"Ah, jamen deter da rart at møde Dem, Asihe."
Hun smagte lidt på navnet. Aishe, nårh ja, det er vel lige så godt som Helaene, det var ihvertfald hendes konkussion.
Hun trak benene op under sig, trak atter kappen op over sin skuldre. Det blev stdig koldere, og vinden tog til.

Der lød et blødt dump da hesten lagde sig udenfor teltet. Aishe trak ud fra sin taske en sjal frem, og lagde yderst forsigtigt krystalkuglen for sine fødder og trak sjalen om sig.

"Jeg har ikke en ekstre - desværre." sagde hun i en lidt undskyldende tone.

"Jeg overlever nok. Den her las er varmere end som så, og kappen hjælper godt" svarede Hela hurtigt.
Hun ville ikke være til mere besvær end hun allerede var, så hun hverken spurgte eller bad om noget. Ikke fordi at hun havde brug for det, men alligevel.
"Er du sikker på at det her telt holder?" spurgte hun langsomt, idet tæltet begyndte at bøjes let i takt med vindens stød.

"Det burde det." Aishe smilede skævt. "Det har holdt til meget."

(Damn, skal logge af o__o hvad gør vi?)

((Kan vi ikke bare gå hver til sit? Er ikke så glad for at fryse, da jeg kun har en char xD))

"Godt så," mumlede Helaene. Hun rejste sig op.
"Det er ikke fordi at jeg ikke nyder Deres selskab, men jeg må komme videre. Jeg vil gerne have et tørt sted at sove, før det bliver for mørkt" sagde Hela roligt. Huntrak hætten op og smalede den sorte kjole of fra jorden.
"Farvel, Aishe" sagde hun, før hun kastede sig sig ud i uvejret. Inden længe var hun borte.

((Jo sagtens XDDD Har jeg ogs' kun.))

Aishe nikkede og så efter hende. Så pakkede hun selv sammen og forsvandt.

En raslende lys høres på én af de brostensbelagte gader, da Nurit kommer travende. Det er guldringene om hendes ankel, der klirrer. Hun fik dem foræret af manden hun næsten blev gift med, det samme med de andre smykker. Hver af dem med et kort og en rose, sendt til hendes forældres kro, hvor hun opholdte sig på det tidspunkt. Nurit stopper op, og lytter. Der er ikke mange mennesker. Medanien er trodsalt kun en mindre landsby, slet ikke så stor som byen, der ligger midt i Krystallandet. Dér er de fine folk, folk med hestevogne og store herregårde, og palæer. Selvom Nurit nu egentlig ser meget fin ud, når man tænker på at hun kun er en landpige.

Hendes mørkebrune øjne følger en dues flakken, da hun kommer lidt for tæt på. Hun bryder sig slet ikke om fugle, deres kløer og deres spidse næb skræmmer hende. Og deres, til tider, røde øjne, er noget der giver hende en klump i halsen.

Klove rammer brostenene i et roligt tempo. Disse klove tilhører tyren Burtus, vis herre var Samson. Samson sad på ryggen af ham, eller rettere, stod op på ham halvt om halvt. Dog havde han stadig et tag omkring tyrens horn for at være sikker på, at han ikke faldt af.
Samson kiggede rundt på alle boder. Folk gik til side efterhånden som tyren nærmede dem, og Samson lod til ikke at skænke dem et eneste blik, som om de blot var luft.
Brutus prustede lidt, mens hans blik gik fra person til person, alt efter, hvem der nu var tættest på ham.
Samson strakte sin hals engang i mellem, for at gøre rede for, hvilke slags boder her egentlig var.
En dreng var lige ved at gå i vejen for tyren, så den steglede kort, men Samson forholdt sig roligt på tyrens ryg. Dog satte han sig kort ned på ryggen, og klamrede sig en smule til ham, inden han atter halvsad i samme position som før, da tyren atter var nede på alle fire.
Den lille dreng som var ved at gå i vejen, var blevet hevet væk af sin mor. Men Samson var tilsyneladende ret så ligeglad nu. Som om at det var et insekt der havde irriteret tyren.

Nurit vender hovedet 90 grader, da en ny lyd pludselig bryder de andre. Sammenlignet med den, er de andre blot en stille hvisken. Måske også fordi denne trussel får folk til at snakke en smule lavere. Det vækker, mærkeligt nok, hendes nysgerrighed, noget så grusomt.

Med et opmærksomt blik finder hun lydens kilde, og må træde et skridt tilbage, ved synet af dette voldsomme kreatur. Hvis hun ikke vidste bedere ville hun tro at det var en ko, men isåfald en meget stor ko. Nurit mindes at have set noget lignende, illustreret i en bog engang. Hun husker det som et smukt billede, og dog voldsomt og gruopvækkende. Ligesom dette kræ.
Nurit kigger bekymret på barnet, der nær blev trådt ihjel, og får derefter tvunget blikket op på manden, der "styrer" kreaturet. Og gyser. Hun får et billede af en tekst i baghovedet. Hun husker at have fundet den på biblioteket, for mange år siden, og læst den selvom den var forbeholdt de voksne. Teksten handlede om Zaladin.

brb, mad.

((Ok))

Tyren lod sit blik gå fra side til side. Måske skulle den egentlig have nogle klapper for øjnene, så den kun kunne se ligefrem, så den var knap så farlig for de omring gående. Men for Samson, var det fint som det nu engang var.
Samson rejste sig mere op, så han nu stod på tyren med bøjede ben, og lod sine arme vige en smule ud fra sin krop, så han bedre kunne holde balancen. Så behøvede han ikke at bruge sin evne for at blive på tyren.
Med et, satte han af fra det brutale dyr, og da hans rødder atter rammede grund, så var det ikke jorden, tværdigmod var det en disk.
Samson stak sit hoved helt ned mod manden der stod bag det og så ham lidt i øjnene. Manden i boden var tydeligis chokeret over denne hændelse i første omgang.

"Se så at komme ned unge herre!" forsøgte manden først i et nogle lunde venligt toneleje, mens det sidste nærmest blev til en del vredere.

Samson så bare fortsat på manden.
"Har du set Kemarano luske rundt i dette kvarter?" kom det roligt fra Samson med et isnende koldt blik, som på en mystisk måde fik manden til at blive tavs, og ikke koncentrere sig så meget om at Samson havde sine støvler oppe på bordet.

"Svar mig!"

"ææh øøh.. " begyndte manden, og Samson tog nu fat i hans krave og ruskede lidt i ham.

"N-ne-neej! Jeg k--keender ikke denne... mand?"

Samson rynkede lidt på næsen, vendte sit hoved til den ene side, og spyttede til siden, inden han atter så tilbage på manden.

"Så giv mig i stedet dette stykke kød!" snerrede Samson, inden han atter hoppede ned fra disken igen, og pegede på noget kylling.

Manden tog fabrisk kødet, og stoppede det ned i en pose.
Omkring stående vidste ikke helt hvad de skulle gøre. Skulle de tilkalde nogen, eller blot gå deres vej, og dermed undgå at komme til skade?
Ingen beslutninger blev åbenbart taget, så de forholdt sig tavse, hvilket Samson var ganske tilfreds med.
Da manden rakte posen til Samson, smed han et par jader, inden han atter vendte rundt, så han stod med fronten mod Brutus.
Han stak sin store lab ned i posen, og tog fat i kyllinge stykket, inden han kastede det ned foran Brutus.

"Spis..," Brutus tog for sig. Egentlig var det ikke normalt at lade en tyr få kød, men Samson havde efterhånden tvunget det stakkels kræ til at spise det, og det havde mystisk nok vænnet sig mere og mere til det.

//brb spise også xD

Nurit ryster et par gange på hovedet, hvilket ikke er så mærkeligt. Hun tvinger sig selv til at skjule sig bag én af de mange boder, selvom hun egentlig gerne vil følge med. Og det ender da også med at hun gør det, da hun uintelligent stikker hovedet til den ene side, for at se ud igennem stolperne. Et strejf af fasciation slår hende hårdt i baghovedet, og hun hade straks sig selv for det. For selvom dette matchende par tydeligvist ikke er venligsinde, kan hun ikke andet end at beundre den vildskab, manden og tyren udstråler. Det er nu heller ikke så mærkeligt, eftersom det vildeste hun hidtil havde oplevet, var at se ræven stjæle en høne, fra hønsegården nær den kro hun opholdt sig på næsten hele sin barndom, og mere til.

Den unge dame træder forsigtigt en smule frem, for nærmere at kunne studere fodringen af dette grufulde væsen. Det overrasker hende at den spiser kød, og alligevel ikke, for med den størrelse den har, er det tvivlsomt at den lever af græs og korn. Nurit overværger situationen nøje, med et inderligt ønske om at kunne gøre noget for den stakkels sælger.

((sorry det tog så lang tid..))

Samson ser lidt på Brutus, der grådigt havde taget kyllingen for sig.
Samson havde godt bemærket, at den var blevet noget kraftigere og muskuløs at se på, men det var han ikke utilfreds med - tværdigmod. Han så sig lidt omkring på de forbipasserende, og mærkede flere blikke hvile på sig. Men ligeså snart han så på en af dem der så på ham, fjernede de omgående blikket fra ham.
Samsons blik gled hen på en der stod lidt skjult, men som alligevel kiggede på ham (Nurit).
Han kiggede med et mere eller mindre gennemborende blik på hende.

Den orangeklædte dame med den mørke glød og de brune øjne, gør en bevægelse tilbage med hovedet, da manden med den brutale tyr, pludselig kigger i hendes retning. Hun vender blikkt væk, drejer overkroppen imod én af boderne, håbende at Samson ikke vil se hende som stirrende. Hun vil jo så nødigt rode sig ud i noget.

Et par gange kommer dog en svipser, og hendes blik møder hurtigt hans, kun for at vende sig væk igen. De glimt hun får af hans ansigt, hjælper hende til at bestemme at han må være en del år yngre end hende. Og selvom det ikke burde gøre det, beroliger det hende en smule

Samson kneb sine øjne en smule sammen, da Nurit vendte hovedet væk, blot for at kigge tilbage på ham igen, og atter vende det væk.
Han fnøs lidt. Tyren var stadig igang med kyllingen, og var så småt ved at være færdig med det. Samson tog nogle skridt hen mod den næste bod. For hvert skridt han tog, kom der en klirren fra hans spore lige kort efter.
Et par boder væk fra den forige, fandt han frem til en smedje.
Han lænede sig ind over disken, for at se efter manden der skulle stå bag.

"Hallo?"

Kort efter dukkede der en ældre herre op, med en lang kroget næse.
Samson kunne ikke lade være med at stirre lidt på den, men prøvede så at ryste opmærksomheden væk fra hans næse.

"Et tyndt, men solidt og kraftigt jern. Skal bruges som beskyttelse til bukserne!" brummede Samson. Han var ligeglad med folks reaktion omkring dette. Han havde efterhånden fået for mange spark i skridtet, og det ville han helst gerne undgå mest muligt.

Manden stod og så lidt underligt på Samson, men nikkede så lidt efter, og vendte rundt og gik om bagved et tæppe og begyndte arbejdet.

Omkring dem er en lav summende hvisken ved at opstå, måske fordi Samson nu virker mere fattet, og fordi tyren stadig er i gang med sit ualmindelige måltid. Den lave summende og Nurits uopmærksomhed, gør det svært for hende at høre hans fulde sætning. Det går kun op for hende at han er ved at skaffe sig noget jern, måske fordi han er træt af at have bukser på. Tanken lægger sig mærkeligt på plads i hendes baghovedet, alt imedens hun tygger på tyrens mærkelige adfærd, dog med fascination. Nurit bryder sig ikke om pelsdyr, eller i det hele taget dyr. Insekter kan hun godt lide, da hun finder dem smukke, gådefulde og meget skrøbelige. Inspirerende. De fleste andre skabninger er jo, i hendes væsen, bare agressive eller behårede. Og dette tilfælde lider jo af begge fænomener.

Nurits naturligw nysgerrighed forhindrer hende i at holde sig tilbage, og på listefødder sniger hun sig langs boderne, tættere på tyren. Hun glemmer den tydelige klirren, der opstår da ringene om hendes ankler slås sammen, og må stoppe op, for derefter at snige sig endnu forsigtigere videre. Da hun er omkring fem meter væk fra tyren, stikker hun hovedet frem og bag én menneskeforladt bod, (nok på grund af al påstyret) og får sin tid til at studerer kræet, på nært hold.

Samson lader sine fingre tromme over bordet i en stressende takt for smeden. Men han ser ud til at ignorere den stressende lyd, eller også er det fordi at den ældre herre bare ikke høre så godt mere.

Brutus sluger nu den sidste mundfuld i sig, og løfter sit store tykke hoved, og ser nu på Nurit. Hendes lille lyd havde fået hans opmærksomhed, eftersom den var anderledes end alt andet omkring den.
Tyrens øjne var røde, og på dens bagdels ene side, var der et brændemærke. Brændemærket var lavet af et stort C omkring et S, som var inde i det, og oven på S'ets midte var der et mindre o.
Dette stod for Samson China Oceans.
Brutus prustede lidt, som en lettere advarsel af, at hun ikke skulle komme tættere på nu. Desuden, brød den sig ikke rigtig om lyden af de kæder.
Det vakte minder fra den gamle gård i Samsons barndomshjem. Den havde været tvunget til at være lænket i en periode, hvilket ikke var gode minder for den.

Nurit springer tilbage, uroligt og uforberedt, hvilket nok ikke gavner kræet, da dette blot får ringene til at klirre endnu mere. Hun har læst mange bøgr, og burde egentlig vide bedre. At hurtige bevægelser ikke er godt, når dyret føler sig truet, eller truer. Og hun vidste nok om dyr, til at vide at denne tyr altså advarede hende. Nu kunne hun bare håbe at dettet væsen havde et overkommeligt temperamant. Ellers var hun nok på den.

Nurit tager et lille skridt tilbage, i håb om at tyren ville glemme hende.

(undskyld korthed. Jeg er lidt kreativitet-løs)

Samson står med ryggen til Brutus, men alligevel kunne han mærke en vis uro i tyren. Men han tog sig intet af det. Han hverken vender sit hoved for at se på, eller tager noget som helst af det.

Brutus slår sine øjne helt op, og det føltes næsten som om at dens øjne blev mere røde end de allerede var - af vrede.
Han begyndte at skrabe i jorden, og stange ud i den blå luft, samtidig med at den prustede.
Med et satte den af, og lod sit hoved dreje en smule til siden. Da den endelig kom frem til Nurit, kastede den hovedet til den anden side, og prøvede at fange hende med dens horn, og dermed kaste hende til siden.

Nurit når netop lige at opfatte de skræmmende røde øjne, og gispe højlydt, før Tyren ramler ind i hende. Hun mærker at al luften med ét bliver presset ud af hende, som en hånd mavepumper, da hun fanges i tyrens horn, og kort efter bliver slynget ind i nogle af boderne. folk omkring hende kigger hjælpeløst på, da Nurit flyver igennem luften. Hun glider på ryggen over et langt bord, vælter på sin tur alt på bordet ned, før hun selv falder ned på de hårde brosten. Bonk. Endnu et slag. Mod alle odds er Nurit ikke bevidstløs. og dog, ville hun ønske at hun var. For hun føler det som var alle knoglerne i hendes krop brækket. Hun ved ikke om hun vil kunne rejse sig, men undlader at prøve. Det er besværligt for hende at trække vejret, og hun kæmper med at få luft ind.