Bertram var slet ikke forberedt på det venlige smil, og så noget overrasket ud, indtil det gik op for ham, at det måtte være Hydes måde at håne ham på. Bertram følte sig i sandheden som en køter, sådan som han var endt i denne situation. Aldrig havde han ønsket at arbejde under nogen, og alligevel stod han her… Han vrissede lavmælt og utilfredst inden han trådte indenfor, og lod Hyde lukke døren efter sig. Bunken af stjålne papirer, åbnede såvel som uåbnede breve og tegninger havde han pakket sjusket ind i brunt pergament og bundet sammen i natursnor, smed han ned på det nærmeste bord. Han ville ikke have mere med det at gøre. Han skammede sig vel over det han havde gjort mod de endnu uvidende mennesker omkring Zirra, som han havde stjålet fra.

”Jeg har ikke været forsigtig. Jeg stjal alt hvad der lå fremme” Sagde Bertram ærligt og gengældte på intet tidspunkt Hydes venlighed ”Jeg ved ikke om det er nok. Der er nogle dæknavne og nogle koordinater på nogle mødesteder, men…” Men… Bertram var ikke kvik nok til at forstå det. Han havde forsøgt at læse dem igennem, men der var for mange informationer til at hans simple hoved kunne tyde dem. Det var ikke noget han ville sige åbent overfor Hyde. "Så?"

Da Hyde udtrykte sin utilfredshed kunne Bertram ikke gøre andet end at trække på skuldrende. “Ingen har set mig, og Zirra sladrer ikke. Der er intet af dette her, der vil kunne blive ledt tilbage til dig, Hyde, så tag det som en sejr” Svarede han, og lod skuldrene falde ned igen. Han havde gjort hvad han kunne, i bedste Bertram-stil endda. Han var ikke en forsigtig mand, og han var bestemt heller ikke kløgtig. Hvordan skulle han også kunne vide, hvilke informationer der var brugbare eller ej? Han var langt bedre til at bruge musklerne frem for hovedet, og sådan var det også dengang hvor han endnu var levende. 

Mens Hyde bladrede overfladisk igennem papirerne, kiggede han væk. Han havde ikke ligefrem fået grønt lys til at daffe, så han var lige ved at tolke stilheden som et ‘pis af med dig’, indtil Hyde spurgte ham om han var sulten. Bertram rettede igen blikket på Hyde, denne gang med mistro i sit røde blik. Skulle han mon se den pludselige gæstfrihed som en fælde af en art? “Tja. Jeg er altid svær at gøre mæt?”