Det gik slet ikke op for Sif i det øjeblik, at der var noget andet i vejen, end dem der prøvede at trække tingene ud. Nemlig tøjet, der beskyttede deres nøgne hud. Tøj der virkede som en hindring, frem for en befrielse fra, at gå rundt nøgen i det kolde vejr som stadig hærgede over Dianthos.
Det var Sifs intention at hjælpe ham med frakken, men nåede aldrig længere end at fjerne hænderne fra hans hår, da hun mærkede hans læber mod hendes kæbe og hals. ”Jorah” kom der hæst, næsten fordrukken i den situation som hun befandt sig i. Besværet med det hurtige hjertebanken, den stakkende ånde og letheden i hoved.

Efter noget tid, skubbede hun ham blidt væk fra sig. Med hurtige skridt kom hun væk fra døren, og dansede rundt omkring hans krop. Med et lille smil på læberne, begyndte hun at knappe hendes egen jakke op. Lod den falde på jorden, før hun fjernede korsettet ind til at hun kunne hæve kjolen over hoved. Der stod hun så, en kvinde der trods alt havde sine skavanker. Ar fra kunder, hendes eks mand. Vægten der ikke helt havde været mulig at tabe efter hendes datter, der efterlod hendes krop i bløde former. Hun var en kvinde med en historie, en kvinde som levede med mad på bordet. Men mest af alt, så var hun blot en kvinde der ønskede sig en mand.

Læberne slap hendes hud for at hive ekstra luft ind, som lyden af hans navn nåede hans øre. Blot for et kort øjeblik, mens den sitrende følelse blandede sig med den hurtige hjertebanken. Et kort øjeblik, før han mærkede hendes hud igen, fuldstændig indhyllet i hendes duft og smag til på nogen mulig måde at kunne samle tankerne om andet end at fortsætte.

Stakåndet slap han havde, for at lade sig blidt skubbe tilbage og fulgte hende som hun med lette dansende skridt kom rundt om ham. Asvard fulgte rundt med kroppen, men stoppede hende ikke fra at trække sig væk. I stedet betragtede han hende, mens endnu et sug gik igennem kroppen på ham og blødte ud i intens varme. Hans bryst hævede og sænkede sig med dyb og hurtig vejrtrækning, mens læberne skilte sig let.
Asvard var efterhånden ikke sikker på at hans hjerte kunne slå hurtigere, før det valgte at hoppe et slag eller to over. Han betragtede helheden af det menneske der stod foran ham. Han så det hele. Historierne, smerterne, glæderne, livet og i dette øjeblik kunne han ikke være mere betaget af hende.

Modvilligt slap hans hende med blikket, for at kunne trække sin egen løse skjorte hen over hovedet og lod den falde til gulvet, hvor resten fulgte trop. Afslørende hvordan arene fra hans ansigt fortsatte ned og bredte sig som krogede hvide grene over højre side af hans krop. En krop der havde været udsat for mange kampe, og som ikke længere var ung, men fastlåst i den middle alder.
Roligt trådte han et skridt frem mod hende, og lod sine fingre røre blidt over hendes læber, kind og hals. Fascineret og betaget, lod han blidt fingrene fortsætte ned over hendes kraveben og hen af hendes arm og tilbage igen - så hende med sine fingre

Aldrig havde hun oplevet noget, der var så intens i hendes liv før.
Men hvert skridt de tog for at fjerne tøjet, det fik pulsen til at stige. Det fik varmen i det lille rum til at brede sig, til der næsten ingen luft var tilbage længere.

Lige som han havde taget hende ind, gjorde hun det samme som de forskellige lag forlod hans krop. Betragtede arret, og hvordan det snoede sig ned ad hans hals. Hvordan hun lige som han, kunne læse en historie foran hende, frem for at se en nøgen mand.
Men da han trådte frem mod hende, ænsede ikke hvordan at hendes ånde satte sig fast i hendes hals. Hvordan de grønne øjne betragtede ham, selvom hun ikke kunne stoppe sig selv fra at lukke øjnene i, da hans fingre dansede hen over hendes hud. Mærkede den rug hud, fra fingre der havde udlevet et langt liv, der mærkede og så hende.
Aldrig før havde hun følt sig så set, som hun gjorde i dette øjeblik. Det var noget hun ville tage med sig, for resten af hendes liv.

Jorah fortsatte med at se hende på sin måde. Se hende med fingrene der løb roligt og nysgerrigt over hendes hud og ikke veg tilbage fra ar eller hvad nogen dumt ville påstå var fejl. Blidt og betaget, som stod han foran det mest betagende kunstværk han nogensinde havde set. Hendes historie, hendes liv, hendes person og der var intet af det der ikke fascinerede eller betog ham fuldstændig. De rug fingre fandt tilbage op ad hende, til hendes kæbe, inden han rørte hendes læber igen.

Indhyldet af øjeblikket, lod han sin underbevidsthed guide sig. Nyde hvert eneste øjeblik, som han lod sine arme glide omkring hende og holde hende ind til sig. Guidende hende baglæns til de nåede sengen. Han kunne bruge hele natten på bare at betragte hende, men ville næppe nogensinde tilgive sig selv for kun at gøre dette. Hvor meget han end ønskede at det gik på hendes præmisser, var han ikke blind for sine egen trang til at fortsætte. Noget han inderligt håbede hun aldrig ville føle sig tvunget til at gøre med ham.
Han lænede hende ned mod sengene og slap hendes læber for at kigge ind i hendes grønne øjne. Han holdte sig over hende, roligt til deres øjne mødte hinanden. "Lov at stopper mig, hvis du ikke vil" han ville for alt i verden, at hun vidste at hun altid havde et valg og at hun aldrig skulle gøre noget hun ikke ville, i hans nærvær. Asvard holdte sig derfor også komplet i ro til han havde fået hendes accept, uden antrænk til at presse efter et svar.

Kunne et helt liv blive reddet på en enkelt nat? Sif ville have grint, hvis nogen ville have nævnt det for hende. Grint af naiviteten omkring det, leet fordi hun ville ønske et kunne ske, men vidste det aldrig ville være muligt.
Men det ville være blevet gjort til skamme i dette øjeblik. Hvordan hun mærkede følelserne strømme gemmen hans strøg over hendes hud, ånden der sad fast i hendes strube og hjertet der bankede vildt i hendes brystkasse. For denne stund, blev hele hendes liv hvisket rent. Hun fik lov til at starte forfra, leve et liv som en kvinde der havde mødt en mand, og forelskede sig og elskede for en nat. 

De nåede sengen og hun lagde sig ned, skubbede sig langsomt længere ind. Da han stoppede og deres øjne mødtes, gik alt i stå for hende, hun er nær ikke hørt hans ord grundet hendes betagelse. "Jeg lover, men jeg vil gerne, jeg vil dig" hviskede hun, stemmen øm som hun lagde sig helt ned, og løftede hendes arme så hendes fingre kunne lukke sig omkring hans nakke. Hun trak ham lige så stille ned til sig, så hun igen kunne smage hans læber mod hendes. 

Hele omverden var afskåret fuldstændig fra hans sind i dette øjeblik. Denne stund, som gav ham en bid af et liv, han ville ønske han kunne have. Et liv afskærmet fra den omkringliggende elendighed og ødelæggelse, som gjorde bånd svære at forme. Et liv, hvor en forbindelse blev skabt, hvor han kunne være forelsket og elske. I hvert fald for en enkelt nat, før omverden ville finde vej tilbage ind.

Asvard lod sit blik forblive i hendes som han afventede. Lyttende og rolig, som hun hviskende svarede ham. Han blinkede langsomt, som hendes fingre gled om hans nakke og han følte et sug i maven, som hjertet hamrede i hans bryst. Til trods for det, følte han en dyb ro over situationen. Han lod sig trække ned, følte hendes bløde læber mod sine igen. Lod sig fordybe ind i hele hendes eksistens, som det blide kys udviklede sig.
Efter noget tid slap han hendes læber, for at lade sine egne udforske hende. Ned af kæben og halsen og fortsatte blidt, betaget og undersøgende. Der var ikke en eneste del af hende han ville sky væk fra, men derimod lod sin opmærksomhed være over det hele. Hele hende, og alt ved hende.

Det var som om nogle lod der kroppe glide ned i varmt vand. Hvordan det omsluttede dem, og skabte en verden hvor intet kunne penetrere gennem deres stilhed og liv som de skabte for bare et lille øjeblik. Et øjeblik, som ville fortsætte så længe, som de gav det lov. Så længe at verden lod dem være for bare for et øjeblik, hvor de kunne opleve kærlighed og en lettelse, over bare at være dem og ikke tænke på andet.
Hans læber sendte små følelser af ekstase gennem hendes krop, der fik hendes krop at bevæge sig uden hun skulle tænke over det. Det imaginære vand gled gennem deres kroppe, skyllede dem væk fra Dianthos og ind i et liv hvor de ikke skulle tænke på det de levede lige nu.
De var ikke andet end en mand og en kvinde, der lod sig hengive fuldstændig til hinanden.
Lod kærligheden tage form, uden overhoved at lade ordene forlade deres læber.

Små gisp forlod hendes læber, hver gang han fandt et nyt punkt at kysse. Som fik han det til at følelse som om det var nyt hver gang. Som havde han aldrig rørt hendes hud før det øjeblik. Det var fuldstændig vanvidsdrivende, og det var svært ikke at glemme alt og bare falde ned i mørket af vandet. Lad det sluge hende fuldstændig, og glemme alt hvad og hvem hun var.
Et eller andet sted, føltes det som om han omskrev hendes livshistorie og kreerede det som hun altid havde drømt om.

Til sidst lagde hun sine ben omkring hans liv og gjorde antegn til at vende dem rundt, så hun lå over ham.

Sjældent oplevede han at en stund kunne fjerne alt andet fra hans sind. Hans tanker var ingen andre steder end i dette øjeblik og kun på hende. Hele verden udenfor eksisterede slet ikke. Han ville ønske det kunne være evigt, men det smukke og tragiske ved et øjeblik som dette, var netop at det var et øjeblik. De bedste stunder var.
Han var ligeglad med hvor mange der havde rørt hende før ham – det betød intet. Det eneste der betød noget var hvordan hun reagerede på hans berøring og nænsomme behandling af hende. Dyrebar som hun var for ham, men ikke skrøbelig eller en han ejede. En balance af at behandle hende som præcis det hun var – et menneske – som han også selv var. Eller i hvert fald var engang.

Asvard lystrede hendes bevægelser og lod sig rulle om på ryggen og have hende over sig. Hans raske øje fulgte hendes bevægelser og tog det hele ind. Hvordan hendes naturlighed og skønhed omfavnede hans sanser fuldstændigt. Han lod hende tage styringen og gøre som hun ville – lod hende vide at hun var fri til at gøre præcis hvad hun ønskede.

Det var slet ikke til at beskrive de sensationer som flød gennem kroppen. Sif ville vove at påstå, at det var sådan det føltes, hvis man lod sig falde ned i en flod. Lade sig rive med af strømmen, kaste sig rundt mod klipper og grene. Man vidste ikke hvor man ende, og selve turen kunne virke så overvældende, at man ikke kunne forestille sig hvordan det kunne beskrives efterfølgende. Det eneste som der formåede at få hende til at holde fast i virkeligheden, det som overbeviste hende om, at dette ikke blot var en drøm. Det var manden under hende, som tillod hende den frihed til bare at falde ind i floden. Manden som guidede hende gennem det voldsomme tag, som vandet havde om hendes krop som det skubbede hende hen over kanten.
Varmen steg i værelset, og det var næsten umuligt for Sif overhoved at tænke på nuværende tidspunkt. Hendes hænder der greb efter ham, i håb om at finde et anker der kunne holde hende ned. Ét eller andet, der fik pusten tilbage, som en livline der viste hende vejen tilbage.
For aftenen kunne ikke fortsætte for evigt, selvom det ville være så nemt at give slip på rebet og lade sig forsvinde ned til bunden, hvor alting ville være så godt som dette øjeblik.