Samson ser lidt på Malde, som betragtede sin halvsøster, og skævede lidt ned til Chi, som havde sat sig ved siden af ham? han rynkede lidt på sin næse af.. irritation? Om ikke andet, så var han ikke specielt interesseret i hende, og det viste hans attitude også.
Han så lidt ned på dem begge, skiftevis - dog mest på Malde.
Samson kommenterede ikke på det med, at de begge havde forskellige mødre. Hvorfor skulle han dog også det? Kvinder skulle jo bare bukke sig for ham, så enkelt var det!

"Morfar?" gentog han lettere spøgende, og kastede et blik på ungen som Chi holdt ind til sig. Han så på hendes menneskeskikkelse, men kiggede hurtigt væk fra hende igen. Hun mindede ham utrolig meget om hans gamle kæreste, som han selv havde myrdet pga. utroskab... Men han elskede hende stadig. Desværre, havde Chi så den tendes til, hurtigt at kunne forvirre ham pga. at hun mindede ham om hende, hvilket irriterede noget så forfærdeligt.

Hun lader den lille tiger unge løbe rundt og lege med sin hale og griner roligt af ungen.
Hun ser op på dem begge, men bliver siddende.
"hvorfor er du altid så sur på mig far? jeg har altid gjort som du har sagt" siger hun lidt trist og forstår ikke hvor han ikke kan lide hende.
"jeg ved godt du ikke kunne lide min mor, men derfor skal du ikke behandle mig som hende" hun ser utilfreds op på ham. Hun bliver snetiger igen, så ungen kan lege med hendes hale. Hun ligger hovedet ned på sine forben og spinder roligt af ungen.
Hun ser så op på sin halvbror og syntes heller ikke de ligner hinanden på nogen som helst måde.

Samsons øjne bliver blanke, da Chi spørger ind til, hvorfor det var at han ikke brød sig om hende.

*Altid gjort hvad jeg har sagt....* Samson skævede ned i jorden, den modsatte side end hvor Chi befandt sig lige nu.

*Gjorde Janesca også, lige indtil..* Samsons øjne blev halvvrede, inden han kastede sit blik på Chi igen.

"Drenge betyder mere.." sagde han toneløst ligeud. Samson havde lært helt fra lille, at faderen skulle tage sig af sønnerne, mens moderen skulle tage sig af døtrene, og oplære dem på hver deres måde, som de nu hørte til i systemet.
Samson så hen på Malde igen og fremtvang et lille smil på sine læber.

"Desuden... Chi.. Så jagter du mig konstant.. du burde være hos Anzu! Burde lære, at du ikke burde være i nærheden af mig. Godt nok er jeg din far, men der skal være en mand og en kvinde til at kunne føre en slægt videre. Men det er også kun min eneste opgave, foruden, at passe mine egne sager" Samson lavede et lille anerkendende nik.

Hun ser op på ham og bliver helt trist.
"undskyld så.." hun rejser sig og bider ungen i nakken. "så skal jeg nok lade dig være far.." hun løfter ungen op og begynder stille at halte sin vej.
"så skal jeg nok lade dig være" gentager hun og ser på ham og tvinger et smil frem.
Hun går så videre og ser ned i jorden. hun er der dog endnu

Samson så lidt på Chi sagde intet imod til, at hun ville gå. Altså, det gjorde ham ærlig talt ikke noget hvis hun gik, og sådan havde det altid været.
Han hev lidt om i sin kappe, og lagde den rundt om sig, så man ikke rigtig kunne se hans krop indenunder.

"Jeg skal lige pisse..," mumlede han lavt, og begyndte at vade over mod nogle buske bag nogle træer.
Han stillede sig til rette, og klarede nu hvad han ellers skulle klare, mens han kiggede over mod Chi og Malde som var et stykke væk fra ham, siden han nu var gået lidt væk fra dem. Han holdt særligt øje med Malde, da han ikke lige skulle forsvinde sådan fra ham, eller at han ikke lige pludselig fik nogle idéer som ikke var velkommene. Det kunne jo være alt.

Hun stopper da Malde siger noget til hende. Hun slipper kort ungen. "hun hed Anzu.. men kan du ikke være lige glad? jeg går nu, skal endelig ikke forstyrre jer" knurre hun af ham, da hun er vildt trist og ikke gider snakke med åbenbart hendes nye lillebror og der løber en tårer ned af hendes kind. Hun bære ungen i munden igen. Hun ligger sig hen i nogle buske og vil ikke forstyrre dem mere. Hvorfor kan far dog ikke lide mig?.. jeg har prøvet alt.. men intet kan få hans opmærksomhed.. hun tørre sine tårer væk med sin ene pote

Hun stikker hovedet ud og ser hen på ham.
"kommer ikke dig ved hvad min mor er.." hun ser lidt væk, men ser så på ham. Hun går så forsigtigt hen til ham. "jeg er kun halv tiger, så jo, de kan græde" hun ser op på ham og er en smule utilfreds. "gid jeg var i dit sted, så fik jeg da bare lidt opmærksomhed af far" siger hun misundelig og ville virkelig ønske hun var en dreng i stedet. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få hans opmærksomhed, jeg har virkelig prøvet alt efterhånden, men intet virker" siger hun trist

Samson blev omsider færdig, og rettede nu på sit tøj. Han gik frem fra sit lille 'skjul', og gik over mod Malde. Han stoppede sin gang, så han nu stod lige bagved Malde.
Samson hørte hvad Malde sagde, og kunne ikke lade være med at smile lidt ved Malde's kommentare.

*Han har en fremtid.. og den fremtid, kan jeg sagtens hjælpe med at give ham* tænkte Samson lettere egoistisk, mens han nu så hen mod Chi.
Han prøvede så vidt muligt at kaste Janesca ud af sit hoved, mens han så på Chi, for ellers kunne der hurtigt ske nogle ynkelige ting, som Samson helst ikke ville vise.

"Du burde ikke græde, når jeg afviser dig. De fleste ville være lykkelige over, at jeg afviste dem, og ikke gjorde dem det mindste. Du har intet respekt over for mig, siden du hele tiden vil i kontakt med mig..," brummede Samson og rynkede en smule på næsen.

"Det forstår du sikkert ikke.. du skal hjem til Anzu, så hun kan lære dig at lave mad osv. Det kan være at jeg tager et kig forbi og ser til hende en dag, og spørger ind til, hvordan det går med din opdragelse? Og self. Hilser på hende?" Samson kunne ikke lade være med at grine lavt over det sidste han sagde. Ja, hans måde at hilse på..

Hun knurre meget af Samson nu, da han siger han vil 'besøge' Anzu. "Du skal ikke røre mor! er det forstået!" hun skyder ryg og prøver at se skræmmende ud.
"Mor er gift og glad for den mand hun er sammen med nu, så du skal ikke komme og ødelægge noget for hende" siger hun så, og kan faktisk godt lide sin stedfar, nemlig Hauru.

Hun slår ud efter hans ben, bare for at markere hun mener det, men har ikke tænkt sig at ramme ham og knurre.

Samson kunne ikke lade være med at grine højere, da Chi begyndte at forsvare sin mor. Han var i det mindste på rette spor, til at hun skulle begynde at hade ham? Da hun slog ud efter ham, og ikke ramte ham, selvom han ikke flyttede sig, kunne han ikke lade være med at grine yderligere.

"Chi, Chi, Chi... Det er aldeles ikke noget DU bestemmer!" sagde han først med en lidt 'pædagogisk' stemme, inden han skiftede over til det stik modsatte.

"Men du skal SLET ikke prøve på noget som helst! Det kan du godt glemme alt om!" snerrede Samson, med sin lettere ru og hæs stemme.

"Du ved selv... hvad der i det værste tilfælde kan ske. Jeg har ingen grænser!" Et lille tilfredst smil kom over Samsons læber, og hans øjne strålede med ondskab. Han lagde sin hånd på Maldes skulder, mens han fortsat så på Chi.

(ved godt det ikke er min tur, men er død træt XD)

Hun ser op på ham "jeg skal nok beskytte mor! så kan du bare slå mig ihjel, jeg er helt lige glad!" siger hun hårdt og løber hurtigt sin vej, efter hun har samlet ungen op. Hun forsvinder mellem nogle buske

/OUT

Samson hævede let et øjenbryn af Chi.

"Jaja da.. Så kan du da få en tapper død.." Brummede Samson og himlede let med øjnene, inden hun var forsvundet væk.
Han så ned på Malde.

"Nå.. sønnikke? Det var så din halvstoresøster.. Hun er ikke noget specielt, bare en forvirret tøs, som åbenbart behøver min opmærksomhed, men det er ikke min pligt..," brummede han så og hævede sine øjenbryn en smule.

"Hvad er dine evner?" Spurgte Samson så, uden nogen anelse, om han overhovedet havde nogen evner. Det var meget almindelig i Samsons hoved i hvertfald, men han var da også stødt ind i folk, som ingen evner havde overhovedet, og som åbenbart havde overlevet i denne verden.

Samson gik op på siden af Malde, men fjernede ikke sin hånd fra Maldes skulder, mens han kiggede ned på ham. Han kunne finde rigtig mange ligheder mellem de to. Dog var Malde bedre opdraget af sin mor, end Samson var, da han ikke adlød sin mor overhovedet, efter hans far var gået fra hende. Eller.. blev revet væk, fordi han straffede hende. Det var jo manden der bestemte. Så i Samsons hoved, så skulle det så være Samson selv som gik ind og blev familiens overhoved, da han var den ældste søn, og faktisk den ældste af søskendeflokken. Selv da moderens nye mand kom ind, ville han ikke adlyde ham, og der blev her skabt mange konflikter i familien, og de gav til sidst op overfor Samson, og lod ham bare gøre som han ville, hvilket så bare har gjort Samson værre end han var i forvejen.

"Nå Malde.. lad os se at komme derop af" brummede Samson, inden han hev Malde op mod borgen igen..

//out

Xenix landede tungt på benene, faktisk så tungt at de knækkede sammen under hende. Hun var træt og udmattet, sulten og forpustet, at rejse med telekinese havde hun gjort ganske få gange, og hun var endnu elendig til at bruge evnen uden det tog på hendes kræfter, blev hun angrebet nu ville hun ikke være i stand til at gøre modstand.
Hun stirrede op på borgen, var det HER? Hun kunne næsten ikke tro det, hun havde egentlig heler ikke lyst til det, at søge arbejde havde aldrig været noget for hende, men hendes far havde jo ganske vidst fortalt hende at det var vejen frem.
Hun ville ikke banke på porten, ikke endnu, hun lænede sig tundt op ad borgmuren et lille stykke fra porten hvor hun sank sammen for at samle kræfter

Efter en halv times tid rejste hun sig, hun skævede over til porten hvor to vagter tilsyneladene bare stod og snakkede, mon det var svært at komme ind? Hun havde dårligt lyst til at prøve, hvem var denne her Samson, hun havde godt nok fået i vide at han kunne tilbyde arejde, men hun anede ikke hvad, hun orkede ikke rengørring.
Hun lukkede øjnene og knyttede næverne, først skete der ikke noget, men til sidst slap hendes fødder jorden og hun svævede ubemærket over muren, og landede på den anden side med et gisp. Nu var hun blot endnu mere træt end før.
Hun satte sig hvor hun landee, hvis nogle så hende måtte de jo bare spørge. Hun var for træt til at lade sig påvirke af tanken nu.
Til sidst mandede hun sig op, nu måtte hun finde ud af hvad hun ville, hun kiggede hurtigt rundt, og gik trodsigt mo indgangen

// Out

Cazz kommer luntende efter Rasha, med et smil om læberne. Han betragter de flot udførte søjler og murer, der fortæller historier om livet, da borgen engang stod ny og rank. Apropros rank, læger cazz mærke til, er de vagter vidst ikke for nemme at narre, slet ikke med en dårlig arm. Han klør sig lidt i håret, for ind, det vil han, men helst uden for mange skrammer..

"Hmm.. har du et vindue i dit værelse? " hvisker han, og blinker til hende. Han glæder sig til at tilbringe natten med hende, skønt han intet ved om hende. Pludselig træder han tættere på hende, og presser blidt sine læber imod hendes, smager den søde smag af hende. han holder kysset en anelse, før han slipper hende igen, og smiler let.

Cazz skal lige til at beklage sig, da hun vender om, og går hen imod vagterne. Han trækker let på skuldrene, og griner let, da han ser hvor let hun indsmigrer sig på dem. Hendes ofters dans bringer også han i en slags trance, men kun et kort øjeblik, så kommer han til sig selv, og skynder sig ind i borgen. Han stopper op et kort øjeblik, dels for at vente på rasha, dels for at beundre borgens storslåethed. Hvem end der engang havde bygget denne borg, havde været rap på fingrene. selv panelerne ved gulvet er skåret ud i fantastiske mønstre. Cazz beundrer måbende udsmykningen, før han pludselig farer sammen, ved lyden af hastige fodtrin. Han kryber ind bag en dør, og holder vejret, til skridtene er væk.
Da titter han frem igen, skævende efter Rasha.
Gid hun dog snart kom!

Cazz betragter Rasha, stående i en af de mørkeste kroge, så kun en lille del af ham er synlig. Man kan næsten se ham slikke sig om munden af iver for at fare på hende, lige nu og her. Men, han må være en gentleman, og venter pænt.
Bump, Bump.. Hans tunge støvler giver genlyd i lokalet, som han skridter over imod hende. Langsomt kommer hans ansigt til syne, tænderne blottet i et forførende smil. Hans hår er som sædvanligt pjusket, og hænger ned i hans øjne. Pludselig, i et snuptag, løfter han Rasha op, i den såkaldte 'brudestilling' (ya know; den ene hånd ved knæ-haserne, den anden ved ryggen).

"Hvor skal vi hen, min smukke?" spørger han, og danser et par skridt rundt med hende. Hun var jo let som en fjer!

Tarasika kiggede opgivende mod de tunge dråber der faldt fra himlen, det var ved at være sent på aftenen, men den kraftige storm havde været umulig at flyve i, så hendes transport havde taget væsentligt længere tid end forventet. Var det virkelig her? Hun skævede ned til en gennemblødt skriftrulle hun hårdt knugede i hånden hvor forseglingen var blevet brudt op, før hun åbnede den og skævede ned i teksten der var blevet mere eller mindre ulæselig, yep, det var her!
Et kort øjeblik tøvede hun før hun løftede hånden og bankede på, spørgsmålet var om det overhovedet var muligt at høre noget som helst med regnen der piskede ned og vinden der hylede, men det ville da være uhøfligt at bare gå ind, ville det ikke? Roligt fjernede hun en tot af det lange rubinrøde hår fra ansigtet, selvom hele hendes store manke efterhånden var klasket sammen i regnen, rodet op af det hæftige blæst og filtret sammen med det smykke hun altid havde i håret. Præsentabel? Det kunne man vidst ikke længere sige om hende.
På trods af det vilde vejr bar hun dog endnu kun den grønne top som sad til, men stadig var lavet af et kraftigt naturmateriale, næsten som en rustning, bare ikke så stærk, men væsentligt mere fleksibel, og en nederdel til lidt over knæene, samt ben og armskinder der hver især var dekoreret som elvere nu engang gør det, samt en stor kappe der hang tung og gennemblødt ned over hendes skuldre.

Samson overvejede at tage sig en god lang tur med sin tyr. Der havde ikke været meget at se til en dag som denne, og egentlig så vidste han godt, at han blev nødt til snart at få lagt nogen planer hvad angik fremtiden. Dog havde han en af sine meget sløve dage i dag, så han havde nærmest ikke set nogen folk i dag, da han havde det ganske fint med bare at være alene.
Han sukkede lidt. Han kedede sig på en gang, men på den anden side orkede han ikke mere end bare at tøffe lidt rundt for sig selv i dag. Han kiggede sig lidt i spejlet og lavede nogle udtryk med ansigtet. Alvorlige ansigtsudtryk primært, ellers skulle der også lige røres lidt ved skægstubbene. Han spændte sine muskler så de tydeligt blev fremhævet og han kunne lide hvad han så. Nå ja, det var faktisk det eneste han rigtigt havde gjort i dag. Han havde trænet i dag ude foran borgen, så musklerne var godt pumpede. På sådan en træningsdag gik han rundt i bar overkrop og et par lange bukser. Hatten havde han lagt på hylden, for så følte han sig rigtig godt afslappet.
En par bank på døren lød og han gav accept til at lade den bankende komme ind. H
Han kiggede hen på en halvspændt kvinde. Det var tydeligt at se, at hun heller ikke havde haft så meget at tage sig til, men nu åbenbart synes at der endelig skete noget, som hun blev nødt til at meddele Samson om.
"Der står en kvinde ude foran porten, Hr." Kvinden smilte et lille smil til Samson og tøffede kort ud igen, for at gå direkte til vinduet for at kunne kigge ud på den kommende scene foran porten.
Samson hævede øjenbrynene og gik direkte til døren og ved hjælp af magnetisme evnen kom han ganske hurtigt frem til døren ud af borgen. Han gik ned langs stien og helt hen til porten hvor han lod magnetismen åbne den store tunge dør, som var vejen ind til Borgen. Der stod hun så. En kvinde han aldrig havde set før, med prægtig udsmykning som faktisk imponerede Samsons syn. Det var ikke et syn man så hver dag, for det var langt fra alle i Krystallandet som havde råd til at bære sådan noget som dette, som han stod og beundrede på nuværende tidspunkt.
Men selvom udseendet fandt ham behageligt, så var det ikke sikkert at denne kvinde gjorde, derfor måtte hans attitude være halvkølig.

"Ja? Hvad bringer dig hertil?" Spurgte Samson og man kunne høre i hans stemme, at han fandt hende ganske interessant.

Tara stirrede undrende på porten der pludselig blev åbnet, før hun forsigtigt trådte tættere på. Hun rømmede sig bestemt og rettede ryggen og prøvede at få faktummet at hun var gennemblødt, til at virke mindre alvorligt, man kom ikke langt med en attitude der udstrålede at man havde taget skade af lidt regn.
Et kort vurderende blik gled diskret over Samson, han var jo enorm, dog skulle det ikke være dét som skræmte hende væk, et par hundrede år i total kedsomhed havde været rigeligt.
"Ser De hr. Jeg er blevet anbefalet at opsøge en hvis Samson..." hun skævede endnu engang til Samson, det kunne vel egentligt ikke være andre end ham, ikke ifølge beskrivelsen i brevet. "Ja, det må vel næsten være Dem!" fortsatte hun, hendes stemme var mørk men ganske blød og imødekommende "Jeg har ladet mig fortælle at i mangler nye kræfter, og af hvad jeg har hørt om Ritulus Taurus, ville jeg mene at jeg skulle være til lidt hjælp!" sagde hun med et lille skævt smil, sandt nok var hun ikke den stærkeste person man kunne opdrive, men mental styrke og hurtighed var bestemt en dum ting at underdrive, desuden kunne de ikke mangle muskelkræft, Samson måtte være i stand til at udgøre styrke for hele gruppen, i hvert fald hvis man var vasnt til de spinkle elviske mænd!