Aidan hævede sine øjnebryn, da bakken pludselig blev stillet foran ham, og det gav et sæt i ham – det var lige før, han var tumlet baglæns ned ad stolen. Han kiggede ned på æggene på bakken, og gloede derefter op på manden med et lettere forvirret udtryk i ansigtet. Fyren havde lige siddet og spist suppe... så hvorfor i al verden havde han bestilt æg til? Aidan måtte indrømme, at suppe og æg ikke ligefrem var to ting, der passede sammen. Suppe og et brød af en art måske, men ikke suppe og æg…
"Øh," lød det fra ham. "Jo... tak."
Han hævede det ene øjenbryn lidt og gloede igen op på den beskidte man.
"Skal du ikke selv have det?"
Han havde da set så sulten ud, da han sad og spiste suppe og kylling...

Han rystede på hovedet så de lange fedtede dreads dansede lystigt om hovedet på ham. " Det behøves ikke. Min krop har egentligt ikke behov for det.. Faktisk har jeg ikke behov for noget, men det er tyss tyss.. Det e rsådan noget hemmeligt og mørkt noget man ikke skal snakke om her.. Desuden er det forbudt af hvad jeg forstod min herre sige.." Han tog en finger op for læben, inden han puffede let til en stol og satte sig dvask ned med en veltilfreds brummen. Han stirrede lidt på drengen. "Hvor er du fra knajt?" Lød det igen.

Aidan kiggede på ham med et lettere uforstående blik. Han virkede ikke sådan helt normal, ikke ligesom alle andre. I hvert fald var der ingen af de andre gæster i kroen der væltede deres stole omkuld, hver gang de rejste sig op, eller kom over til en fremmed for at tilbyde ham deres æg, de ikke selv kunne spise.
Aidan var nysgerrig efter at få forklaret mere om det, manden snakkede om, men han undlod at spørge nærmere ind til det, og nøjedes med bare at ryste på hovedet. "Nej, så må du hellerede lade være med at snakke om det her..."
Han kiggede på manden, men slog hurtigt blikket væk igen. Han brød sig ikke om, at han sad og stirrede sådan på ham.
"Jeg kommer fra Topalis," sagde han.

((*mere liv*))

Nogle folk gør et hårdtslående indtryk, så snart de træder ind af en dør.
Renatika foretrækker dog at træde ind i den godt befolkede krostue så stille så muligt, og får hurtigt lukket den tunge trædør efter sig, da en flygtig nattevind sniger sig ind med et brøl og bringer et koldt forår med sig. I et par sekunder står hun tøvende døråbningen, scannende den varme stue med de opmærksomme, forskelligfarvede øjne skjult under hatten. Der er for mange mennsker, er det første der slår tøsen, og småfrustreret knytter hun den højre hånd i en monotom rytme. Den varme, krydrede duft af mad sniger sig tættere på hende, og vagabonden lukker kort øjnene i nydelse. Mad! Til trods for at varmen nærmer sig, og vildtet stadig spredes, er det ikke let at skaffe et ordentligt måltid for tiden, uden penge. Av. Med en smertefuld grimasse lader hun hånden strejfe den ømt hævede skulder. Det er ikke til at jage, med et brækket kraveben. Det burde være helet for længst, går det surt igennem hendes tanker, men de mange vilde flugte fra sure butiksejere er ikke en dans på roser for bruddet.
Efter en rum tid får tøsen sig dog kantet forbi de mange gæster, og smider sig ved et af de få ledige borde, godt skjult bag den store jakke og et undersøgende blik. En gennemskærende lyd af bespisning omringer pigen, og i takt med at sulten gør sig mere gældende, vokser hendes trang til penge, og hun kaster et desperat blik rundt i krostuen. Er der ikke nogle fulderikker, der ikke passer godt nok på deres punge?

Han gjrode en kort knækken med nakken. " Har du hørt magen? De serverer gratis æg til måltiderne fordi der er for meget tilbage efter påke-pjanken.. Tsk.-- de er sku ikke fopr kloge.." Begyndte han at plapre af sig. Nej Vartan var langtfra typen der tænkte sig ordentligt om, han snakkede og når han snakkede var det om alle l´mulige ting. " Toplais.. Aha.. Det er det med øjnene ikke?" Den rødøjede målte kort den anden inden han skævede lidt mod døren.. Var det bare ham eller var der lige gået end anden ind eller..? Det trak kort omkring hans ene øje, men han sagde intet gav sig istedet for til at stirre på den anden som den gav sig til at æde æg.

(( brb, skal lige ssvare på et andet forum også xD ))

Aidan drejede hovedet, da døren gik op og nogen trådte ind. Han kunne ikke høre, at der kom nogen, eftersom han lyttede til hvad manden sagde, men han mærkede med det samme den kolde forårsvind i sin blege nakke, der var vendt imod døren. Derfor måtte han dreje overkroppen med, da han gav sig til at skæve ud over lokalet for at finde den nyankomna. Han fik hurtigt øje på hende, eftersom hun skildte sig meget ud fra de øvrige krogæster, der mest bestod af mand, der havde lagt kroen et besøgt på vej hjem fra deres arbejde.
Han lod dog hurtigt sit blik strejfe videre, og kort efter landede det igen på manden. En lille rynke dykkede op imellem hans bryn, da han uforstående tippede hovedet meget let på skrå.
”Hvad for nogen øjne?” spurgte han.
Han forstod ikke noget som helst af det, manden snakkede om. Lige med undtagelse af de tmed påskeæggene, altså.

((Ej, hvor skræmmende. Aidan og Renatika har præcis den samme evne o.o'' *føle sig meget uoriginal*))

Noget usikkert lader pigen øjnene løbe rundt på de andre gæster, hvis blikke hun kan mærke tungt lande på sig. Hun ser anderledes ud, det ved hun godt, men normalt er hun heldig nok til at blive forvekslet med en dreng. Utilfredst rynker hun brynene en anelse. Men ikke mere. Hendes kvindelige former er efterhånden så let genkendelige, at hun må formørke sin stemme og gå med hovedet rettet nedaf, hvis hun skal gøre sig bare det mindste håb om ikke at blive bemærket.
Grrrorg. Med en ulykkelig bevægelse griber Renatika sig til den smertende mave, da den giver en sulten lyd fra sig. Pokkers. Hun bliver nød til at spise noget snart, men hvis det alligevel skulle lykkes hende at finde en ubevogtet pengepung, er stuen for proppet til at hun kan slippe væk. Med forsigtige skridt forsvinder hun ud af døren, ligeså hurtigt som hun var kommet.

((pfff... så bliver man jaget væk fra pc'en.))

"Grrrroorg?" Han skævede hen mod døren der endnu engang blev åbnet og lukket. Så havde han ikke set forkert. Han rystede kort på hovedet for at friske sig selv op, indden han henfvendte sig til knægten foran sig igen. " Dine øjne.. De er meget... Topalis-agtigt.." Som sædvanglit var det noget værre vrøvl der kom ud af hans mund, men det var ikke noget han kunne gøre for. Hans IQ var en del mindre end det burde være lovligt og han var nærmest kendt for at være særlingen. Især med de skærende røde øjne han rente rundt med. Det skabte tit frygt når han gik hvileløst rundt i de mindre gader. Men nu sad han sit næste yndlingssted: Kroen. Det var rart at være tilbage igen, selvom han dog savnede sin herre en del. Hvad mon herren lavede?

(( Gæt hvems computer gik i død lige idet man skal til at sende svaret første gang __ __ ))

((Diiiiiiin? XD ))

"Nåeh," lød det fra ham og han kløede sig lidt på kinden. Det havde han egentligt aldrig tænkt på før. Han vidste bare, at han ikke havde set andre heromkring byen med hans øjenfarve. Måske et par enkelte med meget lyseblå øjne, men ikke nær så lyse som hans egne. De var jo næsten hvide. Han kunne faktisk godt ligne en blind lidt, selvom det ikke var den dér grålige hinde over hans øjne.
Han lod uvilkårligt sit blik glide op på den andens øjne. Ikke før nu havde han lagt mærke til, at de faktisk var røde.
"Det er dine øjne til gengæld ikke," sagde han. "Hvor kommer du fra?"

(må man være med^^)

(( jaaa vi eeeeeeelsker det * sarkasme * ))

Han pegede på sig selv med en stor tyk tommeltot. "Mig...+Øeeehm.." Han lod til at tænke sig godt og grundigt om før han lettere mumlende kom frem med et " Det er vidst et sted i nærheden af..Her.. Mørkets skov..Jeg er ikke helt sikker,det er sådan.. lidt lang tid siden det hele skete." Dette var den rigtige skinbare sandhed. Vartan havde ikke kendt så meget til sin fortid efter at Vladimir havde gjordt ham til dødsridder, og istedet vandrede han blot rundt som en zombie uden alt for meget personlighed og tænkte mere på sin herre end noget andet.

”Okay,” sagde Aidan og nikkede til det ikke særlig oplysende svar. ”Men nu må jeg se at komme hjem,” sagde han, hvor end dette ”hjem” så var henne. Han havde ikke fundet et sted at sove i nat, men på den anden side så havde han heller ikke meget lyst til at sove lige nu. Det var blevet mørkt udenfor, og eftersom han var vampyr, så kunne han bedre lide mørket end det dumme solskin, der havde jaget ham ind i kroen.
Han rakte ud efter sin hat og placerede den igen på hovedet, hvorefter han rejste sig fra bordet. Han løftede hånden til afsked og et ”farvel” hørtes fra ham. Derefter gik han med lette skridt hen til døren, der smækkede i bag ham da han forlod krostuen.

((Jeg skal gå nu D: ))

(gotta go to)

Vartan hævede det ene øjenbryn. 'farvel'..? Tjae.. Hvorfor ikke? Men ungen havde jo ikke spist sit æg..? Han stirrede lidt på det farverige æg der var tilbage.. Et æg skal ikke gå til spilde. Tænkte han, inden han tog ægget i lommen, og drak resten af sin øl. Kort efter luntede også han ud af døren, ud i nattekulden, uden mål for hvad han ville i natten.

Ayoka havde lukket øjnene under hele turen.. nok var han ikke højdeskræk.. men SÅ højt oppe.. var ikke rart!
Han ånder lettet ud da han mærker fast grund under fødderne igen..
Joken om at Cery skulle bære ham, får en lille rødmen ind over hans kinder.
"Du mobber!" påpeger han, inden han tager et par hastige skridt efter Cery.. men går så normalt..
Hans krop ryster en smule, og duften af mad inde fra kroen af, får hans mave til at skrige..

Ayoka følger som sagt med Cery ind.. hans blik glider rundt i kroen.. han føler sig ikke så tilpads blandt alle de triste mennesker, men han siger ikke noget.
"Hnmm.. noget mættende.." lyder det bare fra ham med et lille sænket blik..
Han fisker en lille læderpung frem fra den smalle, hvide Obi, åbner den for lige at kaste et blik ned og se hvor mange penge han nu havde med at gøre.
.. Det burde være nok til et måltid jo.. tænker han med en lettet mine.. han vil helst ikke at Cery skal betale for ham..
.. Jeg volder ham så meget besvær.. tænker han bedrøvet, og lader derfor sit blik forblive sænket.
.. Jeg kan sikkert ikke engang gøre gengæld..

((Cery og jeg fortsætter tråden når vi kommer på igen.. men alle andre er skam velkomne til at skrive selv om vi er på frys.. Bare ignorer os ^^ ;; ))

Ayoka ser lidt på Cery.. han virker en smule betuttet i det.
"Jeg.. kan ikke lide at volde dig så meget besvær... Så.. Jeg betaler også for dig.." et omsorgsfuldt smil glider frem på de smalle, lettere blege læber.
"Jeg har penge.. nneh.. og har ikke svært ved at skaffe dem igen.." han ser lidt ned på sin pung..
.. Ikke at jeg stjæler eller noget.. men dusører giver godt.. tænker han for sig selv.
Han løfter ansigtet for at tale igen.. men der kommer ikke et ord fra ham, bare et svimlende ansigt henkastet i døsighed.. og på stedet falder han sammen i en besvimelse.. det er begrænset hvor meget en ung drengs krop kan holde til..

Miara kommer gående ind i kroen i en henslængt tempo. Hun er træt efter hele dagen at have været på rundtur i tusmørkedalen for at se, om alt stod vel til. Selvom hun endnu ikke er stød på nogen sitationer, hvor hendes indgriben var nødvendig, har selve rejsen været en smule anstrengende. Hun har derfor brug for et lille hvil på kroen, og ikke mindst en smule at drikke. Hun sætter sig ved et bord, og skal til at bestille noget at drikke. En kropige kommer over mod hende, og Miara bestiller et enkelt glas kirsebærvin (på dette punkt er hendes højborgerlige manerer endnu ikke slidt helt af hende. Miara ville aldrig nedlade sig til at drikke noget så gement som et krus øl). Mens hun venter på drikken, glider hendes blik rundt i krostuen. Det falder på to andre gæster, der sidder lidt fra. En af dem er en ung dreng, og han er besvimet. Miara ser bekymret på ham, og overvejer, om hun skal gribe ind.

Ayoka bemærker naturligvis ikke Miara komme ind.. han er jo besvimet.. selv hvis han havde været vågen, ville han ikke have husket at de vist havde set hinanden før?
Han bliver bare båret hen hvor Cery nu bestemmer, og langsomt bliver han vækket op fra sin bevidstløshed..
Han misser øjnene svagt, drikker sløvt lidt af vandet..
Han lukker øjnene igen.. han er for svækket til selv at kunne sidde op ligenu, så det at Cery støtter ham er en stor hjælp..
.. Jeg bebyrder ham så meget.. tænker han stilfærdigt.. det nager ham virkelig.. Ayoka plejer jo, og har altid skullet klare sig selv.. der var kun den gamle mand, som hjalp ham dengang.. men han skulle stadig klare det meste alene.. og siden han døde, har Ayoka jo ikke haft nogen.. så at der pludselig er nogen der hjælper ham - og at han er afhængig af den hjælp, det får ham til at føle sig så besværlig..

En af kropigerne kommer hen.
"Jeg har lige talt med kromutter.. Hun siger at du kan bringe ham op på et af værelserne til han får det bedre.. uden betaling.." hun smiler.. det er jo ikke så smart at have en skidt tilpads person liggende i kroen.. og hun ved jo ikke hvad der er med ham..
"Så kan vi bringe maden op?" foreslår hun.

((så kan du bare flytte ham ^^; skal gå nemlig.. og at fryse i kroen.. geeh xD må's man ikke o: ))