Aldamar's skridt var afmålte og en anelse hurtige, idet at han bevægede sig ned igennem de veloplyste gange for, at komme til køkkenet, så han kunne få viderbragt beskeden om en ekstra gæst, så hurtigt som muligt. Egentlig, jah så ville Aldamar i den grad have foretrukket hvis det var til at undgå, men det ville være ganske uhørt af fyrstesønnen, hvis han inviterede en ven forbi, og så at han ikke tilbød ham noget at spise - simpelthen uforskammet i det adelige regi. Så det var ikke fordi at han havde meget af et valg på den facade han prøvede at opstille, da han samtidig også ledte efter Backer. 
Det skulle dog vise sig at han kunne slå to fluer med et smæk, idet at han stødte på tjeneren i en af de mindre stuer Arys palæet husede, godt igang med at støve nogle af de gamle møbler af. 

Så snart han var indenfor syns- og hørevidde af andre, satte Aldamar selvfølgelig farten ned, en fyrstesøn skyndte sig sjældent igennem disse gange, og han rømmede sig en anelse for at få den yngre tjenestemand til at vende sig omkring. 
"Ah, Deres Højhed... det var et kort visit?" kom det en anelse undersøgende fra den mørkhårede mand, der dog formåede kun at udvise en passende mængde nysgerrighed, som fik Aldamar til at vifte en anelse affejende med hånden "Han er her stadigvæk, men han havde næppe brug for hjælp til sit eget bad" åhh hvor han hadede at lyve, men lige i det her tilfælde, var det principper der var værd at gå på kompromi med. "Og nu hvor at jeg fandt dig, Backer, kan du så ikke sige til køkkenet at der er en ekstra gæst med til aftensmad, her til aften? Eventuelt tænd pejsen i den her stue, så vi kan sidde her førhen aftensmaden finder sted - det ville være passende" tjeneren nikkede, et venligt smil om læberne. "... jeg vil skyde på at du har en time førhen at han er færdig med sit bad. Imens, har jeg et ærinde at tage mig af"
Endnu en løgn - den her gang en hvid en af slagsen - som bandt knuder på Aldamar's tunge, men han forventede ikke at nogle af tjenestefolkene skulle have fat i ham lige foreløbig. Aldamar's ærinde indikerede at han var på sit eget værelse... sådan plejede det i hvert fald at være. 
Med et lille buk modtog Backer ordren, og Aldamar vente omkring, for at begive sig tilbage.

Med et dæmpet klik gik døren til gæsteværelset endnu engang op, og Aldamar smøgte sig ind og lukkede den hurtigt bagved sig igen, et lille smil som følge af at træde væk fra sin almindelige og lettere reserverede mimik, og i stedet træde ind her. Der duftede af lavendel helt herinde, selvom døren til baderummet var lukket. Aldamar åbnede og hængte vesten han almindeligvis gik rundt med på knagen - silken havde ikke godt af fugt - førhen at han med et stille smil bevægede sig tilbage til Fabian. "Er du stadigvæk herude?" kom det en anelse lavmælt fra ham, og han åbnede den anden dør, mørke øjne søgende efter hans skikkelse. Forhåbentlig lidt bedre tilpas end da han forlod ham. 

Ligeså snart Fabian blev overladt til sig selv så slappede han bare af og lukkede øjnene. Varmen trængte rigtig ind i både kød og ben på ham, og endelig fik noget af kulden ud af hans krop, som var opstået af at ligge på den kolde hårde jord.
Det tog ham virkelig lang tid at tage sig sammen til faktisk at bevæge sig nede i vandet, men ligeså stille fik han ranket sig lidt op, så han kunne begynde at skrubbe noget af skidtet af sin krop. Der var et par nyopstået sårskorper, men ellers var det primært så man endelig kunne se hvor mange af skaderne realt var slemme, og hvor mange af dem der egentlig bare havde ekstra blod og skidt på sig som gjorde at det så værre ud.

Da han endelig hørte døren gå op, var han også lidt blevet færdig med at vaske sit ansigt i det varme vand, og han lænede sig tilbage så han kunne kigge sig om og mod hvor Aldamar kom ind. Det blonde hår var stadig ikke blevet vasket og var primært vådt ved skuldrene, hvor det havde ramt vandet.
”Det skulle jeg mene,” sagde han i en drillende tone. ”Det tog da ikke så lang tid.” Fabian havde dog rent faktisk ingen idé om hvor lang tid der var gået, siden han måske var faldet lidt hen i starten. Han lignede dog heller ikke en der havde planer om at stå op lige foreløbig. 

Nej, det havde ikke taget lang tid, og det havde Aldamar været meget bevidst om. Desto længere tid han brugte derude, desto mindre tid ville de have herinde. Og så længe at ingen gik op på værelset for at lede efter ham, burde der ikke være grund til bekymring, vel? Nogle gange var simpelt godt, og Aldamar rystede nogle af de bekymrende tanker af sig idet at han med et smil trådte længere ind. De behøvede ikke at fylde så meget lige nu. Var tanken i hvert fald. 
Hænderne stødte imod Aldamar's hofter, og 'opgivende' rystede han en anelse på hovedet over hvor godt han egentlig lå og boblede, den kære skøge. Noget renere end før, og en del af snavset var i stedet i vandet nu, selvom det heldigvis ikke virkede grumset. Ellers, måtte de bare fylde mere vand på. 

Aldamar takkede for sit mørke tøj i den her situation, og satte sig på hug ved karets kant, smøgte ærmerne en anelse op til albuerne og krydsede armene over badekarets kant; et fornøjet glimt i de mørke øjne. "Jeg fandt på noget fikst" pointerede han, og brummede en anelse mageligt over det fine syn. "Nu ikke noget med at falde i søvn, jeg lovede Backer at du ville være ude indefor en times tid" tilføjede han en anelse drilskt, og ventede næsten kun på at han fik møvet sig hen til kanten også, men gjorde intet for at skynde på ham. 
Håret var stadigvæk tørt. Aldamar betragtede de snavede lokker en anelse, inden at han skrev sig bagved øret, at det også skulle ordnes inden Fabian forlod vandet. 

Fabian var faktisk lidt lykkelig over at Aldamar havde været så hurtig, nu når han ikke havde kunne være her gennem det hele. Det havde dog også givet ham lidt af en mulighed for blot at ligge og tænke... hvis han faktisk havde tænkt. Han havde mest af alt tømt hovedet for ubehagelige tanker, mens vandet gjorde sit for at han ikke havde så ondt af at sidde her.

Han fandt sig selv læne sig lidt mod Aldamar, som han kom over til karet og lænede sig mod det. ”Fandt på noget fikst?” ekkoede Fabian ordene spørgende, dog med et kækt smil på læberne. Måske en dag de faktisk kunne bade sammen, i stedet for det her, hvor Fabian var alene i badet og Aldamar var bange for at blive opdaget. Det ville nok også hjælpe at Fabian ikke var dækket i blå mærker. ”Og jeg vil da gøre mit bedste for ikke at falde i søvn, selvom... du nok kan hjælpe på det.” Han var endelig kommet helt hen til Aldamar, og var derfor ikke sen til at læne sig ind, for at se om Aldamar ville lade ham fange sin læber i et kys.
Han havde ikke mange forventninger om at lokke Aldamar op i badet, og det var nok også bedre ikke at overøse Aldamars fine klæder med badevand. En blød Aldamar var altid bedre end en vred Aldamar, især fordi belæringen omkring hans skader var stadig noget Fabian lidt ventede på kom.

Den genkendelige lyd af vand der skvulpede imod karrets sider, idet at Fabian bevægede sig i det, var nok hvad der larmede mest i det ellers ret aflukkede lille rum. Der var en hvis form for rustik charme over stedet, selvom det uden tvivl var mere rustikt når man kom udenfor de finere boliger, og Aldamar fulgte ham med et lille smil med øjnene, idet at han endelig valgte at komme herover. 
Han nikkede derpå - jah, noget fikst - inden at han uden tøven lod skøgens læber glide imod hans, og lænede sig sågar en anelse ind over kanten trods han sørgede for ikke på nogen måde at få overbalance imod noget herinde. Det skulle lige godt passe at han selv gled i, eller endnu værre ned i vand. 

Ganske rigtigt havde Aldamar nemlig ingen planer om det; det var simpelthen ikke en chance han følte sig vovet nok til at tage i det her hus. 
Men kysse ham, det kunne han godt. Fyrstesønnen slap kun for at smile en anelse bredere, og med en fornøjet lille og utydelig mumlen (der for det skarpe øre sagtens kunne lyde som om 'at han selvfølgelig nok skulle hjælpe på lige præcis det') frigøre den ene hånd fra kanten og lade den liste sig hen til det tørre blonde totter. "Jeg kan se du ikke kom meget længere end forbi kroppen" hvilket måske var meget godt; hvis Aldamar vaskede den var det ikke med helt sobre bagtanker i bagved sig, 
De slanke fingre greb en vildfaren lok, og Aldamar kørte den om bagved hans øre. "... og er det et billigt trick for at få mig til at ordne håret? Fordi så bliver det på min måde" forsatte han en anelse vurderende og dog drilskt. 
Den sorte manke var hans stolthed, og de bløde krøller krævede - eller fik i hvert fald - en ret så speciel pleje med en ret så fast rutine. Og han ville da ikke have noget imod at ordne Fabian's, men det ville blive gjort, på præmissen om at det blev gjort ordentligt. 

Fabians gode hånd kom op fra vandet for at lægge sig mod Aldamars kind, og gjorde ham i forsøget en anelse våd i ansigtet primært, men helt kunne han jo heller ikke slippe. Hans øjne åbnede sig langsomt efter kysset, et tilfredst smil på læberne. Det her var virkelig ikke helt skidt. For selvom Aldamar ikke ville hoppe op i vandet med ham, så havde han en idé om at når de kom op på værelset, så ville tingene være en anelse anderledes.

Smilet strakte sig blot mere henover hans læber, som Aldamar tydeligvis tilbød at ordne hans hår. ”Jeg kunne jo ikke bare orden mig selv, så du havde intet at gøre når du kom tilbage,” sagde han drillende, selvom det nu mere var fordi  han bare ikke havde nået det. Dog havde han ikke lyst til at benægte Aldamar for at gøre det. ”Er det et meget omstændigt ritual man skal igennem når man gør det på din måde?” Der var tydeligvis noget dril i det, men Fabian havde heller aldrig rigtig haft krystallerne til at gøre mere end at vaske de blonde lokker. Han havde dog udentvivl bemærket hvor dejlige  Aldamars krøller var.
Hånden der havde lænet sig mod Aldmaras kind, gled ned for at køre fingrene gennem de førnævnte krøller. Det var virkelig kun adelen der havde midler til at gøre det så fint. 

Det ene øje gled ufrivilligt i da vandet gled ned over kinden, og Aldamar kom med en overvejende tvivlsom lyd, der dog ikke bar nogen modvilje imod den konstatering. Noget for ham at ordne, simpelthen. Det var dog en af de få og mere tjenende arbejdsopgaver prinsen ikke ville have noget imod at tage hånd om, og han vidste at han kunne gøre det godt.  
Som en synkron bevægelse af Fabian's egne fingre legede han en anelse med det lysere hår selv, førhen att hans næste ord stoppede fingrene, og en noget selvtilfreds, næsten stolt tone farvede fyrstesønnens mimik mere overlegen et kort sekund.  

"Omstændeligt? Åh min kære gadeprins, det her hår kommer ikke af at gå på kompromis med sin personlige pleje" grinte Aldamar, og lukkede drillende hånden om den tot han havde fat i, for at give den et lille ryk. 
Det havde aldrig været nogen hemmelighed at Arysprinsen kunne være en anelse sippet, men specielt omkring hvordan har præsenterede sig - altid skarpt, og altid godt. Han tog sig den tid det nu engang ville komme til at tage, og man ville næsten mene, at det var mere  tid end hans to yngre søskende nogle gange satte i det. 
Og han var glad for, at noget af det havde smittet bare en smule af på Fabian, der i hvert fald når de mødtes, som oftest fremstod ganske nydelig. Hvorvidt det var sådan omkring andre, anede han dog ikke. "Men nu må vi se hvad jeg kan gøre, med det som Backer har sat frem". Det kunne umuligt være det samme som det han havde selv, men Fabian havde heller ikke de slangekrøller som Aldamar's hår endte ud i, ved sine spidser.  

Aldamar slap, og grinte lidt. Det ville som noget af det første, dog kræve at håret var vådt fremfor tørt. 

Gadeprins. Det virkede til at være et kælenavn som Aldamar havde opsamlet, og ikke så ud til at rigtig droppe det igen. Det blev næppe brugt så meget at Fabian tænkte meget over det, men engang imellem dukkede det op. Det var et underligt kælenavn, men han kunne trods alt godt se hvor det kom fra. Det føltes heller ikke som en fornærmelse når det kom fra Aldamar, da han trods alt godt kunen forstille sig andre typer råbe det hans vej.
Et lille grin undslap ham lige inden han mærkede Aldamar rykke hans hoved lidt tilbage. Ikke ligefrem nok til at det ville gøre ondt.

”Når man har muligheden, så siger man vel heller ikke nej til det,” pointerede Fabian. Han ville nok gøre mere ud af sig selv, hvis det ikke var fordi det åd sådan ind i hans budget. At spise var vigtigere, og de fleste af hans kunder var nu ikke alt for sarte i hvordan han så ud. Hvis de var, så smed de ham ofte i bad, for der var en grund til at de havde opsøgt ham i første omgang.
Han lod sig læne lidt væk fra Aldamar igen. ”Men er det da noget du gør dig meget i? At ordne andres hår?” Det ville ikke overraske ham, og det var ikke første gang at Aldamar havde rodet rundt med hans hår, og hvis det var noget han kunne lide, så var det nok heller ikke sidste gang. 

Aldamar nikkede i kortvarig enighed - det burde i hvert fald ikke være noget man sagde nej til, når muligheden var der - og rejste sig langsomt op igen. Hænderne gled uden meget tanke omkring det over skjortens knapper for at få åbnet den så han ikke gjorde det mørke stof vådt ved et uheld, og samtidig også åbne op for lidt mere bevægelsesfrihed omkring den blonde mand. Det stoppede ham dog ikke fra at lytte, og en anelse undersøgende blev blikket løftet op fra sit arbejde, da et lettere ladet spørgsmål blev stillet. Om han gjorde sig meget i, simpelthen? 

Aldamar rystede derpå kortvarigt på hovedet, inden at øjnene gled ned for at få åbnet de sidste 3 knapper i bunden. "Nej" kom det en anelse kortfattet fra ham, og han krængede skjorten af sig selv, og hang den nidkært ved en af de ledige knager - sådan. Der var dog mere, og Aldamar himlede en anelse med øjnene, dog stadigvæk med ryggen til Fabian. "... eller, definer 'andre'. Jeg er temmelig fingerfærdig med fletninger?" tilføjede han med et kort blik over skulderen, inden at fyrstesønnen bevægede sig hen til den ene væg, hvor at en spand hang over en hane. Lunt vand kom ud med en sagte plasken da Aldamar tændte for den.
Hemmeligheden var, at han - dengang hans søstre havde haft længere hår - havde været ganske dygtig til at flette, ordne og vedligeholde det. Det var mest af alt evne der var kommet helt naturligt, og når det ikke hang løst eller var sat op i en knold, kunne han da også være forfalden til at flette dele af sit eget hår. Det var dog sjældent det skete i offentligheden. 
Aldamar lænede sig en anelse tilbage imod den kølige stenvæg imens at han ventede på vandet der langsomt fyldte spanden op, hænderne i lommen og en enkelt fod fladt imod væggen, så benet bukkedes op. Hvorfor spurgte han da?

Det var ikke engang fordi Aldamar gjorde sig meget til, men alligevel var Fabians øjne bare fæstnet på den anden mands krop. Han lænede sig selv helt tilbage i karet, og bare nød synet. Aldamars krop så ud som den plejede, og havde Fabian kunne, så havde han nok heller ikke kunne holde fingrene væk. Lige nu håbede han faktisk lidt at den healer kunne tage smerterne, så han ikke skulle holde dem helt for sig selv i det lange løb.

Han løftede et øjenbryn da Aldamar alligevel erkendte at han kunne flette hår. ”Arya så ellers ikke ud til at have så langt hår,” kom det drillende over læberne på skøgen. Havde han flettet sine søstres hår? Det billede fandt Fabian alligevel lidt bedårende. Han ville nu også gerne se Aldamar med flettet hår, selvom det nok ikke var det helt store, andet end den store manke så ville være lidt mere samlet.
Hans fingre tappede bildt mod stenkaret, stadig med hovedet rettet mod Aldamar, mens han så Aldamar finde mere vand til dem. Forhåbentlig ville han ikke bare dumpe det over Fabians hoved. Ikke at Fabian ville blive specielt overrasket hvis han faktisk gjorde det. Det kunne godt ligne fyrstesønnen.

Selve idéen bag at have spurgt ham, var egentlig mere kommet ud af det blå. Det var ikke alt der kom med et ekstra motiv.

Det havde lige præcis været hans plan at gøre, men det krævede en nogenlunde fyldt spand for at det var en mulighed. Aldamar havde ingen intentioner om at gøre noget halvhjertet - heller ikke hårvasken - og sørgede også lige at mærke efter om hvorvidt temperaturen var okay, med den ene lillefinger. Imens de ventede, måtte han med et smil ryste en anelse på hovedet. 
Nej, hun havde overraskende kort hår. Det var lige før at Aldamar var den med længst hår i familien, foruden deres mor selvfølgelig. Men de delte også samme ravnsorte farve, han havde udover det, altid været sin mors søn. 

"Nej... ikke længere" smilede han, som var det blevet klippet af hans manglende færdigheder. Hvilket dog ikke var sandt, Aldamar var ret så fingerfærdig! Men der var velsagtens et tidspunkt, hvor at de to prinsesser selv måtte bestemme hvordan de præsenterede sig. Og begge bar det kortere hår godt, så hverken Aldamar eller hans mor kunne brokke sig. 
Hanen blev slukket, og Aldamar greb fat i spanden for at få den med over til karet. Ved siden af (og indenfor rækkevidde) stod nogle små beholdere med den sæbe og de olier som Backer havde fundet frem til Fabian, men det skulle nok komme! Aldamar slap med et lille klonk spanden på gulvet, og vinkede ham tættere på igen - han kunne jo knap nok nå ham, selvom det magelige blik der havde fulgt ham, havde været værdsat. 
"Hverken hende eller Norianna har en forkærlighed for samme... volumen som jeg, desværre. Det var ellers gode tider" Aldamar så en anelse med vilje halv drømmende frem for sig, og sukkede. "Nu er det op til fyrstinden og jeg" forsatte han, og gled endnu engang ned på det ene knæ, for at være mere i øjen- og arbejdshøjde med Fabian. 

Fabian kiggede lidt mistænkeligt på Aldamar, da kommentaren med ikke længere gled over de yndige læber. Der kunne være mange grunde til det, men det lød og så ud som om at han havde noget at gøre med det. Det kunne selvfølgelig også have været år siden, og Arya bare havde bestemt sig for at hun elskede sit korte hår pludselig. Så meget kendte Fabian faktisk ikke til Aldamars familie, da familier generelt ikke var deres primære emner, eller sekundære.

”De vil nok alligevel ikke kunne overgå din prægtige manke,” kom det drillende fra Fabian, og rykkede sig tættere på Aldamar igen, med det skvulpende vand omkring sig. ”Min lillesøster har dog aldrig ville lade mig røre hendes hår, og hun er endda ikke specielt forfængelig,” sagde han, hans øjne glimtede lidt. Det havde været år siden han sidst havde set Atheena, men han følte sig sikker i at hun stadig levede, omend han ikke var sikker på hvad hun lavede. Hans familie troede, så vidt han vidste, stadig at hun var død, og han havde ikke ligefrem fået lov til at fortælle dem om andet. Han følte sig dog sikker nok i at snakke om hende med Aldamar, selvom han meget sjældent havde nævnt noget om sin familie omkring Aldamar. Han kendte helt ærligt mere til Sif end dem han havde decideret blodsbånd med.

Han vendte sin front lidt mere mod Aldamar, og greb fat i kanten og at læne sig lidt tættere med hovedet til ham. 

Det var ikke ofte der blev snakket om familie. Aldamar selv var en reserveret eksistens der foretrak at holde sine personlige relationer tæt, og dermed var det heller ikke mange invitationer for at tale om det, som blev givet. Eller taget imod, for den sags skyld. Det skete dog en gang imellem at det kom på tale, og når det gjorde, blev stemningen - for ham - altid underlig... intim. 
Han ville aldrig præsentere sig selv som værende en der vægtede sin familie så højt som han nu engang gjorde, han brød sig ganske godt om at virke distanceret fra sådanne bånd, i hvert fald i det offentlige øje. Men hvis man kunne se bare lidt forbi den facade som Aldamar satte op, var der ingen tvivl; umærkeligt kunne det opmærksomme øjne se glimtet af interesse komme Fabian i møde da han flød hen imod ham. 

Den (stadigvæk) tørre hånd gled over hand pande, igennem det længere hår på toppen af hans hoved og drejede en anelse prøvende ham omkring, så han ville sidde med ryggen til ham. Det gjorde det en del nemmere at vaske. 
"Aha? Og hun har ikke sine bitre erfaringer at læne sig opad, eller var du en af de drenge der ikke hev pigerne i deres hestehaler?" smilede han en anelse drillende, da han sagtens kunne se Fabian i den rolle. 12 år gammel, men ikke mindre flabet end den dag idag - det måtte have været anstrengende at være omkring. 
Kunne han forestille sig. 

Det var ikke lige med det samme at Fabian lod sig dreje, som han kiggede på Aldamar, og studerede det opmærksomme blik der kom i hans retning. Det tog ikke en ørn at finde ud af hvorfor, for han vidste også godt at han ikke ligefrem delte ud af oplysningerne om hans baggrund ofte. Det var vel ligeså meget, som at han selv havde været interesseret da han havde mødt Arya. Han var interesseret i den anden side af Aldamar som han ikke fandt udenfor værelset fire vægge, og de ville kunne få lov til at opleve den, hvis de villigt snakkede om det.
Fabian blev dog alligevel nødt til at minde sig selv om at Aldamar ikke bare var en af hans kunder, selvom det ofte endte med at ende i samme retning som de andre. Det her var mere i kategori med Sif.

Endelig lod han sig dog vende om i badet, så Aldamar alligevel kunne få lov til at at komme til håret. ”Jeg var måske ikke den sødeste storebror,” indrømmede han med et grin. Det var tingene havde været nemmere derhjemme, inden ulykken. Eller ulykkerne. ”Jeg måtte jo gøre op for at mine egne storesøskende også havde været efter mig.” der var intet nævnt om hvor mange søskende han egentlig havde, men det lød i hvert fald som om at han var noget af et midterbarn.
Det var lang tid siden han havde været hjemme. Det kunne være han snart skulle forbi igen. Problemet var sådan set at det var noget af en omstændig tur at tage. 

Aldamar's slanke fingre gled fingerfærdigt igennem det nok så fedtede og beskidte hår, og begyndte roligt at separere det en anelse fra hinanden. Modsat hans eget, jah så var det glat og en anden stor fordel var, at det alligevel var ret så begrænset hvor meget der kunne være, når manden valgte at holde sine sider korte. Derfor skete det hurtigt at de fandt hovedbunden, og roligt nussede den imens at Fabian snakkede. 
Ah, som forventet. Men dog, han var lillebror også? 
Aldamar's mørke øjne studerede ham skråt ovenfra imens at han med et grin understregede at det velsagtens ikke var ham der havde lagt tonen for hvordan søskende var omkring hinanden, og Aldamar smilede stilfærdigt af det. 

Den ene hånd gled ned i spanden, og samlede noget der mindede om en øse op - bare beregnet til badekar fremfor suppegryder. "Nå så det var du ikke.." fulgte han drillende op med, og hældte nænsomt den første lille portion af det varme vand nedover mandens hoved, en hånd for panden så det ikke faldt ned i øjnene på ham imens. Det kunne de ikke have. 
Et eller andet sted, var det underligt beroligende for ham også at 'arbejde' imens at han snakkede, og da den lysere farve efterhånden var blevet nogle nuancer mørkere af vandets vægt, smed han den tilbage i vandet for at lade hånden køre de nu våde lokker, igen. "... så hvordan drillede du hende så? Eller nej, endnu bedre - hvordan drillede dine brødre, dig?" fulgte han undersøgende op med, og smilede med en underliggende grad af nysgerrighed, han dog ikke ville se medmindre han valgte at kigge opad og bagom. 

Fabian havde altid holdt af at blive pillet i håret, og der var det også nemt at overgive sig til de behagelige og velkendte fingre der havde fundet hans hovedbund, så han havde fat i alt håret. Det våde og det tørre. Han lænede sig i nemhed mod fingrene og lukkede øjnene lidt, mens han lod Aldamar studere ham, og gøre hvad han skulle.
Som spørgsmålene blev ved med at trille ud af fyrstesønnens mund, kunne man godt mærke på Fabian at han havde lyst til at rykke sig. Han bevægede hovedet lidt, som skulle han kigge sig over skulderen, men stoppede sig så. Han ville ikke kunne se ham, og så ville behandlingen også stoppe.

I stedet for måtte Fabian svare på spørgsmålene. ”Som enhver storebror nu engang gør,” sagde han. ”Det var typisk at påpege at man var 'forelsket i nogen'.” Han tog hænderne op for at indikere at det ikke havde været fordi han havde været rigtig forelsket. ”Altid kom med de pinlige historier fra man var helt lille, når man prøvede at være sej til en af høstfestivallerne, for ikke at nævne mængden af gange jeg har måtte bryde med dem. Det er lidt uretfærdigt, når de har ramt puberteten og jeg ikke har.” Alligevel glimtede hans øjne lidt. Det havde været nogle gode år og han var ikke bitter over nogle af dem, også selvom han ikke var et udpræget familiemenneske. ”For ikke at nævne at to mod en ikke ligefrem er gode muligheder for at vinde.” Og hans storesøster havde aldrig hjulpet ham, ikke specielt i hvert fald. 

I det stille sind sugede Aldamar lidt af de oplysninger der kom frem nu, til sig, og undlod at afbryde ham imens at arbejdet med at få skyllet det værste skidt ud af håret langsomt skred fremad. Det var nemlig et helt andet liv end det han levede lige nu, og en hel anden tid end den han oplevede lige nu. Den mørkhårede fyrstesøn havde velsagtens stadigvæk ikke en idé om hvor gammel Fabian var, men det var også underordnet lige nu, alderen var ikke vigtig for at kunne høre om, og derefter forestille sig en barndom. 
En stor søskendeflok... og brødre. Selv havde han kun Rasmus, men den unge mand var mere aktiv i Lysets hær, end det familieliv de havde omkring sig på Ædelborg, og velsagtens også her i palæet, nu. Men selv uden at have snakket med ham i mange måneder efterhånden, jah så kunne Aldamar næppe forestille sig et liv foruden sine brødre og søskende; Fabian boede langt væk fra begge, hvis han mindedes korrekt. 

Endnu en portion vand lod sine dråbe trille ned af Fabian's nakke, og Aldamar slap med den ene hånd, for at finde noget af den sæbe der var i den ene af beholderne. "Heh, drenge..." grinte han lavmælt. Han havde ikke selv været den store bryder, men han kunne helt lavpraktisk, godt nyde at se det udspille sig. 
Med gnubbende bevægelser tog han en anelse mere fat. "Din stakkel ikke en chance stod du med, simpelthen?" smilede han drillende bagved ham, og snusede ind da duften af urter begyndte at brede sig omkring dem fra sæben han brugte. Hovedet sænkedes kortvarigt ned til øret idet at han stoppede for nogle sekunder. "Eller fik du hævn senere, på andre end din søster?" øjnene glimtede en anelse nysgerrigt. 

Fabian brummede tilfredst som Aldamar tog lidt mere fat i håret. Han vidste heldigvis hvad han gjorde, så det var ikke som om at det gjorde ondt, som der blev rykket lidt i håret. Det gjorde det også nemt bare at overlade det hele til fyrstesønnen. Han havde aldrig rigtig forudset at han ville kunne få ham til noget, som normalvis tjenestefolk ville gøre. I hvert fald i Fabians hoved.

Det ene øjne åbnede sig dog en lille smule, også selvom han intet kunne se, blot mærke hvordan Aldamar bevægede sig rundt bag ham. Det føltes dog som om at Aldamar fiskede efter noget. Det kunne godt være at det var fordi han endelig havde åbnet op for 'familie-snakken', at Aldamar nu skulle malke den for alt hvad det var.
”Jeg fik min hævn, også tilbage på dem,” sagde han. Det gjaldt bare om at finde ud af hvordan. Især inden de selv flyttede eller da han selv flygtede nordpå. ”Er der noget specifikt om mine søskende du gerne vil vide?” spurgte han, lidt mere drillende i tonen, og med et smørret smil på læberne. Det var nemmere at stoppe med at danse om den varme grød, og faktisk få Aldamar til at stille de spørgsmål han sikkert brændte inde med. Var det hvor mange de var, eller sågar hvordan Fabian havde taget hævn? Historierne om teenage Fabian var.... ikke noget han ofte tilbød dog. 

Fanget med sin interesse ude i det åbne,  måtte Aldamar med en lille latter trække ansigtet til sig igen, og lod i stedet en overvejende tone lyde, imens han godt og grundigt lige overvejede hvordan han skulle formulere sit,  eller moské rettere, sine spørgsmål. Der var virkelig mere end bare et, og han havde i sandhed tænkt sig at tage den chance der lå, i at få noget mere baggrund fra den blonde mand. 
Det måtte dog ikke misforstås i at han ville møde dem - Aldamar havde ikke meget interesse i lige præcis det, da det kun ville blive... underligt. Han tvivlede på at de ville kunne genkende ham, men det kunne ikke blive andet en akavet; det ville være en anelse for meget, ville det ikke?

Aldamar's fingre gnubbede en anelse videre, inden at han endelig havde besluttet sig. "Bare... hvordan er de?" Kom det nysgerrigt fra ham. 
Et stort spørgsmål, men dog også oprigtigt, hvilke typer var Fabian vokset op med. Var de religiøse, var de tilfredse med deres lod i livet, og hvor var det at Fabian var anderledes? En dobbelt moralsk nysgerrighed, da han selv havde været tilbøjelig til at smække i som en østers, var spørgsmålet blevet vendt rundt.  Selvom han dog måtte indrømme at det var grund der blev mere og mere åben at snakke om, selv for ham.  

Aldamar ville skylle sæben ud da den havde siddet i et passende stykke tid, men kun for at følge op med en ny en, der dog primært blev gnedet ind i spidserne, fremfor hovedbunden. 

Det havde ikke engang været en overvejelse for den blonde mand at Aldamar nogensinde officielt skulle mødes hans familie. Måske Sif en dag, men ikke hele den store familie nede fra Medanien af. Så tætte var de trods alt ikke, og de havde alligevel ikke nogen formodning om nogensinde at møde en partner til Fabian af. Han ville ikke engang vide hvad han skulle præsentere Aldamar som, hvis det var. Hans elsker?

Dog fik Aldamars næste spørgsmål faktisk Fabian til fysisk at dreje sit hoved rundt for at se på ham. Hans øjne lidt store, overrasket men også bare lidt opgivende. Skulle han virkelig snakke om alle sine søskende? "Dem alle sammen?" spurgte han også. Han havde dårlig en idé om hvordan det stod til hos dem alle i øjeblikket. Et par enkelte havde han styr på, men at skulle fortælle om samtlige 5 søskende og 2 forældre? Om han faktisk gad, så stor indvirkning havde de ikke.
Han vendte dog sit hoved om igen, kort efter, så Aldamar kunne forsætte behandlingen af håret. "Jeg har altså tre brødre og to søstre. Bare så du ved hvad du går ind til," pointerede han. De havde været en ret stor søskende flok, og han var stadig ikke sikker på at han havde lyst til at snakke om sin lillebrors tilstand. Det ville altid være noget der var lidt bittert for ham, for det havde været en af grundene til at han faktisk forlod sit hjem.