Hvad ingen af de nok havde forventet af dette intime kaos, var at de ville spinde ind i hinanden og deres net ville kringles på alle tænkelige måder. Den søde duft og den bitre smag ville i sidste ende for ene sig mellem dem. Ville deres mure falde, ville de fortælle hvilke mænd de var, dele deres dybeste hemmeligheder og svagheder for hinanden. 

Kunne Stian udfylde tomrummet?

Meldingen var tydelige og det var hvad der skulle ske. Et sidste kys blev delt mellem dem, som det ikke bare var lysten der kørte henover dem længere. Intimiteten havde måske fået mere overhånd de sidste par minutter, hvorfor lyst lå utilfreds på sin retmæssige andenplads for nu. "Okay," svaret han blot og trak sig en anelse væk for at gøre plads til at få Stian vendt om til sig, selv ville han læne på knæene og lade fingrene stryge ned ad den andens krop og holde ham i nærkontakt på sin egen måde. 

Det skulle gøres rigtigt og det skulle gøres betænksomt. Hvorfor han først lod sin finger glide let om passagen til røven, for så at lade den falde ind. Styk for styk, konstant med et delt fokus mod Stian og hans krops måde at tage det på, men hans jeg rejste sig igen til det fuldeste. Fingeren gled blot længere ind, før der ikke var mere finger at give af. Den blev trukket ud og han tog fat om sit legeme og lagde hovedet mod den andens åbning. Et øjeblik ventet han blot, før han lod hovedet presse ind. 
Tunge åndedragt i takt med nydelses støn forlod ham. Det tog sine små ryk før han var inde og lod begge hænder falde mod hoften og ryggen af den anden. Tommelfingeren der havde været brugt, rørte ikke den andens hud. 

Det var stramt og han kunne næsten mærke hvordan lysten overgreb ham fra intimiteten af det hele. Men han ville ikke presse på, selvom han så gerne ville. Pulsen steg til vejrs og vejrtrækningen var i fuld arousal, han var i fuld arousal. 

 En surrealistisk drøm - på den ene led troede Stian stadig at han lå og sov i Eskilds seng, og at alt der ville hænde nu, blot var opspind i byvagtens uregerlige drømme. Han kom på alle fire, Panden stødte mod puden, og han drejede hovedet en anelse til siden for at hæve mund og næse fri. Stearinlyset blafrede som en hån mod nattens hemmeligheder der skulle til at udfolde sig - og Stian fik lyst til at puste det ud, men istedet knugede han øjnene hårdt i da han mærkede fingrene glide ind mellem ballerne, og derefter mere ind. "Nhng..." brummede han anstrengt og skød brynene op i panden ved den indtrængende fornemmelse. Luften forlod tungt hans næse, og nu gemte han ansigtet i puden. 

 Han kunne ikke slippe tanken om at det var ydmygende, og forkert og at han burde have hevet i land langt tidligere - gået hjem, og lagt hvad end der var sket, i svaghedens tegn, mellem de to kollegaer, på hylden; så hverdagen kunne vende tilbage til hvad den var, og skulle være. Stian kunne ikke gennemskue sine egne følelser længere, og hvad han havde brugt som undskyldning tidligere blev udvisket - sløret. Der var den dårlige samvittighed, af at se Eskild så medtaget fra deres slåskamp - men den blandede sig med selvretfærdiggørelse for de ting han havde gjort ved ham. Overtage kontrollen. Men Stian havde ingen kontrol.

"Arhg!" stønnede han da Eskild begyndte at trænge ind. Vejrtrækningen blev luftig, accelereret. Lyden af hans eget støn gjorde ham forlegen. Tidligere havde han ikke været lige så selvbevidst, men dette føltes mere.. ægte mellem dem. Stian skød ryg i en sitren, og pressede hovedet længere ned i puden. Det gjorde ondt, men samtidig ville han ikke have at det skulle stoppe. "Mhnnff..!" peb han ned i puden der var blandet med smerte og nydelse. 

 Hadet kunne selvfølgelig ikke forsvinde med et fingerknips. Stian vidste at han hadede Eskild, og som smerten vred sig i ham fra den andens legeme der gled dybere op i ham, kunne han mærke det bruse rundt i hans blod. Tænderne bed sammen i frustrationens pinsel, men det føltes samtidig så zalaens godt at mærke nogen på den måde, distrahere ham fra den psykiske smerte med noget fysisk. Hans støn rystede ned i puden, og afslørede en længsel efter mere, der fandtes i ham. Han prustede og knugede fingrene under sig. Eskild var som en klatreplante der blev ved med at gro, brød fundamentet og metastaserede inde i ham. Han hadede Eskild, men elskede hvad han gjorde ved ham. Stian pressede imod, så han mærkede Eskild endnu dybere i sig.

Stramheden var en naturlig overvindelse at komme igennem, uanset hvor luftige eller tunge åndedragtene var i stønnene, ville det ikke ændre følelsen det bød dem. Sidste grænse, sidste mur mellem dem, blev brudt i sekundet fingeren havde gledet ind. Åh, så behageligt det end var, og hvor meget han end hungret for at pres til, bare få sin egen tilfredsstillelse i hus, var opmærksomheden konstant mod kollegaen hvis mund lå tungt i puden og ytret sig for dem. 

Halvvejs inde tøvede han på ny, som den andens selvforlegenhed bredte sig mellem dem. Hænderne lå kærtegnede ved hofte og ryg, men gjorde ingen trøst. Peb han? 
I sekundet var det svært at skelne mellem smerte og nydelse lydende som den anden undlod, men han trak sig ikke ud, i stedet lod han sig fokusere lidt på området der, indtil han gled mere naturligt ind. Den andens greb om ham, kunne blot få hans luftige støn til at blive mere behaget. 

"Ughn.." lød det fra ham som han mærkede hvordan Stian pressede i mod og han gled helt ind. "Åghh" brummede han og begyndte at få en mere rytmisk bevægelse i gang i mellem dem. Langsomt steg tempoet kun, og som den andens krop vænnede sig til situationen, ville stødende også udvikle sig en anelse. "Fuck Stian.." rømmede han sig og bukkede hovedet frem, fingrene gled slentrende væk fra ryggen til den frie hofte, om hoften og mod den andens nedre mave. 

Hvis blot han kunne tage hele Stian ind til sig, havde han gjort det. 

 Stian stønnede i en dyb, hæs tone, et gisp, som hvis ilten der var i lungerne ikke længere var nok, og måtte lappe mere til sig i nødens stund. Et par tårer begyndte at svige i øjenkrogene som han mærkede Eskild bevæge sig i ham. Det føltes så forvirrende godt - smerten var som en straffende konsekvens af de valg han havde taget, "Uågrh..." brummede han anstrengt, og øjnene himlede sig op til en anden dimension i en flakkende bevægelse, før de lukkede sig hårdt i igen. Sindet blev flydende jo mere den rytmiske, sensuelle dans steg i tempoet. Temperaturen i rummet steg gradvist, og luften var fyldt med en intens og ulmende energi, Stian kunne mærke hvordan det brændte alle steder i ham. 
 "Hah-- ah.. a-aarh." stønnede han luftigt i takt hver gang Eskild ramte dybt op i ham, og kunne mærke sit svælg tørre ud af de mange luftige støn der måtte forlade hans læber. Han blev nødt til at synke sit spyt igen, lindre tørheden, og knugede så hænderne yderligere i lagenet. 

 Fuck Stian

 Eskilds stemme bragede igennem Stians mure, og den mørkhåret kollega gled dybere ned til ham. 'Fuck Stian' - Hvorfor elskede han at høre sit navn blive stønnet sådan? Den andens hænder var kærtegnende, som hvis han ville beskytte ham, fremfor at gøre ham ondt. Det mindede om elskov, men det kunne det ikke være. Det måtte det ikke være. De elskede ikke hinanden, derfor måtte det være kroppens instinktive lyster der blev ført af en usynlig hånd, og fik dem til at smelte sammen i en ekstatisk enhed.  Stian bed tænderne sammen og følte sig frustreret over hvor meget han nød det. Hvordan kroppen skreg på mere. Han svajede i ryggen, pressede brystkassen mod de blide lagener, og blinkede en enkel tåre væk.  

Nænsomheden, kærtegnen og blidheden forlod aldrig dem i øjeblikket. Eskild gjorde som han ønskede, men alligevel forekom det mere og mere som intimitet på et elskovsniveau end noget andet. Han nød hvad det var, omend følelserne ikke var der, så var det ideelt for dem begge. Opmærksomheden de begge søgte, men ikke kunne få eller nå. 

Ilter, luftige og tørre støn bredte sig mellem dem, som blomsternes pollen om foråret. Bien var ikke ene herre om at bestøve omkring sig. Al der fik noget til at ryste sig frit, kunne hjælpe naturen med sin blomstringstid. At han skulle have været kollegaens ryst, var blot en ære som intet andet. Fingerspidserne begyndte stille at presse sig let i huden under sig, taget blev endelig sat i, som kroppenes position begyndte at tage form. 
Den to år ældre partner gav sig mere og mere hen og det hjalp kun på processen. Dybe røst forlod for alvor Eskilds læber som tempoet blev øget. Det var toppen af isbjerget. Alle deres kælerier for tidligere på dagen og aften havde sat sine præg og ingen kunne holde evigt. Omend han gerne så sig selv holde i længere tid. 

Et dybt stød og han mærkede pulserende slag fra sig selv som han lod sin væske frigøre sig i den anden. "Åghn" rømmede han sig og mærkede hvordan de sidste pump forlod ham og han lod hovedet falde frem og han hev efter vejret for et øjeblik, før han valgte at trække sig ud, langsomt. 

Han lod sig falde tilbage om på sengen i forenden af sengen med knæene i vejret. 
Det virkede ikke passende at sige noget, det ville nok kun forværre omstændighederne, men han savnede næsten tætheden de havde haft med øjeblikke virkning.  

De to kroppe var som to planeter, der tiltrækkedes af en usynlig kraft. De roterede rundt om hinanden i en sensuel dans, mens de udforskede hinandens universer og længsler. Det var som om, de var faldet ned i et sort hul, hvor tiden og rummet ikke længere havde nogen betydning.

Det pulserende begær fyldte Stian fra top til tå. Det var som om Eskild vidste, hvad han havde brug for, før han selv gjorde det. "Ha-agh!" Stemmen knækkede, og han hev kort efter vejret igen i sin dybe ekstase. Den andens hænder pressede sig ind, og han blev som en forlængelse af hans egen krop i momentet. Dybere blev han trukket ind til ham. Dybere sank Eskild ind i ham. Det var som om de to var én, en fuldbyrdet enhed, og i det øjeblik smeltede de sammen i en strøm af nydelse. De var to sjæle, der havde fundet hinanden i en verden af kaos og forvirring. De søgte mening og formål i hinandens berøringer. Hver eneste bevægelse var en refleksion af deres indre væsen, af deres dybeste ønsker.

 Endorfinerne svævede rundt omkring dem, som fjer der dalede og aldrig rigtig ramte jorden. 
"Fuck!" Stønnede Stian anstrengt, og løftede hovedet fra pudens dyb som smerte og nydelse blandede sig og gik op i en højere enhed. Dér hvor Eskild ramte ham lige nu.. det føltes som at træde ind i himlen. Musklerne strammede op, og tunge, hurtige suk forlod ham, som kollegaen begyndte at nå sit endeligt. Hjerterne slog i takt. 

 Klimaks var nået, og selvom de måske aldrig ville kunne udtrykke det med ord, vidste de begge, at de havde fundet en slags fuldkommenhed i hinanden. 

 Stians krop faldt skælvende sammen på sengen da Eskild trak sig ud af ham. Han kunne mærke den varme væske glide ud af ham hvor Eskild blot havde været sekunder forinden. Han følte sig tom lige efter - som hvis han manglede den andens nærhed for at føle sig nogenlunde hel igen. Det dunkede i ham, som om pulsen var alle steder i ham. Han vendte sig om, så han kom om at ligge på ryggen, og et kort sekund bankede deres ben blidt sammen. Stian var hele tiden på nippet til at sige noget, kalde ud efter ham - men han lod være, og istedet gned han sig lidt ubeslutsomt i ansigtet.   

De havde grebet ud efter den tomme luft, men som hånden knyttet sig om luften, havde de fundet fat i hinanden i blinde. Det var den uheldighed de havde behov for. Uanset hvordan man så på det, var de blevet forbundet på det nærmeste man kunne. Kunne man have været foruden sådan et klimaks, muligvis, men om de ville det, var tvivlsomt. 

Hjerterne hamret derud af, med få takter fra hinanden, men alligevel som en begyndende vuggevise for Eskild, luften de udåndet var vejens enden for natten der indenlænge ville blive en ny morgendag. Stilheden lagde sig som en tung tåge omkring dem, men det gjorde intet for nu. I stedet gled han blot hen i søvnen. 

(tidshop.)

Benene var strukket ud og han havde tæppet halvt om sig. Følt sig rundforvirret og træt, som søvnen ikke havde været helt nok. Men noget syntes galt. Han var alene, blevet efterladt. Han fik vendt sig om på maven og sat sig op, gned håndroden mod øjnene og gabte, som han fik rejst sig fra sengen og strukket kroppen. Det var selvfølgelig et under at han havde sovet forbi Stians listen fra sengen, men hvor der var vilje, var der så sandelig vej. 
Overraskelsen stoppede dog ikke der. Nej. Eskild fik trukket sig i noget tøj og listet ud i fra soveværelset og opfangede hurtigt at noget var ændret. "Har han seriøst vasket op?" for at få dette spørgsmål bekræftet, valgte han at liste til køkkenbordet og lod hænderne glide kort omkring. Det var lige godt zalaens. 

Et eller andet sted, så vidst han ikke hvad der overrasket ham mest. At Stian var gået med til nattens dumheder, eller at han havde taget opvasken før han gik. Men de havde (eller på dette tidspunkt havde kun Stian) et arbejde at vågne op til, hvorfor han selvfølgelig skulle møde ind og rengøre latrinerne.