Romeo vred halsen forsigtigt, bare nok til at se ned på Phillippe. Tjekke, om han stadig sov. De lyse lokker lå spredt mod puden, og duften af ham sneg sig ubudt op i Romeos næsebor. Den bed sig fast. Han vendte straks blikket væk, kæben stram i en forpint grimasse. Selv nu kunne han ikke bare være i det.

Et tungt suk gled ud gennem næsen - over sig selv, over gårsdagens vin, over den svaghed, der havde ført ham her.

"Phillippe..." prøvede han lavmælt, næsten undskyldende. Kroppen ville instinktivt væk, væk fra situationen, væk fra følelsen, men Phillippes arm var tung og varm hen over ham. Han prøvede at lirke sig fri, men sengen var for smal, og bevægelsen fik istedet hans fingre til at strejfede snedkerens bare hud. Hud, der glinsede svagt af varme - og sved. Den fugtige varme under tæppet gjorde det svært at trække vejret, og alligevel… havde han sovet. 

Sovet rigtigt. For første gang i hvad der føltes som år.

Han rømmede stemmen fri fra ru søvn og sagde navnet igen, denne gang mere fast, mere præst end mand.
"Phillippe."

Han skulle hjem. Skulle i templerne. Rense sig. Komme væk fra det her - det her mærkelige, stille kaos, der krøb under huden og bredte sig i brystet som varme modvillige bølger. Noget der skræmte ham mere end det dyr, han bar på.

Men han havde sovet. Og det var han… taknemmelig for.

 Snedkeren blev kalkuleret liggende uden at sige noget eller flytte på sig, trods Romeo tydeligvis gerne ville væk. Men han nød det, og han var næsten også sikker på at Romeo også nød det. Bare lidt. Selvom Phillippe var en halvstor mand, var præsten ikke spinkel som Nicola eller Enzel. Han kunne nemt flytte sig fra ham, hvis han virkelig ville. 

 Ved andet kald kom han med et lille utilfreds grunt efterfulgt af en tyssende lyd. Den ene hånd løftede sig, øjnene forsat lukket, inden den famlede sig lidt rundt i Romeos ansigt i et forsøg på at holder ham for munden. 
 "Jeg sover.. " Brummede han svagt, trods han var lysvågen. Noget der nok tydeligt kunne ses på det skæve smil han havde hængende om læberne.

De grønne øjne blev store da Phillippes hånd kom fumlende mod hans ansigt. Fingrede nåede netop at gramse hans læber... før hans hånd hastigt fløj op og standsede den. Et godt tag om snedkerens håndled, men ikke for at gøre ham ondt... bare... som en blid advarsel.

"Og jeg er ærkebiskop..." forlod det ham tørt for at hentyde hvor dårlig en løgn det var. Han skævede ned, og opdagede smilet i mundvigen, som efterhånden blev snedkerens varemærke. Tog han nogensinde noget seriøst? Alligevel sendte det et kildende sus til maven... som han straks måtte distrahere sig selv fra. Han slap Phillippes hånd, og fik i et ryk fjernet sig fra manden. En halv flugt, der ikke førte længere end til kanten af sengen. 

"Har du sovet ved siden af mig hele natten...?" Sig nej, bedte han. Romeo kørte hænderne gennem håret, for at rede det pænere tilbage. Og for at holde sammen på sig selv. Havde han sovet godt på grund af Phillippe...? Eller var det blot et lykketræf.  

 Et lille fnys i morskab forlod Phillippe ved Romeos kommentar og han blinkede øjnene langsomt op.
 " Sejt! Så kan du godt bestemme du holder fri i dag, " konkluderede han med en lille nik, mens han strittede let imod da Romeo endelige gjorde sit forsøg på at komme væk. Det var dog kun kort, og han lod efterfølgende præsten sætte sig på kanten af sengen. Armen lagde sig om bag hovedet og han kiggede på Romeo med det ene bryn løftet.

 " Nej, jeg sov i min guld to-personers seng jeg har i mit hemmelig rum i det er kæmpe hus jeg har. " Tonen oste af sarkasme og Phillippe kunne ikke lade hver med at grine svagt af sig selv. Hvor skulle han ellers have sovet? 
 " Jeg kan ikke gøre for du valgte at kravle i min seng.. Misforstå mig ikke, du er hjertens velkommen, men så må du også acceptere at du deler den med mig. " Han trak let på den ene skuldre.

Romeo skævede bagud med en sammenklemt grimasse. Men synet fik ham til at vende hovedet og rette blikket stift tilbage mod sine fødder. Ikke af anstændighed. Det ville have været lettere, hvis det blot var anstændighed. Romeo pressede læberne sammen. Klemte øjnene i for at slette billedet af  armen der mageligt var løftet, og afslørede armhulens krøllede hår. Musklerne der formede sig ubesværet. 

I alle andre tilfælde ville Romeo nok have klukket - hvis han i alle andre tilfælde var en anden end Romeo. Hvis han var seksten, og ikke var præst. Der var ingen bebrejdelse at høre i Phillippes tone. Kun et henkastet faktum der lød meget mere afslappet end Romeo selv kunne være i stand til. Panden rynkede sig og han kradsede tommelfingerneglene mod håndfladerne. Så de havde ligget sådan hele natten.

"Jeg beklager." var alt han kunne få frem. Det kunne ikke passe at en enkelt nat sammen med Philippe, havde holdt mareridtene på afstand. Han rejste sig fra sengen der gav et lille knirk fra sig. Han nænnede ikke at se tilbage på snedkeren. 
"Jeg må nok hellere..." stemmen vævede, "... Beklager." kom det igen, som en pladespiller der gik i hak, før han travede ud af værelset for at samle sine ting.

 Havde Phillippe været en eller anden blandingsrace med forstærket lugtesans, kunne han sikkert lugte skammen ose af Romeo. Snedkeren behøvede dog ikke nogle evner for at vide at hele situationen gik ham på. De havde ingenting gjort, der var intet at skamme sig over.

 " Det behøver du ikke.. " Sagde han roligt til præstens beklagelse. " Jeg sov dejligt... " Smilet var blødt og brynene løftede sig en smule. Han havde ikke noget problem med det. Blikket gled ned over Romeos ryg, betragtede hvordan skuldrene hævede og sænkede sig i takt med vejrtrækningerne. Hvordan præsten nægtede at kigge på ham. 

" Vi ses, Romeo.. " Et suk forlod ham og blikket flyttede sig op på loftet. Han gik ikke efter præsten - gik ud fra han havde brug for afstanden. Han kom vel ind igen, hvis Phillippe og fejl.

Romeo standsede et øjeblik med hånden på dørkarmen.

Jeg sov dejligt.

Ordene blev hængende. Det havde han også selv. Det var måske dét, der skræmte ham mest.
Han burde sige noget. Tak. Farvel. Noget. Men ordene satte sig fast.
"Mhm." Det var ynkeligt. Han vidste det godt. Alligevel blev det alt hvad han formåede.

"Vi ses, Phillippe." Stemmen var lav. Næsten druknet i skammen. Han gik, før han kunne nå at ombestemme sig. Før han kunne begynde at lede efter forklaringer på, hvorfor han havde sovet bedre den nat end han havde gjort i månedsvis.

Forklaringer, han ikke havde lyst til at finde.