Var det virkelig en reel bekymring, som hun havde? At der var en del af hende, som han aldrig ville kunne gøre krav på? Det var ligefrem morsomt. Nok nød han det, ligesom mange andre mænd sikkert også gjorde, men der var så mange andre ting, som de kunne lave sammen, så mon ikke han nok skulle overleve at undvære den ene ting.
"Men så er der gudskelov mange andre sjove ting, som vi vil kunne lave. Jeg har jo tydeligvis ikke manglet det indtil nu" svarede han og trak svagt på skuldrene, i hans verden var det virkelig ikke noget større problem.

Imens han ventede på, at hun tog sig sammen til at krybe ind til ham, tænkte han over hendes ord. Flere gang havde han været sammen med folk, som gerne så ham død, men hvis hun faktisk besluttede sig for det, var hun nok den eneste, som ville kunne slå ham ihjel. Han havde ikke den store lyst til at være ekstra årvågen i nærheden af hende, men måske han skulle tænke sig bare lidt mere om. Eller gøre noget, så han faktisk kunne kæmpe reelt imod.
"Jeg er virkelig ikke så nem at slå ihjel" svarede han endelig, da hun overgav sig og rykkede tættere på.

Det føltes underligt at ligge sådan med en anden person, normalt ville han smutte før det kom til at ligge tæt med en anden. At det så føltes mindre underligt fordi det var hende, det valgte han pænt at ignorere.. det kunne jo være mange ting, som var skyld i det.
“prøv at få noget søvn" Han kyssede hende på toppen af hovedet, får han igen puffede til hende, så han kunne komme om og ligge lidt mere komfortabelt på siden. Han havde en anelse om, at hun ikke ville acceptere at ligge med ryggen ind mod ham, men det var en kamp, som han ikke havde tænkt sig at lade hende vinde.

Tænderne sank ned i den ene kinds bløde kød, så den blev trykket en anelse ind i en eftertænksom mine, mens de grønne øjne stirrede lidt tomt tilbage på ham, inden et blink trak hende tilbage til soveværelset, til sengen, til ham med et skuldertræk.
Han havde påstået at den underkjole hun havde fundet hjemme hos ham bare, var blevet glemt, at han ikke have lavet noget med ejermanden. En påstand hun ikke helhjertet havde troet på den aften, og endnu mindre efter hendes udspørgen af Daphnie. Lysten at lade ham vide i en bitter, giftgrøn jaloux kommentar, at hun kendte til Daphnie. Selvom den lille unge kvinde med de vilde krøller intet havde sagt, så var hendes dårlige løgne alt signe. Han kunne nøjes, fordi han fik hvad han manglede ude i byen…
”Du skal bare være glad for at, -” begyndte hun, men bremsede sig fra at sige hvad hun faktisk ville, at hun kunne lide hans ansigt? At hun kunne… lide ham? Nej det behøvede han ikke at vide. Det var jo ingen gang sikkert følelsen var ægte, den var klart affødt af de pæne klæder, som han havde båret tidligere ”- at jeg nåede at stoppe mig selv inden.” rettede hun på ham med et lille skævt smil.

”Jeg skal nok falde i søvn, når du er faldet i søvn.” hun havde aldrig sovet sammen med en anden, ingen gang ligget tæt som nu og selvom det var en rar, varm følelse så var den også uvant – hun kunne umuligt falde i søvn først og slet ikke med ryggen til ham. Det var derfor heller ikke uden videre at han fik hende til at flytte sin position, stædigt blev hun liggende nøjagtigt som hun havde lagt sig ind til ham. Ville han om på siden måtte han lægge sig med ryggen til hende. Som et spejlbillede af ham puffede hun tilbage.

Et eller andet i det hun sagde, fik ham til at tro, at hun egentlig ville have sagt noget andet. Spørgsmålet var jo så bare hvad. Han kunne komme på meget, som kunne afslutte den sætning, men hun havde altid været god til at skjule sine følelser og hvad hun tænkte. Det var selvfølgelig en mulighed at begynde at udspørge hende, men hun havde vist allerede været nok igennem for en nat, han måtte krydsforhøre hende på et andet tidspunkt. Desuden var der noget mere nærliggende, som krævede hans opmærksomhed.

Et næsten lydløst suk forlod ham, selvfølgelig kunne hun ikke bare gøre som der blev sagt, det ville jo være alt for nemt.
"Din stædighed bliver begge vores undergang en dag, Fielthena" Ikke om han havde tænkt sig at lade hende vinde, bare fordi hun var en smule stædig. Nok var han meget øm over hende lige nu, men ikke nok til, at han bare ville rulle over og makke ret. Han kunne selvfølgelig bare tvinge hende om på siden og holde hende fast, til hun overgav sig.. Men han gad ikke den kamp, som han vidste det ville ende i, og desuden virkede det bare en smule forkert, taget i betragtning af, hvad hun netop havde fortalt ham.

"Jeg er træt, det har været en rigtig lang dag" Han slog dynen til side, så han kunne rejse sig op.
"Jeg har brug for søvn, så hvis den her kamp skal vare hele natten, så vil jeg langt hellere tage hjem med det samme" Det var til dels ment i alvor, han var træt og han var egentlig ikke rigtig i humør til en større kamp på stædighed. Samtidig håbede ham, og til dels forventede, at truslen om at han var klar til bare at gå sin vej nok til, at hun for en gangs skyld ville makke ret. Om ikke andet burde hun kende ham godt nok til at vide, at truslen var ment i alvor.

En lille del af hende kunne ikke lade være med at være lettet over, at Declan ikke begyndte at udspørger hende. Naturligvis ville han ikke bare købe hendes afbrydning på sig selv, men i nat var ikke natten til at forsøge at tvinge de rigtige ord ud af hende. Det respekterede han trods alt denne gang, og Fielthena satte kun pris på det. Sandheden var at hun ikke selv endnu var klar over sine egne følelser, så at skulle forsøge at sige dem højt lige nu og her ville kun resultere i trods fra hendes side.

Bevægelsen var pludselig, da han valgte at slå dynen til siden og gjorde antræk til at forlade ikke bare sengen, men huset hvis hun valgte at holde fast i sin stædighed nu. Noget der normalt ikke ville have været et problem, hun havde trods alt sovet alene så mange gange før, så hvorfor skulle nu være anderledes?
Inden Declan kunne nå at sætte sig ordentligt op, havde hun placeret en bremsende hånd mod hans brystkasse ”Vent.” skyndte hun at sige i samme moment ”Jeg skal nok, det er bare... Uvant.” forsøgte hun at forklare, selv uforstående over, at det pludseligt betød noget om han blev eller ej.
Behovet for at have ham i sengen, blev slået hen i de sidste timer leddene op til nu. Det måtte skyldes, at han var den første der havde formået at rive op i gamle traumer og fået hende til at dele sin fortid med ham. Dét måtte være grunden, for at han skulle blive hos hende – bare for i nat.
"Bliv?" langsomt trak hun hånden på den bare brystkasse væk, usikker på om han faktisk ville ligge sig ned igen.

Med påtaget forundring så han ned på hånden, som var lagt mod hans brystkasse. Hun burde efterhånden kende ham godt nok til, at hun kunne se igennem hans falske forundring, men det var efterhånden noget, som han gjorde uden egentlig rigtig at tænke over det. Det var jo trods alt relativt sjældent, at nogen nåede at lære ham sp godt at kende, som hun efterhånden gjorde.
"Så du opfører dig ordentlig, hvis jeg bliver?" Det blev sagt som et spørgsmål, men han forventede egentlig ikke rigtig et svar, han vidste jo allerede, hvad hun ville sige.

Det havde jo hele tiden var hans mening, og til dels forventning, at hun ville bede ham blive, eller havde han nok ikke taget den beslutning. Alligevel kunne han ikke helt forene sig med, at hun gav sig så let. Selv taget i betragtning af, at hun lige havde genoplevet et alvorligt traume, var hun utroligt medgørlig og.. afhængig? Der var mange ting, som han skulle spørge ind til. Men først på et senere tidspunkt, lige nu var han alt for træt.
"Så lad gå da" han lagde sig ned igen og trak dynen over dem begge.

Igen puffede han blidt til hende, bare for lige at understrege, at truslen stadig gjaldt, hvis hun ikke overholdt sin del af aftalen.
"Har du så også tænkt dig faktisk at sove, eller skal keg forvente at blive vækket om lidt, fordi du prøver at vende os om?" Ordene var ment mest i spøg, meget ulig ham, men som altid gemte der sig en alvor bag, han stolede endnu ikke helt på hendes ord, pg han vidste, at han ville blive noget så irriteret, hvis jun brød deres aftale så snart han faldt i søvn. Han havde dog ingen intention om at true hende lige nu, så for lige at tage den værste spids af ordene, lagde han en arm rundt om hende, så han kunne trykke hende ind mod sig. Følelsen af deres nøgne hud mod hinanden satte med de samme tanker igang om, hvad de kunne lave istedet for at sove, men han gjorde sit bedste for at skubbe dem væk, selvom han ikke rigtig havde lyst. Var set sådan her det føltes at være.. god? At faktisk bekymre sig om andre? Uanset var han ikke sikker på, at han brød sig om at sætte andres behov før sine egne.

Lige så nemt det havde været for hende at se gennem, den påtaget forundring, mindst lige så nemt ville det være for Declan at se, hvordan hun måtte bide sig i tungen for ikke at kaste et flabet svar efter ham. Nok havde hun overgivet sig og rettet ind uden alverdens kamp, men hun vidste også ét forkert ord og han ville ikke tøve med at tage herfra. Dét var et flabet modsvar alligevel ikke værd – ikke lige nu.
Hånden forblev på hans brystkasse, til han var helt nede og ligge igen, inden hun selv lagde sig ned, fra den opløftede position, hvilende på den modsatte underarm.

Naturligvis lod han hende ikke slippe. Med puffet rullede hun om på modsatte side, så ryggen var vendt ind mod hans front. Et overdramatisk suk kunne næsten stå alene som svar, da hun skævede over skulderen ”Nej Declan… Jeg skal nok blive liggende, til jeg falder i søvn. -” alligevel vendte hun sig halvvejs rundt igen ”- Om lidt.” skyndte hun sig at tilføje, inden hun placerede et kys mod den ene mundvig af hans og vendte sig igen.
Forsigtigt placerede hun hånden oven på hans, som lå omkring hende. Fingrene sneg sig ind mellem hans og lukkede sig, men ikke så han ikke kunne trække hånden til sig, hvis han ønskede det. Normalt, så havde Fielthena haft de samme tanker, at måden de lå på kunne og burde føre mere med sig, men ikke nu - dét humør var ikke lige til, at finde frem lige nu og her.

Længe, eller sådan føltes det, lå hun og lyttede til deres begges vejstrækning. Ventede på at høre hans blive tung først, kun for selv at være den første der bukkede under for søvnen. 
Det meste af natten havde hun ligget ganske stille, ikke bevæget sig mere end hvad et normalt menneske ville gøre. Det var derfor også meget pludseligt, da uroen greb om hende i søvne.

Det overdrevet dramatiske suk sagde nok i sig selv, hun havde overgivet sig, men han vidste, hvor svært det måtte være ikke at svare flabet igen. Han kunne da også sagtens reagere på det, prikke lidt mere til hende, men han nøjedes i stedet med at brumme svagt som svar. Hun skulle jo helst ikke skifte mening.
Kysset formåede at få et lille smil til at krybe frem på hans ansigt, men kun kortvarigt indtil det gik op for ham, og smilet blev bandlyst igen. Der var som sådan ikke noget galt med smilet, men det havde været ufrivilligt, ren instinkt. Og nu var han generelt ikke en person, som smilede helt reelt ret meget.

Det var underligt for ham et ligge her sammen med hende. Ikke fordi der var første gang, at han havde sovet sammen med en anden, langt fra, men det her føltes anderledes.. underligt. For en gangs skyld fór tankerne rundt i hans hovede og nægtede at give ham fred til at sove. Hvorfor havde en så simpel ting som et kys medført den reaktion? Hvorfor havde han taget sig af hende, først da hun kom til slade med foden og senere da hun brød sammen, og hvorfor undertrykte han sine egne lyster, bare for at hun skulle have det godt? Den ene tanke fulgte den anden, indtil trætheden til sidst overmandede ham og han faldt i søvn.

Der var ikke gået ret længe fra han var faldet i søvn, i hvert fald ikke længe nok til, at han ville vågne af sig selv. Men noget formåede at prikke til ham. Han havde altid sovet relativt let, det blev man nødt til i hans felt, men bevægelser fra en anden person plejede ikke at vække ham, men alligevel formåede han at små vågne, da han mærkede urolige bevægelser ved siden af sig.
"Fielthena?" Mumlede han, stadig søvndrukken. Han havde fjernet sin arm fra hende i løbet af natten, så han rakte ud efter hende igen for at ligge en beroligende arm om hende i troen om, at hun nok bare havde en ubehagelig drøm.

Bevægelserne grænsede til at hun kastede sig rundt, ved hver vending mellem at ligge på den ene og anden side. Ude af stand til at finde ro i sin søvn og den drøm eller rettere mareridt som udspillede sig bag de lukkede øjenlåg, hvor øjnene flakkende frem og tilbage bag.
Declan’s stemme fik ikke trængt igennem i første omgang. Midt i et vrid lagde hans arm sig over hende, og fik ansigtet til at trækkes sammen i en lidende grimasse i et klynk. Alligevel formåede armen at få hende til at ligge mere roligt. Fielthena rullede den sidste stykke om på siden, så hun endte med at ligge helt tæt ind mod ham. Det var først da panden ramte imod den nøgne brystkasse, som en stopklods vågnede hun i et set.
Øjenlågene fløj op og i en hurtig bevægelse, placerede begge hænder sig mod øverste del af Declan's brystkasse og skubbede imod, da trak hun sig tilbage. Det var kun et øjeblik inden hun blev mindet om hvorfor og hvem, der lå sammen med hende i sengen. Stoppende halvt i bevægelsen, så hans arm stadig lå over hende.
Det var dog ikke blevet klart for hende endnu, at hun var skyld i at de begge var blevet vækket. Træt løftede hænderne sig og gned mod øjnene, da hun med en lige så træt stemme hviskede lavt "Hvorfor sover du ikke?" lettere forvirret og usikker på om han faktisk havde nævnt noget, eller om det bare var ren indbildning.

Jo mere uroligt Fielthena lå, jo mere formåede det at vække ham, men det var alligevel først, da hun vendte sig fuldt rundt, at han formåede at vågne fuldt op. Med det samme satte han sig halvt op og armen røg ind under hovedpuden, klar til at finde den kniv, som gemte sig der. Men selvfølgelig var der ingen kniv, for han lå ikke i sin egen seng. Og det virkede heller ikke til, at det var en uønsket gæst, som havde vækket ham helt. Bekymret så han ned på hende, da det gik fuldt op for ham, at det var hende, som havde ligget uroligt nok til at vække ham. Hvad skete der? Var det onde drømme, som var nok til at gøre hende så urolig.

En enkelt finger strøg nogle hår væk fra hendes ansigt.
"Du lå meget uroligt" stemmen var lige så bekymret som blikket. Langsomt lagde han sig ned, så han igen kunne vikle en arm rundt om hende.
"Jeg tror, at det var en dårlig drøm?" Han havde ikke lyst at grave for meget i det, han havde jo allerede en gang fået hende til at genopleve de forfærdelige ting.
"Jeg er ikke vant til at sove sammen med andre.. Normalt er det et mordforsøg eller lignende, når nogen roder rundt i min seng midt om natten" sagde han undskyldende, som om det var hans skyld, at hun var vågnet. Hun især burde jo egentlig vide, hvor kampparat han kunne være, når han blev vækket midt om natten, hun havde jo trods alt gjort det en enkelt gang.

Dårlig drøm, det var den milde måde at sige hvad der havde udspillet sig bag lukkede øjenlåg. Det var ikke hver nat, men tæt på at guldsmeden blev fanget i alt det hun var flygtet fra. I hendes sind levede søskendeparret videre og ligegyldigt hvad hun gjorde, så forblev de aldrig døde. Hun havde lyst til at benægte, affeje det med hun bare havde det varmt fordi han også lå i sengen. Alle sammen løgne Declan selv med et søvndrukkent sind ville kunne se igennem.
”Lidt, skal jeg flytte mig?” det var kun en halv løgn, men stadig en løgn. Mest slående var dog at hun tilbød at give ham sengen, så han kunne få sovet frem for at bede ham gå hvis det virkelig generede at hun ikke var den mest optimale sove makker. Urolig søvn var tilsyneladende ikke noget lånehajen lod sig skræmme af, ikke nok til at hun fik lov til at forlade sengen til fordel for den hårdere sofa.


Den resterende nat havde været uden mere bevægelse, end hvad der var normalt. Det opsatte hår der aldrig helt var blevet slået ud aften før, var efterhånden blevet løsnet helt i løbet af natten. Det var derfor en metal nåls stikken, som vækkede Fielthena fra søvnen i en utilfreds brummen. Nok var brunetten både butiksejer og lejemorder, men morgenmenneske det var hun ikke synderligt meget af.
Nær glemt Declan’s tilstedeværelse, formåede hun kun lige at holde et overrasket gisp væk fra løberne, da hun rullede om på ryggen, drejede hovedet og blev mødt af synet af hans endnu sovende skikkelse.
Næsten holdene på vejret, lå Fielthena og betragtede Declan, så snart søvnen var gnedet ud af øjnene. Fristet til at lade en finger glide over det fredfyldte ansigt. Tænk at han overhovedet kunne se så fredfyldt ud. En stærk kontrast mod det oftest ligegyldige udtryk, som prydet ham. Forsigtigt rykkede hun nærmere ham med sitrende mundvige.
Rejst en anelse på den ene underarm, søgte modsatte helt ned under dynen. Med cirkulerende fingerstrøg bevægede hånden sig op langs indersiden af det ene lår, begyndende lige over knæet. Langsomt, så han ikke bare vågnede at hun allerede havde grebet om ham.
Sammen med sin hånds vandreren til først lysken, lænede hun sig nærmere øret tættest på hende med læberne lukket omkring den sarte øreflip. Perlerækker af kys og markerne bid blev sat hen over hals og ørekant, helt ned til kravebenets kant. Samtidtigt med kælne fingre dansede fra lysken mod rod og pung.

At bruge ordet "lidt" om de drømme, som havde fået hende til at ligge så uroligt, lød som noget af en underdrivelse, og det brændte i ham for at spørge nærmere ind til det, men de havde begge brug for søvn. Han måtte huske at spørge ind til det, når de vågnede.
"Ikke tale om" sagde han bestemt. Det kom bag på ham, at hun overhovedet foreslog det i stedet for at sparke ham ud af sengen. Endnu en af de ting, som det nok var bedre ikke at tænke alt for meget over. I stedet lagde han sig ordentlig tilrette igen og lagde armen om hende, så hun ikke skulle finde på at liste ud, så snart han faldt i søvn.



Præcis ligesom tidligere, tog det lang tid for ham at falde i søvn, og nok egentlig længere, end da de først havde lagt sig. Han skulle jo lige være sikker på, at hun ikke pludselig begyndte at have mareridt igen. Langt hen på natten var det dog lykkedes ham at falde i søvn, selvom det aldrig rigtig føltes som om, at han sov dybt. Da det endelig blev morgen, var han langt fra klar til at vågne, og det hjalp da slet ikke, at han kunne mærke nogen rode rundt ved siden af ham, mens personen tydeligvis forlangte hans opmærksomhed.

Han brummede lavmælt, normalt var det ikke det store problem at komme op om morgenen, men han havde altså brug for sin søvn.
Efterhånden som han formåede at vågne mere op, tog en anden følelse over for irritationen, og han brummede nu i stedet tilfreds, hvilket også betød, at en specifik del af ham vågnede mere og mere. Endelig fik han taget sig sammen til at åbne øjnene, så han kunne se på Fielthena.
"Godmorgen" Han drejede hovedet i et forsøg på at give hende et hurtigt kys.
"Hvis jeg bliver vækket sådan her, havde jeg overnattet noget før" Han lagde den ene arm om bag hovedet og lagde sig lidt bedre tilrette, han havde da bestemt intet at brokke sig over lige nu. 

Den utilfredse brummen var på ingen måde nok, til at få Fielthena trak hånden til sig eller stoppede de mange kys og lette bid. Langsomt i takt til at den rødhåret mand ved hendes side vågnede, så vågnede hans krop også under fingrenes kælen – endnu uden at have lukket sig omkring ham.
Et godmorgen blev mumlet ind mod læberne i det korte kys, Declan mødte hende med, inden hun stjal endnu et kort kys før han nåede at dreje hovedet helt væk.
Kys forplantede sig hen langs kæbelinjen, ned over halsen og ud til skulderen. Uden at løfte hovedet lød et smilende ”Mmum.” til hans ord. Da Declan havde lagt sig bedre til rette frem for at stoppe hende. Lukkede hånden sig omkring ham, hvor efter den bevægede sig med et fast tag rytmisk omkring ham. Samtidigt med et lidt hårdere bid satte sig i huden på skulderen, ikke hårdt nok til at der ville komme hul, men rigeligt til tandmærker ville efterlades til Fielthena var færdig med ham.
”Bliv liggende.” kommanderede hun så snart hun var sikker på, at den ikke ville falde igen så snart hun gav slip og rejste sig fra sengens varme.
Med et halvt øje på Declan, trådte hun hen til kisten for enden af sengen. Først da låget blev åbnet, holde hun ikke længere øje med lånehajen. Uden for de grå øjnes synsfelt udvalgte brunetten sit arsenal. Med hænderne holdt bag om ryggen rejste hun sig med endnu en ordre ”Luk øjnene Declan.” først når han gjorde som befalet, ville hun vende tilbage til sengen "Hold dem lukkede".

Alle tanker om træthed og dårlig søvn forsvandt, som Fielthena fortsatte de mange kys ned over kæben. Han havde allerede en voldsom lyst til at vende hende om og gengælde de mange kys, selvom han ikke havde tænkt sig at placere dem på kæben, men for nu var han alligevel for doven og veltilpas til at tage styringen.
Et tilfreds støn lød, da hun endelig greb fandt om ham, og de rytmiske bevægelser fik kun de nydende lyde til at fortsætte. Midt i alt dramaet dagen før, havde han nær glemt, at han ikke var nået at blive færdig før hun brækkede hans næse, men det viste sig tydeligt nu. Forhåbentlig ville det ikke betyde alt for meget for, hvor hurtigt han ville blive færdig nu, men ellers var han da sikker på, at hun havde nogle kneb til at forhindre for tidlig affyring.

Nysgerrigt så han til, mens hun rejste sig op og gik hen til kisten. Det var fristende at sætte sig op, så han kunne følge med i, hvad end hun lavede, men han valgte at arte sig og pænt blive liggende. Det var efterhånden så lang tid siden, at hun havde taget styringen, så det ville jo næsten være synd at tage det fra hende. 
Gad vide hvad hun egentlig var ved at finde frem? Han ville da mene, at han havde været den kiste igennem mere end en gang, og udover diverse piske og andre genstande til at yde forskellige former for smerte, kunne han ikke komme på, hvad hun ville gøre ved ham. Udover at binde ham fast, selvfølgelig, men behøvede det at være så hemmeligt? Selvom nysgerrigheden rev i ham og bød ham at ignorere hendes ordre, lukkede han dog alligevel pligtskyldigt øjnene.
"Javel" 

Med imponerede lydighed fulgte han begge ordre, til Fielthena’s store overraskelse. Det var så sjældent efterhånden, at hun faktisk fik lov til at tage styringen og at Declan endda lod hende holde den. Det var derfor også svært ikke at smile fornøjet, mens hun tog plads i sengen på ny. Kistens indhold blev lydløst lagt på sengen ved siden af hendes knælende position. Hælenes hvilende tryk mod de forslået ømme balder fik kortvarigt Fielthena til at trække luft indimellem tændere.

Et sort silkebånd, bredt nok til at dække øjnene blev bundet omkring hans hoved. Hvis han forsøgte at række op for at fjerne det, ville hun fjerne hænderne enten ved af daske til dem eller gribe om dem og løfte dem op over de røde lokker. Med den ene pegefingers neglespids prikkende mod undersiden af hagen, så Declan forhåbentligt ville krøge nakken for prikket, og skyde hagen mod loftet.  ”Meget bedre, men der mangler noget…” kom det selvtilfreds fra hende.
Her efter strøg hænderne sig hen over armene, mod håndleddene, hvor de efter at have lukket sig om dem førte begge arme over Declan's hoved. Med en hånd til at holde hans hænder samlet, rakte Fielthena ud efter det reb hun havde taget fra kisten. ”Lig stille.” hånden der havde holdt om hans håndled slap, inden hun med en hvis fingersnilde fikserede armene til hinanden. Rebet blev bundet stramt nok om begge Declan’s håndled til at han ikke uden videre ville kunne komme fri, men ikke stramt nok til at blod ikke kunne komme til hænderne.
"Hver nu en god dreng og hold hænderne over hovedet, til jeg siger andet.. Ellers bliver jeg jo nødt til at binde dem til sengen.” inden han kunne nå at protestere, havde hun lænet sig ind over ham og pressede grådigt sine læber mod hans, mens hendes ene hånd trykkede hans hænder ned i puden, demonterende for hvor hun ville have hans hænder skulle blive.
Hånden fjernede sig, klar til at presse hans arme tilbage hvis han forsøgte at trodse hendes ord.

Når han nu lå med øjnene lukket, var det jo kun normalt, at de andre sanser skulle gøre op for det manglende syn, så selvfølgelig undgik det ikke hans opmærksomhed, da hun trak vejret ind mellem tænderne. Og selvfølgelig kunne han ikke lade være med at smile ved tanken om, at det uden tvivl måtte være på grund af de ømme baller, ganske som han jo egentlig havde planlagt. Der var noget utroligt tilfredsstillende over det, når han kunne se, hvordan hun knapt kunne sidde ned, efter han havde haft givet hende en omgang.. Også selvom han jo egentlig ikke kunne se hende lige nu.

Nærmest uden han nåede at tænke over det, var hænderne på vej op for at fjerne tørklædet, da det blev bundet for hans øjne, kun for at blive fjernet, inden han overhovedet nåede at få fat i det.
"Men det er så meget sjovere, når jeg får lov til at kigge med" klagede han, selvom han jo godt vidste, at det ikke ville nytte noget. Han ville sikkert sagtens kunne få hænderne fri, men på et eller andet punkt var det jo utroligt pirrende, at han ikke vidste, hvad der skulle ske, så hun fik lov til at beholde magten. Han lystrede endda og lagde hovedet bagover 'som en god dreng". 

Prøvende vred han hænderne lidt for at teste styrken af den knude, som hun havde brugt til at binde hans hænder. Ganske som forventet, var den ikke lige til at bryde fri af, ikke at det var noget nyt, men den begrænsede signifikant hans muligheder for at vende magten.. så nu havde han vidst ikke rigtig andre muligheder end at lade hende føre an. Men det betød selvfølgelig ikke, at hun skulle have det alt for nemt.
"Mmm.." Han ville være kommet med et flabet svar, men inden han overhovedet nået så langt, var hendes læber presset mod ham, og han fik travlt med at gengælde det grådige kys, dog ikke mere travlt, end at han begyndte at kæmpe lidt mod det pres, som hun lagde mod hans hænder.

”Ah, ah.” korrigerede hun med et større pres mod de bundne håndled, da kysset blev brudt af et bid mod hans underlæbe, hvor tænderne først gav slip da læben ikke kunne trækkes længere med tilbage som hun fjernede hovedet fra hans. ”Hvis du opfører dig pænt, så kan det være at du får lov til at se med ellers må jeg jo finde måder at straffe dig på?” mulighederne for en passende straf var mange, men det betød ikke at Declan nødvendigvis ville finde dem alle lige tilfredsstillende… Om end hun ikke ville gøre noget han dissideret var i mod. Stemningen skulle jo helst ikke blive faldene.
Hendes egne hænder nåede knapt nok at slippe hans, før end Declan igen var i færd med at løfte dem. Med et ’tsk tsk’-lyd, fangede hun den rebs ende hun havde ladt være tilbage, med formålet at binde ham til sengegærdet og gjorde lige netop dét. Med et halv hård træk strammede hun rebet i et ryk.
Stik modsat hvad han nok ville forvente, var det ikke en straf der ramte – den skulle nok komme.
I stedet var det der ramte den lyse hud noget blødt og bøjeligt. Spidsen af en sort fjer kørte i en cirkulær bevægelse omkring den ene brystvorte, ned over siden, ind mod lysken, videre ned over låret til knæet og retur op mod den.
"Åben munden."

Biddet i læben og de korrigerende ord blev blot mødt af et lavmælt støn, både fordi hn virkelig nød hele behandlingen, men også i et forsøg på at provokere hende. Det var ingen hemmelighed, at han nok allerede havde gjort sig fortjent til en eller anden form for straf, men var det i virkeligheden en straf, når han faktisk kunne lide det? Han troede helt ærligt ikke på, at Fielthena kunne være lige så god og effektiv med sin afstraffelse, som han selv normalt var, når rollerne var byttet rundt.

Det var umuligt at hylde et underholdt fnys tilbage, da hun bekræftede, hvad han jo allerede godt vidste.
"Lover du det?" Spurgte han med et flabet smil. Det flabede smil blev kun større, som hun slap hans hænder og begyndte at binde ham fast, det her tegnede godt! Og det var nu overraskende.. afslappende? At kunne ligge og bare tage imod, i stedet for hele tiden at tænke på, hvad han mon skulle finde på at straffe hende med.
Det gippede ganske let i ham, da noget uventet blødt rørte hans hud. En fjer? Eller i hvert fald noget, som mindede utroligt meget om.. Ikke lige hvad han havde forventet, hvad mon hun havde tænkt sig fremadrettet? Tøvende åbnede han munden, selvfølgelig havde han en mistanke om, hvorfor netop denne ordre faldt, men hun havde jo bevist, at han langt fra kunne gå ud fra, at han havde gættet, hvad hun havde af planer.

Det var måske ikke synligt for ham, men lyttede han godt efter ville han måske kunne fornemme det smil der trak sig frem på hendes læber, ved spørgsmålet og til følgende flabede smil.
Intet svar kom på spørgsmålet, i stedet blev han kun mødt af tavshed mens fjeren gled kælent og drillende over ham.
Naturligvis gik det ikke hendes blik forbi, at det var med en tøven af læberne skiltes, dernæst kæberne til munden stod åben ”Hvis du er uartig og spytter ud før du får lov, så må jeg efterlade dig på sengen til lidt betænkelighedstid, forstået?” spurgte hun, men uden at give ham muligheden for at respondere, før koldt metal blev placeret i munden på ham ”Og luk så sammen.”.
Metallet var udformet som en håndtag, hvor der for enen sad en kugle på omkring 3 cm i diameter, der kunne rotere om sig selv på det tynde metal der løb gennem kuglen.
Udover metalet ville forhindre ham i at komme med flabede kommentarer og smil, så gjorde den det også svært for ham, at komme ordenligt ud med sine støn og måske skabe en lille indre frustration hos ham. Valgte han at trodse hendes ord og spytte ud, så ville hun rejse sig fra sengen. Træde nærmere døren, hvor hun med samme lysløshed som en kat ville stille sig afventende, og lade som om hun havde efterladt ham bundet alene til sengen. Måske endda faktisk sætte kursen mod køkkenet, for at sætte vand over inden hun ville vende tilbage lige så stille, som hun var trådt ud af værelset.

Overraskelsen var tydelig i hans ansigt, da noget koldt metal ramte hans tunge. Igen var dette ikke ligefrem, hvad han havde ventet, faktisk gjorde det kun hans forvirring større. Hvad i alverden havde hum dog af planer? Det var i hvert fald ikke noget, som de havde prøvet før. Det var utroligt spændende, men samtidig kunne han mærke det sædvanlige behov for kontrol og styring røre på sig. Det var en ting, når hun bandt ham fast og gjorde ting, som han kendte og hvor han nogenlunde kunne gætte, hvad der ville ske næst. Men når det var et helt nyt område? Det var en anelse svært at acceptere, men han gjorde sit bedste for at bide det i sig, hun kunne jo sikkert finde på noget, som var meget værre, hvis han ikke lystrede.

Fjerens fortsatte dans over hans hud, blev mere og mere frustrerende, nu hvor han ikke kunne stønne sin lyst ud i rummet. Samtidig ønskede ham brændende, at hun ville sætte sig oven på ham, og give ham den forløsning, som han var blevet nægtet aftenen før, desværre havde han en mistanke om, at der var lange udsigter til dette. Til sidst kunne han simpelthen ikke holde det ud mere, så metallet i munden blev spyttet ud, så han kunne stønne højlydt.
"Du leger ikke ret pænt, Fielthena" sagde han lettere anklagende, slet ikke i tvivl om, at hun sikkert var fuldkommen ligeglad med, om han fandt hendes leg retfærdig eller ej.

Det var ikke til at sige, hvad han helt præcist havde forventet, men selvom hun havde truet med det, kom det bag på ham, at hun forlod lokalet. Tanken om at kalde efter hende strejfede ham, men det ville han trods alt ikke nedværdige sig til! Lidt stolthed havde man vel! Måske at det havde virket lidt mere værdigt, hvis der ikke var en bestemt del af som afslørede, hvor meget han længtes efter hendes berøring.

Skuffet var hun da han gjorde nøjagtigt som forudset; spyttede metallet ud inden det overhovedet havde fået ordentlig varme. Og så syntes han at hun kunne være umulig til tider?
Det var nu ikke fordi hun havde regnet med meget andet, fra Declan’s side. Han var trods alt når han var sammen med hende, ikke vant til at være den underdanige part, så lidt modvilje og trods måtte jo komme.
Sukket forsøgte hun ikke at dæmpe det mindste da hun fjernede metalpennen fra ham, men uden at fjerne lidt af det savl der var fulgt med den.
Spyttet kunne passende få lov til at blive, til hun bestemte sig for at fjerne det, måske ikke den største straf, men passende for en mand der trives med kontrollen, vidste hun det ville irriterende ham ud over alle grænser ikke bare at kunne fjerne det selv. ”Jeg leger kun pænt, Declan. Det er dig der ikke leger pænt. Jeg bad dig ikke tage kuglen ud, gjorde jeg vel?” kontraspurgte hun roligt, men lettere flabet, bare for at prikke ekstra til ham.
Metal og fjeren blev lagt sammen med af det indhold på sengen, som hun havde taget fra kisten, inden hun rejste sig fra sengen.
Tænderne sank ned i den bløde læbe, da hun kastede et sidste blik tilbage over skulderen på hans nøgne krop. Det var fristende bare at træde tilbage til ham, sætte sig han over ham i en kropslig forening og give det, han var blevet snydt for aften forinden. I stedet gik Fielthena, som planlagt ud til køkkenet.
Der ude tog hun sig god tid til at for sat en smule vand over. Da det var omkring lillefinger varm, hældte hun det over i et krus og gik tilbage til værelset, med et blik kastet mod hans underliv, bare for at sikre sig den ikke helt havde opgivet kampen. ”Er du klar til at lege pænt nu?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, skønt han ikke kunne se det.