kysser ham blidt på munden og holder det..

Han holder kysset, gør det langsomt grovere. Han smiler let.

hun ligger let armene om ham, og gør lagnsomt kysset til et snav xD

Han gengælder snaven, lader hånden glide op og ned af hendes ryg.

hun slår let et slag med halen, så den lille klokke der sider på den ringer lavt.. hun slipper langsomt snaven, og ser på ham..

Han skæver til hendes hale, smiler så skævt, og ser på hende igen. Han lægger en hånd i nakken på hende, og kærtegner den blidt.

hun smiler kærligt og lader sine hænder køre om på han's bryst .. O.o

Han smiler svagt, kærtegner fortsat hendes nakke. Han begynder langsomt at kysse hende ned af halsen.

hun smiler let og lukker øjnene igen.
nyder det, og hun lader let sin ene hånd blidt nusse han's bryst^^'

Han stopper med at kysse hende ned af halsen. Han ser hende i øjenen..

hun åbner øjneneog smiler mildt...

( _ _'' skal spise..kommer igen snart ca.. 20 min.. som sedvanli')

(Bliver desværre nødt til at smutte nu X__x Ses)

Han kæler hende over kinden, kysser hende kort på munden, inden han slipper hende og forsvinder derfra.

hun sukker let og ser efter ham.. hun vinker kærligt efter han, inden hun selv forsvinder

Thade går stille rundt og bestragter de smukke blodrøde blomster på de smaragdgrønne hække. Tårnhøje og frodige som ham selv. Øjnene, der betragtede hele stedet. Den karismatiske han-elver vidste ikke rigtig hvorfor han var kommet der. Det var et sted, der tilhørte lysets Dronning, men der var nu bare så uendelig smukt. Roserne, hækken, duften af blomster... Han plukkede en rose og betragtede lidt de smukke blade. Han gik lidt videre og kunne høre sine sko ramme jorden og græsset. Det dejlige våde græs. Han mumlede noget for sig selv og begyndte at synge lidt. Ikke fordi at det var opera, men det lød dog ganske kønt. Den dybe stemme.. de varierede vibrationer.. den dejlige ro over den.
Han kørte nogle fingre gennem sit hvide hår og rettede lidt på sit tøj. Han trak kappen tættere omkring sig og handskerne bedre til. Det var begyndt at blive koldt, men han havde ikke kunne mærke det så meget som nogle af alle de andre i Krystallandet kunne. Vinteren, der langsomt og snigende trådte ind som den tavse dræber, kunne ikke vælte ham af pinden. Specielt ikke når han havde sådan en djelig herregård at holde til på. Bevares, farfar og farmor, jeg takker jer vel. tænkte han og et skævt smil blottedes på hans læber. Hans øjne blev kolde og hånlige. Stolte over hans præstation som lille.
Den brand havde været det bedste han havde set i hele sit... jah, bemærkelsesværdige liv. Han så en stor rød rose og gik langsomt hen til den. Han kiggede på den og efterfølgende sin egen lille. Han satte den han havde i hånden i sin brystlomme. Der sad den jo fint. Fornemt og romantisk. Det sidste tillægsord, der blev tilføjet var nok ikke lige det han var, men på den anden side. Han havde aldrig haft muligheden for at vise det til nogen som helst. Han kiggede op ígen, sukkede og lod sine fingre løbe ned af den regnvåde hæk.

En tynd skikkelse indhyllet i en sort kappe kom gående gennem de mange gange i labyrinten, hendes spidse ører opfangede en fjern sang, fuglesang. Hun smilte svagt for sig selv, de fugle man fandt her, fandt man bestemt ikke levende i hendes skov. Hun fortsatte mod mindten, i en bestemt retning, som havde hun ikke gjort andet end at gå i denne labyrint, en stemme skar fuglesangen over, hun stoppede op, og lyttede bare, sangen var næsten dræbende køn, men hun vidste at hun havde hørt stemmen før, tilhørende en person hun ikke havde forventet at se på dette lyse sted. Hun gik roligt videre mod stemmen, standsede foran Thade. "Ser man det" Sagde hun med sin rolige stemme, kappen dækkede hendes hovede, men var gledet tilbage så man tydeligt kunne se hendes sværd, samt den rustning hun altid havde på. Den samme nederdel, og top lavet halvt af metal og læder, eller det yderste var metal, inderste læder.
Hendes mørke blik var rettet imod Thade, selvom man ikke kunne se hendes ansigt, vidste hun at han ville kende hende, det ville han sikkert kunne på hendes stemme alene, hun havde nemlig samme toneleje som sidst de mødtes. Selvom hun allerede lod som om hun havde glemt det, Navia var ikke ligefrem blevet mere venlig over for menneskene, men denne her Elver havde fået noget af den respekt hun havde.

Han vente sig hurtigt om, ikke chokeret eller overrasket. Det var såmænd bare en reaktion han havde fået i uddannelsen som kriger. Man skulle være hurtig og altid være beredt. Et sværd, der kunne hugge som bare fanden og var så skarpt som hans egen personlighed. Han kiggede på den yndige skikkelse, hvis former kunne dræbe. Så smukke, så velformede. En nydelig ung kvinde. Hans egen alder var ikke noget at råbe 'Hurra' for. Han var kun de sytten år, selvom han var meget mere udviklet end man burde være i den alder. Både fysisk og mentalt. Dræbte sit første offer som elleve'årig. Et sølle barn. Det ville folk ikke tro om ham, de ville bare se ham som et ungt mandfolk, der stadig ikke kunne sine pligter ordentligt. Han smilede skævt.
"Goddag," sagde han roligt og hans øjne lyste på en dejlig ond måde. Som var han sig selv igen. Fuldt ud. Sådan havde han ikke været i lang tid. Der havde han bare været... følsom. Føj!
"Ja, De havde nok ikke regnet med at se mig her, vel?" grinede han, men tilføjede dog hurtigt, "Men jeg er bare så imponeret over dette sted. Så smukt. Bare tag Deres hætte af, De behøver ikke gemme Dem for mig," sagde han roligt og stod bare flot, rank og stolt foran hende. Det var lang tid siden han havde set hende. Så dejligt at se hende igen.
Navia Lunea

Hun foldede armene og stilte lagde vægten over på det ene ben, "man er nok ved at blive følsom?, Sentimetal?" Smilte koldt, men havde stadig hætten på, hun gik roligt nærmere, uden at sige mere, stoppede to meter fra ham, "Thade Seferels" Sagde hun bare, stadig uden at vippe hætten ned, "Nej dig havde jeg faktisk næsten forestillet mig, kunne finde på at gå sådan et sted hen, for at nyde skønheden" Hun smilte roligt, det var længesiden at hun havde set ham sidst, og alligevel ville hun ikke påstå at hun havde savnet ham, det var sjældent hun savnede nogle, det var faktisk ikke sket før, hun kunne savne steder, men det var steder i hendes dejlige skov. "Jeg behøver ikke gemme mig for nogen" Sagde hun roligt, hun stod bare der og ventede på hans svar, uden at fortrække en mine. En let brise gled under kappen, og fik den til at bevæge sig, men Navia stod stille som en statue, som hun næten altid gjorde, den smukke, stolte elver, med sin rustning og sit sværd.[/b]

Han gik tættere på hende, men ikke meget. Kun et par skridt. Han satte hænderne i siderne og stirrede dømmende på hende. Så hun troede at han blev sentimental og følsom? Han grinede lidt for sig selv. Næ nej, han var sentimental og følsom, men ikke mere. Aldrig mere!
"Jeg er skam ikke sentimental... eller følsom. Jeg avr på dødens rand til at blive det, men nu er jeg tilbage. Jeg er mig selv. Og hvad skulle også have gjort mig til det, hva'?" sagde han, men stadig med en vis respekt over sin stemme. Den dybe klang lød smuk i sammenligning med fulgenes skarpe, lyse pippen.
"Jeg bliver aldrig følsom," sagde han bestemt og roligt, "Jeg er og bliver den samme kolde Thade som jeg altid har været. Det kan De trygt regne med". ingen skulle have skovlen under ham. Han kunne springe fra når som helst.. hvor som helst.
Hans ugle kom flyvende og satte sig smukt på hans skulder. De røde stirrende øjne af uglens bevægede sig fra ham og over på Navia. Han tyssede lidt på den da den skrættede, så det sikkert kunne høres over hele labyrinten. Han smilede stadig skævt. Det smil ville ikke skrælles af så nemt nu, hvor han endelig havde noget at være lykkelig over.
Velkommen tilbage..