Tænk, at der kunne findes noget, der bare var simpelt her i Fareeds palæ.

"Hmm..." Ares brummede overvejende og sendte den fine klokke endnu et blik. "Jeg vidste ikke, at noget så simpelt kunne falde i Deres smag. Jeg troede, De kun brød Dem om ekstraordinære ting." Hans øjne fandt tilbage til prinsen, der nu havde lagt sig ganske nydeligt på siden med hovedet hvilende i hånden. Ares blev hængende ved synet lidt længere, end han havde tænkt sig. Der var noget næsten uskyldigt over den måde, Fareed lå og betragtede ham på.

Uskyldigt.

Hjertet gjorde et lille hop, og Ares skyndte sig at se væk. Dum tanke. Hold nu op, Ares. Han satte klokken tilbage på natbordet, og netop som sølvet ramte træet, gik døren op. En ung mand trådte ind, omtrent på alder med Ares selv, ville han gætte på. Hans gyldenbrune øjne søgte straks mod den fremmede. Det var ikke ham, der havde vækket ham sidst, eller som havde været ved Fareeds side tidligere. Ares nåede kun at betragte ham et øjeblik, før han slog blikket ned for at undgå øjenkontakt. Fingrene fandt noget at beskæftige sig med i de krøllede lagener, mens han lyttede til den korte ordveksling.

Fareed trak ikke engang en mine ved, at den fremmede kunne se ham sådan. Nøgen og ganske ubekymret, som var det den naturligste ting i verden at lade andre mennesker komme og gå, mens man lå blottet i sin seng.

Tjeneren blev sendt af sted igen, og først da døren var lukket bag ham, skævede Ares diskret tilbage til prinsen. "Det generer Dem slet ikke at blotte Dem sådan foran andre?"

Fareeds mund trak sig op i et sagte smil. "Simpelt betyder ikke at det ikke er i min smag," sagde han. Klokken var trods alt stadig smukt dekoreret. Desuden mennesket i sin simpelhed var også noget han fandt smukt, så alting behøvede ikke at være et væld af farver og silke, selvom... det var hvad Ares blev nødt til at være, til en voksende skuffelse hos Fareed.

Det var dog også som om at Fareed ikke havde ænset at han lå nøgen som han snakkede med slaven. Det var jo ikke nogen hans tjenestestab ikke havde set.
"Har jeg måske noget at skamme mig over," sagde han med hovedet lidt på skrå, inden han lagde armen op på hans side, så hele hans front var blottet til Ares, og der ikke var en arm i vejen, for blot at illustrere hans pointe. "De ved allerede hvad vi har lavet herinde, så hvorfor skulle jeg lade som om at det ikke er sket. Det er ikke ligefrem noget de fleste af dem ikke allerede har set." Om det var en bekræftelse på at han havde været sammen med slaverne eller blot havde haft dem til at se på nogle gange var lidt tvetydig, selvom det sådan set var begge ting. Dem der opvartede ham i soveværelet var typisk også dem der helst også godt kunne tage... ekstra arbejde ind.

Ares vidste selvfølgelig godt, at den forkælede prins ikke ejede den mindste smule blufærdighed. Alligevel mente han nu nok, at Fareed i det mindste kunne have dækket sig lidt til, når der kom andre mænd rendende. Om ikke andet så for Ares' skyld.

... For Ares' skyld?

En kortvarig forargelse flimrede gennem det gyldne blik. Han var da ligeglad. Hvad i alverden var det for en tanke? Ares sank og listede sig til at betragte Fareed endnu en gang.

Prinsen lå henslængt foran ham, ganske ubekymret over sin egen nøgenhed. Lyset gled hen over de fine linjer i hans bryst og den diskrete spændstighed i musklerne, videre ned over mavens bløde fordybninger og det nydelige svaj i taljen. Selv den måde, hans hofte hvilede mod lagnerne på, havde noget ubesværet over sig. Som om han ikke behøvede at anstrenge sig det mindste for at være smuk.

Ares' blik dvælede ved ham. Ved de steder, han efterhånden kendte under sine egne hænder, og som han pludselig ikke brød sig om at forestille sig under andres.

Hvor mange havde egentlig set det, han så?

Hvor mange havde rørt ved ham? Smagt ham? Tilbedt ham?

Hjertet slog ubehageligt hårdt, så pulsen næsten kunne mærkes helt ud i fingerspidserne. En sær varme bredte sig gennem brystet, men den havde intet med den behagelige varme fra før at gøre. Den var kvælende. Som kogende vand under huden, der alligevel fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

Hvad var det for en vanvittig besættelse, der havde grebet ham?

"Har De været i seng med ham dér...?" Spørgsmålet slap ud, før Ares nåede at standse det. Han hentydede selvfølgelig til den unge mand, der netop var blevet sendt af sted efter vand, men fortrød næsten i samme øjeblik, han havde åbnet munden.
Brynene trak sig sammen, og han slap et hårdt suk gennem næsen. Hvad kom det overhovedet ham ved? Ares slog blikket ned mod lagnerne. Han kunne ikke få sig selv til at se på Fareed lige nu.

Det var et næsten underholdt blik, som Ares spurgte ham om han have været i seng med en af sine slaver. Han ville jo næsten være en idiot for ikke at udnytte at have et nydeligt væsen til rådighed på hvilken som helst tid af dagen som han havde lyst til. Og var kun mere underholdt af at Ares kiggede væk. Ares' ubehag var som en underholdende lille leg, især når det var så tydeligt.

Han lod stilheden hænge for at lade Ares sidde med spørgsmålet lidt længere, mens hans blik bare blik på Ares, og det var først da stilheden havde strukket sig en anelse for langt, at han åbnede sin mund. "Selvfølgelig har jeg det," sagde Fareed, som var spørgsmålet i sig selv dumt. Ares burde vide bedre. Hvis han blev jaloux over en sølle slave, så ville han kun få det sværere fra nu af. 
"Er der et problem med det?" kunne han alligevel ikke lade vær med at følge op med. Han forventede Ares benægtede det, det ville være dumt at gøre andet, men alligevel ville han så gerne vide om det var nok til at hive trodsigheden op i ham på den ene eller anden måde. Måske han ville blive besidderisk i soveværelset... det kunne også noget, selvom i sidste ende havde han ingen magt over Fareed.

Åndssvagt. Hvorfor var Ares pludselig blevet så forbandet åndssvag? At Fareed sådan trak stilheden ud mellem dem, gjorde det kun tydeligere, hvor dumt spørgsmålet måtte have lydt.

Jeg er ikke jaloux!

Han holdt stædigt blikket vendt væk fra prinsen, mens hjertet slog ubehageligt hårdt i brystet. Mest af alt havde han lyst til, at lagnerne skulle vikle sig om ham og sluge ham hel.

Selvfølgelig har jeg det. Ares vidste det jo godt. Selvfølgelig havde han dét! Og hvorfor skulle det betyde noget som helst for ham? 'Selvfølgelig har jeg det'... Ordene blev ved med at give genlyd i hovedet på ham, selv da han tøvende fandt tilbage til Fareeds blik.

Om der var et problem med det? "Nej da. Godt for Dem," svarede han med al den beherskede ligegyldighed, han kunne mønstre. Selv det gyldne blik syntes at blive køligere, og det ene bryn gled op, som om han ikke helt forstod, hvorfor Fareed overhovedet havde behov for at spørge om sådan noget.
"Det var bare et simpelt spørgsmål." Han trak på skuldrene. En lille, ubekymret bevægelse, der forhåbentlig kunne gøre det ud for den ligegyldighed, han så ihærdigt forsøgte at føle.

Dem alle?

Havde Fareed været i seng med dem alle?

Tankerne fortsatte ufortrødent, og Ares hadede det. Nysgerrigheden. Besiddertrangen. Den kvalmende trang til at vide mere, selvom han udmærket vidste, at han ikke ville bryde sig om svarene.

Attituden sagde det hele til Fareed. Måden Ares ikke ville stå ved det, og den trodsighed der virkede til at ulme, og selvom Fareed ikke kunne bekræfte det, så var der en underlig tilfredshed der hvirvlede i hans mave.
Han vidste han var eftertragtet, men der var noget ved måden han var eftertragtet af Ares, som Ares åbenbart ville have ene ret på ham, og ikke havde det, som var en tanke der lå et næsten for godt sted for Fareed.

"Javel, så det var det," sagde Fareed, og selvom han ikke skubbede, så kunne man høre den magelighed og tilfredsstillelse der osede ud af ham.

Ikke at der noget at blive udvekslet flere ord, før en let banken kom fra døren, inden den gik op og den selv sammen slave kom ind med et stort fad med varmt vand med tilhørende klud. Det duftede let parfumeret. "Som De ønskede," sagde han men kiggede kun meget kort op på Fareed, inden han placerede det i nærheden af sengen.

"Du kan gå," sagde Fareed, uden overhoved at skænke manden et blik, selv som han var hurtigt ude af døren igen, hvilket også gjorde at Fareed heller ikke ligefrem så at slaven også gav et enkelt blik mod Ares, et af nysgerrighed. I stedet forblev Fareeds blik på Ares, og et næsten afventende blik, for Ares var trods alt den der havde sagt at han var den der ville 'vaske' dem, selvom det nok nærmere var bare at fjerne sæden der stadig hang klistret på deres hud.

"Det var det," forsikrede han, med en smule mere bid i stemmen end tiltænkt. Fareed provokerede ham. Frustrerende dumme prins. Han skulle ikke ligge der i sengen så magelig og selvtilfreds, som om han netop havde gennemskuet noget yderst hemmeligt om Ares. For det havde han ikke!

En diskret lille skulen blev sendt i retningen af slaven der var kommet tilbage. En af Fareeds elskere. Han betragtede ham vurderende. Et dømmende lille elevator blik gemt bag sin surmulenm han troede han kunne finde ud af at skjule. Det gik vist ikke særlig godt. Slaven så ham kigge. 

Men Fareed sendte ham heldigvis afsted rimelig hurtigt. 

Og Ares følte sig enormt fjollet over at have sendt onde øjne efter en slave. 

Han mødte prinsens blik igen. Forsøgte at spille nonchalant, som om han slet ikke havde haft interesse i slaven. "Skal vi?" Han kravlede ud til kanten af sengen. Selv med ryggen til Fareed kunne han nærmest fornemme de kolde altseende grå øjne betragte ham. Han havde lyst til at bede ham om at lade være. 

Ares skævede om mod Fareed. De skulle vel ikke vaske sig i sengen? Han trak brynene sammen. "Hvor behager det prinsen at blive vasket?" Han bøjede sig ned til fadet, og gjorde kluden våd. Vred den et par gange. 

Hvor Fareed havde virket lidt mere tilfreds før, var der noget andet som begyndte at syde i ham, som det langsomt gik op for ham at Ares havde kigget på slaven. Var han interesseret? Slaven var en køn en, ellers ville Fareed ikke have ham, men var han også en for Ares? Ikke at Ares kunne få ham, og Ares burde jo egentlig kun kigge ham.
Det tog mere viljestyrke end han ville indrømme for ikke at begynde at skære en grimasse af Ares eller skælde ham ud. Han havde trods alt ikke gjort noget endnu, men billedet af Ares der var igang med at tage vagten dukkede op for hans indre øje, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre, og blikket blev lidt skarpere.

Fareed løftede dog et øjenbryn som han spurgte hvor han skulle vaske ham. "Tænker du jeg skal flytte på mig?" Og det var meget tydeligt at Fareed havde bestemt sig for at være doven, og derfor måtte Ares selv finde ud af hvordan han ville gøre det, uden at Fareed skulle flytte på sig. Ellers kunne de jo ligeså godt have fået ordentlige bade væk fra soveværelset, som han jo tydeligvis ikke ønskede lige nu.

Hans blik gled ned på sin egen mave for at indikere hvordan sæden var ved at indtørre og så over på Ares som en stille 'Kom nu igang'. Det var trods alt Ares selv der ønskede at vaske dem.

Ares sendte ham et tørt blik ved den dovne bemærkning. Så Fareed havde tænkt sig at blive liggende i lagnerne. Javel ja.
"Selv hvis jeg gjorde, tror jeg ikke, jeg ville have meget held med det," påpegede han og betragtede prinsen et øjeblik.

Til trods for mageligheden, der endnu hang om ham som dampen fra en varm kilde, kunne Ares ikke undgå at bemærke, at noget ved hans ansigtsudtryk havde ændret sig. En skarphed i de grå øjne, som ikke havde været der før.

Irritation?

Hvad havde han nu at være irriteret over?

Ares pustede et suk ud gennem næsen og løftede fadet op i sengen, hvor han fandt et sted, der forhåbentlig var tilpas sikkert til, at deres bevægelser ikke ville få vandet til at skvulpe over kanten. Han vred kluden endnu en gang, så den ikke dryppede for meget på vejen hen til Fareed. Et øjeblik holdt han den svævende over prinsens mave, så et par lune dråber faldt ned på den gyldne hud og trillede langsomt ned over dens fine konturer.

Først da lod han kluden følge efter.

Med blide, cirklende strøg førte Ares den hen over maveskindet, omkring navlens lille fordybning og videre over de steder, hvor huden endnu var klistret. Den lune fugt efterlod et svagt skær, og Ares fulgte uvilkårligt kludens vej med blikket. Han nød at mærke, hvordan kroppen gav efter under hans hånd, hvordan musklerne blødte op under de rolige bevægelser.

"Er De ikke enormt forkælet?"

Der kom en lille antrækning i Fareeds mundvige som Ares vovede at påpege at det nok var svært at flytte ham. Det lignede stort set et smil, men irritationen hang stadig i hans øjne, som han ikke helt kunne give slip på det. Hvorfor skulle Ares også kigge på andre end Fareed når de var her sammen, eller overhoved skænke nogen anden en tanke.

Men det var heldigt at det var nemt at få Fareed på andre tanker, som han mærkede blikket på sig og så den lune klud mod hans svedige hud, som den langsomt kørte over hans maveskind. En varme spredte sig i hans krop, som han blik blev både blødere og tungere, og hang ved Ares.
Det var kun et spørgsmål om tid før at kluden også måtte tage hans lem og senere hans røv, hvor det stadig hang og klistrede, men han nød måden at blive behandlet på, når det var med den forsigtighed.

Måske en anden type person ville se det som en fornærmelse, men det næsten retoriske spørgsmål var nok til at trække lidt mere op i mundvigen igen. "Og hvorfor skulle jeg ikke være det," sagde han, og rykkede kun lidt på sig for at give Ares mere plads til at røre sig og køre kluden over ham. "Jeg har pengene, udseendet og ophavet til at jeg kan få lige hvad jeg vil have." Og hans blik blev kun tungere som det hang ved Ares, for Ares var i øjeblikket en af de ting han gerne ville have. 

Kluden blev dyppet endnu en gang i fadet, vredet op og ført tilbage over Fareeds varme hud. Ares lod den glide langsomt ned over inderlåret, mens et par dråber kom ham i forkøbet og samlede sig i en lille pøl ved lysken.

"Mhm." Ares løftede brynene i et overdrevent ryk. Sagt som en ægte prins. Han fandt Fareeds blik. De grå øjne hvilede tungt på ham, halvt skjult bag de mørke vipper, med et udtryk, der næsten virkede beruset. Ares' hjerte slog et skævt taktslag ved synet.

Han holdt vejret et øjeblik, så et forræderisk, usikkert pust ikke skulle slippe over læberne.

"Og De får altid lige, hvad De vil have..." konkluderede han sagte, mens han fortsatte den omhyggelige vask. Førte kluden til skridtet. Han tog fat om Fareeds lem, stadig med kluden i sin hånd og begyndte at køre den frem og tilbage i blide, sensuelle ryk. Der var noget næsten demonstrativt ved hans langsomme bevægelser, som om han havde alverdens tid og ingen intentioner om at lade sig skynde på. 

"Sikke en grådig prins," hviskede han, uden at slippe Fareeds blik. Hånden fortsatte med at arbejde ham ren. Langsomt frem, så langsomt tilbage. Igen og igen.  

Fareed lod ikke sit blik glide væk fra Ares, ikke et øjeblik. "Selvfølgelig gør jeg det," sagde han, som om at det var det mest naturlige i verdenen, for på visse punkter var det. Det var det han var vokset op med, og siden han aldrig havde ønsket Fyrstedømmet, så var det rigtig nok. Han havde fået alt han pegede på. De smukke slaver, en smukke hustru, stort set også smukke børn. "Og det vil du da også give mig," sagde han, som var det også det mest indlysende i hele verdenen.

Selvom meningen var at han bare skulle røres, kunne han ikke lade vær med at læne sig lidt ind i følelsen af kluden omkring hans lem. "Det kan jeg tillade mig," sagde han en anelse åndeløst som hånden blev ved med at bevæge sig op og ned.
"Jeg troede du skulle vaske mig," sagde han, som han lidt forsøgte ikke at rykke sig med hånden, men det var svært som den gjorde det så langsomt, og han mærkede hvordan hans lem voksede sig med følelsen. "Det her modarbejder lidt pointen," kunne han heller ikke lade vær med at sige, selv som han gjorde absolut intet fra at stoppe hvad der var igang med at ske. I stedet for virkede det som om at han bare havde lagt sig lidt mere mageligt, og munden var bare en lille smule åben.