Amaya spiser ganske stille og roligt videre, men er ved at være træt af at
være på h-huset.. hun ser derfor fra brødet og op på Nimue.. "kan vi ikke
godt tag her fra ?" spørg hun ganske stille og bedene.. hun har været
heldig at hendes evner har gidet virke på hende i dag.. for det er enlig
ikke så tit at de gider det.. Lyall vågner ganske stille og ser op på dem..
han er enlig ret træt stadig, men han hørt hvad Amaya sagde og venter på
om de begynder at gå eller hvad?

Nimue løfter undrende øjenbrynene et øjeblik, men holder derefter op med at vippe på stolen og sidder stille..
,,Øh.. det kan vi vel godt, hvis du har det godt igen?" spørger hun, og hendes blik falder automatisk ned på Amayas hænder.
De ser vel fine nok ud, men spørgsmålet er hvor godt hun føler det indeni. Hvis hun bare er den mindste smule svimmel, har hun bare at blive lige her!
Nimue er nemlig meget bekymret for, om hun pludselig skal få et tilbagefald eller måske få det værre.. selvom det er ret usandsyneligt.
Men hun ved også godt, at Amaya er meget ivrig efter at komme væk.. så måske vil hun lyve for at slippe afsted?
Nej.. det tror hun dog ikke den lille pige kunne finde på.. desuden ser hendes hænder jo helt fine ud nu!

Amaya sidder lidt, men tag sig så stille til baghovedet.. "jeg har bare lidt
ondt i hovedet.. ellers har jeg det fint.." siger hun ganske stille.. hun vil jo
ikke lyve, det er hun meget imod at gøre.. ved mindre hun er bange for at
hendes far eller mor biver sure, så tier hun stille og gemmer sig i hendes
seng.. hun tag en bid mere af sit brød og hber meget på at nimue vil sige
at de godt kan gå alligevel.. hun ser ganske stille og afventende på
Nimue, hvad hun vil sige til det.. hun ved ikke hvad hendes forældre vil
sige til det.. men.. sådan er det jo..

Nimue sidder og ser lidt afventede på Amaya, indtil det går op for hende, at det åbenbart er hende der skal tage beslutningen..
,,Altså.. hvis du føler dig frisk nok kan vi sagtens gå!" udbryder hun lidt hurtigt, og hoster derefter kort, eftersom hun var ved at kløjs i sine egne ord.
Hun ved ikke helt om hun skal rejse sig, men gør det alligevel. Hun skubber derefter pænt sin stol på plads og ser kort på Lyall.
Den er godt nok gammel.. tænker hun, og overvejer om den overhoved har kræfter til at rejse sig op igen.. det ligner næsten at den allerede er død, bortset fra at den bevæger ørene en gang imellem.

Amaya smiler stort til Nimue og kravler ganske stille ned fra sengen da
Nimue rejser sig.. hun smiler og følger hendes 'store søsters' blik.. "kom
Lyall.." siger hun roligt.. Lyall løfter hovedet og der går ikke længe før den
er kommet på benene og er hende ved Amaya, det er tydeligt at den lystre
hende og vil gøre det til det sidste.. Amaya sætter sig i hug og begynder
stille at nusse Lyall bag ørende.. hun holder virkelig af ham og smiler stort,
selv om hun godt ved han nok ikke lever meget længere.. desvære..

Nimue smiler lidt forsigtigt, mens hun betragter Amaya og katten i stilhed..
Efter lidt tid kommer en healer hen og spørger hvad de dog skal, og efter lidt tids forklaring og undersøgelse af Amayas hænder, får de alligevel lov til at gå.
En smule lettet går Nimue hen og giver bakken med resterne til en sygeplejerske, og begynder at gå hen mod døren.
Hun regner med at de to andre følger med udenfor..

Amaya kan ikke li undersøgelserne, men hun brokker sig dog ikke.. og da
Nimue begynder at gå, følger Amaya efter, nok som en rigtig lille søster
ville gøre, hvis de var et sted hun ikke kendte.. hun smiler stort og kan
godt li det her.. Lyall lunter stille efter dem begge og virker nelig bare en
smugle træt, eller i hverfald på folk som ikke kender til losse og andre
kattedyr.. hun følger med ud og de forsvinder alle sammen..

Stenene larmer under hendes bare fødder mens hun slentre afsted. Jane orker ikke rigtig at skynde sig, hun er alligevel forsent på den.
Hendes halsterklæde flavre bag hende. Hendes kinder og fingre er helt røde af blæsten, hun fortryder nu at hun ikke tog en kappe med. Selv luften hun indånder virker kold, men heldigvis dukker helbredelseshuset nu frem bag træerne. Varme!
Varmen slår mod hendes ansigt da hun åbner døren. "uh" smiler hun og tager sit halsterklæde af og ligger det på en stol.
"Hej " siger hun smilede til den mystiske dreng. "Hej". Hans krop er begyndt at heale og han besvimer ikke mere. Men han siger aldrig mere end hej. Hun smiler skævt og ryster på hoved, ud af øjnkrogen kan hun se at han smiler skævt. Hun har en svag ide om at han sikkert bare er resaveret, roligt smutter hun ud og henter et bind.

Angel sidder på en gren oppe i et træ og slikker kedsommeligt sine fingre rene for blod. han tager sig god tid, men stopper pludselig med en finger i munden da han hører lyden af skridt. Det varer en tid før pigen endelig kommer inden for hans synsvinkel. " aha" smiler han uden at slippe hende med blikket. " underholdning " siger han. Da hun er gået ind i helbredelseshuset, springer han ned på stien. Han sparker døren op og går ind. " hey!" siger han med en gusten hæs og rallende stemme. Hans øjne er stirende og han tager et par skridt hen i mod Jane.

Skålen rammer klirende gulvet og smadre, krystalklart vand breder sig ud over gulvet.
Jane stanser midt i et gisp. Hun kan mærke nakkehårene rejse sig da han begynder at snakke. Vinden blæser ind fra den åbne dør og får hende til at se mod drengen. Han har sat sig op og kæmper med at komme ud af sengen.
Jeg kan ikke lade ham skade ham .
Instinktivt træder hun tilbage da han træder frem. " hvad vil du?" spørg hun og tænder et svagt håb om at han bare har brug for hjælp.

Et skævt smil glider over hans mund og han rækker en uslikket finger frem mod hende. Blodet drypper fra den og ned på gulvet. " Dig " siger han grumt. Han kan se hendes frygt og naive tankegang. Det morer ham næsten at der stadig er nogen tilbage i landet, som er så naive at tro på det bedste i andre. Han skal nok vise hende hvilket land vi lever i. " Argh!" brøler han og hopper frem mod hende.

Jane stivner og hendes prupiller bevæger sig svagt. Instinkt træder hun tilbage da han springer frem. Hendes hånd lukker sig om en glasvase som står på bordet bag hende, ved en tom seng. Hun sætter tænderne i sin læbe, da hun slår den i retning af hans hoved. Hurtigt smutter hun ud af rækkevide af hans hænder, og klamme negle.
Hun har lyst til at flygte, men hvad med drengen. hvad hvis han løber efter? kan hun løbe fra ham..?
" Kom". Hun ligger armen om drengen og trækker ham ud af sengen. Han kan svagt stå på sine ben.

Angel bliver overrasket da han pludselig får en glasvase i hoveded. Den smadre og slaskår glider ned af ham, skærer ham i kinden. Han ser op men hun er allerede ude af hans synsvinkel. Han ryster sig og tører blodet af sin kind med en finger. han slikker blodet af og vender sig om. Et hånligt smil glider over hans læber. " Tsk. Tsk" siger han og tager fat i en jernstang på sengen og river den af.
" Tøs!" siger han og slår den afsted mod dem.

Jane vender hoved da han kalder. Hendes øjne bliver store men forsent, han rammer hende på siden af hoved. Det svimler for hende, og hun vakler men falder så sammen og trækker drengen med sig ned. Han rammer gulvet og ruller væk fra manden og jane.
Jane er gået ud som et lys, helt slap i kroppen. selv om hun et sted langt væk kan høre en stemme der beder hende om at vågne..


( skal lige finde noget mad ^^ Brb.. )

( Okay.. stjæler lige Jane imens.. )


Angel sænker ingen opmærksomhed til drengen. Istedet skubber han lidt til Jane så hun glider om på rykken. Hun ser ud til at være væk. Han smiler " hehe " brummer han og tager hende op og smider hende over skulderen som en sæt kartofler. Han smutter ud..

Nogen rykker i hendes krop. Hun rynker på næsen og åbner øjnene.. Det svimler for hende og et glimt af en jernstang mod hende kommer frem.
Det gør ondt i hendes krop og hun føler at hun bliver smidt over skulderen med omtrent samme ynde og så blidt, som en pose mel der falder ned fra øverste hylde når man åbner et skab.
Hun hoster da hun får hans skulder i maven før hun ligger rigtigt, " Slip mig!" råber hun og skubber sig op. Hun kan se drengen, han ligger på gulvet.
" Monster!" Råber hun og sparker og vrider sig. mens hun kan se huset blive mindre og mindre.

Drengen vågner langsomt og ser op, " JANE!"..

Zamin trasker afsted, mens han leder efter undskyldninger for at komme til helbredelseshuset.
han rynker øjnbrynene da døren står åben. han begynder at gå hurtigere.
" Jane" kalder han og træder ind, der er glasskår på gulvet og vand blandet med blod.
" argh". Han ser hurtigt mod en dreng og sætter sig på hug. " hvad er der sket?"
han peger og Zamin ser i retningen. Janes halsterklæde hænger over en stol. Han rejser sig og tager det.
Drengen peger mod døren. " Jane" mumler Zamin og løber ud.
Inde på gulvet falder drengen sammen, med et lettet smil om munden.

Suki går småt rundt i salen, med en gammeldags form for doktor uniform.
Et dybt gab slipper fra hendes indre, da hun har arbejdet hele dagen.
Nu da der er krig mellem Lyset og Mørket, er der en hel del indlagt; og hun ved ikke om hun hjælper de gode eller onde med at blive raske.
Hun har kun hjulpet dem som nu er der.

Hun sidder ved et bord og blander helbredene urter sammen til en cream agtig substans, med et lille smil om læben, som altid.

Uzuri kom vaklende ind ad døren og kæmpede for ikke at besvime. Hun havde mistet en del blod og smerterne gjorde det ikke bedre. Hendes sorte våde hårlavede et vådt spor efter sig i zig-zag, men Uzuri, som ellers syntes at det var så sjovt at tegne forskellige ting, med vand, lagde slet ikke mærke til det. Hun havde en sort kjole på. Man skulle tro det var en sommerkjole, men Uzuri kunne sagtens holde sig varm. Normalt. Ligenu frøs hun helt vildt. Det var selvfølgelig pga. blodmangel, men hun tænkte ikke over det. Det eneste hun tænkte på var at komme ind i helbredelseshuset. Hun vaklede ind ad døren og så på alle de hvide gange og det hvide gulv. Alt var så rent. Hun fik næsten lyst til at kaste op. Hun smilte lidt, da hun så hvordan hun ikke kun dryppede med vand, men også blod. "Hallo?!" Spurgte hun højt og holdte sig oppe, ved hjælp af en væg. Hvis ikke hun havde haft den, var hun nok besvimet. Turen til byen, havde svækket voldsomt på hendes kræfter og udover den kæmpe flænge hun havde i skulderen, det dybe snit hun havde i kinden og smerterne hun havde i tænderne, havde hun stadigvæk et stort sår i siden, efter igårs kamp med Kravenoh. Hun så rundt derinde. Der så kun ud til at være patienter, men dem var der til gengæld også mange af. Hun ville dø, hvis hun arbejdede herinde. Alting udstrålte sygdom og død. Og så var det alt for rent og hvidt. Hvis Uzuri skulle bo her, var det første hun ville gøre, være at gå udenfor og tage en masse jord op i hænderne. Putte det ind på gulvet og så gøre det rigtig vådt, så det ville ende med at blive til mudder og så ville hun male væggene med det. Hun så rundt og mærkede hendes blik sortne. Hvis ikke snart hun fik fat på en eller anden læge.. Ja, så kunne hun ligeså godt være blevet nede ved Feanor.

Suki giver et chok i sig, så mortaren vælter i det voldsomme ryk, fra det høje råb. Der var jo meget stille på denne tid, da de fleste patienter var faldet i søvn af udmattelse.
Suki skyndte sig op og så sig omkring. Først lagde hun ikke mærke til noget, men da hørter hun tumlen mod muren og vendte sig et godt stykke om.
Hun så Uzuri og alt blodet hun havde slæbt med sig. I et løftigt sprint sprang hun hen til Uzuri's side og hjalp hende med at holde sig oppe.
"Du godeste! Hvad er der sket med dig! Kom. Du skal ligge ned" siger hun, lidt panisk og tænker Endnu en. Dette kan da ikke blive ved....
Hun prøver at bære Uzuri over til den nærmest seng; nogle gode meter fra dem, da den første var optaget af en som har bandage over hele ansigtet og armene.
Roligt for hun lagt hende ned; hvorefter hun løber hen efter sin mortar som hun var igang med; selvom der ikke var så meget af det, efter det var væltet. Dog nok, til at hun begynder at kværne det igen, ved Uzuris side.