Útíradien havde godt hørt Sibalghym røre på sig, men alligevel gav det et sæt i ham som han hørte plasket, og instinktivt rykkede han sit hoved mod lyden, selvom han godt havde en fornemmelse af hvem præcis det var.
Som han tilgengæld hørte det lille gisp fra den anden mørkelver, kom der er svagt smil over læberne. Der var nogen der havde fundet ud af det på den hårde måde, at det var lidt koldt, selv for væsner af deres type.

"En anelse koldt?" kunne han ikke helt lade vær med at sige som han tog en sidste håndfuld af vand op til ansigtet, inden han kørte en stadig våd hånd gennem det hvide hår, for at stryge det tilbage, selvom det gled fremad endnu engang.
Han rejste sig op og begyndte at tage tøjet på igen, nu når han var næsten ren. De skulle i hvert fald finde en varmere kilde hvis han skulle tage et reelt bad, fremfor denne her form for halvt bad han kun tog når søen var så kold som den var.

"Måske du sku' prøve det," Svarede Sibal, som prøvede at komme sig over kulden. Det her vand var meget koldt, men nok ikke koldere end det vand som Útiradien selv kendte til. Sibal svømmede tværs gennem søen, mens han glanede efter den anden mørkelver, for at observere hvordan han havde valgt at vaske sig. Ikke overraskende var Útiradien noget mere forsigtig end Sibal. Han blev kun overfladisk ren, men mon ikke han kunne få nogle af de gamle elverkvinder til at skrubbe og skure ham ordentligt igennem, når de kom til borgen?

Svømmebevægelserne var ikke nok til at få varmen, så det blev kun en hurtig opkvikkende dukkert, der lige kunne fjerne det værste blod og jord, der havde størknet sig til ham over flere dages rejse. Han kom op på landjorden igen, og rettede sig mod den endnu letplaskende rejsefælle af hans. Han stod som han var skabt, og gjorde intet for at dække sig til overfor ham, eftersom at han var ganske bevidst om, at hans ære var i behold overfor en blind mand. Han vred vandet af sit hår.

"Det kunne være vi skulle forventningsafstemme angående i nat. Jeg gider ikke at du prøver på at stikke af mens jeg sover. Træerne kan sladre til mig om hvilken vej du luskede afsted, at du ved det..." Sukkede han. Træt ved tanken om, at folk altid forsøgte at stikke af fra ham, når han sov. Han sov desværre igennem alt og alle. Útiradien var ikke hans fange på samme måde som før, og behøvede ikke at blive bundet fast. Men han måtte stadig ikke stikke af...

"Nej tak," sagde Útíradien roligt men bestemt. Selvom det virkede mere overfladisk hvordan han vaskede sig, så gik han rimelig metodisk til værks, og selvom det ikke var perfekt, så var han væsentlig renere da Sibalghym kom tilbage til ham, og sågar dele af hans hår var også blevet vådt. Det var stadig tydeligt at han ikke havde haft meget i sinde at gøre sig mere ren end højst nødvendigt. Han kendte sine egne begrænsninger og hans krop var ikke på det stærkeste til at modstå kulden i vandet, hvis han havde gjort det samme som Sibalghym.

Han begyndte at tage sit tøj på igen, som Sibalghym kommenterede på natten der skulle komme. "Tror du at jeg ville kunne komme langt hvis jeg forsøgte?" spurgte han. Et eller andet sted var det næsten morsomt som Sibalghym virkede mere bange for at Útíradien stak af, end Útíradien var bange for at Sibalghym ville gøre ham ondt. Var det ikke normalvis fangen der var bange og paranoid. Han lod dog ikke Sibalghym reelt svare på spørgsmålet som han forsatte. "Jeg forstår ikke din besættelse af at tage dig af mig, og slæbe mig med hjem til din klan, i det stadig jeg er, men jeg har ingen intentioner om at stikke af. Jeg ved godt at selv en halvdårlig jæger ville kunne finde mig hurtigere end jeg ville kunne stikke af." Han gik langt, og han havde behov for lyd til at kunne bevæge sig. Det var dårlige kår for at stikke af.

Sibal rystede sit hår fri fra det værste vand, og kørte begge Igennem det, for at glatte det meste tilbage, for at flette det. “I skoven? Nej.” Svarede han kort, da Útíradien spurgte ham om han selv troede på, at han ville komme langt. “Men du må jo selv have troet på det, siden du gjorde et forsøg på at stikke af, før…” Sibal var vant til at fanger forsøgte at flygte fra ham, men som regelt tjente skovene ham, og han fandt dem altid igen. Så Sibal bar ikke nag længere. Men når de kom ud af skovene, måtte han hellere passe lidt bedre på med ikke at miste ham af syne.

“Og det er altså ikke nogen besættelse. I min klan er det her hvad vi gør. Det er en måde at tjene vores klan på,” Svarede han, som han trak sig I sine bukser og kom ham nærmere. “Iendritherne dyrker seereres syner. Det er seerne der afgør hvem vi skal lede, og hvornår vi skal kæmpe.”

Det havde dårligt været en forsøg på at flygte, så meget som om at sørge for at han overlevede. Han havde ikke haft nogen idé om hvem det var der kom efter ham, men det havde da været rart hvis Sibalghym ikke havde fundet ham igen. Men der var altså visse ulemper ved at være blind.
Men han kommenterede ikke på det. Der var kun så mange ting man kunne argumentere med en tykhovedet elver, og det ville trods alt også være en løgn at han ikke ville tage chancen hvis den reelt bød ham. Forskellen var bare at der ikke ligefrem var mange chancer for ham.

Han greb endelig fat i sin vandrepind endnu engang, og ventede roligt på at Sibalghym blev færdig, som han lænede sig lidt op af den. "Jeg har ikke ligefrem særlig godt held med at lede andre elvere, og heller ikke særlig god erfaring med det når de bliver utilfredse over beslutninger der bliver taget på baggrund af mine syner, eller manglende syner," sagde han. "Jeg er ikke sikker på at jeg kommer til at være til meget hjælp." De var oftes ikke særlige brugbare i hans egen optik, og det ville være lidt en lang tur bare for at blive dræbt - eller det der var værre - i den anden ende.

Kulden indhentede hurtigt den stadig nøgne Sibalghym. Han skyndte sig at gribe ud efter tøjet – næsten en skam at iklæde sig noget, der godt kunne trænge til en vask, når man endelig havde været med hele hovedet og kroppen under vand. Det var fyldt med jord og daggamle blodpletter, men det beskyttede ham da fra vinden.

Sibal lyttede til Utiradien mens han hastigt kom i tøjet. Han var ikke just enig i hans eget syn på sine evner. Men han var heller ikke i stand til at sige ham imod. Han lod ikke til at kunne se så meget. Men hvem vidste? Mon ikke de kunne drage god nytte af ham på en eller anden måde?

”…Jeg ved det heller ikke. Når jeg står blandt flammer og ulvehyl, så ved jeg hvad der venter mig,” Svarede Sibal og trak på skuldrene. Han frøs, og måtte i bevægelse. Han nærmede sig den anden elver med stokken, puffede ham blidt i retning tilbage mod lejren med den skjulte trærede, som var en klassisk Sibal-kreation. ”Eller hvad der ’muligvis’ venter mig,” Rettede han hurtigt. Han mente nu nok, at Útíradien havde sagt noget om, at der ikke var garanti på at det betød død. Men det var ikke overraskende for Sibal eller nogen anden I’endrith-elver, at man døde i kamp en dag.

Det trak alligevel lidt i mundvigen på Útíradien, som Sibalghym pointerede at han kun vidste hvad der ventede ham, som han stod blandt flammer og ulvehyl. Men intet var sikkert. Selv for en der kunne se fremtiden, så var der for mange veje, til at vide om noget var sikkert.
Han lod sig puffe mod deres lejr, som han allerede havde mistet følingen af hvor var, men kunne alligevel ikke lade vær med at pointere. "Det er klogt at holde fast i et muligvis. Intet er sikkert, selv ikke døden," sagde han. Det var trods alt ikke alle der fik lov til at gå i døden. Nogle blev gen oplivet af guderne, og andre af andre ting.
Útíradien var af den overbevisning at han selv burde være død, men hans klan havde alligevel tage et andet valg af den ene eller anden grund. Selv nu, var der ingen grund til at han burde være i live, udover at Sibalghym havde bestemt sig for at tage ham ind som sin fange eller slave. Ikke at han blev behandlet helt så dårligt.

Som han kom tilbage til lejren, satte han sig også blot tilbage ned, og lagde sin pind ved sin side, som han lyttede på Sibalghym om han forventede mere af ham.

“Hvis man endelig skal dø, så lad det da blive en blodig en.“ Mumlede Sibal dystert, afslørende om en mentalitet om, at han var skabt til at være i kamp, og at dø på slagmarken var anset for at være en ærefuld død. Det var uden tvivl en tillært mentalitet.
Han sagde ikke så meget mere om det, da han tydeligvis ikke kunne tvinge sin seer om at uddybe synet yderligere. Det virkede ikke som om at Útíradien selv vidste, hvad synet helt havde betydet. Under synet, virkede det som om han bare remsede op hvad han så.

“Her“ Sibal placerede begge sine hænder på den anden elvers skuldre og puffede ham tættere på træet, som skulle være deres ly for i nat. Sibal løftede sin ene hånd fr ahans skulder og begyndte at vejlede træets grene, stærke som skrøbelige, at række sig ned efter dem. Som små stikkende hænder, greb de ud efter hvad de kunne få fat på af tøj på Útíradien og begyndte at hejse ham op. Sibal var ikke i tvivl om, at træet nok skulle få ham op, men bare fordi han ikke vidste hvordan elveren artede sig, holdt han en hånd bag på hans ryg, for at støtte og berolige ham. Redden oppe i højderne skulle de nok nå. Og den ville skærme dem for vin dog vejr, og vigtigst af alt, holde dem skjulte i løbet af deres søvn.

Det kunne godt være at det var det Sibalghym ønskede, men det betød ikke at det var sådan det blev, hvilket blot fik Útíradien til at trække lidt på smilebåndet, men i en næsten trist facon.
Måske var det fordi han kunne genkende sig selv i det, og det var forfærdeligt at ikke alle kunne eller ville bryde fri fra den mentalitet. Der var mere i livet end det.

Selvom Útíradien generelt havde været meget rolig under det meste, kom der alligevel et lille udtryk af overraskelse og ubehag fra hans mund, som han mærkede grenene bevæge på sig.
"Hvad sker der?" kunne han ikke stoppe sig selv fra at spørge, som hans greb strammede sig lidt om hans vandrestav, men han kunne ikke bevæge sig væk, som Sibalghym meget bestemt holdt ham på sin plads med en næsten... beroligende hånd.
Så han kunne ikke stoppe det, som grenene tog fat i ham og løftede ham op, men for første gang i lang tid følte han sig oprigtigt blind og hjælpeløs, som han mærkede underlaget under sine fødder forsvinde, og det var meget tydeligt at han virkelig ikke brød sig om det, selvom han ikke sagde det højt, men hele hans krop var anspændt.

Den overraskede lyd fra Útíradien morede Sibal, og det fik ham til at brede et smil på de mørke læber. Det var lidt af en sejr, hvis man overhoved kunne få vristet en følelse ud af den beherskede fyr, mente han. Af en fange at være, var han jo provokerende rolig.

Sibal klatrede op efter ham. Han var en ferm klatrer, og behøvede faktisk ikke hjælp til at komme op, så snart han havde hejst sig op på den første gren. Faktisk var han hurtigere end grenene kunne hejse Útíradien op, så han formåede at overhale ham, så han kunne tage imod ham. Han greb et solidt tag i hans krave og hejste den væsentligt mindre mand op med en enkelt spændt arm, mens den anden hånd holdt fast i træets stamme.

”Opsedasse” Prustede Sibal, som hans muskler nu var varme og udmattede fra klatreturen og det sidste svære løft på hans rejsefælle ”Og hvis du skal pisse, så væk mig lige, ing? Det går ikke, at du snubler rundt heroppe.” De havde en tæt nok bund heroppe, men helt heroppe kunne man snildt mærke hvordan vinden fik træet til at gynge en smule. Sibal var naturligvis vant til følelsen. Han holdt stadig sit greb i hans fanges krave, dog blidere, og trak ham yderligere tættere ind på midten, hvor han selv stod.

Det var vel altid noget at Útíradien ikke var særlig tung, som han blev hevet op i 'reden' som Sibalghym havde bygget til dem. Det var i hvert fald sådan det virkede, selvom han næppe kunne bekræfte rigtig. Han havde virkelig ikke i sinde at bevæge sig særlig meget rundt, og ville nok også bare have sat sig ned, hvis ikke for taget Sibalghym havde som han trak ham væk fra kanten, og forhåbentlig ind mod midten.

"Men... hvorfor skal vi være heroppe? Har vi ikke de andre nætter været på jorden," kunne Útíradien ikke lade vær med at spørge, og til trods for hvor tæt de var ved at stå, så virkede han ikke super villig til at trække sig væk, men kiggede i stedet for blot ind i skulderen på Sibalghym som de stod der.
Han kunne mærke varmen fra den anden elver, og selvom der var vindtæt, kunne man stadig godt mærke kulden krybe lidt op på ham, nu når han var væk fra den tætte skovbund, der trods alt holdt en hvis temperatur modsat oppe i kronen af et træ.

Han sukkede over spørgsmålet. Nu havde han lavet sådan en flot rede til ham, og så var han ikke engang taknemmelig? "Det er fordi Ehh.. Det er fordi vi ikke var alene på det tidspunkt. Og der er også en anden grund, og det er, at jeg sover meget tungt. Så hvis der kommer nogen og ser sådan nogle søde, smukke mørklinge som os, så bliver vi nok angrebet" Sibal kiggede ned efter Utiradiens blanke blik, Der bare stirrede ind mod hans skulder. Han lagde sine hænder på hans smalle overarme og varmede dem nærmest omsorgsfuldt med nogle rolige, dæmpede klap "Jeg taler af erfaring."

Forhåbentligt med Utiradiens medvillighed, ville han sørge for at de begge to fandt sikkert til rette i redebunden.