”Pff,” Selmy havde lige lagt sig til rette, men for Theodores skyld løftede han sig lidt og vendte puden om, så han ikke behøvede at ligge i sit eget savl ”Så kan du savle min hovedpude til på den side også.” Det var jo snart garanti, at man kunne forvente mundvand, hvor end man placerede ham. Selmy smilte i mørket over det.

Selmy gjorde sig det komfortabelt igen, og varmen fra Theodore var mere end kærkommen lige nu, fordi han frøs så meget. Han nåede lige akkurat at lukke øjnene, indtil Theodore begyndte at klage over ham. ”Hey!” Advarede han, dog hviskende. Her lå Selmy lige så pænt og roligt, og havde givet Theodore rigeligt med plads i sengen. Det lød som om Theodore kom op at slås med dynen, og Selmy mistede helt overblik over hvad der var arm og hvad der var ben, som det gik ud over ham. Han mærkede hvordan han blev skubbet længere mod kanten, men Selmy gjorde hvad han kunne for at gøre sig tung og urokkelig.

”Hov, hvor skal du hen med al varmen?” Lo Selmy med en lumskhed, der var blevet tændt af hans moslen rundt. Han greb fat i ham, hvad end han kunne få fat på – hans ene overarm og et tag i natroben – og han begyndte at trække ham tættere på sig end før, stadig fnisende.

Det var ikke engang for sjov længere. Theodore var dejlig sovevarm af at have ligget i hans seng. ”Kom her,” Han viklede sine arme om ham og trykkede ham tæt ind til sig, til hans næse stødte ind i hans nyvaskede hår. Selmy snuste indad og rynkede lidt på panden. Han genkendte den sæbe. Det var nemlig hans. Der var vist noget Theodore havde glemt at fortælle ham, hm!? Han havde været i bad.

”Ej hvor har du rigtig hygget dig i mit hjem, mens jeg har været på arbejde, hva? Du har spist min mad, været sammen med min familie, badet i mit badekar. Og nu ligger du også og gør dig komfortabel i min seng?” Selmy holdt ham fast og strammede til, for at holde ham til regnskab for alt det han havde taget fra ham. Han burde sove, men han morede sig for meget over det.

"Væk fra dig, selvfølgelig. Det er min varme. Jeg har arbejdet hårdt for den." Han overdrev kæphøjt og skuttede sig bedre til rette i håbet om, at han nu var i sikkerhed fra hr. Vintervejr bag sig.

Men Selmy fandt det åbenbart passende at hive ham tilbage. Theodore drejede kroppen, så han endte med fronten mod Selmy i et forsøg på at forsvare sig. Et klagende brum blev det til, da Selmy skurkagtigt lagde armene om ham og trak ham ind til sig. Han forsøgte at stemme imod med hånden på den andens bryst, og hvis han virkelig gad at slås, kunne han sagtens slippe fri! Det kunne han altså.

Alligevel lod Theodore sig blive i omfavnelsen med hånden klemt mellem dem.

"Uh, du er iskold!" gispede han lavmælt og krøllede tæerne. Han rystede bare for at understrege pointen og kneb øjnene sammen i en lettere dramatisk grimasse. Selmy havde bare at blive hurtigt varm! Men i stedet blev han trukket endnu tættere ind i et regulært jerngreb, og Theodore åbnede først det ene øje, så det andet.

"Hva–"

Selmy begyndte at remse alle de friheder op, Theodore havde taget sig. Men i stedet for at skamme sig over det trak han blot skævt og charmerende på smilebåndet. Med et lille ryk fik han fisket sin klemte hånd fri og lagde armen om Selmy med en nærmest demonstrativ kælenhed.

"Mhmm," brummede han veltilfreds. "Årh, det var så dejligt at blive opvartet som en prins af din far." Han smurte tykt på og pillede lidt ved natroben omme på Selmys ryg.

Selmy mærkede en hånd presse ham mod sit bryst. Der var et eller andet ved, at holde om noget, der gjorde modstand, som Selmy vældig godt kunne lide. Det var så meget bedre, end at holde om puden eller en sammenrullet dyne. Så meget varmere. Han var heldigvis i stand til at mærke, at den modstand Theodore gav ham, var meget sølle i forhold til hvad han var i stand til. Så derfor, fordi det bare var leg, holdt han ham fast endnu.


Uh, du er iskold! Klagede Theodore igen. ”Mhh, men du er så varm.” Svarede han bare og puttede sig ind til ham på en måde, som han selv ville have været stærkt imod for nogle måneder siden. Men... Så længe ingen så dem, ikke? Ikke engang Selmy eller Theodore kunne se noget herinde, så det gjorde alting en smule mere tilforladeligt. Hvordan mon Theodore så ud lige nu? Om han havde åbne øjne eller lukkede øjne? Om han smilte spøgefuldt, fordi han plottede sin hævn, eller om han var lige så saglig og magelig, som han føltes?


Hans brummen hintede om, at han var ved at falde til ro. Selmy mærkede også hvordan der blev leget ved stoffet af hans natrobe omme bag i ryggen. Han var vist faldet i ro i hans arme? Det føltes helt vidunderligt at putte sådan her med ham.


”Mh?” Opvartet som en prins? Selmy mærkede et lille prik af jalousi igen. Den følelse havde været der før, dengang han fandt ud af, at de to kom mærkeligt godt ud af det med hinanden. Han var ikke helt sikker på hvad han havde været vidne til, da han kom ned i stuen dengang, og Theodore lå ned i sofaen med Selmys far over ham. Men forkert var det. ”Stakkels dig,” Svarede han en smule bittert. ”Har du været tvunget til at høre om arbejde eller gamle dage hele aftenen?” Måske havde Salem endda sat Theodore i arbejde. Det gjorde han altid, hvis han lige pludselig syntes, at man så for magelig ud. Eller hvis han syntes, at Selmy havde siddet og læst for længe.


Nogle gange læste Selmy ikke engang. At sidde med næsen ned i en bog, var bare den bedste måde at få folk til at lade en være i fred på.

Når Selmy talte, kunne Theodore mærke varmen fra hans ånde mod huden. Små, blide pust, der stod i mærkelig kontrast til resten af ham, som stadig var kold efter turen gennem stormen.
Det var egentlig en ret besynderlig situation at befinde sig i. Theodore havde aldrig ligget og puttet sådan her med nogen før. Ikke engang sine søskende. Og nu lå han her, i Selmys seng, under Selmys dyne, iført Selmys natrobe og med Selmy selv viklet omkring sig.

Det var efterhånden en hel del Selmy.

Han gned knæene lidt mod hinanden. Duften af uvejret hang stadig ved Selmy, som et køligt strejf af frisk luft, og blev tydeligere, da Theodores næse endte tæt ved hans hals. Han fnøs sagte mod huden og trak hovedet en anelse tilbage. Det var næsten umuligt at finde ud af, hvor han skulle gøre af sig selv, når de lå så tæt.

Fingrene fortsatte imidlertid med at nulre distræt i natrobens stof.

Stakkels dig.

Theodore rynkede panden. Var det bitterhed, han kunne høre i Selmys stemme? "Det var slet ikke så slemt." Han forsøgte at trække sig en smule tilbage, så han bedre kunne få vejret. "Vi spillede skak, og som det viser sig, er jeg elendig til det." Smilet kunne høres i hans stemme. Men det næste kom mere tøvende og dæmpet.

"Og så fik jeg hilst på din mor." Han tav et øjeblik, usikker på hvordan Selmy ville tage det. Det var trods alt hans mor, og Theodore vidste godt, at hun var syg.

"Hun er rigtig sød," tilføjede han så stille.

Selmys stramme greb om ham slap en lille smule, så Theodore kunne få lov til at trække sig en smule mere væk igen. Hans arme blev dog hvilende over ham. ”Skak af alle ting,” Hviskede han og gøs over det. Han mindedes svagt en tid, hvor han fandt det interessant at spille det, men han havde næsten spillet det til døde, og hans far tog det alt for seriøst. Salem brød sig ikke om det, hvis man begik dummefejl. Men han blev også sur hvis man spillede bedre end ham. Det var synd for Theodore, at skakspillet var blevet hevet frem. Han havde jo ikke en jordisk chance...

”...Du har talt med mor?” Selmys bitre tone skiftede så snart hun blev nævnt. Hans mor var jo et følsomt emne. Theodore kendte kun til hendes tilstand, fordi Ernie havde nævnt hende til månehøstfestivalen. Der gik et par sekunders pause, inden Selmy kom frem til, at det vel var okay. Han vidste jo godt, at hans mor gerne ville møde Theodore. Hun havde spurgt utroligt meget ind til Selmys nye ven for tiden. Siden blomsterne, som hun fik af ham... ”Hvad talte I om?” Ønskede han at vide.

Theodore nikkede forsigtigt. "Mhm." Burde han forberede sig på en skideballe? Det var ikke ligefrem nemt at tyde Selmys reaktion. Især ikke når han ikke kunne se hans ansigt. Og det ville da være typisk, hvis han nu også skulle have ballade for at have hilst på hans mor.

Der gik et par øjeblikke, og Theodore åbnede øjnene lidt mere. Ikke at det hjalp synderligt. Der var stadig bælgmørkt.

Men Selmy lød heldigvis ikke sur. Phew. "Bare om..." Han standsede sig selv. Det var måske ikke verdens bedste idé at fortælle det hele. De havde jo talt om Selmy. Om hvor ked af det han havde været, efter han var kommet hjem fra sin rejse, og om nogle andre ting, der nok ikke ligefrem ville falde i god jord, hvis Selmy fandt ud af, at hans mor havde fortalt dem videre.
"...hvor glad hun er for, at jeg er din ven." Det var i det mindste sandt. Og så havde han heller ikke afsløret noget, han ikke burde. Theodore trak vejret ind og lod hånden hvile afslappet mod Selmys ryg. Det var da allerede begyndt at blive varmere under dynen igen. Endelig. Han havde næsten troet, at Selmy havde tænkt sig at fryse dem begge ihjel.

"Og jeg er da vist blevet lidt af et samtaleemne herhjemme, hva'?" Han gav Selmy et lille, drillende puf med kroppen. Et smørret smil bredte sig over hans læber. Nu var det vist også på tide at komme væk fra det følsomme emne, inden Theodore kom til at tale over sig. "Du taler tit om mig, kan jeg forstå." Han lod en lille pause falde. Heh."Er du så glad for mig, hm?" Han prikkede Selmy i siden med en finger for at undersøge, om han mon var kilden.

Selmy anede ikke hvor nervøs Theodore var over, at Selmy skulle til at være sur på ham. Han kunne ikke rigtig se hans ansigt. Han kunne heller ikke høre hvor sur han næsten lød, når de talte om hans far, eller hvor sød han åbenbart havde været.

Han nåede kortvarigt at blive en smule nervøs for, hvad Theodore og hans mor måske havde talt om, i Selmys fravær. Han ville foretrække det, hvis han havde været med inde, så han kunne kontrollere situationen, og ikke mindst samtaleemnerne. Hans mor kendte jo en helt anden side af Selmy, end den side Theodore kendte. Begge sider af ham var lige ægte, men han ville nødigt have at Theodore skulle se ham igennem sin mors øjne.

”Jamen, åh...” Selmy smilte lettet. Ikke andet? ”Min mors intuition er også god. Så hvis hun siger at hun er glad for at du er min ven, så er det fordi hun kan se at du er et godt menneske.”

Theodore var blevet et samtaleemne herhjemme? Hvad fablede drengen om. Han mærkede hans puf, men forstod stadig ikke helt hvad det var han hentydede til. Han forstod kun så langt, at han blev forsøgt drillet. ”Huh..?”

Du taler tit om mig, kan jeg forstå.

Selmy spærrede øjnene op. Det var ikke så længe siden, at han endelig havde givet efter overfor sin familie og havde delt lidt mere ud af sit liv på det seneste. Og det betød selvfølgelig, at han havde været nødt til at nævne Theodore et par gange. Måske havde Selmy selv kommet til at bringe ham op.

Er du så glad for mig, hm?

Selmy begyndte at rødme og blive varm i kroppen. Kulde var ikke længere et problem om ansigtet, i hvert fald. ”Hold dog op. Hvad mener du dog med det?” Skælvede han, mens han forsøgte at daske den prikkende finger væk fra sig. For ja, han havde berøringsangst. Han var ikke kilden. "..Jeg har måske sagt lidt."

Et godt menneske. Theodore blev et øjeblik helt stille. Det var egentlig en ret stor ting at sige om nogen. Og Selmy lød, som om han selv mente det. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op med sådan en kompliment, så han endte med at smile lidt for sig selv i mørket. Det var nu rart at høre. 

Men det lille smil fik snart en ganske anden karakter, da Selmy begyndte at stamme sig igennem sit næste svar. Hov hov. Hvad havde vi heeer? Han kunne godt nok ikke se hans ansigt i mørket, men der var noget ved den måde, Selmy pludselig lød på, som fik Theodore til at spidse ører. Og da hans finger blev dasket væk, blev smilet kun bredere.

Jeg har måske sagt lidt.

"Lidt?" gentog han med et løftet bryn, som Selmy desværre ikke havde fornøjelsen af at se. 
"Nåååh, så du har talt om mig!" Han lød næsten triumferende. Som om han netop havde afsløret en større sammensværgelse. "Hvad har du sagt? At jeg er utrolig charmerende? En fantastisk ven? Den bedste page, du nogensinde har mødt?" Det sidste var måske ikke den mest imponerende titel, hvis Theodore tænkte nærmere over det. Hvor mange pager kendte Selmy egentlig? Ud over Adelbert Marcel, selvfølgelig. Og hvis han var konkurrencen, var det jo nærmest snyd. 

Han fniste og lod fingeren falde til ro, da den blev dasket væk. Det var nok også bedst ikke at plage ham alt for meget. Selmy havde trods alt været ude i stormen efter arbejdet på klinikken, og Theodore havde allerede stjålet både hans seng og hans pude.
"Bare rolig," tilføjede han med en ganske urimeligt tilfreds mine. "Jeg skal nok prøve ikke at lade det stige mig til hovedet." Han trak armen til sig og kvalte et gab bag hånden, inden han med et veltilpas, træt smask vendte ryggen til Selmy og trak dynen bedre op om sig.

Der gik et øjeblik. "Nå, men det er da rart at vide, at du tænker på mig, selv når jeg ikke er der." Han sagde det med et smørret grin. Endelig en sejr over en Kiefer. Og så havde han ikke engang behøvet at kende reglerne.