Den sidste hjerneaktivitet der var gået igang forsvandt bare som varmen og Ares indlemmede Fareed fuldstændig. Det var et dovent kys, men det var alt hvad han havde behov for lige nu. Bare en langsom nedskalering af hvad de havde lavet.

Et kys ledte ind til det næste, men det blev aldrig mere end det, og endelig stoppede Fareed kyssene. Hans åndedræt tilbage til at være lidt tungere, og han følte sig brugt og så godt tilpas. Der var intet sted han hellere ville være lige nu. Måske et karbad, men så skulle han slæbe sig derhen og han kunne ikke have Ares med sig. Han kunne ikke vide det.

Men de tanker var hurtigt væk, som han lagde sit hoved mod Ares' skulder, ligeglad med at finde en rigtig pude når Ares' varme bryst var lige der.
Sådan her så Fareed næsten fredfyldt ud, som om at han ikke var den arrogante prins der gang på gang krævede Ares' tid. Nej, i stedet for, trak han sig så tæt på Ares for at falde i søvn, som var de elskende her i sengen, selvom når morgendagen ville komme, ville illusionen uden tvivl blive slået i stykker.

Kyssene ophørte lige så langsomt, indtil deres læber blot strejfede hinanden i et sidste forsøg på ikke helt at skilles ad. Ares' vejrtrækning var blevet tungere og mere søvnig, og da Fareed lagde hovedet mod hans skulder, strakte han næsten automatisk halsen en smule for at give ham bedre plads i fordybningen dér. De rodede lokker kildede svagt mod hans kæbe, og Ares drejede hovedet en anelse for at se på ham, selvom han ikke kunne se meget andet end lange, mørke vipper og spidsen af prinsens næse. Så lod han øjnene glide i igen og lagde armen omkring Fareed, måske en anelse mere beskyttende end situationen egentlig krævede, mens fingrene dovent fandt til ro mod hans ryg.

Det føltes så uvirkeligt at ligge sådan her med prinsen, lytte til hans fredelige vejrtrækning og mærke brystkassen hæve og sænke sig mod ham i den samme beroligende rytme. At blive holdt sådan af Fareed og selv ligge og putte med en mand, Ares mest af alt burde afsky og flygte fra, så snart chancen bød sig. Som nu, hvor prinsen lå fredeligt hos ham og næppe ville kunne forhindre Ares i at finde sit tøj og forsvinde ud ad døren. Alligevel blev han liggende. Han var bare udmattet, fortalte han sig selv. For træt og brugt til at rejse sig og begynde at lede efter sit tøj. Det var alt. Og han havde stadig ikke fået sin ring.

Ares missede med øjnene morgenen efter og følte sig tung i hele kroppen med den søvndrukne, slørede fornemmelse, som når man vågnede i et telt, solen allerede havde nået at varme op. Lagnerne duftede af fine olier og sved, og en brise legede et sted i værelset og fik stoffet til at rasle svagt. Havde nogen åbnet et vindue? Stadig halvt sovende vendte han sig om og rakte ud efter varmen ved siden af sig, men hånden landede på ingenting og rodede lidt søgende hen over lagnet efter prinsen.

Prinsen.

Ares slog øjnene op og løftede sig hurtigt op på albuerne, så ryggen svajede, mens han kiggede rundt i sengen. Han var alene. Fareed var gået. Hånden fór op til hovedet, og han fumlede med sløret, der stadig sad om hans ansigt, nu krøllet og skævt efter nattens søvn. Hvornår var han overhovedet faldet i søvn...?

En bevægelse et andet sted i værelset fangede hans blik, og Ares fór rundt.

"For zalaens!" udbrød han og kom så brat op at sidde, at lagnet snoede sig omkring benene på ham. Han stirrede direkte på en skikkelse, der ikke var Fareed, mens hjertet pludselig hamrede alt for vågent i brystet. "Har du været her hele tiden?"

Søvnen var god og varm, og det føltes som lang tid siden at Fareed sidst havde ladet sig falde i seng ved siden af en mand, og noget af hans krop havde savnet dette. Det føltes rigtig på en måde han ikke kunne placere, som han var faldet i søvn.
Og der havde været tanken som han døsede hen, at måske Ares kunne vække ham på en god måde. Det fortjente de begge vel.

Men de tanker var lige meget som han mærkede et par velkendte fingre, som forsigtig kørte håret væk fra hans ansigt, en blid måde at vække ham på, når der var ingen slaver til at gøre jobbet.
"Deres højhed," stemmen var blid, og Fareed forsøgte at blinke søvnen lidt ud af øjnene, som han kiggede op på hans tjener, Ilyrion. "De bliver desvære nødt til at stå op, hvis De skal nå Deres møde med Fyrsten, og samtidig gøre Dem klar."
"Allerede?" Fareeds stemme var søvndrukken, men han kiggede ned på Ares, han kunne ane arrene gennem sløret der var slået til siden. Lige meget med den opvågning så. "Okay, er badet klar?"
"Varmet, perfurmeret og saltet, ligesom De foretrækker."
Fareed gav et nik fra sig, som han langsomt gjorde sig fri af Ares. Alting føltes nu klistret, især mellem hans ben hvor han kunne mærke resterne af Ares, for ikke at nævne hvor øm han nu var. Et bad ville være godt.
Ilyrion stod klar med en kåbe han lagde om Fareed som han stod op, inden de to af dem forlod værelset.

Det var først da Ilyrion var sikker på at Fareed var blevet taget imod de få slaver der fik lov til at se ham nøgen disse dage, at Ilyrion gik tilbage mod værelset og gik ind for at kigge på Fareeds nye legetøj. Som åbenbart sov længe.
Men selv som han stod og ventede havde han et smil på læberne, også selvom Ares tydeligt ledte efter den anden krop, for så kunne han jo være stået op lidt tidligere ikke?
Som Ares endelig så ham, gav han et lille høfligt buk. "Ikke hele tiden. Jeg hentede Prins Fareed da han desværre har en travl dag foran sig, og han kunne ikke vente på at De stod op. Men jeg er blevet bedt om at tage mig af Dem, så De kommer godt herfra." Hvilket nok var den pæneste måde at sige på at Ares skulle til at smides ud.

Kunne ikke vente, hva'? Hvorfor irriterede det ham? Han burde være mere end tilfreds med ikke at skulle vågne op og se prinsen i øjnene efter i går. Det sparede ham i det mindste for dén samtale.

De gyldne øjne betragtede skeptisk, og måske også en anelse forundret, skikkelsen, der viste sig at være en af prinsens tjenere, før Ares' skuldre sank lidt igen. De mørke klæder krammede kroppen endnu, så I det mindste skulle han ikke bekymre sig om at være blevet betragtet spraglet og nøgen hele natten af den velklædte, omend stadig anonyme mand, han nu skulle til at forholde sig til.

Jeg er blevet bedt om at tage mig af Dem.

I Fareeds hjem kunne det efterhånden betyde lidt af hvert, havde Ares hurtigt lært.
"Aha..." Han gned begge hænder over ansigtet og forsøgte at presse de sidste rester af søvnen væk sammen med de irriterende farverige minder fra aftenen før. Det virkede ikke synderligt godt. Tværtimod dukkede det ene efter det andet op, indtil Ares sænkede ansigtet helt ned i hænderne og pustede tungt ud gennem næsen.
"Okay, så det har du," mumlede han for sig selv. Et vantro smil, der egentlig ikke rigtig var et smil, spøgte kort i den ene mundvig. Ja ja. Da han endelig løftede hovedet igen, fandt trætte, lettere resignerede øjne tilbage til tjeneren. Kohlen omkring dem var blevet tværet ud i løbet af natten, håret sad i alle retninger, og først nu gik det for alvor op for Ares, hvor håbløst lidt præsentabel han måtte se ud.

Brisen bragte frisk luft ind i værelset, men kunne ikke helt fjerne den tunge lugt af natten, der stadig hang omkring sengen og klæbede til både lagnerne og Ares selv. Fareeds parfumerede duft sad stadig tydeligt på hans hud, blandet med hans egen, og Ares skævede ned ad sig selv, før han trak lagnet lidt bedre op omkring livet.

"Og hvad indebærer det så helt præcist, at du skal... tage dig af mig?" spurgte han og så tilbage på tjeneren med et løftet bryn.

De kunne næppe sende Ares ud, som han var der. Usoigneret og brugt efter natten. Tydeligvis havde prinsen haft en god tur, og det var trods alt det der der betød mest i Ilyrions hoved, selvom kohlen nu var ødelagt og tøjet plettet. Han kunne se hvor der var indtørret sæd med sit blotte øje, men han nævnte det ikke, og fortrak ikke en mine over at stå overfor en hvor de begge vidste hvad der var foregået natten forinden.
"Hvad end jeg beregner for værende passende," sagde Ilyrion, et lille nik og smil på hans læber. "Jeg tænker vi får givet Dem et bad, så De ikke skal gå igennem byen ubekvemt." Ubekvemt var i hvert fald en måde at sige det på. Fareed havde nok sagt 'med sæd mellem benene', men der virkede det trods alt som om at Ilyrion havde lidt mere pli.

Han gik en anelse nærmere, stadig hans hænder pænt foldet foran sig. "Jeg erindrer også, at der var noget med en ring, var der ikke? Prins Fareed har været en anelse for optaget til at huske på at det var en af grundene til at De kom, så jeg vil hjertens gerne hjælpe Dem med at få den." De havde trods alt fundet en god håndfuld af ringe, da de virkelig gik i bunden, og Fareed havde ønsket at Ares skulle få den... efter de var færdige. Ikke at prinsen havde husket på det her til morgen.

Hvad end han beregnede for at være passende? gentog Ares lettere forarget for sig selv. Hvad med hvad Ares fandt passende? Det her galehus var forbandet frustrerende, og værst af alt var han efterhånden ved at blive noget nær fast inventar derinde. Tanken alene fik det til at gyse i ham.
"Javel..." Et bad kunne han trods alt forholde sig til, og spændingen i skuldrene lettede en anelse ved udsigten til at få vasket natten af sig og komme ud af det prangende, efterhånden noget medtagede tøj. Sløret havde han allerede smidt fra sig på sengen, og med et suk begyndte han at rejse sig, kun for hurtigt at mærke hvor øm kroppen egentlig var blevet. Lårene protesterede, bagdelen endnu mere, og følelsen af nattens efterladenskaber mod huden gjorde ikke ligefrem situationen mere værdig. Skønt. 

Ares nåede kun at sætte sig ordentligt på sengekanten, før omtalen af ringen fik hans opmærksomhed prompte tilbage på tjeneren. Irritationen forsvandt næsten fra ansigtet og blev erstattet af oprigtig overraskelse. Han havde ærligt talt regnet med, at hele årsagen til hans besøg var druknet et sted mellem Fareeds luner og alt det andet, der var sket siden.
"Den er blevet fundet?" spurgte han en anelse paf. Han kom på benene med et undertrykt suk og rettede sig langsomt op. Hele kroppen værkede stadig, og de første skridt ville sikkert blive en ynkelig affære, men det var pludselig langt mindre vigtigt.

"I har faktisk fundet den?"

Selvfølgelig var dét hvad vilddyrstæmmeren tænkte på, men Ilyrion foretrak ikke en mine, udover det venlige smil, som han gav et nik til Ares. "Det vil jeg mene," sagde han, inden han begyndte at vende rundt mod døren ud af kammeret, for at gå over mod den. Det var først som han nåede dørens håndtag at han drejde sig tilbage mod Ares.

"De kan få den, når De er blevet badet," sagde han og han lød oprigtig nok i sin sag. Han havde alle intentioner om at give Ares sin ring tilbage... hvis det var en af dem de havde fundet. Det havde de trods alt ingen mulighed for at tjekke.
Han tog fat i dørhåndtaget og åbnede den ud til den lange gang. "Efter Dem," sagde Ilyrion med en lille gestus, som han ikke havde tænkt sig bare at overlade værelset til Ares uden det mindste opsyn. Han skulle nok vise ham hele vejen til badene, inden han fandt ringene for at lade Ares se om en af dem var hans. Forhåbentlig var han ikke en gemen tyv der ville tage hvad end der så mest dyrebart ud.

Blikket blev ved med at vende skeptisk tilbage til tjeneren, mens Ares forsigtigt tog de første skridt hen over gulvet på bare fødder. Kroppen protesterede stadig en smule ved bevægelsen, men det var ingenting sammenlignet med den utålmodighed, der begyndte at ulme i brystet på ham.

Kunne han ikke bare få sin ring nu?

Der var hele tiden noget andet, der først skulle ske, som om det forbandede smykke konsekvent skulle holdes lige akkurat uden for hans rækkevidde. Tjeneren lød ganske vist oprigtig, men Ares havde efterhånden svært ved at vurdere folk i dette palads. Måske var manden bare så veltrænet i at lyde venlig og imødekommende, at ingen kunne høre, hvad der egentlig foregik bag det høflige smil.

Ares kunne ikke greje ham. Han så dog heller ingen grund til at modsætte sig et bad og pustede resigneret ud gennem næsen, da han nåede hen til døren.

Efter Dem.

Inden han trådte ud, gled blikket tilbage over værelset og landede på sengen. Det blev hængende dér et øjeblik for længe, og straks fulgte minderne med; Fareed tæt ind mod ham, prinsens varme, de lyde han havde lavet, og til sidst den mærkværdige ro, da de bare havde ligget sammen.

Ares klemte kort øjnene sammen og vendte sig mod døren igen. Forhåbentlig kunne de lægge det bag sig nu. Fareed havde fået dét, han ville have, og Ares...

Ares fik sin ring.

Forhåbentlig.

"Vis vej. Selvom jeg nok allerede kan turen derhen efterhånden," mumlede Ares, mest som en tanke der var sluppet ud, før han nåede at holde den tilbage.
Han lod blikket glide ned ad den lange gang. Nej. Det kunne han faktisk ikke. Han havde aldrig været på denne del af paladset før i går, og slet ikke taget turen fra Fareeds værelse til badene. Ares sukkede lydløst gennem næsen og gjorde en lille gestus mod gangen.

"Vis vej," gentog han mere definitivt.

Alt stod som en hård kontrast mod Ilyrions blik, som Ares praktisk talt stod og sukkede lødlyst efter hvad han lige havde lavet. Endnu en mand fuldstændig tilfredstillet af Kazimi prinsen, og formodentlig ville han også komme tilbage.

Døren blev lukket efter dem, inden Ilyrion ledte dem ned af gangene til badene, hvor der stod slaver klar til at skrubbe Ares endnu engang og putte ham i noget rent tøj. Lidt mere dækkende denne gang, som han ikke skulle ind til Fareed mere, og da Ares endelig var helt klar, dukkede Ilyrion op igen.
Der var en lille æske med et par løse ringe, ringe de ikke havde fundet ud af hvor de tilhørte, formentlig ringe som tjenestestaben havde tabt, men iblandt dme lå også ringen Ares havde søgt efter.

Endelig førte Ilyrion Ares ud, og som de gik hver til sit ved portene, var det et venligt smil Ares blev mødt ved. "Vi ses formentlig snart igen. Hav en god tur hjem." For Ilyrion kendte sin herre. Han ville ikke bare give slip på ham, ikke når han først havde valgt at sove med ham i sin seng.

De gyldne øjne orienterede sig diskret, mens de gik, og Ares forsøgte at lægge mærke til hvilke statuer, marmorsøjler og døre de passerede, jo længere væk fra Fareeds gemakker de kom. Til sidst nåede de ind på en del af paladset, han var sikker på at kunne genkende fra sine tidligere besøg, og først dér begyndte han igen at have nogenlunde styr på, hvor han befandt sig.
"Jeg vil gerne have lov til at vaske mig selv," krævede han, da de nåede badene, men den slags ønsker lod ikke til at veje synderligt tungt i Kazimipaladset. Besøgende eller værter måtte åbenbart helst ikke løfte en finger selv; man skulle jo nødig overanstrenge sig med noget så voldsomt som at samle sæben op. Så trods protesten endte Ares endnu engang med fremmede hænder over sig, der skrubbede og vaskede ham ren, og han var efterhånden overbevist om, at det var noget, han aldrig ville vænne sig til.

I det mindste var tøjet, han fik bagefter, mere anstændigt denne gang, og som lovet fik han også lov til at se bunken af ringe igennem. Stadig med prinsens tjener stående som en høg over skulderen på ham, naturligvis. Hvis de forventede, at Ares ville stikke fingrene i de mest værdifulde af dem, kunne de dog tro om igen. Der var kun én ring, han interesserede sig for.

Blikket standsede brat, da han fik øje på den.

Ares tog den op mellem fingrene og genkendte den med det samme. Lettelsen strømmede gennem ham, da han skubbede sin afdøde brors ring tilbage på sin rette plads og lod tommelfingeren glide hen over den. Hvis han havde mistet den... Han skubbede tanken væk igen. Det havde han ikke. Den var tilbage, og det var det eneste, der betød noget.

Venligheden selv, som Ares efterhånden havde døbt tjeneren, stod stadig med det samme behagelige smil, da de langt om længe nåede portene. Som om hele dette besøg havde været fuldstændig ordinært, og det var den naturligste ting i verden at sende Ares hjem nyvasket, nyklædt og med ringen tilbage på fingeren efter en nat i prinsens gemakker.

Vi ses formentlig snart igen. Ares målte ham med blikket. "Det skal De ikke regne med."

Alligevel kunne han godt selv høre tvivlen i sin stemme.