Havde han kendt til Fabians tætte bekendtskab med Hecate, havde det været nok til at manden fik sit spyt i den gale hals. Udover at han skulle forholde til dig Reier familien igennem hans kone, ville være det for alvor blive et forklaringsproblem, hvis hun genkendte dem begge. Sammen. Her. 
En hovedpine udover det sædvanlige. 
Heldigvis var den ældre dame langt fra hans tanker, når han gik her med skøgen. 

Lidt småsmilende over deres snak var han stadigvæk - det kildede hans humør, og nikkede med et lille 'jah tak' til at han gerne måtte hente noget med til ham. "Tror du at de har vin?" Gled det lidt håbefuldt ud af ham, og han spejdede imellem menneskene efter det genkendelige glas, og dens røde farve. Ikke meget held, men måske... 

Idet han gik efter drikkelse, satte Aldamar sig til rette ved det opstablede bord. Med en lille grimasse prøvede han at skubbe resterne af noget madsnask ud over kanten med en pind, men bandede sagte da det var langt mere klistret end han havde troet.

Det var ikke fordi at Fabian decideret sagde nej, men det var en noget skeptisk mine hans ansigt fortrak sig i, da han ikke lige syntes at have spottet det heller, og det var ikke ligefrem pøblens drik. "Jeg ser hvad jeg kan gøre," var derfor svaret i stedet for. Måske havde de flere variationer af mjød måske? Bare noget der ikke var det billigste øl. Han drak trods alt stadig selv det billige sprøjt, men Aldamar havde normalvis lov til at være lidt mere kræsen.
Det var alligevel en noget modvillig mine, som han gav slip på Aldamar som varmen forsvandt fra hans side forsvandt fra ham, og han måtte lige minde sig selv om en ekstra gang at de nok skulle finde varmere lag senere på aftenen, inden han gik mod køen til udskænkningen.

Køen var ikke forfærdelig lang lige nu, men det tog ham alligevel irriterende lang tid at komme igennem, i hans egen optik, men snart var han på vej tilbage til hvor han havde efterladt Aldamar. To krus i den ene hånd, og hvad der lignede en lille pose i den anden. Det var nemt at spotte de mørke lokker, som han gik mod bordet Aldamar havde fået fat i.
"Der var ingen vin," sagde han, som han satte krusene på bordet. "Der var mjød, eller krydret mjød. Mere specifikt gad den kære udskænker ikke at være, så jeg tog en af hver." Man kunne se at den ene af dem var mørkere end den anden, selv i den dårlige belysning de havde på nuværende tidspunkt.

Håbet kunne man jo bære længe på, og Aldamar så ham forsvinde i mængden. Hadede lidt at se ham gå, men beundrede da også hans pæne silhuet, imellem de mange andre mennesker. Som skåret efter en skulptur; han glemte nogle gange at sige det højt. Men det var en skøn mand der forsvandt der. 

Imens han ventede, gled blikket væk i de mange forskellige typer der passerede forbi. Alle typer af mennesker, alle typer af væsner - noget ved disse karneval, vakte landets borgere til live på en anden måde. Aldamar lænede albuen ind over bordet, et lidt distræt blik på den klistrede klat, som han havde lagt et stort blad over. Noget ved karneval, fik ham til at føle sig som en enkelt lille plet i kaosset - i sikkerhed blandt mængden - og den kunne for en stund skubbe uroen over at være ude, lidt væk. 
Når han tænkte over det, havde det egentlig været lidt som eksponeringsbehandling at komme så tæt på Fabian. Blev han mere og mere vovet, eller bare mere ligeglad? Selvsikker? Fabian skubbede hans grænser, men altid med en hånd i ryggen, der forsikrede ham om at han ikke gik i stykker. 

Ah, der var han. Fabians blik brød hans lille tankemylder, og Aldamar rykkede instinktivt lidt, for at få ham til at sidde ved siden af sig. "Jamen såå... krydret mjød tak" og han himlede lidt med øjnene af det, men ikke slået ud af drikkelses situationen. Lidt undersøgende betragtede han den søde væske, og greb den mørkere af dem, efterfulgt af et undersøgende snif. "Det dufter..  stærkt" og han grinte lidt sagte, et nysgerrigt blik på posen han også havde haft med.