Eyad kunne ikke lade være med at smile; han havde aldrig selv været i tvivl om den slags, men han kendte flere, der havde oplevet det, og han vidste godt, at det kunne være noget forvirrende noget. Han gik over og satte sig forsigtigt ved siden af Dal på sengen, så han kunne lade sine fingre glide gennem Dals lange hår.

"Det var ikke meningen, at det skulle være svært," sagde han, mens han lod de lange lokker glide blidt gennem sine fingre. Dals hår var glat og tykt og blødt. Det var rart at røre ved. "Jeg siger ikke mere om det nu, men hvis du har lyst..." han smilede, "så ved du ihvertfald, hvordan jeg har det."

Han lænede sig ind og gave Dals kind et kys, men rejste sig derefter op og satte hænderne på de small hofter.

"Skulle vi aldrig pakke?" spurgte ham og smilede til Dal.

Dal skævede lidt over til Eyad da hans satte sig ved hans side og han trak sig stadig ikke væk ved elverens berøring. "Undskyld men.. det er det, jeg har aldrig rigtig tænkt.. i den retning" indrømmede han blankt og ærligt. Det var sådan noget han sang om i smædeviser, sådan noget man råbte efter folk for at skænde deres mod.. Det var sådan noget han var blevet kaldt da han først havde taget skægget af... var han sådan? Og, vigtigere endnu, havde han egentligt noget imod det?

Eyad rejste sig og hans ord trak Dal ud af hans tankestrøm. Dal rømmede sig kraftigt og rejste sig "Ja! Vi har en lang rejse foran os, en del forberedelse, og kun så meget dagslys". Han satte igang med fornyet fokus og energi. Det tog dem ikke længe at pakke rummet ned. Dal dirigerede Eyad mens han selv rydder bordet for papir og den tunge bog der. 

Det var egentlig meget rart, at komme i gang, og selvom Eyad havde ret svært ved at holde sit blik for sig selv, lykkedes det ham, at holde fingrene fra Dal. Rejsen og hans sikkerhed måtte altså komme før sjov og ballade (selvom Eyad aldrig havde været specielt god til at nedprioritere den slags), og Dal havde brug for tid ligegyldigt hvad. Eyad måtte bare sørge for at være ekstra uimodståelig på deres rejse, så Dal ikke kunne andet end at give sig hen til den snert af tiltrækning, han tilsyneladende følte under al forvirringen. 

"Støt og roligt vinder løbet," tænkte Eyad for sig selv og smilede.