Ernies frieser hest havde hvinet forskrækket op og havde vendt om og løbet ind mod stalden, hvor den kom fra. Ind til Selmys lille grå hest. Hunden Simone var efterhånden smådøv og brugte mest øjnene. Hun var i bevægelse og løb lidt frem og tilbage i en halvcirkel om de to drenge. Menneskene plejede ikke at ligge på jorden på den måde. Hun kunne så godt lide gæsten Theodore, men nu kom der lyn ud af hånden på ham, og det virkede farligt.

Ernies jamren ophørte, som han fik strenge ordre på at tie stille. Han turde ikke andet. Det ville jo være sindssygt hvis Theodore kunne finde på at myrde ham for at have drillet lidt. Men det kunne jo være at han var pisse sur, og ikke kunne styre sig selv lige nu.

”Jeg eh, hnn!” Ernie mistede nærmest pusten, bare af have skreget sådan op før. Modvilligt rystede han på hovedet. Argumenterede med sig selv om han skulle give sig eller dø med værdighed. ”J-jeg... Ernie Marcel sværger at jeg holder min kæft...” Og så var der jo det andet. Kunne han virkelig sværge på det? Var han overhoved i stand til at lade Selmy være? Umuligt... ikke efter alt det han havde udsat ham for igennem årene. Men Theodores øjne skræmte livet ud af ham. Han var nødt til det ”Jeg lader Selmy være. Jeg lover det.” Han turde næsten ikke. Men han løftede sine hænder op i en overgivelse, og tildækkede samtidigt sit smukke, fejlfrie ansigt, i håb om at blive skånet.

Theodore sænkede den truende hånd, der stadig knitrede farligt, bare en my, nu hvor Ernie endelig fik munden på gled med noget, Theodore rent faktisk gad at høre.

Efter de magiske ord var blevet sagt, gik der et øjeblik, hvor Theodore bare stirrede indtrængende på Ernie. Bare for at gennemskue, om han mente det. Hjertet trommede hårdt mod brystkassen, og vejrtrækningen pulserede endnu voldsomt, så kroppen dirrede. Det var først nu, han rigtig registrerede bevægelsen ude i siden af synsfeltet. Simone løb uroligt frem og tilbage omkring dem, og et kort stik af dårlig samvittighed ramte ham. Åh. Han havde vist skræmt hende.

Desværre havde Theodore altid problemer med at kontrollere sine følelser, specielt når lynene allerede var gået i gang med at knitre omkring ham. Bare han ikke kom til at zappe ham, eller Simone ved et uheld. "Så har vi en aftale." Theodore lukkede sin frie hånd og forsøgte at kvæle lynene. Blikket dvælede foragteligt ved de rystende arme, der skjulte Ernies ansigt.
I et hårdt ryk gav han endelig slip på Ernies skjorte, bare for at understrege alvoren i Theodores ord. Og den trussel, han kunne udgøre, hvis Ernie vovede andet end at holde sit løfte. Han kom op at stå, så gruset gav sig under hans fødder, samlede uden videre sin kappe op fra jorden og foldede den om hænderne, så de resterende lyn ikke ville flyve fra ham utilsigtet.

"Og..." Han tiltede hovedet med sammenknebne øjne, mens han betragtede synet af Ernie Marcel, der stadig lå rystende på jorden. Han havde nær glemt det. Noget af det blå i Theodores øjne vendte langsomt tilbage. "Undskyld for fladbrødet."
Brynet løftede sig. Han havde jo lovet at undskylde. Der var dog ingen anger at se, kun en utilsløret tilfredshed ved at have vendt magten til sin egen fordel.

Blikket gled over Ernie en allersidste gang, inden Theodore vendte sig om og gik. Først da han passerede Simone, sænkede han kort en indpakket hånd mod hende. "Det går, Simone," mumlede han dæmpet, mere som en forsikring til dem begge end noget andet. Og så fik han ellers benene på nakken og satte tempoet op, så snart han var drejet om hjørnet.

Så havde de en aftale. Ja klart! Theodore havde tvunget ham til at sværge på det, men Ernie var sgu da kun gået med til det, for at overleve. Det var bare et spørgsmål om tid, og så skulle Selmy nok skræmme Theodore væk helt af sig selv, og så var der fri bane til at gøre livet surt for Selmy igen. Ernie skulle bare være tålmodig. Eller snedig omkring dem.

Han trak vejret langsomt og så påpasseligt op, da Theodore havde sluppet grebet i hans skjorte. Så voldsomt. Han slog sig en smule, men han kvækkede ikke op. Det var bedst helt at lade være med at vise hvor svag og bange man faktisk var. Forsigtigt kom han op at sidde. Nu hvor lynene var trukket tilbage, turde Ernie trods alt godt skule forpint efter ham. Hans hånd glattede sin skjorte ud. Til hans forskrækkelse var der røget en knap og kraven ved halsen var gået op. Han skyndte sig at tildække de ar han havde omkring halsen, ved at lukke sin hånd om sin egen hals, så længe der var andre i nærheden. Theodore havde ikke spottet dem, vel? Irriteret kiggede han efter ham, og kom lidt radbrækket op fra jorden, så snart Theodore endelig var skredet.

Den ridetur han skulle på, kom han aldrig på. Han ømmede sig, knurrende og vaklede ind mod sit eget hus og bandede Theodore og Selmy langt væk.