Fareed viftede lidt afvisende med hånden af det, som om at han havde løst alle potentielle problemer i alt det her, også selvom der var selvøflgelig den lille stemme i hans baghoved der gav Ares ret. Men det var der ingen grund til at vise den del.
"Så lang tid vi skjuler det, så ser jeg ingen grund til at de skal tale mere end nødvendigt." Han tog fat i kæben på Ares og hev praktisk talt hans hoved lidt længere ned så han bedre kunne se. Han drejede hovedet lidt frem og tilbage i sit greb. "Du ville ikke være den første jeg har iklædt noget pænere, for at skjule det der ikke bør ses, og jeg tror potentialet er der."

Og måske tjenestefolkene ville tale om Fareed havde fået et ny legetøj, og under det hele var han grim, men hvis han blev pænt klædt på, hvad var der så at snakke om? Han sås jo stadig med sin hustru, som var blevet det grimmeste væsen han nogensinde havde set, og der blev der jo ikke snakket så meget om mere. Og hvis der gjorde var det så han ikke kunne høre det.

En lille krølle af et smil kom på hans læber. "Desuden er jeg sikker på at ringen nok er blevet fundet til næste gang, hvis den altså befinder sig på min grund." Det var vel også tid til lidt ordentlig rengøring.

"Mh..." Fareeds stærke fingre greb om Ares' hage. Han gjorde ikke modstand, selvom en nerve i ham meget gerne ville, men bøjede sig automatisk lidt længere ned, så prinsen bedre kunne vende og dreje hans hoved, som var Ares selv et af de vilde bæster, der blev fremvist til salg på markedet.

Under de mørke vipper iagttog Ares ham. Potentialet... Til hvad? At blive mandens nydelseslegetøj? Ares brød sig ikke om den drejning, prinsens planer var ved at tage. Han havde ikke tænkt sig at komme rendende og falde på knæ for Fareed i tide og utide, bare fordi prinsen havde fået smag for ham. Og selvom Ares ikke ligefrem kunne benægte, at Fareed var et godt knald, brød han sig ikke om ham. Han havde heller ikke lyst til at vikle sig længere ind i Kazimispindet, end han allerede var. Det med Pompeia var rigeligt.

Han så det lille smil krølle sig om Fareeds velformede læber og måtte se væk, da hans blik blev hængende ved dem lidt for længe. Det mindede ham om dét, han havde besluttet sig for ikke at dvæle ved.
Munden strammede sig utilfreds ved udsigten til at skulle gå tomhændet hjem. Men hvad skulle han gøre? Fareed havde tydeligvis besluttet sig, og ringen var stadig et sted i palæet, hvis den overhovedet var her.
"Jeg er ikke nogen påklædningsdukke..." mumlede Ares modstridig og gned læberne mod hinanden, inden et suk slap ham. Han stod tavs et øjeblik mere, før blikket fandt tilbage til Fareed. "Hvornår vil De se mig igen?" Fjerde gang måtte blive sidste gang. Til den tid ville han forhåbentlig få sin ring, Fareed kunne få udlevet resten af sin mærkelige fantasi, og så kunne alting gå tilbage til normalen.

Så enkelt var det.

Som Fareed kunne se at Ares' blik hang lidt for længe ved hans læber, kunne Fareed ikke lade vær med at smile lidt større, lidt mere smørret. Han vidste at han havde fanget Ares, selvom han godt kunne se at han ikke var meget for at finde ærligheden, nu når de bare stod som to ganske almindelige mænd i en have.

"Hmmmm... er vi ikke alle lidt n ogle påklædningsdukker," fandt Fareed sig selv sige. Han benægtede det ikke, men han var vant til at hjælpe med at finde tøj til folk, ligesom folk lagde tøj frem til ham nogle gange. I sidste ende var de alle lidt nogle påklædningsdukker. Måske Fareed bare havde lidt mere magt over hvordan han selv skulle se ud, og hvordan andre nær ham skulle.

Han gav endelig slip på Ares. "Det kommer an på hvornår jeg har behov for dig," sagde Fareed. "Ellers kan jeg lægge dit navn ved vagterne, så du kan bare komme forbi en dag hvis du trænger." For han var sikker på at Ares ville komme til at trænge, ligeså meget som Fareed nok ville.
Måske han skulle sætte lidt gang i forberedelserne, bare i tilfælde af at Aers faktisk valgte at dukke op. "Men måske vent et par dage, så vi kan finde din ring inden da." Og så vendte han sig om for at begynde at gå mod udgangen endnu engang.

Ares fik lyst til at knurre, men endte blot med at løfte den ene mundvig, da han bemærkede Fareeds selvfede smil. Han skulle ikke stå dér og se så smørret ud. Hvis han ikke havde været prins, havde Ares haft lyst til at klaske en hånd i ansigtet på ham bare for at tvære smilet væk. I stedet måtte han have det til gode i fantasien.

Er vi ikke alle lidt nogle påklædningsdukker. Hvis man ikke allerede var dét, blev man det da i hvert fald, når man først befandt sig fast mellem prins Fareeds hænder, konkluderede Ares tørt. Da grebet om hans hage endelig forsvandt, gned han hånden over stedet og ventede på prinsens svar. Kiggede man længe nok ind i de gyldne øjne, ville man nok kunne se, hvor udmattet og brugt han egentlig var, men Ares gjorde sit bedste for at lade det gå ubemærket hen.

....Hvis du trænger. En grimasse truede med at trække sig over ansigtet. Han ville gerne afvise det. Fortælle Fareed, at han næppe nogensinde ville trænge til at komme rendende tilbage hertil. "Hvor betænksomt," fik han i stedet sagt, mens mundvigen blev tvunget en anelse højere op, og han fulgte efter Fareed.

Men hvis prinsen ligefrem lagde hans navn hos vagterne, hvor længe ville der så gå, før resten af palæet vidste, hvem Ares var? Hvor ofte han kom? Og hvor længe derefter, før sladderen fandt vej til Kazimi-paladset?

Til Pompeia.

Blodet frøs til is. Ares havde allerede viklet sig rigeligt ind i den familie uden at skulle forklare gemalinden, hvorfor endnu en Kazimi havde hans navn liggende ved porten.
"Ellers må De hente mig, når min ring er blevet fundet?" foreslog han og forsøgte at få det til at lyde som den mest praktiske løsning i verden. Det var bedre end selv at skulle opsøge Fareed igen. Langt bedre. Han skubbede resten af tankerne væk. Ingen ville finde ud af det. Fareed fik sendt bud, Ares hentede sin ring, og deres mærkelige arrangement blev afsluttet. 

Én sidste gang.

Så var det slut.

Der var igen det der lød som en lidt trodsig tone, og Fareeds øjne smalledes sig, men han sagde ikke noget. Måske Ares også bare var lidt brugt og det var selvfølgelig svært at stå i, når der var intet kropsligt mellem dem, men Fareed var træt, han havde ikke behov for mere lige nu, selvom Ares virkede mere bøjelig når de var sammen.
Typisk af et lille bæst kun at være tæmmervenlig når de var godt tilfredse. Men det var noget han godt kunne arbejde med, og havde tænkt sig at forsætte med at arbejde med. Han skulle nok bryde den trodsighed... hvis han havde lyst, for den havde føltes god sidste gang trods alt.

Fareed slog tankerne væk fra det, og gav i stedet for Ares et lille fnys. "Vi ser hvem der får behov først," sagde Fareed simpelt, for ringen var lige meget, men det var noget han åbenbart kunne holde mod Ares.

De var allerede kommet et langt stykke ind i haven, og snart kunne Fareed se at de var ved at nå til døren ud herfra. Så var det bare at sende Ares sin vej når de kom ud herfra.
"Væk," sagde han ganske stille som slangerne var begyndte at stimle sammen omkring ham, for at komme med ham ud, og de brød langsomt op, så stien i det mindste kunne være ren af dem, og de forhåbentlig ikke misfortolkede hans ord og mente at væk var ud af haven.

Han tog fat i håndtaget og drejede den åbent, inden han trådte ud til den bløde aften sol. De havde tydeligvis været derinde længere tid end Fareed havde beregnet.
Til trods for den lange tid han havde været derinde, så virkede det som om at alle dem de kom ud til, en lidt mindre plads, så ud til at holde vejret næsten som de så at Prinsen var tilbage ud, og straks var 6 par af øjne rettet mod ham og dermed også Ares. 1 tjener, 2 slaver og 3 vagter. 

En udfordrende mine fandt vej til Ares' blik, og han betragtede Fareed i stilhed. Hvem der får behov først? Ares gentog ordene hånligt for sig selv og knyttede kort hænderne, før han tvang fingrene fra hinanden igen. Det blev i hvert fald ikke ham. Fareed måtte komme kravlende til ham først. Gerne kysse hvert eneste af hans ar tilbedende, mens han var i gang.

Hah.

Ares himlede med øjnene ad sig selv. Som om dét nogensinde ville ske. Prinsen ville sikkert sætte ild til sig selv, før han frivilligt tilbad Ares og alt det, der fulgte med. Han vidste ikke engang, hvorfor tankerne var drevet i den retning. Måske fordi en del af ham ville nyde at se Fareed underkaste sig ham. Følelsen af at have vundet over nogen, der stod så højt hævet over Ares' egen stand, var trods alt noget, sådan nogen som ham normalt kun kunne drømme om. Et lavmælt fnys slap ham ved tanken.

Han fulgte videre efter Fareed, omend gangen var en smule mere mekanisk end den lette, stolte attitude, Ares normalt bevægede sig med. Kroppen føltes brugt, sæden størknet mellem lårene, tøjet sad forkert, og han havde efterhånden mest af alt lyst til et bad og sin egen seng. Fareed havde næppe tænkt sig at tilbyde det første, inden han sendte ham hjem, men Ares ville ærlig talt også bare væk herfra. Hvis han ikke kunne få sin ring, ville han hjem og forsøge at glemme alt det her.

Kroppen spændte igen, da slangerne begyndte at stimle sammen omkring dem. Ares stirrede stift frem for sig og nægtede at følge bevægelserne alt for nøje, indtil Fareeds stille "Væk" fik dem til at bryde op og sno sig tilbage gennem græsset. Det var alt, Ares behøvede. Han satte tempoet en anelse op og fulgte så ihærdigt efter Fareed mod døren, at han næsten trådte prinsen i hælene på vej ud af slangernes helvede.

Den bløde aftensol ramte ham først. Så gjorde blikkene. Ares nåede knap nok at registrere menneskene på den anden side, før han stivnede. Seks par øjne. Alle rettet mod Fareed.

Og derefter ham.

Lort...

Blikket røg omgående ned, og hånden fandt næsten automatisk op til krøllerne i et håbløst forsøg på at få dem til at sidde nogenlunde. Det hjalp ikke. Ares vidste udmærket, hvordan han måtte se ud efter flere timer i haven, og pludselig blev han meget bevidst om hver eneste detalje ved sit rodede ydre.
Han rykkede sig instinktivt ind bag Fareed, så tæt på prinsens ryg som han kunne komme uden ligefrem at gå ind i ham. Det var et latterligt forsøg på at gøre sig mindre. Ares ragede stadig så langt op over Fareed, at han næppe kunne have gemt sig bag ham, om hans liv så afhang af det.

Så meget for at være diskrete.

Fareed var ligeglad med Ares' ubehag ved at denne lille gruppe kiggede på dem. Det kunne blive meget værre, selvom et udtryk af irritation alligevel kom over Fareeds ansigt, som han tænkte på hvor herrens ud Ares egentlig så. Alle de ar.
"Jeg trænger til et bad," sagde Fareed, hans blik kun på tjeneren, som om at resten af dem der var her ikke var værd at kigge på. "Hvis han ønsker det, kan han få et bad..." Fareed kiggede sig lige over skulderen på Ares, som stod og gemte sig noget dårligt bag sig. Hans blik gled ned på tøjet og et lille tsk undslap ham, inden han vendte tilbage på tjeneren. Og tøj hvis han har lyst, derefter vis ham ud."

Tjeneren bukkede let. "Javel Deres Højhed, vi ser det straks gjort," sagde han inden han kiggede mod de to slaver med et hårdt blik.
Den ene, en smuk rubinsk kvinde, var hurtigt over til Ares for at tage fat i ham og begynde at forsøge at hive ham med mod badene. "Jeg skal nok vise dig badene," sagde hun meget meget stille, som om at hun ikke ville have at Fareed overhørte hende.
Så meget at det var et hvis han ønsker det. Der var tydeligvis kun Fareeds ønsker, og hvis han sagde noget, så var det lige meget med hvor blødt han fik det sagt.

Kæben strammedes, mens Ares mærkede de mange øjne som skarpe nåle mod sig. De vidste det. Selvfølgelig gjorde de det. Beviserne hang nærmest om dem; flygtige lokker havde undsluppet Fareeds ellers så perfekte opsætning, og begge deres ansigter bar stadig præg af de sidste timers anstrengelser. Ares lukkede øjnene et kort øjeblik i frustration.

Hvis han ønsker det...

Øjnene åbnede sig igen, blikket fortsat stift rettet mod prinsens hæle, men brynene løftede sig en anelse. Okay. Ares havde egentlig forventet, at Fareed bare ville smide ham på porten, så tilbuddet om både bad og rent tøj kom bag på ham. Måske var det alligevel klogest at tage imod. Familien ville stille langt færre spørgsmål, hvis han kom hjem ren og nogenlunde præsentabel, end hvis han dukkede op, som han så ud lige nu.

Den smukke kvinde nåede knap nok at tage fat i hans arm, før Ares instinktivt var ved at rive den til sig. Han stoppede bevægelsen halvvejs og så forskrækket på hende, inden hovedet drejede mod Fareed med et spørgende blik. Prinsen var åbenbart færdig med ham. De skulle ikke samme vej.

Nåh.

"Du skal ikke røre ved mig..." busede det lavmælt ud af Ares, før han nåede at tænke sig om. Han hørte selv, hvordan det lød, og ansigtet strammedes en smule. "Altså... jeg er ret svedig," tilføjede han som en noget tynd forklaring.

Det var selvfølgelig ikke derfor.

Han vidste stadig ikke, hvad der udløste evnen. Berøring havde været involveret før, men om det var nødvendigt, anede han ikke. Efter Fareed havde Ares dog ingen intentioner om at tage chancen. Slet ikke med en fremmed kvinde, der bare forsøgte at udføre sit arbejde.

Han kunne ikke risikere flere udfald.

Fareed holdt et halvt øje på Ares, som han interagerede med slavekvinden, og der var bare en lille smule af en irritation som han så interaktionen. Han var ikke helt sikker på hvorfor, især som Ares ikke virkede specielt begejstret for hende. Det kunne Fareed ikke forstå, som han synes hun var dejlig, men måske ikke i dette øjeblik.
Et lille undertrykt prust kom fra ham, inden han vendte blikket væk, men han sagde intet til Ares. Han havde sagt sit, og Ares måtte nu døje med slavekvinden og de andre slaver der uden tvivl ville hjælpe.

Så med det sidste blik på Ares, begyndte han at bevæge sig videre. Den anden slave var allerede i forvejen, sikkert for at sørge for at badet var klar til Fareed når han ankom, og tjeneren gik ved hans side, som Fareed kom med sidste instruktioner.
"Vær sikker på at I får hans mål. Han kan ikke rende rundt sådan der fremadrettet," sagde Fareed, og glimtet der var i tjenerens øjne hentydede til at han nok forstod præcis hvad Fareed ønskede.
"Javel, Deres Højhed, jeg får set til det."
"Diskret."
"Naturligvis."
Og med de ord forsvandt Fareed og tjeneren virkede også til at gå sin egen vej, vejen der senere viste sig at være hvor tjenestebadene var, som Ares ville blive ført til.

Slavekvinden stod lidt usikkert ved Ares side. "Det er helt i orden, men vi bør gå derhen nu," sagde hun, noget insisterende, og med et blik der hele tiden kiggede mod Fareeds forsvindende skikkelse, som han gik væk. "Prins Fareed kan ikke lide vi bruger for meget tid." Og hun prøvede at genne Ares mod badene, selvom hun åbenbart ikke måtte røre ham.
Det var vigtigt at han var ren. Det havde hun hørt, og selvom Fareed ikke ville se ham, så var det vigtigt for slavekvinden at følge Fareeds ord.
Slavekvinden ville lede Ares mod badene, og der ville hun få den diskrete instruktion om at få Ares' mål, så hvis hænderne var næsten mere insisterende denne gang med at bade ham, for at få de information de skulle have, så var det jo bare det de var.

Jamen så farvel da.

Ares skulede efter Fareed, mens slavekvinden gennede ham videre mod badene. Prinsen så sig ikke tilbage igen, og Ares fulgte hans forsvindende skikkelse et øjeblik længere, end han egentlig havde tænkt sig, før han vendte blikket frem. Kvinden rørte ham heldigvis ikke mere, hvilket han var taknemmelig for. Han orkede det ærlig talt ikke, hvis det hele skulle begynde forfra med endnu et menneske.

Blikket faldt i stedet ned på hende, så udtryksløst som han kunne holde det, men en lille rynke viste sig alligevel mellem brynene ved hendes ord.

Han kan ikke lide, vi bruger for meget tid?

Ares vidste selvfølgelig allerede, at Fareed var en utålmodig mand. Bare åbenbart ikke når det kom til nydelse. Munden trak sig svagt til siden ved tanken, inden han skubbede den væk igen. Hvad vidste han egentlig overhovedet om prinsen?

Ingenting.

Og det skulle helst blive ved sådan.

"Jeg skal nok følge med," sagde han og satte tempoet en anelse op. "Du behøver ikke være nervøs. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det besværligt for dig."

Det var trods alt ikke hende, Ares var irriteret på.