Som natten langsomt skred frem, og stjernerne bevægede sig funklende hen over himlen, fulgte hendes energi også med dem. Sandet var ikke længere varmt og fortryllende som alt andet, for hvert skridt hun tog blev det kun koldere og mere irriterende, som det hele tiden gled mellem tæerne, der snart føltes hudløse og kulden var begyndt at bide, med hendes læber der var blevet mere blålige og kæberne der engang imellem klaprede svagt. Der måtte være gået flere timer, da hun til sidst stoppede op og træt gned det ene øje. "Faust... Er det stadig den rigtige vej?" selv den spinkle stemme bar præg af hendes udmattelse. Som hun stod der helt stille, med hagen let vippet ned imod hendes bryst og armene viklet omkring sig selv, for at holde på varmen, kiggede hun op gennem sine øjenvipper imod Faust der var kommet flere skridt foran hende. Hvordan han kunne holde ud til at slæbe på den oppakning var hende en gåde, for hun bar ikke på andet end hans skjorte, hvis ærmer efterhånden var ved at glide ned, og selv den føltes tung efter den lange gåtur. 

Hun kastede blikket tilbage hen over sin skulder, oasen var for længst helt ude af syne, selv med månens klare lys og de funklende stjerner over dem, var den væk i mørket. En skælven gik igennem hendes krop, og hun skyndte sig op på siden af Faust, for at trykke sig ind imod hans varme krop. "Jeg er træt.." hendes stemme var blot en svag hvisken, mens hun hvilede hovedet ind imod hans overarm, og for bare en kort stund tillod hun sig at lade øjne glide i. Bare lige et lille øjeblik, det var hvert fald det hun bildte sig selv ind, men trætheden vandt hurtigt over hende, idet hendes ben begyndte at vakle under hende. 

Jo længere de kom ud på natten faldt hendes energi også, det gjorte han også men kun bare ikke ser det på sammen måde på ham som man kun på hende, og samtid hjælp det nok heller ikke at det blev køligere jo længere ud på natten det blev og hun havde jo ikke meget tøj på, så set kun hans skjorten, da hendes natkjole ikke overlevet at han prøver at reder hende fra at falder, man han havde ikke rigtig mere tøj han synes at hun skulle låner af ham, han stoppe svagt op da hun snakker til ham, ”ja det er stadig den rigtig vej” svaret han på det og kiggede på hende, han kun godt ser at hun var kommet lidt bagud.

Han smiler svagt til hende da hun kom op ved side af ham, han lad arm om hende, så hun kun få noget mere varm fra ham, han havde det selv tilpas som det var lige nu, men hun var kold kun han mærke da hun lad sig ind mod ham, ”det tror jeg gerne på, men vi er nødt til at kom frem inden det bliver for varm for dem” sagde han og begynde at gå igen, så måtte hun støtter sig til ham, hvis det hjalp på det og samtid kun hun også få noget varm fra ham.

Han mærker godt på hende at hendes ben blev usikker under hende, hun var også blevet lidt mere slap ind mod hans krop, han stoppe på og kiggede på hende, det virker næste til at søvne havde vundet over hende, han lad den anden arm under bene på hende og løfte hende op, så måtte han også bærer hende, heldigvis var hun ikke den største men han var selv træt men de skulle når frem inden sol stod for højt på himmel, det vil hun sikker ikke overlevet når der ikke var noget vandet i nærhed, han tog bjørneskind kappe lidt mere om sig så hun også blev passer lidt ind i den, inden han begynde at gå igen.

Det tog lidt længere tid at kom frem til havet nu hvor han også skulle bærer på hende, men han nået frem til strand eller hvad men skulle klar det for, hvor han fik tag sin rygsæk af sig og stille den på jorden, mens han stadig løfte på hende, hvorefter han sat sig op af en store sten, så han havde hende på skødet, hvor han trak kappe, tætter om dem mens han kiggede ud over havet og fik det sidste af solopgang med, hvor han læne hovedet tilbage mod sten og lukke øjne, nu kun han hvile sig indtil hun vågne, hun var blevet varmere efter han var begynde at bærer på hende.

En lettelsen suk slap over hendes læber, et øjeblik anede hun ikke hvad hun skulle stille op, havde de ikke været på rette vej. Hun gemte et gab bag hånden mens hun knugede sig ind imod hans varme krop, mens hun mentalt prøvede at overbevise sig om at fortsætte, men tanken var tom, hendes energi fuldkommen opbrugt, så da Faust løftede hende op i sin favn, gjorde hun ingen modstand, tvært imod lod hun kinden falde ind imod hans brystkasse, hvor den faste rytme fra hans hjerte lullede hende helt ind i den dybeste søvn. 

Det var først næste morgen, da solen begyndte at stige op og skinne på hende, at hun glippede svagt med øjne igen. Hans stærke arme, der omfavnede hendes lille krop var det første hun mærkede, mens hun lå helt ubevægelig i hans arme. Et smil dansede på hendes læber, mens hun betragtede hans ansigt, han havde lagt bjørneskinds kappen mere over hende, og hun følte sig så varm og tilpas i hans arme, at hun ikke kunne nænne at vække ham, for hun kunne slet ikke forestille sig hvor hårdt det måtte have været for ham, bære hende resten af vejen med den tunge taske på ryggen. Hun drejede blikket ud imod solens stråler, hvor havet mødte hendes blik, og hun måtte bide sig selv i kinderne for ikke at spjætte af begejstring, hvis hun skulle sidde stille flere timer, gjorde hun det gerne for Faust som tak. Hendes øjne fulgte havfuglene der fløj rundt ude over vandet, og sikkert fangede småfisk i morgentimerne, til bølgerne der skyllede stilfærdigt ind over stranden, det var et betagende syn som hun lod sig dvæle ved. 

Da han første fik hende op i sine armene, kun han godt mærke på hende hvor træt hun enlig var, da der ikke gik mange sekunder før hun sov i hans armene, det overraskede ham enlig ikke men han havde håber på en måde, at få lidt selskabet resten af gåtur, nu hvor han rejse med en andre, men det måtte han så havde til god, at hun sover til næste morgen, og første vågne da solstråling rammet dem, kun han mærke at hun vågner, da han ikke selv var falder i søvn, han sad bare og hvile sig, selvom han godt kun sove lige nu selvom det vil bliver varm, at sove lige i sol.

”Når så gad man at vågner” sagde han drille og flytte lidt på sine armene, så hun kun rejse sig hvis hun nu vil det, ”huske at tage min skjorte af, hvis de vil i vandet, jeg bliver her og hviler mig” sagde han, han havde stadig øjne, ikke fordi han ikke vil se hende nøgen, for det havde han gjorte men det var nu mere at han vil slappe af, så var det lidt op til hende hvad hun vil gøre, om hun bliver sidder hos ham eller om hun vil ud i havet var op til hende.

”Det kun også være at vi skulle have noget mad, men så bliver de nødt til at rejse dem op, så jeg kan kom til min rygsæk” sagde han efter lidt tid, han var selv rimelig sulter efter den lang gåtur igennem ørken og det regner han nu også med at hun var, hvis hun rejser sig op fra ham, vil han tage fat i sin rygsæk og åbne den, hvorefter at finde noget tørrekød frem og lidt brød, hvor han gad hende noget af det og tog resten selv, inden han lukker rygsække og stille den til side, hvor han begynder rolig af spise.

Det gav et spjæt i hele hendes krop, da hans stemme pludselig lød, og hun drejede hastigt ansigtet imod ham, så hendes hår flagrede omkring hendes ansigt. "Vækkede jeg dig?" spurgte hun ganske stille, næsten helt undskyldende, da det ikke havde været hendes intention, men trods han snakkede var hans øjne stadig lukkede. Hun vippede hovedet ganske let, mens hun betragtede ham, og da han nævnte skjorte og vandet, lod hun blikket falde ned. Hun vidste hun burde løbe ud i det, men sandheden var at hun nød bare at sidde stille i hans favn, så alt hun gjorde var at nikke trods han ikke ville se det, inden hun lagde hovedet tilbage ind imod hans bryst, puttet ind under hans hage, hvor et lille sagligt suk lød fra hende. Vandet måtte vente, for hun sad lunt og rart hos ham. 

Hun fniste stille, da han igen talte, for med øret presset ind imod hans brystkasse, lød hans stemme som en dyb rumlen, men hun fangede dog hvor han vil hen. Mad. Bare ordet fik hendes mave til at knurre højlydt i protest, over ikke at blive tænkt på tidligere, og modvilligt lod hun sig glide ud af hans favn og ned på sine egne ben. Et øjeblik vaklede hun lidt, inden hun genvandt balancen og vendte sig med fronten imod ham. "Jeg sad ellers lige så godt.." fniste hun med et stort smil på læberne.

Han smiler svagt af hende ord og måde hun sagde dem på hele undskylde, "nej bare rolig, jeg var vågne, hviler mig bare" sagde han, selvom han godt kun sove men det måtte venter, til han var sikker på af de begge var i sikkerhed, da hun ikke rigtig gjorte tegne til at vil rejse sig, havde hun nok ikke travle med at kom ud i vandet lige med det sammen, det vigtig måtte også være at de når her til inden det blev for varmt og det havde de så også, også kun fordi han havde båret hende det sidste vej.

Han hørt godt hendes mave knurre da han nævnte mad, så slem var det ikke selv med hans mave at den knurre men skulle nok heller ikke venter alt for længe før den vil begynde på det, han lo kort af det hun sad, "der var ingen som sagde at de ikke kun sidder dig ved side af mig" sagde han og kiggede på hende, ja okay han havde sagt at hun skulle rejser sig op men han mente nu bare at hun var nødt til at flytte sig, han fik fundet noget mad til dem begge og begyndt derefter af spise, han tog sit vandskind ud af bælte og lad det op jorden, så hun også kun når det.

"Når hvad er dine planer nu, hvor de er fri og er ved havet" spurgte han og kiggede på hende inden han tog en bide mere af sit brød, ja deres vej skilles her regne han da med, selvom han regner med at rejse videre langs havet, da jorden var bedre at gå op og der var heller ikke lige så varmt som der vil være ind i ørken, men det fandt han nok ud af hvad hun havde tænke sig at gør her fra.

Et lille lettet suk slap over hendes læber, da hun ikke havde vækket ham. Forsigtigt strøg hun håret om bag øret, inden hun tog plads på stenen ved siden af ham, hendes blik rettet imod havet. Hvad der ventede hende forude, det vidste hun ikke, men at opleve havet for første gang, ville blive spændende. Hendes fødder vippede ganske let op og ned, alt imens Faust fandt mad og vandskind frem, men det var først da han gav sig til at spise, hun løsrev sit blik og kiggede over på ham. 

"Jeg ved det ikke, det er jo virkelig stort, så der må være meget at se derude.." Hendes stemme blev fjern og drømmende, mens hun sad og nippede til et brød, med blikket vendt tilbage imod havet. "Vil jeg nogensinde se dig igen?" spurgte hun pludselig dæmpet og vendte de store blå øjne imod ham, for var dette et farvel for altid? Eller blot et på gensyn. 

Han kiggede kort på hende, da hun tog plads ved side af ham, så hun også kom til at sidder op af sten som ham, hun var stille mens han fandt mad og vand frem men det var måske også første gang at hun så havet så tæt på, han lyttede til det hun sagde og smiler svagt af det, "ja det er det og på det område har jeg ikke set særlige meget, holder mig mest til at havde jord under fødder" svaret han på det, ja der vil åbne sin en hele ny verden for hende, når hun første kom ud og havde mulighed for at undersøge havet.

Han smiler rolig ved hendes spørgsmål, "det kan jeg ikke svar på om de vil, men håber det da, men kan aldrig vide hvad skæbne bringer hos her i livet" sagde han og kiggede på hende, han havde så set ikke troet at han skulle møde en havfrue men det havde han så nu, så hvad han vil opleve herefter vidste han ikke, andet at der vil gå lang tid før han vil besøg ørken igen, hvis han vil besøge den ugen da det ikke var sikker at han vil det.

Uden at tænke videre over forskellen mellem hende selv og Faust, lyste hun op i det største smil, som havde hun fået verdens bedste ide. "Du kan jo tage med og undersøge det med mig..! Så behøver vi ikke tage afsked allerede, men kan fortsætte eventyret!" Uden tvivl verdens bedste ide, det var hun overbevist om. Hun tog den sidste bid af hendes mad, inden hun skyllede det ned med lidt vand. "Tak for mad Faust, tak for alt!" lød det taknemmeligt fra hende. 

Han lyttede til hendes forslag og hoster nogle gange efter han havde hørt det og var nødt til at drikke lidt vand, ”det er ikke fordi jeg ikke vil det men jeg svømmer langt fra lige så godt som dem og samtid kan jeg heller ikke trække vejret under vandet” svaret han og så på hende, han kun godt ser og hører på hende at hun synes at det var den bedst ide nogensinde efter hende, hvis man spurgte hende, men deres vej måtte skilles her og hun måtte finde sine ejer vej, om de støder på hinanden kun man aldrig vide om de vil det.

”Velkommen og det var så lidt, så håber jeg at de ikke bliver fanger igen” sagde han og kiggede på hende og fik spist det sidste af sin mad, hvor han tog lidt vand og pakker derefter vandskind tilbage til sit bælte, han læner sit hoved tilbage og kiggede kort op på himmel, ”hvad med at de smider min skjorte og kommer ud i havet og få det oplevet, jeg bliver her og hviler mig” forslag han hende, han havde ikke lige travle med at kom videre før han havde fået hviler sig noget mere, han så enlig fandt til den næste by, så han havde mulighed for at sove ude at skulle tænker om der kom nogle.

Skuffelsen var svær at misse på hendes ansigt, da han slog hendes forslag helt hen, men hun måtte erkende at der var sandhed i hans ord. Det ville være en dum ide, hvis ikke han som hende kunne trække vejret under vand. "Åh.... Du har nok ret..." mumlede hun dæmpet, med blikket vendt imod havet. 

Da han talte igen, vendte hun blikket imod ham og fandt et lille smil frem. Hun gjorde et lille nik, men inden hun trak skjorten af, omfavnede hun hans store krop. "Tak for hjælpen Faust, skal nok prøve at passe bedre på.." lovede hun, inden hun rullede ærmerne helt ned og tog skjorten af, ganske stille vendte hun sig tilbage imod havet. Før havde hun været så spændt at hun ikke kunne være i sig selv, men nu frygtede hun lidt hvad der skulle ske, hvad hun ville opleve og hvor hun ville ende henne. Hun bevægede sig det korte stykke ned over stranden, til hun stod lige foran de små bølger der skyllede op på stranden. Med en dyb vejrtrækning, gik hun ud i vandet og da hun nåede til midt på lårene, kunne hun mærke forvandlingen komme. Hun gjorde et spring og forsvandt ned under vandet, og lod det omfavne hendes slanke figur, mens hendes ben forsvandt og en lang hale i stedet viste sig. De mange skæl strakte sig over hendes krop fra hendes hofter, og dækkede hendes barm. Hendes øre blev længere og blev helt blå som små finner, der opfangede alle lydene i vandet. Blåt og sølv skinnede omkring hende, da hun var lige under overfladen af vandet.

Da forvandlingen var helt ovre, dukkede hun op lidt længere ude i vandet, med ansigtet ind imod stranden. Hun løftede sin arm op og vinkede en sidste gang til Faust, inden hun forsvandt ned under vandet.

"Jeg håber at de forstå det, ligesom det vil være dumt at jeg tog dem med ud på mine rejse væk fra havet og vandet" svaret han til det, han kun nem ser skuffelse i hendes ansigt, men det vil bare ikke være det sammen, da han kun vil få havet af ser oppe fra, en båd eller skibet, hvor det ligner det sammen.

Han gad hende et kram tilbage da hun krammet ham, "det var så lidt og det håber jeg at de vil" sagde han og smiler rolig til hende, han tog imod skjorte da hun fik den af, hvor han lad den på sin rygsæk, så kun han altid pakke den væk inden han gik videre, han kiggede efter hende som hun gik ned til vandet, hvorefter hun forsvandt ned under vandet, da hun kort til syne lidt efter, løfte han sin en arm og vinkede tilbage til hende, inden hun forsvandt under vandet igen.

Han blev sidder der i nogle timer hvor han fik hvile sig, inden han rejse sig op og pakke sin skjorte ned i rygsæk, hvorefter han tog den op på ryggen og begyndt derefter af gå langs stranden, i håber om at finde en by inden alt for mange dag.