Meg kan se at Jane bliver forskrækket og smiler skævt. Men efter det er det som om hendes øjne bliver mere beslutsomme og slagene hårdere og mere præcise. Meg følger med så godt at hun kan, med den smule sværdtræning hun har haft. Men efter lidt tid er det tydeligt at Jane er den bedste, selv om der stadig er plads til forbedring.
" hvorfor træner vi egentlig?" spørg Meg da der er en pause, efter deres øjne har mødes og smil er blevet udvækslet.

Jeg ryster lidt og sænker sværdet, da Meg pludselig stiller et spørgsmål. Jeg ser lidt væk, rundt og stryer håret væk der er blevet fugtigt i kanten. " jeg er træt af at være den svage.. jeg vil gerne hjælpe " siger jeg så langsomt og ser tilbage på Meg. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer, det er så svært ved Meg. Hun kan begynde at grine eller sige noget alvorligt. Egentlig forventer jeg halvt om halvt at hun begynder at grine, over mit tåbelige forsøg på at blive stærkere. Forsvars tanker kommer frem, at det ikke er min skyld at jeg ingen evner har. Og det ender ud i opgivenhed og jeg ser mod Meg med et svagt smil.
" Zamin kyssede mig. "
Jeg ved ikke hvorfor jeg siger det - stående her med et sværd i hånden som hviler mod jorden, lettere beskidt og svedende - det her intet at gøre med min følelse af ubrugelighed, irritation over altid at blive overset og sagt at man skal gå hjem, fordi det er farligt.

" hvad!? du arbejder da vel stadig i helbredelseshuset ikke? vil du ikke kalde det at hjælpe! Du hjælper meget mere end fx mig. Du tror på folk.. virkelig tror på dem. Det er ikke noget man kan træne sig til! Hvis du vil være stærkere kan du træne. og Dine evner kan da stadig nå at komme. der er folk som først får dem når de er ældrer end du er!. " Siger Meg i en lang skralle over at se sin ven, med den mening om sig selv. " Du kan ikke redde verden, Jane.. " siger Meg så og smiler til hende. " Gud at du er så hjælpsom " siger Meg og ryster på hoved. En eller anden dag bliver Jane altså taget for at være så Naiv, tænker Meg og ryster på hoved.
Hendes kæbe glider ned. " ahvad" siger Meg grinene. " hvad gjorde du så?" spørg hun halvt grinene. Så skete det endelig, men hun har egentlig aldrig vidst om Jane kan li Zamin. Det eneste hun mumler om er ægte kærlighed.. Meg fniser let og går hen mod Jane..

Jeg standser og ser mod Meg, et smil breder sig på mine læber. Det jeg før havde tænkt om Meg, bliver nu realiseret.
"Jamen " siger jeg og prøver at skyde noget ind, men det er lettere tænkt endnu gjort. det er nærmest umuligt. Da jeg endelig får chancen, lukker jeg munden og ser mod hende. Jeg har lyst til at sige at jeg i det mindste kan prøve, men det er kun et svar det vil få Meg til at protesterer. Alligevel ved jeg at hun har halvvejs ret, selv om jeg skubber selvrosen væk og siger alligevel det der har ligget og ruet i mig så længe; Zamin.
Jeg smiler stort da hun griner, og går langsomt hen for at sætte mit sværd på plads. tid til at tænke.
"Ehm.. jeg... løb " siger jeg lavt, som om det vil være mindre pinligt af den grund. Det var forkert, jeg ved det godt. Men..
"Ehm.. det var ved sidste bal.. " begynder jeg mens vi går mod byen..

( må hellere smutte.. ses i morgen? ^^, )

( Jep det gør vi.. )

" DU GJORDE HVAD" råber Meg men synder sig så at se sig rundt.. " Du gjorde hvad " siger hun igen noget lavere.
Et fnise anfald overvælder hende og hun skynder sig hen med sværdet, før hun løber hen mod Jane, der allerede er på vej hjem.
" hvad skete der?" spørg hun spændt og følger trop ..