Hun venter tålmodigt på at hun kommer op på hendes ryg, hun rejser sig langsomt op, imens hun for en fornemmelse af som Nianna sidder på hendes ryg. Hun folder fingerne ind til sig, så det meste af hendes ben bliver dækket af de brede vinger. Hun kommer med svag brummen, inden hun begynder at lunte lidt afsted i vandkanten. Som hun fornemmer at Nianna ikke rigtig glider nogle steder, vender hun sig rundt så de skal løbe den anden vej igen, hun har dog lidt af en ide. Hun folder vingerne ud, imens hun vipper lidt fra side til side. Hun begyndte at lunte lidt igen, før hun satte farten mere op, men er helt tiden opmærksom på at Nianna ikke falder af. Hun folder de store vinger ud, inden hun laver et hop, for hun kan få et ordentlig afsæt. Der kommer hurtig luft under hendes vinger, som hun for sat ordentlig af på andet spring. Hun lader sig selv svæve et lille stykke, inden hun bevæger de store vinger så de kommer længere op.

Hun holder sine vinger stille som de lige kommer op, så der kan ses over alle trækronerne. Hun svæver rundt, som hun har luft under vingerne. Men de daler langsomt, men på ingen måde noget som ville påvirke nogle af dem på som hun bare lader luften under hendes vinger bringe dem ned igen. De plyssede øre vipper lidt rundt, inden de igen lander ned på jorden. Hun løber et stykke, inden hun igen kan sætte farten ned, men allerede der er de kommet ind på en sti i skoven. Det tager hende alligevel tid at stoppe, fordi hun er så stor som hun er, samt hun ikke ville stoppe for brat, hvis hun så endte med at falde. De havde jo Nianna med, det gik jo ikke at hun kom til skade. Hun var et menneske, hun kunne så nemt omme til skade, det gik jo ikke.

Nianna satte sig så godt til rette hun kunne, hun knugede pelsen let imellem sine fingre, for at have et sted at holde fast. Vingerne som Gaia lagde ind til kroppen, gav hende en lille smule støtte, som hun sad godt ovenpå den store ulv. Smilet bredte sig omkring hendes læber, forventnings glæden var ikke til at komme udenom. Da Gaia satte i bevægelse knugede hun sig helt tæt ind ulven, det tog hende lidt tid lige at finde balancen som hun bevægede sig, men da hun var nået det første lange stykke, følte hun sig mere stabil. Da Gaia vendte rundt lod hun blikket glide ned på vingerne som spredte sig let ud, et øjeblik mærkede hun en nagende nervøsitet, for ville hun virkelig til at flyve?

Hun bed sig i læben, lænede sig en smule ned imod den store ulv for bedre at kunne holde om hende, som hun satte tempoet op og begyndte at lunte lidt stærkere. Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, idet at Gaia satte af i et stort spring og fik luft under vingerne. Det lød et gisp fra hende, som hun mærkede suset i maven, klamrede hun sig lidt tættere ned til Gaia, hun kunne dog ikke lade være med at grine, for ligegyldigt hvor nervøs hun måtte føle sig, følte hun sig også fri og let som en fjer. Hendes blik begyndte at glide rundt på omgivelserne under dem. 

Hun holder sine vinger stille som de lige kommer op, så der kan ses over alle trækronerne. Hun svæver rundt, som hun har luft under vingerne. En tur over træerne, derefter over søen, for igen at komme over det mere åbne stykke som er ved søen. Gaia brummer lidt, som hun vipper lidt med ørenene, som hun et øjeblik ser ned og holder øje med det hele. Der er så fredfyldt i luften, det kun vinden som engang imellem rusker lidt i dem, men heldigvis er vinden på ingen måde stærk i dag. Hun kan hurtig fornemme de snart vil dale lidt igen, hvis hun ikke basker lidt med vingerne. Hun kunne desværre ikke tage hende meget længere, for så kunne andre opdage dem. Så hun svævede over det store græsstykke, så de sikkert kunne lade igen på en rolig måde.

Men de begynder at dale langsomt, men på ingen måde noget som ville påvirke nogle af dem på som hun bare lader luften under hendes vinger bringe dem ned igen. De plyssede øre vipper lidt rundt, inden de igen lander ned på jorden. Hun løber et stykke, inden hun igen kan sætte farten ned, men allerede der er de kommet ind på en sti i skoven. Det tager hende alligevel tid at stoppe, fordi hun er så stor som hun er, samt hun ikke ville stoppe for brat, hvis hun så endte med at falde. De havde jo Nianna med, det gik jo ikke at hun kom til skade. Hun var et menneske, hun kunne så nemt omme til skade, det gik jo ikke.

Jo længere tid de svævede oppe i luften, jo mere modig blev hun også. Hun slap til sidst Gaias pels og rettede sig lidt op, inden hun strakte armene ud til siderne. Hun mærkede vinden i hendes ansigt, der legede med hendes lange blonde lokker. En hjertelig varm latter slap over hendes læber, som hun lagde hovedet let tilbage og bare lukkede øjne. Hun havde aldrig prøvet noget så vildt, at kunne se ud over skoven på denne måde, hvor hun kunne se så langt øjet rakte. Da Gaia igen brugte vingerne lidt, måtte hun dog ud af sin drømmeverden, hun åbnede øjne, rakte frem og knugede blidt omkring hendes pels igen. 

Hun så frem for sig, jorden der kom nærmere hele tiden, spændt på hvordan landingen ville gå. Hun spændte let sammen omkring hende, så hun ikke ville ryge af så snart Gaia kom i bevægelse på jorden. Landingen gik overraskende godt, og hun formåede at holde sig fast på hende, det var først da de stoppede på den lille skovsti at hun slap med hænderne igen. "Det var så flot deroppe!" udbrød hun glad inden hun løftede blikket op imod himlen, der hvor de lige før havde svævet rundt. Nu misundte hun virkelig fuglene og deres mulighed for at flyve. Hun knugede sig tæt fast omkring Gaias hals, begravede ansigtet ned i hendes pels. "Tak Gaia.." lød det muntert fra hende, inden hun slap igen. 

Det var en svag brummen som lød fra Gaia, som respons til hendes udbrud. Gaia tog sit hoved ind mod sin hals, som hun knugede sig tæt ind til hendes hals. Hendes måde at respondere på hendes kram på, hun kan lige nå hende med hendes tunge, så hun slikker hendes ene hånd, som hun siger tak. Hun går langsomt rundt imellem træerne, for at de igen kommer ud i det åbne. Vingerne er foldet helt ind, så de igen dækker noget af Niannas ben som hun sidder på hende. Det er rolige skridt hun tager, imens hun vipper de pjuskede mandelformede øre rundt, imens hun lytter til deres omgivelser. Hun sørger for at passe godt på Nianna, hun er blot et menneske, så hun kan så nemt komme til skade.

Det var nærmest en helt vuggende gang, i det langsomme tempo hun går, mere for at lade hende nyde turen. Det var ikke så tit hun lod nogle være med på en tur, hvis hun overhovedet lod nogle sidde på hende. Det var noget hun kun lod bestemt personer gøre, det var nu et priviligeret som Nianna havde fået som Gaia så hende som familie. Det var vel kun positivt at have en ulv der så en som familie, de var jo trods alt flok dyr. Hun går i vandkanten, men uden at tøffe ud i vandet. Hun vipper hovedet ned, som hun er sikker på hun ikke længere hænger helt fast om hendes hals. Hun begynder at drikke lidt vand, da det tog lidt pusten fra hende at flyve. Hun smasker lidt, for at få de dråber med som prøver at dryppe ned igen. Hovedet kommer op, inden hun vipper hovedet lidt rundt, så hun kan se på hendes, som hun sidder på hendes ryg. Det måtte sikkert være blødt, hun ville blive holdt varm i den vinterpels om Gaia holder sig. Hun kommer med en svag grynt, inden hun skraber lidt ned i sandet og vandet for at køle sig selv lidt ned igen. På denne tid af året, begyndte hun hurtig at få varmen når solen begyndte at stå højere. 

Nianna kunne ikke komme udenom, at dette sammen med Gaia, havde været den mest utrolige oplevelse hun nogensinde havde haft. En oplevelse, hun for alt i verden aldrig nogensinde ønskede at glemme igen. Den måde hvorpå Gaia havde udtrykt sig selv, havde fået hende til at le fornøjet, den våde tunge havde ikke føltes klistret, men derimod ru imod hendes kind. Ikke at det havde gjort hende noget, men det havde næsten kildet hende. 
Da Gaia begyndte at bevæge sig videre, sad hun ganske stille og rolig, vingerne som lå ind imod Gaias krop, og dermed også hendes ben gav et god støtte. Hun trak vejret ganske dybt, hun havde næsten lyst til bare at vælte bagover og hvile hen over hendes ryg, bare nyde turen til fulde, men i stedet blev hun siddende og lod blikket glide rundt. Hun havde aldrig før følt sig så beskyttet som nu, at have Gaia og Xilla som nær venner, ja familie, havde været en af de bedste ting i hele hendes liv at opleve. 
Hendes blik fulgte nysgerrig med, da Gaia sænkede hovedet ned for at drikke, lyden af den smaskende ulv, fik hende kun til at trække endnu mere på smilebåndet, men hun fornemmede tydeligt varmen fra ulven, havde hun været våd var hun sikker på at Gaia ville have dampet så varm som hun føltes. 

Vandet ramte op under hendes mave, lidt op af hendes side som også kom på Niannas ben. Hun brummer lidt, som hun går lidt i vandet. Vandet går hende til knæene, nok til muligvis at ramme lidt af hendes fødder. Hun trykkede hovedet lidt ned mod vandet som hun går, så hele hendes snude bliver kølet ned som hun går fremad. Mest af alt havde hun bare lyst til at smide sig i vandet, så hun kunne blive kølet helt ned. Den tunge vinterpels, gjorde intet godt for hende i denne varme. Hun var som en hund fra nordlandet, som pludselig blev placeret i Rubinen. Tungen hang ud af hendes mund, som hun trak vejret hurtigere end bare lige, som hun gik ind til bredden igen. Hun smed sig langsomt ned i sandet lige ved vandet, så Nianna kunne nå at passe på sig selv som hun fik lagt sig.

Hun kommer med en brummen, inden hun vipper hovedet lidt mere om så hun kan se på Nianna. Hun kommer med noget der kunne ligne et smil, trods hun er en ulv. Vandet der skyllede op på hende engang imellem, var nok til at køle hende mere ned. Selvom det hurtig bare blev til en fugtig pels for hende, så føltes det alligevel mere køligt. Hun var bare en stor hundehvalp når der ingen trussel var, så snart der var en trussel, så skulle man ikke tænke på at gøre noget, hvis man ønskede at komme væk uden skader. Hun kunne være ligeså grusom, som hun kunne være harmløs. Men hun vidste, og håbede at Nianna ikke ville se den grusomme side af hende, den var ikke så køn. Men kun tiden ville kunne vise det, selvom man kunne have et håb omkring det hele. Hun slikker sig selv om munden, tydeligt at høre hvordan tungen rammer mod hendes snude engang imellem.

Nianna nåede lige at rykke på sig, som Gaia lagde sig ned i sandet i vandkanten. Hun måtte passe på sig selv, men også de store majestætiske vinger som hun havde, det ville være frygteligt hvis der skulle ske dem noget så hun ikke kunne forsvare sig selv eller bruge dem for en stund. Da Gaia vendte ansigtet imod hende, kunne hun ikke lade være med at smile over hele hovedet. Den ulv var virkelig kommet under huden på hende, præcis lige som Xilla var kommet det.
Hun nussede hende ganske let på halsen, inden hun forsigtigt trådte ned i vandet. Det føltes køligt men ikke spor ubehageligt for hende, som hun stod et ganske kort øjeblik, inden hun vendte et drillende blik imod Gaia, som var hun ude på noget. Og det var hun sandelig også, hun fortsatte et par skridt frem i vandet, væk fra Gaia, inden hun vendte omkring så hun stod med fronten imod den enorme ulv, hun bukkede sig ned og kørte hænderne hurtigt igennem vandet, så det sprøjtede op på Gaia. "Var det bedre?" lo hun fornøjet, som hun gentog sin handling og derved sprøjtede mere vand op imod hende. 

Der lød en tilfreds brummen fra Gaia, som hun bliver nusset. Halen plasker i vandet, som Gaia logre med halen. Hun blev hurtig opmærksom, som hun kunne tydeligt se at Nianna havde et eller andet i tankerne. Men der gik heller ikke få sekunder, inden hun for sprøjtet vand på sig. Hun kommer med et bjæf, som svar til hendes spørgsmål. Inden Gaia lagde sig helt fladt ned, som der kom mere vand på hende. Hun blev kølet godt ned, hvilket hun var helt tilfreds med, men der blev hun også klar over, det nok var tid til at give Xilla hendes krop tilbage, for Gaia ville være knap så påvirker når de var menneske, stadig påvirket men ikke på samme måde som når hun selv var fremme. 

Gaia løfter sig op, inden hun tøffer lidt væk, så de kan forvandle sig. Hun ryster sig en enkelt gang, inden de forvandler sig tilbage til at være menneske. "Puha, det var dælme varmt," siger Xilla, som hun strækker sig lidt, for at blive van til sin egen krop igen, efter en hel nat og det meste af morgnen i form af Gaia. Det var aldrig helt det samme, hun havde altid lige brug for at strække sig lidt efter. Hun kunne mærke hvordan hun pludselig ikke havde det så varmt mere, hun havde virkelig ondt af Gaia ofte. Men varmen betød også, at på et tidspunkt indenfor nogle dage, måtte de hellere tage mod nordlandet igen, så det ikke bliver for varmt for dem igennem sommer perioden. Hvilket det hurtig blev på disse kanter, selvom de var rimelig tæt på nordlandet, men det var bare ikke helt nok. Men de ville nyde så længe de kunne, at være i selskab med Nianna, indtil det blev nødvendigt at drage mod det mere kolde land for Gaias skyld, også selvom hun ikke var meget for at lave Nianna være alene.

Det passede den unge Nianna ganske glimrende, at hun kunne hjælpe Gaia med at køle lidt ned, efter den oplevelse hun havde givet Nianna med sin flyvetur og leg på stranden. Så da hun rejste sig fra vandkanten og traskede afsted, blev hun roligt stående ude i det kølige vand, det var overraskende behageligt nu hvor hun havde vendt sig til temperaturen. For en stund, stod hun helt roligt med ansigtet op imod solen med lukkede øjne, mens hun blot tog det hele til sig, der var ingen grund til at se på mens Gaia forvandlede sig tilbage til Xilla, hun havde set det et par gange nu, og selvom hun stadig ikke forstod hvordan de kunne gøre det, virkede det for hver gang mere naturligt for Nianna, at det bare var sådan.

Lyden af Xillas stemme, fik hende til at åbne øjne og vende blikket imod hende med et strålende smil. "Ja..." klukkede hun fornøjet, for hun havde godt kunne fornemme præcis hvor varm Gaias pels var, dengang hun havde siddet oppe på hende, og det måtte kun være endnu værre indeni. "Det var helt utroligt!" udbrød hun pludselig, da det slog hende at Xilla jo var i stand til at svare, og hurtigt kom hun op på stranden igen. "Så du da vi fløj, og løb, og legede.." ordnede væltede kluntet ud over hendes læber da hun slet ikke kunne være i sig selv af ren eufori. 

Hun kunne ikke lade vær med at komme med en latter, som Nianna begyndte at snakke. Det var tydeligt at det var svært for hende, at bare holde det hele i sig, så begejstret hun var. Det gjorde dog Xilla glad, at se hvor glad hun kunne gøre hende, bare ved at sørge for sådan nogle små ting. Det var ikke meget Gaia og Xilla havde gjort, men det var åbenbart noget som betød en helt masse for Nianna. "Jeg så det hele, men fortæl mig da om det, du ser ud til du rigtig gerne vil snakke om det," siger hun med et stort smil. Det gjorde hende glad, at hun kunne gøre en anden så glad som hun kunne se at Nianna var lige nu. Det var noget hun virkelig levede for, at kunne gøre andre glade, når hun ikke var i hendes trille humør altså, så var det hele en anden sag jo. 

"Var det en smuk udsigt hun gav dig?" Spørger hun med et smil, som hun ved det kunne være noget utroligt første gang en person ser sådan en udsigt. Hun havde kunne fornemme alting, men hun vidste det ville være godt at høre det hele også. Nok hørte hun meget som Gaia, men nu kunne hun svare, så var det hele jo en helt anden ting jo. Gaia kunne kun gøre så meget, for at give et lille hint om hendes svar, men ikke særlig meget jo, nu kunne hun snakke og kommentere på en masse hun sagde. Hun kører hånden igennem det sorte hår, som hun går hen til Nianna, efter have været et stykke væk fra hende. Hun stod i sandet, imens hun nød solen et øjeblik som den strålede ned på dem. Hun havde det stadig lidt varmt, men det var slet ikke på samme måde, som når hun var i Gaia's krop.

Nianna strøg Xilla i møde, som hun greb om hendes skuldre med de små hænder, mens hun hoppede i sandet af bare begejstring. Hun kunne slet ikke finde ord for hvor storslået det havde været, udsigten, følelsen af Gaia, vinden i ansigtet, friheden. Hendes øjne var store og helt blanke af ren glæde der sprudlede i dem. "Det var..... Det var....." Hun kunne slet ikke finde ord der passede, men hele hendes krop spændte let op, som hun hoppede på stedet og til sidste måtte give slip på Xilla med et hvin inden hun drønede rundt i sandet for at komme af med den energi der var ophobet i hendes krop, det var lige før hun kunne flyve med den fart, hvis hun havde haft mageløse vinger ligesom Gaia.

Til sidst løb hun direkte imod Xilla og kastede sig over hende, uden at huske at sænke farten, med armene knuget omkring hende. "Tak tak tak tak!!" rablede hun af sig, med en hjertelig latter som følge. 

En melodisk latter kommer fra hende, som hun følger Nianna med øjnene over den begejstring mennesket har. Hun når lige at se hvordan hun drøner mod hende, så hun når at holde en modvægt, så de ikke klasker lige ned i sandet, med den fart hun har på. Hun holder om hende, imens hun ikke kan stoppe sin latter, så meget begejstring over sådan nogle små ting, det var alligevel sjældent hun oplevede det. "Det var da så lidt, du må altid spørge igen en anden gang," siger hun med et smil, imens hun kan fornemme Gaia hoppe rundt inde i hendes hoved, i simpel begejstring over sådan en lille ting kunne gøre Nianna så glad. Gaia havde taget dette menneske til sig, som var hun en del af hendes flok, hvilket også havde været helt okay med Xilla. Så hun var sikker på, næsten lige meget hvad Nianna spurgte om, ville Gaia sige ja uden så meget som at tænke over det, for det var sådan ulven var, overfor nogle den så som en del af sin flok. 

"Og Gaia er super glad for at hun kunne gøre dig så glad," siger hun, som ulven bliver ved at prikke til hende, hvorfor hun ikke har husket at nævne hende. Den ulv, nogle gange altså, så var den ikke en af dem som gjorde det absolut nemt for hende altså.