”Når man ikke er ældre er det vel meget rart at være lige i nærheden af nogle voksne. Så kan man også lige hente mad, hvis man bliver sulten og tørstig,” Selmy begyndte at danne sig en ide om, hvilket liv Theodore havde haft. Foruden hårdt arbejde, at være mindstebarnet blandt store piger, elsket af mor og far, skønt far var væk det meste af tiden, så havde Theodore haft en form for omgangskreds. Unge Selmy ville have elsket at gøre den slags ting med sine venner. Men han havde jo aldrig haft nogen venner, og hans farfar havde altid sagt, at han måtte komme med ham, men først når Selmy blev gammel nok. Og da han endelig var blevet gammel nok, tog noget hans farfar fra ham.

Nok var Selmy voksen nu, og havde været på adskillige små ture. Én enkelt lang og voldsom tur hele vejen til Rubinien, og der skulle han i hvert fald ikke have Theodore med. Men han havde da stadig drømme om at rejse med nogen, og hvorfor ikke tage Theodore med.

Han glædede sig over Theodores reaktion. Han havde godt haft på fornemmelsen, at han ikke behøvede at spørge ham. Han vidste at en drengedreng som Theodore, ville elske at komme ud. Og efter at have set hvordan det gik at ride sammen i dag, så var han ikke i tvivl om, at Theodore kunne hjælpe ham. Lidt ligesom en rigtig væbner, der tjente sin sir. Vedligeholdelse af sværd og kamptræning, kunne Selmy dog ikke hjælpe ham så meget med.

”Vi venter lige til det bliver forår, ikke?” Lo Selmy. Han tog imod småkagerne og pakkede dem ned. ”Kan du godt slibe et sværd skarpt. Det er vist lidt sløvt, for sværdet tilhørte min oldefar, der kæmpede mod mørket i sin tid.” Selmy satte sin fod i stigbøjlen og hejste sig op at sidde på sadlen. Han tog i tøjlerne for at holde Serafine for at gå frem, og han afventede at Theodore skulle komme med op at sidde foran ham.

Der var lige nogle småting, der skulle ordnes, inden Selmy med sikkerhed kunne sige, at de kunne tage afsted. Krystallerne, som han havde sparet op til sin næste tur, havde han brugt en del af, til at skaffe informationer om sin mørkelviske ven. Men det største problem ville nu være, at overtale hans far, til at lade ham slippe for sine pligter.

"Ha haaa." Meeget morsomt. Theodore sendte Selmy et blik med næsen rynket og gav ham et lille puf på armen. "Du er så skidesjov." Han grinede alligevel, men der var noget drenget og udspekuleret over smilet, som om han allerede var i gang med at udtænke to eller ti måder at give igen på. Øjnene kneb sig konspiratorisk sammen.

Begejstringen blomstrede frem igen over hans fregnede ansigt, og han nikkede til bemærkningen med et lille, velvidende smil. "Mhm, det må vi hellere. Desværre." Foråret! Der var jo mindst fem måneder til. "Der er så lang tid til ..." klagede han og lagde hovedet tilbage. Der kunne ske så meget på fem måneder. Theodore betragtede Selmy et øjeblik, og et lille stik af uro meldte sig i brystet. Tænk, hvis de ikke engang var venner til den tid? Ej. Selvfølgelig var de stadig venner om fem måneder!

"Det kan jeg. Jeg er stadig ved at øve mig, dog." Han fulgte Selmy med blikket, da han satte foden i stigbøjlen og svang sig op på Serafine. "Er du sikker på, at det er okay, jeg bruger din oldefars sværd?" Med et lille hup! svang han sig op foran Selmy. "Det lyder som noget ret betydningsfuldt." Han skævede om mod lægesønnen, tog fat i tøjlerne og satte stille og roligt Serafine i gang væk fra piletræet.

Inden han red dem hjem, var der dog noget, han lige ville se først. Juvelen burde vel ikke være så langt herfra? De red op ad bakken, og Theodore standsede Serafine, da det syn, han havde håbet på, endelig åbnede sig foran dem. Langt ude i horisonten glitrede havet under den nybrudte sol.

Woah. Theodore holdt næsten vejret, mens han tog synet ind. "Selmy," sagde han mere stille efter et øjeblik. "Jeg er virkelig glad for, at du tog mig med i dag." Han sendte ham et mildt smil, inden han rettede sig en smule i sadlen. "Og... ikke mere fjanteri," tilføjede han med et lille, fornuftigt nik. For Selmys skyld. Han havde ikke lyst til at se ham så ulykkelig igen. "Jeg skal nok opføre mig ordentligt." Han sagde det med sin sædvanlige lethed, men mente hvert et ord.

Selmy løftede det ene blonde øjenbryn, næsten med en kold attitude, da han pludselig mærkede et puf på armen og hørte Theodore grine. Theo troede at han drillede ham? Selmy havde skam været gravalvorlig. Theodores barndomsminder lød skide-hyggelige, og han kunne kun misunde ham. Smilet kom dog straks tilbage, for Theodore var nu ret sød, når han var sådan der- Eller sjov... Selmy syntes han var sjov...

”Vinteren byder desværre ikke på så mange muligheder for plantestudier, for mit vedkommende,” Svarede Selmy funderende, mens han fandt sig godt til rette i sadlen og rykkede sig helt tilbage, så der også var plads til Theodore foran sig ”Og så er der bidende koldt med morgenfrost og måske sne.” Og mon ikke Theodore var typen der kastede med sne og gav vaskere, og sådan noget? Bygge snemænd med Selmys handsker og pibe, rulle sig i sneen som en eller anden tosse.

Selmy skulle til at give Theodore en hjælpende hånd, men Theodore var allerede godt på vej op. Stærk... Han smilte lidt af det, og placerede sine hænder roligt om ham, hænderne hvilende tæt på hans skød. ”Det er fint. Det er mit sværd, så...” Sidonius havde i hvert fald sagt, at Selmy skulle arve det efter ham en dag. Nærmest som om han havde glemt at han også havde en søn. Men kunne hans far fornægte ham, at de var bevæbnet under deres rejse, i tilfælde af, at der kom et vildt dyr eller måske landevejsrøvere? ”Du har i hvert fald et par måneder til at få det slebet skarpt. Du kunne jo komme forbi hos mig og vise mig hvordan.”

Som de red ud af lyets våde piletræsgardin, og kom ud i det grønne, bakkede slette, bemærkede Selmy, at Theodore ikke styrede dem mod Dianthos’ sydport. Han kommenterede ikke på det, men lod ham ride i den anden retning. Det var utroligt koldt omkring dem, men der begyndte trods alt at være varmt imellem dem og varmt fra Serafines krop under deres ben.

Han betragtede også det funklende hav, der blev oplyst af eftermiddagens sol så smukt. Selmy så heller ikke havet så ofte, og når han gjorde var det oftest kun fra afstand.

Selmy.

Han reagerede med et lille ”Hm?” og kiggede nu ned på ham og fik øjenkontakt med ham. Han mærkede en varme opstå indefra. Han rykkede sine hænder op på hver en overarm af Theodore, gav ham et tættere, taknemmeligt klem med hænderne og varmede ham op og ned. ”Godt,” Svarede han ganske bestemt. Som hans far ville sige det. Men han undlod at sige hvad han tænkte, som var, at han nok lige skulle se det, før han troede på det.

Morgenfrost og sne.

"Vi får ikke meget sne i Medanien," fortalte han med et skævt smil.

Til trods for sine nordiske aner havde Theodore faktisk ikke oplevet meget af Moder Frosts hvide snelandskab. Medanien lå alt for langt mod syd til, at sneen ville blive liggende, og sidste års midvinter i Dianthos havde stort set været første gang, han havde oplevet sne i et sådant omfang, at den lagde sig som et tykt tæppe over byen. Det havde selvfølgelig resulteret i en gevaldig sneboldkrig i væbnergården. Noget, Theodore meget gerne ville opleve igen.

"Er det rigtigt? Du har et sværd?" Gad vide, hvad hans oldefar havde tænkt, da han besluttede, at Selmy skulle arve et sværd. "Kan du finde ud af at bruge det så?" Var Selmy blot en planteinteresseret bogorm, eller gemte der sig også en lille kriger bag hans fornemme ydre?

Du kunne jo komme forbi hos mig og vise mig hvordan.

Theodore drejede sig en anelse i sadlen, så han bedre kunne se om på Selmy. Det fik samtidig lægesønnens hænder, der hvilede tæt ved hans skød, til at forskubbe sig en smule. Ikke meget, men nok til, at Theodore mærkede det. Ulden gned let mod huden under hændernes tyngde, og han kunne mærke varmen begynde at vende tilbage dér, som en svag sitren.
"Mh, det vil jeg gerne." For blot nogle uger siden havde Selmy syntes, det var pinligt at være venner med Theodore på grund af hans alder. Nu inviterede han ham så naturligt hjem til sig, at man skulle tro, det aldrig havde været et problem. Theodore glædede sig allerede til at besøge Kieferhuset igen. 

Bare han ikke rendte ind i Ernie ...

Varmen kom ikke på én gang, men i små bølger, dér hvor Selmys hænder gled over hans arme. Theodore lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret ind, mens han nød den tiltagende varme. Et lille smil bredte sig over hans ansigt ved det taknemmelige klem. "Godt," gentog han. Så var de enige. "Og lad os så komme hjem og få varmen." Han klikkede med tungen og satte Serafine i let trav mod Dianthos' porte.

Nå nej. Selvfølgelig fik de ikke meget sne. Selmy huskede godt det dejlige vejr dernede. Det ville havde været en skøn feriedestination, hvis ikke det havde været for kilepræsterne, mordet... flugten... Ehm... Selmy var sikker på, at det ville blive en noget anderledes oplevelse at opleve området og landsbyen sammen med Theodore, som var lokal og velkendt. At se Theodore i sine vante omgivelser og se ham interagere med sin mor og sine søstre... Det gad han godt. Hvordan han selv skulle omgås hans familie, var straks en anden sag! Hvad hvis de syntes det var mærkeligt, at Selmy var venner med ham?

Selmy fnøs lidt overrasket, da Theodore kom med sin lille bemærkning om, at han, Selmy Kiefer, havde et sværd. Man kunne ikke bebrejde ham for at have den tanke, at det da var lidt besynderligt, men stadig... Han ville ønske at han kunne svare ja, men ak. Han rystede lidt på hovedet, selvom Theodore ikke kunne se det. ”Jeg har holdt det et par gange, men jeg har selvfølgelig ikke svunget det. Det er tungt og... altså, det er jo et våben, også selvom det er sløvt.” Det ville nu blive godt at se de skarpt og poleret for første gang. Han havde set Theodore med et træningssværd, men det ville se flot ud, at se ham danse rundt ude i baggården med det. Og hvis man nu var heldig, kunne det jo være at Ernie kom forbi, og at Theodore kom til at stikke ham ned.

...Og som healersøn, var Selmy jo forpligtet til at reagere, men han kunne jo komme til at se på i chok, mens blodpølen bare blev større og større og malede stenene røde...

...Selmy kiggede en sidste gang mod den smukke udsigt, mod havet, inden han atter flyttede sit blik mod landevejen. Hænderne fandt om Theodore igen, og holdt bedre fat, som Serafine blev sat i trav afsted tilbage mod sydporten. Han glædede sig ikke til at skulle aflevere Theodore til hans mestre og kammerater i væbnerkvarteret, men han glædede sig til at glide ned i karret i vådrummet og bare slappe af i det varme sæbevand...