Usammenhængende begyndte Selmy at fortælle om sin drøm, og det første Theo tænkte var 'uha, sikke et mareridt ikke at kunne gøre sit arbejde'. Det måtte være et typisk Selmy mareridt. Men smilet blev mere skævt og forundret, jo længere Selmy fortsatte. Bevæge mig ind på deres territorie. Og så kom sammenhængen; Satyrerne. 
Han slap et luftigt grin. Nej, de havde i den grad ikke drømt om det samme. Theodores ansigt klemte sig sammen til en moret grimasse, som havde han lidt ondt af Selmys satyrsproblematik. 
"Du har fået satyrer på hjernen." Theodore lukkede øjnene et sekund og nød bare væggens kølige sten mod baghovedet. Ikke at det hjalp særlig meget på den ubehagelige trykkende smerte i tindingerne, men det var stadig rart. Han sukkede træt ud af næsen, og blev siddende sådan et øjeblik. Indtil Selmy brød stilheden igen.

Det ene øje åbnede sig på klem, og han sendte Selmy et sidelæns blik. Det var okay ikke? Theodore drejede hovedet og så nu på ham med en overvejende mine. Det var det vel? Theodore havde ganske vist aldrig før vågnet med en mand viklet sådan omkring sig, men de havde jo begge sovet. Så det var ikke, fordi han havde mærket meget til det, ud over varmen, der åbenbart var blevet for meget i løbet af natten. Det måtte han i hvert fald konkludere, siden hans bukser var stukket af.

Han trak på skuldrene. 

"Jeg ved ikke..." Blikket ændrede sig langsomt, indtil noget mere ballademageragtigt sneg sig ind i de trætte blå øjne. Theodore lagde armene om sig selv og trak den ene skulder helt op mod kæben, som om bare tanken fik ham til at dåne. "Du er jo en fremmed mand," fortsatte han med vilje i et lysere toneleje.
Selmy elskede jo at omtale sig selv sådan. En fremmed mand. Theodore havde efterhånden hørt det nok gange til, at det kun var rimeligt at bruge det imod ham.

Han holdt masken et øjeblik, men mundvigen begyndte allerede at afsløre ham.

"Det var fint, Selmy." Han lod armene falde igen og sank tilbage mod væggen. "Jeg sov jo." En kort pause. "Indtil Mester Varmedunk prøvede at koge mig levende." Først dér nåede den anden del af Selmys ord tilsyneladende frem til ham. Theodore smaskede prøvende med munden og opdagede, at tungen føltes, som om nogen havde efterladt den ude i solen.

"...Jeg er faktisk virkelig tørstig."

”Præcis”. Selmy var en fremmed mand. Han havde sagt det så mange gange, fordi der var noget om det. De havde allerhøjest brugt to dage sammen. Selmys blik syntes bare at stirre alvorligt ud i luften, frem for at reagere på tonen bag, og han forsvandt ind i sine egne tanker kortvarigt. Fingrene der strøg gentagende igennem de samme pandehårslokker, stoppede pludselig.

Han så på Theodore, og bemærkede, at han stadig sad der. Kransen havde filtret hans hår til, skjorten sad slet ikke godt. Bukserne var stadig forkastet... Theodore havde tydeligvis ingen kvaler med at vise sine kønne ben frem for Selmy. Eller vise sine kønne fødder frem, heller. Man kunne kun håbe på, at det var fordi han stolede så meget på ham, allerede, men han frygtede nu, at det var fordi han bare gjorde ting omkring ham, helt ubevidst. Theodore var kun en dreng, men han var samtidigt i en alder, hvor drenge pludselig havde det med at stige til vejrs, få hår alle vegne og blive nysgerrige på det modsatte køn. Det kunne forvirre visse mænd, og Selmy havde ingen interesser i at blive forvekslet med disse, der besad den form for ondskab. Men folk ville rejse spørgsmålet, hvis de så dem sammen. For Theodore havde det med at hænge op ad ham og sværme om ham som en sommerfugl efter nektar, måske fordi han manglede en storebror eller en faderfigur. Men hvad skulle sådan en som Selmy dog med ham?

Selmys blik søgte væk fra Theodore igen, nærmest helt afvisende, og nu rejste han sig, tog sine sko på og rettede på sit tøj, så han så nogenlunde ordentlig ud. Forhåbentligt. Han kunne ikke lige tjekke sig i spejlet, da det åbenbart ikke var noget man mente at væbnerne havde brug for på deres kammerværelser.

”Få godt med væske. Spis noget mad og sørg for ikke at overanstrenge dig i dag,” Han skævede sig om skulderen. Ikke for at se om Theodore lyttede til ham, men for at lede efter sin kappe, der lå krøllet sammen på sengen. Han tog den op og svang den om sine skuldre og hægtede den lille kæde fast med et afgørende klik. Han var på vej videre.

Han kunne ikke helt sætte fingeren på det, men noget ændrede sig ved Selmy. Meget pludseligt, som om ordet fremmed havde sat et eller andet i gang hos ham. Det alvorlige blik gled væk, hænderne begyndte at ordne tøjet, og på ganske få øjeblikke føltes det næsten, som om Selmy var rykket længere væk, selvom han stadig stod midt i Theodores værelse.

Theodore fulgte ham undrende med blikket, mens han gned søvnen ud af ansigtet og møvede sig ud på sengekanten. Tæerne krøllede sig sammen i et gys, da de ramte det kølige gulv.
"Du går allerede?" Overraskelsen var ikke til at tage fejl af. Blikket fulgte Selmys fingre, da den lille lås på kappen klikkede på plads, og Theodore skubbede sig op fra sengen. Bevægelsen fik straks hovedet til at dunke hårdere, så han tog sig kort til tindingen med en grimasse, men blikket forlod ikke Selmy.

"Jeg troede, vi var ovre det dér." Han tog fat i Selmys ærme næsten uden at tænke over det, som om han helt konkret kunne forhindre den afstand, der pludselig havde sneget sig ind mellem dem. Først bagefter opdagede Theodore sin egen hånd. Blikket faldt ned på grebet, og noget mærkeligt selvbevidst fik ham til at bide sig kort i læben og slippe igen.
"Altså..." Han rømmede sig og kløede sig lidt på armen, mens blikket søgte væk. Nu hvor han skulle forklare, hvad det dér betød, var ordene åbenbart blevet væsentligt sværere at finde. "Du behøver ikke skynde dig væk hele tiden."

Det kom mere alvorligt ud, end han havde tænkt sig. Theodore trak lidt på skuldrene og forsøgte at gøre det mindre betydningsfuldt igen. "Bliv? Så henter jeg noget mad og noget at drikke til os."

Det virkede bare underligt, at Selmy skulle gå så pludseligt. Især på den måde. 

”Jah..” Svarede Selmy mat. Det kunne da ikke komme som nogen overraskelse. Han skulle slet ikke have overnattet her. Planen var jo, at han skulle sikre sig at Theodore kom hjem i seng, en pæn aflevering, og så skulle han snige sig hjem i sin egen seng.

Jeg troede, vi var ovre det dér. Selmy mærkede hvordan der forsigtigt blev rakt ud efter hans ærme. Det dér. Og han behøvede ikke at skynde sig væk hele tiden? Det lød som om de allerede havde talt det her igennem før. Men Theodore kunne umuligt vide, hvad det her i det hele taget drejede sig om. Selmy fik flået sin hånd til sig, nærmest som om den simpleste berøring lige nu, ikke var velkommen.

”Nej Theodore. Jeg skal ikke blive til mad og drikke,” Fnøs han med en hovedrysten, og stod stadig med ryggen til og rettede på det ærme, som minimalt var blevet krøllet af at Theodore havde taget kortvarigt i det. Han vendte sig om og så på Theodore. Han var presset over noget. Tid... Sin families forventninger til ham. Ernie Marcel. Noget helt andet? Blikket mildnedes dog, fordi han kunne se forvirringen i Theodores øjne.

”Der er så meget du ikke forstår endnu, fordi du er så ung.” Og uskyldig, regnede han med. Selmy åbnede munden igen, men tøvede med at uddybe det nærmere. Han skælvede lidt i sin vejrtrækning ”Det er nok bedst, hvis jeg finder ud herfra selv. Jeg skulle i øvrigt heller ikke have været her. Jeg burde ligge i min egen seng, ikke?” Han bøjede hovedet, sendte brædderne et blik, og så kiggede han over mod døren igen.

Brynene lagde sig tungere over de forvirrede blå øjne, da Selmy hurtigt trak sin hånd til sig. Som om Theodore havde givet ham stød. Det havde han ikke vel? Et øjeblik blev han i tvivl. 

Theodore skar en grimasse, læberne presset sammen til en smal streg. Han troede han forstod hvad det drejede sig om. Måske var det hovedpinen, der talte. Tømmermændene. Eller måske var Selmy blevet pinligt berørt over at være vågnet med armene omkring Theodore. Men han havde jo allerede fået at vide, at det var okay, så hvorfor virkede det pludselig som et problem igen?

Hvis det var så kompliceret at blive enogtyve, kunne Theodore godt vente lidt endnu med at blive ældre.

Forsigtigt, men ikke konfliktsky mødte han Selmys blik. Furen mellem brynene var blevet mindre, og noget mildere lå nu i de grå øjne. Han trak på skuldrene og slog lidt hjælpeløst og forvirret ud med armene. Så ung?
"Jeg forstår rigeligt," svarede han igen, og rømmede sig mod den lille tudse i halsen, der stadig gjorde stemmen hæs. Theodore betragtede Selmy indtrængende et øjeblik, før han opgav. Der var tydeligvis noget dér, som Selmy ikke havde lyst til at fortælle ham, og Theodore var ærligtalt for træt og tørstig, med et dunkende hoved, til at han gad at tvinge det ud af Selmy. 

"Fint nok."

Han fiskede et blad ud af håret og betragtede det et øjeblik med en lille rynke mellem brynene, før han lod det falde på gulvet. Så traskede han den korte afstand forbi Selmy og hen til døren.
Theodore åbnede den på klem og stak hovedet ud. Gangen lå stille og tom foran ham. Efter et hurtigt blik i begge retninger trådte han tilbage og åbnede døren helt.
"Så..." Han nikkede ud mod gangen uden rigtigt at se på Selmy. "Hvis du drejer til venstre i stedet for højre, undgår du flest folk og kommer hurtigere ud i gården. Vagterne stiller ikke rigtig spørgsmål til folk, der går herfra, så det burde være fint." Først dér skævede han kort mod Selmy igen.

Theodore var fornærmet. Det kunne han godt mærke nu. Han kunne bare ikke helt finde ud af, hvorfor.