Udfordringen gik lige igennem til et vidst sted fyrstesønnens krop, og den elektriske ladning der fulgte med hans nærvær fik ham til at grine en anelse overrumplet, førhen at han blev afbrudt af et kys mere. Noget han en kende grådigt tog til sig, og  lænede sig villigt en tand længere ned for at spare Fabian's mavemuskler det hårde arbejde der bestod af at holde ham oprejst. Det behøvedes slet ikke. 
Ikke lige nu i hvert fald. Aldamar's hud sitrede under den udforskende hånd, gåsehud i en begyndende streg efter de steder den havde været, der tydeligt trådte frem på den ellers delikate hud. Med den ene albue imod madressen, var det at Arysprinsen kun havde den ene af sine hænder fri, men den var velsagtens også nok, idet at han søgende lod den følge den optegnede brystmuskulatur, og nægtede at slippe læberne han endelig havde fået fat i, igen. Den eneste undtagelse var den sly mumlen der ekkoede at han næsten altid arbejdede for det. 

Aldamar strakte sig ud, nu med vægten balancerende mere på knæene, og rykkede armen tættere imod Fabian's nakke.  Endnu engang overrasket over håndens størrelse, var det at han nu relativt nemt kunne lægge håndfladen imod halsen, lade fingrene sprede sig ud i baghovedet, føle den bløde tekstur i hår og hud. Og tage en anelse fat, med læber der krusedes i et smil idet at han prøvende hev en anelse tilbage. Det ene knæ var ud for hoften, men det andet... det andet møvede Aldamar ind imellem hans ben, endnu engang overrasket over hvordan at alt virkede... indenfor rækkevidde, han plejede at skulle arbejde lidt mere for at nå det. 
Ikke at han brokkede sig. Om halsen var blevet blottet, ville han være hurtig til at få arbejdet læberne en anelse den vej i stedet, nu med et insisterende og drilskt knæ der af og til lige vovede sig til at strejfe 

En udfordring var åbenbart altid en god måde at få Aldamar i gang med det. Det havde virket i stolen, og Fabian kunne se at det også virkede nu her, som hans læber blev grådigt kysset af den anden mand. Hans egen entusiasme tog dog også meget hurtig til, som han blot hev ham lidt tættere ind til sig.
Han havde været sammen med mange, men det var alligevel lidt underligt at mærke en så genkendelig krop mod sin egen, men også så betydelig anderledes. Det var næsten som en ny krop.

Fingrene der fik fat i hans hår, fik blot smilet til at sprede sig lidt på Fabians læber, indtil at det blev hevet bagud, og et halvkvalt støn af overraskelse undslap ham alligevel, inden det drillende smil var tilbage på læberne, ganske tilfreds med hvordan han lå, og hvor meget Aldamar havde fat i ham.
Nu når hans læber også var frie, så var han dog ikke ligefrem typen til at være helt stille, og som han kunne mærke hans egen private dele blive stimuleret, så kom der er et meget vigtigt spørgsmål. ”Er det alt der er blevet større?” spurgte han, i en hviskende tone. Han kunne ikke nå hele vejen ned for selv at mærke, ikke når han blev holdt på denne her måde af Aldamar, og en enkelt fod i kuglerne kunne virkelig stoppe deres omgang, så den chance tog han heller ikke.

I stedet for gled hans ene hånd op i de mørke lokker og tog selv fat i håret, men han hev ikke, for kyssene måtte gerne forsætte deres gang ned. Hans ben spændte sig dog lidt mere om det betydelig større lår. 

Hænderne banede vejen for hans læber, der stille og roligt bevægede sig fra kæbelinje til hals, og fra hals til kraveben. Den solbrune hud var varm og en anelse salt imod det bløde væv, og Arysprinsen lod hånden bagved nakken følge forsinket med, blot på undersiden af ham, inden at den i stedet drejede tilbage omkring for at kærtegne halsen, og nussede ham i den kortklippede hovedbund. Ikke endnu. 
Nej, lige nu var fokusset så sandelig på den spænding der utvivlsomt opbyggedes i Aldamar ved at få frit råderum over kroppen under ham, og stoppede kun momentært idet at hånden greb fat om de sorte lokker, hvor at han skævede op imod Fabian i stedet. Ahva? 

Endnu engang trak det leende smil læberne en anelse fra hinanden, og Aldamar bevægede sig med en 'overvejende tone' imod den ene nipple, der i overvejelsens tidsrum blev knebet en anelse sammen, og trykkede samtidigt kroppen en anelse tættere imod Fabian's i 5 lange sekunder. "Det ville jeg mene" summede han, slap, og trak sig en anelse op på knæene igen, men måtte ærlig talt være ham svar skyldig. Han havde da tjekket, men der havde kroppen været i en lidt anden situation. 
Aldamar lod hånden glide imod den anden af de to brystvorter, og lod munden tage over, førhen at han lavmælt sukkede imod hans bringe. Ikke træt, ikke irriteret, men længselsfuldt. "Fornemmer man håb?" mumlede han drillende, og kyssede linjen der strakte sig fra brystpartiet og ned over navlen. 

Under ham fulgte hånden nu rygsølens fine bue, og bevægede sig ned imod lænden. 

Fabian ville ønske han kunne sige at han ikke stadig var sensitiv fra den tidligere behandling af ham, men det var han, så da hånden kneb omkring hans brystvorte, kom endnu et halvkvalt støn fra ham, og hans ryg buede sig op mod Aldamar, i et forsøg på at få mere. Han elskede v irkelig hvordan Aldamar havde lært de sarte steder at kende på hans krop, og dermed gjorde sig tid til at udforske og røre dem.
Selvom deres kroppe momentant kom tættere på hinanden var det desværre ikke nok til at Fabian rent faktisk kunne mærke om Aldamar også var blevet større dernede.

Det kække smil forsvandt dog ikke helt fra skøgens læber, selvom Aldamars mund gjorde det svært at tænke. Det var dog hverken for vildt eller voldsomt til at han helt mistede besindelsen.
"Jeg ville bare - Ah..." Aldamar havde lidt ramt et ekstra sart sted, som lidt havde stoppet Fabians sætning i et øjeblik, inden han, kæk som altid, forsatte. "Bare forberede mig..." Der var absolut intet i vejen med Aldamars normale størrelse, men der var heller ikke noget galt i en større størrelse.

Hans ben omkring Aldamars ben gav endelig slip, og i stedet for forsøgte han at nå ned med en af sine ledige hænder til underbukserne på Aldamar. Den større størrelse gjorde det lidt sværere end normalt, men han fik i hvert fald sine fingerspidser ned i kanten af underbukserne ved hoften.

Når han bad om mere så tydeligt, var Aldamar den sidste person til at kunne eller ville holde det fra ham. Så han forsatte selvfølgelig, hænderne aktivt igang med at prikke, nive eller kærtegne de steder han vidste kunne få de fantastiske støn fra Fabian, og en mund der nok som det mest målrettede, bevægede sig nedad. Lydende, udfordringerne, den drilske trodsighed og alligevel villighed var noget der sendte lyn igennem hans egen kroå. Blikket gled opad fra sit arbejde da Fabian's ord endnu engang blev afbrudt med et lille støn, og da han forsatte, måtte Aldamar klukke en anelse fornøjet. Fordi forberedelse kunne de sagtens finde ud af. 
Med det i tankerne, følte han hvordan en hånd søgende gled ned omkring det efterhånden ret så meget strammere stof, og Aldamar rykkede sig en anelse længere op igen, for at han bedre kunne få fat. Det betød dog også at læbernes rykvise 'skridt' imod sit mål blev stoppet, og Arysprinsen rankede langsomt ryggen, den bredere silhuet af den hvid-delikate krop høj imod det mørke loft, for at kunne løfte sig på knæene endnu engang. 
Med knæene ud fra hans hofter og endnu atter siddende overskrævs på ham, var det at Aldamar nu rykkede sine lægge ind under Fabian's lår - låste dem en anelse i spænd, og med et grin vovede at ændre på positionen. "Kom med" Han lænede sig frem til et noget mere hungrende kys, lod de bløde fingre gribe fat om hans ene side og skubbede samtidigt sig selv imod den modsatte side, for at hinte at han gerne ville have vendt dem omkring så Fabian, fantastiske Fabian, kunne få mere plads at arbejde på, og han selv slap for at skulle vriste sig ud af underdelen, et ben af gangen. 

Stoffet var alligevel begyndt at skærer sig en anelse smertefuldt ind imod huden, og til hans egen store overraskelse, var det ikke fuldkommen... uvelkomment. Det gjorde tilfredsstillelsen ved at få det af, dét meget bedre. Var hans tanker i hvert fald. 

Fabian kunne ikke lade vær med at forsøge at komme lidt fri fra benlåsen, dog mere for sjov, end fordi han reelt ville. Aldamar skulle ikke have det helt nemt. Dog følte han sig ret sikker i at han skulle bruge flere kræfter end han egentlig ønskede, hvis han faktisk skulle komme fri.
Så i stedet for lod han Aldamar bestemme, ganske tilfreds med blot at have fingrene nede i underbukserne for nu. Selvom Aldamar heldigvis havde andre planer. Til at starte med lænede Fabian sig frem og lod hans læber fanges i et hungrende kys, inden han blev vippet om til at være oven på Aldamar.

Han lå først oven på Aldamar, men efter at få sine ben fri, kom han op og læne sig på knæene, som placerede sig på hver deres side af Aldamars ben, ligesom Aldamar havde gjort tidligere på ham. Han satte sig lidt tilbage på hælene, så han bedre kunne nyde synet af den betydelig større mand under ham, selvom hans øjne snart blev drevet af underbukserne der så ud til at stramme godt på ham. "Lidt større er du da blevet," kom det drillende fra Fabian, som han lod sine hænder glide over maven, og så ned til underbukserne igen, dog tog han dem ikke af med det samme. Han lod i stedet for en hånd glide over det bløde materiale, og under, så han rigtig kunne mærke hvad der foregik, og måske se om underbukserne ville stramme lidt mere, inden han rent faktisk ville hjælpe Aldamar af med dem.

Aldamar kiggede fornøjet op på ham, med hænder der fandt til ro ved hans knæ hvor at det fraværende nussede en anelse på huden der, omend de stoppede n anelse ved hænderne der gled over maven på ham, og et tilfreds suk forlod Aldamar ved den kærlige behandling. Øjnene gled en anelse forventningsfuldt i, og med dem lukkede, gik det en anelse for sent op for ham at Fabian ikke afklædte ham med det samme. 
Var det... øjnene åbnedes med et sæt, da hånden strøg over det mørke stof. Så sensitivt. Fordi med det tynde lag imellem, var det ikke meget han gik glip af, og det fik en vuggende bølge af nydelse til at sno sig igennem kroppen på Aarysprinsen. Det krævede overdentligt meget ikke at klemme benene sammen, et overrasket støn slap læberne og Aldamar's krop buede en anelse opad, førhen at han tvang den ned imod madressen igen. 

Ved de vrid hoften kortvarigt havde gjort, havde underdelen vist at den bestemt ikke helt passede til de nuværende proportioner som Aldamar præsenterede. Og da området efter kort tid begyndte at stramme yderligere - ganske som Fabian måske havde forventet - greb fingrene en anelse knurrende fat om mandens knæ igen, negle skrabende imod huden over, dog ikke fordi at han var vred. "Og lidt mere utålmodi-" overrasket forsvandt resten af ordene ind i en hurtig, nydelsespræget vejtrækning, og han sukkede ligedele tilfreds over behandlingen, og utilfreds over at han legede omkring på den her måde. 
Hvilket han udemærket godt vidste var dobbeltmoralsk, givet hvor meget han selv plejede at danse om den varme grød. 

Den lyd ville Fabian gerne høre igen. Og derfor havde han heller ikke meget travlt med faktisk at få fjernet underbukserne, som han lod fingrene danse henover materialet, og se hvilke lyde der kom, for ikke at se om hvornår den selv ville springe ud af materialet. Hans fingre fulgte kort formen under stoffet, inden han endelig lod dem stoppe på kanten af dem. "Vil du gerne have dem af?" hviskede han, udmærket godt klar over at det ville være et ja, og han ventede derfor heller ikke rigtig på svar, som han ændrede position igen, denne gang rykkede han sig lidt længere ned, så han bedre kunne komme i øjenhøjde med kronjuvelerne. Hans hoved bevægede sig ned, og stoppede kun få centimeter fra stoffet, så han var sikker på at den varme ånde kunne mærkes igennem.
Der var han et par få øjeblikke, inden hans fingre tog ordentlig fat i kanterne, og han endelig begyndte at trække dem ned, så Aldamar kunne få lidt mere frihed. Et kys mod lemmet fulgte fra Fabian, men ellers gjorde han ikke meget med sin mund, som forsat var i nærheden. Aldamar var i den grad blevet større.

Han hev underbukserne ned til midt på lårene, får at han måtte rykke sig til siden, så han ordentlig kunne hive dem af. "Jeg kunne ridde dig," kom det næsten lidt overvejende fra Fabian, som han fik lirket dem af og smed dem væk fra sig, inden han forsøgte at komme oven på Aldamars ben igen, og fange ham under sig.

Et svar kunne næppe være nødvendigt, med måden Aldamar forventningsfuldt sukkede og åndede, hver eneste vejrtrækning gradvist dybere og mere besværet end den næste. Han kæmpede for ikke bare at vrisse at han skulle stoppe med at pirre, fordi hele basalt, brød en ret insisterende del af ham rigtig godt om Fabian's behandling. Og derfor var det også et svar han fik, en frydefuld sitren under stemmebåndets tonet. "Jah, Fabian, jah jeg vil" 
Varmen var fantastisk mærkbar, og da de endelig kom af, bevægede han læberne helt tæt på igen.  

.... Og så ikke mere. Kysset fik endnu et støn fra Aldamar's egen mund, og da der ikke kom mere end hans pirrende ånde, lukkede Aldamar atter øjnene med en lavmælt, 'misfornøjet' brummen, og gjorde ikke meget modstand foruden den obligatoriske og drillende slags, idet at han møvede ham sig over ham igen. 
Han kunne hvad? Øjenlågene gled op igen i overrasket og muntert ryk, da den nonchalante, overvejende tone de ord var blevet sagt med, ikke passede til beytdning af dem. Men ikke at det gjorde noget, fordi hvis målet var at gøre Aldamar mere interesseret eller fange hans fulde opmærksomhed, så var det i den grad lykkedes; fyrstesønnen rettede sig en anelse op på albuerne, og havde benene været fri, ville han have skubbet ham tættere på, med et lille puf i ryggen. Det var de desværre ikke, så han måtte nøjes med at betragte manden over sig, grebet og fascineret af ham. 
"Det kunne du" hviskede han, en kant af håb i stemmen som han ikke prøvede at holde for sig selv i den her situation; Aldamar prøvede at rette sig en anelse op - eller strække sig - så han kunne komme tættere på manden foran sig. Hvis han altså fik lov. 

Fabian kunne fuldt ud forstå, hvorfor Aldamar altid tog sin tid, når han nu kunne nyde synet af Aldamar der vred sig under ham, over de mindste berøringer. For ikke at nævne lydene. Hvis han kunne få lov så ville han forsøge at trække dem ud af ham, så lang tid han overhoved kunne, men der var også en utålmodighed der ret ofte omsværmede dem begge.

Selvom Fabian så selv måtte arbejde lidt for sagen, så havde han aldrig rigtig haft så meget i mod det. Det var bedre end at ligge som en død fisk på sengen og bare tage det, i hvert fald til tider. Derfor var det også bare et lidt større smil der hev op i Fabians mundviger.
Han lod Aldamar hive sig op, så de begge to sad op, og Fabian lagde sine arme på Aldamars skuldre. Han lænede sig lidt ind, som skulle han til at kysse Aldamar, men inden han gjorde det, hviskede han: ”Men så må du også gøre mig klar.”
Han rykkede sig lidt nærmere, som de kyssede, så de gned, bare en lille smule mod hinanden. Det var trods alt ikke meningen at de skulle tage forskud på goderne, ikke før Fabian var godt på plads. Han tænkte dog at med Aldamars noget længere krop, så kunne han også godt selv få fat på noget til at forberede Fabian med. 

En tilfreds sukken kom fra Aldamar da han fik lov til at komme op i en form for øjenhøjde, og ved manden der lænede sig frem til endnu et kys, var han ikke sen til at følge trop. Det skulle dog ikke kun være det som der lå bagved bevægelsen,  og Aldamar smilede ind i kysset, førhen at en nydende brummen overtog hvad end der kunne være blevet sagt tilbage, da han blidt vuggede ind imod ham. Ikke fordi der var så meget at sige, som der var at gøre,  og Aldamar's ene hånd forlod madrasssen, og fulgte i stedet ryggen ned imod lænden, førhen den krummede sig en anelse sammen og favnede ballen i stedet. 

Æltede den lidt, og han trak dem begge tilbage bagud imod sengekanten,  så der var noget ryglæn for ham selv. Det gjorde det en hel del mere afslappende for ham at frigøre dem anden hånd fra sin støtte, og i stedet lade den søge op til munden. Der gled de slanke fingre roligt ind imellem den mørkhårede Aldamar's egne læber, i den pause han kortvarigt tog sig fra kysset; han slap ikke øjenkontakten med Fabian imens, han skulle jo gerne få det hele med.  

Siden første gang var han blevet en del mere komfortabel med lige den her del, og gjorde faktisk noget ud af det - bed sig lige i fingrene, lod tungen køre over, førhen at han til sidst lod dem glide ud, godt fugtede. 
Et sidste blik for at være sikker, og Aldamar lod dem søge ned til det anden hånd, der lige hev ballen en anelse til side, for at gøre plads.  Idet at fingrene ramte stedet lænede han sig ind i et nyt og mere lystigt kys, der stødt ville følge tempoet nedefra, førhen at hovedet skubbedes ned til Fabian's hals og skulder - kyssede det - og hånden slap ballen, for i stedet at gribe fat om hans lem. Bare lige imens han arbejdede sig op i størrelse.  

Det havde været en god overraskelse første gang, hvor villig Aldamar havde været til at hjælpe med forberedelsen, og det var stadig en god oplevelse, om ikke andet, når han hjalp ham. På mange punkter kunne Aldamar virke selvisk, men det var ikke noget der virkede til at præge deres sexliv sammen. Der havde nok været større problemer med at nyde det langsigtet, hvis Aldamar ikke virkede så villig at sørge for at Fabian oplevede ligeså stor nydelse som ham selv.

Han lod Aldamar trække ham tilbage mod sengekanten, som ville gøre det lidt nemmere længere nede. Hans arme stadig plantet på Aldamars skuldre, så han havde noget at holde fast i, mens hans øjne ligeledes blev ved med at kigge ind i Aldamars, så lang tid han nu kunne det.
Der skulle ikke et ekstra blik til, for at være sikker på at det var hvad Fabian ønskede. Han rejste dog røven bare en anelse fra sit sæde, så Aldamar havde bedre adgang, og gjorde sig så klar.

Det lille støn der fulgte med følelsen af fingrene, blev hurtig dæmpet af kysset, og Fabians øjne gled helt automatisk i, som han prøvede at fokusere på kysset, selvom fingrene var meget distraherende. Hans hænder fandt hinanden bag om Aldamar, mens han prøvede ikke at rykke sig for meget. ”Din... din..” kom det lidt bebrejdende fra Fabian, som hans sanser blev overvældet som Aldamar havde gang i flere ting. Det var dog ikke som om at han faktisk ikke nød det.
Hans krop rokkede lidt med ned, og hovedet faldt ned for at hvile sig mod Aldamars skulder, mens han bare mærkede hvordan hele hans krop gjorde sig klar til hvad der skulle komme, og som han også blev mindet om, hver gang han mærkede Aldamars lem mod ham selv.

Det tog dog ikke forfærdelig lang tid for Fabian at føle at han var ved at være der. ”Lad mig...” hviskede han, i håb om at Aldamar forstod det, så han kunne få lov til lige at få sat sig ordentlig på Aldamar. 

Læberne splittedes i et lidt mere perverst grin ved de bebrejdende ord, og tempoet øgedes blot en lille smule idet at han følte hvordan Fabian begyndte at læne sig med de bevægelser der kom fra Aldamar. Gradvist tilføjede han en til finger, og derefter en til, imens hånden om hans lem kørte et meget mere roligt og sikkert også utilfredstillende tempo, sammenlignet med alt andet. 
Læberne forsatte sin usynlige rute langs Fabian's hals, men da hovedet faldt ned på skulderen, var det i stedet blot den dybere og tændte vejrtrækning han fik lov at høre, lige ud fra hans ene øre. Heldigvis for Aldamar, var det ikke sådan at Fabian behøvede utrolig meget forarbejde. 

Aldamar stoppede roligt ved den hvisken der kom, og lod fingrene glide ud og forsvinde et eller andet sted i stoffet, for at tørrer dem af. Aldamar lod ham trække sig en anelse tilbage, mørkeblå der var blevet så godt som sorte i den tid det havde taget at nå her til og et fast greb om hans underlår med de størrer hænder, for at kunne støtte og løfte ham en anelse, om han ville have det. Det var underligt, sådan at være i øjenhøjde, jah faktisk at kunne se en anelse ned på ham, på trods af at han sad ovenpå ham. Og Aldamar der brød sig vældig godt om det, vidste at det måtte udnyttes - men hver ting til sin tid. 
Lige nu, var det dog næsten smertefuldt at vente mere. Ikke fysisk, men mentalt. Fordi mentalt... var Aldamar sulten, han var spændt og han ventede overraskende tålmodigt på Fabian, aldrig helt glad for at presse den når han vidste at det ville komme, men villig til at overlade den del til Fabian selv. 
Og da det til gengæld kom, var det et dybt støn der rumlede igennem ham. Ryggen buede idet at Aldamar's blik vendtes imod loftet, og luften blev trukket ind imellem sammebidte - men smilende - tænder og læber. 

Fabian kunne svor at han kunne mærke hvor utålmodig Aldamar var under ham, hvilket også bare gjorde ham selv mere utålmodig, til at mærke ham, til at nyde ham. Dog kunne han ikke ligefrem skynde sig med det her, ellers ville det enten blive smertefuldt eller utilfredsstillende, og han ønskede ingen af tingene, ikke når han havde ventet i timevis på at mærke Aldamar, godt nok en større version af ham.

Han friede sine hænder fra hinanden, og lod den ene hånd ligge på skulderen, mens han med den den anden hånd tog fat om det store lem, så han kunne styre det. ”Klar?” hviskede han, men han ventede ikke ligefrem på at Aldamar var klar, før han løftede sig selv op, blot for at lade sig selv glide ned, nu tættere på Aldamar.
Hans eget toneleje passede med Aldamar, som han mærkede sig selv blive fuldt op af den anden, og et langt støn ligeledes lød fra skøgen, som hans egen hånd fandt vej til Aldamars anden skulder. Da han først var tilbage nede på Aldamars skød, måtte han dog lige vente et par sekunder inden han kunne forsætte. Hans vejrtrækning var allerede tung, og selvom hans ben ikke rystede, så ville de uden tvivl begynde om inden så længe.

Man kunne dog se på Fabian øjeblikket inden han begyndte at rykke sig op og ned. Hans øjne havde været halvt lukkede, men ligeså snart han begyndte, så låste han øjne med Aldamar. Han ville heller ikke misse et øjeblik af dette. 

Aldamar vendte blikket frem imod Fabian igen, i de sekunder hvor at begge lige syntes at skulle komme sig. Fabian nok af nogenlunde samme grund som Aldamar, der med et frydefuldt suk endelig åbnede øjnene på klem igen, og mødte et fast og besluttet blik fra den anden mand foran sig. Og så begyndte han ellers at bevæge sig. 
Aldamar's hænder gled kortvarigt op til tindingerne i den rus der skyllede igennem hans krop - gned dem i nydelsen, kørte dem igennem de mørke krøller - førhen at de fandt vej ned til den andens baller igen, for så vidt som muligt at kunne støtte ham en anelse i at bringe sig selv op og ned. Og, hvis benene gav efter under ham, så helt at overtage det. 

Aldamar grinte samtidigt - han kunne ikke lade værd - og lænede sig ivrigt frem til endnu et kys, langt mere domineret af lysten der rislede igennem hans krop, og som også stødt byggede sig op indvendig, ved hver en bevægelse Fabian foretog sig. Selv hvis det ikke var fordi at han behøvede, var det at Aldamar ikke kunne lade værd, da han med et tilfreds støn tog en anelse fastere fat i den andens krop for at styre tempoet, sætte det en anelse op.
Og da læberne slap, var det kun for at læne sig en anelse frem imod hans øre, en halvpervers hvisken efterfulgt af et lille nap. 

Den ekstra støtte hjalp på bevægelserne for Fabian, så han heller ikek skulle anstrenge sig helt ligeså meget, som han ellers plejede at gøre. Det var også næsten for meget for hans sanser, men han var ikke en der gav op.
Som tempoet blev sat hurigere og hurtigere, og han kunne mærke hvordan benene begyndte at skælve, blev hans støn også bare højere, mikset ind med ord kun for Aldamars ører, ligesom hans kun havde været for Fabians.

Som der gik mere og mere tid, kom de tættere og tættere på, og til sidst nåede de klimakset. Fabian kom et støn, der lød meget som Aldamars navn, inden hans ben bare bukkede lidt under, som hele hans krop begyndte at føles lidt slap.
Hans arme lagde sig om halsen på Aldamar, og hans krop lagde sig bare ind mod den stadig store krop under ham, udmattet, og klar på at hive ham sidelæns, så de kunne komme ned og ligge i stedet for at sidde op, med mindre Aldamar selvfølgelig ikke var færdig.
Der var stadig så meget mere de kunne med den store krop, men Fabian måtte også indrømme at det var hans tredje orgasme for i aften, og han var godt begyndt at kunne mærke det, især efter at være blevet holdt på kanten i alt for lang tid.

Da de var ved at nærme sig målstregen, var Aldamar ikke bleg for at sætte farten en tand yderligere op. Fabian's lette skælven, de hurtige støn og den foruligende - men i det her tilfælde, fantasitske - hvisken der kom fra ham, var nok til at den mørkhårede sagligt lukkede øjnene en anelse i. Så tæt på, han var så tæt på. Og med Fabian der i små ryk begyndte at klemme til, var det at han skubbede ham ned på sengen - ned på ryggen, for at færdiggøre ham - og sig selv - sådan. 
Han følte næsten at han tårnede sig over ham, og bød armene om halsen velkommen med en lavmælt og saglig sukken - lænede sin krop ind til hans, og fornemmede at Fabian i hvert fald var nået grænsen. Og han fulgte selv trop ikke forfærdelig lang tid efter, nogle afsluttende ryk førhen at han med besværet åndedræt færdiggjorde sig i ham. 

En trækken til siden søgte at skubbe Aldamar ned ved siden af ham, og med en lille, åndeløs latter trak han sig ud og dumpede ned imod madrassen, arme der søgende foldede sig ind omkring Fabian for lige at holde ham en anelse tæt, imens hjertet fik lov til at falde til ro. Hvor træt Fabian var, det kunne han ikke fornemme. Men et sagligt lille kys blev sendt imod hans nakke, og den ene hånd gled en anelse ned over brystet og strøg ham over huden ved det bankende hjerte. 

En anelse overvejende bemærkede han at maven var en anelse fugtig, førhen at han med en mental skuldertrækning hev en anelse op i sengetæppet, for at tørrer det væk. Det var jo heldigvis ikke ham selv der vaskede det, intet problem. 

Da de begge var kommet, så var Fabian hurtig til at krølle sig sammen om Aldamar, eller i hans arme. Hele hans krop var brugt, men på den bedste måde. Et lille lykkeligt suk kom fra skøgen, som han hoved ramte Aldamars skulder. Vejtrækningen var stadig hurtig, hans ben var i den grad ikke samarbejdsvillige og hjertet bankede derudaf, men han ville ikke have det på nogen anden måde.
Han bed ikke speciel mærke i hvordan sengetæppet efterhånden var ved at blive en klud for at tørre dem af, til trods for hvor dyrt det måtte have været at få.

Hans fingre dansede lidt over Aldamars varme hud, over brystet, mens han prøvede at få sin krop til at falde lidt ned igen. ”Det her var en god overraskelse,” hviskede han. ”Du er en anelse mere mandig, når du faktisk også kan tårne over mig.” Der var en lidt mere drillende tone over det, selvom Fabian nu aldrig havde set Aldamar som andet end mandig. Muligvis en mand der tog sig tid til at tage sig af sit udseende, men stadigvæk en mand.
Han vidste dog også godt at det her kun var på lånt tid, og han ville umuligt kunne bede Aldamar om at gøre det igen, med mindre han havde udviklet en pludselig evne indenfor formskiftning. Hvis Aldamar ville gøre det, så ville Fabian dog næppe stoppe ham, for det havde været fantastisk. 

En 'forarget' fnysen kom fra Aldamar, der dog ikke kunne lade værd med at klukke en anelse, ret så ligeglad med hvornår han var, og hvornår han ikke var decideret mandig. Mange der kendte ham perifert, ville påpege at Arys prinsen var en mandig men forfængelig skikkelse. Andre at det eneste mandige ved ham var den brystbehåring han formåede at vise frem, om man mødte ham på en mere doven dag og iklædt en lettere åben skjorte. Men i sidste ende, var det meget få af de meninger der betød noget, og Aldamar smilede ind imod Fabian's skulder. I sidste ende, var det blandt andet hans mening der betød mest. 

Og så længe det var drillende, var det ikke noget hans stolthed ikke kunne klare. 
Benene flettedes fornøjet ind imellem hans, og ansigtet trak sig en anelse tilbage, for at kunne se ham. "Du kan bare krympe dig selv lidt i fremtiden, hvis det er noget du kommer til at savne" mumlede han, og rullede en anelse i skuldrende der havde været godt spændt under det hele. Med en tilfreds knækken gled de på plads, og Aldamar strakte sig som en doven og magelig kat i sengen, tæer der krympede og det hele. 
Med en lille sitren krammede han sig ind til Fabian igen, inden at han sukkede. "Lige et øjeblik" mumlede han misfornøjet over sit eget behov for lige at klæde om, og viklede sig med en underliggende modvillighed ud af omfavnelsen, for at svinge benene ud over sengekanten. Stropperne på overarmene skulle af, og han skulle velsagtens lige... 

Længere nåede han ikke rigtig at tænke, inden at han med et halvforskrækket udbrud snublede over sine egne klodsede og store fødder, og ramte gulvet. Aldamar lå lige nogle sekunder i overraskelsen, inden at han med en lavmælt banden rullede om på ryggen. Det her var så den mindre sexede del af alkymien, og han gned sig en anelse på knæene, som havde ramt ført. Det havde ikke gjort ondt, men det havde skam ikke været videre elegant. 

Fabian kunne ikke lade vær med at grine af det aspekt. ”Sikker på at du gerne vil være sammen med en på størrelse med et barn?” spurgte han rystende på hovedet. Han ville stadig helt klart ligne en voksen mand, men det blev lidt underligt når man kom ned i de proportioner, og ikke skulle foregive at være en dværg, som egentlig også var bredere. Især under sex.

Det var ligeså modvilligt fra Fabians side at lade Aldamar gå, men som han fik viklet sig ud, så kunne han også godt se at Aldamar stadig var viklet ind i noget af tøjsættet, som så en anelse stramt ud. Derfor måtte han give sig til takke, med at lægge sig til rette på sengen, og i stedet for se prinsen komme op og.... falde?
Et kraftig grin undslap Fabian, som han så hvordan Aldamar faldt nærmest så lang som han var, og han kunne absolut ikke holde sig tilbage, som latteren udfyldte rummet de var i, og der gik i hvert fald et lille stykke tid, før et halvkvalt ”Er du okay?” kunne komme ud af Fabian. Aldamar så ikke ud til at han havde slået sig voldsomt, men for en der var så vant til at justere sin højde, der havde han slet ikke forudset hvor klodset en som ikke var vant til det, ville være når de pludselig voksede markant.