
Ares
Vilddyrstæmmer hos slavehandlen
Kyssene ophørte lige så langsomt, indtil deres læber blot strejfede hinanden i et sidste forsøg på ikke helt at skilles ad. Ares' vejrtrækning var blevet tungere og mere søvnig, og da Fareed lagde hovedet mod hans skulder, strakte han næsten automatisk halsen en smule for at give ham bedre plads i fordybningen dér. De rodede lokker kildede svagt mod hans kæbe, og Ares drejede hovedet en anelse for at se på ham, selvom han ikke kunne se meget andet end lange, mørke vipper og spidsen af prinsens næse. Så lod han øjnene glide i igen og lagde armen omkring Fareed, måske en anelse mere beskyttende end situationen egentlig krævede, mens fingrene dovent fandt til ro mod hans ryg.
Det føltes så uvirkeligt at ligge sådan her med prinsen, lytte til hans fredelige vejrtrækning og mærke brystkassen hæve og sænke sig mod ham i den samme beroligende rytme. At blive holdt sådan af Fareed og selv ligge og putte med en mand, Ares mest af alt burde afsky og flygte fra, så snart chancen bød sig.
Som nu, hvor prinsen lå fredeligt hos ham og næppe ville kunne forhindre Ares i at finde sit tøj og forsvinde ud ad døren. Alligevel blev han liggende.
Han var bare udmattet, fortalte han sig selv. For træt og brugt til at rejse sig og begynde at lede efter sit tøj.
Det var alt. Og han havde stadig ikke fået sin ring.
Ares missede med øjnene morgenen efter og følte sig tung i hele kroppen med den søvndrukne, slørede fornemmelse, som når man vågnede i et telt, solen allerede havde nået at varme op. Lagnerne duftede af fine olier og sved, og en brise legede et sted i værelset og fik stoffet til at rasle svagt.
Havde nogen åbnet et vindue? Stadig halvt sovende vendte han sig om og rakte ud efter varmen ved siden af sig, men hånden landede på ingenting og rodede lidt søgende hen over lagnet efter prinsen.
Prinsen.
Ares slog øjnene op og løftede sig hurtigt op på albuerne, så ryggen svajede, mens han kiggede rundt i sengen. Han var alene. Fareed var gået. Hånden fór op til hovedet, og han fumlede med sløret, der stadig sad om hans ansigt, nu krøllet og skævt efter nattens søvn.
Hvornår var han overhovedet faldet i søvn...?
En bevægelse et andet sted i værelset fangede hans blik, og Ares fór rundt.
"For zalaens!" udbrød han og kom så brat op at sidde, at lagnet snoede sig omkring benene på ham. Han stirrede direkte på en skikkelse, der
ikke var Fareed, mens hjertet pludselig hamrede alt for vågent i brystet.
"Har du været her hele tiden?"